Folketingets krav til regering og centraladministration

Overenskomstsituationen har givet anledning til krav om Moderniseringsstyrelsens nedlæggelse – tilliden er simpelthen væk.

Andre dele af embedsværket lider også under manglende tillid, og måske står vi med et gedigent demokratisk problem, hvis befolkningen mister tilliden til offentlige myndigheder.

Folketinget har oplevet at blive fyldt med løgn og latin af landets justitsminister og generelt er der mistillid til det grundlag for politiske beslutninger, som Folketingets medlemmer modtager fra regeringens ministre.

Problemet har været erkendt længe, og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget.

Den 11. april 2018 præsenterede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i en kronik i Berlingske Tidende overvejelserne i et udvalgsarbejde, som Christine Antorini (S) og Peter Skaarup (DF) har stået i spidsen for. Arbejdet tog sin begyndelse på en konference for Folketinget og regeringen i januar 2017 på initiativ af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og udviklede sig videre i detaljer i et arbejdsudvalg med repræsentanter for alle partierne.

Et af forslagene indebærer, at embedsmænd skal kunne deltage i offentlige høringer, uden at ministeren skal være til stede.

Manglende tillid til embedsværket

Den manglende tillid til de oplysninger, som Folketinget modtager fra ministerierne, rammer både ministre og embedsmænd. Det kan ikke bortforklares, at embedsmænd sammen med politikere skraber bunden i troværdighedsundersøgelser. Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd, og de tre faggrupper opnår bundplaceringer sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.

Det er desværre ingen nyhed, at embedsmændenes troværdighed halter – over halvdelen af danskerne har ikke tillid til embedsmænd. En meningsmåling fra Norstat i 2016, viste at hele 56 procent af de adspurgte, havde begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier. 37 procent udtrykte tillid, mens resten var i tvivl.

En ny Norstat-måling for Altinget viser, at 54 procent stadig kun har “begrænset tillid” til embedsmænd i de danske ministerier, mens kun hver tredje har “stor tillid”. Samme billede viser sig, når man spørger til embedsmænd i kommuner og regioner.

Andre analyser bekræfter Norstats målinger. I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager

Manglen på tillid er ikke overraskende, når man ser på, at ledende embedsmænd har indtaget meget lidt flatterende hovedroller i en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen m.fl. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der i de senere år har været en ret intens offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. En række sager, hvor embedsmænd tilsyneladende ikke levede op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har detaljeret været beskrevet i pressen. Der har desuden været en række uheldige sager fra den kommunale verden.

”Lønfest på chefgangen”

Samtidig med alle disse sager har der været stigende opmærksomhed med topembedsmænds lønninger og frynsegoder – det, der er kaldt ”lønfesten på chefgangen”!

Udover eksempler på exorbitante lønninger til offentligt ansatte chefer og kreative udnyttelse af åremålsansættelser til at yde gentagne ”fratrædelsesgodtgørelser” er der kommet artige oplysninger frem om brugen af ”resultatløn” og bonusser. Først blev vi overraskede over, at seks direktører i BaneDanmark i 2016 fik udbetalt bonusser på mellem 100.000 og 125.000 kroner, selv om det nye signalsystem til togdriften for anden gang var blevet forsinket og dyrere end hidtil antaget.

Og senere stod det klart, at en direktør i Region Hovedstaden med ansvar for implementering af den udskældte Sundhedsplatform modtog en bonus på 100.000 kroner i november 2017.

Samtidig har to chefer i Vejdirektoratet sammenlagt fået mere end en halv million kroner i bonus, mens de har haft ansvaret for det udskældte projekt med at udpege de firmaer, der skal bygge den nye Storstrømsbro.

Presset af et politisk flertal bestående af S, SF og DF, der kræver bonusser i det offentlige kulegravet, må regeringen iværksætte et analysearbejde, som skal klarlægge anvendelsen af resultatløn i staten, herunder hvilke institutioner der anvender resultatløn, i hvilket omfang og i hvilke former der gives resultatløn, samt om retningslinjerne er klare, og om institutionerne efterlever disse.

Embedsværket under pres

Sagerne og debatten sætter ikke mindst topembedsmændene i en særdeles sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden er parat til at pille ved velerhvervede rettigheder og privilegier. Mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at ”sager” får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Bo Smith-udvalget

Embedsmændenes eget fagforbund DJØF nedsatte i 2014 Bo Smith-udvalget, som fik til opgave at undersøge forholdene i embedsværket.

Formanden var den tidligere departementschef Bo Smith, der under sin ansættelse i Københavns kommune påførte skatteborgerne et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Man kan spørge hvorfor, der absolut skulle nedsættes nye udvalg – hvorfor ikke bare følge anbefalingerne fra de tidligere nedsatte Kommissioner? Hvorfor ikke igen respektere hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet?

Syv centrale pligter

Det lyder som noget af den japanske filminstruktør Akira Kurosawa, men drejer sig om noget så elementært som god forvaltningskultur. I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre- og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune. DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet og hvad den siden er blevet til fortaber sig. Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. Dermed kom de unge fuldmægtige i centraladministrationen til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.

At det var gået helt galt, havde en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De erkendte, at der var brug for en opstramning, og de ønskede at vise omverdenen, at de senere års pinagtige sager blev taget alvorligt. For et retssamfund er det ganske enkelt ødelæggende, hvis der i offentligheden opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde.

Resultatet af deres overvejelser blev det nye kodeks, ”Kodex VII – Syv centrale pligter”, som i efteråret 2015 blev publiceret af Finansministeriet, distribueret til embedsmænd i centraladministrationen, og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.

Den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet kender vi fra tidligere kommissioner.

Morten Bødskovs ”nødløgn”

Sandhedspligten fik ny aktualitet efter den famøse sag om justitsminister Morten Bødskovs ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive – eller medvirke til, at ministeren videregiver – oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også gælder over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.

Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl –  måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.

Kunsten at rette bager for smed

Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet. Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.

Det bemærkelsesværdige er, at topchefernes råd tydeligvis er rettet til deres undergivne i systemet. Det er den fuldmægtig eller kontorchef, der har begået en fejl, der åbent skal gå til sin chef med problemet.

Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen sad for bordenden ved udarbejdelsen af de gode råd til embedsmænd, der ikke ønsker at havne i kommissionsundersøgelser og lignende alvorlige sager. Spørgsmålet er, om ikke Statsministeriets departementschef burde have overvejet sin egen og andre ledende departementschefers rolle. Det er desværre ikke så overraskende, at embedsværket er svækket. Når centrale embedsmænd i Statsministeriet, Finansministeriet og Økonomiministeriet hårdt presset af en ny regerings krav om hurtige resultater giver fanden i hensynene til personalepolitiske principper, lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet og får lov at kræve fokusering og effektivisering af hele systemet, skal det gå galt. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Bo Smith og ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”

Få dage efter Finansministeriets 60 siders pamflet om embedsmændenes ”Syv centrale pligter” blev Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” offentliggjort den 21. september 2015.

Rapporten tilføjer ikke meget substantielt til ”Syv centrale pligter”. Over rapportens 378 sider prøver udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt. Det gøres så elegant og besnærende, at det næsten lykkes.

”Vores undersøgelse viser, er, at embedsmændene faktisk er ganske gode til at navigere i spændet mellem det politiske på den ene side og embedsmandsdyderne på den anden side”, siger Bo Smith ifølge Berlingske Tidende. Der er dermed overhovedet ikke! – slet ikke, aldrig! – behov for at overveje modeller for styrkelse af den politiske ledelse.

Allerede ved rapportens offentliggørelsen kunne enhver med ledelseserfaring fra centraladministrationen se, at rapporten end ikke er i nærheden af en lødig analyse af, hvad det er for mekanismer, der skaber et sundt demokratisk miljø uden idelige skandalesager, og dermed bidrog rapporten heller ikke til afklaring af, at vi måske ville være bedre stillet hvis det klassiske embedsmandssystem blev moderniseret – måske suppleret med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. som i de fleste andre lande. Men det var sikkert heller ikke meningen med øvelsen!

Reformer

Man må forvente, at Folketingets partier ud fra en interesse i at styrke det parlamentariske arbejde nu sætter sig på reformdagsordenen. Beretningen af 26. februar 2015 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og de kommende forslag fra det udvalgsarbejde, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini har beskrevet i Berlingske Tidende kunne være udmærkede afsæt for politiske overvejelser om Folketingets arbejde, forholdet til mellem den lovgivende og den udøvende magtr samt den påkrævede reorganisering af den danske centraladministration.

Det bemærkes, at hvis vi i Danmark i lighed med de fleste andre lande erstattede de overflødige og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville disse uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd m.v. – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske gerninger!

Viktor Orbán opnår ny regeringsperiode i Ungarn efter jordskredssejr

Ungarns populistiske national-konservative premierminister, Viktor Orbán, vandt ved søndagens parlamentsvalg i Ungarn en tredje mandatperiode i træk i en jordskredsvalgsejr. Viktor Orbán var også premierminister 1998-2002.

Det foreløbige valgresultat viser, at Fidesz-partiet grundlagt af premierminister Orbán, mens han var en ung anti-kommunistisk dissident, har vundet et afgørende flertal sammen med nogle mindre allierede parter. En majoritet, der tillader ændringer af den nationale forfatning.

Det højre-nationalistiske parti Jobbik kom på andenpladsen, og partiets leder Gábor Vona er trådt tilbage.

Skuffelse i Bruxelles

Det ungarske valgresultat vil være yderst skuffende for Bruxelles samt for de græsrodsaktivister, der med støtte fra George Soros har arbejdet for åbne grænser.

Premierminister Orbán har været den mest indædte modstander af det kvotesystem for fordeling af flygtninge, som EU-Kommissionen har foreslået, og som har været centrum for en stadig mere indflydelsesrig euroskeptisk anti-indvandringsalliance inden for EU, centreret om de 4 Visegrád-lande.

Viktor Orbán er bedst kendt i udlandet for hans robuste reaktion på migrantkrisen, med et hurtigt opbygget og systematisk forstærket sydligt grænsehegn, der har reduceret den illegale indvandring med over 99 procent.

Økonomiske resultater

Udover modstanden mod immigration som støttes af stort set alle politiske partier i Ungarn, kan valgsejren tilskrives den positive økonomiske udvikling i Ungarn. Viktor Orbán har kunnet levere økonomiske vækst i de sidste 8 år ved magten. Arbejdsløsheden er begrænset til knap 4 pct., reallønnen er stigende og den ungarske valuta, Forint, er styrket.

Viktor Orbán opfattes som en stærk politisk leder, og hans kompromisløse ”Ungarn først-politik” har været populær, mens oppositionen er splittet op på et utal af små og indbyrdes uenige partier.

Forholdet til EU-Kommissionen er som nævnt belastet af Ungarns lodrette modstand mod modtagelsen af muslimske migranter og deltagelse i EU’s nødlidende omfordelingsordning.

Artikel 7?

Viktor Orbáns reformer af det ungarske justitsvæsen, ændringer af valgloven samt tilføjelser til Grundloven har givet anledning til, at der i Bruxelles har været overvejelser om – ligesom overfor Polen – at aktivere den såkaldte artikel 7.1 i Lissabon-traktaten mod Ungarn. Grundlæggende er der med denne paragraf tale om at indlede en proces, der i den sidste ende kan ende med at landene fratages deres stemmeret i EU. Anledningen er angiveligt, at nogle i Bruxelles er bekymrede for ”retsstatsprincipperne”, hvor magtens 3-deling, forfatningsdomstolens og pressens uafhængighed skulle være kompromitteret.

Ministres ansvar og oplysningspligt over for Folketinget

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte Justitsminister Søren Pape Poulsen ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Sagen rejser spørgsmålet om ministeransvaret er blevet et tag selv-bord for politikerne. Den manglende sletning af personoplysninger rejser spørgsmålet, om ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål er, at Søren Pape Poulsen afviser at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgiver, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus flyttes fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet. Der kan derfor være anledning til at minde om de seneste overvejelser og præciseringer af ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget. Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Når regering og ledende embedsmænd dækker sig bag tavshedspligten, og ikke bemærker, at ytringsfrihed, politilov og Grundloven krænkes

En bog om PET har fået en omtumlet tilværelse. Bogen “Syv år for PET” skrevet af journalisten Morten Skjoldager er en interviewbog med tidligere PET-chef Jakob Scharf.

Tavshedspligt

Men allerede inden udgivelsen vakte bogen opsigt, og Politiets Efterretningstjeneste forsøgte at stoppe Inden bogudgivelsen nedlagde Københavns Byret i nattens mulm og mørke den 7. oktober 2016 fogedforbud mod bogen, fordi PET mente, at bogen ville indeholde oplysninger, der var omfattet af Jakob Scharfs tavshedspligt, og som kunne skade PET. To dage senere udgav Politiken bogen som særtillæg

PET anmeldte den 11. oktober 2016 Jakob Scharf til Københavns Politi for overtrædelse af tavshedspligten.

I en pressemeddelelse oplyste PET, at myndigheden mente, Jakob Scharf havde overtrådt straffelovens §152, der kan give op til seks måneders fængsel eller to år under skærpende omstændigheder.

Hvis man som offentligt ansat er underlagt tavshedspligt, kan det blandt andet omfatte fortrolige oplysninger, som man har modtaget, mens man er ansat. Har man været i en efterretningstjeneste, må man eksempelvis ikke fortælle nogen om hemmelige operationer eller PET’s arbejdsmetoder, som ikke har været offentliggjort i forvejen.

Når der økonomiseres med sandheden

Jakob Scharfs åbenhjertighed om hans ”Syv år for PET” står i skærende kontrast til det hemmelighedskræmmeri, som ellers udfolder sig i centraladministrationen under dækkes af den ukrænkelige ”tavshedspligt”.

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag. Tibet-kommissionen vurderede at politiets indgriben var i strid med både Grundloven, politiloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre når Tibet-kommissionen frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der havde ansvaret for ordren, og det er kommissionens vurdering, at han var bekendt med den, selv om han har hævdet det modsatte.

Ansvaret placeres hos 2 mellemledere i politiet

Kommissionen vurderer også, at Claus Hjelm Olsen briefede andre politifolk om den ulovlige ordre forud for besøget, og at han var med til at føre den ud i livet under besøget som leder af kommandocentralen KSN.

Politikommissær Henrik Oryé havde ifølge kommissionen også kendskab til ordren. Han var koordinerende leder for tre centrale politiindsatser under statsbesøget og var med til at give ordren om, at en gruppe demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne.

Kommissionen placerer dermed det væsentligste ansvar i sagen hos Hjelm Olsen og Oryé. Kommissionen mener, at der er ”fornødent grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gældende” over for dem begge.

Tibetkommissionen udtaler også kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen, som havde det øverste strategiske ansvar under besøget i 2012. Han har ifølge kommissionen ikke gjort nok for at undersøge, om den omstridte ordre rent faktisk fandtes trods massiv mediedækning og spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg.

Ingen andre vidste noget – sagde de!

Tibetkommissionen har til gengæld ikke fundet anledning til at kritisere andre. Kommissionen har ikke grund til at tro, at tidligere udenrigs- og justitsministre, ansatte ved hoffet eller embedsmænd fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet har haft viden om den ulovlige ordre. Heller ikke den øverste ledelse i Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller Københavns Politi får kritik.

Årsagen til, at kun 2 mellemledere i Københavns Politi får ansvaret for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission er, at Villy Søvndal, Morten Bødskov og medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet sammen med den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet pure har afvist at have kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi at have fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  at gribe ind på en måde, som var ulovlig ved besøget i 2012.

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring besøget er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.

Hvis de ikke er fulde af løgn, hvad er så årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københavns Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

Kommercielle og politiske interesser på spil

Forklaringen er naturligvis, at besøget i 2012 af alle blev fulgt og analyseret nøje. Konklusionen var, at det kinesiske besøg var forløbet godt, og bortset fra de forulempede demonstranter var alle, herunder ikke mindst kineserne, tilfredse med besøgets afvikling. Københavns Politi er sandsynligvis blevet rost for indsatsen, og derfor var alle ansvarlige i 2013 naturligvis enige om at følge ”same procedure as last year”.

Kommissionen betragter åbenbart besøgene i 2012 og 2013 som to uafhængige begivenheder, og når dermed frem til at placere ansvaret entydigt hos indsatsledelsen i Københavns Politi.

De 2 besøg må vurderes i sammenhæng, og dermed er det også indlysende, at medlemmer af regeringen, visse medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet samt ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet er (med)ansvarlige.

Tibet-kommissionens beretning har af indlysende årsager fået diskussionens om ministres og embedsmænds sandhedspligt overfor Folketinget og offentligheden. Departementschefen i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Agnete Gersing, har fundet anledning til at udtale til dagbladet Politiken, at embedsmænd skal mindes om, at de skal tale sandt og huske deres partipolitiske neutralitet. Det samme gælder vel ministre?

Ministres og embedsmænds ansvar. Bødskov-sagen

Justitsminister Morten Bødskov, der pure har afvist ethvert ansvar for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission i forbindelse med kinesiske besøg i Danmark i 2012 og 2013, måtte i december 2013 gå af i kølvandet på en anden betændt sag – den såkaldte Christiania-sag.

Det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst. I første omgang gik forklaringen på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Det bemærkes, at på grund af kritik i denne og andre sager havde Jakob Scharff kort forinden forladt posten som chef for PET. Det er muligt, at justitsminister Morten Bødskov kunne være sluppet med kritik, hvis ikke Kina-besøgene, hans brutale nidkærhed og ukollegiale væremåde havde slidt på Folketingskollegaernes overbærenhed.

Embedsmænd suspenderes

Justitsministeriets daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og afdelingschef Jens Christian Bülow havde været involveret i ”nødløgnen” og blev efter Bødskovs afgang af regeringen og den nye justitsminister, Karen Hækkerup, resolut suspenderet, mens en nærmere undersøgelse blev iværksat.

I begyndelsen af maj 2014 blev suspensionerne ophævet, da tidligere højesteretsdommer Per Sørensen i en overraskende rapport til den nye justitsminister, Karen Hækkerup, fandt at hensynet til PET’s kilder er vigtigere end hensynet til at fortælle sandheden til Folketinget, i hvert fald når der er tale om en ”undskyldelig nødløgn”.

Nødløgn

Som følge af den forargede debat, der fulgte efter Per Sørensens opfindelse af begrebet ”nødløgn”, nedsatte regeringen i december 2014 et udvalg, som skulle belyse de spørgsmål om ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget, som Christianiasagen har givet anledning til. Udvalget skulle bl.a. beskrive de gældende regler om ministres afgivelse af oplysninger til Folketinget og i forlængelse heraf de regler, som gælder for embedsværkets rådgivning og bistand i forbindelse med afgivelse af oplysninger til Folketinget, herunder med hensyn til sandhedspligt og tavshedspligt. Udvalget skulle endvidere overveje, hvorledes en fremadrettet ordning vil kunne udformes, således at det grundlæggende princip om, at en minister skal give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget, sikres.

Udvalget om opfølgning på Christianiasagen afgav sin betænkning den 2. oktober 2015 (betænkning nr. 1557). Justitsministeren oversendte samme dag betænkningen til Udvalget for Forretningsordenen, der afgav betænkning den 7. december 2016. Betænkningen kan læses her: http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/ufo/bilag/29/1704634.pdf

Bo Smith-udvalget uden betydning

DJØF havde allerede i maj 2014 nedsat det såkaldte Bo Smith-udvalg med den bredere opgave at belyse de vilkår, samspillet mellem embedsværket og den politiske ledelse fungerer under, og i den kontekst hvordan embedsværket bedst muligt kan understøtte den politiske ledelse i forhold til at forberede og træffe politiske beslutninger og bistå med at gennemføre dem effektivt og med respekt for de gældende principper og normer for offentlig forvaltning i Danmark.

Bo Smith-udvalgets rapport, der siden blev udsat for faglig kritik, har ikke efterladt sig varige spor i centraladministrationen. En hovedanbefaling om at styrke departementernes legale kapacitet er således kun implementeret i enkelte ministerier.

Embedsmændene forflyttes

Justitsministeriets embedsmænd slap af krogen i første omgang. I maj 2014 vendte Anne Kristine Axelsson tilbage til sit job som departementschef i Justitsministeriet, men blev i marts 2015 forflyttet til Kirkeministeriet. Kirkeministeriet, hvor nøgleopgaverne med revision af kirkebøger og affattelse af hyrdebreve ikke kunne holde Axelssons efter stigende betydelige intellekt optaget, er siden udskiftet, da hun blev udnævnt til direktør i det nyoprettede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under ATP, også kendt som Arbejdsskadestyrelsen.

Afdelingschef Jens Christian Bülow måtte også forlade Justitsministeriet, og han kunne en tid se frem til mange umådeligt kedelige år som dommer i Østre Landsret med domfældelse af butikstyve, knallertbøller og utilpassede unge mænd med indvandrerbaggrund. Gode venner reddede ham imidlertid over i Rigspolitiet, hvor han siden den 1. januar 2016 har været med til at koordinere dansk politis håndtering af situationen ved grænserne og udfordringerne som følge af flygtninge og migrantsituationen. Afdelingschef Jens-Christian Bülow er dog ikke nem at holde fast, så siden blev han udnævnt til politidirektør i Nordsjællands Politi med virkning fra den 1. maj 2016.

Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”

Debatten om embedsmænd, samspillet mellem embedsmænd og informationspligten over for Folketinget kulminerede i efteråret 2014 med lanceringen af Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”. Baseret på interviews af en lang række embedsmænd beretter og dokumenterer bogen, hvordan embedsmænd løbende skærer tal, jura og faktuelle oplysninger til, så de bedst muligt understøtter regeringens politik. Bogen dokumenterer, at efter de gældende spilleregler er det faktisk embedsmændenes pligt. De skal tjene ministeren og kan straffes for ikke at gøre det – også selvom det er tvivlsomt, om de dermed bryder loven eller taler usandt over for vælgerne og de folkevalgte. Bogen giver eksempler på centraladministrationens metoder til at fremstille en sag som veloplyst, selvom afgørende dele bevidst bliver begravet i mørke. Nogle embedsmænd taler i bogen om, at de tager ”mørkelygten” i brug.

I bogen understreges det, at danske embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, herunder at de skal leve op til kravene om lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet, men samtidig er embedsmændene underlagt en ganske vidtgående lydighedspligt.

Bogens detaljerede sagsgennemgange og konklusioner blev præsenteret som dramatiske afsløringer, og fik betydelig opmærksomhed blandt uerfarne politikere, i pressen og den brede offentlighed. Bogen fik ikke umiddelbart samme opmærksomhed i centraladministrationen. I kredsen af erfarne og kyniske embedsmænd på Slotsholmen og blandt politikere med ministererfaring og begrænsede skrupler, blev bogens såkaldte afsløringer opfattet som banale beskrivelser af helt ”normale” arbejdsmetoder i centraladministrationen.

Beretning i Folketinget

Den offentlige diskussion førte til, at et enigt Præsidium indstillede til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget. Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Altid ministerens ansvar

Desuagtet fremhæver beretningen ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Er boligfesten og det lave renteniveau ved at ebbe ud?

En periode med galopperende priser på boligmarkederne ikke mindst i USA, Canada og Europa har skabt en udbredt frygt for, at vi igen er vidne til en boligboble, som den der udløste den globale finanskrise i 2008.

Det der skete var, at allerede i begyndelsen af 2007 var der tegn på problemer på det amerikanske boligmarked. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Bear Stearns og Lehman Brothers

I begyndelsen af 2008 ramlede det for Bear Stearns og den 15. september 2008, hvor Lehman Brothers gik konkurs, var den altomfattende finanskrise en realitet.

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Den nye type CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

De store og i særdeleshed institutionelle investorer, som eksempelvis pensionsselskaber, så med interesse på de nye finansielle produkter. Det ikke mindst fordi der hurtigt dukkede gode tilbud om mange forskellige CDO-produkter op, som kreditvurderingsbureauerne tjente godt på at give gode ratings.

De mange nye finansielle CDO-produkter blev produceret af nye finansielle selskaber, hvis eneste formål var at producere CDO-produkterne og sælge dem videre. Selskaberne sad ikke selv på obligationerne særlig lang tid, og det er måske en forklaring på, at ingen rigtig stillede spørgsmål ved produkternes kvalitet og havde forsømt at vurdere følsomheden overfor eksempelvis svingninger i boligpriser m.v.

Finanskrisen

Det viste sig da også, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse garantier forhindrede at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden viste det sig, at de private bankers aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være værdiløst junk; bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

De banker, der overlevede den første krisetid, var tilbøjelige til at reagere voldsomt ved at fyre medarbejdere, opsige lån og nægte nye lån.

Quantitative Easening

For at undgå at det totale økonomiske sammenbrud iværksatte centralbankerne – først i USA og senere i Europa og Japan – i kølvandet på finanskrisen en pengepolitisk lempelse af hidtil uset karakter. Ud over, at styringsrenten blev sat i nul eller minus, begyndte centralbankerne at opkøbe obligationer i stor skala (Quantitative Easening – opkøbsprogrammer), og i dag ejer de tre centralbanker hver især obligationer for omkring svimlende 5.000 milliarder dollars.

I forhold til både Europa og Japan kom den amerikanske økonomi langt hurtigere i gang igen efter finanskrisen. En del af æren herfor kan tilskrives de amerikanske myndigheder, der prompte insisterede på at polstre bankerne med yderligere ansvarlig kapital – uanset om de ønskede det eller ej (de fleste amerikanske banker var bestemt ikke begejstret for regeringsindblanding i deres affærer). Dernæst hjalp Federal Reserve under Ben Bernanke, der frem til 31. januar 2014 var centralbankdirektør, den nødlidende banksektor med frisk likviditet gennem massive opkøb af obligationer.

QE stoppet i USA, men fortsætter i Europa og Japan

Den positive økonomiske udvikling i USA betød, at Federal Reserve allerede i 2014 stoppede med obligationsopkøb, men selv om det amerikanske QE-program stoppede, har Federal Reserve kontinuerligt geninvesteret kuponrenter samt provenuet for udløbende obligationer, og de har således opretholdt størrelsen på deres balance. 

I modsætning til USA var krisen i Europa mere langvarig, og i 2012-13 var der et decideret tilbageslag. I begyndelsen blev der – ikke mindst i Tyskland – set med skepsis på den amerikanske pengepolitiske pengeudpumpning, men i 2015 begyndte ECB i lyset af de stagnerende europæiske økonomier også at opkøbe obligationer.

Den økonomiske genopretning i Europa er stadig klart bagud i forhold til USA. Væksten er godt nok stigende, men mange EU-medlemslande – ikke mindst i Sydeuropa – kæmper stadig med høj arbejdsløshed.

I Japan, er situationen igen helt anderledes, da Japan kæmper med strukturelle udfordringer i form af en aldrende befolkning og et rigidt arbejdsmarked. De pengepolitiske lempelser er derfor ikke blot en reaktion på finanskrisen i 2007/8, men et opgør med mere end 20 års økonomisk stagnation. Men befolkningens alder kan centralbanken ikke ændre på, så derfor vil den positive effekt af nulrenter og QE kun være midlertidig.

Nedbringelse af balancen i USA

Den amerikanske centralbank, The Fed, har besluttet at nedbringe den uhyrlige balance med op til 50 milliarder USD per måned. Balancereduktionen kommer til at løbe over flere år, og samlet set forventer The Fed, at renteeffekten over tid vil være en stigning i obligationsrenten på 1 procentpoint.

Den europæiske centralbank i Frankfurt, ECB, har tidligere meddelt, at QE-programmet fortsætter. Fra 1. januar 2018 har ECB halveret opkøbene til 30 mia. euro om måneden.

Det økonomiske opsving i dele af EU tilsiger faktisk, at der ikke længere er brug for den ekstremt lempelige pengepolitik. Men situationen Sydeuropa og den store statsgæld i en række lande i kombination med den meget lave inflation gør, at ECB vil fortsætte QE-programmet i 2018.

Bank of Japan står ligesom ECB med det problem, at hvis deres opkøb fortsætter, ender de med at eje mere end 50 procent af markedet. I Japan er centralbanken endda gået skridtet videre, og køber ud over obligationer også aktier. Men mens der er nogenlunde positive udsigter for europæisk økonomi, er det ikke tilfældet for Japan. De strukturelle udfordringer er simpelthen for store, og her kan centralbanken formentlig hverken gøre fra eller til. Hvornår Bank of Japan opgiver QE og opkøbsprogrammerne, er imidlertid svært at sige.

Rentepolitikken – er der udsigt til rentestigninger?

Ser vi på centralbankernes rentepolitik, er det også tydeligt, at USA er foran både Europa og Japan. I december 2015 hævede Federal Reserve styringsrenten, hvilket var den første renteforhøjelse efter finanskrisen. Siden da er renten blevet hævet yderligere tre gange, og med den seneste forhøjelse den 14. december 2017 ligger den nu på 1,5 procent. Yderligere renteforhøjelser beror på udviklingen i den amerikanske inflation, der er stigende, men stadig ligger under målet på omkring 2 pct. om året. Markederne forventer dog, at Centralbanken i forbindelse med det næste møde i FOCM, Federal Open Market Committee, den 21. marts 2018.

Det skal dog pointeres, at selv om Federal Reserve har hævet deres egen styringsrente, er det begrænset, hvor meget det vil påvirke markedsrenterne på kort sigt. Globaliseringen har nemlig betydet, at investorerne nemt kan flytte deres penge hen, hvor de får det højest mulige afkast. Så når eksempelvis europæiske investorer er utilfredse med de hjemlige renter, kan de søge mod USA, hvor renten er højere. Hvis det omvendte er tilfældet går kapitalstrømmene den anden vej. Dette flow af internationale penge holder dermed renteforskellen mellem de forskellige regioner nede.

På lidt længere sigt vil renteniveauet i både USA og Europa tendere mod 2,75 pct. afhængig af inflationsudviklingen. Hvis stigningstakten i priser og lønninger af en eller anden grund truer med at tvinge inflationen over 2 pct. vil centralbankerne være tvunget til at reagere, herunder ved at presse styringsrenten væsentligt højere op end 2,75 pct.

Fortsat lavt renteniveau årsag til risikable investeringer i boligmarkedet?

I øjeblikket er inflationen og renteniveauet helt i bund i både USA og Europa. Realiteten er derfor, at siden finanskrisen har der kun været udsigt til et halvt så stort afkast på investeringer i aktier og obligationer som det historiske gennemsnit. Der er intet der tyder på, at den situation vil ændre sig de næste 10 år.

Banker, institutionelle og private investorer har svært ved at affinde sig med de lave afkast, og interessen har derfor koncentreret sig om aktiemarkederne, som trods alt har givet et bedre afkast end obligationer. Men på det seneste – et årti efter finanskrisen – strømmer investorer i USA igen ind på markedet for boliglån.

En af de bedste investeringer inden for obligationsverdenen kan nemlig meget vel være et sats på, at der ikke er en boble på det amerikanske boligmarked og på at boligejere formår at betale deres renteudgifter og afdrag – også selvom USA’s centralbank forventes at hæve renten i løbet af 2018.

Investorer tabte svimlende summer i kølvandet på de tusindvis af boligejere, der i 2007-8 oplevede, at værdien af deres boliger faldt eller slet ikke kunne sælges og som ikke havde råd til at betale renter og afdrag på deres boliglån. En af finanskrisens katalysatorer var som tidligere beskrevet investeringer i og imod en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Fannie Mae og Freddie Mac

Allerede i 2013 valgte de statslige amerikanske boliglånsagenturer Fannie Mae og Freddie Mac igen at udstede såkaldte Credit Risk Transfer-værdipapirer, som er knyttet til pulje af amerikanske boliglån, der bliver stillet som sikkerhed.

CRT-papirer blev afsat som varmt bagerbrød, og faktisk har deres afkast til obligationsinvestorerne været blandt de bedste i 2017.

Nu er Fannie Mae og Freddie Mac ironisk nok ramt af Donald Trumps skattereform. Værdien af institutternes meget betydelige regnskabsmæssige aktiver i form af tidligere års skattemæssige underskud, er med reduktionen af selskabsskatten fra 35 til 21 pct. blevet voldsomt reduceret. Spørgsmålet er om de amerikanske skatteydere igen skal betale regningen?

Fra Canada meldes der også om vanskeligheder på boligmarkedet. I januar 2018 faldt boligsalget med 14,5 pct. – det største fald siden finanskrisen. Faldet var størst i Greater Toronto Area (GTA), hvor boligsalget ifølge det canadiske nyhedsmagasin MacLean’s faldt med 26,6 pct.

Europa

Med endnu et markant prisfald i december er priserne på ejerlejligheder i Stockholm faldet mere end ti procent siden maj 2017 – og et yderligere prisfald på op mod 25 procent i 2018 er ifølge analytikere ”ikke urealistisk”. Også i Oslo og London falder priserne.

Kan udviklingen være et forvarsel for udviklingen i København?

Kan vi endelig lægge Tamil-sagen bag os og tage fat på udlændingeproblemerne?

Den 14. januar 2018 var det 25 år siden, at Poul Schlüter og regeringen som følge af Tamil-sagen gik af og overlod regeringsmagten til Poul Nyrup Rasmussen.

I sin beretning, der blev offentliggjort den 14. januar 1993, udtalte undersøgelsesretten stærk kritik af Erik Ninn-Hansens og en række embedsmænds behandling af sagerne om familiesammenføring og indgreb i ombudsmandens undersøgelse.

Angående Poul Schlüter fastslog undersøgelsesretten, at statsminister Poul Schlüter hverken havde lod eller del i den ulovlige nedprioritering af de tamilske familiesammenføringssager, men undersøgelsesretten fandt, at Poul Schlüter efterfølgende havde givet Folketinget og Folketingets retsudvalg ufyldestgørende oplysninger, og at han – efter undersøgelsesrettens mening under folketingsdebatten den 25. april 1989, hvor han holdt den famøse ”gulvtæppetale” – måtte have været klar over dette.

Tamil-sagen og senere sager bekræfter, at udlændingeområdet er et hjørne af dansk politik, hvor juridiske skandaler udspiller sig. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode har vi været vidne til oppositionens daglige angreb på Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget. Anledningen har været barnebrude og udvisning af syge asylansøgere, men alt har tilsyneladende kunnet udnyttes i den politiske kamp.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik.

Socialdemokratiets forslag om at stoppe for al spontan asylmodtagelse i Danmark og i stedet opbygge flygtningelejre i Nordafrika er et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden skal sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres, kan indebære en ny start.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark. Der opstilles en stribe nye kriterier, og folk bosiddende i 40 belastede boligområder, herunder de 22 på den såkaldte ghettoliste, kan ikke længere få familiemedlemmer hertil fra udlandet.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge i 2018 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982. Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter. Sagen førte til en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager og i 1982 til det første udkast til den nye udlændingelov.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. Til pressen udtalte han, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I begyndelsen af 2017 var tallet vokset til 475.000 ifølge Danmarks Statistik, og nu er vi på vej til at runde 500.000 – 0mkring 8 pct. af landets befolkning! Antallet er tidoblet på knap 40 år, og det er indlysende en udvikling, som ikke kan fortsætte, hvis det danske samfund skal hænge fornuftigt sammen.

Ghettoer og andre udeståender?

Den forventelige diskussion om detaljerne i paradigmeskiftet kører allerede på fuld kraft: Hvor i Nordafrika skal lejre og asyladministration placeres? Hvordan minimeres utilsigtede effekter på danske borgere af det såkaldte optjeningsprincip for velfærdsydelser?

Samtidig er det bebudet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og regeringen torsdag den 1. marts 2018 vil fremlægge en stor­stilet strategi mod ghettoer og parallelsamfund. Det vil indeholde et opgør med tanken om, at alle skal behandles lige: ”Det, vi gør på torsdag, vil være ret historisk”, siger statsministeren, der ligefrem mener at danskheden er truet.

Korsika, Catalonien og et 20 år gammelt mord

Den 6. februar 1998 skulle Claude Erignac, præfekt og den franske stats øverste embedsmand på den franske middelhavsø, Korsika, til koncert i Ajaccio samme med sin hustru Dominique.

Claude Erignac satte sin hustru af og ville slutte sig til hende, når han havde parkeret sin bil. Præfekten havde ingen livvagt, fordi han, som han sagde, ville vise, at på Korsika gælder de samme regler som alle andre steder i den franske republik.

Men Korsika var i 1998 – og er stadig ikke – som resten af Frankrig, og Madame Erignac kom til at vente forgæves på sin mand.

En flok korsikanske nationalister passede Claude Erignac op og likviderede ham med 3 skud i hovedet fra en revolver af mærket Beretta.

Det første år efter mordet forløb, uden at efterforskningen gav resultater. Omertà eller ”tavshedens lov” gælder ikke kun på Sicilien, men er udbredt også på Korsika.

Politiet var længe på bar bund, men i maj 1999 kom man på sporet af den gruppe af korsikanske nationalister, der stod bag mordet. Flere mænd blev anholdt, men den hovedmistænkte, Yvan Colonna, gik under jorden. I de næste fire år var Yvan Colonna Frankrigs mest eftersøgte mand, inden han blev anholdt den 4. juli 2003.

En domstol i Paris idømte i juli 2003 otte korsikanere lange fængselsstraffe for deres medvirken i drabet på Frankrigs øverste embedsmand på Korsika i 1998. De otte fik fra 15 til livsvarigt fængsel for medvirken til mordet på Claude Erignac. Yves Colonna blev efterfølgende idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Præsident Emmanuel Macron besøger Korsika

Præsident Emmanuel Macron kommer tirsdag den 6. februar 2018 til Korsika – officielt for at markere 20-års-dagen for drabet på præfekt Claude Erignac.

I den anledning var tusindvis af demonstranter lørdag samlet i Ajaccio, regionshovedstaden på Korsika, for at kræve mere selvstændighed fra Frankrig.

Nationalisterne på Korsika kræver ikke løsrivelse fra Frankrig, men beder om, at øen får status som selvstyrende region, og at korsikansk bliver anerkendt som et officielt sprog.

Skuffede nationalister på Korsika

Ved det seneste lokalvalg på Korsika i december 2017 opnåede Gilles Simeoni og den regerende koalition af nationalister på Korsika, Pè a Corsica (For Korsika!), Nationalalliancen mellem autonomipartiet Femu a Corsica og separatistpartiet Corsica Libera, fik 56.5 pct. af stemmerne ved den 2. runde den 10. december 2017.

Jean-Charles Orsucci i spidsen for præsident Macrons parti, “REM – La République En Marche!” fik 12,7 pct. af stemmerne.

Front National, FN, har kun begrænset opbakning på Korsika. Partiet opstillede ved lokalvalget under en liste med navnet “Rassemblement pour une Corse républicaine”, men måtte nøjes med 11,26 procent af stemmerne og gik dermed ikke videre til 2. runde.

Valgresultatet betød, at Pè a Corsica erobrede et klart flertal af lokalparlamentets 63 pladser, og Gilles Simeoni kunne fortsætte som Nationalrådsformand (Président du Conseil exécutif de Corse).

Selvom med en relativ beskeden valgdeltagelse på omkring 53 pct. er det tydeligt, at der i den korsikanske befolkning på godt 320.000 er betydelig opbakning til de korsikanske separatistbevægelser, og tendensen fra det sidste ordinære valg i 2015 blev dermed bekræftet.

Valget blev afholdt kun 2 år efter sidste lokalvalg som følge af den planlagte sammenlægning af Korsikas hidtidige 2 departementer: Haute-Corse og Corse-du-Sud til én administrativ enhed. Sammenlægningen er nu en realitet.

De genvalgte korsikanske nationalister blev skuffede over de efterfølgende forhandlinger med den franske regering. Der var ikke umiddelbart imødekommelse af kravene om øget selvstyre, amnesti for de fængslede ”terrorister” fra FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika, eller kravet om ligestilling af fransk og korsikansk, og en præferencestilling for ”korsikanske fastboende”, der sigter på at korsikansk ejendom opkøbes af udenøs investorer.

Arrangørerne håber, at de folkelige manifestationer forud for præsidentens besøg kan bane vejen for nye forhandlinger med regeringen i Paris. Lederen af Korsikas regionalråd, Gilles Simeoni, håber således, at præsidentens besøg vil give nye muligheder for “frugtbar dialog”.

Gilles Simeoni, der ellers betragtes som ”moderat”, har dog også fundet anledning til i et interview med Reuters at advare om, at ”Paris legede med ilden, hvis de korsikanske krav ikke blev taget alvorligt”.

Nationalismen på Korsika

Korsika, der er den fattigste region i Frankrig og helt afhængig af overførsler fra Frankrig og af turisme, er ikke og har aldrig været som resten af Frankrig.

Efter 700 år under først Pisa og siden Genova har Korsika udviklet sin egen kultur og sit eget sprog, som Frankrigs overherredømme – efter en kort periode som selvstændig republik – siden 1769 ikke har formået at udviske. Korsika minder i den henseende en del om de italienske øer Sardinien og Sicilien. Selv Napoleon Bonaparte, der stammede fra Ajaccio, kunne ikke sikre den fulde franske integration af Korsika.

Alle steder på Korsika ser man stadig skilte og tags med FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika (på korsikansk: Fronte di Liberazione Naziunale Corsu), der siden 1970’erne har stået bag et væbnet og ganske blodigt oprør. Mange steder ser man stadig vejskilte, hvor den franske del er overmalet og gennemhullet af skud med våben i alle kalibre.

FNLC går fortsat ind for uafhængighed for øen, men bortset fra skiltelikvideringer er man ophørt med de bombninger, bankrøverier og andre voldelige metoder, som de tidligere brugte til at nå deres mål. De er blevet forbundet med mindst 40 mord, og ikke mindst blev udlændinge, der ejede ejendom på Korsika, ofte angrebet. Bevægelsen nedlagde våbnene i 2014, og en nationalistisk regionalregering blev fredeligt valgt i 2015.

Retsopgøret efter oprøret er ikke slut, og en række personer er fængslet for forbrydelser i forbindelse med oprøret, ligesom et antal mistænkte stadig er eftersøgte over hele Frankrig.

Fransk politik på Korsika

Franske politikere er ikke populære på Korsika, og især Marine Le Pens far har pådraget sig nationalisternes vrede, bl.a. fordi Jean-Marie Le Pen i perioden, hvor det gik hårdt til med drab og røverier, krævede, at der skulle slås hårdt ned på FNLC og idømmes dødsstraffe.

Politisk er korsikanerne først og fremmest nationalister, men på den sydlige del af Korsika er befolkningen gennemgående mere konservative og liberale, og tilsvarende er socialisterne i flertal på den nordlige del af Korsika.

I dag er Trikoloren og EU-flaget bestemt synlige på Korsika, men ikke i helt samme grad som andre steder i Frankrig. Til gengæld ses den korsikanske selvstændighedsfane med den halshuggede sorte maurer med hvidt bind for øjnene overalt.

Korsikansk mafia?

Efter sigende har nogle af de tidligere frihedskæmpere fra FNLC kastet sig over andre aktiviteter, og den organiserede kriminalitet, der rækker ind i Frankrig og andre lande, skulle være ganske omfattende. Marseille er således den ”største Korsikanske by” med over 150.000 korsikanere.

For almindelige mennesker og turister er Korsika i dag dog absolut et sikkert sted.

Kan Catalonien påvirke situationen på Korsika?

Der har været spekuleret på om de catalanske krav om uafhængighed ville inspirere løsrivelsesbeægelser på Korsika og andre steder i Europa.

Der er imidlertid forskel på Gilles Simeoni og Carles Puigdemont. ”Korsika er ikke Catalonien”, skrev lederen af Pè a Corsica i Le Monde i november.

Det er imidlertid vanskeligt præcist at pege på forskellene mellem Korsika og den spanske region, og på Korsika er grænsen mellem separatister og hjemmestyre-tilhængere hårfin. Der skal således ikke meget til at centralregeringen i Paris mister kontrollen, og det er formentlig især på den baggrund, at Emmanuel Macrons besøg på Korsika skal vurderes.

Udenrigsministeriets ansvar i Tibet-sagen

Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre når Tibet-kommissionen den 18. december 2017 frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der havde ansvaret for ordren, og det er kommissionens vurdering, at han var bekendt med den, selv om han har hævdet det modsatte.

Kommissionen vurderer også, at Claus Hjelm Olsen briefede andre politifolk om den ulovlige ordre forud for besøget, og at han var med til at føre den ud i livet under besøget som leder af kommandocentralen KSN.

Politikommissær Henrik Oryé havde ifølge kommissionen også kendskab til ordren. Han var koordinerende leder for tre centrale politiindsatser under statsbesøget og var med til at give ordren om, at en gruppe demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne.

Kommissionen placerer dermed det væsentligste ansvar i sagen hos Hjelm Olsen og Oryé. Kommissionen mener, at der er ”fornødent grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gældende” over for dem begge.

Tibetkommissionen udtaler også kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen, som havde det øverste strategiske ansvar under besøget i 2012. Han har ifølge kommissionen ikke gjort nok for at undersøge, om den omstridte ordre rent faktisk fandtes trods massiv mediedækning og spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg.

Kommissionen mener til gengæld ikke det kan dokumenteres, at ministre eller medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Statsministeriet eller den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring besøget er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.

Hvad er årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københans Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

Forklaringen er naturligvis, at besøget i 2012 forløb godt, og bortset fra de forulempede demonstranter var alle, herunder ikke mindst kineserne, tilfredse med besøgets afvikling. Københavns Politi er sandsynligvis blevet rost for indsatsen, og derfor var alle ansvarlige naturligvis enige om at følge ”same procedure as last year”.

Kommissionen betragter åbenbart besøgene i 2012 og 2013 som to uafhængige begivenheder, og når dermed frem til at placere ansvaret entydigt hos indsatsledelsen i Københavns Politi.

De 2 besøg må naturligvis vurderes i sammenhæng, og dermed er det også indlysende, at medlemmer af regeringen, visse medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet samt ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet er (med)ansvarlige.

Udenrigsministeriets centrale rolle

Tibetkommissionen har klart dokumenteret, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – den tidligere direktør og Protokolchefen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte. Tibet-kommissionen når dog frem til, at Udenrigsministeriet forud for besøget af Hu Jintao var med til at skabe en stemning, som via PET forplantede sig til Københavns Politi.

Kommissionen har dog ikke været i stand til at dokumentere, at Udenrigsministeren eller medarbejdere i Udenrigsministeriet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

Udenrigsministeriet erkender nu selv, at ministeriet ikke var uden ansvar for krænkelserne af Grundlov, Politilov og Menneskerettigheder. Ministeriet vil fremover forsøge at undgå ”misforståelser”, når man sammen med politiet og andre myndigheder planlægger statsbesøg.

Det meddelte ministeriet tirsdag den 9. januar 2018 i en e-mail til Ritzau oven på Tibetsagen.

https://www.regeringen.dk/nyheder/tibetkommissionen-har-afgivet-sin-beretning/

Tamil-sagens 25-års jubilæum

Den 14. januar 2018 er det 25 år siden, at Poul Schlüter og regeringen som følge af Tamil-sagen gik af og overlod regeringsmagten til Poul Nyrup Rasmussen.

I sin beretning, der blev offentliggjort den 14. januar 1993, udtalte undersøgelsesretten stærk kritik af Erik Ninn-Hansens og en række embedsmænds behandling af sagerne om familiesammenføring og indgreb i ombudsmandens undersøgelse.

Angående Poul Schlüter fastslog undersøgelsesretten, at statsminister Poul Schlüter hverken havde lod eller del i den ulovlige nedprioritering af de tamilske familiesammenføringssager, men undersøgelsesretten fandt, at Poul Schlüter efterfølgende havde givet Folketinget og Folketingets retsudvalg ufyldestgørende oplysninger, og at han – efter undersøgelsesrettens mening under folketingsdebatten den 25. april 1989, hvor han holdt den famøse ”gulvtæppetale” – måtte have været klar over dette.

Tamil-sagen og senere sager bekræfter, at udlændingeområdet er et hjørne af dansk politik, hvor juridiske skandaler udspiller sig. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge i 2018 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi udover flygtninge, der er truet på livet, har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. Til pressen udtalte han, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Er Grækenland reddet?

Hvis man kan tro på Alexis Tsipras, den græske premierminister, går det godt i Grækenland. Tsipras sagde i sin nytårstale, at Grækenland i det nye år bliver i stand til økonomisk at stå på egne ben: ”Efter næsten otte år vil vi i 2018 kunne ånde frit og lægge tiden med hårde besparelser bag os” lød det optimistisk i den tv-transmitterede Nytårstale.

Meget kan endnu gå galt!

Selvom en række finansministre i euroområdet formentlig kunne have lyst til at betvivle den græske Nytårsoptimisme, gør de det ikke; Konsekvenserne for tilliden til eurosamarbejdet kunne blive fatale!

Siden 2010 har Grækenland modtaget store internationale kriselån. Dengang stod eurolandet Grækenland over for den totale fallit. Hvis ikke euroen skulle kollapse, måtte de øvrige eurolande træde til med hjælpepakker til gengæld for opstramninger i den græske økonomi.

Efter mere end syv år med nedskæringer og redningspakker for i alt 270 milliarder euro (2009 milliarder kroner) håber Grækenland, at den nuværende hjælpepakke på 86 milliarder euro, der udløber i august 2018, bliver den sidste. Forudsætningen for frigivelse af en tranche på omkring fem milliarder euro (37 milliarder kroner) er dog, at Grækenland lever op til de krav som kreditorerne har stillet.

Grækenlands parlament i den græske hovedstad, Athen, vedtog den 19. december finansloven for 2018, men parlamentet skal inden den 22. januar vedtage alle de reformer, der i begyndelsen af december blev aftalt med eurolandene og IMF. Grækenland skal derfor bl.a. rydde mere op i skattesystemet og gennemføre omfattende privatiseringer inden for energisektoren, hvor gas- og elmarkedet i dag domineres af statskontrollerede operatører.

De græske banker bliver samtidig nødt til igen at foretage vurdering af deres aktiver, rydde ud i de dårlige lån og gennemgå en stresstest for at sikre, at de er tilstrækkeligt kapitaliserede.

(Det bemærkes, at de fleste internationale finansfolk ikke behøver hverken aktivvurdering eller stresstest for at holde sig på betryggende afstand af græsk bankvæsen!)

Grækenland har også måttet acceptere at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet. Det forlyder, at strejkeretten var en knast i forhandlingerne. Kreditorerne krævede en stramning for at forhindre, at den græske industri lukker ned oftere, end godt er.

Spørgsmålet er imidlertid om Grækenland virkelig har overstået alle vanskeligheder?

Grækenlands kreditorer i euroområdet har hele tiden stillet deltagelsen af IMF som en ufravigelig betingelse for yderligere bidrag til redningen af Grækenland.  Fondens deltagelse skal sikre troværdigheden af de reformer, landet bliver bedt om at gennemføre.

Samtidig har IMF tøvet, fordi IMF ikke har troet på, at Grækenland kunne komme ud af krisen uden en gældslettelse. Det har hidtil været vurderingen i IMF, at selv om Grækenland faktisk gennemfører de lovede reformer, vil landets gæld alligevel nå op på omkring 150 procent af bruttonationalproduktet inden 2030 og herefter vokse eksplosivt.

IMF har derfor tidligere stået stejlt på, at eurolandene også skulle deltage i en ikke specificeret gældslettelse for Grækenland. Europæiske kreditorer kunne f.eks. bringe gælden under kontrol ved at forlænge afdragsfrie perioder, forlænge gældens løbetid eller udsætte rentebetalinger.

Kompromis med IMF

Ikke overraskende har især Tyskland modsat sig at lette gælden. I sommeren 2017 blev der opnået et kompromis mellem IMF og euroområdets finansministre. IMF er med i hjælpepakken, men da det ikke er muligt at aftale mere generøse tilbagebetalingsvilkår til Grækenland før efter dannelsen af en ny tysk regering, bliver IMF’s tilsagn først effektivt herefter.

Om Grækenland den 22. januar og allersenest inden august 2018 kan leve op til alle krav, og om Tyskland efter dannelsen af en ny regering rent faktisk vil være parat til at yde gældslettelse til Grækenland, er et åbent spørgsmål. Ikke mange tror på det, men kompromiset har givet Grækenland yderligere tid til at bringe orden i økonomien.