Kim Hedegaard, ansvarlig for power-to-x hos Topsoe (tidligere Haldor Topsøe A/S), der er i gang med at opføre en stor fabrik i Herning, som skal producere elektrolyseanlæg, fortæller, at selskabet i øjeblikket undersøger, hvor deres produktionsanlæg af elektrolysator nummer to skal ligge, og at det ville være decideret uansvarligt ikke at se nærmere på incitamentsstrukturen i USA, der ser utrolig interessant ud.
I midten af august 2022 blev den amerikanske lovpakke Inflation Reduction Act vedtaget i USA, og de ca. 2600 mia. kr. lokker danske selskaber over Atlanten. Man må forstå, at hvis der i EU var mulighed for at opnå tilsvarende tilskud, er Topsoe parat til at overveje at undlade at udflage produktionen.
Godt at grundlæggeren af Topsoe, Haldor Frederik Axel Topsøe, døde i 2013. Han ville have korset sig, hvis han vidste at hans gamle virksomhed nu stor med hånden fremme efter offentlige tilskud.
Topsøe blev i 1968 udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet, i 1969 ved Danmarks Tekniske Universitet og i 1986 ved Chalmers tekniska högskola i Göteborg. I 1985 modtog han Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje og i 1991 fik han den prestigefyldte amerikanske ingeniørpris Hoover Medal. Desuden var han siden 1951 medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber i Danmark samt tilsvarende organisationer i Sverige (Kungliga Ingenjörsvetenskapsakademien) og USA. Han var med i Atomenergikommissionen fra 1955. I 1999 blev han af Ingeniørforeningen i Danmark udnævnt til “Århundredets Ingeniør”. Han har skrevet Danmarks Produktionsliv omkring 1935 (tildelt G.A. Hagemanns Guldmedalje 1944).