Efter 136 år og stigende problemer med at tjene penge opgiver Bryggeriet Vestfyen, nu kampen. Bestyrelsen i Bryggeriet Vestfyen, der er Danmarks fjerde største bryggeri efter Carlsberg, Royal Unibrew og Harboe, er enig om planen, og de største aktionærer har sagt ja til at sælge deres aktier til Olvi, der ikke er til stede i Danmark i forvejen.
Augustinus Industri involveret i begge bryggerihandler
Salget støttes af Augustinus Industri, der ejer 32 pct. af det samlede antal aktier og er den største aktionær i Bryggeriet Vestfyen. Desuden har Bryggeriet Vestfyens Fond med 28 pct. af aktierne sagt ja. Virksomheden ejer selv 14 procent aktierne.
Vestfyen til finske Olvi
Vestfyen bliver derfor finnernes redskab til at erobre en bid af det danske marked. Køberen har lovet at videreføre Vestfyen som selvstændig enhed og med den nuværende organisation og ledelse.
Den finske koncern Olvi er på størrelse med danske Royal Unibrew men er stadig domineret af en fond og en familie. Hovedsædet ligger i Iisalmi midt i Finland, og derudover har koncernen købt bryggerier i Estland, Letland, Litauen og Belarus.
Vestfyen har 100 ansatte, og bryggeriet står blandt andet bag mærker som Vestfyen, Willemoes, Frejdahl, Indslev og Jolly Cola.
Halvdelen af Vestfyens salg er egne mærkevarer, mens den anden del er produkter, der sælges under butikskædernes egne navne. Bryggeriet har oplevet, at det i stigende grad er vanskeligt at få plads på hylderne til bryggeriets mærkevarer – for eksempel Jolly Cola, og det har presset indtjeningen.
Fuglsang til Royal Unibrew
Beslutningen om salg af Vestfyen til finnerne kommer kort tid efter, at det lille sønderjyske og familieejede bryggeri Fuglsang blev solgt til Royal Unibrew, der er Danmarks næststørste bryggerikoncern ejet af Augustinus Industri og den amerikanske kapitalfond Black Rock.
Bryggeriet Fuglsang har i en pressemeddelelse oplyst, at Fuglsang Holding solgte Bryggeriet S.C. Fuglsang samt Mineralvandsfabrikken Frem. Det bliver således Royal Unibrew, der fremover får ansvaret for varemærkerne Fuglsang, Frem, Adelhardt og Urban Cocktails og de dertil hørende produktserier.
Familiens beslutning om at sælge bryggeriet kommer angiveligt efter en vurdering af, at der var lang vej til at Fuglsang kunne blive en af de helt store spillere på det danske marked i kombination med, at det ville blive en stadig dårligere forretning at fortsætte kampen i mellemkategorien.
Fuglsang-bryggeriet har i flere år haft røde tal på bundlinjen og Bryggeriet S.C. Fuglsang kom ud af 2020 med et underskud på ca. 10 mio. kr.
Hos Royal Unibrew lægger man vægt på, at opkøbet går godt i spænd med bryggerikoncernens overordnede strategi, som bl.a. i høj grad bygger på brands med lokal forankring.
I praksis betyder købet, at Royal Unibrew overtager produktion, salg og distribution af alle produkter fra Bryggeriet Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem.