Et nyt maleri af den verdensberømte kunstner Asger Jorn er dukket frem på Museum Jorn i Silkeborg.

Igennem 50 år har Museum Jorn fungeret som gemmested for et hidtil ukendt maleri af Asger Jorn. Maleriet blev opdaget i forbindelse med restaureringen af lærredet på et mindre Jorn-maleri fra 1933.

Billede er signeret af Jorn og dateret til 1932. Det gengiver en bondegård fra Silkeborgegnen, og malet da Jorn var 18 år gammel, og er dermed et af Jorns allerførste oliemalerier.

Det hidtil gemte billede har været i Museum Jorns samling siden 1972, hvor forsiden på det skjulte maleri har kunnet ses i udstillingen siden museets åbning i 1973.

I en periode frem vil det nu være det nyopdagede maleri, som fremvises på Museum Jorn, der indeholder både Jorns egne værker og egen kunstsamling. Museet rummer også Per Kirkebys (1938-2018) arkiv. Dette gør at Museum Jorn har en af landets vigtigste kunstsamlinger af dansk og international kunst. Der er over 20.000 værker og 100.000 arkivalier i samlingen.

Det nye Jorn-maleri har skabt ny interesse om maleren Asger Jorn, født den 3. marts 1914 og død den 1. maj 1973. Jorn hed Indtil 1945 Asger Oluf Jørgensen og han var bror til Jørgen Nash.

Asger Jorn er efter sin død blevet betragtet som den betydeligste maler i Skandinavien siden Edvard Munch, og hans centrale rolle i efterkrigstidens kunst er blevet internationalt anerkendt.

Asger Jorn blev oprindeligt uddannet som lærer i Silkeborg 1930-35, men besluttede sig til at blive maler og rejste 1936 til Paris.

Efter næsten et års ophold vendte Jorn tilbage til København og søgte ind på Kunstakademiets malerskole. Indtil krigens udbrud i 1939 opholdt han sig skiftevis i Danmark og Frankrig, hvor han modtog stærke indtryk fra den gren af surrealismen, som Jean Arp, Joan Miró og Max Ernst tilhørte.

Etableringen af COBRA

I 1946 vendte han tilbage til Paris og i november 1948 deltog han i etableringen af den internationale gruppering COBRA.

I 1950 rejste Jorn til Paris, men måtte året efter vende tilbage, nedbrudt af tuberkulose og underernæring, og blev indlagt på tuberkulosesanatoriet i Silkeborg.

I 1953 forlod Asger Jorn Danmark og bosatte sig først i Schweiz, 1954 i Albisola i Norditalien og 1955 i Paris.

I årene 1956-58 skabte han sig et lille, men levende interesseret publikum af samlere og gallerier i London, Bruxelles, München og Paris. Hans gennembrud blev markeret, da billedet Brev til min søn (1956, Tate Gallery, London) blev vist på verdensudstillingen i Bruxelles i 1958 på en fremtrædende plads.

Bangsbohave på Læsø

Asger Jorn erhvervede i 1964 fra en tilfældig medrejsende formedelst 5.000 kr. ubeset en nedlagt landbrugsejendom på Læsø, Bangsbohave, med 25 tønder land ud mod havet.

Der går flere år inden Asger Jorn dukker op, og i tæt samarbejde med sin galerist Børge Birch ombygger man gården til bolig og atelier. Til Ekstra Bladet udtaler Jorn i 1968: “Mærkeligt nok, men det er egentligt det første atelier, jeg har, som er indrettet helt efter mit eget hoved.”

Ateliererne i Paris og Albisola spillede uden tvivl en langt større rolle i Jorns produktion end Bangsbohave. Ikke desto mindre skabte Jorn omkring 40 værker (tegninger og malerier) på Læsø. Og meget tyder på at han følte sig særdeles godt tilpas på øen.

Jorn malede i 1965 et 44 m2 stort vægmaleri (fordelt på flere sammenhængende vægge) i sin ven og kunsthandler Børge Birchs sommerhus på Læsø. I 1986 forærede Birch maleriet til Københavns Kommune, hvor teaterchef Morten Grunwald var primus motor i at overføre maleriet til forhallen i Østre Gasværk Teater. I 1998 overgik det til kunstmuseet ARKEN.

Efter Jorns død i 1973 forfaldt Bangsbohave, men blev 2007-09 istandsat med henblik på at fungere som refugium for kunstnere. Det er galleristen Tom Christoffersen og erhvervsmanden Peter Linder, der står bag ”redningen” af Bangsbohave.

Det Internationale Fodboldforbund, FIFA (Fédération Internationale de Football Association), afvikler slutrunden i VM i fodbold 2022 fra søndag den 20. november – søndag den 18. december 2022.

Allerede den 2. december 2010 blev Qatar af FIFA udpeget som arrangør af slutrunden. De øvrige kandidater var Japan, Australien, USA og Sydkorea.

Den 3. september 1971 opnåede Qatar selvstændighed. Landet havde hidtil været et britisk protektorat. Qatar med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha er verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

En række fodboldlegender har sagt ja til at promovere VM-slutrunden i Qatar, mens andre har sagt nej med henvisning dels til at det efter deres mening ikke gik retfærdigt til, da Qatar blev tildelt værtskabet tilbage i 2010, og dels med henvisning til det autokratiske regime i Qatar og krænkelser af menneskerettigheder.

En af dem, der stiller op, er Lionel Messi, der spiller for Paris Saint-Germain Football Club i Paris. Klubbens hjemmebane er Parc des Princes med plads til 48.712 tilskuere. PSG spiller til dagligt i den bedste franske række, Ligue 1. Klubben, der er en af de mest vindende klubber i fransk fodbold, er ejet af ørkenstaten Qatar.

Messi har dermed været indrulleret i den propagandaindsats Qatar har iværksat forud for fodbold-VM i 2022, hvor blandt andet menneskerettigheds-situationen i Qatar er i fokus. Imageindsatsen – den såkaldte ”sportswashing” – betegner den praksis hvor en person, en gruppe, et selskab eller en nationalstat bruger sport for at forbedre sit omdømme ved at være vært for en sportsbegivenhed, køb eller sponsorering af sportshold eller ved deltagelse i selve sporten.

Beslutningen om VM

FIFA blev stiftet i 1904 og hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweiz. Den nuværende præsident hedder Gianni Infantino. I Danmark er Dansk Boldspil-Union medlem af FIFA.

Som nævn traf FIFA allerede den 2. december 2010 beslutning om, at den 22. udgave af VM i fodbold i 2022 skulle afvikles i Qatar.

Beslutningen har givet anledning til mistanke og undersøgelser om urent trav og korruption. Da fransk politi på et tidspunkt indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar, og i februar 2011 modtog Platini en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA.

Det franske politi viste også interesse for et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor Michel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder Qatars kronprins og siden 2013 emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget i 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab og Taliban i Afghanistan blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om rimeligheden af at repræsentanter for det officielle Danmark deltager – hvor der stilles spørgsmål ved Kronprinsens deltagelse, ligesom kulturmisteren har tilkendegivet at hun afstår fra at deltage i Qatar – skal der herfra stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden, Danmark var bedste ven med Qatar.

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel, har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, venstremanden Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Når iværksætteren, investoren og forfatteren, Lars Tvede, i et debatindlæg i Berlingske Tidende sammenligner forholdene i Schweiz og Danmark og henviser til Jørgen Dichs bog fra 1973 om ”Den herskende klasse”, forekommer det relevant og velvalgt.

I 1973 udsendte socialisten, pensioneret økonomiprofessor, Jørgen Schneekloth Dich (1901-1975) på Borgens Forlag sit værk om ”Den herskende klasse” med undertitlen: ”En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den”.

Offentligt ansattes udbytning af den øvrige befolkning

Jørgen S. Dich, der som ung var en Moskva-tro kommunist, udvikler på baggrund af sin meget centrale placering i den offentlige forvaltning og mangeårige forskning i bogen den ”kætterske” tanke, at vi regeres og udbyttes af offentligt ansatte, hvis lønninger, forfremmelser, ekspansion og reformer betales dyrt – ikke af de mest velbjergede, men af lønmodtagerne og især af arbejderne og de mindre næringsdrivende (som stadig fandtes i begyndelsen af 1970’erne). Klassen af offentlige ansatte havde fælles interesser i bevarelse og udvidelsen af den offentlige sektor. En interesse, der kunne føre til en stadig større og uhåndterlig offentlig sektor: ”De offentligt ansatte inden for den sociale sektor, de videregående uddannelser har en magt, der ikke er baseret på besiddelse, men på evnen til at skabe en forpligtigende social ideologi, der har sit udspring i en humanistisk kultur, flugten fra det legemlige arbejde og angsten for sygdom og død. Den udformes i en perfektionisme og i en samfundskritik, der varetager klassens interesse i høje lønninger, begrænset arbejdsindsats og i en voldsom ekspansion af den offentlige sektor. Denne ekspansion overskrider på talrige områder den grænse, hvor omkostningerne bliver større end den samfundsmæssige nytte, og dermed indtræder både en social forringelse og en økonomisk udbytning af den øvrige befolkning”.

I 1973 var der en betydelig klangbund for budskabet i ”Den herskende klasse” – antallet af offentligt ansatte var fra 235.000 i 1960 steget til 539.700 i 1972.

Kort tid efter udgivelsen kom jordskredsvalget, der sendte en tredjedel af Folketingets medlemmer ud i mørket, og bragte Mogens Glistrup (og Erhard Jakobsen) frem i forreste geled.

Gyldendal genudgav i 2017 Jørgen Dichs klassiker, der 43 år efter den oprindelige udgivelse var mere relevant end nogensinde – antallet af offentligt ansatte var i mellemtiden vokset til 830.000!

I 2018 har Weekendavisens politiske redaktør, Arne Hardis, i bogen ”Den kætterske socialdemokrat” tegnet et mangesidet og tankevækkende portræt af Jørgen Dich og hans rolle, som en af de første og fåtallige ”kætterske” socialdemokrater, der tillod sig at kritisere den velfærdsstat, som ikke mindst socialdemokratiet har ansvaret for.

Antallet af offentligt forsørgede vokser og vokser og…

Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse var antallet af offentligt forsørgede under folkepensionsalderen, ekskl. SU-modtagere, på 743.500 personer i 2. kvartal 2022.

Antallet af SU-modtagere ligger nu på omkring 320.000 personer. Hertil kommer 1.062.000 folkepensionister.

Med de 875.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer det samlede tal for personer, der er afhængig af det offentlige, op på godt 3 millioner modtagere.

Efter invasionen af Ukraine har EU-ledere i kontante vendinger meldt ud, at man fuldstændig skal have udfaset importen af fossile brændsler fra Rusland. På trods af krigen i Ukraine slår den europæiske import af flydende russisk naturgas rekord.

Den russiske eksport af kul, olie og naturgas, der transporteres via rørledninger til Europa, er faktisk faldet kraftigt siden Moskvas invasion af Ukraine i slutningen af februar. Samtidig er tankskibsimporten af russisk LNG – nedkølet, flydende naturgas – steget med 50 pct.

Europa har forud for vinteren kæmpet for at genopbygge sine lagre af naturgas efter at forsyningerne fra Rusland af rørledningsgas i løbet af året er reduceret til omkring 20 pct. af niveauet fra før Ukraine-krigen.

Globale forsyninger af LNG, herunder fra Rusland, har vist sig at være et vigtigt alternativ.

Størstedelen af den russiske LNG-import kommer fra det privatejede selskab, NOVATEK, der er Ruslands næststørste naturgasproducent efter Gazprom. NOVATEK driver Yamal LNG-projektet i Sabetta på Yamal halvøen i det nordvestlige Sibirien. Udover LNG-anlægget omfatter projektet gasproduktionen fra Yuzhno-Tambeyskoye gasfeltet, og transportinfrastruktur inklusive Sabetta havn og lufthavn.

Rusland, der er verdens fjerdestørste LNG-producent (efter Australien, Qatar og USA), dækker i øjeblikket omkring 15 pct. af Europas samlede LNG-forsyning.

Sanktioner omfatter ikke naturgas

Europæiske sanktioner mod Rusland er endnu ikke rettet mod nogen form for naturgas på grund af dens betydning for energiforsyningen i nogle lande – herunder EU’s største økonomi, Tyskland.

Ligesom Ruslands rørledningsgas gjorde Europa sårbar, vil pludselige forsyningsafbrydelser af LNG fra Moskva ligeledes skabe vanskeligheder. Stigningen i LNG-importen kan også siges at være i konflikt med ambitionen om helt at afbryde båndene til russisk energi og kvæle finansieringen af Kremls krigsindsats.

Indtil videre i år er den globale LNG-import til Europa steget med 47 pct. til omkring 86 millioner tons, hvor størstedelen kommer fra USA og Qatar, men en stigende andel altså også fra Rusland.

Transporten af LNG foregår ved hjælp af specialbyggede skibe, der opbevarer naturgassen i store tanke på dækket. LNG kan kun losses i havne med særlige anlæg, der kan omdanne den flydende gas til ”almindelig” gas, som pumpes ud i distributionsnettet og bruges i alt fra komfurer til kraftværker.

LNG-importen foregår til terminaler i Frankrig, Spanien, Portugal, Holland og Belgien, men det bemærkelsesværdige er, at der nu også importeres russisk LNG til lande som Spanien, Grækenland og Portugal, der ikke tidligere har været aftagere af russisk rørledningsgas.

Ingen dansk havn råder over en egentlig LNG-terminal, men i f.eks. Hirtshals Havn står et mindre anlæg. Det bruges til at tanke skibe, som sejler på LNG.

Tyskland har ikke i øjeblikket faciliteter, der tillader import af LNG, men en tysk gasoperatør, planlægger at bygge en terminal til modtagelse af LNG i Lubmin i det nordøstlige Tyskland.

I UK, Letland og Litauen er der LNG-terminaler, men i disse lande har man besluttet ikke at modtage russisk LNG.

I øjeblikket fyldte gaslagre, men….

I øjeblikket gasforsyningen i Europa sikret. De europæiske gaslagre er 95 pct. fyldte, og det betyder at snesevis af LNG-skibe i den sidste tid har ventet ud for Europas havne uden at kunne finde plads til at losse deres last. Det er også årsagen til, at gaspriserne i en periode faktisk faldt.

Men en større udfordring kan dukke op i foråret, når Europa forsøger at fylde sine lagre op efter vinteren.

Det Internationale Energiagentur (IEA) har vurderet, at EU står over for en mulig mangel på 30 milliarder kubikmeter gas næste sommer, hvis Rusland stopper alle resterende rørledningsstrømme, og hvis den kinesiske efterspørgsel efter LNG stiger.

Det vil svare til næsten halvdelen af den gas, der er nødvendig for at fylde vinterlagrene til samme niveau som i år, sagde energiagenturet.

EU-landene får næste år brug for al den LNG, den kan få, og russisk LNG vil derfor fortsat spille en vigtig rolle i genopfyldningen af de europæiske lagre inden vinteren 2023.

LNG-importen er sårbar

Hvis Rusland som svar på sanktionerne beslutter at begrænse LNG-eksporten til EU kan situationen blive alvorlig.

Nogle analytikere har påpeget, at selvom NOVATEK er et privat firma, der deler ejerskabet af Yamal LNG-projektet med TotalEnergies, der ejer 20 pct., kan det ikke udelukkes, at Moskva på et tidspunkt kunne presse Novatek til at kræve betaling i rubler – ligesom det skete med det statsejede Gazproms rørledningsgas. Moskva kunne også tvinge selskabet til at sælge LNG til andre lande, eventuelt til lavere priser som modydelse for politisk støtte.

Andre mener, at selv i disse scenarier vil Europa kunne klare sig ved at øge importen fra USA og Qatar.

Det er uklart, hvor mange indtægter Rusland tjener på sit LNG-salg i Europa, men det er næsten helt sikkert meget mindre end det beløb, det typisk får for sin eksport af rørledningsgas. Selv med en forventet stigning i den europæiske LNG-import fra Rusland, kan ikke kompensere for tabene, som følge af den reducerede import af russisk rørledningsgas i samme periode.

Sveriges og Finlands bestræbelser på at blive medlemmer af NATO har betydet, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, igen har påkaldt sig international opmærksomhed.

Som bekendt kan NATO kun optage nye lande ved konsensus, og her har Tyrkiets islamiske regering forbehold, der betyder, at Sveriges og Finlands medlemskab endnu ikke er ratificeret i Ankarra.

I NATO-sammenhæng er Tyrkiet ikke hvem-som-helst. Landet har været medlem af NATO siden 1952 og har nogle af forsvarskoalitionens vigtigste militærbaser indenfor sine grænser. USA havde atomvåben i Tyrkiet under Den Kolde Krig, og Tyrkiet har siden 1999 været i stilling til et EU-medlemskab. En af de største amerikanske militærbaser i Europa er Incirlik Air Base i det sydlige Tyrkiet, som ligger tæt på den syriske grænse. Det er selvsagt en vigtig militær position, og her kan der lande amerikanske fly med atomvåben, ligesom der er stationeret flere tusinde amerikanske soldater på basen.

Sverige og Finland som medlemmer af NATO

For at få Tyrkiet til at gå med til at droppe sin modstand mod, at Sverige og Finland bliver medlem af NATO, underskrev de tre lande i margen af NATO-topmødet i Madrid den 28.-30. juni 2022 et trilateralt memorandum, hvorved Stockholm og Helsinki lovede at droppe våbenembargoer mod Tyrkiet, indskrænke PKK’s aktiviteter på deres jord, håndtere tyrkiske udleveringsanmodninger mod mistænkte medlemmer af PKK og Gülen-bevægelsen, og lovede ikke at yde støtte til YPG/PYD i Syrien. USA stillede samtidig i udsigt, at Tyrkiet kunne modtage et antal amerikanske F-16 fly.

Ved at acceptere disse vilkår var det ikke Tyrkiet, der foretog en kovending, men snarere Sverige og Finland (og USA). Dette nye trilaterale memorandum ligner de betingelser, Ankara allerede i maj 2022 opstillede for NATO’s ekspansion. Ikke underligt, at den tyrkiske presse har hyldet aftalen som en sejr for Erdoğan.

Tyrkiet vil n u forvente, at Sverige og Finland vil støtte fremtidige tyrkiske operationer i Syrien for at bekæmpe YPG, der tilfældigvis er Vestens vigtigste allierede mod Islamisk Stat, og støtte Ankaras planer om at udvise og tvangsgenbosætte over en million syriske flygtninge i det nordlige Syrien.

I første omgang står Erdoğan og hans regering fast på kravet til Sverige om at udlevere tyrkiske statsborgere med svensk asyl, som i Ankaras optik er ”terrorister”.

I det såkaldte trepartsmemorandum fra NATO-topmødet i Madrid, er den centrale passus artikel 8, stk. 3, hvor de to NATO-ansøgere forpligter sig til at ”etablere nødvendige bilaterale legale mekanismer for udleveringer” – men vel at mærke i ”overensstemmelse med Den europæiske Konvention om udlevering”.

Men det forbehold accepterer Erdoğan ikke.

I hans optik er en terrorist en terrorist, og han har ikke stillet sig tilfreds med, at begge ansøgerlande faktisk har gennemført stramninger mod politisk PKK-aktivitet, eller at Sverige har sløjfet en våbenembargo mod Tyrkiet og afbrudt samarbejdet med den syrisk-kurdiske PKK-aflægger, YPG, der i en formel alliance med USA bekæmper Islamisk Stat i Syrien.

Problemet er selvfølgelig, at de demokratiske NATO-ansøgere og det autokratiske Tyrkiet ser forskelligt på ”legale mekanismer for udlevering”. I svensk lovgivning kræves det faktisk, at personer dømt til udlevering også har forbrudt sig mod svensk lovgivning.

Erdoğan har overfor Sverige pointeret, at det i tyrkisk optik er en hån, at kurdiske PKK-medlemmer med svensk asyl går frit omkring og demonstrere mod Tyrkiet i Stockholms gader.

Én af de ”terrorister” Tyrkiet vil have udleveret, er Bülent Kenes, der ikke er kurder, men tidligere chefredaktør for avisen Today’s Zaman. Avisen blev indtil dens tvangslukning udgivet af den såkaldte Gülen-bevægelse, hvis leder er den eksilerede prædikant Fethullah Gülen, som Tyrkiet beskylder for at stå bag det militære kupforsøg i juli 2016.

Modsat PKK er Gülen-bevægelsen ikke ulovlig i Sverige – Kenes er stifter af Gülen-bevægelsens svenske flagskib, Stockholm Center for Freedom, og er i dag forsker på det Bruxelles-baserede European Center for Populism Studies.

Sveriges nye, stramme lovgivning ulovliggør PKK-aktiviteter, men Sverige er stadig forpligtet til at sikre sig, at en udleveret ikke underkastes tortur. En udlevering vil i givet fald kræve en højesteretsdom, og en sådan dom er næppe sandsynlig.

Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær

Sagen minder om omstændighederne i 2009, hvor Tyrkiets modstand mod at udnævne Anders Fogh Rasmussen til NATO-generalsekretær blev overvundet ved, at Danmark lovede at afklare sine juridiske bestemmelser med henblik på at imødekomme Tyrkiets anmodning om lukning af et dansk baseret talerør for kurdiske PKK.

I Danmark bøjede justitsvæsenet lovgivningen med forbud mod den kurdiske ROJ-tv på trods af, at Radio- og TV-nævnet havde afvist tyrkiske klager over, at kanalen ”agiterede for terrorisme”.

Det bliver interessant at se, om Sverige og Finland bliver presset til et tilsvarende udsalg af demokratiske principper.

Som landet ligger lige nu, er en tyrkisk accept ikke på tapetet på denne side af nytår – hvis overhovedet.

Politiske situation i Tyrkiet

2023 er valgår i Tyrkiet. Den 18. juni 2023 afholdes der samtidig præsidentvalg og valg af 600 medlemmer til det tyrkiske parlament – The Grand National Assembly of Turkey (Türkiye Büyük Millet Meclisi), i almindelig omtale TBMM eller Parlament (Meclis eller Parlamento).

Når Recep Tayyip Erdoğan, reagerer som han gør, er det ikke mindst fordi Erdoğan står over for et skæbnevalg i juni, og han og hans parti har ikke råd til et kompromis med ”terroristsympatisører” – heller ikke selv om de er nordiske statsministre.

I den del af det tyrkiske folkedyb, der støtter hans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), har flertallet af sunni-muslimerne bevæget sig i en stadig mere fundamentalistisk retning. Præcis som vi har set det i andre muslimske samfund i Mellemøsten.

Hvis Erdoğan vil opfattes som den muslimske verdens leder og forblive ved magten i Tyrkiet, er han tvunget til at følge bevægelsen i AKP, der ved det seneste valg i juni 2018 fik 52,6 pct. af stemmerne.

Rivalen fra det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, fik kun 30,6 pct.

Udfaldet af parlamentsvalget, hvor der deltog 11 opstillingsberettigede partier, var at Erdoğans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) med partneren i Folkets Alliance, MHP (Milliyetçi Hareket Partisi – Nationalbevægelsen) opnåede godt 57 pct. af pladserne i parlamentet- 316 pladser af parlamentets 550 medlemmer.

Resultatet betød, at Erdoğans regering efter 17 år ved magten kunne fortsætte i en ny valgperiode.

Valg i 2023

Selvom Erdogan og hans parti, AKP, foreløbig sidder på magten, kan alt ske.

Oppositionen i Tyrkiet klarede sig faktisk ved sidste valg bedre end forventet. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) fik godt 11 pct. af pladserne, og det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik godt 24 pct. af pladserne.

Tyrkiet er i dag i en vanskeligere økonomisk situation end i 2018. Renten holdes kunstigt nede, Liraen er brudt sammen i forhold til de toneangivende valutaer og inflationen raser – 80 pct. (uafhængige forskere sætter tallet så højt som 160 pct.) Arbejdsløsheden, der i 2020 var på over 13 pct., er stigende.

Tyrkiet har dog stadig en væsentlig økonomi, der berettiger til medlemskab af G20. Toldunionen med EU fra 1995 har betydet en kraftig vækst i landets udenrigshandel, men i de seneste år er tilliden til den tyrkiske økonomi svækket og udenlandske direkte investeringer i Tyrkiet er faldet.

Tyrkiets udenrigspolitik

Det engelske ord for Tyrkiet – Turkey – betyder også kalkun. At dele navn med en fugl, der hverken er køn eller klog, har længe irriteret den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, der ønsker, at landet skal fremstå som en stolt stormagt.

Erdoğan, der lægger afgørende vægt på Tyrkiets nationalisme, konservatisme og ønsket om en muslimsk republik, har taget konsekvensen og beordret, at Tyrkiets internationale navn skal ændres til Türkiye.

”Türkiye” repræsenterer og udtrykker på den bedste måde den tyrkiske nations kultur, civilisation og værdier, har præsidenten udtalt.

Selskaber og organisationer har også rettet ind efter præsidentens ønske. Foreningen af tyrkiske eksportører har meddelt, at det vil ændre deres mærkater til Made in Türkiye. Statslige medier som tv-stationen TRT og nyhedsbureauet Anadolu bruger allerede navnet i deres engelsksprogede dækning. Der er blevet iværksat en kampagne online rettet mod turister.

Navneskiftet siger noget om Erdoğans selvbevidsthed på nationens vegne, men ellers er det hverken odiøst eller usædvanligt, at et land skifter navn; Burma skiftede i 1989 navn til Myanmar, da militærjuntaen tog magten. Iran blev tidligere kaldt Persien, men i 1935 bad landets regering andre lande om at kalde det Iran i overensstemmelse med, hvordan navnet udtales på persisk. I 1939 skiftede Siam navn til Thailand på ordre fra kongen, hvilket referer til et lokalt udtryk, der betyder ”landet af de frie.” I 1980 ændrede Rhodesia sit navn til Zimbabwe, og senest har den hollandske regering besluttet at stoppe med at beskrive sig selv som Holland og kun bruge landets officielle navn: ”Nederlandene”.

Tyrkiets paradoksale udenrigspolitik har en god forklaring

Tyrkiets udenrigspolitik hænger tæt sammen med landet geografi – Tyrkiet ligger mellem Europa, Mellemøsten og Asien, mellem islam og kristendom, mellem øst og vest, mellem traditionalisme og modernisme.

Tyrkiet prøver at agere og navigere mellem alle de store og besværlige naboer og deres forskellige interesser – Iran, Irak, Syrien, andre lande i Mellemøsten og verdens stormagter USA og Kina samt Rusland, Indien og Japan. Samtidig prøver Tyrkiet med undertiden dubiøse metoder at fremme ny-osmanniske, nationalkonservative og sunni-muslimske synspunkter og interesser overalt i verden.

Tyrkiet prøver at opretholde et godt forhold til alle

Selvom Tyrkiet har forbindelse til både EU og NATO, køber landet alligevel russiske S400 jord-til-luft missilsystemer til luftforsvar og atomkraftværker, gas, kul og olie af Rusland, ligesom Tyrkiet heller ikke har tilsluttet sig de omfattende vestlige sanktioner mod Rusland på grund af Ukraine-krigen.

Specielt er energisamarbejdet med Rusland stærkt, idet Gazprom har indgået en fireårig gasaftale med Tyrkiets statslige energiselskab Botas som led i den seneste udvikling i Turkstream-projektet, naturgasledningen mellem Rusland og Tyrkiet, der blev indviet i 2020.

Tyrkiet forventes også at modtage 1,5 millioner russiske turister, herunder Putins oligarker, der kan nyde Tyrkiets luksuriøse feriesteder uden frygt for sanktioner.

Samtidig leverer Tyrkiet leverer de berømte Bayraktar-droner til Ukraine, og Tyrkiet har begrænset Ruslands militære brug af Bosporus-strædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet og derefter mod Middelhavet.

Med Kina samarbejder Tyrkiet på infrastrukturområdet og det store kinesiske Belt and Road-projekt. De samarbejder med Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, og samtidig laver de aftaler med shiamuslimske Iran – Saudi-Arabiens store fjende i den Mellemøstlige region. Tyrkiet har sågar et velfungerende forhold til Israel og var det første muslimske land, der anerkendte Israel som stat.

Hvad kommer det til at koste?

Nu hvor Tyrkiet har modsat sig Sveriges og Finlands optagelse i NATO og dermed blokeret for forsvarsalliancens nordiske ekspansion, er det spørgsmålet, om Ankara til gengæld vil forvente kontante modydelser fra Moskva?

På et tidspunkt, hvor temperaturen falder, vinden rusker og mørkningen begynder tidligere og tidligere, og vinteren tydeligvis er på vej, meddeler Energistyrelsen, at der arbejdes på en kriseplan for elforsyningen, som kan betyde, at helt almindelige danskere kan udsættes for strømafbrydelser i op til to timer ad gangen og at det kan ske helt uden varsel.

Tidligere har industrielle naturgaskunder fået at vide, at der var risiko for at naturgasforsyningen kunne blive afbrudt i kortere eller længere tid, mens naturgasforsyningen til private husholdninger formentlig kunne opretholdes.

Det bemærkelsesværdige er, at den ansvarlige minister (klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen) har dækket sig bag direktøren for Energistyrelsen, selvom forsyningssikkerhed indiskutabelt er ministerens ansvar.

Det forargelige understreges af, at mens embedsmænd beordres frem i frontlinjen for at redegøre for at Danmark står overfor den mest kritiske forsyningssituation i 50 år, og statsministeren og regeringens top finder tid til i ro og mag i Marienborgs velopvarmede saloner at overveje grundlaget for en ny regering, er Dan Jørgensen rejst til Egypten, hvor han vil føre sig frem under COP27.

Forsyningssikkerhed

Det fremgår af Elforsyningslovens § 1 at lovens formål er at sikre, at landets elforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning sikre forbrugerne adgang til billig elektricitet og fortsat give forbrugerne indflydelse på forvaltningen af elsektorens værdier.

Ifølge § 1 i lov om naturgasforsyning er det lovens formål at sikre, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning give forbrugerne adgang til billig naturgas.

Det følger af § 24 i Beredskabsloven, at det er op til den enkelte minister indenfor sit område at planlægge samt opretholde og videreføre samfundets funktioner, såfremt der foreligger en større ulykke eller en katastrofe. Dette kaldes også sektoransvarsprincippet.

Det er således klart Dan Jørgensens ansvar at opretholde energiforsyningssikkerheden i Danmark og sikre forbrugernes adgang til billig elektricitet og billig naturgas.

Forsyningssikkerheden er tilsidesat med den forhastede grønne omstilling

Vladimir Putin og Ruslands invasion i Ukraine er kun delvist årsagen til energiforsyningskrisen og de voldsomme prisstigninger på el og gas.

Direktøren for elbørsen Nord Pool har den 17. august 2022 fastslået, at den forhastede grønne omstilling i Europa (fra fossil energi og kernekraft til vedvarende energi) er en hovedårsag til de nuværende høje energipriser og forsyningsproblemer.

I forbindelse med den forcerede europæiske grønne omstilling er det forsømt at erstatte fossil og kernekraftproduktion med fornybar energi i tilstrækkeligt omfang ligesom investeringerne i infrastruktur har været helt utilstrækkelige.

Europas største økonomi, Tyskland, er gået fra at være energieksportør til at være nettoimportør, men har tillige forbindelsesproblemer mellem nord og syd. Selv i lille Danmark er der undertiden kapacitetsproblemer i forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark.

Elektrificeringen stiller krav

Elforbruget er øget i takt med elektrificeringen og datacentre, varmepumper og elbiler forbruger en voksende andel af den samlede elproduktion. Samtidig er den fornybar energi fra vind, sol og vandkraft mere uforudsigelig, og hvor skal strømmen komme fra når solen ikke skinner, det ikke blæser og vandkraften mangler vand?

Derfor betyder den utilstrækkelige produktionskapacitet af fornybar energi og den begrænsede transmissionskapacitet i infrastrukturen, at der må trækkes på naturgasfyret back-up kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter el.

Konklusionen er, at den energisump vi nu er er endt i, skyldes at den socialdemokratiske regering (og dens forgængere) groft har tilsidesat forpligtelsen til at sikre forsyningssikkerheden.

Politisk har klimabevægelsen betydet, at selv normalt besindige politikere og partier har været bange for at blive set som ikke grøn nok. Samtidig har embedsmændene i Energiministeriet og i Energistyrelsen forsømt at holde politikerne fast på de lovmæssige forpligtelser i forhold til forsyningssikkerhed.

Derfor er det gået alt for stærkt med den grønne omstilling i forhold til forsyningssikkerhed.

Folketinget har dårlige erfaringer med socialdemokratiske energiministre og burde have forudset kalamiteterne

Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med henvisning til, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for a operere på det kommercielle marked.

Klausulerne

Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten. Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet; Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed. Nærmere studier viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik. Altså at aftalen ikke juridisk forpligtede Danmark til bestemte (positive) holdninger til islam og Saudi-Arabien.

Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson.

Til sidst måtte han derfor bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrives af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.

Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”

Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.

I vore dage kan vi også jævnligt opleve forsøg på at afskære Folketinget fra oplysninger. Det er ikke så længe siden, at statsminister Mette Frederiksen med sletningen af sms-korrespondance i Statsministeriet havde afskåret Folketinget fra væsentlige oplysninger i Mink-skandalen.

Nielson blev bundet til masten

Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed. Flertallet indsatte derfor i en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet.

Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

Burde erfaringerne med Nielson have advaret Folketinget?

Folketingets svinebinding af energiminister Poul Nielson har til en vis grad også bundet efterfølgende ministre.

Dan Jørgensens ageren som klima-, energi- og forsyningsminister har imidlertid været så foruroligende, at der ikke er nogen undskyldning for, at Folketingets flertal ikke på et tidligt tidspunkt havde fundet anledning til at sætte Dan Jørgensen under administration.

Er borgerne blevet narret?

Husholdninger, der i god tro er skiftet over til varmepumper og el-biler m.v. bliver nu straffet med enorme elregninger, der ydermere forhøjes med konfiskatoriske afgifter og ublu moms.

Var det klogt at indstille olie- og gaseventyret i Nordsøen?

En eventuel tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Nordsøen efter den 8. udbudsrunde, hvor olieselskaber i juni 2018 blev opfordret til inden 1. februar 2019 at komme med tilbud på områderne i den danske del af Nordsøen, blev som bekendt stoppet af regeringen den 3. december 2020.

Dan Jørgensen fik overtalt ordførere fra Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative til en slutdato i 2050, hvorefter der ikke længere vil kunne indvindes olie eller gas i den danske del af Nordsøen.

”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra, og tegner en lige linje mellem vores aktiviteter i Nordsøen og Klimalovens mål om klimaneutralitet i 2050. Aflysningen af både 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder betyder også, at det er slut med, at staten aktivt går ud og inviterer til fossil efterforskning. Samtidig nagler vi de resterende regler fast for den nuværende produktion”, sagde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.

Levetidsforlængelse af kulkraftværker

På grund af energikrisen og den energiknaphed, der truer elforsyningen i den kommende vinter, måtte regeringen og Dan Jørgensen den 1. oktober trække i land. Energiselskabet Ørsted, hvor staten er medejer, blev beordret til fortsat holde tre kul- og oliefyrede kraftværker i drift.

Dermed slukkes der ikke for Esbjergværkets kulfyrede blok 3 som planlagt til april. Samtidig hentes Studstrupværkets blok 4 og Kundbyværkets oliefyrede blok 21 frem fra mølposen.

Sammen med den fortsatte kulfyring på Fynsværket og på Nordjyllandsværket har det alt andet lige forøget forsyningssikkerheden af el og varme i den kommende vinter.

En række af de private virksomheder, der blev truet med at energiforsyningen kunne afbrydes, har skiftet naturgassen ud med dieselolie og andre fossile brændsler.

Tre juraprofessorer – Jørn Vestergaard, Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Jørgen Albæk Jensen, Professor, Juridisk Institut, Aarhus Universitet og Jens Elo Rytter, Professor, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet, har af egen drift besluttet at foretage en juridisk vurdering af statsministerens retlige ansvar i minksagen. Deres konklusion i notat af 7. november 2022 er, at der ikke er basis for at rejse en rigsretssag:

”Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der kunne være grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet den 4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink eller til udbetaling af tempobonus”.

Professorerne helgarderer ved at fremhæve, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter, og det kan ifølge professorerne derfor ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter ministeransvarlighedsloven for grov uagtsomhed.

Professorerne lægger altså ligesom Minkkommissionens i mangel af andet og bedre Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens forklaringer til grund for vurderingen.

Problemet er, at der netop i minksagen er forhold, der ikke er tilstrækkeligt belyst i Minkkommissionens beretning. Sletningen af SMS og en række af de afhørtes påfaldende dårlige hukommelse betyder, at kommunikationen og sagsgangen i Statsministeriet er dårlig dokumenteret.

I dansk politisk historie er der således eksempler på, at ministre har været forhindret i selv at følge en bestemt sag, og umiddelbart forud for et forhandlingsmøde eller et pressemøde af betroede medarbejdere har fået stukket et helt ukendt talepapir i hånden, som ministeren herefter slavisk og kritikløst har holdt sig til.

Det ville aldrig ske med en minister som Mette Frederiksen, der er kendt for at insistere på at kende alle detaljer i de sager, der lander på hendes bord. Det samme gælder departementschef Barbara Bertelsen.

Utænkeligt at Statsministeriet ikke var vidende om hjemmelsproblematikken

Sådan er det da heller ikke foregået i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020. Det er således lidet sandsynligt, at den eksisterende viden om manglende hjemmel ikke skulle være kommet til Justitsministeriets og Statsministeriets kundskab. Det er således utænkeligt, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen ikke var vidende om hjemmelsproblematikken.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink vurderer, at statsministeren/Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.

Kommissionen lægger til grund, at statsministeren/Statsministeriet indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces, som ledte frem til pressemødet den 4. november 2020, og at statsministeren førte an på pressemødet og selv udmeldte regeringens beslutning om aflivning af alle mink, selv om beslutningen ressortmæssigt hørte under Miljø- og Fødevareministeriet.

Udmeldingen var groft vildledende henset til den manglende hjemmel til aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne, og henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer.

Statsministeren/Statsministeriet var bekendt med, at der på KU-mødet den 3. november 2020 blev truffet en meget vidtgående og intensiv beslutning, som ikke havde været forberedt i coveret til mødet, og som Statsministeriet måtte indse meget vel ikke havde været forudset af eksempelvis ressortministeriet.

Under disse konkrete omstændigheder finder kommissionen, at statsministeren/Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet og Justitsministeriet, i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket imidlertid ikke skete.

Hvem har ansvaret?

Formelt set handler et eventuelt ansvar ikke udelukkende om at have haft forsæt eller ej, altså om ulovligheden er begået med vilje. For grov uagtsomhed kan også være ansvarspådragende for en minister. Ifølge ministeransvarlighedslovens paragraf 5 kan en minister således straffes, hvis han eller hun ”forsætligt eller af grov uagtsomhed” tilsidesætter sin pligt til at overholde gældende lovgivning.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink har fundet statsministerens/Statsministeriets ageren i minksagen for særdeles kritisabelt. Kommissionen har dokumenteret de konkrete omstændigheder omkring beslutningen den 3. november 2020 om at aflive alle mink i Danmark, selvom der manglede hjemmel, om pressemødet 4. november og i de efterfølgende pressemeddelelser, hvor det blev meldt ud, at alle mink i hele landet skulle aflives – og ville blive aflivet – og at minkavlerne kunne træde i myndighedernes sted og selv aflive egne mink mod at modtage ekstra betaling, nemlig tempobonus, som ikke var begrundet i de påførte omkostninger, men som også manglede hjemmel.

Det er således hævet over enhver tvivl, at statsministeren ikke har udvist ”rettidig omhu”

Om statsministeren har haft forsæt og (måske) af hensyn til ”folkesundheden” og (måske) ud fra devisen om at ”målet helliger midlerne” har ønsket at aflive alle mink i Danmark, vides ikke. Den slettede SMS-kommunikation i Statsministeriet kunne formentlig have dokumenteret, om det – på trods af viden om den manglende hjemmel – var statsministerens og departementschef Barbara Bertelsen klare overbevisning, at det var nødvendigt hurtigst muligt at aflive alle mink i Danmark.

Det er en oplagt fejl, at Minkkommissionen ikke i beretningen tager et explicit forbehold for, at sagsgangen og kommunikationen i statsministeriet ikke kunne dokumenteres, og at kommissionen derfor har set sig nødsaget til at lægge Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens forklaringer til grund.

Grov uagtsomhed?

Hvis der ikke har været forsæt, er der under alle omstændigheder tale om uagtsomhed og – henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer af hele minksagen – grov uagtsomhed.

Juraprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet konkluderede i august, at efter hans skøn var der tale om grov uagtsomhed, der kunne føre til domfældelse for overtrædelse af ministeransvarlighedslovens paragraf 5.  Professoren har understreget, at der var tale om et skøn, og at ”små nuancer” i en eventuel sag i Rigsretten ville blive afgørende for udfaldet.

Advokaterne Henrik Høpner og Morten Schwartz Nielsen, advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, præsenterede torsdag den 22. september 2022 deres vurdering, som blev bestilt og betalt af Nye Borgerlige.

Ifølge advokaterne har Mette Frederiksen handlet groft uagtsomt. Advokaterne har lagt vægt på, at statsminister Mette Frederiksen ikke spurgte direkte til hjemmel på det afgørende møde i Koordinationsudvalget eller efter mødet.

Det skulle hun ifølge advokaterne have gjort, når embedsværket ikke havde indstillet til at aflive alle mink i det skriftlige materiale.

Det sidste ord er ikke sagt

Jørn Vestergaards, Jørgen Albæk Jensens og Jens Elo Rytters opfattelse bør derfor ikke betragtes som den endelige juridiske vurdering af Mette Frederiksens ansvar i Minksagen.

Kritisabel omgang med skatteborgernes penge har betydet, at landbrugsminister Rasmus Prehn har måttet betale penge tilbage i en række tilfælde, hvor ministeriets kreditkort har været brugt til at betale for Prehns private udgifter.

Rasmus Prehns flossede moral er et problem, mere alvorligt er det måske, at Rasmus Prehns embedsførelse også udsættes for sønderlemmende kritik.

Usikkerhed om reglerne i Danmark for landbrugspolitikken

Den 1. januar 2023 træder en ny fælles europæisk landbrugspolitik (CAP) i kraft i EU.

CAP’en vil være rammen om landbrugsstøtten i Danmark de næste fem år. Problemet er, at landbrugsminister Rasmus Prehn stadig ikke har udmeldt de præcise regler for, hvordan aftalen skal udmøntes på dansk jord.

Hvad bliver kravene om afgrøderotation? Hvad med etableringsstøtte for unge landbrugere? For ikke at tale om kompensation for udjævning og definitionen på markkrat. Og hvorfor kan vi ikke tælle læhegnene med?

I dansk landbrug har man for længe siden været nødsaget til at påbegynde markplanlægningen for 2023, og mange steder er der faktisk allerede sået.

De kommende regler i EU’s landbrugsreform vil få meget stor betydning for den enkelte landmand og derfor er der i erhvervet berettiget harme over at der ikke gives klar besked om de nye regler.

Hvorfor er braklægningskravet ikke udskudt?

I dansk landbrug er det også helt uforståeligt, at Danmark som nærmest eneste EU-land ikke har udskudt kravet om fire procents brak til 2024. Det giver absolut ingen mening, at god dansk landbrugsjord skal tages ud af produktion i en verden, der mangler korn.

Efterafgrøder

Landbruget har også påpeget, at reglerne for efterafgrøder er håbløse. Det betyder, at landbrugets muligheder for at leve op til kraven om kvælstofreduktioner vanskeliggøres. Det cirkus, som de nuværende efterafgrøderegler indebærer, er endnu et grotesk eksempel på Rasmus Prehns inadækvate administration.

Skovrejsning

Rasmus Prehn er også ansvarlig for, at uløste problemer i Landbrugsstyrelsen bremser skovrejsningen i Danmark.

Der er stort fald i antallet af landmænd, der har søgt om tilskud til privat skovrejsning i år. I sidste uge sluttede årets ansøgningsrunde til privat skovrejsning. I år der hos Landbrugsstyrelsen blot indkommet 183 ansøgninger til ordningen, hvis formål er at sænke kvælstofudledningen, binde kulstof i jorden og beskytte drikkevandet. Det er mere end en halvering i forhold til sidste år, hvor 381 havde søgt.

Massive it-problemer hos Landbrugsstyrelsen har forhindret ansøgere i at indsende ansøgningerne elektronisk i rette tid, og det betyder, at der bliver rejst mindre skov i Danmark end forventet.

Klimaet kan ikke være tjent med, at administrativt bøvl og it-problemer forhindrer skoven i at vokse i Danmark, mener HedeDanmark, der har talt for døve øren, når Landbrugsstyrelsen er opfordret til at gå i dialog med skovrejsningskonsulenterne og eventuelt udvide ansøgningsperioden, så alle kan komme med, og skabe sikkerhed for hvordan tilskudsordningen bliver fortolket i fremtiden.

Udtagning af lavbundsjord

Udtagning af lavbundsjord er et andet problemområde i den brede politiske landbrugsaftale, der blev indgået den 4. oktober 2021.

Mange landmænd går aktivt ind i projekterne, og der er indsendt rigtig mange ansøgninger til Landbrugsstyrelsen. Problemet er, at der er for mange bureaukratiske snubletråde. Der er for mange eksempler på urimelig lang sagsbehandling og komplicerede projektordninger, og de udtagningskonsulenter, som er en del af landbrugsaftalen, er stadig ikke på plads.

Folketingsvalget den 1. november 2022

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, på trods af hans alenlange synderegister med nød og næppe genvalgt i Nordjyllands Storkreds. Han fik blot 62 flere personlige stemmer end kandidaten Morten Klessen, og i forhold til resultatet i 2019 gik Rasmus Prehn tæt på 4000 stemmer tilbage.

Netop nu udfordres bestræbelserne på at udfase fossile brændsler – kul, olie og naturgas – af den energikrise og økonomiske krise, der er fulgt i kølvandet på Ukrainekrigen. Øgede investeringer i grøn omstilling og vedvarende energi ledsages således i mange lande af fornyet fokus på produktion eller anvendelse af kul, olie og gas.

Ifølge den tyske miljøorganisation Urgewald, der har særlig ekspertise på kulsektoren, planlægger kulmineindustrien betydelige udvidelser af minekapaciteten i lande som Kina, Indien, Australien, Rusland og Sydafrika.

I Tyskland er det kommet så vidt, at eksisterende vindkraftanlæg må vige pladsen for udvidelse af den store Garzweiler-kulmine i Nordrhein-Westfalen.

I USA har Biden-regeringen i september udstedt 307 nye licenser til olie- og gasefterforskning i Den Mexicanske Golf til selskaber som Chevron, BP, Shell og ExxonMobil.

I Storbritannien har regeringen i oktober åbnet en ny udbudsrunde for efterforskning i sammenlagt 898 blokke i den britiske del af Nordsøen.

I øjeblikket er der ifølge Reuters konkrete og fremskredne planer om investeringer på mere end 100 mia. Dollars i nye energiprojekter i Afrika, fra Namibia til Sydafrika og fra Uganda til Tanzania,

COP27-værtens forhold til olie og gas

‎Olie- og gassektoren er en af de mest vitale industrier i Egypten, og der er konstateret betydelige olie- og gasressourcer i undergrunden.

På nuværende tidspunkt er der mere end 60 internationale virksomheder, der har olie- og gasoperationer 183 steder i Middelhavet, Nildeltaet, i ørkenområder både vest og øst for Nilen på Sinai-halvøen og i Øvre Egypten.‎

Ifølge den egyptiske minister for olie og mineralressourcer, Tarek El Molla, er der i de seneste år investeret mere end 1,16 trillioner egyptiske pund i olie- gassektoren, og sektoren er helt afgørende for landets handelsbalance og økonomi i det hele taget.

Det er derfor tvivlsomt, at Egypten på COP27 vil gå foran i bestræbelserne hurtig udfasning af olie- og gas.

Herhjemme har Energistyrelsen i oktober givet tilladelse til olieselskabet INEOS’ udbygning af olie- og gasfeltet Solsort i Nordsøen. Det er ikke i formel strid med Nordsøaftalen om stop for nye udbudsrunder eller kriterierne for medlemskab af BOGA, eftersom selve licensen til feltet er givet for længe siden, i perioden 1986-2009.

Historien om Valdemar den Store er tæt knyttet til beretningen om hans far, Knud Lavard – myrdet den 7. januar 1131 i Haraldsted Skov ved Ringsted og helgenkåret i 1170.

Erik Ejegods søn Knud Lavard var født ca. 1096 og blev opdraget først hos Skjalm Hvide på Sjælland (sammen med Absalon og Esbern Snare) og senere hos hertug Lothar, den senere kejser i Sachsen.

Hans farbror, kong Niels, udnævnte ham omkring 1115 til jarl i Sønderjylland. Til dette embede føjede han i 1127 posten som obotriternes konge, vendernes knes (fyrste) – en titel der traditionelt havde tilhørt danske konger, og kongen følte sig angiveligt udfordret.

Knud Lavard myrdes 1131 i Haraldsted Skov

I forbindelse med et julegilde i Roskilde i 1130 aflagde Knud Lavard et familiebesøg i Haraldsted, hvor han den 7. januar 1131 blev myrdet af kong Niels’ søn, hans fætter Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til den trone han selv sigtede mod.

Hans tilnavn “Lavard” (tilsvarende det engelske “lord”) som betyder “brøduddeleren”, fik han pga. sin gavmildhed overfor sin hird. 

Erik Emunes oprør

Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til den borgerkrig, der først endte i 1157, da Knuds søn Valdemar den Store blev enekonge.

Knud Lavards halvbror, Erik Emune (“den altid huskede”), jarl af Lolland, udfordrede kong Niels og blev valgt til konge i Skåne. Efter flere slag, hvor kong Niels og hans søn Magnus havde vundet, stod det endelige slag ved Fodevig (Fotevik) i Skåne den 4. juni 1134.

Kong Niels og Magnus blev overrasket ved et lynangreb på en helligdag af Erik Emunes hær, der var forstærket med 300 lejede tyske ryttersoldater og ærkebiskoppen af Lund, Assers hird.

Ærkebiskoppen sluttede sig til Erik Emune fordi han var misfornøjet med, at Niels havde givet den tyske kejser overhøjhed over Danmark, således at ærkebiskoppen pludselig blev degraderet til biskop og underlagt ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen.

Kongens søn, Magnus, og fem danske bisper, der havde taget parti for kongen, faldt i slaget. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede Knud Lavard ved at myrde ham den 25. juni 1134.

Erik Emune konge 1134-1137

Der var store forventninger til Erik Emune som konge. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad, nedskrivningen af Den sjællandske lov blev påbegyndt, han uddelte gavmildt len og embeder til sine tilhængere og til kirken. Han arbejdede også for, at Knud Lavard blev helgenkåret.

Men han var hård mod sine fjender. Bl.a. lod han sin halvbror Harald og syv af dennes otte sønner dræbe, fordi de i striden om kongemagten havde støttet kong Niels og Magnus.

Efter et korstog mod Venderne og et fejlslagent forsøg på at erobre Norge begyndte det at gå mindre godt for Erik Emune, og han fik flere og flere fjender, også blandt sine tidligere allierede.

På Sjælland gjorde ærkebiskop Eskil og stormanden Peder Bodilsen oprør mod ham, og snart ulmede oprøret overalt. Efter tre år på tronen var det forbi. Den 18. september 1137 blev Erik dræbt under et tingmøde på Urnehoved i Slesvig, efter sigende af en herremand ved navn Sorte Plov.

Mellemspil med Erik Lam

Der var ingen oplagt efterfølger til Erik Emune. Flere af de oplagte kongsemner var stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend Grathe, kong Niels’ barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Valdemar (søn af Knud Lavard). Valdemar fødtes syv dage efter faren, Knud Lavards, død i 1131 og voksede op hos den sjællandske stormand Asser Rig sammen med dennes sønner Esbern Snare og Absalon.

Erik Emunes nevø, Erik Lam, var til gengæld rådighed. Erik Lam var medlem af Erik Emunes hird, og var til stede, da denne blev dræbt på Urnehoved ting. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel.

Erik blev som myndigt kongsemne valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i udlandet.

Erik Lam regerede frem til 1146, hvor han blev syg og abdicerede. Han døde samme år i Odense. Om hans tilnavn, “Lam”, fortæller historieskriveren Sven Aggesen i 1180’erne, at det skyldtes en “honningmild blidhed i hans væsen”.

Svend, Knud og Valdemar – Borgerkrigen 1146-1157

Erik Lams abdikation udløste en borgerkrig om kongemagten i Danmark. Borgerkrigen blev udkæmpet 1146-1157 mellem de tre fætre Svend Grathe, Knud den 5. og Valdemar den Store.

Krigen truede på et tidspunkt med at skulle afgøres ved tysk mellemkomst, men danske stormænd ønskede bestemt ikke tysk styre i Danmark, og de tvang de tre kongsemner til forhandlingsbordet.

Ved et møde på Lolland den 7. august 1157 blev man enige om, at Svend fik Skånelandene, Knud fik Sjælland, og Valdemar fik Jylland.

De store begivenheder blev traditionelt fejret i Roskilde, hvor Knud residerede. Han inviterede derfor til et forsoningsgilde i kongsgården i Roskilde.

Blodgildet i Roskilde

Dette førte til blodgildet i Roskilde den 9. august 1157, hvor Svend ifølge Saxo havde lagt skumle planer. Efter at freden på behørig vis var fejret, trak Svend sig tilbage for at gå tidligt til ro. Snart efter fór Svends bevæbnede mænd ind i festsalen og lod den uforberedte Knud dræbe, mens det lykkedes Valdemar såret af et sværdhug i låret at vælte lyset og slippe ud i ly af mørket. Med et par af sine mænd tog Valdemar flugten ned over Sjælland, angivelig efter at have fået heste på brydegården i Ramsømagle, og med hjælp fra sine fostbrødre Absalon og Esbern Snare i Fjenneslev. Det lykkedes at undslippe Svends forfølgende styrker via Fyn til Jylland.

I Jylland giftede Valdemar sig med Knuds søster Sophie, hvorved han sikrede sig opbakning fra sin myrdede svogers støtter. På tinget i Viborg troede stormændene på Valdemars udlægning af blodgildet i Roskilde, som Svend ellers udlagde som Knud og Valdemars kupforsøg. 

Valdemar den Store 1157-1182

Det endelige slag stod 23. oktober 1157 på Grathe Hede syd for Viborg, hvor Svend – i eftertiden kendt som Svend Grathe – blev dræbt. Efter borgerkrigen sad Valdemar den Store på den danske trone i 25 år, indtil sin død i 1182.

Valdemar den Store blev som 26-årig enekonge fra 1157 og i begyndelsen af hans regeringstid var det forsvaret mod rigets ydre fjender, venderne, der var i fokus. I 1168 belejrede og erobrede Valdemar den Store den vendiske borg Arkona på Rügen, og en vigtig kilde til ufred på Østersøen blev pacificeret. Rügen blev fra 1168 kristnet og senere fulgte klostre i det nordtyske udgået fra Esrum kloster.

I Slesvig byggede Valdemar Valdemarsmuren af teglsten, tidens nye byggemiddel, som en del af det nuværende Dannevirke.

Valdemar den Store havde et tæt parløb med Absalon, Københavns grundlægger, først biskop i Roskilde og siden også ærkebiskop i Lund. Valdemar stod i meget tæt forbindelse med Hvide-slægten på Sjælland og hans fostbrødre Absalon og Esbern Snare, og det gav problemer i forhold til Jylland og Skåne.

Danmark var dengang ikke et homogent land, og jyderne og deres magtfulde slægter så skævt til Valdemar og Hviderne, og det gav sig mange udslag, også på fælles militære felttog over Østersøen, hvor jyderne gerne ville adlyde kong Valdemar, men ikke sjællænderne Absalon eller Esben Snare.

Ærkebiskoppen i Lund i begyndelsen af Valdemars regeringstid var Eskil, der udgik fra en magtfuld jysk stormandsslægt, som han gerne tilgodeså.

Da Valdemar først forsøgte at få sin far, Knud Lavard, helgenkåret, modsatte ærkebiskoppen sig det. For en helgenkåring ville også betyde, at Valdemar og hans slægt fik en religiøs forrang i landet. Valdemar den Store fik imidlertid i 1170 sin far, Knud, helgenkåret og de jordiske rester af Knud Lavard blev nedlagt i et helgenskrin i Ringsteds Skt. Bendts kirke.

Da Eskil gik af som ærkebiskop, fik han indsat sin nevø fra sin jyske slægt som ærkebiskop i Lund, hvilket Valdemar fik annulleret, fordi han ville have Absalon på kirkens højeste plads. Ærkebispevalget i 1177 hører også til et af de mest dramatiske valg i danmarkshistorien med forfalskede pavebreve og Absalon insisterende på at beholde biskop-embedet i Roskilde (med alle jordtilliggender) samtidigt med at være ærkebiskop i Lund.

Valdemar den Store brød med den danske kongetradition, da han i 1170 ved en stor kirkefest i Ringsted gjorde sin 7-årige søn, Knud, til sin designerede efterfølger. Det var som et statskup. Hidtil var konger valgt på tinge, vi havde valgkongedømme, sådan havde alle konger ind til da fået deres legitimitet, men nu institutionaliserede Valdemar den Store arvekongedømmet. Det gav store dønninger.

Men selvom Valdemar tiltog sig mere magt end vanligt, bestod kongemagten stadig kun i den eksekutive og udøvende magt. Han var ikke lovgiver og det ville være utænkeligt på den tid. Lov var sædvaneret, som blev dømt på tinge, og udenfor kongens kontrol. Kongens lovgivningsmagt sniger sig først ind med sønnen Valdemar Sejrs Jyske Lov.

Knud 6. og Valdemar Sejr

Valdemar den Store døde i 1182 og efterfulgtes af sin søn, Knud 6. der var konge frem til 1202, hvor han efterfulgtes af sin bror, Valdemar Sejr, der regerede til sin død i 1241.

På Valdemar den Stores grav i Sct. Bendts kirke i Ringsted står der på en blytavle:

Her hviler danernes konge Valdemar, slavernes første undertvinger og behersker, fædrelandets befrier, fredens bevarer. Han, den hellige Knuds søn, undertvang rygboerne og omvendte dem som den første til troen på Kristus. Han døde i det år 1182 i sit 26. regeringsår, den 12. maj.