Den aldrende socialist, Holger K. Nielsen, er mobiliseret af JA-siden forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om eventuel ophævelse forsvarsforbeholdet i EU.

Holger K. præsenteres ligefrem som ”faderen” til forbeholdet, og vi må derfor tro, at hans ord i denne sag har særlig vægt. (Det ville i givet fald være første gang!)

I netmediet Altinget skriver Holger K. Nielsen, at vi efter Putins overfald på Ukraine står i en ny sikkerhedspolitisk situation i Europa. ”Militær aggression fra ét europæisk land mod et andet er blevet del af en hverdag, ingen af os havde forestillet os for blot få uger siden. Det er vi selvsagt nødt til at reagere på”.

Holger K. Nielsen siger: ”I den nye sikkerhedspolitiske situation er det vigtigt, at vi står sammen mod Putin”, javel, men så fortsætter Holger K. uden logisk sammenhæng: Og derfor skal vi også stemme ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen.

Trods den manglende argumentation understreger Holger K. Nielsen: ”Det er rigtigt, at en EU-forsvarsdimension ikke kunne have forhindret Putin i hans overfald på Ukraine, endsige forsvaret ukrainerne mod den russiske aggression. Forsvaret ligger hos ukrainerne selv, bistået af Nato. Når det gælder den hårde sikkerhedspolitik, er den centrale aktør fortsat Nato. Men i den ramme er det vigtigt, at Europa samler sig – også sikkerhedspolitisk”.

Maastricht

Holger overser, at der siden Maastricht-traktaten trådte i kraft den 1. november 1993 har været en klar forsvarsdimension i EU. Danmark har bare ikke deltaget, men nu – efter at den stærkeste militærmagt i Vesteuropa – UK – har trukket sig fra EU – skal vi opgive 30 års politik.

Holger K. Nielsen er heller ikke i stand til at redegøre for, hvad Danmark faktisk kan opnå ved at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Det der med sikkerhed vil ske er, at den hidtidige stærke nationale enighed om, at Nato har været, er og også i fremtiden vil være garanten for Danmarks sikkerhed, vil blive svækket.

Ruslands invasion af Ukraine er anledningen til at spørgsmålet om EU-forbeholdet på forsvarsområdet nu ligger på bordet i Danmark, men samtidig er især det franske pres for etablering af en egentlig ”Europahær”, særdeles bekymrende.

POLITIKEN?

Selvom dagbladet POLITIKEN overraskende argumenterer for ophævelse af forsvarsforbeholdet, understreges det, at ”En EU-hær må aldrig blive en aggressiv enhed…”.

Når både den tyske kansler og den franske præsident igen er begyndt at bruge ordet ”Europahær” i deres taler, er det imidlertid ikke fremmende for partiernes ønske om at ophæve forsvarsforbeholdet i Danmark. De politiske partier er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993. Derfor hævder disse partier nu – i lodret strid med sandheden – at fælles EU-hære eller indsatsstyrker aldrig kan komme på tale.

Fransk kommando?

Det er ikke betryggende at forestille sig en EU-hær under fransk kommando. Vi har endnu ikke overvundet de traumer vi blev påført, da vi af den lille Napoleon, Nicolas Sarkozy, blev lokket ind i et meningsløst bombardement af Libyen eller de fejlslagne eventyr i Mali.

Det er vel ikke helt ubegrundet, at man siger, at den korteste franske bog, der nogensinde er skrevet siden Prins Aage, Greve af Rosenborg og barnebarn til kong Christian 9., døde den 29. februar 1940 i Marokko som bataljonschef i den franske Fremmedlegion, er ”Den komplette liste over franske krigshelte”.

Franske våben siges at være efterspurgte på de internationale markeder, fordi de aldrig har været affyret. Til gengæld siges franske tanks til overflod at være udstyret med syv gear – ét fremad og seks baglæns!

Kommer ved læsningen om tilsandingen af Kirkeministeriet til at tænke på en studiekammerat, der droppede ud af polit-studiet med den begrundelse, at hans foreløbige resultater kun ville række til en ansættelse i Kirkeministeriet – eller eventuelt i Fyr- og Vagervæsenet som ”blinktæller mellem 2. og 3. revle”!

I en periode i begyndelsen af 1980’erne var det på Slotsholmen almindelig kendt, at Kirkeministeriet i realiteten blev ledet af formanden for betjentstuen.

Departementschef Christian Dons Christensen var tidligere ansat i Udenrigsministeriet, der heller ikke er kendt for effektiv forvaltning.

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd er også kritisk. Selvom formanden fra sin ansættelse i Fødevareministeriet ikke er ubekendt med lange sagsbehandlingstider, mener han det er et politisk og ledelsesmæssigt ansvar at rette op på de utilfredsstillende forhold i Kirkeministeriet.

Som supplement til Kristeligt Dagblads beskrivelser af Kirkeministeriet kan anbefales ”Fra psykopatklubben” af Erik Ib Schmidt, der var departementschef i økonomi- og Finansministeriet.

I erindringsbogen Fra psykopatklubben fra 1993 beretter han om sine mange oplevelser frem til 1968, herunder opvækst, studieår og familie, med hovedvægten på samspillet med politikerne i efterkrigstiden og det personlige engagement i 1930’ernes DKP og vilkårene under besættelsestiden.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/kritik-helt-vanvittigt-kirker-venter-saa-laenge-paa-svar-fra-ministeriet

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil torsdag den 10. marts 2022 kl. 17.30 byde EU’s stats-og regeringschefer velkommen til et topmøde i det legendariske og pompøse slot Versailles, godt 20 kilometer sydvest for hovedstaden Paris.

Af indbydelsen til det uformelle topmøde fremgår, at der på topmødet skal fokuseres på især 3 emner:

– bolstering our defense-capabilities.

– reducing our energy dependency, in particular on Russian gas, oil and coal, and

– building a more robust economic base.

Ukraine

Mødet vil torsdag aften koncentrere sig om situationen i Ukraine og om forsvar og energiforsyningen i EU.

Fredag den 11. marts vil Topmødet – med deltagelse af formanden for den europæiske centralbank, Christine Madeleine Odette Lagarde, og formanden for The Eurogroup, den irske finansminister Paschal Donohoe, være reserveret til drøftelser af EU’s nye vækst-og investeringsmodel.

Meget står på spil for Emmanuel Macron og Frankrig under deres første EU-formandskab i 13 år, men glemt er det naturligvis ikke, at Macrons penduldiplomati ikke forhindrede Ruslands invasion af Ukraine.

Versailles dengang…

Det er før gået galt i Versailles!

I anden halvdel af 1700-tallet blev den franske stats finansielle forhold stadig værre, især pga. deltagelsen i Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-83), som den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret ved lån.

I 1786 forsøgte regeringen at gennemføre en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot.

Planen mødte modstand hos Stænderforsamlingen, der var indkaldt til møde i Versailles.

Tingene gik i hårdknude, og kongen lod (under et søgt påskud om uopsættelige reparationsbehov) mødesalen lukke.

Forsamlingen flyttede da til boldspilhuset i Versailles, hvor revolutionen indledtes 17. juni 1789, da borgerskabets repræsentanter (“tredjestanden”) ved Stænderforsamlingen erklærede sig for Nationalforsamling.

Forsamlingen aflagde efterfølgende – ved den såkaldte Boldhused – mundtligt og skriftligt ed på at forblive samlet og give møde, til den havde skaffet Frankrig en forfatning.

Kongen, Ludvig den 16., gav op og beordrede de andre stænders repræsentanter til at slutte sig til Nationalforsamlingen.

I Paris var der stor uro pga. stigende brødpriser. Da kongen kaldte 18.000 soldater ind mod Versailles og 11. juli fyrede sin finansminister, blev pariserne bekymrede.

Rygterne ville vide, at kongen havde tænkt sig at angribe byen med sine tropper og borgerne begyndte 13. juli at samle sig og skaffe sig våben for at forsvare byen. Et af de steder, der var våben, var Bastillen, en middelalderfæstning, som blev brugt som fængsel, og den 14. juli 1789, stormedes Bastillen.

Der blev oprettet en nationalgarde med Joseph La Fayette som chef til at holde orden og forsvare byen mod de kongelige tropper. Stormen på Bastillen blev den første store revolutionsdag, journée révolutionnaire, og årsdagen – den 14. juli – er siden blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

Tiden, der fulgte

I de følgende måneder arbejdede Nationalforsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven.

For at imødekomme bøndernes krav gennemførte Nationalforsamlingen den 4. august 1789 en ophævelse af mange af de privilegeredes rettigheder. Atter blev brødproblemet akut, og parisiske kvinder drog den 5. oktober 1789 i tusindvis til Versailles og krævede brød.

Under pres måtte kongefamilien forlade slottet for at tage ophold i paladset Tuilerierne i Paris, og for at gøre en lang (og interessant) historie kort stormede Sansculotterne, der især bestod af politisk aktive blandt håndværkere, småhandlende og lønarbejdere, Tuilerierne den 10. august 1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple.

Den 21. september 1792 trådte det nye Nationalkonvent sammen, og proklamerede straks indførelsen af republikken, dømte kongen til døden og lod ham guillotinere 21.1.1793.

Efter flere år med forvaltningsrod og ulovlig sagsbehandling i den statslige pengetank Innovationsfonden skiftes der nu ud i fondens øverste ledelseslag.

Innovationsfonden er stiftet af staten og finansieret af skatteborgerne, den skal støtte strategisk forskning, højteknologi og innovation.

Direktørskiftet sker samtidig med afsløringen af nye regelbrud – denne gang på EUs statsstøtteregler – i fonden, der er sat i verden for at støtte dansk iværksætteri med milliarder årligt.

Fondens hidtidige direktør, Anne-Marie Levy Rasmussen, fratræder sin stilling til april, oplyser fonden i en pressemeddelelse.

Nyheden kommer, kort efter at fondens hidtidige bestyrelsesformand, Tina Fanø, blev erstattet af Anders Eldrup.

Innovationsfonden skriver, at Anne-Marie Levy Rasmussen indtræder i en stilling som Head of Global Commercial Operations hos virksomheden Bavarian Nordic. 

Den nuværende vicedirektør, Annemarie Munk Riis, konstitueres som direktør pr. 1. april, når Anne-Marie Levy Rasmussen stopper.

Formanden for Carlsbergfondet og Innovationsfonden

Det vakte vrede i toppen af den danske forskerverden og Aarhus Universitet, da flere ansatte stillede kritiske spørgsmål til en artikel, der var udgivet af nogle af universitetets mest fremtrædende forskere. I den videnskabelige artikel konkluderede forskerne blandt andet, at mennesker opnåede bedre resultater i et computerspil, der simulerede en kompleks kvantefysisk problemstilling, end en computeralgoritme.

Berlingske Tidende har beskrevet hvordan kritikernes vedholdende spørgen kom Flemming Besenbacher for øre. Som formand for Carlsbergfondet, der hvert år uddeler millioner af kroner til danske forskningsprojekter, er han en af de mest magtfulde personer i dansk forskning.

Den videnskabelige artikel havde vist sig at indeholde en yderst simpel, men fatal fejl. Men de kritiske spørgsmål fra de ansatte, der alle var professorer i fysik, blev ikke vel modtaget af Besenbacher.

Illoyale redepissere og bavianer

I e-mail til universitetets rektor blev de tre ansatte kaldt ”redepissere”, ”bavianer” og ”illoyale” af den indflydelsesrige formand for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, der er ansvarlig for at uddele millionbevillinger til dansk forskning.

Forskerne konkluderede blandt andet, at mennesker opnåede bedre resultater i et computerspil, der simulerede en kompleks kvantefysisk problemstilling, end en computeralgoritme.

Det overraskende resultat gik verden rundt. Men allerede i 2017 mødte artiklen hård kritik i forskermiljøet. I december 2019 viste det sig, at artiklen indeholdt en banal fejl, der betød, at en af de helt centrale konklusioner var forkert: Menneskene præsterede ikke bedre end computeralgoritmen. Faktisk tværtimod. Som konsekvens blev artiklen trukket tilbage forrige år.

Flemming Besenbacher og Innovationsfonden

Professor Flemming Besenbacher er ikke kun en mægtig mand i dansk forskning. Han har også indflydelse i dansk erhvervsliv, og han har bl.a. været næstformand for Innovationsfonden,

I forbindelse med uddeling af store millionbeløb, har Besenbacher angiveligt kortsluttet normale procedurer, der skal sikre ens behandling af ansøgerne, og ved at fremme sager, hvor han burde have erklæret sig inhabil.

Da en medarbejder i Innovationsfonden gjorde opmærksom på, at fonden var på kant med gældende regler, blev medarbejderen efter et længere ordskifte sat på plads af Besenbacher med: ”Lad nu være med det jura dér, lad os nu bare vise, at vi kan gøre det her. Hold nu op med det der.”

Flemming Besenbacher mener sig øjensynligt berettiget til hvad som helst, og i den adfærd minder han om en anden magtfuld formand.

Når formanden har det sidste ord

Statens Jordlovsudvalgs første formand var husmand Niels Frederiksen, der var medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre og formand for De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger. Udvalgsmedlemmerne var udpeget blandt Rigsdagens partier.

Statens Jordlovsudvalg havde til opgave at administrere jordlovene, herunder fremskaffe jord til udstykning til husmandsbrug fra præstegårdsjorderne, som allerede var offentlig ejendom, fra majoratsjord (len og stamhuse) og i et vist omfang ved frasalg af anden offentligt ejet jord.

Niels Frederiksen:”Så lovligt som muligt”

Niels Frederiksen var formand fra 1919 til 1947 og tillagde sig selv og Jordlovsudvalget vidtgående beføjelser. Da en sekretariatsmedarbejder på et tidspunkt i forsigtige vendingen påpegede, at en påtænkt disposition måske ikke var ganske lovmedholdelig, blev han afvist med, at ”det skulle gennemføres som besluttet, men at det naturligvis skulle være så lovligt som muligt!”

Holger K. Nielsen skriver i et indlæg i Altinget, at vi efter Putins overfald på Ukraine står i en ny sikkerhedspolitisk situation i Europa. ”Militær aggression fra ét europæisk land mod et andet er blevet del af en hverdag, ingen af os havde forestillet os for blot få uger siden. Det er vi selvsagt nødt til at reagere på”. I den nye sikkerhedspolitiske situation er det vigtigt, at vi står sammen mod Putin, og derfor skal vi også stemme ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen, siger Holger K. Nielsen. Alligevel understreger Holger K. Nielsen: ”Det er rigtigt, at en EU-forsvarsdimension ikke kunne have forhindret Putin i hans overfald på Ukraine, endsige forsvaret ukrainerne mod den russiske aggression. Forsvaret ligger hos ukrainerne selv, bistået af Nato. Når det gælder den hårde sikkerhedspolitik, er den centrale aktør fortsat Nato. Men i den ramme er det vigtigt, at Europa samler sig – også sikkerhedspolitisk”.

Holger overser, at der siden Maastricht-traktaten trådte i kraft den 1. november 1993 har været en klar forsvarsdimension i EU. Danmark har bare ikke deltaget.

Holger K. Nielsen er heller ikke i stand til at redegøre for, hvad Danmark faktisk kan opnå ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Bortset fra naturligvis at svække den stærke nationale enighed om, at Nato har været, er og også i fremtiden vil være garanten for Danmarks sikkerhed.

https://www.altinget.dk/artikel/arkitekten-bag-forsvarsforbeholdet-derfor-skal-vi-stemme-ja-til-at-afskaffe-det

Ritzau kan den 7. marts 2022 med kilde i Ekstrabladet oplyse, at Tibetkommissionen i den kommende beretning, der kommer inden udgangen af første kvartal af 2022, vil kritisere Politiets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriet for i strid med grundloven at lægge pres på Københavns Politi for at forhindre demonstrationer.

Tibet-Kommissionen har i sine undersøgelser i stigende grad fokuseret på Udenrigsministeriets ansvar for den danske ordensmagts ulovlige håndtering af demonstrationer mod Kinas politik i Tibet under det kinesiske statsbesøg i Danmark i 2012 samt to efterfølgende besøg på højt niveau i 2013 og 2014.

Kommissionen har således i flere omgange afhørt den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen. Mens Friis Arne Petersen var ambassadør i Kina, blev Hu Jintaos statsbesøg i København i 2012 regnet for at være den helt store diplomatiske præstation.

Vi ved fra tidligere afhøringer i Tibet-Kommissionen, at Friis Arne Petersen – både som direktør i Udenrigsministeriet 1997 til 2005, som ambassadør i Kina 2010 til 2015 og som ambassadør i Tyskland 2015 til 2020 – havde den opfattelse, at for at undgå at kinesiske besøgende ”tabte ansigt” kunne det være nødvendigt at bøje reglerne.

Tidligere indhentningschef i Forsvarets Efterretningstjeneste, den nu pensionerede oberst Steffen Wied, har ifølge Berlingske i Tibetkommissionen berettet om et for kommissionen hidtil ukendt brev fra Københavns Politi, der beskrev en række grundlovsstridige tiltag, der skulle sikre at kineserne ikke ”tabte ansigt” – og en opsigtsvækkende ordveksling med Friis Arne Petersen, mens Wied gjorde tjeneste som forsvarsattaché ved ambassaden i Berlin.

Ifølge referatet havde den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, angiveligt ikke meget til overs for Folketingets beslutning om at granske Københavns Politis krænkelser af fredelige pro-Tibet-demonstranters ytringsfrihed under den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i 2012.

”Da Tibetkommission I blev nedsat, harcelerede han (Friis Arne Petersen, red.) over, at der blev gjort så meget ud af den sag. Det var fuldstændig unødvendigt, og han mente, at når der var så betydningsfuldt et besøg som det her, så måtte man også bøje reglerne”, sagde Steffen Wied i Tibetkommissionen ifølge avisreferatet.

Friis Arne Petersen har siden forladt Udenrigstjenesten.

Regeringen har overraskende aftalt med Venstre, SF, Radikale Venstre og Konservative, at det danske forsvarsforbehold overfor EU skal sættes til folkeafstemning den 1. juni 2022.

Der har hidtil ikke været stemning for at afskaffe det. Da Epinion i efteråret 2021 lavede en måling for Altinget og DR, ville kun hver tredje dansker afskaffe forbeholdet. Samme tendens viste en måling, Norstat i 2019 foretog for Altinget.

Men for få dage siden viste en ny Megafon-måling for Politiken og TV2, at 49 procent nu vil afskaffe forbeholdet, mens kun 27 procent vil bevare det.

Dagbladet Politiken har tidligere refereret til en måling, som YouGov foretog for Tænketanken Europa, der viste at 50 procent er helt eller delvist enige i, at Danmark bør gå med i en EU-hær. Blot 31 procent er helt eller delvist uenige.

Tidligere målinger – f.eks. en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, viser, at danskerne bestemt ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold. At danskerne nu skulle ønske at gå med i en EU-hær, er mildest talt overraskende.

Modstanden

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og nyere målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, har hidtil været særlig stor blandt danskerne. Forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, har hidtil været støttet af et flertal, mens kun omkring en fjerdedel af de adspurgte har villet have forbeholdet afskaffet.

Forbeholdene

I dag betyder EU-forbeholdet på forsvarsområdet, at danske ministre og embedsmænd må stå ude i syreregnen eller sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af forsvarsforbeholdet.

Forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vedrører forsvarsområdet, men Danmark kan stadig deltage i mere generelle drøftelser om forsvarspolitikken i EU.

Danmark har ikke stemmeret i ministerrådet, når forsvarspolitikken behandles, og Danmark er derfor heller ikke med til at træffe beslutninger på forsvarsområdet. Danmark deltager ikke i EU’s militære operationer, finansierer dem ikke og stiller ikke med soldater og militært isenkram til EU-ledede indsatser i konfliktområder. Militære missioner er eksempelvis kamp mod pirater ud for Somalias kyst, fredsbevarende operationer i Bosnien-Hercegovina og at beskytte flygtninge fra krisen i Darfur i det vestlige Sudan.

Danmark deltager dog i civile missioner, som hidtil har udgjort størstedelen af EUs missioner.

Selvom Danmark har stået udenfor EU-samarbejdet på forsvarsområdet, er Danmark med i andre multilaterale forsvarssamarbejder, f.eks. EII – European Intervention Initiative. Samarbejdet er etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Finland tilsluttet sig.

Initiativet har angiveligt ikke noget at gøre med en fælles EU-hær, men spektret for, hvad man kan beskæftige sig med, går fra at se på behovet i Sahel-regionen til at se på, hvad man kan gøre for at etablere et fælles samarbejde, hvis der kommer altødelæggende orkaner i Caribien.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, har i debatindlæg i Politiken tilkendegivet, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark: ”Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker”.

Hjort Frederiksen har bl.a. beklaget, at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet ikke kan deltage i et nyt samarbejdsprojekt mellem EU og Nato om at styrke den militære mobilitet i Europa, så et stort antal soldater og udstyr kan flyttes på tværs af kontinentet hurtigere og mere effektivt.

”Sverige og Finland kan deltage for fuld damp i det arbejde. Sverige og Finland er to neutrale lande, Danmark er Nato-medlem og ikke et neutralt land, men vi kan så ikke deltage i det. Det er bare ulogisk”, har den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtalt til netmediet Altinget.

”Europahæren” spøger

Selvom Ruslands invasion af Ukraine er anledningen til at spørgsmålet om EU-forbeholdet på forsvarsområdet nu ligger på bordet, er det næppe den megen snak om en ”Europahær”, der har påvirket danskernes holdning.

Selvom Politiken på lederplads argumenterer for ophævelse af forsvarsforbeholdet, understreges det, at ”En EU-hær må aldrig blive en aggressiv enhed…”. De politiske partier er vel udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.

Når både den tyske kansler og den franske præsident igen er begyndt at bruge ordet ”Europahær” i deres taler, er det imidlertid ikke fremmende for partiernes ønske om at ophæve forsvarsforbeholdet i Danmark.

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Udover situationen i Østeuropa kan der også være økonomiske hensyn bag ønsket om at fjerne forsvarsforbeholdet.

Danske kommercielle og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter som TERMA og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder.

I EU-budgettet for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – er afsat omkring 15 mia. euro – 112 mia. kroner – til forsvarssamarbejde. I den tidligere ramme for 2014-2020 fyldte forsvarssamarbejdet meget lidt. Det udgjorde kun beskedne 1,5 mia. kroner per år i de sidste tre år af perioden.

Forsvarssamarbejde i EU, hvor Danmark ikke deltager

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

PESCO-samarbejdet

Baggrunden for PESCO er især Tysklands og Frankrigs bestræbelser på at etablere en egentlig EU-hær. UK har været modstander, men med Brexit er den forhindring nu ryddet af vejen. Det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberangreb.

Danmark uden for EDA

Med PESCO-samarbejdet og de øgede bevillinger har det europæiske forsvarsagentur EDA (European Defence Agency) fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Finansieringen af projekterne kommer fra flere kilder.

Over EU-budgettet finansieres “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

Fra EU-budgettet tilgår i indeværende budgetperiode omkring 8 mia. euro til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF – European Defence Fund. Formålet med EDF er at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet.

I det nuværende danske forsvarsforlig blev der afsat en pulje til at øge forskningen inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi. Hensigten var at sikre, at Danmark kunne få et tilfredsstillende udbytte af den forskningsindsats inden for forsvarsområdet, der finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond.

Spørgsmålet er imidlertid, om Danmark stående uden for forsvarssamarbejdet overhovedet vil komme i betragtning ved uddelingerne fra Den Europæiske Forsvarsfond?

For godt en måned siden – den 31. januar 2022 – præsenterede regeringen sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, hvoraf det fremgik, at det var en højt prioriteret målsætning for Danmark i de nærmest kommende år ”at komme ind i hjertet af EU”.

Jeppe Kofod utroværdig

Når Danmark trods de danske forbehold nu pludselig skulle være et kernemedlem i EU, handlede det for Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU op i en højere ”global vægtklasse”, så EU bliver bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

”EU er en økonomisk sværvægter, men en udenrigspolitisk dværg. Det er vi nødt til at lave om,” fastslog Jeppe Kofod: ”For mig at se, så skal vi have styrket EU’s evne til at føre en værdikamp i verden. Det kræver at den økonomiske vægt, som EU har, bliver omsat til at fremme demokrati og menneskerettigheder, den internationalt regelbaserede orden, klimakampen og arbejdstagerrettigheder. Det er vigtigt at bruge EU til”.

Regeringen præsenterede de grænseløse ambitioner uden så meget som at blinke. Uanset de danske forbehold overfor væsentlige dele af EU-samarbejdet, uanset at den danske befolkning kun udgør 1,1 pct. af den samlede befolkning i EU, og uanset at den danske økonomi kun udgør omkring 2 pct. af EU’s samlede økonomi, skal vi fremover være et kernemedlem i EU.

Det var ikke ganske klart, hvordan Danmark med forbeholdene og som medlem af ”sparebanden” skulle være i stand til at placere os ”i hjertet af EU”, men når vi var kommet så langt, handlede det ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU til at blive bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

De seneste dages begivenheder har dokumenteret, at vi selvfølgelig ikke kunne stole på Jeppe Kofods sirenesang.

Mette Frederiksen utroværdig

Statsministeren har ligeledes mistet troværdighed. Under forhandlingerne om det nuværende EU-budget afviste statsminister Mette Frederiksen den 16. oktober 2019 overfor Jyllands-Posten, at der er behov for et større budget: ”Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu”, sagde hun og henviste til, at EU-Kommissionen forventede øgede administrationsudgifter for cirka 35 mia. kr. i indeværende syvårige budgetperiode.

”Det er jo fuldstændig gak”, sagde statsministeren og fortsatte: ”De penge, som vi har mulighed for at prioritere anderledes, skal gå til vores velfærdssamfund og ikke til et endnu større EU-budget”.

Mette Frederiksen gentog den 17. oktober 2019 overfor TV 2: ”Jeg har ikke den grundlæggende tanke, at vi er nødt til at have et større EU. Tværtimod er jeg faktisk for et mindre EU-budget”.

Forsvarsforbeholdet

Regeringen har endnu ikke fremlagt planer for at øge det danske økonomiske bidrag til EU, men pludselig skal danskerne ved en folkeafstemning den 1. juni 2022 tage stilling til det danske forsvarsforbehold.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har ellers flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Selvom regeringen for bare en måned siden ikke ville røre ved forsvarsforbeholdet, blev det tilkendegivet, at ”Vi vil opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer på strategisk udvalgte områder, så dansk forsvarsindustri kan bidrage til varetagelsen af Danmarks sikkerhedsinteresser”.

Er det våbenindustrien, der presser på?

Efter regeringens opfattelse for en måned siden, var en slagkraftig dansk våbenindustri nødvendig på baggrund af det skærpede trusselsbillede, og fordi det vil styrke relationen til vores allierede og samtidig understøtte dansk eksport: ”Og vi skal sikre danske virksomheders og forskningsinstitutioners adgang til Den Europæiske Forsvarsfond”.

Regeringen skylder os en forklaring på, hvordan forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land?

Hvad er det præcist ved Ruslands skændige invasion af Ukraine, der tilsiger, vi ikke længere kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik vi ønsker – og hvad er det præcist vi kan opnå ved etablering af en EU-hær?

Den 2. marts 2022 var der i FN’s Generalforsamling afstemning om en resolution, som fordømmer Ruslands invasion af Ukraine.

141 lande af 193 stemte FOR. 5 lande stemte IMOD (Rusland, Syrien, Hviderusland, Eritrea og Nordkorea) og 35 lande afstod fra at stemme. Herunder lande som Kina, Vietnam og Indien.

Hvis Danmark havde forventet, at Indien ville bakke op om den internationale fordømmelse af Rusland, tog man fejl.

Vesten ser ofte Indien som en ven, og som en værdifuld strategisk partner. Danmark og Indien er således gået sammen om et vidtrækkende grønt strategisk partnerskab, men spørgsmålet er hvor langt partnerskabet rækker?

Når Danmark, europæere og amerikanere forventer, at Indien skal fordømme Ruslands invasion af Ukraine, er det et udtryk for manglende historisk og realpolitisk forståelse for Indien.

Indien har sine egne problemer

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – knap 200 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Indien er et demokrati, men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg i 2019, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen.

Budskabet blev hjulpet på vej af den næsten to år lange grænsekonflikt i Himalayabjergene mellem Indien og Kina og terrorangrebet i Kashmir i januar 2019 og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af imperialistiske kinesere, bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Nationalisme og menneskerettigheder i Indien

Selvom Indien på papiret er et sekulært demokrati, er der, siden Narendra Modi blev premierminister i 2014, sket en markant forværring af forholdene for medlemmer af andre trosretninger end hinduismen.

I Indien er en helt vild nationalistisk strømning intensiveret voldsomt under Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP), og Gandhis og Nehrus liberale Indien er i færd med at blive forvandlet til en intolerant hindustat.

De mest barbariske hindu-ritualer er i dag modereret, men i synet på kvinder er hinduismen stadig speciel. Når en hindu-kvinde mister sin mand, bliver hun ifølge hinduistisk tradition uren. Mange enker ender derfor som udstødt på gaden eller i byens enkehus. Langt større respekt får enken derimod, hvis hun frivilligt brændes levende på mandens ligbål.

Selv om enkebrændinger eller Sati-selvmord betragtes som det ultimative kærlighedsoffer, blev de officielt forbudt i 1829 og er efterhånden en sjældenhed, selvom de stadig finder sted primært i det nordlige Indien.

Efter en meget omtalt enkebrænding i 1987, hvor flere hundrede mennesker var samlet på bålpladsen i delstaten Rajasthan, viste en meningsmåling i The Times of India, at 63,4 procent af indere støttede enkebrænding.

Man har fået en situation, hvor hinduister udfører selvtægt og chikanerer kristne og muslimer i en sådan grad, at USA’s Kommission for International Religiøs Frihed de seneste to år har placeret Indien i kategorien af ”særligt bekymrende lande” sammen med lande som Kina, Nordkorea, Pakistan og Saudi-Arabien.

Der rapporteres om online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Forfølgelser på alarmerende højt niveau

Der er ingen tvivl om, at der sker krænkelser af tros- og religionsfriheden i Indien. Religiøse minoriteter i Indien oplever stigende chikane, diskrimination og endda vold fra både statslige og ikke-statslige aktører. Statsborgerskabsloven fra 2019 er et tydeligt eksempel på statslig diskrimination af muslimer. Og under corona-pandemien har mange muslimer oplevet at blive gjort til syndebukke for virussen. Men også kristne er ifølge flere internationale og indiske kristne NGO’er udsat for chikane, hærværk og vold i stadig større grad.

Statsborgerskabsloven var anledning til voldsomme optøjer, da muslimer protesterede mod en lovændring, der gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse pga. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mente at loven var en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer.

Vil Indien udvikle sig til et egentligt Hindustan?

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Vestens fejltolkning af Indien

Hvis man ikke havde været forblændet af en karismatisk premierminister Narendra Modi og mulighederne på et marked med 1,2 mia. mennesker ville man have vidst, at Indien konsekvent har undladt at stemme i FN, når kritik af Rusland er på agendaen. Det blev resultatet i sikkerhedsrådet og var det igen ved onsdagens hastemøde i FN’s Generalforsamling om Ruslands invasion af Ukraine. Også ved fredagens afstemning FN’s Menneskerettighedsråd forholdt Indien sig tavs.

Indiens prioriteter i FN bør opfattes som et nyttigt wakeupcall til dem i Vesten, der taler om Indien som en del af en alliance af demokratiske lande.

Indien afviser kritikken som et udtryk for Vestens manglende forståelse for landets lange og komplekse forhold til Rusland.

Hvor var støtten fra USA og Europa i den næsten to år lange grænsekonflikt i Himalayabjergene mellem Indien og Kina? Hvor var støtten fra vesten i den permanente konflikt med atommagten Pakistan?

Sovjetunionens støtte efter selvstændigheden

Det må ikke glemmes, at Sovjetunionen var en betydelig støtte for den indiske republik i de første år efter uafhængigheden fra britisk kolonistyre i 1947. Det udviklede sig til et tæt diplomatisk samarbejde under Den Kolde Krig, hvor Indien kunne regne med sovjetisk opbakning i FN’s Sikkerhedsråd. Men den mest skelsættende periode var den støtte, Sovjetunionen gav Indien under krigen i 1971 og 1972, der førte til løsrivelsen af Bangladesh fra Pakistan. Indien gik ind i konflikten på de bengalske separatisters side. Både for at svække ærkerivalen Pakistan og for at modsætte sig de brutale overgreb, den pakistanske hær udførte mod civilbefolkningen.

USA og de fleste Vesteuropæiske lande stod på den anden side.

Indiens relationer til Rusland er i dag en kompleks størrelse. De er både baseret på stærke følelser og på realpolitik. Siden Indiens første køb af MiG-2 kampfly tilbage i starten af 1960’erne har våbenhandel været hjørnestenen i det bilaterale forhold.

Ifølge Stockholm International Peace Research Institute kom omkring 65 procent af Indiens militærimport i perioden fra 1950 til 2020 fra Sovjetunionen eller Rusland. Det betyder, at det indiske militær er dybt afhængig af reservedele og opgraderinger fra russiske producenter. Ret beset har Indien ikke mulighed for at bryde ud af forholdet.

Det vil tage langt tid for Indien at mindske den afhængighed, men tendensen er der. Den russiske andel af de indiske våbenkøb er faldende. Økonomisk er der heller ikke meget at komme efter. Samhandlen mellem Rusland og Indien er en tiendedel af handlen mellem USA og Indien.

Indien vil følge sin egen vej

Den indiske elite føler sig væsentligt bedre hjemme i London og Washington D.C. end i Moskva. Traditionelt har non-alignment været den røde tråd i indisk udenrigspolitik. Og selv om den indiske regering i dag foretrækker udtrykket ”strategisk autonomi”, er den underliggende præmis den samme: Indien vil være sin egen og ikke vikles ind i alliancesystemer.

Det enorme sydasiatiske land vil ses som en stor nation og magt i sin egen ret. Gode relationer til USA bliver af de fleste indere set som en nødvendighed for at kunne indfri den ambition. Det er blevet sat på spidsen på grund af grænsestriden med Kina, der har forværret det i forvejen anspændte forhold til nabolandet.

Lige nu sammenligner nogle situationen i Ukraine med, hvad der skete i Afghanistan for bare seks måneder siden, hvor det afghanske folk blev forrådt. Amerikanerne efterlod dem i hænderne på en terrororganisation.

I indisk optik beror konsekvenserne af krigen i Ukraine for Indien i meget høj grad – ikke så meget hvad den indiske regering gør eller siger i FN – men hvordan forholdet mellem Kina og Rusland udvikler sig.

Den russiske valuta styrtdykker og sanktionerne kommer til at gøre ondt. Hvis konflikten betyder, at Rusland kommer tættere på Kina, vil den russiske mulighed for beskytte Indien og tale Indiens sag forsvinde.

I det scenario vil Kina kunne isolere Indien, og det er måske det der tæller mest i Delhi.

Forsvarsvenlige kredse var ellers ganske fortrøstningsfulde, da det nuværende forsvarsforlig blev indgået i januar 2018.

Forligspartierne, der omfattede Konservative, Liberal Alliance, Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, aftalte dengang et substantielt løft i forsvarsbudgettet, der indebar at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist blev tilført så mange mia. kr., at Danmark i 2023 ville bidrage med 1,5 pct. af BNP. Ikke helt nok til at nå det aftalte mål på 2 pct., men dog en klækkelig stigning.

Målet med de nu påbegyndte forhandlinger er først og fremmest en enig principbeslutning om en konkret dato for, hvornår Danmark skal nå et forsvarsbudget, der udgør to procent af bruttonationalproduktet. Den enighed skal så være ramme for forhandlingerne om det næste forsvarsforlig, der begynder på et tidspunkt i løbet af i år.

Imidlertid har Forsvaret ikke været i stand til at bruge pengene fra det nuværende forsvarsforlig på en måde, der faktisk styrkede forsvaret. Det er efterhånden velbeskrevet, at helt centrale dele af det nuværende forlig ikke vil være opfyldt, når det udløber i 2023. Kampklare tanks er på et minimum, og når det drejer sig om etablering af en kampklar brigade på 4.000 soldater, har det lange udsigter. Blandt andet mangler brigaden det luftforsvar, som er afgørende for at kunne kæmpe selvstændigt. Yderligere mangler Søværnet både sonar til bekæmpelse af ubåde og missiler, der skal gøre fregatterne i stand til at forsvare det danske luftrum. Både brigaden, sonar og missiler blev der afsat penge til i forliget. Men eksempelvis missilerne har forsvarets indkøbere ikke kunnet skaffe.

Det danske hjemmeværn var i forsvarsforliget tiltænkt en central rolle. På trods af Hjemmeværnsledelsens skønmaleri, rejser den stadig nedgang i antallet af aktive tvivl om Hjemmeværnet reelt har mulighed for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023.

Hjemmeværnet fik i forliget flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi terræn sløring”. Stadigvæk er enhver Hjemmeværnsmønstring af de stadig færre aktive et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning samt fantasifuldt privat anskaffet udstyr.

Et eksempel. Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forlades, og opgaverne samles på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, betydet, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Den russiske invasion i Ukraine har grundlæggende ændret vilkårene for europæisk forsvarspolitik. Hvis det ikke stod klart før, gjorde det efter den historiske tale, som den tyske kansler, Olaf Scholz, holdt søndag den 27. februar 2022. Tyskland skal fremover opfylde sit løfte om at bruge to procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret. Det betyder 100 milliarder euro ekstra, lovede Scholz.

Efter den tale var der reelt ingen om- eller udvej for de øvrige NATO-lande – herunder Danmark. De to procent, der blev aftalt i 2014 på NATOs topmøde i Wales, er ikke længere en tåget målsætning, men et uomgængeligt vilkår.

For de danske forsvarsudgifter er prisen for det vilkår i omegnen af ekstra 18 milliarder kroner årligt, når målet er opfyldt.

Det er derfor glædeligt, at ansvarlige danske partier nu har sat sig til forhandlingsbordet for at aftale rammerne for næste forsvarsforlig.

At det også skulle indebære politisk enighed om, ved en folkeafstemning at foreslå at det danske forsvarsforbehold i EU ophæves, er ingenlunde selvklart.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast -senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Regeringen vil ikke røre ved forsvarsforbeholdet, men samtidig tilkendegives det, at ”Vi vil opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer på strategisk udvalgte områder, så dansk forsvarsindustri kan bidrage til varetagelsen af Danmarks sikkerhedsinteresser”.

Efter regeringens opfattelse er en slagkraftig dansk våbenindustri nu nødvendig på baggrund af det skærpede trusselsbillede, og fordi det vil styrke relationen til vores allierede og samtidig understøtte dansk eksport: ”Og vi skal sikre danske virksomheders og forskningsinstitutioners adgang til Den Europæiske Forsvarsfond”.

Spørgsmålet er, om tiden er moden til igen at rejse spørgsmålet om forsvarsforbeholdet? De seneste meningsmålinger har indikeret, at hovedparten af den danske befolkning betragter Nato-samarbejdet som den primære garant for dansk sikkerhed.