Når Socialdemokratiet angriber med knopperne forrest

De seneste uger har der været en intens debat om dels hjemsendelser af syriske flygtninge og dels muligheden for at hjemtage ISIS-tilhængere og deres børn fra kurdiske lejre.

Kritikere indenfor og udenfor Socialdemokratiet af regeringens politik har følt sig udsat for koordinerede angreb fra en række socialdemokratiske debattører. Det må antages at Mette Gjerskov, der har været ganske bramfri i sin kritik, har fået ”venlige” henvendelser fra gode partikammerater.

Et eksempel er også twitter-slagsmålet mellem skuespilleren Pilou Asbæk og en række socialdemokrater, efter skuespilleren har kastet sig ind i debatten om hjemsendelser af syriske flygtninge.

Benjamin Rud Elberth, ekspert i digital, politisk kommunikation, mener, at noget tyder på, at der sidder en eller anden form for tæskehold klar.

Forfatteren Jonas Eika modtog i 2019 Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for “at have statsracisme”. Det fik Rasmus Stoklund til at kalde Eika “en forfatterklovn.

– Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier, siger Benjamin Rud Elberth.

Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

– Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler, siger Benjamin Rud Elberth.

Tidligere eksempler

Berlingske bragte i midten af februar 2020 en række eksempler på Socialdemokratiets pres på uvildige eksperter og interesseorganisationer, der havde udtalt sig kritisk om socialdemokratisk politik. Eksempler, som gav et solidt indtryk af en ryggesløs, magtfuldkommen, kæft-, trit- og retningsorienteret regering, der er pænt ligeglad med substansen af et givent politisk tema. Eksperter, der udtaler sig kritisk om Socialdemokratiets politik, udsætter sig selv for fare for intimidering fra partiet.

Henrik Sass Larsen og Martin Rossen

Hårde nysere som Henrik Sass Larsen og Martin Rossen er p.t. trådt i baggrunden, men billedet på dansk demokrati i disse år syntes at være, at eksperter, herunder mange offentligt ansatte, må være forberedt på at blive udsat for bøllemetoder og gemen intimidering fra magtens centrum, skulle de finde på at sige regeringspartiet imod.

Det overrasker tilsyneladende mange, men det er faktisk ikke en ny foreteelse. Socialdemokratiet har altid i regering ment at have et ”ejerskab” til embedsværket. Genstridige personer er angiveligt optaget på veritable ”dødslister” over folk, man ved ført givne lejlighed skulle af med.

Det er nok også forekommet, at det er kommunikeret til genstridige, uafhængige eksperter og organisationer, at obsternasig fremturen kunne få ubehagelige konsekvenser.

Længere tilbage

Hvis vi går lidt længere tilbage i tiden, brugte man også andre håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Der har altid været hjælpsomme partimedlemmer i bevægelsen, der kunne mobiliseres i givne situationer.

Men Socialdemokratiet har også haft ”gode venner” i Politiet og i andre myndigheder, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Politikommissær Christian Madsen

En sådan ven var Christian Madsen, der siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet tæt til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943. Siden havde man prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, hvor døren kun kunne åbnes udefra.

Tidligere ministersekretær og direktør i Folketinget, Helge Hjortdal, har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, men til offentligheden var hospitalsindlæggelsen begrundet med hjerteproblemer. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Viggo Kampmann var formand for Statsanstalten for Livsforsikring fra 1962 og døde den 3. juni 1976.