Minksagen er indiskutabelt en møgsag for den socialdemokratiske regering. Sagen er en enorm belastning for tilliden mellem politikere og mellem politikere og journalister.

Elimineringen af et helt erhverv, har domineret den offentlige debat i over et halvt år. Der er ingen diskussion om, at det var et vanskeligt valg i en akut situation at skulle lukke et helt erhverv. Men der skete fejl: Manglende lovhjemmel og overtrædelse af basale forvaltningsregler, sletning af sms’er og måske andet dokumentationsmateriale, hukommelsestab og modstridende forklaringer. Foreløbig er en minister gået, og en granskningskommission er nedsat.

Medierne er overvejende kritiske. Vidneforklaringerne analyseres og mink og sms’er fylder aviserne og de sociale medier. Debatten raser, og beskyldninger for at lyve flyver gennem luften, og der tales allerede om en ny rigsretssag.

Sagen belaster – Socialdemokratiets opinionstal er vigende og udfaldet af kommunalvalget var ikke tilfredsstillende. En presset regering prøver at slå igen ved at påstå, at hele sagen er en heksejagt drevet frem af en blodtørstig opposition og presse. De socialdemokratiske modangreb går på, at de borgerlige partier og pressen prøver at smadre statsministerens troværdighed, selv om hun alene agerede i befolkningens sundhedsmæssige interesse, og der ikke er skyggen af beviser for, at Mette Frederiksen skulle have begået ulovligheder i minksagen.

Blandt de støtter der er sendt i byen for at forsvare Mette Frederiksen er ikke overraskende den loyale partisoldat, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.  At Mogens Lykketoft kvitterer for igen at være taget til nåde og for det vellønnede “ben” som formand for Energinet, er ligeledes forståeligt. Det er mere påfaldende, at Frank Korsholm, politisk redaktør på netmediet POV International, forfatteren Lars Olsen, Jakob Jensen, tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet, og tidligere overvismand Niels Kærgaard er blandt forsvarerne for Socialdemokratiet i den største skandale i nyere tid.

Britta Nielsens bedragerier i Socialministeriet nærmere beskrevet i en netop udkommet bog: ”BRITTA – Forræderiet mod velfærdsstaten”.

TV 2-journalisten Emil Ellesøe Ditzel har i sit arbejde med Britta Nielsen-sagen gravet nye detaljer frem om både hovedpersonen og de massive huller i systemet, der muliggjorde hendes store svindelnummer.

Britta-sagen kaster en skygge over De Konservatives regeringsdeltagelse fra slutningen af 2016 til 2019. Specielt for den socialkonservative Mai Mercado var sagen afslørende. Mercado var i 2018 på det tidspunkt, hvor Britta-historie stjal dagsordenen, børne- og socialminister, og derfor ansvarlig for ressortområdet.

Sagen blev et veritabelt mareridt for daværende socialminister Mai Mercado. Hun har selv i et interview med TV2 fortalt, at det havde været svært i 15 dage at kende til svindelsagen for 121 millioner kroner i Socialstyrelsen, før sagen kom til offentlighedens kendskab.

Det er til at forstå. Hvad der er komplet uforståeligt er hvorfor Mai Mercado som ansvarlig minister blot tog til efterretning, at Kammeradvokaten vurderede, at det ikke var muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Revisionshuset PWC konstaterede, at svindelen med tilskudsmidler i Socialministeriet i perioden 1977 til 2018 løb op i 121 millioner kroner. PWC konstaterer også 13 “kontrolsvagheder” i Socialministeriets administration af tilskud. Blandt andet kunne de samme personer både ændre stamdata såsom kontonumre og foretage udbetalinger.

Kritikken fra PWC står ikke alene. Rigsrevisionen har ved flere lejligheder påtalt svagheder ved administrationen af tilskudsmidlerne. En gennemgang af revisioner på socialområdet i perioden 2002-2017 viser, at Rigsrevisionen bl.a. har haft bemærkninger til skriftlige forretningsgange, opfølgningen på tilskudsmodtageres regnskaber og rapporter, kontrollen af udbetalinger, bogføringen af tilsagn og tilgodehavender samt administrationen af brugerrettigheder til det tilskudsadministrative system. Flere af bemærkningerne går igen over årene. Bemærkningerne er rapporteret i beretninger til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, i rapporter til ledelsen og i særskilte beretninger til Statsrevisorerne.

Alligevel mente børne- og socialminister Mai Mercado, at det ikke var muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Det kan simpelthen ikke passe; I Socialministeriet og Socialstyrelsen har der siden 1977 været en stribe departementschefer, direktører, afdelingschefer og kontorchefer, og selvom de åbenlyst har været inkompetente til at bestride deres stillinger, kan de ifølge Rigsrevisionen ikke have været uvidende om ”kontrolsvaghederne”, der dækkede over Britta Nielsens direkte og ukontrollerede adgang til midler, der var tiltænkt samfundets svageste.

Det er stærkt krænkende, at en konservativ minister blot trækker på skuldrene af et klokkeklart eksempel på inadækvat ledelsesadfærd i en offentlig myndighed hun selv har haft ansvaret for.

Op til valget i Tyskland 26. september 2021 advarede Kristendemokraterne i CDU mod en kommende tysk regering hvor socialdemokraterne i SPD slog sig sammen med De Grønne. En sådan regering kunne komme til at stå for en efterladende linje i den økonomiske politik – ikke kun i Tyskland men i hele EU.

Stabilitets- og Vækstpagten

Spillereglerne for Den Økonomiske og Monetære Union i EU (ØMU’en) og eurosamarbejdet er fastlagt i Stabilitets- og Vækstpagten, SGP. Her fastlægges grænser for offentligt underskud og bruttogæld – og den foreskriver, hvad der sker, hvis grænserne overskrides.

Stabilitets- og Vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til ØMU’ens tredje fase i 1999. Traktaten blev efterfølgende revideret i 2005, og i forlængelse af den europæiske statsgældskrise er der gennemført en række stramninger.

Formålet med Stabilitets- og Vækstpagten er at sikre, at de enkelte landes offentlige finanser er sunde. Landenes budgetunderskud må ikke overstige 3 pct. af BNP og statsgælden må ikke overstige 60 pct. af BNP. Manglende overholdelse af reglerne kan udløse bøder på 0,5 pct. af BNP.

Budgetreglerne blev under COVID-krisen suspenderet til udgangen af 2022 for at give medlemslandene et større frirum til at imødegå de økonomiske konsekvenser af pandemien.

Frankrig og Sydeuropa presser på for mere fleksible regler

Siden sommeren 2019 har den franske præsident Emmanuel Macron været særdeles kritisk i omtalen af budgetreglerne i Stabilitets- og Vækstpagten. Han har gentagne gange opfordret til, at EU’s finansielle bestemmelser kasseres. For ham er gældsloftet på 3 procent af BNP noget, der “hører hjemme i det forrige århundrede”.

Han har også beskrevet Tysklands rolle i eurosamarbejdet som følger: “Tyskerne er de store vindere i eurozonen, og det “tyske system” måtte erkende, at situationen var “ikke bæredygtig”.

Angela Merkel og den tidligere tyske regering har dog ikke været tilbøjelig til at lytte til Macrons sirenesang.

Hvad skal der ske efter 2022?

EU’s finansministre har allerede påbegyndt diskussionen af hvad der skal ske med reglerne efter 2022, og om de skal ændres, så de passer bedre til ændrede økonomiske realiteter, når de genindføres fra 2023.

Der er bred enighed om, at der er behov for at afbalancere finanspolitisk bæredygtighed med behovet for at understøtte det økonomiske opsving, men en række lande er ikke indstillet på at opgive reglerne, der skal sikre at budgetdisciplinen opretholdes.

Samtidig er der opmærksomhed omkring det særlige problem med offentlige investeringer, der traditionelt har været det første offer for eventuelle udgiftsnedskæringer under kriser.

”Grønne” investeringer

Offentlige investeringer i klima, “grønne” investeringer, der sigter mod at reducere CO2-emissioner i overensstemmelse med målsætningen om nul inden 2050, digitalisering og infrastruktur bør underkastes en særlig behandling, og måske holdes helt uden for beregninger af budgetunderskud. Ikke mindst Frankrig har været fortaler for et sådan system.

Forhandlingerne om EU’s finanspolitiske regler er politisk følsomme, hvor man på den ene side har en række lande, der traditionelt er mere finansielt sparsomme, overfor Frankrig og mere svage sydeuropæiske økonomier.

Et af problemerne er at definere hvilke ”grønne” udgifter, der eventuelt skal holdes udenfor beregninger af budgetunderskud.

De i øjeblikket suspenderede regler siger, at regeringer ikke må køre budgetunderskud højere end 3 pct. af BNP og statsgælden bør holdes under 60 pct. af BNP. Hvis gælden er højere, bør den hvert år reduceres med 1/20 af overskuddet over grænsen på 60 pct.

Men nogle lande, som Italien, har gæld på 160 procent af BNP, hvilket gør en årlig reduktion på 5 procentpoint urealistisk, især hvis landet skal investere stort i at gøre sin økonomi “grøn” og mere digitaliseret.

Sparebanden

EU’s finansministre fra Holland, Finland, Sverige Slovakiet, Tjekkiet, Østrig og Letland har i et fælles brev erklæret, at være ”åbne for en debat om forbedring af økonomisk og finanspolitisk styring, herunder stabilitets- og vækstpagten. Mens vi holder fast ved en regelbaseret finanspolitisk ramme, bør der foretages forbedringer”. Danmark har tilkendegivet, at man støtter indholdet af brevet.

Den nye tyske regering

Nu blev udkommet af det tyske valg ikke en koalition mellem SPD og Die Grüne på det yderste venstres nåde. Tværtimod tyder alt på, at det liberale og i økonomiske spørgsmål nærmest konservative FDP på finansministerposten, får afgørende indflydelse på regeringens økonomiske politik.  

I regeringsgrundlaget “Mehr Fortschritt Wagen” for den kommende nye tyske regeringskoalition af SPD, Bündnis 90/Die Grünen og FDP, fremgår det vedrørende den økonomiske og monetære union og finanspolitikken i EU, at:

”Vi ønsker at styrke og uddybe den økonomiske og monetære union. Stabilitets- og Vækstpagten (SGP) har bevist sin fleksibilitet. Vi ønsker at fremme den økonomiske vækst på grundlag af SGP og holde fast i en politik med bæredygtig gældsstiftelse, og bæredygtige og klimavenlige investeringer.

Den videre udvikling af de finanspolitiske regler og styrkelse af deres effektivitet i forhold til tidens udfordringer bør tage udgangspunkt i disse målsætninger.

Reglerne for Stabilitets- og Vækstpagten bør forenkles og gøres mere transparente og håndhævelsen af reglernes overholdelse bør styrkes”.

Der er således udsigt til, at Tyskland er parat til at opdatere spillereglerne for Stabilitets- og Vækstpagten, men fortsat vil insistere på ansvarlig finanspolitik og næppe vil tillade gældsstiftelse i væsentlig større omfang end hidtil tilladt.

På det netop afholdte COP26 i Glasgow foregav klimaministrene, at 1,5 graders-målet stadig er inden for rækkevidde. Det britiske formandskab havde også kæmpet en hård kamp ”to keep 1.5C alive”.

Afgørende for om det lykkes at holde temperaturstigningen under 1,5 grader er brugen af fossile brændsler. Det internationale energiagentur, IEA, har ment, at forudsætningen for at holde temperaturstigningen i ave er, at 40 pct. af verdens 8.500 kulfyrede kraftværker lukkes inden 2030, og at der ikke bygges nye kulværker. Forbruget af olie og gas skal tilsvarende reduceres.

Der var derfor stor tilfredshed i Glasgow med at det i udkastet til sluterklæring fra COP26 fremgik, at 196 lande tilsluttede sig ”accelerating efforts towards the phase-out of unabated coal power and inefficient fossil fuel subsidies, recognizing the need for support towards a just transition”.

For mange var skuffelsen tilsvarende stor, da Indien (og Kina) i sidste øjeblik insisterede på at phase-out skulle erstattes med phase-down.

Pauver klimaindsats

Realiteten af den globale klimaindsats, der blev rapporteret på COP26 ,var imidlertid, at det stort set kun er EU, som ved at stramme 2015-løftet fra 40 til nu 55 procents reduktion i 2030 i forhold til 1990 reelt har levet op til hensigten i Paris-aftalen om skærpede reduktioner.

Det stod derfor COP-parterne klart, at resultatet var for magert til at blive kaldt en succes, og i Glasgow blev det derfor besluttet, at landene får en chance for at komme med nye og mere vidtgående løfter om CO2-reduktion inden næste klimamøde.

COP27 i november 2022 i Egypten, i Sharm el-Sheikh, bliver derfor afgørende for, om det lykkes at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.

Men hvordan er udsigterne?

Vil kulkraft forsvinde?

I Danmark er målsætningen, at Danmark skal være uafhængig af de fossile brændsler – kul, olie og gas – i 2050. Det betyder, at Danmark i 2050 skal kunne producere vedvarende energi nok til at kunne dække det samlede danske energiforbrug.

Kulkraft har siden den 1. oliekrise i begyndelsen af 1970’erne været hjørnesten i dansk el- og varme­forsyning, men i 2030 er målet, at det endegyldigt er slut med at forbrænde det fossile brændstof i Danmark.

Ørsted, der ejer kulkraftværkerne i Asnæs og i Esbjerg, har tidligere meddelt, at man i koncernen vil sige farvel til kul senest i år 2023. Derefter vil der kun være to kulfyrede kraftværker tilbage i Danmark: de kommunalt ejede Nordjyllandsværket i Aalborg og Fynsværket i Odense. De øvrige kraftværker har tidligere erstattet kul med biomasse.

I en række energiforbrugende industrier bruges som f.eks. Aalborg Portland bruges dog stadig kul, og i januar 2021 blev der brændt 241.000 tons kul af i Danmark.

Under COP26 i Glasgow blev det oplyst, at flere end 40 lande er blevet enige om at udfase deres brug af kulkraft og ikke bygge eller investere i nye kulkraftværker. I et såkaldt “Global Coal to Clean Power Transition Statement” forpligtede landene sig også til at sikre ”a just transition away from coal”. 

For de store økonomier gælder det, at kulkraft skal udfases i 2030’erne, mens de mindre økonomier skal udfase den i løbet af 2040’erne.

Af udtalelsen fremgår det, at landene forpligter sig til at stoppe med at investere i kul både i ind- og udland. Derudover skal produktionen af vedvarende energi skrues i vejret. Med i aftalen er blandt andet Polen, Indonesien, Vietnam, Syd Korea, Egypten, Spanien, Nepal, Singapore, Chile, Ukraine og Chile, der er blandt 18 lande, der for første gang har sagt ja til at udfase eller stoppe nye investeringer i kul.

De store kulproducenter og kulforbrugere er dog ikke med i aftalen – fra Kina over Indien til USA og Australien.

EU’s mest kulafhængige nation, Polen, har understreget, at kul først vil være udfaset i 2049.

Den danske udenrigsminister oplyste den 4. november 2021, at Danmark vil donere 100 millioner kroner til arbejdet med at opkøbe og lukke kulkraftværker og investere i nye energikilder.

I Indien, Kina og andre steder bygges der fortsat nye kulkraftværker.

Vil olie og gas blive udfaset?

Med Nordsøaftalen fra 2020 besluttede regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier at aflyse alle fremtidige udbudsrunder, således at der ikke læn[1]gere vil foregå nogen form for ny efterforskning efter kulbrinter på statslig invitation i Danmark, samt at sætte en slutdato for indvinding af olie og gas i 2050.

Som en del af Nordsøaftalen var partierne endvidere enige om, at Danmark bør følge op på aftalen ved at tage globalt lederskab i udarbejdelsen af et initiativ, der kan udgøre en platform til at lægge pres på og gå i dialog med andre lande for at udbrede planer om udfasning af fossil produktion for dermed at opnå størst mulig klimaeffekt.

Den internationale forpligtelse er nu sammen med Costa Rica realiseret gennem Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA), som fik betydelig opmærksomhed på det netop overståede COP26. Kernemedlemmer af BOGA, herunder Danmark, forpligter sig til at afslutte ”nye koncessioner, licens- eller leasingrunder” samt at sætte en slutdato for indvinding af olie og gas, der er i overensstemmelse med Parisaftalen.

Alliancen består udover Danmark kun af Costa Rica, Sverige, Frankrig, Irland, New Zealand og Portugal samt delstater som Californien og Quebec samt hjemmestyret på Grønland.

Store olie- og gasproducenter som Norge og OPEC-landene har ikke tilkendegivet tidsplaner om hvornår de vil indstille olie- og gasproduktionen.

COP27-værtens forhold til olie og gas

‎Olie- og gassektoren er en af de mest vitale industrier i Egypten, og der er konstateret betydelige olie- og gasressourcer i undergrunden.

På nuværende tidspunkt er der mere end 60 internationale virksomheder, der har olie- og gasoperationer 183 steder i Middelhavet, Nildeltaet, i ørkenområder både vest og øst for Nilen på Sinai-halvøen og i Øvre Egypten.‎

Ifølge den egyptiske minister for olie og mineralressourcer, Tarek El Molla, er der i de seneste år investeret mere end 1,16 trillioner egyptiske pund i olie- gassektoren, og sektoren er helt afgørende for landets handelsbalance og økonomi i det hele taget.

Det er derfor tvivlsomt at Egypten på COP27 vil gå foran i bestræbelserne hurtig udfasning af olie- og gas.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 kom general Abdul Fattah El-Sisi tiol magten i Egypten ved et statskup.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. Fængslerne er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

Danmarks holdning til Egypten

Det er velkendt i Danmark hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Alligevel har vi kordiale forbindelser med Egypten. Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Bekymring blandt klimaaktivister for COP27

Blandt repræsentanter for klimaorganisationer, NGO’er og menneskerettighedsaktivister er der stigende bekymring for at COP27 skal afholdes i Sharm el-Sheikh i Egypten i 2022.

Frygten er, at det under det restriktive egyptiske regime ikke bliver muligt at gennemføre de sædvanlige demonstrationer og aktiviteter, der skal lægge pres på de officielle klimaforhandlere og regeringsrepræsentanter for de knap 200 lande, der ventes at deltage i klimakonferencen.

Uanset alle gode bortforklaringer er det klart, at det var Simon Aggesens boligsag, der afgjorde valget på Frederiksberg.

Weekendavisen har talt med centralt placerede kilder blandt lokale konservative, der uden for citat siger:

”Simon Aggesens boligsag afgjorde det. Uden den sag er det stensikkert, at vi havde vundet, og måske kunne vi endda have vundet alligevel, hvis han ikke til allersidst havde lavet det stunt med at flygte fra journalisternes spørgsmål for åbent kamera. Det kan jo kun opfattes, som at man har noget at skjule. Det er torskedumt,” siger et konservativt kommunalbestyrelsesmedlem, som vil græde tørre tårer, hvis Aggesen vælger at forlade posten som De Konservatives førstemand i opposition.

”Det er påfaldende, at boligsagen stort set har været eneste, som folk har villet tale om, når vi har været til vælgermøder og ude på gaden,” lyder et andet udsagn.

Før han blev borgmester, scorede advokaten Simon Aggesen en gevinst på 11 millioner kroner ved at købe, opdele og videresælge en stor lejlighed. Ifølge Ekstra Bladet benyttede han en mulighed for at opdele lejligheden, som han som byrådspolitiker tidligere selv havde været med til at give ejerforeningen.

Sagen er blevet undersøgt af to tilsynsmyndigheder, der begge har fastslået, at hverken Aggesen eller kommunen har overtrådt nogen regler, men det handler ikke altid om jura:

”Der er lidt for meget smart i en fart over det. Det er ikke ordentligt, og konservative på Frederiksberg skal altså være ordentlige. Ved et valg, hvor Socialdemokratiet og De Radikale havde allieret sig tæt med Enhedslisten, har mange tvivlende vælgere selvfølgelig ikke brudt sig om udsigten til at skulle regeres af et flertal omfattende postkommunister med maoistiske og revolutionære aner. Alligevel har de ikke kunnet få sig selv til at stemme på et borgerligt parti, fordi det i realiteten også ville være en stemme på Aggesen som borgmester,” lyder vurderingen fra en i kommunalbestyrelsen.

Det er imidlertid spørgsmålet, om ikke den førte politik også har været medvirkende?

Som ny konservativ borgmester på Frederiksberg ville den unge og håbefulde Simon Aggesen gerne som sit store konservative forbillede i Gentofte, Hans Toft, lave brede forlig om kommunens budget.

Det er lykkedes i 2019, og et budget for 2020 blev vedtaget af samtlige partier i Kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune.

Men forliget kostede dyrt!

I Gentofte giver det konservative flertal – som Hans Toft plejede at udtrykke det: En god stemning i forhandlingslokalet, og en garanti for, at prisen for et forlig aldrig, ligesom i aldrig, er at grundskyldspromillen flytter sig fra den lavest mulige sats på 16 promille.

På Frederiksberg var prisen for det brede budgetforlig om 2020, at grundskylden “fastholdes uændret på 24,75 promille”.

Det betød med andre ord, at byrådet med konservative stemmer allerede i 2019 fravalgte at bremse stigningen i grundskylden. Derfor voksede grundskylden med yderligere cirka 3.000 kroner årligt for et parcelhus og oveni kommer naturligvis ejendomsværdiskatten.

De Konservative fremturede i budgetaftalen for 2021 – 2022. Denne gang fik Aggesen ikke Socialdemokratiet og De Radikale med i aftalen, som endte med at blive indgået mellem Det Konservative Folkeparti, Venstre, SF, Alternativet og Liberal Alliance.

Partierne er enige om, at skatten skal holdes i ro, og derfor fastholdes indkomstskatten, grundskylden og dækningsafgiften i 2021 og 2022 uændret på henholdsvis 22,8 procent, 24,75 promille og 5 promille.

Partierne ønsker minsandten at fremme byggeriet af nye almene boliger på Frederiksberg, ligesom aftalen er plastret til med tilkendegivelser om bæredygtighed, grønt og klima sammen med andre tiltag, der antages at appellere til vælgere, der under alle omstændigheder stemmer på røde partier.

https://www.weekendavisen.dk/2021-46/samfund/det-smertelige-tab

Bedømt på antallet af kandidatlister ved de netop afholdte valg til kommunalbestyrelser og regionsråd er demokratiet i Danmark særdeles levende. Det er forholdsvis nemt at blive opstillet til valgene. Til kommunalvalget kræver det blot 25 stillere – i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner skal kandidatlisten dog være underskrevet af mindst 50 stillere, og i Københavns Kommune skal kandidatlisten være underskrevet af mindst 150 stillere. 

Kandidatlister til regionrådsvalgene skal have mindst 50 stillere. 

Konsekvensen af den ubesværede adgang til opstilling er, at vælgerne op til valgdagen overalt udsættes for kakofonisk valgpropaganda og postkasser og mailbakker flyder over med anprisninger. På valgstedet må vælgerne bakse med alenlange og uoverskuelige stemmesedler.

Der er også en økonomisk side.

Siden loven om offentlig partistøtte trådte i kraft den 1. januar 1987 ydes der en fast årlig støtte til partierne eller opstillingslisterne på  

• 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  
• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
• stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Selvom Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg ved valget mistede borgmesterposten, opnåede partiet 24.607 stemmer, og partiet vil dermed været berettiget til en årlig partistøtte på knap 180.000 kr. i de næste 4 år. 

Lister, der deltog i valget, men ikke opnåede repræsentation, er også berettiget til offentlig partistøtte.

I København opnåede ”Hampepartiet” 573 stemmer og er dermed berettiget til partistøtte på godt 4.150 kr. om året. ”Veganerpartiet” og ”Klimapartiet Momentum” og flere andre lister er ligeledes berettiget til partistøtte.

Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1388 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, vil være berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 6.200 kr. i de næste 4 år. Rasmus Paludans ”Stram Kurs” opnåede 1005 stemmer og er derfor berettiget til en årlig støtte på godt 4.700 kr. (Stram Kurs opstillede også i region Syddanmark, hvor de opnåede 707 stemmer).

 Kandidatlisterne ”Odins Vikingehær” (1331 stemmer), ”Regnbuepartiet” (1194 stemmer) og ”Veganerpartiet” (5398 stemmer) var også blandt dem, der er berettiget til partistøtte. 

I Region Hovedstaden fik hele 14 kandidatlister stemmer nok til at kunne søge om støtte, selv om de ikke blev valgt ind. 

Statsminister Mette Frederiksen står midt i sin alvorligste politiske krise med minksagen, SMS-sagen og en række ministre, der i forhold til Folketinget har opbrugt enhver kredit, og hvor der er udsigt til, at de vil blive væltet for blot det mindste fejltrin. Krisen bliver ikke mindre af et skuffende valgresultat, hvor Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen ved KV21 går markant tilbage sammenlignet med det seneste kommunalvalg i 2017, hvor partiet fik 32,4 procent af stemmerne på landsplan.

Med 28,6 procent af stemmerne er valget det dårligste for partiet i årtier – det hidtil dårligste var kommunalvalget i 2013, hvor partiet under ledelse af Helle Thorning-Schmidt fik 29,5 procent af stemmerne.

Socialdemokratiet har på trods af slesk tale og valgflæsk i form af sundhedshuse, almennyttigt boligbyggeri og statsstøtte til unges huskøb m.v. ikke formået at vinde frem i provinsen og samtidig har man med en utroværdig miljø- og klimapolitik tabt styrke til venstrefløjen i landets fire største byer – København, Aarhus, Odense og Aalborg.

De betændte sager og den almindelige mistillid betyder, at vi nu har nået det punkt, hvor Mette Frederiksen bør drage samme konklusion som Poul Schlüter gjorde i 1993. Det Radikale Venstre har tilsluttet sig den mistillid de blå partier har udtrykt gennem nogen tid, og spørgsmålet er om ikke Mette Frederiksen ligesom Schlüter bør konstatere, at der simpelthen ikke mere eksisterer et godt grundlag for ledelsen af landets regering.

Vil valgene den 16. november 2021 til kommunalbestyrelser og regionsråd betyde væsentlige ændringer i de kommende 4 års forvaltning af de offentlige opgaver? Har det betydning, om forvaltningen af de kommunale udgiftsbudgetter på 600 mia. kr. og regionernes udgifter på 312 mia. kr., ligger i hændernes på borgerlige partier eller hos Socialdemokratiet?

De årlige finanslovsforhandlinger og de tilsyneladende højspændte forhandlinger med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Problemet er, at det er de langtfra – de samlede offentlige udgifter løb i 2020 op i svimlende 1.250 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk fyres af som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen, mens overførsler, pensioner, kontanthjælp, erhvervsstøtte, anlægsudgifter m.v. lægger beslag på resten.

27 pct. af de offentlige udgifter – 338 mia. kr. – fosser ud af statslige kasser, kommunerne formøbler 48 pct. – 600 mia. kr. – mens regionerne bruger 25 pct. af de samlede offentlige udgifter – 312 mia. kr.

I realiteten vil de netop indledte finanslovsforhandlinger kun flytte rundt på nogle milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug.

Tilsvarende flytter budgetforhandlingerne i kommunerne kun småpenge rundt på de enorme budgetter

Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?

Den egentlige forklaring på, at det borgerlige Danmark i øjeblikket er sat uden for landspolitisk indflydelse er, at de borgerlige partier aldrig under ledelse af Lars Løkke Rasmussen aldrig fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier. Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug.

Den seneste borgerlige regering med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance var ikke vellykket. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til støttepartiet, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.

De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste fremstod, som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv.

Med masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner som de centrale redskaber i valgagitationen, skulle det gå galt. For Venstre antog det i den seneste valgkamps afsluttende dødedans absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.

Den offentlige sektor – benyttes pengene forkert og for dårligt?

I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed bruger partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, den politiske taletid på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.

Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i oppositionsperioden udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.

Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.

Hvis der ikke er penge til at køre den offentlige sektor ordentligt, er det ikke fordi der mangler penge. Det er tværtimod et udtryk for, at de penge, der er i systemet, benyttes forkert og for dårligt.

Fokusere på produktiviteten i den offentlige sektor

Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.250 mia. kr. og dermed knap halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren. Realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi terræn i forhold til sammenlignelige lande.

Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.

Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser.

Baggrunden for at der i sin tid blev etableret en særlig produktivitetskommission var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.

Produktivitetskommissionens formand tilkendegav i sommeren 2013, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.

Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.

PÅ et tidspunkt var der således faktisk udsigt til politisk konsensus om, at der på de offentlige budgetter var et råderum på mindst 50 mia. kr., som indebar, at der på én og samme tid var mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.

Siden er debatten gået i stå

På venstrefløjen har en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre siden haft travlt med at slette Produktivitetskommissionens resultater fra den offentlige debat.

Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier har været passive, og kapløbet og overbudspolitikken om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinlig. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis.

Udligningsreform

Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.

Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, knap er indgået i den kommunale valgkamp.

Kun i Gentofte har konservative kandidater taget emnet om, selvom behovet for en udligningsreform er åbenbar. Det er helt uforståeligt, at der ikke for længe siden er ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?

Udsigt til stigende offentlige udgifter

Når der ikke ændres i de grundlæggende systemer, er der ej heller udsigt ti, at det gør en væsentlig forskel om den enkelte kommune er ledet af borgerlige partier eller af socialdemokrater og venstrefløjspartier. Borgerne har under alle omstændigheder udsigt til mere af det samme – stigende offentlige udgifter!

Den skandaleramte udenrigsminister, Jeppe Kofod, har takket være Corona-krise og mink-skandale m.v. i en periode været udenfor mediernes søgelys.

Udenrigsministeriet er dog på egen hånd fuldt leveringsdygtig i interessante ”sager”.

Den danske ambassade i USA

Lørdag den 13. november 2021 kunne Ekstrabladet oplyse, at den danske USA-ambassadør, Lone Dencker Wisborg, stopper før tid.

Lene Dencker Wisborg, der kun har været ambassadør i USA siden foråret 2019, blev i såkaldt livsstilsartikel i ALT FOR DAMERNE den 28. aug. 2019 beskrevet således:

”Det første, man lægger mærke til ved Lone, er hendes markante højde, de stålgrå-blå øjne og det faktum, at hun mangler en del af venstre arm. Det sidste ser på ingen måde ud til at begrænse hende, og direkte adspurgt konstaterer hun da også bare, at hun er født uden halvdelen af venstre arm. Længere er den historie ikke”.

Wisborg havde dog ikke været ambassadør i Washington længe før der udbrød splid på ambassaden i USA. En anonym medarbejdergruppe på ambassaden sendte et brev til Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, hvori man ganske uhørt krævede, at hans efterfølger som ambassadør, Lone Dencker Wisborg, blev fjernet som ambassadør.

Ambassadøren hyrede i foråret 2020 Lone Dencker Wisborgs tidligere spanske au pair som chauffør, selv om kvinden ikke har de påkrævede kvalifikationer. Hele forløbet er påfaldende, mener en lektor i arbejdsret ifølge Ekstrabladet.

Departementschef Lars Gert Lose

Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, er ellers den diplomat, der senest har bragt udenrigstjenesten i et ubehageligt søgelys.

Kritikken af Lose vedrører hans tid som ambassadør i Washington, mens hans nærmest usynlige varetagelse af embedet som departementschef i København endnu ikke har givet anledning til offentlig kritik.

De problemer, som Ekstra Bladet kunne beskrive den 3. oktober 2021, hænger sammen med, at mens han var departementschef med tjenestested i København, var han i en periode stadig registreret som ambassadør i USA. Det betød, at hans tre børn og kone kunne blive siddende kvit og frit i ambassadørboligen, nyde diplomattilværelsen og samtidig fået dækket udgifter til privatskoler på 450.000 kroner. Hans efterfølger som ambassadør, Lene Dencker Wisborg, måtte i en periode tage til takke med et gæsteværelse i residensen.

Martin Marcussen, der er professor ved Københavns Universitet, bruger ordet fifleri om sagen. Han er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og har diplomati som et af sine forskningsområder.

Lars Gert Lose blev i 2015 valgt til at være den danske ambassadør i Washington. Men i oktober 2018 blev han forfremmet til stillingen som departementschef i ministeriet efter Ulrik Vestergaard Knudsen, der fik gaflet sig en stilling som vicegeneralsekretær i OECD i Paris.

Chefskiftet foregik velovervejet og uden hast, og i starten af 2019 fløj Lars Gert Lose hjem til København for at passe det nye job. Men han beholdt også titlen som ambassadør.

Grunden til, at hans familie kunne forlænge opholdet i boligen frem til juni, var, at Udenrigsministeriet registrerede Lars Gert Lose som udsendt seniordiplomat på ambassaden i Washington. Og det er på trods af, at han arbejdede i København.

Udenrigsministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at grunden til at Lars Gert Loses kone, Ulla Rønberg, kunne beholde ambassadeboligen, var at så kunne hans børn færdiggøre skoleåret 2018/2019 på Udenrigsministeriets regning.

Udenrigsministeriets direktør for organisation, Erik Brøgger Rasmussen, afviser at der er tale om fifleri. I stedet påstår han, at det er det inden for det tilladte, når det handler om at sikre Lars Gert Loses børns skolegang, og aftalt med amerikanske myndigheder.

Departementschefen i Udenrigsministeriet og habilitet

Udenrigsministeriets departementschef, er ikke ubekendt med de problemer, som en ambassadør kan rende ind, når ønsker fra hans hustru, Ulla Rønberg, skulle imødekommes.

I slutningen af 2018 blev Udenrigsministeriet opmærksom på, at ministeriets tiltrædende departementschef Lars Gert Lose muligvis havde været inhabil i relation til sin hustrus aktiviteter på kulturområdet, mens han var ambassadør i Washington. Udenrigsministeriet bad derfor Kammeradvokaten om at vurdere spørgsmålet.

Kammeradvokaten afsluttede den 24. januar 2019 sin gennemgang af Ulla Rønbergs ansættelse som konsulent ved generalkonsulatet i New York, og hans konklusion var, at Lars Gert Lose ikke havde overtrådt habilitetsreglerne og derfor ej heller kunne bebrejdes, at han ikke underrettede sin foresatte myndighed.

Selvom om det er åbenlyst usandsynligt, at ambassadøren ikke skulle være vidende om, at hans kone, Ulla Rønberg, var ved at blive ansat som konsulent hos generalkonsulatet i New York, har Kammeradvokaten lagt vægt på, at det dengang foreliggende materiale og de overensstemmende forklaringer fra Lars Gert Lose, Anne Dorte Riggelsen og Lone Ravn samt øvrige med tilknytning til begivenhedsforløbet ikke giver noget grundlag for at antage, at Lars Gert Lose var vidende om, at Ulla Rønberg ville blive tilknyttet konsulentstillingen.

Kammeradvokatens notat kan læses her.

Washington ambassaden

Ekstrabladets beskrivelse af de bizarre forhold på ambassaden i Washington er bemærkelsesværdig. Det hører absolut til sjældenhederne, at det når til offentlighedens kendskab, når de tungeste af udenrigstjenestens chefer bliver udsat for kritik.

Som oftest klares konflikterne diskret ved at en kontorchef fra ministeriets personaleafdeling personligt møder op på ambassaden og gennemfører samtaler med samtlige ansatte. Skriver en rapport, der peger på at situationen allerede er ændret til det bedre, og roen sænker sig igen – for en tid.

Offentligheden har dog tidligere via Berlingske Tidende fået indblik i, at der også tidligere er foregået bizarre ting på ambassaden i Washington.

Friis Arne Petersen

Da Friis Arne Pedersen var ambassadør i Washington, blev der også skudt med skarpt. Friis Arne Pedersen, der trods en sag om spritkørsel i USA senere fik poster i Kina og Tyskland, fik skudt i skoene, at han havde en meget autoritær og negativ ledelsesstil.

”Han er ubehagelig. Og han elsker at være frygtet. Og er ekspert i at skabe usikkerhed. Hvis han siger, at man skal få en elefant til at flyve, så prøver folk på det”, siger en kilde med adskillige års erfaring på ambassaden i Washington ifølge Berlingske Tidende.

Friis Arne Petersen afviste harmdirrende kritikken og slog uden blusel på sin baggrund som fattig fiskerdreng fra Skagen som argument for, at han ikke kunne drømme om at skabe frygt omkring sig. Det virker ikke rigtig overbevisende, når vi ved at en ”fiskerlussing” i Skagen er den eufemistiske betegnelse for et hovedtraume-fremkaldende knytnæveslag.

Utilfredsheden i Washington gav ikke desto mindre anledning til et flere dage langt besøg fra personaleafdelingen i København til en snak om, hvordan man skaber en god arbejdsplads.

Problemerne blev dog løst, da Friis Arne Petersen blev forsat til ambassadørposten i Kina, men blussede altså op igen, da Lone Dencker Wisborg arriverede i Washington.

Danmark står midt i at skulle håndtere en krise uden fortilfælde i nyere tid, og krisen har i sjælden grad bragt embedsmænd frem i mediernes spotlys og danskernes bevidsthed: Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, rigspolitichefen Thorkild Fogde og Udenrigsministeriets borgerservice- og organisationsdirektør, Erik Brøgger Rasmussen, Kåre Mølbak og Henrik Ullum fra Statens Serum Institut har alle optrådt på pressemøde efter pressemøde og blevet kendte i offentligheden.

Den højest placerede embedsmand af dem alle har derimod længe i forhold til den brede offentlighed undgået at stå på mål for de drakoniske kriseforanstaltninger.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har holdt sig uden for Statsministeriets Spejlsal, når offentligheden skulle orienteres om de vigtigste beslutninger, som hun uden undtagelse har været med til at træffe.

Barbara Bertelsen er landets højest placerede embedsmand, og ”forhåbentlig er hun den næstmest magtfulde efter statsministeren”, som Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver i Statsministeriet, har formuleret det.

”Det skal hun selvfølgelig være, fordi hun dækker hele centraladministrationen af”, forklarer han og erklærer, at ”jeg tror generelt ikke, folk forstår, hvor magtfuld en departementschef i Statsministeriet er”.

På det seneste er billedet ændret. Offentligheden har via Minkkommissionen fået indblik i kommunikationen mellem en af Slotsholmens mest markante og mytiske skikkelser i form af Barbara Bertelsen og resten af embedsværket. I veritable byger af SMS’er fik de besked på, at de skulle lægge sig helt ned og rulle rundt, de skulle udvise ”max ydmyghed”, og de skulle bare hive plasteret af, de skulle ikke tørre fejl af på regeringen og Mogens Jensen skulle påtage sig skylden for at alle mink som følge af en ”fejl” var blevet aflivet.

Folk tager sig til hovedet og spørger sig selv: WTF?

Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen

Mette Frederiksen havde kun været justitsminister i få uger, da hun i efteråret 2014 skilte sig af med sin daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og sendte hende til Kirkeministeriet. Det skete som led i oprydningen efter sagen om Bødskovs såkaldte nødløgn, som Axelsson var involveret i.

De øvrige ledende embedsmænd i Justitsministeriet opfattede flytningen som så urimelig, at de dagen efter mødte op i sort tøj.

Normalt kan kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet påregne topposter i Justitsministeriet. Men i begyndelsen af 2015 udnævnte justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen som sin nye departementschef, og det blev begyndelsen på deres makkerskab som nu fortsætter i Statsministeriet.

Barbara Bertelsen

Det kom ikke bag på nogen, at Mette Frederiksen i januar 2020 fyrede statsministeriets hidtidige departementschef, Christian Kettel Thomsen, der må påtage sig en væsentlig del af ansvaret for centraladministrationens deroute siden 2011 og den generelle disrespekt for ledende embedsmænd.

Ansættelsen af Barbara Bertelsen i Statsministeriet, betød samtidig at det var tredje gang, Mette Frederiksen udskiftede en departementschef. Første gang var i 2013, da hun som beskæftigelsesminister sagde farvel til den mangeårige departementschef Bo Smith efter et par år, hvor de to havde haft et konfliktfyldt forhold.

Socialdemokratiets ”dødsliste”

Det forlyder, at Socialdemokratiet siden partiet i 1982 mistede sit monopol på regeringsmagten har haft en ”dødsliste” over embedsmænd, de ville af med. Svend Aukens håndgangne mand og leder af Socialdemokratiets politisk-økonomiske afdeling 1986-1992, Jacob Buksti, omtalte i snævre kredse listen, som dem, der efter en kommende magtovertagelse ”skulle føres om bag laden og der modtage nakkeskuddet”.

Kredsen af skrupelløse socialdemokrater omkring Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har i årevis med flid opdateret listen, som Bo Smith angiveligt stod på, og som den nu erstattede Christian Kettel Thomsen givet også har stået på.

”Skrigeskinken”

Efter udskiftningen af Bo Smith i 2013 forlod tre andre topembedsmænd også Beskæftigelsesministeriet efter at være raget uklar med Mette Frederiksen. Noget tilsvarende skete siden i Justitsministeriet, hvor flere ledende embedsmænd forlod ministeriet under hende og Barbara Bertelsen.

Det er ikke uden grund, at Mette Frederiksen af socialdemokrater kærligt kaldes ”skrigeskinken”. Hun var som beskæftigelsesminister kendt for at gå hårdt til sine embedsmænd. I en sådan grad, at de ledende af dem til sidst besluttede at skåne almindelige fuldmægtige ved ikke at tage dem med til møder med ministeren.

Som statsminister etablerede Mette Frederiksen et nyt politisk sekretariat med hendes mangeårige væbner Martin Rossen i spidsen frem til sommeren 2021 – herefter Martin Justesen. Sekretariatet bliver set som et forsøg på at skabe en endnu stærkere politisk kontrol med embedsværket. Med Barbara Bertelsen som departementschef og villighed til at legitimere og blåstemple kontrollen overalt på Slotsholmen realiseres en gammel socialdemokratisk drøm om at ”eje” de offentligt ansatte.

Mette Frederiksens tillid til Barbara Bertelsen som villigt instrument

Tilbage i 2015 vakte udnævnelsen af en juridisk kandidat fra Aarhus opmærksomhed. Hvorfor udnævnte Mette Frederiksen som helt ny justitsminister en i offentligheden helt ukendt til den prestigefyldte post som departementschef i Justitsministeriet?

Barbara Bertelsens baggrund var en net, men ikke prangende karriere i Justitsministeriet. Herfra fik hun supplerende erfaring fra det politiske maskinrum i Statsministeriet. Det var imidlertid først under SSFR-regeringen at hun gjorde sig bemærket i den famøse og nu nedlagte Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet. 

Her havde Barbara Bertelsen ansvaret for:

• Forberedelse, forhandling og implementering af statslige overenskomster
• Personale- og pensionsjuridisk rådgivning og vejledning til statslige institutioner
• Analyser af blandt andet tjenestemandsområdet, lønudvikling mv.
• Koncernfælles HR for Finansministeriets koncern

 Blandt hendes ”bedrifter” i Moderniseringsstyrelsen nævnes aftalen med gymnasielærerne og orkestreringen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Aftalen, der ”revolutionerede” gymnasielærernes arbejdstidsregler, blev efterfølgende stemt ned af et stort flertal af gymnasielærerne. Lærerkonflikten har fået sin helt egen plads i historien.

Lærerkonflikten og Mette Frederiksen

Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og indtog dermed en nøglerolle i planlægningen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og i eksekveringen af regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Med et Beskæftigelsesministerium som passiv tilskuer virkede Barbara Bertelsen og Moderniseringsstyrelsen i kulissen aktivt som rådgiver for beskæftigelsesministeren – Mette Frederiksen – i det uhørte overgreb mod det danske aftalesystem.

Barbara Bertelsen demonstrerede en skrupelløs villighed – og evne til – at sørge for at gennemføre de forandringer, politikerne ønskede, på et tilsyneladende uangribeligt fagligt grundlag.

Tidligere minister og SF-formand Annette Vilhelmsen har i bogen ”Søren og Mette i benlås” oplyst, at det var regeringen, der stod bag lærerlockouten efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og kommunerne. Det var også regeringen, der i april 2013 besluttede at gribe ind og afslutte lærerlockouten.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti oplyser i bogen, at han allerede fra et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt i oktober 2012 vidste, at ”det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om”.

Har defineret ”god arbejdsgiveradfærd i staten”

Udover Barbara Bertelsens bistand til Mette Frederiksens indsats med at kue gymnasie- og folkeskolelærere, har hun i Moderniseringsstyrelsen haft ansvaret for at definere ”god arbejdsgiveradfærd i staten” og for arbejdet med at sikre, at løn og arbejdstid i de statslige institutioner anvendes bedst muligt til at løse kerneopgaven.

Barbara Bertelsen har dermed sin del af ansvaret for de sidste års tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen. Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang, må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Justitsministeriet

Departementschefen i Justitsministeriet 1991-2011, Michael Lunn, var kendt som en af Slotsholmens erfarne topembedsmænd og er betegnet som en af de stærkeste departementschefer i nyere tid. Selvom det var en stående joke, at de mange justitsministre, som Michael Lunn arbejdede for, var ”under departementschefen”, blev han kendt for at være en loyal departementschef, som var i stand til at holde balancen mellem klassiske retsprincipper og de politiske krav om stramninger.

Efter Lunns pensionering i 2011 og under skiftende justitsministres (Morten Bødskov, Mette Frederiksen, Søren Pind og Søren Pape Poulsen) svage ledelse er der foregået en veritabel nedsmeltning i Justitsministeriet, politi og anklagemyndighed.

Kritikken er haglet ned fra pressen, fra organisationer, fra retsordførere og endda fra egne rækker.

Udtryk som “et farligt kulturproblem”, “en bristet tillid”, “smøl”, ”inkompetence”, ”ulovlig administration” og “sløseri” har fyldt mediefladerne i de sidste år, og i mange tilfælde var ordene rettet mod Justitsministeriet.

De pauvre resultater, de seneste borgerlige justitsministre, Søren Pind og Søren Pape Poulsen, kan fremvise, er tydeligvis opnået efter hårde kampe med rådgiverne i Justitsministeriet. Barbara Bertelsens imødekommende opposition, juridiske spidsfindigheder og lirum larum har været ganske effektive til at kontrollere justitsministrenes spagfærdige forsøg på at gøre en forskel.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.

Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.

I den omfattende teledataskandale er Barbara Bertelsen blevet kritiseret for i flere måneder at have kendt til problemerne med teledata uden at orientere sin minister, som på det tidspunkt var Søren Pape Poulsen

Forklaringen om den manglende ministerorientering er åbenlyst usandsynlig, men Bertelsens ”nødløgn” kan ses som et udtryk for dårlig dømmekraft. Men det kan også være, den skyldes, at hun loyalt ville beskytte ministeren.

Selv har Søren Pape Poulsen i hvert fald kvitteret for Bertelsens hjælpsomhed med ordene: ”Jeg mener, hun har handlet korrekt.”

Under alle omstændigheder har tele-skandalen sammen med alle de andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået mens Barbara Bertelsen har været departementschef i Justitsministeriet.

Justitsministeriets håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Rigspolitiets ulovlige administration, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.