Den 22. oktober 2019 kan avisen The Hill oplyse, at Det Hvide Hus vil opsige abonnementerne på The New York Time og The Washington Post. “We have no plans to renew them,” meddelte pressemedarbejder i Det Hvide Hus, Stephanie Grisham, The Hill tirsdag den 22. oktober 2019.

“We don’t even want it in the White House anymore” udtalte præsident Trump til Fox News’s Sean Hannity under et interview, der blev sendt mandag aften. “We’re going to probably terminate the subscribtions on The New York Times and The Washington Post. They’re fake.”

Donald Trumps reaktion på dårlig medieomtale bringer mindelser om Arne Melchior, tidligere trafikminister og medstifter af Centrum-Demokraterne, der i en tilsvarende sag blev anklaget for magtfordrejning.

Arne Melchior og Politiken
Arne Melchior døde allerede i 2016 i en alder af 91 år, men den farverige politiker huskes stadig på Christiansborg. Arne Melchior forlod i 1973 Socialdemokratiet for sammen med Erhard Jakobsen at danne Centrum-Demokraterne (CD).
Donald Trumps fremfærd mod New York Times og Washington Post ligner en af de mange sager, der bidrog til gøre Melchior kendt; I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi og magtfordrejning, der udover Arne Melchior omfattede farverige personer som Jens Jørgen Thorsen og Ole Andresen fra DSB.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer. For de historisk interesserede skete der følgende:
Arne Melchior, der var trafikminister i Schlüters Firkløverregering, gjorde sig i 1984 ifølge Ombudsmanden skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede
Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.
Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk!

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Én ting stak ud. Sådan lige omkring hoftehøjde på den korsfæstede mand på Birkerød Station. Et stort erigeret lem.

Offentlig debat
Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.
DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?
Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der som beskrevet betragtede opsigelsen af avisabonnementet som magtfordrejning og opfordrede til at omgøre beslutningen.

Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Japans nye kejser, Naruhito, er ved en ceremoni i kejserpaladset i Tokyo tirsdag morgen den 22. oktober 2019 dansk tid blevet kronet.

Dermed har han indtaget den såkaldte Krysantemumtrone, næsten fem måneder efter at han officielt blev indsat.

Han blev indsat, efter at hans far, Akihito, havde valgt at abdicere på grund af skrøbeligt helbred.
Japans premierminister, Shinzo Abe, afsluttede ceremonien med at råbe “Banzai”, der betyder “Længe leve kejseren”.

Ved den storstilede ceremoni, hvor kejseren og kejserinden blandt andet optræder i historiske dragter, deltog mere end 2000 gæster – blandt andre Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.

Naruhito har været japansk kejser siden 1. maj 2019
Allerede onsdag den 1. maj om morgenen dansk tid fik Naruhito overrakt tre hellige skatte, bestående af et sværd, en ædelsten og et spejl, hvorefter han officielt blev Japans 126. kejser.

Naruhitos overtagelse af kejsertitlen betød afslutningen på Heisei æraen, som har været betegnelsen for hans fars regeringstid.
Naruhitos regeringstid fra 1. maj 2019 benævnes Reiwa æraen.

Kejser Akhito abdicerede
Tirsdag den 30. april 2019 abdicerede kejser Akihito og overdrog efter 30 år tronen til sin ældste søn, Nahurito.

Tronskiftet markeredes med en række ceremonier, men for den enkelte japaner betød kejserskiftet 10 fridage.

Med abdikationen brød kejser Akihito med traditionerne, men han har også forsøgt at modernisere kejserdømmet ved at gøre det mindre fjernt fra den almindelige japaner.

Det er stadig fjernt, men det er mindre fjernt end for 30 år siden, da han trådte til.

Japanernes hengivenhed for kejserparret er betydelig. Især vil han og kejserinde Michiko blive husket for deres mange rejser ud i landet. I forbindelse med de talrige naturkatastrofer, som Japan har oplevet, har kejserparret gjort det til en tradition at rejse ud og møde nogle af de mennesker, der lever i de ødelagte områder.

Kejser Akihito meddelte for flere år siden den japanske regering, at han ønskede at abdicere, men formaliteterne omkring hans fratrædelse tog tid og krævede en særlov.

Tronfølgen
Da Naruhitos datter, Aiko, ikke kan arve den japanske kejsertrone, vil det i stedet blive Naruhitos lillebror, Fumihito, der fra 1. maj har været tronarving. Den formelle titel som tronfølger vil Fumihito først få tildelt ved en ceremoni den 19. april 2020.

Da Fumihitos to døtre heller ikke har del i arvefølgen i Japan vil den næste i tronfølgen efter Fumihito blive hans søn prins Hisahito.

Efter prins Hisahito er der blot én yderligere tronfølger i den japanske kejserfamilie, nemlig Naruhitos farbror, prins Hitachi (født 1935), som er en yngre bror til ekskejser Akihito.

Japans kejser, Akihito, besøgte som kronprins Danmark i juni 1985, og som kejser i juni 1998.

Libanons parlament har 128 medlemmer, der er ligelig delt mellem kristne og muslimer.

Den libanesiske regering, hvor premierministeren – i øjeblikket Saad Hariri – altid er sunnimuslim, består af 30 medlemmer: sunnimuslimer (heraf 2 der repræsenterer Hizbollah), shiamuslimer, græskortodokse, græskkatolske, drusere, maronitter, armensk ortodokse og armens katolske.

Det er i grundloven sikret, at de 18 forskellige religiøse grupperinger er sikret repræsentation i landets ledelse. Libanons præsident – for tiden Michel Aoun – skal således være kristen maronit, statsministeren som nævnt sunni muslim, formanden for parlamentet shia muslim, vicestatsministeren og næstformanden i parlamentet ortodoks.

Libanon ruineret
Libanons økonomi ligger i ruiner, og landet døjer med en enorm gældsbyrde på mere end 500 milliarder kroner i offentlig gæld. Målt i forhold til BNP er det den tredjehøjeste i verden – kun overgået af Grækenland og Japan.
På CEDRE-konferencen i Paris i april 2018 sikrede Libanon sig en hjælpepakke bestående af cirka 75 milliarder kroner doneret af mere end 50 forskellige lande. Det er et lån, som skal kickstarte det gældsramte lands økonomi – men for at få adgang til pengene, skal Libanon først gennemføre omfattende reformer og nedskæringer.
Ifølge en vurdering lavet af Bank Audi i maj koster korruption og skattesvindel samtidig over 30 milliarder kroner om året for det lille land med seks millioner indbyggere.

Demonstrationer
Demonstrationerne startede torsdag den 17. oktober i Beirut, men har bredt sig til hele landet.
Regeringens forslag om nye afgifter på tobak, benzin og sociale medier, fik folk på gaden. Udover den udbredte korruption er Libaneserne også utilfredse med, at de ikke altid har elektricitet, men må leve med hyppige strømafbrydelser, at gaderne er fulde af skrald, at vandet er forurenet, at arbejdsløsheden er høj, og at regeringen har været handlingslammet overfor de omfattende skovbrande, der for tiden hærger landet.

Regeringskrise                                                                                                                                 Sent lørdag aften meddelte fire af regeringens 30 ministre, at de ønsker at trække sig tilbage.

Iran og Saudi Arabien

Den storpolitiske baggrund for Libanons vanskeligheder er, at der i landet ligesom i Yemen udkæmpes en veritabel stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi Arabien, mellem sunni- og shiamuslimer med USA, Israel og Saudi Arabien på den ene side og Iran på den anden side.

Tidligere socialminister Mai Mercado fortæller i et interview med TV2, at det havde været svært i 15 dage at kende til svindelsagen for 121 millioner kroner i Socialstyrelsen, hvor den tiltalte Britta Nielsen nu kommer for retten 24. oktober.

Det er til at forstå.

Hvad der er komplet uforståeligt er, at børne- og socialminister Mai Mercado som ansvarlig minister blot tog til efterretning, at Kammeradvokaten vurderede, at det ikke var muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Revisionshuset PWC konstaterede, at svindelen med tilskudsmidler i Socialministeriet i perioden 1977 til 2018 løb op i 121 millioner kroner. PWC konstaterer også 13 “kontrolsvagheder” i Socialministeriets administration af tilskud. Blandt andet kunne de samme personer både ændre stamdata såsom kontonumre og foretage udbetalinger.

Kritikken fra PWC står ikke alene.

Rigsrevisionen har ved flere lejligheder påtalt svagheder ved administrationen af tilskudsmidlerne. En gennemgang af revisioner på socialområdet i perioden 2002-2017 viser, at Rigsrevisionen bl.a. har haft bemærkninger til skriftlige forretningsgange, opfølgningen på tilskudsmodtageres regnskaber og rapporter, kontrollen af udbetalinger, bogføringen af tilsagn og tilgodehavender samt administrationen af brugerrettigheder til det tilskudsadministrative system. Flere af bemærkningerne går igen over årene. Bemærkningerne er rapporteret i beretninger til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, i rapporter til ledelsen og i særskilte beretninger til Statsrevisorerne.

Alligevel tager børne- og socialminister Mai Mercado til efterretning, at Kammeradvokaten vurderer, at det ikke er muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Det kan simpelthen ikke passe; I Socialministeriet og Socialstyrelsen har der siden 1977 været en stribe departementschefer, direktører, afdelingschefer og kontorchefer, og selvom de åbenlyst har været inkompetente til at bestride deres stillinger, kan de ifølge Rigsrevisionen ikke have været uvidende om ”kontrolsvaghederne”, der dækker over Britta Nielsens direkte og ukontrollerede adgang til midler, der var tiltænkt samfundets svageste.

Det er stærkt krænkende, at en konservativ minister blot trækker på skuldrene af et klokkeklart eksempel på inadækvat ledelsesadfærd i en offentlig myndighed, hun selv har haft ansvaret for.

Det israelske Teva Pharmaceutical Industries Ltd. (Teva er det hebræiske ord for “naturen”) er blandt de førende 15 globale farmaceutiske virksomheder og er førende på verdensplan inden for generiske lægemidler (kopimedicin) og speciallægemidler.

Erstatningssager

I USA er datterselskabet Teva Pharmaceuticals involveret i en række sager, der potentielt kan koste Teva enorme summer i erstatninger og bøder.
Flere amerikanske stater varmer op til et stort juridisk slagsmål med Teva og 20 andre producenter af generisk medicin, som beskyldes for at have indgået et priskartel og derigennem at have koordineret adskillige prisforøgelser på flere end 100 lægemidler. Det kan blive dyrt, men endnu værre er, at Teva er indblandet i den amerikanske opioidkrise.

Teva står anklaget af en række amerikanske delstater for at have bidraget til opioidkrisen, og indgik i maj et forholdsvis billigt forlig på 560 mio. kr. med delstaten Oklahoma i den første af de mange sager. Medicinalselskabet Johnson & Johnson er idømt en bøde på 572 mio. kr. i Oklahoma, hvilket også var markant mindre, end investorer og analytikere havde frygtet.

Det forlyder nu, at opioidproducenten Purdue Pharma har tilbudt 80 milliarder kr. for at lukke alle sager om selskabets rolle i opioidkrisen.
Denne melding indikerer, at det kan blive langt dyrere at lukke sagerne.

Forlig med Ohio

Den 21. oktober 2019 blev der indgået et forlig mellem distributørerne McKesson, Cardinal Health, og AmerisourceBergen og producenten Teva Pharmaceuticals og 2 counties i delstaten Ohio. Forliget pålægger selskaberne at betale i alt 260 millioner dollars svarende til 1,75 mia. kr. Teva skal betale 135 mio. kr. kontant over 3 år og samtidig levere medicin til behandling af opioid-afhængighed.

Sagen havde ellers været ventet som den første sag, der skulle afgøres ved en føderal domstol, og den ville i givet fald have indikeret udfaldet i de endnu uafklarede tusindvis af andre sager vedrørende opioidkrisen.

I USA har over 2.000 counties, byer og stater i anledning af opioidkrisen anlagt sager mod op  mod 20 medicinalfirmaer. Krisen skal ifølge det amerikanske Society of Actuaries have kostet det amerikanske samfund 4234 mia. dollars fra 2015 til 2018.

Firmaet Walgreens Boots Alliance var ligeledes, men i den sag lykkedes det ikke at nå til et forlig, og retssagen er udskudt indtil videre.

Teva-aktien, der har mistet 86 pct. af sin værdi på tre år, er alene i år faldet 56 pct. til 7,50 – 8 dollar.

Teva aktiv på lobby-fronten
I USA er det et lovkrav i The Foreign Agent Registration Act at udenlandske agenter og lobbyister for udenlandske interesser lader sig registrere. Det er det amerikanske Justitsministerium, der påser at lobbyister, sagførerfirmaer og diverse konsulentfirmaer faktisk redegør for deres aktiviteter på vegne af udenlandske interessenter. De registrerede oplysninger er offentligt tilgængelige, og Al-Monitor udgiver f.eks. et ugentligt nyhedsbrev dedikeret til Middle East Lobbying i Washington.

I Al-Monitors seneste nyhedsbrev om Mellemøstlig lobbyvirksomhed i Washington fremgår det, at Teva Pharmaceuticals USA, i 3. kvartal 2019 betalte Holland and Knight 30.000 dollars – det same som i 2. kvartal – for lobbyvirksomhed i forbindelse med medicinpriser, intellektuel ejendomsret og 2 specifikke lovforslag vedrørende sundhed. Teva Pharmaceuticals USA betalte også Polsinelli PC 80.000 dollars – i 2. kvartal var det 75.000 dollars – for at drive lobbyvirksomhed i forhold til 5 lovforslag vedrørende medicin og for et “administration review of drug pricing policies”.

Kulkraften har stadig sine tilhængere

Rundt omkring i verden er klimaaktivister og mange økonomer optaget af at adressere den ”markedsfejl”, som præger den globale økonomi; nemlig at prisen på varer og ydelser ikke afspejler de klima- og miljømæssige skadevirkninger.

Anerkendte økonomer som Nobelprismodtageren William Nordhaus, har i årevis fokuseret på økonomisk vækst og naturressourcer, klimaændringernes økonomi samt ressourcebegrænsningerne på økonomisk vækst med henblik på at kunne bestemme den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på.

Nordhaus og andre er nået frem til, at den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger.

I praksis har den såkaldte Carbon Fee and Dividend-model eller CFD-modellen påkaldt sig interesse. Modellen, der ingenlunde er en ny idé, er i sit udgangspunkt en simpel økonomisk model for udfasning af fossile brændstoffer, hvor fossile brændstoffer som kul, olie og gas allerede upstream ved produktionen pålægges en gradvist stigende afgift, og indtægten skal derefter fordeles ligeligt mellem borgerne. Afgiften vil – afhængig af anvendelsen af det fossile råstof – efterfølgende påvirke markedspriserne.

I klimadebatten har det også været foreslået at indføre højere afgifter downstream – direkte på særligt klimabelastende forbrug – eksempelvis på flyrejser, benzin- og dieselbiler og kød.

Lizette Risgaard

Formand Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) foreslår nu, at klimaregningen skal betales kollektivt via skatten frem for via afgifter, der vil ramme hårdere hos folk med lave indkomster.

FH-formanden frygter, at øgede forbrugsafgifter vil møde modstand i befolkningen, som det skete i Frankrig, hvor højere brændstofafgifter førte til uroligheder og gadekampe anført af protestbevægelsen De Gule Veste. Lizette Risgaard har til TV2 sagt, at den grønne omstilling skal ske på en fair måde, ellers risikerer vi, at befolkningen vender rundt ligesom i Frankrig. Med en solidarisk løsning vil vi stadig have opbakning i befolkningen til den grønne omstilling.

Lizette Risgaards solidariske løsning på klimaudfordringen er ganske sympatisk, men det er spørgsmålet, om det vil føre til den ønske grønne omstilling?

Hvis det skal give mening, så skal afgiften følge med udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. At indføre en generel skat, som intet har med CO2 at gøre, vil ikke have nogen effekt på CO2 udledning.

Allerede socialdemokraten Poul Nielson argumenterede i begyndelsen af 90’erne for, at miljø- og klimasagen gav mulighed for fra borgerne at inddrive en ”Merianergrav” af afgifter, der kunne finansiere den samfundsomstilling og nationaliserede energisektor, han ønskede.

Har regeringen reelle hensigter?

Hvis regeringen var ærlig og havde reelle hensigter, ville den straks overfor Fagbevægelsen slå fast, at den grønne omstilling ikke handler om at finde nogle penge, som regeringen med rund hånd kan drysse over nogle andre.

Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Den 6. september 2019 blev der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale om økonomien for 2020. Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.
Omprioriteringsbidraget afskaffes også for kommunerne. Kommunerne skal ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer finde 0,5 milliarder kroner til mere velfærd.
Samlet set vil kommunerne i 2020 have 1,7 milliarder kroner mere til rådighed end i 2019.

Med aftalerne får regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over ekstra 3,2 mia. kr.

Kritik
Forhandlingsresultaterne har allerede udløst kritik og påstande om, at løfterne fra valgkampen om forbedret velfærd er brudte.

Den konservative borgmester fra Høje Taastrup, Michael Ziegler, er skamløs nok til at erklære, at fordi der ikke følger flere skattekroner med, kan han ikke støtte aftalen om kommunernes økonomi.

Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, har tilladt en forvaltning af skatteborgernes penge, der betyder at kommunen i 2019 har overskredet den med regeringen aftalte serviceramme med 64,6 mio. kr., og derfor står Helsingørs borgere til at skulle betale en strafbøde i millionklassen.

På Frederiksberg har den konservative borgmester, den unge og håbefulde Simon Aggesen, netop indgået et bredt forlig om budgettet for 2020. Prisen for et bredt forlig har været, at i stedet for besparelser og rationaliseringer, er grundskylden “fastholdt uændret på 24,75 promille”. Det betyder med andre ord, at byrådet med konservative stemmer har fravalgt at bremse stigningen i grundskylden. Derfor vil grundskylden vokse med yderligere cirka 3.000 kroner årligt for et parcelhus og nå en samlet årlig regning på over 50.000 kroner (oveni kommer naturligvis ejendomsværdiskatten).

Skuespil for folket
Realiteten er, at kommunernes samlede udgifter er enorme: i 2018 var de på omkring 369 mia. kr.!

Billedet er det samme for regionerne, hvor de ekstra 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til Regionernes samlede udgifter, der i 2018 udgjorde ca. 117 mia. kr.

Hvis vi havde haft en ansvarlig regering – og en ansvarlig opposition – ville tilgangen til forhandlingerne med regioner og kommuner have været krav om at bremse stigningen i det umådeholdne offentlige forbrug i kommuner og regioner.

Finansloven for 2020
Den sagesløse befolkning er nu vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven for 2020. Finanslovsdebatten er tilsyneladende hård, og vi får indtryk af, at der kæmpes fra hus til hus om hver eneste krone i nattelange forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.
Efter skrigenes højde, skulle man tro, at finanslovsforhandlingerne vil omfatte hele den offentlige økonomi, men sådan er det ikke.
De samlede udgifter på det forslag til finanslov for 2020, som er grundlaget for forhandlingerne, er på 731 mia. kr. og indtægter på 783 mia. kr. – svarende til under 60 pct. af de samlede offentlige udgifter og indtægter. Og det er kun en lille del af Finansloven, der reelt er til forhandling.

Samlede offentlige udgifter på 1.220 mia. kr.
Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.
Problemet er, at det er de langtfra – de samlede offentlige udgifter i 2020 vil løbe op i svimlende 1.220 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk fyres af som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen!
I realiteten vil finanslovsforhandlingerne kun flytte rundt på nogle milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug!

Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?
Den egentlige forklaring på, at det borgerlige Danmark ved valget den 5. juni blev sat uden for indflydelse og Lars Løkke Rasmussens efterfølgende fald er, at de borgerlige partier aldrig under hans ledelse fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier.

Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug. Fra hans overtagelse af statsministerposten i 2009 gik det galt. Regeringsmagten blev tabt i 2011, og da Venstre genvandt Statsministeriet efter Folketingsvalget den 18. juni 2015 var Dansk Folkeparti i mellemtiden vokset til at være en regulær gøgeunde i dansk borgerlighed, og samtidig var den borgerlige fællesmængde med De Konservative og Liberal Alliance begrænset.

Alligevel udvidede Lars Løkke Rasmussen regeringen med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance den 28. november 2016. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til det alt for store støtteparti, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.

De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste blot fremstod, som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv.

Da valget ikke kunne udsættes længere kørte valgkampsagitationen på masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring, og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner.

For Venstre antog det i valgkampens afsluttende dødedans absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.

Ikke overraskende, at valget gik helt galt for det borgerlige Danmark.

Den offentlige sektor – benyttes pengene forkert og for dårligt?
I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed brugte partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.

Det var positivt, at Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige afstod fra at deltage i det vilde kapløb om, hvem der kunne tilbyde at tilføre flest ekstra ressourcer til en af verdens største offentlige sektorer. Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i den kommende oppositionsperiode udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.

Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.

Det nyvalgte konservative folketingsmedlem, Mona Juul, har ganske rigtigt påpeget, at hvis der ikke er penge til at køre den offentlige sektor ordentligt, er det ikke fordi der mangler penge. Det må tværtimod være et udtryk for, at de penge, der er i systemet, benyttes forkert og for dårligt.

Fokus på produktiviteten i den offentlige sektor
Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.220 milliarder. kr. og dermed halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på, at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren.

Realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi på centrale velfærdsområder terræn i forhold til sammenlignelige lande.

Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.

Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.

Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.
Produktivitetskommissionens formand tilkendegav i sommeren 2013, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.
Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.
I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.
Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt
Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå
På venstrefløjen havde en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre travlt med at lægge pres på Produktivitetskommissionen for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.
Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier forholdt sig passive, og kapløbet om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinligt. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis.

Udligningsreform
Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.
Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat.
Behovet for en udligningsreform er åbenbar, men hvorfor er der ikke for længe siden ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?
For halvandet år siden brød forhandlingerne på Christiansborg om en udligningsreform sammen.

Når regeringen snart fremlægger et nyt udspil, vil der her ligge en værdig opgave for det borgerlige Danmark.

Den traditionelle, økonomiske tænkning, som præger makroøkonomiske regnemodeller i stort set alle finansministerier verden over, medregner ikke systematisk fremtidige scenarier og dermed de klima- og miljømæssige skadevirkninger. I forbindelse med bæredygtighed og fremtidssikring af samfundene er det ligeså vigtigt at kende de klima- og miljømæssige konsekvenser som konsekvenserne for økonomisk vækst, forbrugsmuligheder, beskæftigelse og BNP.

Finansminister Nicolai Wammen har erklæret, at den grønne omstilling skal tænkes ind som en integreret del af den økonomiske politik. Regeringen opretter derfor et nyt center for grøn økonomi, klima og EU i Finansministeriet, som får ansvaret for at tænke spørgsmål om miljø og klima ind i Finansministeriets øvrige arbejde.
Samtidig sætter regeringen gang i et arbejde, der skal udvikle en helt ny grøn model til brug for styringen af dansk økonomi. Arbejdet skal ledes af den tidligere formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen. Modellen skal udvikles af den såkaldte Dream-gruppe i samarbejde med en række forskere på Københavns Universitet.

Det bliver spændende at se hvilken rolle ”Økologisk økonomi” kommer til at spille i modelarbejdet. Hvis det sker, skal den økonomiske vækst bremses, og de socialdemokratiske vælgere får udsigt til vandgrød, hjemmeavlede grøntsager og kolde afvaskninger.

Inge Røpke

Inge Røpke, Cand.polit., ph.d., Professor i økologisk økonomi med særlige opgaver (MSO), Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, CPH, omtales i Berlingske Tidende som ”en farlig professor, der vil gøre verden fattigere”.
Inge Røpke befandt sig i begyndelsen af 70’erne som en fisk i vandet på statsvidenskab, der holdt til i Studentergården. Mange af underviserne på polit.studiet i den periode havde en svaghed for planøkonomi og Marxistiske teorier, som stadig præger mange af de cand.politter, der dengang blev udklækket fra Københavns Universitet.
Inge Røpke var ingen undtagelse, men de åbenlyse mangler ved den marxistiske praksis i Sovjetunionen og Østeuropa førte til, at Inge Røpke kastede sig over den måde, de marxistiske principper blev omsat til praksis i Maos Kina.

Enver Hoxha i Albanien, der praktiserede sin egen afart af en fanatisk anti-revisionistisk Marxisme-Leninisme, støttede Kina i den kinesisk-sovjetiske strid og brød tidligt med Sovjetunionen.

Da Enhver Hoxha brød med Maoismen i perioden 1976 -78 erklærede mange Maoister sig nu som Hoaxhister, inklusive Inge Røpke i København.
Hoxhas styre i Albanien var ofte brutalt og befolkningen blev kontrolleret af det berygtede hemmelige politi, Sigurimi. Han opbyggede en personkult omkring sig og styrede Albanien enevældigt, hvor modstandere blev sendt i arbejdslejre eller summarisk henrettet. I 1981 overlod han dog en stor del af magten til sin efterfølger, Ramiz Alia.

Hvornår Inge Røpke mistede tiltroen til Hoaxhismen og kastede sig ind i kampen for bæredygtighed og mod økonomisk vækst, er ikke helt klart.

Bæredygtighed
I 1987 udgav FN Brundtlandrapporten, ”Vores fælles fremtid”, hvor begrebet ”bæredygtig udvikling” blev præsenteret. Hovedkonklusionen i rapporten var, at en fortsat økonomisk vækst kombineret med en begrænsning af den globale forurening kun kan sikres gennem overnationale initiativer i form af en storstilet indkomst- og teknologioverførsel fra ilandene til ulandene.
Udviklingen har betydet, at miljøøkonomi er en anerkendt og fremtrædende økonomisk disciplin. Blandt fagøkonomer diskuteres det, om fortsat vækst er forenelig med en overholdelse af det ”økologiske råderum”, der defineres som en på lang sigt uændret miljøtilstand. Denne uenighed udspringer af den betydelige usikkerhed, der knytter sig til vurderingen af de teknologiske muligheder, som i fremtiden vil kunne begrænse forbruget af udtømmelige resurser og samtidig reducere den globale forurening.
Inge Røpke og andre afviser at forlade sig på teknologiske landvindinger. Denne skole har ingen tiltro til at en markedsdrevet grøn omstilling kan sikre den nødvendige teknologiske udvikling.

Økologisk økonomi
Manglende tiltro til det såkaldte ”Teknologi-fix” og ønsket om en politisk samfundsudvikling præget af bevidst menneskeligt mådehold, førte til, at ”Økologisk økonomi” formelt blev etableret som er et videnskabeligt felt i slutningen af 1980’erne med foreningen The International Society for Ecological Economics og tidsskriftet Ecological Economics.
Og selv om betegnelsen kunne antyde det, har økologisk økonomi intet med økologisk fødevareproduktion at gøre, men handler derimod om at forstå økonomi som biofysiske processer, hvor energi og materialer gennemstrømmer biologiske systemer: ”Samfundsøkonomien kan ses som en organisme, der holdes i live af disse strømme. Det vil de fleste økonomer være enige i, men økologisk økonomi går skridtet videre og understreger, at sociale og økonomiske processer derfor ikke alene bør studeres med termer fra samfundsvidenskab og humaniora, men også bør anskues i biofysiske termer.”

Inge Røpke forklarer, at ”indenfor økologisk økonomi anskues jordkloden som et lukket system og samfundet som en organisme, der udvikler sig indenfor de grænser, som kloden sætter. Og jo større organismen bliver – med stadig større gennemstrømning af energi og materialer – des større bliver risikoen for, at organismen undergraver sine egne livsbetingelser. Den største risiko knytter sig til, at de livsopretholdende systemer ændres på måder, der gør kloden mindre egnet til at være beboet af mennesker. Som vi ser det med de aktuelle temperaturstigninger, der skyldes, at der tilføres stadigt mere energi til atmosfæren og dermed til jordklodens lukkede system”.

Inge Røpke understreger, at ”Før eller senere bliver det nødvendigt at klare sig uden økonomisk vækst, og det er langt bedre at foretage omstillingen på en styret måde end gennem katastrofer”.

Man syntes det er hørt tidligere?

The Club of Rome udsendte i 1972 rapporten “The Limits to Growth”, og konklusionen i Grænser for vækst lyder i forfatternes formulering:
”Hvis de nuværende væksttendenser i verdens befolkning, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og ressourceudtømning fortsætter uændret, vil grænserne for vækst blive nået på et eller andet tidspunkt inden for de kommende 100 år. Det mest sandsynlige resultat vil blive et temmelig pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkning og industriel kapacitet”.

Inge Røpke, har sammen med 235 internationale forskere underskrevet flere advarsler om, hvad den evige vækst vil betyde for samfundet. Ifølge professoren bliver vi som verdenssamfund nødt til at omfordele rigdomme, så rige ikke bliver rigere, og fattige lige akkurat bliver rige nok til at få færre børn. Kort sagt, så skal vi være færre og fattigere. Vi har kunnet hæve vores levestandard kolossalt ved at grave det gemte solskin i form af fossile brændsler frem. Det er det, som må slutte nu, siger Inge Røpke.

Inge Røpke er dygtig
Inge Røpke er lynende intelligent, vidende og flittig, og hun har præsteret en betydelig videnskabelig produktion om økologisk økonomi. Hun har bidraget til anerkendte internationale tidsskrifter som f.eks. “Complementary system perspectives in ecological macroeconomics: The example of transition investments during the crisis” til tidsskriftet Ecological Economics, og hun har modtaget flere priser for sin indsats.
Det skal samtidig nævnes, at professor Inge Røpke ikke lader Berlingske Tidendes kritik stå uimodsagt. I Berlingske Tidende den 17. oktober 2018 tager hun til genmæle om den ”farlige” økologiske økonomi.

Nobelpristagere i økonomi mener, at miljø- og klimahensyn ikke udelukker økonomisk vækst
Inge Røpke anbefales at kaste sig over studiet af modtagerne af Nobelpris i økonomi i 2018. William Nordhaus og Paul Romer giver ikke endelige svar på alle på de trusler mod klima og økosystemer, vi står overfor. Deres forskningsresultater har imidlertid bragt os tæt på svaret på spørgsmålet om, hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst.

William Nordhaus har fokuseret på økonomisk vækst og naturressourcer, klimaændringernes økonomi samt ressourcebegrænsningerne på økonomisk vækst. Siden 1970’erne har han udviklet økonomiske tilgange til global opvarmning, herunder opbygningen af integrerede økonomiske og videnskabelige modeller (DICE og RICE-modellerne) hvor han studerer forholdet mellem økonomisk vækst, fossile brændsler som olie og kul samt klimaændringer med henblik på at kunne bestemme den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på. Han når frem til at den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. Han ses ikke at anbefale, at reducere vores materielle forbrug og standse den økonomiske vækst.

Paul Romer, der frem til januar 2018 var cheføkonom i Verdensbanken, har været professor på bl.a. New York University, Berkeley og Stanford. Romer er kendt for teorien om endogen vækst. Teorien beskæftiger sig med innovation og nye idéers betydning for øget økonomisk vækst og hans primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Romers arbejder er også særdeles policy relevante ved at understrege betydningen af rammevilkår og incentiver for innovation. Paul Romer har således påpeget, at det i høj grad er muligt for os at nedbringe CO2-udslippet og beskytte vores fremtid og klima og samtidig forbedre levestandarden. Så vækst og miljøhensyn kan godt gå hånd i hånd.
I skriftet ”Economic Growth” nævner han et eksempel, som de fleste kan forstå:
“Take one small example. In most coffee shops, you can now use the same size lid for small, medium, and large cups of coffee. That was not true as recently as 1995. That small change in the geometry of the cups means that a coffee shop can serve customers at lower cost. Store owners need to manage the inventory for only one type of lid. Employees can replenish supplies more quickly throughout the day. Customers can get their coffee just a bit faster. Although big discoveries such as the transistor, antibiotics, and the electric motor attract most of the attention, it takes millions of little discoveries like the new design for the cup and lid to double a nation’s average income.
Every generation has perceived the limits to growth that finite resources and undesirable side effects would pose if no new recipes or ideas were discovered. And every generation has underestimated the potential for finding new recipes and ideas. We consistently fail to grasp how many ideas remain to be discovered. The difficulty is the same one we have with compounding: possibilities do not merely add up; they multiply.”

Inge Røpke insisterer på, at den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene
Inge Røpke og ligesindede tilhængere af ”økologisk økonomi” er tydeligvis blevet hængende i et syn på vækst, som allerede lå bag dommedagsprofetierne hos Thomas Malthus og senere Romklubben. I deres ensidige syn på kapitalapparatets betydning for økonomisk vækst og i deres fornægtelse af nye ideer og andre måder at gøre tingene på, forledes de til at lægge afgørende vægt på fysiske investeringer i kapitalapparatet.
Investeringerne er i den sidste ende – i det lukkede system, der definerer disse økonomers ”økologiske råderum” – bestemt af opsparingen. Konklusionen for disse økologiske økonomer er derfor, at opsparingsraten er helt afgørende for mulighederne for at investere og skabe vækst i økonomien. Med et fortsat uhæmmet forbrug og begrænset opsparing vil investeringer og fortsat økonomisk vækst nødvendigvis forudsætte fortsat udbytning af udviklingslandene og forbrug af klodens knappe og udtømmelige ressourcer. Derfor kan økonomisk vækst ikke være bæredygtig.

Inge Røpke mener trods alt ikke, at vi skal afstå fra udvikling af grønne teknologier og bæredygtig omstilling af samfundenes forsyningssystemer. De krævede investeringer skal imidlertid finansieres ud af det begrænsede biofysiske eller økologiske råderum, og derfor er det for Røpke en yderligere begrundelse for begrænset forbrug.
Derfor har Inge Røpke en anden opfattelse end Nobelpristager Paul Romer, der mener at vækst og miljøhensyn kan gå hånd i hånd. Røpke fortsætter derfor uanfægtet med at manuducere sagesløse studenter med budskabet om, at vi i den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene.

CFD- eller Carbon Fee and Dividend-modellen
Rundt omkring i verden er klimaaktivister og mange økonomer optaget af at adressere den ”markedsfejl”, som præger den globale økonomi; nemlig at prisen på varer og ydelser ikke afspejler de klima- og miljømæssige skadevirkninger. Den såkaldte Carbon Fee and Dividend-model eller CFD-modellen påkalder sig ifølge VedvarendeEnergis klimamagasin, Råstof, interesse i vide kredse. Modellen, der ingenlunde er en ny idé, er i sit udgangspunkt en simpel økonomisk model for udfasning af fossile brændstoffer, hvor fossile brændstoffer som kul, olie og gas pålægges en gradvist stigende afgift, og indtægten skal derefter fordeles ligeligt mellem borgerne.

Den danske økonomi er ganske lille og Danmark tegner sig for 0,1 pct. af de globale udledninger af drivhusgasser. En isoleret indførelse af CFD-model i Danmark ville derfor ikke give mening. Imidlertid synes der på EU-plan at være stemning for CFD-lignende tiltag.

EU-Kommissionen
Den nyvalgte formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen har tilkendegivet, at hun inden for de første 100 dage af formandskabet vil plædere for en ”European Green Deal” med det mål, at EU lovmæssigt forpligter sig på at blive CO2-neutrale i 2050 og som led i dette reducere udledningen med mindst 50 pct. i 2030. I øjeblikket er EU-målsætningen reduktion med 40 pct. i 2030 – og ikke 70 pct. som der synes at være enighed om i Danmark.
Som komponent i planen vil Von der Leyen foreslå en ”border carbon tax”. Von der Leyen’s idé om en klimatold vil rette op på den skævvridning, som i dag via kvotesystemet rammer europæiske virksomheder.
En klimatold kan modarbejde CO2-lækage; dvs. at CO2-udledningen bare flytter ud af EU, hvis klimaafgifterne i EU er højere end i 3. lande. En ”border carbon tax” eller klimatold kunne potentielt påvirke de udledningstunge industrier og varer uden for EU og give incitament for fastsættelse af internationalt aftalte klimastandarder. Spørgsmålet er imidlertid om EU-markedet har den nødvendige størrelse. EU står for under 10 pct. af den globale CO2-udledning.

Hvis ikke vil systemet blot virke som en effektiv beskyttelsestold i EU og uden nævneværdig effekt på de globale udledninger af CO2.

Inge Røpke kritiserer CFD-modellen
Det er ikke overraskende, at professor Inge Røpke er kritisk over for CFD-modellen, der ikke udelukker fortsat økonomisk vækst.

I en mail til VedvarendeEnergi skriver hun:
Først og fremmest er det en dårlig idé at udbetale hele afgiftsprovenuet til borgerne. Det er fornuftigt nok at kompensere grupper med lave indtægter, når der opkræves afgifter, men det er kun godt, hvis afgifter kan reducere privatforbruget hos de bedre stillede.
Desuden er det godt at øge de offentlige udgifter på det private forbrugs bekostning, både fordi dele af det offentlige forbrug og de offentlige investeringer er særligt vigtige (sundhed, omsorg for børn og gamle, forskning, uddannelse mv.), og fordi offentlige udgifter ofte er mindre miljøbelastende end privatforbruget.

Endelig mener Inge Røpke, at det er et helt forkert signal at sende, at bæredygtig omstilling kan lade sig gøre, uden at det egentlig koster borgerne noget. Hun mener nemlig, at klimakrisen betyder, at der ikke er nogen vej udenom at skære ned på det private forbrug i lande som Danmark.