OECD har netop i København præsenteret den nyeste rapport om dansk økonomi. I rapporten – Economic Surveys, Denmark, January 2019 – roses dansk økonomi generelt. Samtidig påpeges det, at Danmark er et af de lande, som har den højeste marginalskat for de højeste indkomster. Ifølge OECD får vi ikke ret meget ud af den høje marginalskat, fordi skatteprovenuet er begrænset, og der er omkostninger i form af et lavere arbejdsudbud. OECD anerkender, at Danmark fører en stram finanspolitik, men at finanspolitikken godt kan strammes yderligere, så landets økonomi bedre polstres til at kunne modstå dårligere tider.

I rapporten spår OECD en ganske pæn udvikling for den danske økonomi, men OECD understreger også, at der er problemer. Specielt mener OECD, at udviklingen i vores produktivitet er skuffende, ligesom OECD gerne ser en omlægning af skat fra arbejde og mindskede incitamenter til gældsætning. Derfor kommer OECD i rapporten med en række konkrete skatteforslag:

·         Skatten på den sidste tjente krone skal sænkes fra 56 pct. til 51 pct.

·         Aktieskatten skal sænkes fra 42 pct. til 37 pct.

·         Rentefradraget skal sænkes, så det kommer ned på 25,5 pct. for alle danske boligejere.

·         Arveskatten på familieejede virksomheder skal hæves til 15 pct.

·         En lavere selskabsskat via indførslen af et fradrag i selskabsskatten for normalforrentning af egenkapitalen – et såkaldt ACE-fradrag (Allowance for Corporate Equity). Det vil sige, at virksomhederne får et fradrag, hvis de finansierer deres investeringer via egenkapitalen.

Forslagene viser tydeligt, at OECD ikke først og fremmest er optaget af de fordelingsmæssige konsekvenser af globalisering og økonomisk vækst.

Internationale danske virksomheder

OECD noterer, at Danmark har fordele af integrationen med den internationale økonomi. Det er årsagen til det meget betydelige overskud på betalingsbalancen. Realiteten er at en stor og stigende del af den danske eksport aldrig har været i nærheden af Danmark. Det er varer og tjenester produceret eller købt i udlandet og afsat udenlands af danskejede virksomheder. I fagsproget benævnes det som “merchanting and processing”, og udgør en stigende del af betalingsbalanceoverskuddet. Danmark ligger helt i top blandt OECD-landene hvad angår betalingsbalancebidraget fra merchanting.

Udenlandsk produktion medregnes i dansk eksport

Den vedtagne klassificering i nationalregnskabet af sådanne indtægter som ”eksport” og ikke ”investeringsafkast fra udlandet” har umiddelbart indvirkning på opgørelsen af bruttonationalproduktet og for produktivitetsberegninger. En hurtig kalkulation viser, at hvis nettoeksporten fra ”merchanting and processing” blev optaget i nationalregnskabet som ”investeringsafkast fra udlandet” ville det reducere den gennemsnitlige årlige BNP-vækst med 12 pct. i perioden 2005 – 2017.

Nettoeksport af varer udgør med 5,7 pct. af BNP i 2017 en væsentlig del af betalingsbalanceoverskuddet. Hvor nettoeksporten af varer rubriceret under ”merchanting” heraf udgjorde omkring 0,5 pct. af BNP i 2005, var denne andel i 2017 steget til over 2 pct. og dermed over en tredjedel af vareeksportens andel af betalingsbalanceoverskuddet.

Konsekvenser for produktiviteten

Opgørelsen af produktiviteten i fremstillingserhvervene ville ligeledes blive påvirket. Det skønnes nemlig at omkring halvdelen af den registrerede produktivitetsstigning i samme periode kan henføres til produktion i udlandet af dansk-ejede virksomheder.

Opgørelsesmetoden kan betyde, at politikere uden særlig økonomisk indsigt overvurderer produktivitetsudviklingen og dermed får et sminket billede af de reelle rammevilkår for erhvervslivet i Danmark.

Hvis der ikke politisk er fuld bevidsthed om, at de fleste store danske virksomheder er ekstremt internationalt orienterede, kan det gå galt. Hvis vilkårene, og herunder arbejdsudbud, skatteregler og produktivitetsudvikling ikke er tilfredsstillende, kan produktionen flyttes andre steder hen.

Fordelingsmæssige konsekvenser

Et andet vigtigt spørgsmål er de fordelingspolitiske konsekvenser. Selvom OECD som nævnt skønner, at den gennemsnitlige årlige vækst i BNP fra 2005 til 2017 reduceres med 12 pct., ville bruttonationalindkomsten eller BNI ikke være påvirket. Danmark ville altså ikke blive fattigere af en ændret opgørelse af nationalregnskabet, men væksten i bruttonationalindkomsten vil i højere grad stamme fra afkast af danske investeringer i udlandet end fra dansk produktion.

Set fra en fordelingspolitisk synsvinkel er dette ikke ligegyldigt: Det er nemlig kun dansk produktion, der direkte kommer danske lønmodtagere til gode! Realiteten er da også, at en stigende del af den danske nationalindkomst tilfalder disse virksomheders ejere og ikke de ansatte. En stadig større del af den samlede indkomstdannelse i samfundet tilfalder derfor virksomhedsejere og aktionærer.

Da ejerskab til virksomheder og aktiebesiddelser langt fra er jævnt fordelt, afhænger den endelige fordeling af forbrugsmulighederne i Danmark derfor i meget høj grad af skattesystemets omfordelende effekt.

Modstanden mod globalisering

Det antages almindeligvis, at det danske skattesystem i kombination med diverse velfærdsforanstaltninger indebærer en omfordeling, der sikrer forbrugsmuligheder for alle. Sådan er det ikke i alle lande, og det kan ikke udelukkes, at den manglende tilstedeværelse af fordelingspolitiske mekanismer i visse lande er en væsentlig forklaring på en populistisk modstand mod globalisering, vi i Danmark stort set har været skånet for.

Fjernelse af den resterende topskat, ubetingede nedsættelser af selskabsskatten og lempelser i arveskatten på familieejede virksomheder og andre tiltag, der kan opfattes som ulighedsskabende, bør således kun gennemføres efter moden omtanke.

Mandag den 11. februar 2019 markeres i Teheran som 40-årsdagen for den islamiske revolution i Iran. Revolutionen i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter krigen med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Regimet i Iran har, trods den nuværende økonomiske krise og sanktionerne, formået at indfri en række sociale løfter til befolkningen på omkring 80 millioner. Selvom armoden er udbredt, er noget sket. Analfabetismen er betragteligt reduceret, uddannelsesniveauet er vokset, og levealderen er steget. Selv den lavere middelklasse er relativt set velstående i forhold til f.eks. Egypten. Der er adgang til offentligt forsynet elektricitet og rindende vand, omkring 87 procent får naturgas via rørledninger til deres hjem, 99 procent har køleskabe, 97 procent farve-TV, 82 procent mobiltelefoner, 77 procent støvsugere, 64 procent vaskemaskiner, og 20 procent biler.

Til gengæld er der betydelige indskrænkninger i basale friheds- og menneskerettigheder.

Forholdet til USA og Vesten

Revolutionen, der bragte ayatollah Khomeini til magten, indvarslede samtidig en epoke, hvor Vesten har været på kant med den store persiske nation.

Når USA’s præsident Donald Trump kommunikerer med Irans præsident, Hassan Rouhani, er tonen rå og direkte: USA betegnes konsekvent, som ”Den store satan”, der advares mod ”at lege med løvens hale, eller du vil fortryde det”. Trump besvarer øjeblikkelig advarslen med: ”Du skal aldrig nogensinde true USA igen, eller du vil opleve konsekvenser, som kun få i historien har mærket før dig”.

Irans nuværende åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, er på samme linje: ”Så længe USA fortsætter sin ondskab, vil den iranske nation ikke ophøre med at ønske Død over Amerika!”

De verbale slagudvekslinger, der foregår i den etablerede internationale presse og via sociale medier, er det synlige udtryk for det dårlige forhold mellem Iran og USA siden 1979, hvor USA’s allierede, den iranske Shah i januar 1979 – allerede inden ayatollah Khomeini vendte tilbage fra eksilet i Frankrig – måtte flygte fra Iran.

Ambassadebesættelsen

Forholdet til USA har i særdeleshed været belastet siden islamiske studenter den 4. november 1979 invaderede den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 gidsler i 444 dage.

Dermed grundlagde de en hadefuld relation mellem USA og Iran, som siden er fortsat. Skiftende amerikanske regeringer har siden 1995 opretholdt en handelsembargo mod Iran. Årsagen var dels mistanken om et iransk atomvåbenprogram, manglende samarbejde med inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, et truende ballistisk missilprogram, manglende respekt af menneskerettigheder samt påstandene om, at Iran støtter international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

De amerikanske sanktioner har været ganske vidtgående: amerikanske virksomheder har været afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Sanktioner fra august og november 2018

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran. Det vil få konsekvenser for europæiske, kinesiske og russiske virksomheder i Iran – særligt hvis de også er på det amerikanske marked. Siden foråret 2018 har der da også været en decideret udvandring af europæiske virksomheder og banker fra Iran, fordi de også har et stort marked i USA.

Irans manglende samarbejde med IAEA om atomprogrammet betød, at FN også fordømte Iran, og FN’s sanktioner mod Iran er siden 2006 gradvist blevet skærpet.

Konsekvenserne for Iran

Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløshed er udbredt og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er oppe på omkring 30 pct. Almindelige iranske husholdninger har i det sidste årti oplevet fald i indkomsterne – de reale husholdningsbudgetter for en middelklassefamilie anslås at være faldet med 20 pct. Umiddelbart efter atomaftalens indgåelse i 2015 steg olieindtægterne, men pengene er især tilgået det statslige system, og ikke gavnet den almindelige iranske befolkning. Eksperter har vurderet, at faldet i levestandard er et resultat af en kombination af dårlig indenlandsk økonomiforvaltning og de udenlandske sanktioner.

De begrænsede muligheder har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor veluddannede iranere er emigreret til udlandet.

Udover olie eksporterer Iran landbrugsprodukter, herunder pistacienødder og safran. Den amerikanske embargo omfatter endvidere iranske produkter som tæpper og kaviar.

Efter atomaftalen er voksede Irans handel med EU i en periode, men Kina, Sydkorea og Tyrkiet er fortsat Irans vigtigste handelspartnere.

Irans modstandere i Mellemøsten

I Mellemøsten har premierminister Benjamin Netanyahu i Israel ikke været tilfreds med Iran-aftalen: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse. Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben. Tilsvarende er Saudi Arabien og andre stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten heller ikke parate til at forsone sig med Iran.

Status for USA i Mellemøsten

USA og Donald Trump kan konstatere, at IS stort set er nedkæmpet og at USA efter anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad, opsigelsen af atomaftalen og konfrontationen med det shiamuslimske regime i Teheran har genvundet tilliden fra Israel og de sunnimuslimske stater i Mellemøsten, herunder Saudi-Arabien.

Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om det vil lykkes for USA at svække Irans indflydelse i Mellemøsten. De ordninger, der bliver etableret i Iraq og Syrien efter den endelige nedkæmpelse af IS bliver formentlig afgørende også for forholdet til Iran.

Ifølge Tænketanken Europa vil hver anden dansker have Danmark med i en EU-hær. Tænketanken henviser til en YouGov-måling, foretaget for og finansieret af Tænketanken Europa, der skulle vise, at 50 procent er helt eller delvist enige i, at Danmark bør gå med i en EU-hær. Blot 31 procent er helt eller delvist uenige.

Ifølge Kristeligt Dagblad mener lektor fra School of Politics and International Relations ved University of Kent i England, Erik Gahner Larsen, at interesseorganisationer forsøger at formulere spørgsmål sådan, at svarene underbygger det mål, de selv har: ”Man bør altid være opmærksom på, hvem der står bag de undersøgelser, der bliver omtalt i medierne. Hvem har betalt for dem? Hvilke spørgsmål er der stillet? Hvornår er målingen foretaget, hvor mange svar er der givet, og hvor mange svarede ”ved ikke”? Den slags metodiske oplysninger er vigtige at have med, og det kan være svært at læse en undersøgelse kritisk, hvis man ikke har de oplysninger.”

Tænketanken Europas YouGov-måling er næppe retvisende. Andre målinger – f.eks. en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, viser, at danskerne bestemt ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold. At danskerne så samtidig skulle ønske at gå med i en EU-hær, giver simpelthen ingen mening.

Tænketanken Europa er etableret af CO-industri og Dansk Industri (DI), som er positive over for EU, og tænketankens formål er at styrke den europapolitiske debat og politikudvikling i Danmark. Det kunne være en nærliggende tanke, at den aktuelle undersøgelse skulle bruges til at overbevise regeringen om, at den hurtigst muligt bør udskrive en ny folkeafstemning om Danmarks forbehold over for forsvarssamarbejdet.

Tænketanken undervurderer modstanden mod at ophæve forbeholdene

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, retssamarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015. Det bemærkes, at befolkningens klare nej til at ændre retsforbeholdet kom efter en decideret vildledende kampagne for et ja, hvor Tænketanken Europa indtog en meget lidt flatterende rolle.

Der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen: Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/gaar-hver-anden-dansker-nu-ind-en-europahaer

Statsministeriet meddeler den 8. juni 2018, at der afholdes Rigsmøde på Færøerne.

Den 10. -12. juni 2018 mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen, lagmand Aksel V. Johannesen og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen til rigsmøde på Færøerne.

Rigsmødet holdes den 12. juni ved Leynavatn på Streymoy. På mødet drøftes aktuelle emner af fælles interesse i rigsfællesskabet.

Efter rigsmødet vil der være et kort pressemøde med statsministeren, lagmanden og formanden for Naalakkersuisut.

Måske vil Lars Løkke Rasmussen inden mødet bidrage til den gode stemning og måske høste noget good will fra hans kones familie, ihvertfald er finansminister Kristian Jensen fra Venstre pludselig indstillet på at eftergive et lån til Færøerne på 500 millioner kr.

Da lånet blev ydet i 1998 blev det aftalt, at lånet kunne eftergives, såfremt det færøske landsstyre efter 20 år ikke ”har startet udvinding af råstoffer”. Meningen med denne formulering var, at lånet skulle tilbagebetales efter evne.

Højkonjunktur på Færøerne

Ganske vist har Færøerne endnu ikke udviklet en råstofsektor og derfor heller ikke har oppebåret indtægter fra olie- og gasindvinding. Ikke desto mindre er Færøsk økonomi inde i en højkonjunktur, der især drives af den positive udvikling i den altdominerende fiskesektor. Eksportindtægterne fra opdrættet laks, der i øjeblikket afregnes til høje priser, er meget betydelige, og samtidig er fangsterne gode i fiskeriet.

Samtidig er ledigheden på Færøerne lav, og især byggeriet mangler arbejdskraft.

Der er derfor ingen tvivl om at Færøerne i høj grad har evnen til at tilbagebetale det danske statslån.

Finanspolitikken på Færøerne bør efter Nationalbankens opfattelse strammes. Tidligere tiders kroniske underskud på de offentlige budgetter er ganske vist vendt til overskud i Landskassen, men forbruget og investeringerne i kommunerne er fortsat for høje.

Beskæftigelsen er høj og der er overhængende risiko for overophedning af økonomien. Nationalbanken mener derfor, at Landsstyret og kommunerne bør overveje at udskyde dele af de offentlige investeringer.

Højere økonomisk vækst på Færøerne

Den økonomiske vækst på Færøerne er væsentlig højere end i Danmark. Búskaparráðið – Fær­øernes Økonomiske Råd har vurderet at væksten i BNP i 2016 var på 6,8 pct. og 6 pct. i 2017.

Væksten i produktionen på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og produktionen pr. indbygger på Færøerne nåede i 2015 næsten op ved siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Større indkomster på Færøerne

Den enkelte af de 49.864 indbyggere på Færøerne har derfor rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI i 2015 på omkring 364.000 kr.

På Færøerne var den disponible BNI allerede i 2015 på godt 370.000 kr. og må i 2017 vurderes at ligge på omkring 425.000 kr., mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer.

Ifølge OECD afspejler BNI i højere grad end BNP den indkomst, der er til rådighed i et land. BNI tager eksempelvis højde for pengestrømme ind og ud af landet i modsætning til BNP.

Årsagen er som nævnt den stærke økonomiske vækst på Færøerne som følge af de gode tider for fiskeri og fiskeopdræt. Hertil kommer tilskuddet fra den danske stat og nettolønindkomst fra personer, der arbejder i udlandet, men bor på Færøerne.

http://www.stm.dk/_p_14693.html

Det Økonomiske Råd (Vismændene) har netop foreslået, at Statens Uddannelsesstøtte, SU, koncentreres om de korte uddannelser og bachelor-delen af de lange videregående uddannelser. Samtidig foreslås det at udvide muligheden for billige lån til de studerende på kandidatuddannelserne.

Hvad lever studerende i Danmark af?

I Danmark modtager 425.000 personer (svarende til 327.000 stipendieårsværk) SU og den samlede statslige nettoudgift er godt 21 mia. kr.

Danmark har den højeste SU i verden, og den ligger ca. dobbelt så højt som i Sverige.

Grundlæggende må man stille spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at skatteyderne finansierer en borgerløn i form af høj SU til nogle af de borgere, der senere i livet får de allerhøjeste indkomster. En universitetsstuderende kan modtage omkring 9.000 kr. om måneden – ca. 6.000 kr. i stipendium og 3.000 kr. i lån – og kan i tillæg have anden indkomst på op til ca. 12.000 kr. uden fradrag i SU-støtten.

En undersøgelse, som TNS Gallup ifølge Ritzau har udarbejdet for Nordea viser, at omkring 275.000 af de studerende arbejder ved siden af studierne. Mens 55 procent af de kvindelige studerende arbejder ved siden af studierne, gælder det kun 49 pct. af de mandlige. I alt har 147.000 kvinder og 137.000 mænd et studiejob.

Hvordan de knap 200.000 studerende, der – ifølge undersøgelsen – ikke arbejder ved siden af studierne, klarer sig for 9.000 kr. om måneden, er ikke godt at vide. Mon ikke man kan antage, at mange har penge med ”hjemmefra” eller har udeklareret ”sort” indkomst?

Stigende udgifter til udlændinge på dansk SU

Antallet af udenlandske studerende er vokset eksplosivt siden en EU-dom i 2013, der fastslog at EU-borgere har ret til fuld SU i Danmark, hvis de arbejder 10-12 timer ved siden af. Antallet af udenlandske studerende er voksede fra 441 SU-modtagere før dommen, til 7.653 i 2015 og den danske stats udgifter til udenlandske studerende, der modtager SU, er nu på over 500 millioner kroner om året.

Uddannelse- og forskningsministeriet har oplyst, at 2 år efter eksamen har 42 procent af de udenlandske studerende forladt Danmark og taget deres dansk-betalte uddannelse med. 38 procent er stadig aktive på det danske arbejdsmarked to år efter den sidste eksamen. De resterende 20 procent er enten arbejdsløse eller startet på ny uddannelse i Danmark.

Den største andel udgøres af borgere fra Rumænien, Litauen og Ungarn.

Hvad bør gøres?

Spørgsmålet er, om det virkelig har været partiernes mening, at 425.000 mennesker skulle modtage borgerløn/uddannelsesstøtte for over 21 mia. kr. om året? Ligger der en bevidst politisk beslutning bag det forhold, at det danske uddannelsessystem og SU’en skal bruges til at uddanne andre EU-landes borgere?

Efter Vismændenes opfattelse er tiden inde til fundamentale ændringer i systemet. Bør den nuværende uddannelsesstøtte ikke snarest omlægges til et lånebaseret system, hvor den studerende i stedet har adgang til statsgaranterede lån med en både favorabel rente og fleksible tilbagebetalingsvilkår?

De midler, der spares i SU, kan passende udnyttes til målrettede forbedringer i vores folkeskoler, ungdomsuddannelser og universiteter.

I kirkelige kredse er der opstået debat om den passende længde af en biskops embedsperiode. Debatten er opstået fordi nogle undrer sig over biskoppernes håndtering af de “sager”, der til stadighed martrer Folkekirken. Senest har biskop Marianne Christiansen inadækvate ledelsesadfærd i forhold til sognestridighederne i Holbøl og Ulkebøl og tidligere biskop Lise-Lotte Rebels kritisable håndtering af en præstesag ved Messiaskirken i Gentofte givet anledning til stor opmærksomhed.

Det har dog også vakt undren, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år. Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Interesse for at komme til fadet

Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved forårets overenskomstforhandlingerne en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension. Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved overenskomstforhandlingerne krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.

Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse

Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent over de næste tre år. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.

Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.

Ikke-medlemmer bidrager til præsters og biskoppers løn

I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension efter en ordning fra 1920 betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af Folkekirkens medlemmer via kirkeskatten. Biskopperne er tjenestemænd, der fuldt ud lønnes af staten, og der følger en tjenestebolig med bispeembedet.

Den nuværende ordning betyder altså, at personer, som ikke er medlemmer af Folkekirken, også er med til at betale præsternes og biskoppernes løn.

Samlede omkostninger på 9 milliarder kr.

Der er ti biskopper i Danmark, der er øverste myndighed i 10 stifter, der igen er opdelt i 2169 sogne. Omkostningerne til biskopper, 2.200 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, er årligt på over 9 milliarder kr. Bortset fra det skatteyderbetalte statstilskud på godt 1,2 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster og hele lønnen til biskopperne, betales udgifterne til Folkekirken af medlemmerne over kirkeskatten.

Kirkeskatten

Som medlem af Folkekirken betaler man hvert år mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst.

Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, er den årlige udgift til kirkeskatten på 3.600 kr.

Høj medlemsprocent

Selvom mange ikke selv har truffet beslutning om indmeldelse i Folkekirken, men er blevet medlemmer ved forældrenes beslutning om dåb, har enhver jo mulighed for at melde sig ud (og slippe for kirkeskatten). Desuagtet er det et faktum, at pr.1. januar 2016 var 4.387.571 svarende til 76,9 pct. af danskerne medlem af Folkekirken.

Biskopper i den danske folkekirke

Danmark er inddelt i 10 stift, der tidligere blev kaldt bispedømmer.Den grønlandske kirke fik i 1993 status af selvstændigt stift i den danske folkekirke. Siden 2009 hørte den dog lovmæssigt og finansielt under Grønlands Selvstyre.Færøerne har tidligere været et stift i den danske folkekirke, men i 2007 blev den færøske folkekirke oprettet. Den færøske biskop deltager dog fortsat ved folkekirkens bispemøder.

Fyens Stift

Tine Lindhardt, født 1957. Cand.theol.  i 1984 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2012. Haderslev Stift

Marianne Christiansen, født 1963. Cand.theol. i 1992 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2013.

Helsingør Stift

Lise-Lotte Gauger Rebel, født 1951. Cand.theol. i 1978 fra Københavns Universitet. Biskop siden 1995.

Københavns Stift

Peter Skov-Jakobsen, født 1959. Cand.theol. i 1993 fra Københavns Universitet. Biskop siden 2009. Lolland-Falsters Stift

Marianne Gaarden, født 1964. Cand.theol. med sidefag i retorik i 2005 fra Københavns Universitet. Biskop siden 2017. Ribe Stift

Elof Westergaard, født 1962. Cand.theol. i 1991 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2014. Roskilde Stift

Peter Fischer-Møller, født 1955. Cand.theol. i 1983 fra Københavns Universitet. Biskop siden 2008. Viborg Stift

Henrik Stubkjær, født 1961. Cand.theol. i 1990 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2015. Aalborg Stift

Henning Toft Bro, født 1956. Cand.theol. i 1985 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2010.

Aarhus Stift

Henrik Wigh-Poulsen, født 1959. Cand.theol. i 1989 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2015.

Lone Strøm tiltrådte som ny Rigsrevisor den 1. maj 2012, og siden har Rigsrevisionen ikke lagt fingrene imellem i vurderingen af talrige kritisable sagsforløb i centraladministrationen.

De ledende kadrer i ministerierne på Slotsholmen kunne have fokuseret på, at forvaltningen levede op til kravene om lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet, men nej –  de blev rasende over Rigsrevisionens indtrængen på deres enemærker, og i 2013 blev der gjort et forsøg på at sætte Rigsrevisionen på plads.

Baggrunden var den støtteordning for solceller, den daværende entusiastiske energiminister Martin Lidegaard iværksatte i 2012. Ordningen løb løbsk, og det endte med, at regningen til skatteborgerne for Lidegaard lovsjusk landede på over fem mia. kr.

En væsentlig del af milliardregningen blev dengang ”betalt” ved at udskyde en række andre grønne initiativer, der ellers var aftalt ved det vidtløftige energiforlig i marts 2012.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard slap i første omgang uhørt billigt med en næse for at have overset adskillige huller i solcelleloven og fejlinformeret Folketinget.

Siden pudsede Statsrevisorerne imidlertid Rigsrevisionen på sagen for at finde ud af, hvordan loven var forberedt og hvordan hullerne i støttelovgivningen kunne opstå.

Departementscheferne går i aktion, men mister modet

Departementscheferne i Statsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Klima- og Energiministeriet forberedte et brev, der skulle forhindre Rigsrevisionen i at gå ind i undersøgelser af ministeriernes lovforberedende arbejde. Modet svigtede imidlertid, og det endte med, at departementschefernes brev blev konverteret til et brev fra den daværende regeringstop med finansminister Corydon i spidsen til formanden for Folketinget. Formålet var stadig at forsøge at spænde ben for Rigsrevisionens undersøgelse, men den blev gennemført alligevel, og endte i øvrigt med at koste jobbet for Energistyrelsens direktør.

Centraladministrationen var for en tid lammet, men i toppen af de ministerielle hierarkier var der en udbredt misnøje med Rigsrevisionen. Det kan ikke nægtes, at Rigsrevisionens tryk på embedsværket er steget, men det er sket i takt med og som følge af det stigende antal ”skandaler” i centraladministrationen. I 2016 udgav Folketingets vagthund 15 beretninger, og sidste år udgav de 23. Selvom antallet af ”sager” er vokset, har der været kritik af, at Rigsrevisionen altid bruger unødigt skarpe formuleringer i deres kritik af forhold, der har været opfattet som normal praksis, at Rigsrevisionen er meget lidt lydhøre over for modargumenter og utilbøjelige til at indarbejde ministeriernes bemærkninger til beretningsudkast, og at Rigsrevisionen ikke benytter tilstrækkeligt entydige, relevante og rimelige kriterier.

Nyt oprør i januar 2018

Onsdag 24. januar 2018 blev der gjort et nyt forsøg på oprør mod Rigsrevisionen. I en pressemeddelelse erklærede Sundheds- og Ældreministeriet sig således “markant uenig” på en række punkter i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Blandt andet kommenterer ministeriet nogle beregninger, som man “heller ikke mener, er retvisende”, ligesom kritikken betegnes som “uproportional”.

Bortset fra Rigsrevisionens kritik af håndteringen af de med salget af Seruminstituttet forbundne it-problemer har sundhedsminister Ellen Trane Nørby blankt afvist alle Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritikpunkter. Ellen Trane Nørby, der ikke var ansvarlig sundhedsminister på tidspunktet for det kritiserede salg af Seruminstituttet, er blevet presset til at føre krigen på embedsværkets vegne.

Så i stedet for at sige pænt undskyld og love bod og bedring gik Ellen Trane Nørby sammen med finansminister Kristian Jensen til modangreb og beskyldte Rigsrevisionen for at blande sig i den politiske beslutning om at sælge vaccineproduktionen. Det skete både mundtligt i et samråd i Folketinget og i et officielt svar til Statsrevisorerne.

Topembedsmændene er mimoser og tøsedrenge

Selvom angrebet på Rigsrevisionen var uhørt, tillader stillingen som Rigsrevisor ikke Lone Strøm at gå i offentlig diskussion med ømskindede embedsmænd. Peder Larsen, formanden for Statsrevisorerne gennem de sidste tyve år, holdt sig til gengæld ikke tilbage: “Det her burde være helt utænkeligt, og jeg har aldrig mødt det før,” siger han, selvom han i de senere år har bemærket en udvikling, hvor ministerier i stigende grad går til modangreb på de større undersøgelser fra Rigsrevisionen.

Peder Larsen mener, at kritikken er helt forfejlet og mest af alt er udtryk for et embedsværk, der nærer stor modvilje mod at blive set efter i kortene: “De er blevet mere og mere ømfindtlige og prøver på alle mulige måder at undgå kritik. Hvad er det for noget? De fleste af dem er ekstremt begavede, men hvorfor kan de ikke stå på mål for deres egne handlinger ligesom alle andre i dette samfund? De er tøsedrenge, kort og godt,” siger Peder Larsen.

Er centraladministrationen udygtig?

Peder Larsen er ej heller bekymret for Rigsrevisionens faglige renommé i kampen med ministerierne: “Tror du, at pressen og borgerne stiller sig på deres eller vores side? Befolkningen ved godt, at magt kan korrumpere, og er der noget magt ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, der nærmer sig magtmisbrug. Så mit råd til embedsværket vil være at koncentrere sig om at lave kvalitetsarbejde.”

Statsrevisorerne er i sinde at forfølge sagen i forhold til Folketinget, men spørgsmålet er, om ikke centraladministrationen ville stå sig bedre ved aflyse krigen mod Folketingets vagthund – Rigsrevisionen og Statsrevisorerne – og i stedet fokusere på at genopfinde en forvaltningskultur, hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet igen kom i højsædet?

At statsministeren, finansministeren og sundhedsministeren og dermed Venstre vil bringe sig i modsætning til Folketinget for at score nogle billige points hos ledende embedsmænd, er helt uforståeligt.

https://ing.dk/artikel/vagthund-holder-fast-hvert-kritisk-ord-salg-vaccine-fabrik-212480?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=email&utm_campaign=ing_daglig

Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre når Tibet-kommissionen den 18. december 2017 frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der havde ansvaret for ordren, og det er kommissionens vurdering, at han var bekendt med den, selv om han har hævdet det modsatte.

Kommissionen vurderer også, at Claus Hjelm Olsen briefede andre politifolk om den ulovlige ordre forud for besøget, og at han var med til at føre den ud i livet under besøget som leder af kommandocentralen KSN.

Politikommissær Henrik Oryé havde ifølge kommissionen også kendskab til ordren. Han var koordinerende leder for tre centrale politiindsatser under statsbesøget og var med til at give ordren om, at en gruppe demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne.

Kommissionen placerer dermed det væsentligste ansvar i sagen hos Hjelm Olsen og Oryé. Kommissionen mener, at der er ”fornødent grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gældende” over for dem begge.

Tibetkommissionen udtaler også kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen, som havde det øverste strategiske ansvar under besøget i 2012. Han har ifølge kommissionen ikke gjort nok for at undersøge, om den omstridte ordre rent faktisk fandtes trods massiv mediedækning og spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg.

Kommissionen mener til gengæld ikke det kan dokumenteres, at ministre eller medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Statsministeriet eller den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring besøget er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.

Hvad er årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københans Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

Forklaringen er naturligvis, at besøget i 2012 forløb godt, og bortset fra de forulempede demonstranter var alle, herunder ikke mindst kineserne, tilfredse med besøgets afvikling. Københavns Politi er sandsynligvis blevet rost for indsatsen, og derfor var alle ansvarlige naturligvis enige om at følge ”same procedure as last year”.

Kommissionen betragter åbenbart besøgene i 2012 og 2013 som to uafhængige begivenheder, og når dermed frem til at placere ansvaret entydigt hos indsatsledelsen i Københavns Politi.

De 2 besøg må naturligvis vurderes i sammenhæng, og dermed er det også indlysende, at medlemmer af regeringen, visse medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet samt ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet er (med)ansvarlige.

Udenrigsministeriets centrale rolle

Tibetkommissionen har klart dokumenteret, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – den tidligere direktør og Protokolchefen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte. Tibet-kommissionen når dog frem til, at Udenrigsministeriet forud for besøget af Hu Jintao var med til at skabe en stemning, som via PET forplantede sig til Københavns Politi.

Kommissionen har dog ikke været i stand til at dokumentere, at Udenrigsministeren eller medarbejdere i Udenrigsministeriet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

Udenrigsministeriet erkender nu selv, at ministeriet ikke var uden ansvar for krænkelserne af Grundlov, Politilov og Menneskerettigheder. Ministeriet vil fremover forsøge at undgå ”misforståelser”, når man sammen med politiet og andre myndigheder planlægger statsbesøg.

Det meddelte ministeriet tirsdag den 9. januar 2018 i en e-mail til Ritzau oven på Tibetsagen.

https://www.dr.dk/nyheder/politik/ministerium-havde-backup-af-slettede-mails-tibetkommission-fik-aldrig-adgang

Med forestillingen “White Nigger/Black Madonna” nåede teatret Sort/Hvid i den Brune Kødby ved Halmtorvet i København bunden for plat, pseudo-reflekteret provokation. Det var flere anmelderes opfattelse af en forestilling hvor den enlige optrædende begynder at male sig mørk i ansigtet, og senere til akkompagnement af akustisk guitar synger sange med omkvædet: “White Nigger, White Nigger, White Nigger”.

Selv om teatret Sort/Hvid i de senere år har budt os meget, overrasker det, at man i en teaterforestilling i Danmark i 2018 skal høre N-ordet.

Forestillingen af Madame Nielsen instrueret af Christian Lollike omhandler en virkelig historie om en hvid kvinde, der i skolen identificerede sig allermest med sin sorte veninde Linda, og som voksen rejser til USA, hvor hun lever som sort, bliver kæreste med en fremtrædende sort borgerrettighedsaktivist, men til sidst afsløres som hvid og udstødes som det, forestillingen selv kalder en ”white nigger”.

Det er ikke så tit, at publikum udvandrer fra et teaterstykke i Danmark, men kritikken har været hård over “White Nigger/Black Madonna”. Ifølge teatret selv er plakater for forestillingen revet ned, dets Facebook-side lukket flere gange og dets profil på Instagram permanent deaktiveret som følge af brugeranmeldelser om racisme.

Årsagen er dels brugen af ordet ”nigger” og dels på grund af dens brug af blackfacing, et begreb, der henviser til traditionen for, at hovedsageligt hvide skuespillere i film og teater optræder med sort ansigtsmaling, der dermed bidrager til at karikere sorte og udbrede racestereotyper.

Stykkets ophavsmænd, performancekunstneren Madam Nielsen og teaterdirektør Christian Lollike, blev nærmest buhet af scenen og havde svært ved at komme til orde i den ophidsede debat, hvor flere oplægsholdere kom med kras kritik af stykket og den måde, det er blevet markedsført.

Er det ok at fremstille terrorister som martyrer?

I 2016 gav teatret Sort/Hvid også anledning til forargelse. Teatret Sort/Hvid og kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tiger (TOETT) stod bag et såkaldt MARTYRMUSEUM hos teatret i Kødbyen i København.

MARTYRMUSEUM bestod af installationer, reproduktioner af autentiske genstande, fortællinger om heltemod og billeder af martyrer, der har ofret sit liv i en større sags tjeneste. På udstillingen er en række historiske personer som Sokrates og socialisten Rosa Luxemburg udstillet sammen med blandt andre de to brødre Khalid og Ibrahim El Bakraoui, der 22. marts 2016 i Bruxelles’ lufthavn sprængte sig selv i luften og dræbte mindst 17 uskyldige mennesker. Lige som den ene af attentatmændene bag angrebet på det parisiske koncertsted Bataclan udstilles. På Bataclan skød og dræbte terroristerne 89 mennesker og sårede 200.

Ifølge Sort/Hvid og kunstnergruppen TOETT havde terroristerne, Sokrates, Rosa Luxemburg, en katolsk præst, en miljøaktivist, en menneskerettighedsforkæmper og en række andre på udstillingen det til fælles, at de var parate til at gå i døden for deres tro eller overbevisning.

”I Danmark har vi svært ved at forestille os at gå i døden for noget som helst. At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i Bruxelles gør man kun i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse mennesker indgår i udstillingen. For vi er alle helte i vores egen historie” lød forklaringen fra kunstnerne bag ”værket”.

Forargelse

Martyrudstillingen med døde terrorister vakte forargelse. Daværende kulturminister Bertel Haarder kaldte udstillingen ”vanvittig”. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, kaldte den ”pervers” og sagde: ”Jeg forstår ikke, at de bruger ordet martyr om selvmordsterrorister, for dermed overtager de terroristernes forståelse af begrebet. Den står i modsætning til vores brug af ordet, hvor martyr betyder, at man ofrer sit eget liv, for det man tror på. Man slår ikke andre mennesker ihjel”.

DFs kulturordfører, Alex Ahrendtsen, mente, at udstillingen var udtryk for en ”kynisk og kold form for kulturrelativisme”.

”Arrangørerne hævder, at vi alle er helte i vores egen historie. Det er vi ikke. Der er rigtig og forkert, og der er godt og ondt, og de islamiske mordere er ikke helte – de er terrorister og koldblodige mordere. Ifølge det kristne martyrbegreb, er en martyr et uskyldigt menneske, der bliver dræbt på grund af sin overbevisning. Kunstnerne bag udstillingen er angiveligt inspireret af et martyrmuseum i Teheran, hvor mordere bliver hyldet. Det ville jo svare til, at der var SS-museum, som hyldede SS-soldater, og de var inspireret af det. Det er så overfladisk, dumt og ubrugeligt – en provokation uden substans”.

Breivik

Sort/hvid teatrets dramatiker Christian Lollikes og skuespiller Olaf Højgaards opførelse af massemorderen Anders Behring Breiviks ideologiske skrift ”Manifest 2083” som teater skabte også stor forargelse i 2014.

Ikke mindst i Norge var reaktionen kritisk. Flere af Utøya-ofrenes pårørende protesterede, og politikere fordømte forehavendet som smagløst. Teaterchef for Det Norske Teater i Oslo, tog skarpt afstand fra Christian Lollikes brug af Anders Behring Breiviks manifest: ”Breiviks hovedærinde har været at sprede budskabet i manifestet, og det gjorde han ved at dræbe alle de mennesker. Han lykkedes faktisk med det! Ved nu at skabe mere opmærksomhed om manifestet optræder man som nyttige idioter. Man danser efter Breiviks pibe”.

Baggrund. Michael Christiansen og Sort/Hvid

Sort/Hvid teateret blev grundlagt i 1972 under navnet CaféTeatret, og har gennem årenes løb spillet en synlig rolle for dansk teater. Teatrets dramatiker Christian Lollike har som nævnt tidligere vakt opsigt bl.a. med hans teaterstykke om Breivik i 2012. I maj 2014 skiftedes teaterets navn til Sort/Hvid, men kun et halvt år senere opstod der brand i det historiske teater i Skindergade, og i dag er Sort/Hvid lokaliseret i Den Brune Kødby på Vesterbro.

Sort/Hvid oplyser på deres egen hjemmeside, at de:

·         udvisker grænserne og søger udenom det, du allerede kender.

·         udfordrer dine meninger og følelser, og

·         får dig derud, hvor uvisheden bliver holdepunktet!

Ifølge deres egne oplysninger, skaber Sort/Hvid teater, performances, opera, ballet, skulpturer og virtuelle værker, der undersøger aktuelle samfundsmæssige og politiske emner på tværs af genre og form. Og via samarbejde med kunstnere, performere, fagspecialister, teatre, festivaller og kunstinstitutioner i både ind- og udland vendes og drejes aktuelle emner i den offentlige debat. Det skulle sikre en både nuanceret forståelse og levende tilgang til teatrets arbejde med værker!

Som organisation er Sort/Hvid et lille storbyteater og dermed del af en ordning, hvor staten og kommunen yder et samlet årligt tilskud til den daglige drift.

Teatret har herudover en indtjening på billetsalg til forestillinger og andre kunstneriske projekter. Fra private og offentlige fonde modtager teatret projektstøtte til specifikke kunstneriske projekter.

Formand for DR, Michael Christiansen, er formand for bestyrelsen for Sort/Hvid.

Hovedårsagen til, at danskerne betaler 39 pct. mere for dagligvarer end alle andre EU-borgere (og endnu mere for fødevarer), er den begrænsede konkurrence, kartelaftaler og ”mestergrise”.

De offentlige myndigheder gør intet, og planlovgivning og andre reguleringer modvirker konkurrence. Det betyder – som påpeget af Produktivitetskommissionen – at danske forbrugere og samfundet påføres omkostninger i form af lavere produktivitet og højere priser.

Det danske dagligvaremarked er præget af, at der fortsat er op mod 3.000 fysiske butikker. Faktisk er butikstætheden her i landet blandt den højeste i Europa.

Positive forbrugerforventninger

Der er faktisk tegn på, at danskernes forbrug igen er på vej opad. Mens forbruget i årene inden finanskrisen voksede med mere end tre procent om året, faldt de årlige vækstrater efterfølgende til under én procent og først i 2015 nåede man op på 1,9 procents vækst.

Der er dog ikke umiddelbart tegn på, at vi vender tilbage til de tidligere vækstrater i forbruget. Forbrugerne holder i disse år simpelthen mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og betydelige nettoformuer. En årsag er, at danskernes formuer i form af pensioner og friværdi i fast ejendom ikke er likvid samtidig med, at de fleste husholdninger har verdensrekord i bruttogæld især knyttet til boligen – typisk 3 gange den årlige disponible indkomst!

Men en væsentlig årsag er også, at Danmark – trods al snak om vækst og beskæftigelse – har de højeste forbrugerpriser i hele Europa. Samtidig er der risiko for at en stadig større del af den danske efterspørgsel vil rette sig mod udenlandske netbutikker med endnu mere katastrofale konsekvenser for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Det private forbrug retter sig i stigende omfang mod nethandlen

Tidligere var det grænsehandelen, der var det onde dyr i åbenbaringen, når detailhandelen klagede over stagnerende omsætning. Den geografisk barriere betød samtidig, at forbrugernes alternativer var begrænsede. Bortset fra beboerne i grænselandet, måtte forbrugerne acceptere de priser, der blev krævet. Sådan er det ikke mere, og den manglende konkurrence rammer nu den danske detailhandel med fuld kraft.

Voksende net-handel

I tilgift til den voksende traditionelle grænsehandel skifter forbrugerne i stigende grad fra handel i fysiske butikker til online-handel, og vi vil snart inden for en række varegrupper se fysiske forretninger kæmpe for at overleve, mens netbutikkerne buldrer frem.

Man siger ofte, at USA er 10 år foran resten af verden, og netop i USA venter butiksdøden lige om hjørnet. Mange af de store nationale shopping-giganter så som Macy’s, Sears, J.C. Penney’s, Kohl’s samt Barnes & Noble har vanskeligheder. Macy’s annoncerede i årets løb, at man ville lukke 68 butikker, og Sears lukker 168 butikker. I alt regner man med, at knap 10.000 butikker vil lukke i USA i 2017, og at 25 pct. af alle shopping-centre drejer nøglen om inden 2022.

Detailmarkedet overtages stille og roligt af online-butikkerne. I øjeblikket er tyske Zalando, der kun sælger tøj, sko og kosmetik, størst tæt fulgt af Boozt.

Allerede i 2017 handlede danskerne varer og services på nettet for 123 mia. kr. og dermed lå godt 13 pct. af danskernes samlede forbrug på nettet. I indeværende år ventes nethandlen at overstige 130 mia. kr.

Når det danske privatforbrug i indeværende år samtidig runder én billion kroner – 1.000 mia. kr. – vil en stigende del af forbruget tilfalde nethandlen, herunder den udenlandske del og dermed især understøtte væksten i udlandet.

Konkurrence fra udenlandske netbutikker

Den største spiller i den internationale nethandel er den amerikanske it-gigant Amazon. Vi har i Danmark endnu Amazons fysiske tilstedeværelse til gode, men det vil ikke vare længe. Amazon har allerede via det tyske Amazon-selskab en betydelig markedsandel. En pessimistisk fremtidsvurdering forudsiger, at det Amazon ikke kommer til at sælge, vil kinesiske Alibaba om føje tid tage sig af.

Allerede nu er der imidlertid tegn på, at udenlandske netbutikker har erobret over 30 pct. af den danske internethandel svarende til en omsætning på godt 40 mia. kr. Konkurrencen kommer i særdeleshed fra internationale mastodonter som Amazon, Zalando, Asos og Boozt, men Alibaba og andre kommer til.

Nye varegrupper på nettet

Coop Danmark har vurderet, at 17 pct. af danskerne inden for to år vil købe størsteparten af deres dagligvarer på nettet. København og hovedstadsregionen er ikke overraskende den landsdel, hvor den største andel af danskere handler ind på nettet. 25 pct. af københavnere har allerede nu prøvet onlineindkøb af dagligvarer.

De udenlandske netkonkurrenter i Tyskland og Sverige drager ud over det generelt lavere prisniveau også fordel af den lavere tyske og svenske moms på fødevarer. Danske forbrugere kan uden problemer få transporteret varer med lav tysk eller svensk moms lige til døren overalt i landet. Butikken modtager kundens bestillinger på nettet, men er samtidig behjælpelig med kontakt til transportfirmaer, der kan transportere varerne til kundens dørtrin.

Planlov og manglende konkurrence

Der vil fortsat eksistere fysiske detailhandelsbutikker og indkøbscentre, men detailhandelen skal oppe sig, hvis de ikke skal udkonkurreres helt af nethandlen. Regeringens lempelser af planloven havde angiveligt til formål at skabe et større råderum for lokale hensyn, øge konkurrencen og skabe vækst i det såkaldte udkantsdanmark. Desværre betød presset fra Danmarks Naturfredningsforening og deres støtter i København og Nordsjælland, og fra organisationer som De Samvirkende Købmænd, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Der er skruet lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne. De må nu være op til 5.000 kvadratmeter. Når der stadig er restriktioner, er det for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart, men selvfølgelig til ugunst for mindre konkurrerende butikker i små og mellemstore byer. For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger er størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.