Vilkårene for danske politikere

Fra Folketinget bringes jævnligt beretninger om politikernes hårde lod. Et umenneskeligt arbejdspres under utålelige vilkår og konstant i mediernes kritiske lys. Mange tvinges til sygeorlov, og uvilkårligt kom man til at tænke på Jeppe Aakjær, der udtryksfuldt har beskrevet den kummerlige tilværelse, der er takken for en indsats for almenvellet:

Hvem sidder der bag skjærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd? Det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød med ham’ren må forvandle de hårde sten til brød.

Med de nuværende regler får et folketingsmedlem 718.234 kroner om året samt et omkostningstillæg på 69.931 kroner.

Den højeste pension, man kan få som folketingsmedlem, er efter 20 år på tinge. Her gives en livslang pension på 32.336 kroner om måneden.

Hos ministrene tjener statsministeren mest med et årligt vederlag på 1,67 millioner kroner. Finansministeren og udenrigsministeren tjener 1,47 millioner om året, mens øvrige minister får 1,33 millioner om året.

Ministres pension stiger, indtil man har siddet som minister i mere end otte år. Da lyder den livslange månedlige pension på 25.730 kroner. Dertil kan en minister lægge sin pension som folketingsmedlem oveni, indtil pensionsloftet på 53.811 kroner om måneden rammes.

Mulighederne for supplerende indkomst

Mange folketingsmedlemmer sidder i en række kommissioner, nævn, råd og bestyrelser. Folketinget og Folketingets partier udpeger medlemmer til en række forskelligartede kommissioner, nævn, råd og lign. Det gælder f.eks. Nationalbankens repræsentantskab, Planklagenævnet, Sydslesvigudvalget og Landsskatteretten, hvor medlemmerne modtager et årligt vederlag på knap 100.000 kr.

Et andet eksempel er bestyrelsen for Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD). DIPD arbejder med at udvikle og fremme demokratiske institutioner i politiske systemer og civilsamfund, men instituttet er stort set ukendt i offentligheden.

DIPD – eller når der ydes udviklingsbistand fra politiker til politiker

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er omkring 250 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Dansk Institut for Partier og Demokrati – Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD (tidligere Institut for Flerpartisamarbejde), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier. De pågældende kan, men behøver ikke være folketingsmedlemmer. Udpegningen sker for 4 år ad gangen.

Det fremgår af Udenrigsministeriets Kapacitetsvurdering af Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) fra 2019, at bestyrelsen over bevillingsperioden på tre år aflønnes med i alt ca. 1 mio. kr.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.

Visionen

DIPD har følgende vision: At fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af partnerskaber med politiske partier, flerpartiplatforme og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Kritik

Enhedslisten stemte som det eneste parti i Folketinget imod. ”Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens daværende udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk. Enhedslisten har siden ændret opfattelse, og nu er Marianne Dithmer medlem af DIPD’s bestyrelse udpeget af Enhedslisten.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for parti-støtten. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande. 

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Venstres liberale tilgang

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da Institut for Flerpartisamarbejde (nu, DIPD – Danish Institute for Parties and Democracy) blev oprettet i 2010. Partiet etablerede Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre, der har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten.

Michael Aastrup Jensen blev i 2015 medlem af bestyrelsen for Institut for Flerpartisamarbejde, der nu hedder Dansk Institut for Partier og Demokrati – Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD.

Fra Finansloven til partierne

Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD) modtager den årlige støtte på 30 millioner kroner over Finansloven (§ 06.32.08.70 – Demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse). Pengene fordeles blandt de politiske partier.

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkeparti har gennem DIPD været aktiv i Bhutan og Tanzania. De konservative forsøg på at bidrage til demokratiudviklingen i Bhutan har dog – trods talrige besøg af partiets tidligere formand og hans familie – måtte opgives.

For tiden bruger Det Konservative Folkeparti årlig omkring 1,3 millioner kroner i Tanzania på et partnerskab med oppositionspartiet CHADEMA (Chama Cha Demokrasia Na Maendeleo), og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. den tidligere partiformands kone, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Partnerskabet sigter på at fremme kvinder og unges aktive deltagelse i politik. Det Konservative Folkeparti angiver selv, at ”drivkraften i arbejdet er vores tro på demokrati, og på at det ikke er et ægte flerpartidemokrati, hvis der ikke er nogen realistisk mulighed for, at den politiske magt skifter hænder”.

Afrikansk Folkemøde

Bevillingen til DIPD giver partiet mulighed for at sende konservative tillidsfolk i en jævn strøm til Østafrika. Senest har partiets næstformand og bestyrelsesmedlem i DIPD, Henrik Sølje Weiglin, samt det tidligere bestyrelsesmedlem, Rolf Aagaard-Svendsen, deltaget i et ugelangt ”Folkemøde” (The People Dialogue Festival) i Nairobi i Kenya.

Danmark har i over 60 år gennem DANIDA haft et udviklingssamarbejde med Tanzania, og Danmark var indtil for nylig blandt de 4-6 største bilaterale udviklingspartnere i Tanzania med bistand på omkring 100 millioner kroner om året.

Mens Det Konservative Folkeparti kører på med bevillinger til Tanzania, har regeringen besluttet at lukke den danske ambassade i Dar es Salaam i 2024.