Ny kejser i Japan – Banzai

Enthronement of Japan's new Emperor Naruhito in Tokyo
Japans nye kejser, Naruhito, er ved en ceremoni i kejserpaladset i Tokyo tirsdag morgen den 22. oktober 2019 dansk tid blevet kronet.

Dermed har han indtaget den såkaldte Krysantemumtrone, næsten fem måneder efter at han officielt blev indsat.

Han blev indsat, efter at hans far, Akihito, havde valgt at abdicere på grund af skrøbeligt helbred.
Japans premierminister, Shinzo Abe, afsluttede ceremonien med at råbe “Banzai”, der betyder “Længe leve kejseren”.

Ved den storstilede ceremoni, hvor kejseren og kejserinden blandt andet optræder i historiske dragter, deltog mere end 2000 gæster – blandt andre Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.

Naruhito har været japansk kejser siden 1. maj 2019
Allerede onsdag den 1. maj om morgenen dansk tid fik Naruhito overrakt tre hellige skatte, bestående af et sværd, en ædelsten og et spejl, hvorefter han officielt blev Japans 126. kejser.

Naruhitos overtagelse af kejsertitlen betød afslutningen på Heisei æraen, som har været betegnelsen for hans fars regeringstid.
Naruhitos regeringstid fra 1. maj 2019 benævnes Reiwa æraen.

Kejser Akhito abdicerede
Tirsdag den 30. april 2019 abdicerede kejser Akihito og overdrog efter 30 år tronen til sin ældste søn, Nahurito.

Tronskiftet markeredes med en række ceremonier, men for den enkelte japaner betød kejserskiftet 10 fridage.

Med abdikationen brød kejser Akihito med traditionerne, men han har også forsøgt at modernisere kejserdømmet ved at gøre det mindre fjernt fra den almindelige japaner.

Det er stadig fjernt, men det er mindre fjernt end for 30 år siden, da han trådte til.

Japanernes hengivenhed for kejserparret er betydelig. Især vil han og kejserinde Michiko blive husket for deres mange rejser ud i landet. I forbindelse med de talrige naturkatastrofer, som Japan har oplevet, har kejserparret gjort det til en tradition at rejse ud og møde nogle af de mennesker, der lever i de ødelagte områder.

Kejser Akihito meddelte for flere år siden den japanske regering, at han ønskede at abdicere, men formaliteterne omkring hans fratrædelse tog tid og krævede en særlov.

Tronfølgen
Da Naruhitos datter, Aiko, ikke kan arve den japanske kejsertrone, vil det i stedet blive Naruhitos lillebror, Fumihito, der fra 1. maj har været tronarving. Den formelle titel som tronfølger vil Fumihito først få tildelt ved en ceremoni den 19. april 2020.

Da Fumihitos to døtre heller ikke har del i arvefølgen i Japan vil den næste i tronfølgen efter Fumihito blive hans søn prins Hisahito.

Efter prins Hisahito er der blot én yderligere tronfølger i den japanske kejserfamilie, nemlig Naruhitos farbror, prins Hitachi (født 1935), som er en yngre bror til ekskejser Akihito.

Japans kejser, Akihito, besøgte som kronprins Danmark i juni 1985, og som kejser i juni 1998.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s