Valdemar den Store 1131 – 1182

Historien om Valdemar den Store er tæt knyttet til beretningen om hans far, Knud Lavard – myrdet den 7. januar 1131 i Haraldsted Skov ved Ringsted og helgenkåret i 1170.

Erik Ejegods søn Knud Lavard var født ca. 1096 og blev opdraget først hos Skjalm Hvide på Sjælland (sammen med Absalon og Esbern Snare) og senere hos hertug Lothar, den senere kejser i Sachsen.

Hans farbror, kong Niels, udnævnte ham omkring 1115 til jarl i Sønderjylland. Til dette embede føjede han i 1127 posten som obotriternes konge, vendernes knes (fyrste) – en titel der traditionelt havde tilhørt danske konger, og kongen følte sig angiveligt udfordret.

Knud Lavard myrdes 1131 i Haraldsted Skov

I forbindelse med et julegilde i Roskilde i 1130 aflagde Knud Lavard et familiebesøg i Haraldsted, hvor han den 7. januar 1131 blev myrdet af kong Niels’ søn, hans fætter Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til den trone han selv sigtede mod.

Hans tilnavn “Lavard” (tilsvarende det engelske “lord”) som betyder “brøduddeleren”, fik han pga. sin gavmildhed overfor sin hird. 

Erik Emunes oprør

Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til den borgerkrig, der først endte i 1157, da Knuds søn Valdemar den Store blev enekonge.

Knud Lavards halvbror, Erik Emune (“den altid huskede”), jarl af Lolland, udfordrede kong Niels og blev valgt til konge i Skåne. Efter flere slag, hvor kong Niels og hans søn Magnus havde vundet, stod det endelige slag ved Fodevig (Fotevik) i Skåne den 4. juni 1134.

Kong Niels og Magnus blev overrasket ved et lynangreb på en helligdag af Erik Emunes hær, der var forstærket med 300 lejede tyske ryttersoldater og ærkebiskoppen af Lund, Assers hird.

Ærkebiskoppen sluttede sig til Erik Emune fordi han var misfornøjet med, at Niels havde givet den tyske kejser overhøjhed over Danmark, således at ærkebiskoppen pludselig blev degraderet til biskop og underlagt ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen.

Kongens søn, Magnus, og fem danske bisper, der havde taget parti for kongen, faldt i slaget. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede Knud Lavard ved at myrde ham den 25. juni 1134.

Erik Emune konge 1134-1137

Der var store forventninger til Erik Emune som konge. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad, nedskrivningen af Den sjællandske lov blev påbegyndt, han uddelte gavmildt len og embeder til sine tilhængere og til kirken. Han arbejdede også for, at Knud Lavard blev helgenkåret.

Men han var hård mod sine fjender. Bl.a. lod han sin halvbror Harald og syv af dennes otte sønner dræbe, fordi de i striden om kongemagten havde støttet kong Niels og Magnus.

Efter et korstog mod Venderne og et fejlslagent forsøg på at erobre Norge begyndte det at gå mindre godt for Erik Emune, og han fik flere og flere fjender, også blandt sine tidligere allierede.

På Sjælland gjorde ærkebiskop Eskil og stormanden Peder Bodilsen oprør mod ham, og snart ulmede oprøret overalt. Efter tre år på tronen var det forbi. Den 18. september 1137 blev Erik dræbt under et tingmøde på Urnehoved i Slesvig, efter sigende af en herremand ved navn Sorte Plov.

Mellemspil med Erik Lam

Der var ingen oplagt efterfølger til Erik Emune. Flere af de oplagte kongsemner var stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend Grathe, kong Niels’ barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Valdemar (søn af Knud Lavard). Valdemar fødtes syv dage efter faren, Knud Lavards, død i 1131 og voksede op hos den sjællandske stormand Asser Rig sammen med dennes sønner Esbern Snare og Absalon.

Erik Emunes nevø, Erik Lam, var til gengæld rådighed. Erik Lam var medlem af Erik Emunes hird, og var til stede, da denne blev dræbt på Urnehoved ting. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel.

Erik blev som myndigt kongsemne valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i udlandet.

Erik Lam regerede frem til 1146, hvor han blev syg og abdicerede. Han døde samme år i Odense. Om hans tilnavn, “Lam”, fortæller historieskriveren Sven Aggesen i 1180’erne, at det skyldtes en “honningmild blidhed i hans væsen”.

Svend, Knud og Valdemar – Borgerkrigen 1146-1157

Erik Lams abdikation udløste en borgerkrig om kongemagten i Danmark. Borgerkrigen blev udkæmpet 1146-1157 mellem de tre fætre Svend Grathe, Knud den 5. og Valdemar den Store.

Krigen truede på et tidspunkt med at skulle afgøres ved tysk mellemkomst, men danske stormænd ønskede bestemt ikke tysk styre i Danmark, og de tvang de tre kongsemner til forhandlingsbordet.

Ved et møde på Lolland den 7. august 1157 blev man enige om, at Svend fik Skånelandene, Knud fik Sjælland, og Valdemar fik Jylland.

De store begivenheder blev traditionelt fejret i Roskilde, hvor Knud residerede. Han inviterede derfor til et forsoningsgilde i kongsgården i Roskilde.

Blodgildet i Roskilde

Dette førte til blodgildet i Roskilde den 9. august 1157, hvor Svend ifølge Saxo havde lagt skumle planer. Efter at freden på behørig vis var fejret, trak Svend sig tilbage for at gå tidligt til ro. Snart efter fór Svends bevæbnede mænd ind i festsalen og lod den uforberedte Knud dræbe, mens det lykkedes Valdemar såret af et sværdhug i låret at vælte lyset og slippe ud i ly af mørket. Med et par af sine mænd tog Valdemar flugten ned over Sjælland, angivelig efter at have fået heste på brydegården i Ramsømagle, og med hjælp fra sine fostbrødre Absalon og Esbern Snare i Fjenneslev. Det lykkedes at undslippe Svends forfølgende styrker via Fyn til Jylland.

I Jylland giftede Valdemar sig med Knuds søster Sophie, hvorved han sikrede sig opbakning fra sin myrdede svogers støtter. På tinget i Viborg troede stormændene på Valdemars udlægning af blodgildet i Roskilde, som Svend ellers udlagde som Knud og Valdemars kupforsøg. 

Valdemar den Store 1157-1182

Det endelige slag stod 23. oktober 1157 på Grathe Hede syd for Viborg, hvor Svend – i eftertiden kendt som Svend Grathe – blev dræbt. Efter borgerkrigen sad Valdemar den Store på den danske trone i 25 år, indtil sin død i 1182.

Valdemar den Store blev som 26-årig enekonge fra 1157 og i begyndelsen af hans regeringstid var det forsvaret mod rigets ydre fjender, venderne, der var i fokus. I 1168 belejrede og erobrede Valdemar den Store den vendiske borg Arkona på Rügen, og en vigtig kilde til ufred på Østersøen blev pacificeret. Rügen blev fra 1168 kristnet og senere fulgte klostre i det nordtyske udgået fra Esrum kloster.

I Slesvig byggede Valdemar Valdemarsmuren af teglsten, tidens nye byggemiddel, som en del af det nuværende Dannevirke.

Valdemar den Store havde et tæt parløb med Absalon, Københavns grundlægger, først biskop i Roskilde og siden også ærkebiskop i Lund. Valdemar stod i meget tæt forbindelse med Hvide-slægten på Sjælland og hans fostbrødre Absalon og Esbern Snare, og det gav problemer i forhold til Jylland og Skåne.

Danmark var dengang ikke et homogent land, og jyderne og deres magtfulde slægter så skævt til Valdemar og Hviderne, og det gav sig mange udslag, også på fælles militære felttog over Østersøen, hvor jyderne gerne ville adlyde kong Valdemar, men ikke sjællænderne Absalon eller Esben Snare.

Ærkebiskoppen i Lund i begyndelsen af Valdemars regeringstid var Eskil, der udgik fra en magtfuld jysk stormandsslægt, som han gerne tilgodeså.

Da Valdemar først forsøgte at få sin far, Knud Lavard, helgenkåret, modsatte ærkebiskoppen sig det. For en helgenkåring ville også betyde, at Valdemar og hans slægt fik en religiøs forrang i landet. Valdemar den Store fik imidlertid i 1170 sin far, Knud, helgenkåret og de jordiske rester af Knud Lavard blev nedlagt i et helgenskrin i Ringsteds Skt. Bendts kirke.

Da Eskil gik af som ærkebiskop, fik han indsat sin nevø fra sin jyske slægt som ærkebiskop i Lund, hvilket Valdemar fik annulleret, fordi han ville have Absalon på kirkens højeste plads. Ærkebispevalget i 1177 hører også til et af de mest dramatiske valg i danmarkshistorien med forfalskede pavebreve og Absalon insisterende på at beholde biskop-embedet i Roskilde (med alle jordtilliggender) samtidigt med at være ærkebiskop i Lund.

Valdemar den Store brød med den danske kongetradition, da han i 1170 ved en stor kirkefest i Ringsted gjorde sin 7-årige søn, Knud, til sin designerede efterfølger. Det var som et statskup. Hidtil var konger valgt på tinge, vi havde valgkongedømme, sådan havde alle konger ind til da fået deres legitimitet, men nu institutionaliserede Valdemar den Store arvekongedømmet. Det gav store dønninger.

Men selvom Valdemar tiltog sig mere magt end vanligt, bestod kongemagten stadig kun i den eksekutive og udøvende magt. Han var ikke lovgiver og det ville være utænkeligt på den tid. Lov var sædvaneret, som blev dømt på tinge, og udenfor kongens kontrol. Kongens lovgivningsmagt sniger sig først ind med sønnen Valdemar Sejrs Jyske Lov.

Knud 6. og Valdemar Sejr

Valdemar den Store døde i 1182 og efterfulgtes af sin søn, Knud 6. der var konge frem til 1202, hvor han efterfulgtes af sin bror, Valdemar Sejr, der regerede til sin død i 1241.

På Valdemar den Stores grav i Sct. Bendts kirke i Ringsted står der på en blytavle:

Her hviler danernes konge Valdemar, slavernes første undertvinger og behersker, fædrelandets befrier, fredens bevarer. Han, den hellige Knuds søn, undertvang rygboerne og omvendte dem som den første til troen på Kristus. Han døde i det år 1182 i sit 26. regeringsår, den 12. maj.