Hvor mange af Mette Frederiksens partikammerater syntes det er fedt, at en Kommissionsrapport udpeger 10 højtlønnede DJØF-chefer, der ikke havde levet op til deres ansvar i forbindelse med minkskandalen, uden at det får andre konsekvenser end ligegyldige advarsler, mens underordnet personale sanktioneres for den mindste fejl?

Hvor mange almindelige lønmodtagere er begejstrede for at skulle kæmpe med skyhøje energipriser og forringede forbrugsmuligheder, mens staten skovler penge ind i afgifter og moms. Samtidig lukker klimaforblændede politikere ned for olie- og gasproduktionen i Nordsøen og nægter at forholde sig til kernekraft?

Hvor mange socialdemokratiske vælgere syntes det er fedt, at Danmark i udlandet er repræsenteret af en mand, der har krænket en purung DSU-pige? At politikere er mere optaget af LBGT-minoriteters rettigheder end konsekvenserne for almindelige danskere af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder, mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for?

Hvorfor lytter statsministeren til medierådgivere, mens de mennesker, der er allermest presset må tale for døve øren? Hvorfor bliver de ikke hørt og taget alvorligt i stedet for bare at blive efterladt i mørket?

Syntes socialdemokratiets vælgere det er fedt, at deres skepsis overfor unionstankerne i EU ignoreres? At bekymringen for de daglige trusler fra muslimsk terror og indvandrerbanders vold ignoreres – samtidig med at enhver kan følge de folkevalgtes forargelige tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge lømler tilsyneladende belønnes med ”terapeutiske” ferieforløb, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe i behagelige omgivelser, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Mon ikke mange socialdemokrater frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT og Dan Jørgensen, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri og ”installationer”, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati eller ødes bort til livsvarig understøttelse af kunstnere, der kun pønser på at omstyrte samfundet?

Mon ikke mange, der normalt ville overveje at stemme socialdemokratisk har fået afsmag for strukturpolitik, når de betænker, at allerede gennemførte ”reformer” har fjernet en lang række af de vigtige symboler på sammenhængskraften i samfundet: Forringelserne i den kollektive trafik, lukkede lokale kaserner, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, centraliserede posthuse og butikker udraderet af butikscentre.

Og hvad er kommet i stedet?

Nye store kommuner med en hærskare af bureaukrater på dyre rådhuse, og hvor dialogen med myndighederne er erstattet af et digitalt helvede, mens velfungerende plejehjem og ældreforsorg er en by i Rusland.

Dagbladet BT kan dokumentere, at miljøminister Lea Wermelin har folkeregisteradresse på Bornholm, men er der langt mindre, end CPR-loven siger, man skal. I de sidste tre år har været i huset i gennemsnit 100 dage om året, mens man ifølge loven skal være der i mindst 180 dage.

Wermelins brud på CPR-loven betyder, at hun fejlagtigt har betalt skat på Bornholm i stedet for i København, der er hendes reelle bopælskommune og hvor hendes børn går i skole.

Ved kommunalvalget sidste år har hun højest sandsynligt også stemt det forkerte sted, ligesom der kan være skattemæssige problemer med kørselsfradrag og fradrag for dobbelt husførelse m.v.

Hvis det kun er CPR-loven, der er blevet overtrådt, så kan Lea Wermelin straffes med bøde.

Alex Vanopslagh

Dagbladet Information kunne for nylig berette, at Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har gjort sig skyldig i boligfusk med den lejlighed i København, han har fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Officielt har partilederen siden juni 2020 haft adresse i en lejlighed i Struer, og det er på grund af hans cpr-registrering i denne jyske lejlighed, at han har haft ret til folketingslejligheden i København og et skattefrit tilskud på over 30.000 kroner årligt for dobbelt husførelse. I realiteten har han i strid med reglerne opholdt sig langt mere end 180 dage i folketingsboligen.

Afsløringen har bevirket, at Alex Vanopslagh nu har opsagt de to lejligheder og han er samtidig blevet bedt om at tilbagebetale det uberettigede tilskud på 30.000 kr. til dobbelt husførelse.

Vanopslagh ikke den eneste – Simon Kollerup

En række medier kunne den 8. januar 2021 oplyse, at erhvervsminister Simon Kollerup gik på sygeorlov på grund af mavesår.

Måske var det stresspåvirkningen fra Kollerups diskutable dispositioner som erhvervsminister, hvor den likviderede mink-sektor stadig ikke har modtaget erstatning, men det er mere sandsynligt, at det var senvirkningerne og samvittighedsnaget efter den pinlige sag, som Simon Kollerup personligt kæmpede med for 5 år siden.

Simon Kollerup, der dengang var socialdemokratiets kommunalordfører, blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

I oktober 2021 var den gal igen – Tanja Larsson

Folketingsmedlem Tanja Larsson trak sig efter boligsag som boligordfører for Socialdemokratiet.

Tanja Larsson har siddet i Folketinget siden 2019, hvor hun erstattede Henrik Sass Larsen. Ekstra Bladet har beskrevet hvordan Tanja Larsson har boet i en af Folketingets lejligheder i hjertet af København, som hun ligesom Simon Kollerup havde fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Samtidig fremlejede hun sin egen andelslejlighed i København. I perioden er lejlighedens værdi steget med mere end 150.000 kr.

Tanja Larssons fiksfakserier er selvfølgelig imod reglerne, og Tanja Larsson har tidligere lovet at få orden i boligsituationen, men det er ikke sket.

“Jeg trækker mig som boligordfører med øjeblikkelig virkning. Jeg må konstatere, at jeg ikke har fået ryddet op i min boligsituation på trods af, at jeg i sommer satte min andelsbolig til salg via andelsboligforeningen med henblik på at sælge snarest muligt,” oplyste hun i oktober 2021 til Ekstra Bladet.

Tanja Larsson er efter endt barselsorlov i 2022 vendt tilbage til Folketinget, hvor hun nu markedsfører sig selv som ”Landdistrikternes ildsjæl og ordfører”.

Er politikere sig selv nærmest?

Sagerne bekræfter for mange en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at nogle politikere føler sig hævet over landets love, og betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det på ingen måde er til hinder for at lede et helt parti, for ordførerskaber eller en ministerpost i en socialdemokratisk regering.

Mandag den 10. oktober 2022 blev det i Stockholm bekendtgjort hvem der tildeles Nobelprisen i økonomi for 2022.

Bekendtgørelsen i Stockholm om Nobelprisen i økonomi for 2022 (Sveriges Riksbank Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 2022) lyder:

10 October 2022

The Royal Swedish Academy of Sciences has decided to award the Sveriges Riksbank Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 2022 to

• Ben S. Bernanke, The Brookings Institution, Washington DC, USA
• Douglas W. Diamond, University of Chicago, IL, USA
• Philip H. Dybvig, Washington University in St. Louis, MO, USA

Motivation

De tre får prisen “for research on banks and financial crises”: ”De har forbedret vores forståelse for bankernes rolle i økonomien væsentligt og specielt under finanskriser. Et vigtigt fund i deres forskning er, hvorfor det er vigtigt at undgå bankkollaps”, lyder det fra akademiet i motiveringen.

Ben S. Bernanke var centralbankchef i USA fra 2006 til 2014 under præsidenterne George W. Bush og Barack Obama. Han hyldes for sin analyse af Depressionen – den omfattende økonomisk krise i 1930’erne.

Douglas W. Diamond og Philip H. Dybvig, som begge er professorer ved henholdsvis Chicago-universitetet og Washington Universitet i Missouri, bliver hædret for at vise, hvordan banker “tilbyder en optimal løsning” ved at fungere som mellemmand mellem opsparing og investering.

Om prisen

Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968 for at markere bankens 300-års jubilæum. Den hedder officielt “Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel” og blev første gang uddelt i 1969.

Prisen er i 2022 på 10 millioner svenske kroner, der deles mellem prismodtagerne.

Nobelpristagere med dansk tilknytning

Prisen er tidligere givet til økonomer med en vis tilknytning til Danmark:

Dale Thomas Mortensen (1939 – 2014) fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og Dale Mortensen har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.

Lars Peter Hansen (født 1952) fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.

Biogas er en grøn og klimaneutral gas, der kommer fra husdyrgødning, såkaldte energiafgrøder og organisk affald. Biogassen kan efter opgradering pumpes ind i det eksisterende naturgasnet, hvis etablering har krævet endog meget store samfundsøkonomiske investeringer.

Regeringen, myndighederne og biogasindustrien betegner biogas som “en vigtig grøn energikilde, som kan bidrage til den grønne omstilling af Danmarks energiforsyning”.

I Danmark produceres biogas primært af biomasse bestående af restprodukter fra landbrug, industri og husholdninger. I dag består ca. 25 pct. af gasforbruget i Danmark af klimaneutral grøn gas.

For hurtigst muligt at gøre Danmark uafhængig af russisk gas og øge farten i den grønne omstilling, arbejder Energistyrelsen på udbudsbekendtgørelse og rammerne for den statslige støtte til biogas og andre grønne gasser, der kan tilføres til gasnettet og dermed erstatte/fortrænge fossil naturgas. I december sidste år blev et politisk flertal enige om at afsætte yderligere fire milliarder kroner til udvikling af biogas og fordoble biogasproduktionen frem mod 2030, så biogas kan udgøre 70 procent af Danmarks gasforbrug.

Beslutningsforslag fra De Radikale og Enhedslisten

De Radikale og Enhedslisten er ikke glade for grøn biogas. I hvert fald har partierne præsenteret et beslutningsforslag, hvorefter “Folketinget pålægger regeringen at sætte etableringen af gasledningen til Lolland-Falster i bero indtil 2025 og indkalde til nye politiske drøftelser”.

Beslutningsforslaget er ganske vist bortfaldet med det samme pga. statsministerens udskrivelse af folketingsvalg, men man må formode, at forslagsstillerne vil benytte den kommende valgkamp til at slå til lyd for deres ide.

På Lolland og Falster opfattes beslutningsforslaget som et frontalangreb på både produktions- og udkantsdanmark og den grønne omstilling samt tilmed omgåelse af fakta.

Forslagsstillerne begrunder deres forslag med at det skal undersøges (igen), hvorvidt sukkerfabrikken kan benytte elektricitet i stedet for gas. Men gasledningen handler om meget mere end en sukkerfabrik, og den handler ikke om naturgas, men om biogas.

Siden den politiske beslutning for snart to år siden om at etablere en gasledning til Lolland-Falster, er grønne investeringsprojekter til en værdi af over 6 mia. kr. og en beskæftigelseseffekt på nye 420 job kommet til landsdelen. Erhvervsarealer på over 230.000 m2 er indtil videre overtaget, og inden for de næste to-tre år ser vi nye store virksomheder i drift på Lolland-Falster.

Der er tale om grønne virksomheder, der bidrager til klimakampen: Danmarks første hvederaffinaderi, et PtX-anlæg og i alt fire biogasanlæg, der tilsammen vil producere så meget biogas, at Lolland-Falster bliver en leverandør af grøn gas til resten af Danmark.

Påstanden om at ledningen skal føre russisk gas til Lolland-Falster er grebet ud af luften. Det er ikke en gasledning til Lolland-Falster, det er gasledning med biogas fra Lolland-Falster til Danmark, lyder modargumentet fra Lolland-Falster.

Radikale og Enhedslisten glemmer at fortælle, at deres forslag ikke kun vil ramme den grønne omstilling på Lolland-Falster. Forslaget vil også ramme Danmarks grønne omstilling.

Ifølge biogasindustriens organisation, Biogas Danmark, findes der over 100 biogasanlæg i Danmark i dag. Herudover er der planer om at bygge 30 nye anlæg og udvide 40 eksisterende anlæg.

Lokal modstand – Not In My Back Yard

Ligesom med vindmøller og større industrianlæg er der ofte lokal modstand mod etablering af biogasanlæg. Indvendingerne går mindre på klimaeffekten og snarere på generne fra lugt fra anlæggene, støj fra de lastbiler og traktorer der kører til og fra, og konsekvenserne for landskabet. Desuden er der bekymringer for virkningen på ejendomspriserne i området.

Ligesom det forsøges ved etableringen af vindmølleparker og solcelleanlæg, bør biogasinvestorerne overveje forretningsmodeller, der tillader størst mulig lokal involvering.

Hvad er indvendingerne mod biogas?

• Biogasanlæggene er utætte og udleder drivhusgassen metan
• I produktionen indgår energiafgrøder og spiselige afgrøder
• Biogasanlæggene bidrager til fastholdelsen af en alt for stor animalsk landbrugsproduktion i Danmark
• Biogas betyder, at industri og husholdninger fortsat kan bruge gas til varme
• Biogasudbygningen betyder, at samfundet fortsætter med at investere i infrastruktur, der er afhængig af gas og dermed undergraves den grønne omstilling, hvor vi skal elektrificere og bruge energi fra solceller og vindmøller.

Det kan således konstatere, at modstanden mod grøn biogas især kommer fra de kredse, der vil begrænse landbrugsproduktionen og for enhver pris vil gennemtvinge den grønne omstilling.

Hvis den aktuelle diskussion om det danske kongehus skulle sættes i perspektiv, kan der være anledning til at kaste et blik på det spanske monarki.

Mens den danske dronning kommer fra huset Oldenborg, der med Christian den 1. har siddet på den danske trone siden 1448, kommer den spanske konge, Felipe VI, fra det spanske kongedynasti Bourbon.

Juan Carlos I

Den tidligere spanske konge, Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias), fra huset Bourbon, der nedstammede fra den yngste søn af Ludvig den IX, der var konge i Frankrig 1226 – 1270, blev i 1938 født som barnebarn af Alfonso XIII, der var den sidste konge i Spanien før republikkens indførelse i 1931.

Juan Carlos blev allerede i 1969 designeret som Francisco Franco’s efterfølger, og han var konge i Spanien fra Francos død i 1975 til hans abdikation i 2014, hvor hans søn Felipe VI efterfulgte ham som ”Rey de todos los españoles” (konge for alle spaniere).

Spaniens skandaleramte ekskonge tilbringer eksilet i Abu Dhabi, og han har i de seneste år stort set kun vist sig offentligt i forbindelse med royale dødsfald. Mandag den 19. september 2022 var han også med ved bisættelsen af Elizabeth 2.

Juan Carlos blev allerede i 1962 gift med Sophia (prinsesse af Grækenland og Danmark), men det afholdt ikke kongen fra et endog særdeles vidtløftigt og forargeligt seksualliv. Også økonomisk følte Juan Carlos sig udstyret med carte blanche og anklager om returkommissioner og korruption klæbede til ham.

Som tak for, at hans gode kontakter i de arabiske Golf-monarkier under oliekrisen i 1973 havde sikret Spanien olieleverancer, gav Franco ham lov til at tage kommission af hver importeret tønde.

En ordning, der angivelig fortsatte helt frem til 1990’erne, og som grundlagde kongens formue, som i hans regeringstid voksede i takt med procenter og mystiske gaver, der mere end ligner returkommissioner, i forbindelse med blandt andet våbenhandel og togbyggeri.

Anklagerne førte dog ikke til noget, da kongen frem til sin abdikation var beskyttet af total immunitet.

Kongens og monarkiets omdømme begyndte at blive dårligere efter kontroverser om hans familie begyndte at komme frem, og det blev yderligere forværret i forbindelse med en elefantjagt i Botswana i 2012.

Den kontroversielle jagtrejse blev kendt i offentligheden, da kongen faldt ned ad en trappe og brækkede hoften og af det spanske flyvevåben blev fløjet til hospitalsbehandling i Spanien.

Sagen gav anledning til en storm af protester, der dels gik på, at kongen forinden havde udtrykt dyb bekymring for Spaniens økonomiske krise. Kritikkerne af kongens jagtrejse havde svært ved at forstå, hvordan det hang sammen med at nationens økonomi var spændt til bristepunktet.

Derudover vakte det harme, at kongen som præsident for den spanske gren af Verdensnaturfonden, der har som formål at værne om verdens naturressourcer til gavn for dyr og mennesker på planeten, kunne finde på skyde afrikanske elefanter.

Karl IV

Mens huset Bourbon i dag kun har monarker på tronen i Spanien og Luxembourg, var det anderledes i det 18. århundrede, hvor der sad monarker fra det spanske bourbon-dynasti på troner i Spanien, Napoli, Sicilien og Parma.

En forfader til Juan Carlos var Karl den 4., der sad på den spanske trone fra 1788 til 1808.

Herman Lindqvist har i sin bog om Napoleon givet en malende beskrivelse af den spanske konge, der ligesom Juan Carlos I var jagtinteresseret.

Ifølge Lindqvist blev Karl, der var gift med Maria Luisa af Parma, anset for at være svagt begavet og undertiden forvirret. Han var sikkert den eneste herremand i Spanien, der aldrig stod op senere end klokken 5 hver morgen, og som aldrig rørte nogen anden kvinden end sin hustru, men som også holdt op med det, da han fik at vide (af hende selv) at det var farligt for hans helbred. Han begyndte hver morgen med to morgenmesser i træk. Derefter satte han sig i sit værksted og byggede skabe, indtil han blev sulten og indtog et kolossalt måltid, hvorpå han red ud på jagt. Han stillede sig i et skydetårn og mejede alle de dyr ned, som hans meget store personale førte frem om morgenen. Der skulle 500 heste og langt over 700 soldater til hver dags ”jagt”. Oplivet af dagens nedslagtning satte han sig i 30 minutter og ”regerede”. Mere var ikke nødvendigt, eftersom landets affærer blev passet af hans dronnings forhenværende elsker, premierminister Manuel de Godoy.

På et tidspunkt fik Godoy overbevist Karl om, at han søn, Ferdinand, planlagde at afsætte ham ved et kup. Napoleon udnyttede situationen og invaderede Spanien i marts 1808. Det førte til et oprør, der tvang Karl den 4. til at abdicere. Napoleon tvang herefter den nye konge, Ferdinand den VII, til at returnere kronen til Karl, der herefter blev ”overtalt” til at overgive den spanske trone til Napoleon, der videregav tronen til sin bror, Joseph, der ellers var konge af Napoli. Tronen i Napoli overgik herefter til Joachim Murat, der var gift med Napoleons søster.

Napoleons dispositioner omkring den spanske trone var ikke populære i Spanien og fremkaldte et oprør, der bidrog til Napoleons fald.

I bogen ”Mænd der hader kvinder”, der indgår i den afdøde svenske forfatter Stieg Larssons Millennium-serie, er det faldet anmeldere og læsere for brystet, at Mikael Blomkvist ustandseligt mellem mere dynamiske passager ”laver kaffe og smører madder”.

Det skæmmer et ellers helstøbt værk, at karaktertegningen for at fastholde den læge læsers interesse må ty til primitive, men let genkendelige situationer med kaffe og pølsemadder. I Danmark benyttede Klaus Rifbjerg ofte samme trick for at fremkalde velkendte billeder, situationer og dufte for læseren.

Nu har statsminister Mette Frederiksen løftet tricket ind i den politiske debat. Frederiksens ustandselige understregning af, hvordan hun værdsætter rugbrødsmadder med Danbo-ost eller makrel skal tydeligvis understrege, at hun (ligesom Inger Støjberg) solidariserer sig med ”mennesker som de er flest”.

I modsætning til Mette Frederiksen og Inger Støjberg har fødevareminister Rasmus Prehn ment, at han kunne promovere sig selv (og hans politik, som er hvad…?) ved at strø om sig med skatteborgernes penge på dyre restauranter og afholde svinedyre lukulliske netværksarrangementer om “fremtidens landbrug” for udvalgte partikammerater.

Det er muligt, at erhvervsminister Simon Kollerup er gode venner med Jesper Buch fra ”Løvens Hule”, men Berlingske Tidendes positive portræt kan ikke skjule, at Kollerup som Rasmus Prehn og mange andre socialdemokrater betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug. Simon Kollerup kæmpede således for 5 år siden med en pinlig sag om boligfusk.

Den daværende socialdemokratiske kommunalordfører Simon Kollerup blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

Sagen bekræftede for mange en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at socialdemokrater betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det er på ingen måde til hinder for en ministerpost i en socialdemokratisk regering.

Dan Jørgensen og regeringens grove tilsidesættelse af den soleklare lovgivningsmæssige forpligtelse til at sikre danskerne en sikker forsyning af billig el og naturgas er årsagen til de energiproblemer, der truer med at tvinge folk fra hus og hjem.

Folketingets dårlige erfaringer med socialdemokratiske energiministre

Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med henvisning til, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for a operere på det kommercielle marked.

Klausulerne

Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten. Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet; Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed. Nærmere studier viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik. Altså at aftalen ikke juridisk forpligtede Danmark til bestemte (positive) holdninger til islam og Saudi-Arabien.

Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson.

Til sidst måtte han derfor bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrives af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.

Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”

Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.

I vore dage kan vi også jævnligt opleve forsøg på at afskære Folketinget fra oplysninger. Det er ikke så længe siden, at statsminister Mette Frederiksen med sletningen af sms-korrespondance i Statsministeriet havde afskåret Folketinget fra visse oplysninger i Mink-skandalen.

Nielson blev bundet til masten

Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed. Flertallet indsatte derfor i en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet.

Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

Burde erfaringerne med Nielson have advaret Folketinget?

Folketingets svinebinding af energiminister Poul Nielson har til en vis grad også bundet efterfølgende ministre.

Dan Jørgensens ageren som klima-, energi- og forsyningsminister har imidlertid været så foruroligende, at der ikke er nogen undskyldning for, at Folketingets flertal ikke på et tidligt tidspunkt havde fundet anledning til at sætte Dan Jørgensen under administration.

Den forhastede grønne omstilling, der betyder at Vladimir Putin og Ruslands invasion i Ukraine kun delvist er årsagen til energiforsyningskrisen og de voldsomme prisstigninger på el og gas, kan i væsentligt omfang henføres til Mette Frederiksens regering og Dan Jørgensen forvaltning af embedet som klima-, energi- og forsyningsminister.

Den forhastede grønne omstilling

Direktøren for elbørsen Nord Pool har den 17. august 2022 fastslået, at den forhastede grønne omstilling i (fra fossil energi og kernekraft til vedvarende energi) er en hovedårsag til de nuværende høje energipriser og forsyningsproblemer.

I forbindelse med den forcerede grønne omstilling er det forsømt at erstatte fossil og kernekraftproduktion med fornybar energi i tilstrækkeligt omfang ligesom investeringerne i infrastruktur har været helt utilstrækkelige.

Europas største økonomi, Tyskland, er gået fra at være energieksportør til at være nettoimportør, men har tillige forbindelsesproblemer mellem nord og syd. Disse forbindelsesproblemer har også indflydelse på energiforsyningssikkerheden i Danmark, der i øvrigt har sine egne kapacitetsproblemer i forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark.

Elforbruget er øget i takt med elektrificeringen og multinationale selskabers etablering af datacentre i Danmark, samtidig forbruger varmepumper og elbiler en voksende andel af den samlede elproduktion. Den grønne og fornybar energi fra vind, sol og vandkraft er mere uforudsigelig. Når vinden ikke blæser, solen ikke skinner og nedbøren udebliver er den ”grønne” strøm ikke til rådighed. Derfor betyder den utilstrækkelige produktionskapacitet af fornybar energi og den begrænsede transmissionskapacitet i infrastrukturen, at der må trækkes på naturgasfyret back-up kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter el.

Husholdninger, der i god tro er skiftet over til varmepumper og el-biler m.v. bliver nu straffet med enorme elregninger, der ydermere forhøjes med konfiskatoriske afgifter og ublu moms. Konklusionen er, at den energisump vi nu er er endt i, skyldes Dan Jørgensens og regeringens grove tilsidesættelse af den lovgivningsmæssige forpligtelse til at sikre forsyningssikkerheden.

Var det klogt at indstille olie- og gaseventyret i Nordsøen?

En eventuel tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Nordsøen efter den 8. udbudsrunde, hvor olieselskaber i juni 2018 blev opfordret til inden 1. februar 2019 at komme med tilbud på områderne i den danske del af Nordsøen, blev som bekendt stoppet af regeringen den 3. december 2020.

Dan Jørgensen fik overtalt ordførere fra Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative til en slutdato i 2050, hvorefter der ikke længere vil kunne indvindes olie eller gas i den danske del af Nordsøen.

”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra, og tegner en lige linje mellem vores aktiviteter i Nordsøen og Klimalovens mål om klimaneutralitet i 2050. Aflysningen af både 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder betyder også, at det er slut med, at staten aktivt går ud og inviterer til fossil efterforskning. Samtidig nagler vi de resterende regler fast for den nuværende produktion”, sagde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.

Levetidsforlængelse af kulkraftværker

På grund af energikrisen og den energiknaphed, der truer elforsyningen i den kommende vinter, måtte regeringen og Dan Jørgensen den 1. oktober trække i land. Energiselskabet Ørsted, hvor staten er medejer, blev beordret til fortsat holde tre kul- og oliefyrede kraftværker i drift.

Dermed slukkes der ikke for Esbjergværkets kulfyrede blok 3 som planlagt til april. Samtidig hentes Studstrupværkets blok 4 og Kundbyværkets oliefyrede blok 21 frem fra mølposen.

Sammen med den fortsatte kulfyring på Fynsværket og på Nordjyllandsværket har det alt andet lige forøget forsyningssikkerheden af el og varme i den kommende vinter.

På 50-årsdagen for EF-afstemningen den 2. oktober 1972 kan der være grund til at underkaste den europæiske union, EU, et servicecheck.

Afstemningen i 1972 var i meget høj grad præget af en kampagne om de økonomiske fordele ved EF-samarbejdet og trusler om, at et NEJ ville indebære alverdens ulykker.

I oktober 2022 er euroområdet på vej mod en statsgældskrise. Listen over finanspolitisk skrøbelige lande omfatter Italien (med en offentlig bruttogæld på 153 pct. af BNP), Grækenland (189 pct. af BNP, men længere gennemsnitlig varighed), Portugal (127 pct.), Spanien (118 pct.), Frankrig (114 pct.), Belgien (108 pct.) og Cypern (105 pct.).

EU-Parlamentarikeren Birthe Weiss vælger netop den 2. oktober 2022 i dagbladet NORDJYSKE at dele hendes tanker om udfaldet af parlamentsvalget i Italien.

I den Nordjyske base for Inger Støjbergs EU-skeptiske Danmarksdemokrater argumenterer Weiss for, at med Silvio Berlusconis parti, Forza Italia (der ligesom Det Konservative Folkeparti, er medlemmer af EPP-gruppen i Europa-Parlamentet) skal det nok gå.

Bedømt efter de reelle forhold er der imidlertid intet der tyder på, at det nok skal gå.

Et Italien uden Mario Draghi vil næppe være i stand til at gøre “hvad der skal til” for at blive i eurozonen. Hvis den uholdbare statsgæld tvinger Italien til at udtræde af eurozonen, vil konverteringen af den gæld, der i dag er nomineret i euro, skabe uoverstigelige vanskeligheder.

Statsgælden kan meget vel blive uholdbar på grund af dårlige vækstudsigter, højere renter, større statsrisikopræmier og manglende finanspolitisk kapacitet.

Risikoen for en statsgældskrise er øget betydeligt som følge af den galopperende inflation, hvor ikke mindst energi- og fødevarepriser er eksploderet.

De politiske reaktioner i Italien på den europæiske energikrise vil uvægerligt øge de offentlige underskud. Det gælder også i andre euro-lande, hvor der – uanset de kraftige advarsler fra Nationalbanker og fagøkonomer – er udsigt til betydelige forøgelse af udgifterne til overførselsindkomster, massive skatte- og afgiftslettelser, indgreb i markedsmekanismerne og kontrol med energipriser og konfiskation af energiselskabers ”overnormale” profit m.v.

På den baggrund er der udsigt til, at Italiens og andre svage EU-medlemslandes gældsforpligtelser vil stige yderligere.

Formentlig kan vi kun undgå den truende statsgældskrise i euroområdet, hvis EU kollektivt – helt eller delvist – påtager sig de svage medlemslandes gældsforpligtelser.

Allerede på EU-topmødet den 21. juli 2020 skete der et skred i den retning.

Medlemslandene påtog sig solidarisk at hæfte økonomisk for ”NextGenerationEU-programmet, NGEU” og den gigantiske genopretningsfond på 750 mia. euro i 2018-priser, der nu i løbende priser er vokset til 806,9 mia. euro.

Programmet blev etableret som en enkeltstående foranstaltning for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien.

Over NGEU-programmet kan især de sydeuropæiske medlemslande uanset tilbagebetalingsevne hente finansiering til nationale aktiviteter dels i form af tilskud og dels i form af billige lån. I lande som Italien vil en del af pengene gå til skattelettelser, Arne-pension og erhvervstilskud m.v.

Danmark blev overtalt til at støtte programmet med en ”rabat” på knap 1,5 milliarder kroner på det danske EU-kontingent.

Konsekvensen er, at danske skatteborgere skal finde sig i stærk kritisabel forvaltning af deres penge i f.eks. Skatteministeriet og Energiministeriet og samtidig tvinges til at understøtte dansk erhvervsliv i en krise. Hårdt plagede danske skatteydere skal også hæfte for EU’s låntagning, der bruges til at holde fejlslagne og dysfunktionelle stater og lidet konkurrencedygtige sydeuropæiske virksomheder flydende.

Hvis EU’s medlemslande tidligere havde hæftet solidarisk for låntagning i den størrelsesorden, ville det effektivt have forhindret Brexit i januar 2020. Nu betyder den solidariske hæftelse, at ingen medlemmer har mulighed for at forlade EU.

Nu spekuleres der i, at NextGenerationEU – nødfinansieringsprogrammet, der som bekendt blev oprettet for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien – kunne gøres permanent.

Spørgsmålet er, om den nuværende krise er så voldsom, at de politiske indvendinger kan overvindes?

Hvis det forhindres at betræde fortabelsens brede landevej med kollektiv gældsoptagelse, kunne Den Europæiske Centralbank måske fortsætte med at opkøbe gælden i finanspolitisk skrøbelige medlemsstater og afstå fra at hæve styringsrenten til det niveau, der er nødvendigt for at nå inflationsmålet?

Men at bruge faciliteter som Outright Monetary Transactions og Transactions Protection Initiative til finanspolitiske redningsformål, snarere end at forhindre markedsfragmentering og beskytte “enheden af den monetære transmissionsmekanisme”, ville ikke være politisk acceptabelt i Tyskland, og ECB-operationer af den karakter vil givet blive anfægtet ved nationale forfatningsdomstole og ved EU-Domstolen.

I Hovedstaden er der miljøer – især i den såkaldte Bermuda-trekant: Politiken, DR og Gyldendal – hvor mange altid er parate til at definere det politisk korrekte og kravene til stuerenhed og gerne påtager sig at vogte over den ”gode tone”.

Denne gruppe, der er toneangivende langt udenfor deres egen kreds, er en sammensat gruppe af venstreorienterede, af radikale, af kulturkristne og til en vis grad af højreorienterede, der hylder klassiske dannelsesidealer.

Udover mellemlederne med sorte hornbriller i DR, Gyldendal og på POLITIKEN, drejer det sig blandt andet om politikere som Ida Auken, der i afbræk fra ture til Davos og Elle Awards, gerne belærer os om at andre synspunkter, er rendyrket populisme. DR-vært og tidligere debatredaktør på POLITIKEN, Adam Holm og hans slæng bestående af blandt andre Ane Cortzen, Poul Nesgaard, Gitte Løkkegaard, Nynne Bjerre Christensen, Lotte Svendsen og Mikkel Frey Damgaard. Redaktør, kommentator og forhenværende teateranmelder m.v. Georg Metz og Anne Sophia Hermansen er også altid parat til at stemple det som Trumpisme, når det konstateres, at der er forskel på livsvilkår og perspektiver, afhængig af, hvor man bor og har sin hverdag.