Vil valgene den 16. november 2021 til kommunalbestyrelser og regionsråd betyde væsentlige ændringer i de kommende 4 års forvaltning af de offentlige opgaver? Har det betydning, om forvaltningen af de kommunale udgiftsbudgetter på 600 mia. kr. og regionernes udgifter på 312 mia. kr., ligger i hændernes på borgerlige partier eller hos Socialdemokratiet?
De årlige finanslovsforhandlinger og de tilsyneladende højspændte forhandlinger med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.
Problemet er, at det er de langtfra – de samlede offentlige udgifter løb i 2020 op i svimlende 1.250 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk fyres af som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen, mens overførsler, pensioner, kontanthjælp, erhvervsstøtte, anlægsudgifter m.v. lægger beslag på resten.
27 pct. af de offentlige udgifter – 338 mia. kr. – fosser ud af statslige kasser, kommunerne formøbler 48 pct. – 600 mia. kr. – mens regionerne bruger 25 pct. af de samlede offentlige udgifter – 312 mia. kr.
I realiteten vil de netop indledte finanslovsforhandlinger kun flytte rundt på nogle milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug.
Tilsvarende flytter budgetforhandlingerne i kommunerne kun småpenge rundt på de enorme budgetter
Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?
Den egentlige forklaring på, at det borgerlige Danmark i øjeblikket er sat uden for landspolitisk indflydelse er, at de borgerlige partier aldrig under ledelse af Lars Løkke Rasmussen aldrig fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier. Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug.
Den seneste borgerlige regering med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance var ikke vellykket. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til støttepartiet, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.
De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste fremstod, som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv.
Med masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner som de centrale redskaber i valgagitationen, skulle det gå galt. For Venstre antog det i den seneste valgkamps afsluttende dødedans absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.
Den offentlige sektor – benyttes pengene forkert og for dårligt?
I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed bruger partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, den politiske taletid på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.
Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i oppositionsperioden udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.
Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.
Hvis der ikke er penge til at køre den offentlige sektor ordentligt, er det ikke fordi der mangler penge. Det er tværtimod et udtryk for, at de penge, der er i systemet, benyttes forkert og for dårligt.
Fokusere på produktiviteten i den offentlige sektor
Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.250 mia. kr. og dermed knap halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren. Realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi terræn i forhold til sammenlignelige lande.
Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.
Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser.
Baggrunden for at der i sin tid blev etableret en særlig produktivitetskommission var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.
Produktivitetskommissionens formand tilkendegav i sommeren 2013, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.
Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.
PÅ et tidspunkt var der således faktisk udsigt til politisk konsensus om, at der på de offentlige budgetter var et råderum på mindst 50 mia. kr., som indebar, at der på én og samme tid var mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.
Siden er debatten gået i stå
På venstrefløjen har en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre siden haft travlt med at slette Produktivitetskommissionens resultater fra den offentlige debat.
Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier har været passive, og kapløbet og overbudspolitikken om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinlig. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis.
Udligningsreform
Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.
Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, knap er indgået i den kommunale valgkamp.
Kun i Gentofte har konservative kandidater taget emnet om, selvom behovet for en udligningsreform er åbenbar. Det er helt uforståeligt, at der ikke for længe siden er ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?
Udsigt til stigende offentlige udgifter
Når der ikke ændres i de grundlæggende systemer, er der ej heller udsigt ti, at det gør en væsentlig forskel om den enkelte kommune er ledet af borgerlige partier eller af socialdemokrater og venstrefløjspartier. Borgerne har under alle omstændigheder udsigt til mere af det samme – stigende offentlige udgifter!
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 