Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer argumenterer for behovet for investeringer i forskning og innovation. Ingen kan være uenige med organisationerne og situationen er alvorlig. Væksten i Danmark er tæt på at gå helt i stå. Mens sammenlignelige lande som Sverige oplever vækst og fremgang og for har indhentet det efterslæb, der opstod efter finanskrisen i 2008-09, hænger Danmark stadig i bremsen. De seneste prognoser for indeværende år taler om en beskeden vækst på 1,1 – 1,2 pct.

Forslag fra organisationer, virksomheder og universiteter

Novo Nordisk Fonden præsenterede tidligere på året en rapport, der viste, at offentlige investeringer i forskning har positiv effekt på samfundsøkonomien og skabelsen af nye arbejdspladser. Rapporten –”Forskningsøkonomi – 3 samfundsøkonomiske effektanalyser af investeringer i forskning i Danmark” – blev brugt både Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk, og Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet, til at agitere for et større ambitionsniveau i den offentlige forskning.

Fokus på forskning

Selvom skatte- og afgiftstrykket i Danmark er en afgørende barriere for en positiv udvikling i samfundsøkonomien, retter kritikken fra Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, Novo Nordisk og Københavns Universitet sig især mod bevillingerne til den offentlige forskning.

Faktum er, at Danmarks offentlige investeringer i forskning og udvikling siden 2007 er steget og befinder sig på det højeste niveau nogensinde. Den private sektors investeringer er i samme periode stagneret i både kroner og ører og i forhold til bruttonationalproduktet, BNP.

De samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) placerer ifølge Innovation og Forskning 2016 fra Danmarks Statistik Danmark som det land i EU, der investerer fjerde mest i offentlig forskning og udvikling. Ifølge Danmarks Statistik svarer forskningsbudgetterne til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP).

Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer forbigår behovet for besparelser i en situation, hvor der desværre er udsigt til, at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. og dermed et fortsat behov for at opretholde et kvælende skatte- og afgiftstryk. Det forekommer næsten hyklerisk, når organisationerne farer i blækhuset, så snart den stramme udgiftspolitik berører de øremærkede virksomhedstilskud.

Hvordan stimuleres den private forskning og udvikling?

De private investeringer i forskning og udvikling udgjorde ifølge samme rapport omkring 36 mia. kr. svarende til  2,0 procent af det danske BNP. Det placerer Danmark på en syvendeplads i forhold til erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling.

Danmark vil således nu og i de kommende år opfylde EU’s Barcelona-målsætning om, at investeringer i forskning og udvikling skal udgøre mindst tre procent af BNP.

Danmark ligger i øjeblikket på en 6. plads blandt OECD-landene – efter Israel, Sydkorea, Japan, Finland og Sverige. Det ville imidlertid være særdeles ønskeligt, hvis de private investeringer i forskning og udvikling kunne øges, således at Danmark frem mod 2020 kommer blandt de fem OECD-lande, hvor erhvervslivet investerer mest i forskning og udvikling målt i procent af BNP.

Den såkaldte forsker-ordning, der sikrer en lempelig skattemæssig behandling af forskere og nøglemedarbejdere, er tydeligvis ikke tilstrækkelig. I dagbladet Børsen agiterer Novo Nordisk den 21. april 2016 for at forskerskatteordningen forlænges, så den gælder otte-ti år mod de nuværende fem år. Men det vil næppe være tilstrækkeligt til at tiltrække internationale kapaciteter.

Den tidligere topchef for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, bekræftede over for Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Selvom den økonomiske vækst lader noget tilbage at ønske, forekommer det, at mange virksomheder i disse år har en ganske pæn indtjening, aktiekurserne er høje og der udbetales store udbytter til ejerne. I den situation er det bemærkelsesværdigt, at de private investeringer er historisk lave. Det er det virkelige problem!

Det ville være mere nyttigt, hvis Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer kunne delagtiggøre os i deres forslag til hvordan de private FoU-aktiviteter øges uden det bevidstløse krav om øgede offentlige udgifter.

Det respekterede danske Internationale Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, ICROFS, offentliggjorde i 2015 en såkaldt viden-syntese: Økologiens bidrag til samfundsgoder -http://icrofs.dk/fileadmin/icrofs/Diverse_materialer_til_download/web_OKvidensyntesen_okt_2015.pdf

Hensigten med viden-syntesen var ifølge ICROFS at skabe et samlet overblik over den eksisterende viden om den danske økologiske sektors bidrag til forskellige samfundsgoder. Det kan give politikere og andre interessenter et bedre grundlag for at bruge økologien som et samfundsnyttigt værktøj, baseret på videnskabelig dokumentation.

Om sundhed

Det fremgår af viden-syntesen, at man ikke utvetydigt kan sige, der er videnskabeligt bevis for, at økologisk mad er sundere end konventionelt dyrkede produkter:

”Sammensætningen og kvaliteten af protein, fedtsyrer, vitaminer og mineraler i økologiske fødevarer kan være positiv i forhold til tilsvarende konventionelle produkter. Andre faktorer, såsom jordbund, klima, sorter og genotyper, har dog ofte større indflydelse. Fund af et øget indhold af sekundære metabolitter (bioaktive stoffer) i økologiske planteafgrøder samt en ændret fedtsyresammensætning i animalske økologiske produkter i forhold til tilsvarende konventionelle produkter har påkaldt sig særlig opmærksomhed i forhold til sundhed. Andre studier har imidlertid ikke fundet sådanne forskelle, så der kan ikke drages nogen entydige konklusioner. Ved at spise økologisk udsætter man sig i mindre grad for uønskede stoffer i maden såsom pesticider, medicinrester og tilsætningsstoffer, men det er særdeles vanskeligt at dokumentere den sundhedsmæssige effekt af dette. Salmonella niveauet er lavere i økologiske svin end i konventionelle, mens niveauet af campylobacter er højere i økologisk fjerkræ. Niveauet af antibiotikaresistente E. coli er lavere i danske økologiske svin end i konventionelle. Der er dog store individuelle variationer indenfor de to produktionssystemer. Nyere studier indikerer, at økologiske forbrugere i højere grad følger de officielle kostanbefalinger end den gennemsnitlige forbruger gør. Der har været en betydelig omlægning til økologi i storkøkkener i de seneste år, som typisk har medført en bedre kostsammensætning. Det er dog fortsat vanskeligt at dokumentere en direkte positiv sundhedsmæssig effekt af den ændrede, og økologiske kost.”

Om miljø

Det svenske Livsmedelsverk har i 2016 offentliggjort rapporten: Miljöpåverkan från konventionellt och ekologiskt producerade livsmedel, rapport 2 2016 -http://www.livsmedelsverket.se/globalassets/rapporter/2016/miljopaverkan-fran-konventionellt-och-ekologiskt-producerade-livsmedel-nr-2-2016.pdf

Rapporten dokumenterer, at sammenligninger i relation til areal overvejende kommer ud til fordel for økologisk jordbrug, men at økologisk jordbrug ikke nødvendigvis har en lavere miljøpåvirkning pr. produceret enhed,

Debatten

Svenske forskere – professor emeritus i økologi Torbjørn Fagerström og Jens Sundström, docent i vækstfysiologi – har herefter på basis af rapporten konkluderet, at økologisk jordbrug ikke er mere miljøvenligt end konventionelt. Hvis man køber økologisk skal det ikke være for at gavne miljøet, fastslår de to svenske forskere.

Ifølge rapporten er frugt og bær, mælk, okse- og svinekød, æg og afgrøder ikke mere miljøvenlige, når de er økologiske, end når de er konventionelle, hvis man måler belastningen pr. kg produceret enhed. Når det gælder kyllinger og grønsager er konventionel produktion bedre end økologi, og kun når det gælder fisk og skaldyr, er økologi mere miljøvenligt.

Rapporten har vurderet produktionsformerne på forurening af vandmiljøet, forsuring af jorden, brug af plantebeskyttelsesmidler, energiforbrug og arealforbrug. Det er kun på brugen af plantebeskyttelsesmidler, at økologien kommer bedst ud.

I et debatindlæg, ”Økologisk jordbrug har aldrig været bedre for miljøet”, har Torbjørn Fagerström givet udtryk for, at det er på tide at udfase den statslige støtte til økologisk jordbrug og finde en ny videnskabsbaseret miljømærkning for svenske jordbrugsprodukter. Til det norske medie, Nationen, der har dækket debatten om den svenske rapport intensivt, har han sagt, at ”Med økologi kan vi få dårligere miljø, forbrugerne må betale mere for maden og der er brug for større areal for at producere samme mængde mad”.

Medforfattere til rapporten fra Livsmedelverket, Birgit Landquist, Maria Nordborg og Sara Hornborg påpeger, at sammenligninger i relation til areal overvejende kommer ud til fordel for økologisk jordbrug, men økologisk jordbrug har ikke nødvendigvis en lavere miljøpåvirkning pr. produceret enhed.

Torsdag og fredag vil Jackson Hole i Kansas City, Wyoming, være centrum for alle verdens økonomiske iagttagere. The Federal Reserve Bank of Kansas City vil være vært for et utal af centralbanchefer, der mødes til det årlige økonomiske symposium.

Al opmærksomhed vil være rettet mod formanden for det amerikanske centralbank system, Federal Reserve, Janet Yellen. Vil hun være i stand til at overbevise de finansielle markeder om, at hun i spidsen for en amerikansk centralbank i splid med sig selv, kan hæve renten mindst én gang i 2016, efter at hun lagde ud med i begyndelsen af 2016 at bebude 4 rentestigninger?

Yellen vil under hovedtalen på central bank-konferencen traditionelt signalere retningen af den amerikanske pengepolitik.

Renteforhøjelser i 2016

Federal Reserve lagde i begyndelsen af året hårdt ud efter at have gennemført en renteforhøjelse i december – den første i næsten et årti! Forventningen var, at den amerikanske økonomi ville have en styrke, der kunne tåle yderligere fire renteforhøjelser i løbet af 2016.

Men – desværre – har den amerikanske økonomiske situation været præget af svag global vækst, uro på de finansielle markeder – først over bekymringer om Kinas økonomi og senere Storbritanniens beslutning om at forlade EU – og endelig har de amerikanske data været flimrende.

Med kun tre Federal Reserve-møder tilbage i år, spekulerer investorerne på, om der overhovedet vil ske noget. Priserne på futures tyder ikke på forventninger om renteforhøjelse.

Hvis Yellen ikke formår at overbevise Wall Street om at centralbankens politik understøtter væksten i den amerikanske økonomi, kan resultatet blive finansiel uro af samme slags som i 2013. Dengang blev investorerne overrumplet af centralbankens meddelelse om, at den ville indstille det hidtidige massive opkøbsprogram. Det blev fejlagtigt opfattet som enden på den ”monetary easening” og lempelige pengepolitik.

Bekymring for den amerikanske økonomi

Bekymringen breder sig om den amerikanske økonomi. Der har været en ganske stærk stigning i beskæftigelsen, men inflationen er fortsat lav, og frygten er, at økonomien bliver hængende i den lave vækst.

Janet Yellen har forsøgt at flytte opmærksomheden væk fra de tidligere forudsigelser om kommende renteforhøjelser. Nu understreger hun den fortsat lempelige pengepolitik, og at spørgsmålet om renteforhøjelser alene beror på kommende økonomiske data.

Tidligere på året blev der i økonomiske kredse lagt vægt på udviklingen i Kina præget af aftagende vækst og vigende eksport. De kinesiske myndigheders opgav dengang at holde den kinesiske renminbi eller yuan inden for et smalt bånd omkring dollarkursen. Det i forening med udviklingen i andre vækstøkonomier og krisen på råvaremarkederne, gav anledning til bekymring.

I dag i er det vanskelighederne med rigtig at få gang i den økonomiske vækst i USA og EU, der er de væsentligste årsager til bekymringen på de finansielle markeder.

Det har givet anledning til debat i lokalavisen VILLABYERNE, at en

borger har ment, at Gentofte burde hædre den tidligere radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius, der i sin tid boede på adressen Solsiden 4 i Jægersborg. Efter borgerens opfattelse døde Scavenius i 1962 ganske ufortjent som en politisk paria på grund af hans rolle under besættelsen. Borgeren opfordrer borgmester Hans Toft til f.eks. at opkalde en central plads i kommunen efter Scavenius og placere en buste af ham på pladsen.

Flere Gentofte-borgere tager i VILLABYERNE stærkt afstand fra påstanden om, at Scavenius havde æren af, at jøderne blev reddet i oktober 1943. Tværtimod anføres det, at Scavenius skulle have foreslået den tyske befuldmægtigede, dr. Best, at han, Scavenius, ville undgå at anbringe danske jøder i fremtrædende stillinger, hvilket heldigvis blev modsagt heftigt af andre politikere, først og fremmest den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen.

Det påpeges endvidere, at redningen af de jøderne i Danmark primært skete ved frihedskæmperne og det netværk, de havde skaffet. De frihedskæmpere, Scavenius gjorde alt for at forfølge og arrestere, men som i dag i Mindelunden taler til alle, der i dag vil lytte og forstå.

Fra Scavenius til New Public Management

Fra Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen kan der frem til den aktuelle radikale new public management politik trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemsskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 har vi igen været plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Radikal udlændingepolitik

Det værste er partiets utroværdige indvandringspolitik. Partiet har insisteret på, at Danmark har et ansvar for alle verdens flygtninge, og de radikale har hele tiden presset på for at vi skulle tage imod flere og flere flygtninge. Regler, som udskyder familiesammenføring m.v. er krævet ophævet, og forslag om selv den mindste stramning i den danske udlændingepolitik er blevet voldsomt kritiseret.

Resultatet er, at vi nu sidder omgivet af hundredtusinder – det nøjagtige antal lader sig næppe opgøre. Alle ambitioner om hurtig integration kan godt opgives.

Borgere i Gentofte giver ligeledes i VILLABYERNE Den radikale integrations- og udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen – valgt i Gentofte – svar på tiltale. Carsten Nielsen har i et interview i Villabyerne givet udtryk for, at ”Den der med, at nu kan vi ikke tage flere, den pisser mig af”.

Mellemøstlige værdier

Som en muslimsk indvandrer har formuleret det: Man kan løfte folk ud af Mellemøsten, men du kan aldrig løfte Mellemøsten ud af folk. Derfor bliver vi dagligt i det offentlige rum, i TV og aviser og sociale medier konfronteret med gruopvækkende, bloddryppende og mareridtsagtige optrin og film. Vi afkræves igen og igen vores personlige stillingtagen til nådesløs Sharia-lovgivning, Halalslagtning og omskæring.

Gud Nåde og Trøste os hvis vi ikke accepterer alt. Kristne højtider nedtones og gode danske egnsretter fortrænges i offentlige institutioner af kylling, lam, kuskus og shawarma. Politi og domstole er i tolerancens hellige navn konsekvente i at forfølge borgere, der lidt for tydeligt og højrøstet nægter at tolerere uhyrlighederne og giver udtryk for kritik af udanske værdier af Mellemøstlig eller anden oprindelse.

I anledning af seniorrådgiver Ib Byrge Sørensens 70 års fødselsdag den 22. august 2016 kan der være grund til at minde om fødselarens baggrund.

Ib Byrge Sørensen, der pt er seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Rud Pedersen, var den departementschef, der kunne lukke og slukke i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Nedlæggelse af Fødevareministeriet

Den Venstre-regering, der tiltrådte i juni 2015, var fast besluttet på at skabe bedre rammer for dansk erhvervsliv, og derfor blev landbrug og fiskeri lagt sammen med miljø i et helt nyt ministerium.

Af regeringsgrundlaget Sammen for Fremtiden fra juni 2015 fremgår et afsnit med Bedre rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet:

”Vi vil skabe bedre rammer for landbrug- og fødevareerhvervet, samtidig med at vi passer på vores miljø.

Danmark har en stærk fødevare- og landbrugssektor, som skaber arbejdspladser og eksport. Fødevareerhvervet er vækstmotor i dele af Danmark, der er ramt af mangel på arbejdspladser og muligheder for udvikling. Men sektoren er under stigende pres fra den globale konkurrence.

Regeringen vil fremlægge en fødevare- og landbrugspakke, der skal gøre fødevare- og landbrugssektoren endnu bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, og til at skabe mere vækst og beskæftigelse – i samspil med natur og miljø.

Regeringen vil arbejde for at reducere regler og bureaukrati for danske fiskere. Rammer og vilkår skal understøtte bæredygtigt fiskeri. Regeringen vil endvidere gøre op med overimplementering af EU-regler.

Regeringen vil sikre en fornuftig balance mellem landbrugets og fødevareklyngens – herunder fiskeriets – vækstmuligheder og miljøhensyn. Derfor samles opgaverne i et Miljø- og Fødevareministerium.”

Nedlæggelsen kom ikke uventet

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri eller bare Fødevareministeriet har været gennem mange ændringer og strukturelle forandringer. Den seneste ændring af strukturen blev gennemført 1. februar 2012. Fra denne dato omfatter ministeriet et departementet og to store styrelser: Fødevarestyrelsen og NaturErhvervstyrelsen (det hedder det faktisk!). 

Den nye fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen nedlagde som en af de første embedsgerninger det strategiske sekretariat, som tidligere fødevareminister Dan Jørgensen havde etableret i det tidligere fødevareministerium. Sekretariatet blev oprettet i september måned 2014 år, og var den mediebevidste Dan Jørgensens håndplukkede gruppe til at styrke departementets arbejde med strategi og politikudvikling.

Ib Byrge Sørensen

Daværende departementschef Ib Byrge Sørensen, der var mest kendt som driftssikker administrator, forklarede ved sekretariatets oprettelse, at tanken med sekretariatet var at sikre handlekraft og er ressourcer til at udvikle og forfølge temaer og initiativer, der var prioriteret af landbrugsministeren. Ib Byrge Sørensen pegede også på to mangler, som etableringen af det nye sekretariat skulle rette op på: Det første var, at departementschefen ikke selv følte, at han eller departementet var dygtige nok til politisk udvikling. Det andet var, at trods et udtalt behov, havde Byrge Sørensen ikke hidtil haft en akademisk sekretær.

Det bemærkelsesværdige var, at departementschefen herved tilstod, at han selv og departementet var uduelige til at varetage den opgave, der i adskillige år havde været deres ansvar. Det andet, der gav anledning til forundring på Slotsholmen, var at han tillod, at centrale opgaver i forbindelse med udarbejdelse og implementering af fødevarepolitiske strategier blev taget ud af hænderne på departementschef og departement.

Pensionering

I forbindelse med regeringsskiftet blev den alderstegne Ib Byrge Sørensen sendt på pension.

Ministeriets historie

Frem til oprettelsen af Landbrugsministeriet den 22. maj 1896 blev både landbrugets og fiskeriets anliggender varetaget af Indenrigsministeriet. Med Landbrugsministeriets etablering blev begge erhvervs interesser varetaget her, med undtagelse af en kort pause i perioden 1929-35, hvor Landbrugsministeriets Fiskeridirektorat var overflyttet til et nyt ministerium for søfart og fiskeri.

Med etableringen af et særskilt Miljøministerium, overførsel af forsknings- og forsøgsvirksomheden til Universiteterne og senest med oprettelsen af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har ministeriet faktisk i nogle år haft vanskeligheder ved at demonstrere sin berettigelse. Medarbejderne i Fødevareministeriet har altid været præget af en vis sindighed, og ministeriets hidtidige ledelse opgav for efterhånden mange år siden at kæmpe for ministeriets interesser, og synes at have befundet sig vel helt uden for indflydelse og ansvar.

Fødevareministeriet er altså nedlagt som selvstændigt ministerium. Fødevarestyrelsen kunne på sigt nemt lægges ind under Sundhedsministeriet, og NaturErhvervstyrelsen kunne passende sammenlægges med Naturstyrelsen.

Erhvervenes interesse

Landbrug & Fødevarer samt fiskerierhvervene vil også hurtigt indse, at interesserne varetages bedre i et ministerium, der også har andet at tænke på. I efterhånden mange år har skiftende regeringer alene set Fødevareministeriet som et miljø- og naturpolitisk instrument. Ministeriet har samtidig været platform for diverse politiske ”sprællemænd”, der har forfulgt egne politiske dagsordener, mens erhvervenes rammevilkår og borgernes beskyttelse mod fødevarebårne sygdomme er negligeret.

Fødevareministeriet havde tidligere mange internationale relationer og et omfattende samarbejde både med internationale organisationer og med enkeltlande. For at styrke samarbejdet og fremme danske interesser i udlandet havde ministeriet statskonsulenter for fødevareområdet i en række lande. Før sammenlægningen var ministeriet allerede reduceret til et dansk sekretariat for implementeringen af EU’s landbrugspolitik og til platform for skiftende landbrugsministres pop-politik. Den internationale varetagelse af danske landbrugs-, fiskeri- og fødevareinteresser var overladt til amatørerne i Udenrigsministeriet, men i øvrigt i det væsentligste erhvervenes eget ansvar.

Det er da heller ikke overraskende, at der er enighed blandt de borgerlige partier om en sådan ressortændring, der byder på muligheder for besparelser og i øvrigt kan bidrage til at forbedre rammerne for dansk erhvervsliv.

Michael Christiansen er en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Af samme grund er både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Napoleon kompleks?

Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor blev Napoleon sådan et dumt svin? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men ellers ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.

Noget tyder på, at han nu er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning. Spørgsmålet er om det vil gå ham ligesom Jens Christensen – en anden tidligere departementschef, der i 1983 blev fyret som formand for DONG?

Michael Christiansen er formand for Det Danske Kulturinstitut og står bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien: På et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine og forholdet til Indien er belastet på grund af Holck-sagen i en grad der obstruerer danske interesser i Indien, insisterer Det Danske Kulturinstitut på tæt samarbejde finansieret af de danske skatteydere.

Som formand for Vederlagskommissionen måtte han lide den tort, at væsentlige dele af hans møjsommeligt konstruerede forslag blev forkastet af et politisk flertal.

Senest har måttet indkassere ridser i lakken som formand for teatret Sort/Hvidt, der er rammen for den kontroversielle ”Martyrudstilling”.

DR

Der hvor han virkelig har lagt sig ud med alt og alle er på posten som bestyrelsesformand i Danmarks Radio siden 2008. I en tæt alliance med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger, Melodi Grand Prix, ”1864”, X-Faktor og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret betydet, at DR mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”. Som en stat i staten er DR suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse, reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Som bestyrelsesformand har han i skarpe vendinger reageret på, at de borgerlige partier ført an af Dansk Folkeparti har stillet spørgsmål til DRs levering af ”public service” og tilladt sig at overveje store besparelser i DR – op til 25 pct. over en femårig periode, står det til DF.

I et debatindlæg i Berlingske Tidende tordnede Michael Christiansen mod de politiske partier: ”Det er det største samlede angreb på dansk kulturformidling og public service-nyhedsformidling, vi har set til dato” og konstaterede, at omkring en tredjedel af den nuværende produktion skal skæres væk, hvis DFs planer bliver gjort til virkelighed.

Michael Christiansen har ikke lagt fingrene imellem i den verserende debat. De mulige besparelser handler ikke alene om antallet af TV- og radiokanaler til danskerne. Det handler om, at politikerne piller ved intet mindre end ”den samlede demokratiske mekanisme i Danmark”!

Selv ser han det som sin nærmest guddommelige pligt at gå i brechen for DR og demokratiet – og dermed danskerne: ”Det er fuldkommen berettiget, at der er politisk debat om DR. Men man må aldrig glemme, at jeg sidder på vegne af hele Folketinget, og jeg skal først og fremmest administrere den lovgivning, der sikrer danskerne et uafhængigt DR. Det kan lejlighedsvist være meget ubehageligt for politikere, men det er min opgave”, siger Michael Christiansen.

Udtalelsen viser, at mange års uantastet magtudøvelse er steget Michael Christiansen til hovedet. Han opfatter sig nu som en anden Caligula hævet over regering og Folketing som den egentlige ansvarlige for lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Michael Christiansen ser dermed helt bort fra at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne fastlægges i politiske medieaftaler – den nuværende gælder for 2015-18. Det er naturligvis helt legitimt for de politiske partier allerede nu at overveje de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

Hvad vil ske?

Spørgsmålet er om Michael Christiansens svigtende jugement har gjort hans position uholdbar. Måske vil det gå ham, som det gik Jens Christensen i 1983? Jens Christensen havde også en fortid som departementschef (i Udenrigsministeriet), da den socialdemokratiske energiminister Poul Nielson (der kom fra Udenrigsministeriet) i 1980 udnævnte Jens Christensen som formand for Dansk Olie og Naturgas (DONG). Jens Christensen følte sig ligeledes hævet over regering og Folketing og politiserede åbenlyst i hvad han opfattede som DONGs interesse. Efter regeringsskiftet i 1982 blev han afsat af energiminister Knud Enggaard fra Venstre og vendte tilbage til udenrigstjenesten.

Hvad kan Michael Christiansen trække sig tilbage til?  En firelænget gård i nærheden af Gilleleje – og 70 tønder land med fri udsigt til Kullen. Vemodigt at tænke på, at hvis Michael Christiansen ikke havde valgt kulturen, men i stedet var blevet departementschef i landbrugsministeriet, havde meget set anderledes ud i dansk landbrug i dag.

Boligskatter er ligesom udlændingepolitik altid dynamit i den politiske debat, og de kommende måneder bliver en ren gyser for de danske boligejere, når politikerne skal finde en løsning på fremtidens ejendomsskat. Samtidig skal et nyt vurderingssystem fra Skat tages i brug – og vi er ikke forvænte med rimelige løsninger fra den kant!

Det er som bekendt teoretisk indstillede økonomers våde drøm at skrue helt op for boligskatterne. Samtidig har alle boligejere gode grunde til at ligge søvnløse af frygt for fremtiden.

Vi kan ikke regne med at regeringen vil agere bolværk –  boligskatterne er faktisk steget markant, selvom Venstreregeringen indførte et skattestop i 2002.

Du straffes, hvis du selv klarer boligbehovet

Den ulykkelige situation er, at hvis du i Danmark ikke stiller dig op i køen med hånden fremme til billige, offentligt finansierede almennyttige boliger, men i stedet selv har sparet op, købt og betalt familiens bolig, bliver du brandbeskattet. Ejer du en bolig i Danmark, skal du betale ikke én, men 2 slags boligskat: Den ene hedder ejendomsværdiskat, og den skal betales til staten. Den anden er grundskyld, og den havner i kommunernes pengekasse.

Først ejendomsværdiskatten, der beregnes ud fra, hvad din ejendom er vurderet til ved en offentlig vurdering. Er værdien af huset eller lejligheden vurderet til at være mindre end 3.040.000 kroner, så skal du betale én procent af værdien i ejendomsværdiskat. Er ejendommen mere værd, skal du betale tre procent af resten.

Ejendomsværdiskatten er dog underlagt et skattestop, som betyder, at boligejerne betaler ejendomsværdiskat ud fra, hvad deres bolig var værd i 2001 eller 2002.

Det betyder, at ejendomsværdiskatten på 13,8 mia. kr. i 2016 trods alt er mindre, end den ville have været, hvis ikke der havde været et skattestop. Efter vismændenes vurdering er ejendomsværdiskatten på grund af skattestoppet faldet til 0,6 procent af ejendomsværdien.

Den anden ejendomsskat er grundskylden, som er en skat, som du betaler af selve grunden, du bor på, og den er forskellig fra kommune til kommune. Modsat ejendomsværdiskatten, beregnes grundskylden ikke ud fra, hvad ejendommen er værd, men ud fra hvad grunden – i ubebygget stand – er vurderet til i den seneste offentlige vurdering.

Skatten tilfalder den kommune, hvor ejendommen ligger, og taksten fastsættes af de enkelte kommunalbestyrelser. I alle kommuner skal den dog ligge mellem 16 og 34 promille af ejendommens grundværdi. Grundskylden på i alt 28,3 mia. kr. i 2016 opkræves typisk to gange årligt, og det er politisk bestemt, at den højst må stige syv procent hvert år.

Udover det helt urimelige i at beskatte noget du selv har købt og betalt, er det et stort problem, at du ikke kan regne med den offentlige vurdering af din ejendom eller grund.

Fagøkonomer og økonomiske vismænd

Fagøkonomer kan finde gode teoretiske argumenter for beskatning af fast ejendom og de Økonomiske vismænd presser provokerende på – skattestoppet på ejendomsværdiskatterne bør rulles tilbage, og ejendomsværdiskatten bør hæves fra 0,6 procent til 1,2 procent.

Problemet er, at allerede med de nugældende regler, vil husejernes bidrag i 2017 stige til knap 30 mia. kr. i ejendomsskat og godt 14 mia. kr. i ejendomsværdiskat.

Det bliver altså igen-igen husejerne, der skal bære broderparten af finansieringen af den ustyrlige offentlige sektor.

Rigsrevisionen har kritiseret vurderingssystemet, og i forbindelse med aftalen om finansloven for 2016 var der flertal for midlertidigt at fastfryse ejendomsværdiskatten.

Total afskaffelse af ejendomsbeskatningen

I Folketinget har Det Konservative Folkeparti fremsat et forslag om total afskaffelse af ejendomsværdiskat og grundskyld, men endnu er forslaget kun støttet af Liberal Alliance.

De Radikale insisterer ligesom vismændene på at boligskatterne fortsat bør stige. Sådan lyder det i hvert fald fra De Radikales folketingskandidat i Gentofte, Sofie Carsten Nielsen, der ønsker at boligbeskatningen følger lønudviklingen.

Hvis forslagene fra de økonomiske vismænd eller Det Radikale Venstre gennemføres vil der med sikkerhed blive udløst meget store skattestigninger kombineret med prisfald på huse og lejligheder. Særligt i kommuner med attraktive boligområder vil skatterne stige og priserne falde.

Berlingske Tidende bringer den 21. august 2016 en artikel med opfordringer fra erhvervsliv og universiteter om at der bør gøres mere for at tiltrække og fastholde udenlandske talenter i Danmark. Det er helt uforståeligt, at chefen for Global Talent i Dansk Industri, Linda Duncan Wendelboe, der optræder i artiklen, ikke oplyser om de reelle forhold.

I virkelighedens verden strækker danske myndigheder sig langt for at imødekomme specifikke ønsker fra virksomheder og forskningsverdenen.  Hovedproblemet er det kvælende skattetryk i Danmark, og i forhold til udenlandske medarbejdere i danske selskaber er der faktisk gjort noget: Kandidater til nøglestillinger fra udlandet har således mulighed for at opnå en gevaldig skatterabat. Det vurderes oven i købet, at den lukrative skatterabat vinder frem hos danske topselskaber.

Selvom DI ikke vil sige det, har et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. Med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det ville samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Forskerordningen

Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge – forudsat at de inden ansættelsen på forskerordningen har været skattepligtige i udlandet.

”Forskerfintens” betydning for den egentlige forskning er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 62.300 kr. i 2016 (61.500 kr. 2015) pr. måned efter fradrag af ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Voldsom stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”

De seneste officielle tal for anvendelsen af ordningen er fra 2013 hvor godt 5000 personer var omfattet. Siden er ordningen blevet voldsomt udbredt – ikke mindst efter sænkningen af lønkravet med omkring 10.000 kr. om måneden til de nuværende 62.300 kr.

En række danske selskaber herunder Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk ønsker ikke at oplyse om deres brug af ordningen, men kilder i erhvervstoppen peger på global konkurrence som forklaringen på den markante stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”.

I Novo Nordisk er antallet af medarbejdere, der benytter sig af forskerordningen, steget med næsten 50 pct. og omkring 10 pct. af medarbejderne i NOVOs forsknings- og udviklingsafdeling er fra udlandet.

Forsker-ordningens lempelige skattemæssige behandling af forskere og nøglemedarbejdere, er tydeligvis ikke tilstrækkelig. I dagbladet Børsen agiterer Novo Nordisk den 21. april 2016 for at forskerskatteordningen forlænges, så den gælder otte-ti år mod de nuværende fem år.

Forskerordningen er en lappeløsning

Novo Nordisk-topchef Lars Rebien Sørensen betegner i Berlingske Tidende den 26. april 2016 forskerordningen som en lappeløsning. Rebien Sørensen er ikke blind for behovet for en større skattereform, men insisterer på den korte bane for en forlængelse af ordningen til 10 år.

Den tidligere topchef for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, bekræftede over for Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlandet, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på 26 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet.

Det skal bemærkes, at også søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Det internationale skibsregister, tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 blev mobile borerigge ligeledes omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Konsekvensen er, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning.

DR vil fra begyndelsen af 2018 flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med tusindvis af medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og beslutningen har ligefrem givet anledning til traumer hos medarbejdere og forstyrrelser af sendefladen.

Det var breaking news, da en af Danmarks Radios talrige såkaldte vejr-profiler, Jesper Theilgaard, efter lang tids betænkning meddelte, at han flytter med, når DR i 2018 flytter omkring 165 arbejdspladser til Jylland.

Det skabte et ramaskrig, og mange medarbejdere hos statsradiofonien rasede, da DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn i april meddelte, at arbejdspladserne skulle flyttes fra København, som led i at sikre, at ”DR også i de kommende år er relevant for hele befolkningen”.

Spørgsmålet er, om udflytningen ændrer det stærke politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio.

Der efterspørges i stigende grad debat om DR’s konkurrence-forvridende effekt i forhold til de private tv-udbydere, og samtidig kan vi konstatere, at det politiske flertal for at opretholde den nuværende tvangslicens til Danmarks Radio er væk. Udflytningen af enkelte medarbejdere fra København vil næppe ændre det forhold. Det bør derfor allerede nu overvejes, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Måske/måske ikke er DR bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Tvangslicens

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder.

Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end Bertel Haarder, der selv har en rem af den kulturradikale hud, lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Regeringen vil efter sommerferien fremlægge en ny forsyningsstrategi for hele forsyningsområdet. Som led i forberedelserne har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt ifølge JyllandsPosten hos Bjarne Corydons arbejdsgiver, konsulentfirmaet McKinsey, bestilt en rapport om forsyningen af vand, varme, elektricitet og affald. Spørgsmålet er om hele forsyningsområdet kan drives mere effektivt og dermed også billigere for forbrugerne, uden at det går ud over forsyningssikkerheden?

I den fortrolige rapport fra McKinsey skulle det fremgå, at selvom danskerne får deres varme, vand og elektricitet uden de store problemer, ligesom de får hentet deres affald, kan det gøres billigere. Ja, faktisk kan der ifølge McKinsey spares 7,1 milliarder kr. om året.

Effektiviteten i forsyningssektoren skal forbedres

Den liberale venstreminister, Lars Chr. Lilleholt, henviser til de mulige besparelser for forbrugerne og tilkendegiver interesse for privatisering af vand og varme. Tidligere har han luftet interesse for privatisering af affaldsområdet.

Mens der blandt partierne på Christiansborg er en udbredt skepsis overfor privatisering af forsyningsområdet, er der bred tilslutning til at stille krav til sektoren om fortsat effektivisering af driften. På Christiansborg blev der i begyndelsen af april 2016 således indgået en politisk aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren med 500 mio. kr. i 2020.

Aftalen indebærer, at hvile-i-sig-selv princippet opretholdes, men fjernvarmeselskaberne skal i fremtiden overholde visse omkostningsrammer, de skal benchmarke i forhold til de mest effektive selskaber og de skal opfylde visse effektiviseringskrav.

En aftale med de centrale værker, skal sikre, at de effektivisere for 115 mio. kr. i 2020. De øvrige selskaber skal herefter effektivisere for 385 mio. kr. i 2020, for at målet om effektiviseringer på 500 mio. kr. i 2020 kan nås.

Små selskaber, der leverer mindre end 50 TJ fjernvarme, undtages fra den nye regulering. Det samme gør industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til fjernvarme, samt selskaber der leverer biogas og andre brændbare gasarter til fjernvarmeselskaberne.

Forhistorien

Forud for den politiske aftale havde Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet iværksat et større udvalgsarbejde, som lagde op til, at frem mod 2020 skulle fjernvarmesektoren levere besparelser for en halv milliard kroner om året.

Dansk Industri og flere liberale politikere har forud for den politiske aftale agiteret for mere fundamentale ændringer i fjernvarmesektoren. Det har været foreslået, at ophæve hvile-i-sig-selv princippet og gøre afkastmulighederne for eksterne investorer mere attraktive.

Med aftalen bekræfter et politisk flertal, at offentlige regulering af forsyningssektoren har til formål at understøtte Danmarks overordnede energipolitiske målsætninger samt beskytte forbrugerne og sikre, at aktørerne følger reglerne. De kommunalt og andelsejede selskaber i fjernvarmeforsyningen er ikke udsat for konkurrence – de er ligesom på vand og affaldsområdet lokale monopolvirksomheder, der fortsat skal reguleres efter hvile-i-sig-selv princippet. Varmeprisen er lovbestemt som summen af de nødvendige omkostninger, og selv brændselsvalget bestemmes af staten.

Billigere fjernvarme?

De 63 pct. af alle danske husstande svarende til ca. 1,8 mio. danske husstande, der i dag har fjernvarme skal imidlertid ikke forvente lavere varmepriser.

På trods af alle politiske aftaler og rimelig tæt regulering er det en kendsgerning, at fjernvarmesektoren er karakteriseret ved svingende effektivitet og alt for store forskelle i fjernvarmepriser.

Energitilsynet offentliggør tre gange årligt en statistik over fjernvarmepriser. Prisstatistikken indeholder priser for hver enkelt af de ca. 430 varmeforsyninger, der indberetter til Energitilsynet og leverer fjernvarme til husstande.

Energitilsynets seneste varmeprisstatistik omfatter priser pr. august 2015.

Den gennemsnitlige årlige varmeregning udgør i 2015 14.872 kr. for et hus på 130 m2. Statistikken afslører samtidig, at der er uacceptable forskelle i varmepriserne, og det betyder, at nogle boligejere betaler alt for meget for varmen.

Dyreste og billigste fjernvarme

Forskellene i fjervarmepriser ud over landet er oprørende. Landets dyreste fjernvarme kommer fra Annebjergparken i Nykøbing Sjælland, der opkræver en varmeregning på 31.792 kr. for et hus på 130 m2. Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning, Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk og Odsherred Varmeværk i Trundholm følger godt med i den meget dyre ende.

Svendborg Fjernvarme leverer med en regning på 5.298 kr. for et hus på 130 m2 landets billigste fjernvarme fulgt af Hillerød Varme i Gørløse, Vissenbjerg Fjernvarme og Svendborg Fjernvarme.

Årsagerne til de store forskelle i driftsledelse, at nogle værker har svært ved at udnytte de størrelsesøkonomiske fordele, brændselsvalget, dårlig driftsledelse og samtidig er der også en række andre grunde til den store variation i værkernes effektivitet.

Udsigt til dyrere fjernvarme

Den politiske aftale vil ikke nødvendigvis resultere i billigere fjernvarme. Tvært imod er der udsigt til en stigning i varmepriserne på 2,5 mia. kr., når det særlige grundbeløb ved udgangen af 2018 bortfalder. Grundbeløbet gives til de danske decentrale kraftvarmeværker, som fortrinsvis anvender naturgas. Grundbeløbet har blandt andet fungeret som en kompensation for bindingen til naturgas som brændsel samt en slags forsikring mod høje varmepriser, da elmarkedet blev liberaliseret.

De værker, som har udsigt til de største varmeprisstigninger, kan se frem til et besøg af det såkaldte varmepumperejsehold fra Energistyrelsen. Værkerne kan på den måde hurtigt få afklaret, om store varmepumper kan bidrage til at sikre rimelige varmepriser.

De centrale energimyndigheder har der udover ikke megen trøst til fjernvarmekunderne. De må ligesom alle andre afvente nærmere analyser af fjernvarmens rammevilkår, herunder afgifts- og tilskudsanalysen, som gang på gang er blevet udskudt, men som nu forventes at foreligge senere på året.

Liberalisering af forsyningssektoren?

Investeringsfonde, pensionsselskaber og andre formueforvaltere har tilkendegivet betydelig interesse for de potentielle indtjeningsmuligheder, der ligger i de kommunalt og andelsejede forsyningsselskaber. Fondene ser angiveligt gerne, at et påstået potentiale for effektiviseringer bliver realiseret, og ”at sektoren og de kompetencer, den indeholder, kommer mere i spil i erhvervsudviklingen”. Liberalisering af sektoren og ophævelse af hvile-i-sig selv-princippet ville betyde, at rationaliserings- og effektiviseringsgevinster ville tilfalde ejerne/investorerne, der hermed vil få mulighed for at opnå en ”fornuftig indtjening” af investeringer i sektoren.

Nu er det jo ikke sådan, at virksomhederne på forsyningsområdet overhovedet har vanskeligheder med at få finansieret nødvendige investeringer på absolut attraktive betingelser i det normale lånemarked. Forbrugerne får således under den nuværende regulering både glæde af de attraktive finansieringsbetingelser og de effektiviseringer, der eventuelt følger af investeringerne.

Den politiske aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren er et forsøg på at ”holde næsen på slibestenen” således at fjernvarmeværkerne får incitamenter til at levere flest mulige effektiviseringer og besparelser til fordel for kunderne. Om det vil virke, kan kun tiden vise.

Bør vi da ikke hellere tilstræbe en forsyningssektor baseret på markedsøkonomiske principper?

I den ideale verden giver privatiseringer og liberaliseringer god mening som led i øget konkurrence på et frit marked. Problemet er, at de danske markeder for strøm, varme, vand og affald ikke er frie konkurrencemarkeder.

Politiske flertal insisterer på, at forsyningssektoren skal understøtte flertallets politiske målsætninger. I øjeblikket er der fokus på klima og den grønne omstilling, men for få år siden var flertallets politik domineret af ønsket om energiuafhængighed, oliefortrængning og understøttelse af den danske naturgas. Og hvem kender de kæpheste, der skal forfølges i morgen?

Så længe det er sådan, og det politiske flertal er indstillet på at fortsætte med den centrale detailstyring ud i alle hjørner af forsyningssektoren, giver privatiseringer og liberaliseringer ingen mening.

Hvis sektoren liberaliseres uden ændringer i de politiske rammevilkår, ville el-, vand-, fjernvarme- og naturgaskunderne igen få lov at betale, mens ejerne kunne høste alle fordele.

Der mindes om, at danske skatteborgere allerede i dag med verdens højeste skatter, energipriser renovationsafgifter og vandpriser betaler en høj regning for ambitionen om, at Danmark skal være et grønt foregangsland.