Søndag den 2. april 2023 annoncerede OPEC-landene en nedskæring i olieproduktionen på mere end 1 million tønder olie om dagen fra maj 2023. Analytikere venter, at resultatet vil blive en stigning i olieprisen fra omkring 80 dollar pr. tønde til 90 dollar pr. tønde.

OPEC-landene vil samlet reducere produktionen med 1,6 million tønder om dagen, men andre olieproducenter vil øge produktionen, så den samlede effekt skønnes at blive en produktionsnedgang på 1,16 million tønder om dagen fra maj måned.

Den makroøkonomiske effekt af produktionsnedgangen og stigningen i olieprisen vil uundgåeligt øge inflationspresset over hele verden, tvinge centralbankerne til at holde renterne højere i længere tid og presse den økonomiske vækst.

Saudi-Arabien førte an i OPEC-kartellet med en reduktion på 500.000 tønder om dagen. Andre medlemmer, herunder Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og Algeriet, fulgte trop, mens Rusland sagde, at produktionsnedskæringen på 500.000 tønder om dagen, som den implementerede i marts, ville fortsætte indtil udgangen af 2023.

Saudi-Arabien sagde søndag, at nedskæringerne var en “forsigtighedsforanstaltning, der har til formål at støtte stabiliteten på oliemarkedet.”

Det overraskende træk kan igen øge spændingerne mellem USA og Saudi-Arabien. Biden foretog en kontroversiel tur til regionen i juli sidste år, men måtte rejse hjem igen uden løfter om at olieproduktionen vil blive øget.

Tværtimod foretog OPEC+ en overraskende produktionsnedskæring på omkring 2 millioner tønder pr. dag. Det skete kun få uger før det amerikanske midtvejsvalg, og Biden truede med at, at det ville få konsekvenser for Saudi-Arabien. Men siden er intet sket.

Olieprisen faldt til et lavpunkt i sidste måned på grund af uroen forårsaget af bankkrisen, men priserne har rettet sig. Brent-råolieprisen sluttede således lige under 80 dollar pr. tønde fredag.

En række af OPEC-landene har brug for flere penge. Saudi-Arabien er således i gang med enorme investeringer for at omdanne økonomien til et turisthotspot og et globalt logistik- og forretningscenter.

De aftalte begrænsninger i olieproduktion – tønder pr. dag:

Saudi-Arabien 500,000

Rusland             500,000

Irak                    211,000

UAE                  144,000

Kuwait              128,000

Kasakhstan      78,000

Algeriet             48,000

Oman                 40,000

Det tyrkiske parlament har i en afstemning sent torsdag den 30. marts 2023 givet grønt lys til Finlands medlemskab af NATO.

Mandag var det et flertal i Ungarns parlament, der stemte for at indlemme Finland i NATO-samarbejdet, og dermed har alle NATOs medlemslande godkendt Finlands optagelse i alliancen.

Hverken Tyrkiet eller Ungarn har endnu givet grønt lys til Sveriges optagelse.

NATO-spørgsmålet kan få indflydelse på parlamentsvalget i Finland søndag den 2. april 2023. De 200 pladser i parlamentet -Eduskunta – skal 4 år efter sidste valg i 2019 genbesættes.

I de sidste 20 år har centrum-højrepartiet Samlingspartiet – National Coalition Party (NCP) – været det eneste parti i Finland, som støttede en NATO-optagelse. Partiet har nydt fremgang efter Ruslands invasion af Ukraine. Og det må ikke glemmes, at ved det seneste finske valg var Samlingspartiet kun ét mandat fra retten til at danne regering.

I den seneste meningsmåling fra den finske TV-station Yle får Samlingspartiet 19,8 pct. af stemmerne, mens det højreorienterede og EU-skeptiske nationalistiske parti De Sande Finner – Finns Party – ligger på 19,5 pct.

Den finske statsminister, socialdemokraten Sanna Marin, er uden tvivl den mest profilerede statsminister, Finland nogensinde har haft: I de tre år, der er gået, siden hun blev landets yngste leder nogensinde som 34-årig, har hun ført Finland gennem en pandemi, Ruslands invasion af Ukraine og Finlands optagelse i NATO.

Sanna Marin betragtes som en stigende stjerne for centrum-venstre i hele Europa, og hun og hendes regering har fået høje karakterer blandt de finske vælgere, men alligevel ligger det finske socialdemokratiske parti, SDP, kun på 3. pladsen med 18,7 pct.

Sanna Marin kan derfor meget vel miste statsministerposten søndag, når finnerne går til stemmeurnerne for at vælge et nyt parlament. Hvis Marins SDP forbliver på anden- eller tredjepladsen, vil retten til at danne regering gå til en af hendes modstandere, NCP’s Petteri Orpo eller De Sande Finners Riikka Purra.

Det dominerende tema i valgkampen har været de offentlige udgifter. Samlingspartiet har lovet milliardbesparelser og skattelettelser, og den siddende regering har været anklaget for at sløse penge væk og øge Finlands budgetunderskud. Finlands gæld i forhold til BNP er steget til 73 procent fra 64 procent i 2019.

Det er tradition i Finland, at regeringer dannes fra brede flertal fra både højre og venstre, men dette valg kan blive begyndelsen på en ny æra med blokpolitik. Samlingspartiet har større muligheder end Sanna Marin for at danne regering, da partiet både kan indgå i en alliance med SDP og med De Sande Finner. Sanna Marin har på forhånd udelukket et samarbejde med De Sande Finner.

I øjeblikket er der 10 partier i det finske parlament parlamentet.

I en kronik på Hjemmeværnets fødselsdag den 1. april varmer Jens Garly, generalmajor, chef for Hjemmeværnet, og Torsten Schack Pedersen (V), MF, kommitteret for Hjemmeværnet, op til Hjemmeværnets 75-års jubilæum næste år, i øvrigt ligesom Nato.

Ifølge generalmajoren og den kommitterede har udviklingen omkring os desværre vist, at hverken Hjemmeværnet eller Nato kan tillade sig at gå på pension. Det betyder – må man forstå – ingenlunde, at Hjemmeværnet har behov for en større omstilling for at kunne støtte Forsvaret i fremtidens opgaver.

 Nej, for Hjemmeværnets kerneopgaver har siden oprettelsen været militær bevogtning, overvågning og sikring af strategisk vigtige områder. Og netop militær bevogtning har været i centrum og udgjort et vigtigt fundament i forbindelse med de såkaldte Host Nation Support opgaver, hvor allierede styrker har brug for at få transporteret militært udstyr og personel sikkert til eller gennem Danmark.

Spørgsmålet er om der er noget at fejre ved det kommende 75-års jubilæum?

Min egen tidligere enhed – Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL – havde sin historiske oprindelse i modstandsgruppen “lysglimt” og har i alle årene været fast forankret i Gentofte Kommune.

Politihjemmeværnet har ofte været synligt i gadebilledet i Gentofte, men kompagniområdet dækkede også Rudersdal, Furesø og Lyngby-Taarbæk. Hjemmeværnsfolkene i kompagniet havde ud over den almindelige militære uddannelse, fået en politifunktionsuddannelse, der satte kompagniet i stand til løbende at løse opgaver for Nordsjællands Politi.

Kompagniet har med skriggule jakker ofte været synlige i lokalområdet i forbindelse med trafikregulering, men politihjemmeværnet har også mere diskret og upåagtet hjulpet politiet med f.eks. at afvikle cyklistprøver, afspærring i forbindelse med ulykker, brand, kriminalsager og gerningsstedsafspærring, eftersøgninger, storme og katastrofer.

Hjemmeværnet er oprindeligt en organisation af frivillige, hvor menige og cheferne helt op til distrikts- og regionschefer havde rod i modstandsbevægelsen.

I dag har hovedparten af de fastansatte en helt anden dagsorden end de frivillige. Det begyndte ret tidligt, i takt med at cheferne ikke længere havde samme baggrund fra modstandsbevægelsen, som mange af de frivillige havde. I dag gælder der kun én ting for de fastansatte – hvis de ikke er i slutstilling – det er at bliver forfremmet til nærmeste højere grad!

Drevet af de fastansattes ambitioner om at gøre karriere har Hjemmeværnet derfor været igennem en centralisering, der har handlet om at samle hjemmeværnsdistrikter og dermed reducere i omkostninger til personale og bygninger. I den sammenhæng, har den lokale forankring og de frivilliges synspunkter været uendeligt ligegyldige.

Samtidig har man nedlagt og sammenlagt kompagnier, fordi man rigidt har kigget på om et kompagni nu også opfyldte bemandingsnormen. Man har frataget den lokale kompagnichef retten til at administrere sit kompagni med personlig dømmekraft og alene forladt sig på bestemmelser om, hvorvidt en hjemmeværnsmand nu har deltaget i lige præcis nok aktiviteter i indeværende år til at opretholde status som aktiv og kunne beholde uniform og våben.

Dette har gjort, at man ikke længere har et hjemmeværn, som man kan melde sig ind i ud fra ønsket om hermed at vise viljen til at forsvare sit land. Det har vanskeliggjort rekrutteringen, men også betydet, at Hjemmeværnets tab af aktive er accelereret.

I modsætning til Hjemmeværnsledelsens skønmaleri giver det nuværende antal aktive – på papiret 13.000 soldater – anledning til tvivl om Hjemmeværnets muligheder for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers blev forudsat i det sidste forsvarsforlig for 2018-2023. Hjemmeværnet har på den konto fået flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi Terræn Sløring”. I øjeblikket er enhver Hjemmeværnsmønstring et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning.

Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forlades, og opgaverne samles på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, betydet, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Ét er de fastansatte karriere-soldaters holdning. Det mærkelige er, at de skiftende politisk udpegede kommitterede for Hjemmeværnet, der ellers skulle være de frivilliges tillidsmand, passivt har fulgt Hjemmeværnets deroute.

Den seneste udvikling i Hjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, blev fulgt på tæt hold af den tidligere Kommitterede – Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Espersen, der nu er skiftet til et helt andet parti. Har uden tøven godkendt Hjemmeværnets opgivelse af den lokale forankring og opbakning. Hans efterfølger – levebrøds-politikeren Søren Gade – har endnog ikke forsøgt at ændre udviklingen.

Det er en ringe trøst, at den tidligere chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland ikke blev forfremmet til oberstløjtnant, men er henvist til at finde et andet sted, hvor de organisatoriske færdigheder kan opøves.

Den nuværende Kommitterede for Hjemmeværnet, den tidligere fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen fra Venstre, har end ikke aftjent værnepligt, men dog en kort tid haft praktisk arbejde som slagteriarbejder på TICAN. Som politiker har Schack Pedersen mest gjort sig bemærket ved evnen til at gafle vellønnede ben som f.eks. medlem af Nationalbankens repræsentantskab, af Planklagenævnet, af Landsskatteretten og af Skatterådet inden den vellønnede post som i Hjemmeværnet. Siden udnævnelsen til kommitteret for Hjemmeværnet har vi intet set eller hørt til Torsten Schack Pedersen – og godt det samme!

Tre dommere i Østre Landsret har fredag den 31. marts 2023 stadfæstet en byretskendelse om varetægtsfængsling ”forretningsmanden” Martin Storm Rasmussen, der sigtes for bedrageri for mere end 300 millioner kroner. På fri fod kan det tænkes, at han vil vanskeliggøre politiets efterforskning.

Den vidtløftige Martin Storm Rasmussen, har kunnet følges i DR-programmet “Indefra” med journalisten Anders Agger. I programmet har ”Martin” (Storm Rasmussen) og andre fået taletid på landsdækkende TV til at beklage sig over deres hårde skæbne som varetægtsfængslede i landets største arresthus.

Politiets sigtelse drejer sig om groft bedrageri. Over 40 investorer er blevet snydt for i alt 307 millioner kroner i en kæmpe koncern, hvor der er flyttet penge rundt.

Martin Storm Rasmussen, der tidligere var direktør i elselskabet Fauna Energi, nægter sig skyldig.

I Landsretten sagde anklageren fredag, at der udover Storm Rasmussen er andre involveret, men han vil ikke sige hvem. Desuden kan politiet ikke finde aktiver for i alt 16 millioner kroner. Dels skal der være gemt otte millioner kroner af vejen i kryptovaluta. Og dels skal den 42-årige have skjult guld for stort set samme værdi.

Københavns Politi mener, at den 42-årige Martin Storm Rasmussen kan påvirke, fjerne eller rykke rundt på disse aktiver og i det hele taget påvirke efterforskningen, hvis han sættes på fri fod. Og derfor skal frihedsberøvelsen fortsætte, mener anklager Magnus Petersen, som altså fik medhold af dommerne i Østre Landsret.

Det er fortsat en gåde, hvorfor Danmarks Radio vælger at give taletid til kriminelle, der er sigtet for så alvorlige forbrydelser, at politi og domstole ikke kan tillade at de er på fri fod inden domfældelsen.

Højst overraskende blev sidste uges udgave af det populære satireprogram ”Tæt på sandheden” aflyst i sidste øjeblik.

DR-redaktør Lasse Bjørch oplyste, at ”Tæt på sandheden” ikke blev klar til udsendelse, fordi et indslag med den terrordømte Ahmed Samsam ikke nåede at blive færdigt.

Jonatan Spang oplyser på Facebook, at indslaget vil blive bragt efter påske. I lørdagens udgave af ”Tæt på sandheden” er værtsstolen overladt til reporter Camilla Boraghi.

Sagen fremkalder mindelser, om dengang DR aflyste radio-julekalenderen “Jul i republikken”

Det fortoner sig, hvem der først fik ideen til at stjæle et engelsk forlæg, fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident og fyre det af som Danmarks Radios julekalender i 2017.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), var tidligere udsendt af BBC.

Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson, der dengang huserede på Radio 24/7, har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?

”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når (kronprins) Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når (Prins) Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Lotte Svendsen

Filmkonsulent og instruktør af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” var Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde Dansk Folkeparti og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen i DR om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s daværende kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

Tiden, der fulgte

Tine Smedegaard Andersen har siden forladt DR. Fra den 1. april 2019 var hun direktør for forlaget People’s Press, og den 9. februar oplyste Nationalmuseet, at Tine Smedegaard Andersen bliver ny vicedirektør på Nationalmuseet.

Lotte Svendsen tiltrådte som filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm den 1. september 2018, men Filminstituttets bestyrelse besluttede at forlænge filmkonsulent Lotte Svendsens ansættelse med tre år til og med den 31. august 2023.

Jonathan Spangs skæbne

Efter Påske vil det blive afklaret, om vi får mulighed for at se den terrordømte Ahmed Samsam, der sidder i fængsel, optræde i ”Tæt på sandheden”. Det bliver også spændende at følge Jonathan Spangs skæbne i Danmarks Radio. Det er ingen hemmelighed, at institutionens ”røde lejesvende” har set skævt til Jonathan siden han under Folkemødet på Bornholm for rullende kameraer tungekyssede med Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

Journalister, brugtvognsforhandlere og politikere ligger traditionelt nederst i undersøgelser af, hvor troværdige danskerne opfatter forskellige faggrupper. Næsten lige så utroværdige er embedsmænd, parkeringsvagter, bankrådgivere og ejendomsmæglere.

To ud af tre danskere angiver, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd. I en meningsmåling, som AB Analyse udførte for magasinet Kommunen, svarede 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Tillidsbarometer 2023

En ny måling fra Primetime – TILLIDSBAROMETER 2023 – viser et generelt fald i tillid – herunder et bemærkelsesværdigt fald i tilliden til myndigheder og lav tillid til regeringen. Et folketingsvalg, der var præget af anklager om magtfuldkommenhed, krav om en advokatundersøgelse og offentlig debat om efterretningstjenesterne har naturligvis påvirket danskernes syn på det politiske system negativt.

Folketingsvalget

Folketingsvalget skulle skabe klarhed. Men det modsatte skete. Det seneste år har tæret på danskernes tillid til politikerne og det politiske system. Omkring halvdelen af danskerne angiver, at valgkampen har skadet deres tillid til de folkevalgte, og et stigende antal har et negativt syn på det politiske system, den politiske debat, Folketinget og embedsværket.

Minkskandalen

Politikerleden kommer ikke af sig selv, og Minkskandalen har givet sin andel i den dalende myndighedstillid.

Før valget stemte Venstre og andre partier for et borgerforslag om at stille Mette Frederiksen for en rigsret grundet hendes rolle i minkskandalen. Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne mente, at i hvert fald en advokatvurdering ville være på sin plads.

Nu er Venstre og Moderaterne med i regeringen, og Mette Frederiksen er ikke stillet for en rigsret. Minkkommissionens kom i sommer med alvorlig kritik af flere ministerier og en række embedsmænd. Statsministeriet blev fremhævet, og særligt departementschef Barbara Bertelsen, der ifølge kommissionen havde begået tjenesteforseelser. Men det blev altså ordnet ved, at Bertelsen fik en advarsel. Nu er den advarsel og advarsler til andre embedsmænd så trukket tilbage, efter en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der alligevel ikke mener, en advarsel var på sin plads. Det ser ud til, at de eneste, der har fået skylden for noget som helst, er tidligere fødevareminister Mogens Jensen og hans departementschef. Mogens Jensen sidder stadig i Folketinget og departementschefen blev belønnet med en anden vellønnet stilling i Esbjerg.

Efterretningstjenesterne

Den offentlige debat forud for valget om efterretningstjenesterne, der foreløbig ikke er ført til noget, har også påvirket danskernes syn på det politiske systems evne til at varetage befolkningens interesser.

Partihopperi

Mange overraskes, når Bergur Løkke Rasmussen med bare 11.615 personlige stemmer ikke nedlægger sit mandat i respekt for de næsten 20 gange flere vælgere, der valgte Venstre ved Europaparlamentsvalget, men tager mandatet med til Moderaterne, der således får et gunstigt udgangspunkt ved næste EU-valg i 2024. Tilsvarende har de undrende vælgere været vidne til en række andre partihop efter valget.

Der er således ikke noget at sige til, at mange danskere ikke stoler på systemet og som udgangspunkt går ud fra, at Christiansborg-politikerne først og fremmest er sig selv nærmest.

Tibetskandalen

Minkskandalen er ikke den eneste sag der henvises til Glemmebogen. Blandt de mange sager, der i Mørkelygtens skær fjernes fra den offentlige bevidsthed er Tibet-sagen. Skal den også i Glemmebogen?

Hu Jintaos besøg i Danmark i 2012

Kinas leder fra 2003-2013, Hu Jintao, er i Danmark nok mest kendt for sin rolle i Tibetsagen. Da han i 2012 var på statsbesøg i Danmark, blev en demonstration skjult for ham, og betjente rev tibetanske flag ud af hænderne på flere borgere.

Tibetkommission I og II

Sagen udløste flere undersøgelser og senest har Tibetkommission II placeret ansvaret i det, der blev kendt som Tibet-skandalen, hvor grundlovssikrede menneskerettigheder blev krænket, i Udenrigsministeriet og i Politiets Efterretningstjeneste.

Den 28. marts 2022 afgav Tibetkommissionen II sin beretning, hvor der rejses hård kritik mod både mod Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste. Ifølge Kommissionen har Udenrigsministeriet flere gange bøjet sig for de kinesiske interesser, og har sammen med PET i årevis lagt et tungt pres på Københavns Politi for at fjerne eller skjule lovlige demonstrationer, når der var officielt besøg fra Kina.

Kommissionen har undersøgt 212 kinesiske besøg i alt og 182 millioner dokumenter, og har foretaget 108 afhøringer af bl.a. tre tidligere statsministre, højtstående embedsmænd, samt en række myndighedspersoner i både politi, forsvar og efterretningstjenester.

Udenrigsministeriet i fokus

Efterhånden som Tibet-Kommissionens undersøgelser skred frem, er der i stigende grad fokuseret på Udenrigsministeriets ansvar for den danske ordensmagts ulovlige håndtering af demonstrationer mod Kinas politik i Tibet under det kinesiske statsbesøg i Danmark i 2012 samt to efterfølgende besøg på højt niveau i 2013 og 2014.

Kommissionen afhørte således i flere omgange den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen. Mens Friis Arne Petersen var ambassadør i Kina, blev Hu Jintaos statsbesøg i København i 2012 regnet for at være den helt store diplomatiske præstation.

Fra afhøringer i Tibet-Kommissionen er det klarlagt, at Friis Arne Petersen – både som direktør i Udenrigsministeriet 1997 til 2005, som ambassadør i Kina 2010 til 2015 og som ambassadør i Tyskland 2015 til 2020 – havde den opfattelse, at for at undgå at kinesiske besøgende ”tabte ansigt” kunne det være nødvendigt at bøje reglerne.

Tidligere indhentningschef i Forsvarets Efterretningstjeneste, den nu pensionerede oberst Steffen Wied, har ifølge Berlingske i Tibetkommissionen berettet om et for kommissionen hidtil ukendt brev fra Københavns Politi, der beskrev en række grundlovsstridige tiltag, der skulle sikre at kineserne ikke ”tabte ansigt” – og en opsigtsvækkende ordveksling med Friis Arne Petersen, mens Wied gjorde tjeneste som forsvarsattaché ved ambassaden i Berlin.

Ifølge referatet havde den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, angiveligt ikke meget til overs for Folketingets beslutning om at granske Københavns Politis krænkelser af fredelige pro-Tibet-demonstranters ytringsfrihed under den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i 2012.

”Da Tibetkommission I blev nedsat, harcelerede han (Friis Arne Petersen, red.) over, at der blev gjort så meget ud af den sag. Det var fuldstændig unødvendigt, og han mente, at når der var så betydningsfuldt et besøg som det her, så måtte man også bøje reglerne”, sagde Steffen Wied i Tibetkommissionen ifølge avisreferatet.

Folketinget har endnu ikke taget stilling til Tibetkommissionens beretning

Med en pressemeddelelse den 28. marts 2022 oplyste Justitsministeriet, at Tibetkommissionen II havde afgivet beretning, der var sendt til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og Folketingets Retsudvalg. Det følger af bestemmelsen i § 56 i Folketingets forretningsorden, at kommissionens beretning skal behandles af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Udvalget afgiver en beretning over kommissionsberetningen.

I Folketinget forberedes sagen i Retsudvalget inden behandlingen i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Offentligheden har ikke hørt meget til Folketingets behandling af denne penible sag, og under alle omstændigheder blev sagen ikke afsluttet inden Folketingsvalget den 1. november 2022.

Intet tyder på at Folketinget har travlt med at få sat punktum i den sag.

Dagbladet Politiken prøvede den 27. marts 2023 at give det indtryk, at Moderaternes Christina Egelund, der før valget ”tordnede mod regeringens politik om de danske syriensbørn”, efter valget og udnævnelsen til uddannelses- og forskningsminister havde skiftet holdning. I artiklen, hvor Egelund fastholder at hendes holdning er uændret, er der ingen dækning for overskriftens påstand om, at ”Nu har piben fået en anden lyd”.

I Politiken den 29. marts 2023 vælger ”læsernes redaktør”, Bjarne Schilling, ikke at korrigere dette primitive forsøg på karaktermord, men fremturer med at så tvivl om Egelund:  »Uddannet i litteratur og sprogvidenskab fra Sorbonne i Paris«, stod der om uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) på side 9 i 1. sektion mandag 27.3. Hun læste på det franske universitet fra 2000 til 2003, men har ikke afsluttet studierne.

Christina Egelund, Uddannelses- og forskningsminister, oplyser i hendes CV på Folketingets hjemmeside: ”Studier i litteratur og sprogvidenskab, Lettres Modernes, Sorbonne, Paris, 2000-2003”.

Politikens debat- og kulturredaktør Anita Bay Bundegaard

Politiken er mindre nøjeregnende, når dagbladets egne medarbejdere fusker med deres uddannelsesmæssige credentials.

Anita Bay Bundegaard er blandt dem, der har taget sig ”friheder” og pyntet på sit CV. Bundegaard er født og opvokset i Tejn på Bornholm, var ansat som programmedarbejder i Bornholms Radio 1994-96, var redaktør af Højskolebladet 1996-98, debatredaktør på Politiken 1998-2000, og i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV, minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001.

I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc. på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen.

Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid som rådgiver for FN’s flygtningehøjkommissariat 2002-2006 og kulturredaktør på Politiken 2008-2013 – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark.

Anita Bay Bundegaard har en ejendom på Bornholm ude på landet tæt ved Rø Plantage. Og i december 2022 åbnede hun sammen med sin mand – kunstneren Christian Bundegaard – et atelier på havnen i Gudhjem.

Gudhjem By- og Museumsforening har netop den 22. marts 2023 afholdt en debataften, hvor Anita Bay Bundegaard blandt andre deltog med en uddybning af hendes synspunkter på hvordan Gudhjem bør finde den rette balance mellem at være en fungerende by med et lokalt liv og samtidig en populær turistby.

Ritzau kan oplyse, at Jeppe Kofod måske bliver kandidat til europaparlamentsvalget. Det forudsætter vel, at generalforsamlingen i den socialdemokratiske kommuneforening på Bornholm tirsdag aften den 28. marts 2023 taber sutten og går helt fra snøvsen/bananas/helt balalajka?

I anledning af det mulige kandidatur vil det være naturligt, hvis medlemmerne af kommuneforeningen lader tankerne vandre tilbage til 2008, hvor Jeppe Kofod deltog i et såkaldt påskekursustræf i Esbjerg for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.

Jeppe Kofods meritter

Her havde en Jeppe Kofod holdt oplæg, og om aften havde den 34-årige Kofod inviteret en netop 15-årig DSU’er op på sit værelse, hvor de dyrkede ubeskyttet sex.

Ifølge fire førstehåndskilder, som avisen B.T. har talt med, var pigen efterfølgende ulykkelig og græd, og hendes DSU-kammerater var så rasende at der var øretæver i luften.

Kofod forklarede bagefter, at han ikke var klar over, at hun var 15 år, selvom han kendte skolepigen, der kort forinden havde været i erhvervspraktik i den socialdemokratiske gruppe på Christiansborg

Den daværende DSU-formand, Jeppe Kofods gode ven, Jacob Bjerregaard, trådte i karakter og udøvede damage-kontrol. Han fik beroliget pigen og hendes forældre og aftalt, at der ikke skulle tales om sagen – ikke til pressen og ikke til nogen overhovedet.

DSU-medlemmerne blev ligeledes overtalt til at mene, at omtale af sagen ville være at ligne med partiskadelig virksomhed. Siden har Jacob Bjerregaard selv ramt avisernes forsider i anledning af hans gøren og laden som borgmester i Fredericia. I januar 2023 blev det overraskende meddelt, at Jacob Bjerregaard var ansat som ny særlig rådgiver for den socialdemokratiske skatteminister Jeppe Bruus.

I Påsken 2008 trådte en anden gammel DSU-kammerat til med råd og dåd til Jeppe Kofod. Det var Mette Frederiksen gode ven og senere stabschef, Martin Rossen, der gav Jeppe Kofod husly og værnede ham mod pressen i de første dage og indtil Kofod var parat med sin historie om, at han var beruset, ikke kendte pigens alder og havde opført sig dumt.

Den forklaring har Jeppe Kofod holdt fast i siden. Da MeToo-postyret brød ud og han blev spurgt til sagen, sagde han: ”Det er en sag, jeg har fortrudt så mange gange. Jeg fortrød den dengang og tog det fulde ansvar (…) jeg ved godt, det ikke er nok at undskylde. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Det eneste, jeg kan gøre, er at angre”.

Anita Bay Bundegaard

Der har imidlertid været andre sager, hvor kendte bornholmere har været involveret.

Den radikale politiker Anita Bay Bundegaard er blandt dem, der har taget sig ”friheder” og pyntet på sit CV. Bundegaard er født og opvokset i Tejn på Bornholm, var ansat som programmedarbejder i Bornholms Radio 1994-96, var redaktør af Højskolebladet 1996-98, debatredaktør på Politiken 1998-2000, og i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV, minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001.

I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc. på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen.

Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid som rådgiver for FN’s flygtningehøjkommissariat 2002-2006 og kulturredaktør på Politiken 2008-2013 – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark.

Anita Bay Bundegaard har en ejendom på Bornholm ude på landet tæt ved Rø Plantage. Og i december 2022 åbnede hun sammen med sin mand – kunstneren Christian Bundegaard – et atelier på havnen i Gudhjem.

Gudhjem By- og Museumsforening har netop den 22. marts 2023 afholdt en debataften, hvor Anita Bay Bundegaard blandt andre deltog med en uddybning af hendes synspunkter på hvordan Gudhjem bør finde den rette balance mellem at være en fungerende by med et lokalt liv og samtidig en populær turistby.

Filmen er irsk, og det forklarer måske den lidt mystiske titel, som er en metafor for handlingen. Inisherin er øen, hvor handlingen foregår. I irsk mytologi er en banshee en kvindelig ånd, der varsler død.

Trods den indforståede titel, er det vist sjældent, at en film har fået tildelt så mange priser og nomineringer, som denne. Det er indtil nu blevet til 126 priser og 330 nominationer. Filmen var nomineret i 9 kategorier, men modtog ingen OSCARs ved uddelingen 13. marts 2023.

Filmen foregår på den fiktive irske ø Inisherin under den irske borgerkrig 1923. Her prøver Pádraic at holde fast i forholdet til sin gamle ven, musikeren Colm. Men Colm synes at Pádraic er kedelig, og han irriteres over Pádraics forsøg på at genetablere venskabet. Så er der lagt op til både indre som ydre konflikter.

Colm spilles af Brendan Gleeson, mens den pågående ven, Pádraic, ageres af Colin Farrell.

Fra Folketinget bringes jævnligt beretninger om politikernes hårde lod. Et umenneskeligt arbejdspres under utålelige vilkår og konstant i mediernes kritiske lys. Mange tvinges til sygeorlov, og uvilkårligt kom man til at tænke på Jeppe Aakjær, der udtryksfuldt har beskrevet den kummerlige tilværelse, der er takken for en indsats for almenvellet:

Hvem sidder der bag skjærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd? Det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød med ham’ren må forvandle de hårde sten til brød.

Med de nuværende regler får et folketingsmedlem 718.234 kroner om året samt et omkostningstillæg på 69.931 kroner.

Den højeste pension, man kan få som folketingsmedlem, er efter 20 år på tinge. Her gives en livslang pension på 32.336 kroner om måneden.

Hos ministrene tjener statsministeren mest med et årligt vederlag på 1,67 millioner kroner. Finansministeren og udenrigsministeren tjener 1,47 millioner om året, mens øvrige minister får 1,33 millioner om året.

Ministres pension stiger, indtil man har siddet som minister i mere end otte år. Da lyder den livslange månedlige pension på 25.730 kroner. Dertil kan en minister lægge sin pension som folketingsmedlem oveni, indtil pensionsloftet på 53.811 kroner om måneden rammes.

Mulighederne for supplerende indkomst

Mange folketingsmedlemmer sidder i en række kommissioner, nævn, råd og bestyrelser. Folketinget og Folketingets partier udpeger medlemmer til en række forskelligartede kommissioner, nævn, råd og lign. Det gælder f.eks. Nationalbankens repræsentantskab, Planklagenævnet, Sydslesvigudvalget og Landsskatteretten, hvor medlemmerne modtager et årligt vederlag på knap 100.000 kr.

Et andet eksempel er bestyrelsen for Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD). DIPD arbejder med at udvikle og fremme demokratiske institutioner i politiske systemer og civilsamfund, men instituttet er stort set ukendt i offentligheden.

DIPD – eller når der ydes udviklingsbistand fra politiker til politiker

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er omkring 250 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Dansk Institut for Partier og Demokrati – Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD (tidligere Institut for Flerpartisamarbejde), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier. De pågældende kan, men behøver ikke være folketingsmedlemmer. Udpegningen sker for 4 år ad gangen.

Det fremgår af Udenrigsministeriets Kapacitetsvurdering af Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) fra 2019, at bestyrelsen over bevillingsperioden på tre år aflønnes med i alt ca. 1 mio. kr.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.

Visionen

DIPD har følgende vision: At fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af partnerskaber med politiske partier, flerpartiplatforme og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Kritik

Enhedslisten stemte som det eneste parti i Folketinget imod. ”Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens daværende udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk. Enhedslisten har siden ændret opfattelse, og nu er Marianne Dithmer medlem af DIPD’s bestyrelse udpeget af Enhedslisten.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for parti-støtten. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande. 

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Venstres liberale tilgang

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da Institut for Flerpartisamarbejde (nu, DIPD – Danish Institute for Parties and Democracy) blev oprettet i 2010. Partiet etablerede Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre, der har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten.

Michael Aastrup Jensen blev i 2015 medlem af bestyrelsen for Institut for Flerpartisamarbejde, der nu hedder Dansk Institut for Partier og Demokrati – Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD.

Fra Finansloven til partierne

Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD) modtager den årlige støtte på 30 millioner kroner over Finansloven (§ 06.32.08.70 – Demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse). Pengene fordeles blandt de politiske partier.

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkeparti har gennem DIPD været aktiv i Bhutan og Tanzania. De konservative forsøg på at bidrage til demokratiudviklingen i Bhutan har dog – trods talrige besøg af partiets tidligere formand og hans familie – måtte opgives.

For tiden bruger Det Konservative Folkeparti årlig omkring 1,3 millioner kroner i Tanzania på et partnerskab med oppositionspartiet CHADEMA (Chama Cha Demokrasia Na Maendeleo), og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. den tidligere partiformands kone, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Partnerskabet sigter på at fremme kvinder og unges aktive deltagelse i politik. Det Konservative Folkeparti angiver selv, at ”drivkraften i arbejdet er vores tro på demokrati, og på at det ikke er et ægte flerpartidemokrati, hvis der ikke er nogen realistisk mulighed for, at den politiske magt skifter hænder”.

Afrikansk Folkemøde

Bevillingen til DIPD giver partiet mulighed for at sende konservative tillidsfolk i en jævn strøm til Østafrika. Senest har partiets næstformand og bestyrelsesmedlem i DIPD, Henrik Sølje Weiglin, samt det tidligere bestyrelsesmedlem, Rolf Aagaard-Svendsen, deltaget i et ugelangt ”Folkemøde” (The People Dialogue Festival) i Nairobi i Kenya.

Danmark har i over 60 år gennem DANIDA haft et udviklingssamarbejde med Tanzania, og Danmark var indtil for nylig blandt de 4-6 største bilaterale udviklingspartnere i Tanzania med bistand på omkring 100 millioner kroner om året.

Mens Det Konservative Folkeparti kører på med bevillinger til Tanzania, har regeringen besluttet at lukke den danske ambassade i Dar es Salaam i 2024.