Med forestillingen “White Nigger/Black Madonna” nåede teatret Sort/Hvid i den Brune Kødby ved Halmtorvet i København bunden for plat, pseudo-reflekteret provokation. Det var flere anmelderes opfattelse af en forestilling hvor den enlige optrædende begynder at male sig mørk i ansigtet, og senere til akkompagnement af akustisk guitar synger sange med omkvædet: “White Nigger, White Nigger, White Nigger”.

Selv om teatret Sort/Hvid i de senere år har budt os meget, overrasker det, at man i en teaterforestilling i Danmark i 2018 skal høre N-ordet.

Forestillingen af Madame Nielsen instrueret af Christian Lollike omhandler en virkelig historie om en hvid kvinde, der i skolen identificerede sig allermest med sin sorte veninde Linda, og som voksen rejser til USA, hvor hun lever som sort, bliver kæreste med en fremtrædende sort borgerrettighedsaktivist, men til sidst afsløres som hvid og udstødes som det, forestillingen selv kalder en ”white nigger”.

Det er ikke så tit, at publikum udvandrer fra et teaterstykke i Danmark, men kritikken har været hård over “White Nigger/Black Madonna”. Ifølge teatret selv er plakater for forestillingen revet ned, dets Facebook-side lukket flere gange og dets profil på Instagram permanent deaktiveret som følge af brugeranmeldelser om racisme.

Årsagen er dels brugen af ordet ”nigger” og dels på grund af dens brug af blackfacing, et begreb, der henviser til traditionen for, at hovedsageligt hvide skuespillere i film og teater optræder med sort ansigtsmaling, der dermed bidrager til at karikere sorte og udbrede racestereotyper.

Stykkets ophavsmænd, performancekunstneren Madam Nielsen og teaterdirektør Christian Lollike, blev nærmest buhet af scenen og havde svært ved at komme til orde i den ophidsede debat, hvor flere oplægsholdere kom med kras kritik af stykket og den måde, det er blevet markedsført.

Er det ok at fremstille terrorister som martyrer?

I 2016 gav teatret Sort/Hvid også anledning til forargelse. Teatret Sort/Hvid og kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tiger (TOETT) stod bag et såkaldt MARTYRMUSEUM hos teatret i Kødbyen i København.

MARTYRMUSEUM bestod af installationer, reproduktioner af autentiske genstande, fortællinger om heltemod og billeder af martyrer, der har ofret sit liv i en større sags tjeneste. På udstillingen er en række historiske personer som Sokrates og socialisten Rosa Luxemburg udstillet sammen med blandt andre de to brødre Khalid og Ibrahim El Bakraoui, der 22. marts 2016 i Bruxelles’ lufthavn sprængte sig selv i luften og dræbte mindst 17 uskyldige mennesker. Lige som den ene af attentatmændene bag angrebet på det parisiske koncertsted Bataclan udstilles. På Bataclan skød og dræbte terroristerne 89 mennesker og sårede 200.

Ifølge Sort/Hvid og kunstnergruppen TOETT havde terroristerne, Sokrates, Rosa Luxemburg, en katolsk præst, en miljøaktivist, en menneskerettighedsforkæmper og en række andre på udstillingen det til fælles, at de var parate til at gå i døden for deres tro eller overbevisning.

”I Danmark har vi svært ved at forestille os at gå i døden for noget som helst. At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i Bruxelles gør man kun i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse mennesker indgår i udstillingen. For vi er alle helte i vores egen historie” lød forklaringen fra kunstnerne bag ”værket”.

Forargelse

Martyrudstillingen med døde terrorister vakte forargelse. Daværende kulturminister Bertel Haarder kaldte udstillingen ”vanvittig”. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, kaldte den ”pervers” og sagde: ”Jeg forstår ikke, at de bruger ordet martyr om selvmordsterrorister, for dermed overtager de terroristernes forståelse af begrebet. Den står i modsætning til vores brug af ordet, hvor martyr betyder, at man ofrer sit eget liv, for det man tror på. Man slår ikke andre mennesker ihjel”.

DFs kulturordfører, Alex Ahrendtsen, mente, at udstillingen var udtryk for en ”kynisk og kold form for kulturrelativisme”.

”Arrangørerne hævder, at vi alle er helte i vores egen historie. Det er vi ikke. Der er rigtig og forkert, og der er godt og ondt, og de islamiske mordere er ikke helte – de er terrorister og koldblodige mordere. Ifølge det kristne martyrbegreb, er en martyr et uskyldigt menneske, der bliver dræbt på grund af sin overbevisning. Kunstnerne bag udstillingen er angiveligt inspireret af et martyrmuseum i Teheran, hvor mordere bliver hyldet. Det ville jo svare til, at der var SS-museum, som hyldede SS-soldater, og de var inspireret af det. Det er så overfladisk, dumt og ubrugeligt – en provokation uden substans”.

Breivik

Sort/hvid teatrets dramatiker Christian Lollikes og skuespiller Olaf Højgaards opførelse af massemorderen Anders Behring Breiviks ideologiske skrift ”Manifest 2083” som teater skabte også stor forargelse i 2014.

Ikke mindst i Norge var reaktionen kritisk. Flere af Utøya-ofrenes pårørende protesterede, og politikere fordømte forehavendet som smagløst. Teaterchef for Det Norske Teater i Oslo, tog skarpt afstand fra Christian Lollikes brug af Anders Behring Breiviks manifest: ”Breiviks hovedærinde har været at sprede budskabet i manifestet, og det gjorde han ved at dræbe alle de mennesker. Han lykkedes faktisk med det! Ved nu at skabe mere opmærksomhed om manifestet optræder man som nyttige idioter. Man danser efter Breiviks pibe”.

Baggrund. Michael Christiansen og Sort/Hvid

Sort/Hvid teateret blev grundlagt i 1972 under navnet CaféTeatret, og har gennem årenes løb spillet en synlig rolle for dansk teater. Teatrets dramatiker Christian Lollike har som nævnt tidligere vakt opsigt bl.a. med hans teaterstykke om Breivik i 2012. I maj 2014 skiftedes teaterets navn til Sort/Hvid, men kun et halvt år senere opstod der brand i det historiske teater i Skindergade, og i dag er Sort/Hvid lokaliseret i Den Brune Kødby på Vesterbro.

Sort/Hvid oplyser på deres egen hjemmeside, at de:

·         udvisker grænserne og søger udenom det, du allerede kender.

·         udfordrer dine meninger og følelser, og

·         får dig derud, hvor uvisheden bliver holdepunktet!

Ifølge deres egne oplysninger, skaber Sort/Hvid teater, performances, opera, ballet, skulpturer og virtuelle værker, der undersøger aktuelle samfundsmæssige og politiske emner på tværs af genre og form. Og via samarbejde med kunstnere, performere, fagspecialister, teatre, festivaller og kunstinstitutioner i både ind- og udland vendes og drejes aktuelle emner i den offentlige debat. Det skulle sikre en både nuanceret forståelse og levende tilgang til teatrets arbejde med værker!

Som organisation er Sort/Hvid et lille storbyteater og dermed del af en ordning, hvor staten og kommunen yder et samlet årligt tilskud til den daglige drift.

Teatret har herudover en indtjening på billetsalg til forestillinger og andre kunstneriske projekter. Fra private og offentlige fonde modtager teatret projektstøtte til specifikke kunstneriske projekter.

Formand for DR, Michael Christiansen, er formand for bestyrelsen for Sort/Hvid.

Hovedårsagen til, at danskerne betaler 39 pct. mere for dagligvarer end alle andre EU-borgere (og endnu mere for fødevarer), er den begrænsede konkurrence, kartelaftaler og ”mestergrise”.

De offentlige myndigheder gør intet, og planlovgivning og andre reguleringer modvirker konkurrence. Det betyder – som påpeget af Produktivitetskommissionen – at danske forbrugere og samfundet påføres omkostninger i form af lavere produktivitet og højere priser.

Det danske dagligvaremarked er præget af, at der fortsat er op mod 3.000 fysiske butikker. Faktisk er butikstætheden her i landet blandt den højeste i Europa.

Positive forbrugerforventninger

Der er faktisk tegn på, at danskernes forbrug igen er på vej opad. Mens forbruget i årene inden finanskrisen voksede med mere end tre procent om året, faldt de årlige vækstrater efterfølgende til under én procent og først i 2015 nåede man op på 1,9 procents vækst.

Der er dog ikke umiddelbart tegn på, at vi vender tilbage til de tidligere vækstrater i forbruget. Forbrugerne holder i disse år simpelthen mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og betydelige nettoformuer. En årsag er, at danskernes formuer i form af pensioner og friværdi i fast ejendom ikke er likvid samtidig med, at de fleste husholdninger har verdensrekord i bruttogæld især knyttet til boligen – typisk 3 gange den årlige disponible indkomst!

Men en væsentlig årsag er også, at Danmark – trods al snak om vækst og beskæftigelse – har de højeste forbrugerpriser i hele Europa. Samtidig er der risiko for at en stadig større del af den danske efterspørgsel vil rette sig mod udenlandske netbutikker med endnu mere katastrofale konsekvenser for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Det private forbrug retter sig i stigende omfang mod nethandlen

Tidligere var det grænsehandelen, der var det onde dyr i åbenbaringen, når detailhandelen klagede over stagnerende omsætning. Den geografisk barriere betød samtidig, at forbrugernes alternativer var begrænsede. Bortset fra beboerne i grænselandet, måtte forbrugerne acceptere de priser, der blev krævet. Sådan er det ikke mere, og den manglende konkurrence rammer nu den danske detailhandel med fuld kraft.

Voksende net-handel

I tilgift til den voksende traditionelle grænsehandel skifter forbrugerne i stigende grad fra handel i fysiske butikker til online-handel, og vi vil snart inden for en række varegrupper se fysiske forretninger kæmpe for at overleve, mens netbutikkerne buldrer frem.

Man siger ofte, at USA er 10 år foran resten af verden, og netop i USA venter butiksdøden lige om hjørnet. Mange af de store nationale shopping-giganter så som Macy’s, Sears, J.C. Penney’s, Kohl’s samt Barnes & Noble har vanskeligheder. Macy’s annoncerede i årets løb, at man ville lukke 68 butikker, og Sears lukker 168 butikker. I alt regner man med, at knap 10.000 butikker vil lukke i USA i 2017, og at 25 pct. af alle shopping-centre drejer nøglen om inden 2022.

Detailmarkedet overtages stille og roligt af online-butikkerne. I øjeblikket er tyske Zalando, der kun sælger tøj, sko og kosmetik, størst tæt fulgt af Boozt.

Allerede i 2017 handlede danskerne varer og services på nettet for 123 mia. kr. og dermed lå godt 13 pct. af danskernes samlede forbrug på nettet. I indeværende år ventes nethandlen at overstige 130 mia. kr.

Når det danske privatforbrug i indeværende år samtidig runder én billion kroner – 1.000 mia. kr. – vil en stigende del af forbruget tilfalde nethandlen, herunder den udenlandske del og dermed især understøtte væksten i udlandet.

Konkurrence fra udenlandske netbutikker

Den største spiller i den internationale nethandel er den amerikanske it-gigant Amazon. Vi har i Danmark endnu Amazons fysiske tilstedeværelse til gode, men det vil ikke vare længe. Amazon har allerede via det tyske Amazon-selskab en betydelig markedsandel. En pessimistisk fremtidsvurdering forudsiger, at det Amazon ikke kommer til at sælge, vil kinesiske Alibaba om føje tid tage sig af.

Allerede nu er der imidlertid tegn på, at udenlandske netbutikker har erobret over 30 pct. af den danske internethandel svarende til en omsætning på godt 40 mia. kr. Konkurrencen kommer i særdeleshed fra internationale mastodonter som Amazon, Zalando, Asos og Boozt, men Alibaba og andre kommer til.

Nye varegrupper på nettet

Coop Danmark har vurderet, at 17 pct. af danskerne inden for to år vil købe størsteparten af deres dagligvarer på nettet. København og hovedstadsregionen er ikke overraskende den landsdel, hvor den største andel af danskere handler ind på nettet. 25 pct. af københavnere har allerede nu prøvet onlineindkøb af dagligvarer.

De udenlandske netkonkurrenter i Tyskland og Sverige drager ud over det generelt lavere prisniveau også fordel af den lavere tyske og svenske moms på fødevarer. Danske forbrugere kan uden problemer få transporteret varer med lav tysk eller svensk moms lige til døren overalt i landet. Butikken modtager kundens bestillinger på nettet, men er samtidig behjælpelig med kontakt til transportfirmaer, der kan transportere varerne til kundens dørtrin.

Planlov og manglende konkurrence

Der vil fortsat eksistere fysiske detailhandelsbutikker og indkøbscentre, men detailhandelen skal oppe sig, hvis de ikke skal udkonkurreres helt af nethandlen. Regeringens lempelser af planloven havde angiveligt til formål at skabe et større råderum for lokale hensyn, øge konkurrencen og skabe vækst i det såkaldte udkantsdanmark. Desværre betød presset fra Danmarks Naturfredningsforening og deres støtter i København og Nordsjælland, og fra organisationer som De Samvirkende Købmænd, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Der er skruet lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne. De må nu være op til 5.000 kvadratmeter. Når der stadig er restriktioner, er det for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart, men selvfølgelig til ugunst for mindre konkurrerende butikker i små og mellemstore byer. For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger er størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.

En presset Landbrugsstyrelse halter bagefter på en række punkter i forvaltningen af de cirka 7 milliarder kr., som Danmark modtager i årlig landbrugsstøtte fra EU.

Rigsrevisionen har adskillige gange været ude med riven efter den udskældte styrelse under Miljø- og Fødevareministeriet.

Landbrugsstyrelsen hed tidligere NaturErhvervsstyrelsen, men skiftede navn efter skandalen om kvotekongerne og overflytningen af fiskeriområdet til Udenrigsministeriet.

Rigsrevisionen og statsrevisorernes kritik af den danske administration af landbrugsstøtten på over 7 mia. kr. om året har været alvorlig. Rigsrevisionen har således kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Miljø- og Fødevareministeriets manglende tilsyn

Miljø- og Fødevareministeriets departement har som kompetent myndighed ansvaret for at føre tilsyn med og overvåge det såkaldte betalingsorgan for landbrugsfondene som netop er NaturErhvervstyrelsen, og rapportere herom til Kommissionen. Rigsrevisionen og statsrevisorerne mener ikke at departementet til alle tider har levet op det ansvar.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten jævnligt forsinkes.

På det seneste har styrelsen kontrolindsats også givet anledning til kritik. Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har således kritiseret styrelsens ”kontrolovergreb”.

”Kontrolovergreb”

I Bæredygtigt Landbrugs ugentlige medlemsbrev har Flemming Fuglede kritiserer de kontrollanter, som opfører sig utilstedeligt, rethaverisk og aggressivt overfor foreningens medlemmer. Eksemplet nævnt i medlemsbrevet var landmandsfamilien Birgitte og Anders Borrisholt fra Farsø, som følte sig forulempet af en kontrollant fra Landbrugsstyrelsens regionale kontor i Randers lige op til St. Bededag.

Landbrugsstyrelsens direktør er ikke glad for, at BL har erklæret krig mod kontrollen, men Flemming Fuglede fastholder i et svar til Landbrugsstyrelsens direktør, at landbruget naturligvis skal kontrolleres af både miljømæssige og dyrevelfærdsmæssige årsager – men at kontrollen skal foregå på en ordentlig måde: ”Direktøren er af den opfattelse, at jeg har overskredet en grænse, når jeg nævner en kontrollant ved navn. Jeg må her påpege, at vi landmænd altid står på mål ved navns nævnelse og ofte bliver trukket frem i dagspressen”, hedder det i BL-formandens brev, der fortsætter:

”Landbrugsstyrelsen er en offentlig myndighed, der skal opfatte sig selv som en serviceorganisation, der vejleder landmanden. Når direktøren ikke har styr på sine medarbejdere, og de overtræder deres beføjelser overfor BL’s medlemmer, er det naturligt, at vi som organisation træder til. Hvis direktøren ønsker det, er jeg naturligvis villig til et møde, men jeg vil gerne understrege, at jeg også i fremtiden vil nævne de medarbejdere ved navn, som ikke har den pli, der er nødvendig. I øvrigt er jeg af den opfattelse, at kontroller, der ikke er varslet, er en uskik. Kontrollanten med hjælpere er velforberedte og den kontrollerede totalt uforberedt – en uholdbar situation. Det er derfor naturligt, at den kontrollerede skal have bisiddere i en sådan situation, hvilket BL forlanger”, slutter formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen.

Også kritik af britisk søsterorganisation

Landbrugsstyrelsen kan trøste sig med at styrelsens britiske søsterinstitution, Rural Payments Agency (RPA) også udsættes for sønderlemmende kritik. Farmers Weekly kan berette, at kritikken går på “mangler på flere niveauer”, som forårsager betydelig skade for landmændene og rejser spørgsmål om styrelsens evne til at levere i en post-Brexit-æra.

I Storbritannien er landmændene blevet lovet, at de vil blive holdt skadesløse, når UK forlader EU og efter overgangsperiodens udløb i 2020.

Det britiske parlament er derfor særdeles opmærksomme på, at de britiske landmænd får den behandling de har krav på, og Parlamentets udvalg om miljø, fødevarer og landdistrikter har konkluderer, at RPA-agenturet ikke formår at levere på hovedopgaverne. Kritikken kommer efter at udbetalingsorganet har været kritiseret i en lang række officielle rapporter i løbet af det sidste årti. Kritikken har især gået på udbetalingsorganets evne til at administrere støtteordningerne og få betalingerne ud til landmændene i rette tid.

Der syntes i de borgerlige partier at være enighed med Dansk Folkeparti om at tiden er inde til at tage et opgør med arveafgiften. Ikke mindst er arveafgiften for virksomheder forhadt og ønskes af de Konservative afskaffet allerede fra næste år.

Arveafgiften indbringer et årligt provenu på omkring 4,2 mia. kr., men en fuldstændig afskaffelse vil ifølge beregninger i CEPOS pga. af tilbageløb m.v. kun resultere i et provenutab på 2,4 mia. kr.

Sidste år drejede det store politiske slagsmål sig om topskatten. Det lykkedes som bekendt ikke at få den afskaffet og Enhedslisten prøvede endda at samle flertal bag genindførelsen af formueskatten og en ny millionærskat.

Spørgsmålet er også om det er klogt at søge ”dødemandsskatten” afskaffet i den nuværende situation?

Bør vi lytte mere til modstanderne af globalisering?

Retorikken har altid været skinger omkring internationale frihandelsaftaler, men på det seneste er modstanden vokset. Spørgsmålet er, om modstanden mod globalisering og frihandel er velanbragt?

Nogle henviser globaliseringsskeptikerne til at gøre deres hjemmearbejde og studere de sidste 250 års akkumulerede nationaløkonomiske viden fra Adam Smith og David Ricardo. På den økonomiske side er sagen nemlig klar – den samlede lagkage bliver større.

Gevinsten for det samlede bruttonationalprodukt, den samlede samhandel og den totale jobskabelse ved frihandel er markant. Det er ikke kun min påstand – økonomisk teori, EU-Kommissionen, Dansk Industri og hvem der har økonomisk indsigt, siger det samme. Blandt de politiske partier har de borgerlige og liberale partier typisk hyldet frihandel og EU’s indre marked.

I dag breder der sig en vis skepsis fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten til andre partier.

En aftale med USA kunne have styrket økonomi og beskæftigelse

EU-Kommissionen har beregnet, at en frihandelsaftale med USA ville styrke EU’s samlede økonomi med 120 mia. euro (900 mia. kr.), der fordelt ud på EU-familier en gennemsnitlig årlig gevinst på 545 euro (godt 4.000 kr.), samt skabe hundredtusinder af nye europæiske job. I en dansk kontekst har Dansk Industri vurderet, at en aftale kan øge Danmarks eksport med 27 mia. kr., skabe 15.000 nye job samt gøre mange varer billigere for danske forbrugere.

Præsident har foreløbig standset forhandlingerne om en aftale, men inde da gik modstandernes argumenterer ikke går på selve handelen – hvem går ikke ind for samhandel?

Fra partier, organisationer og enkeltpersoner, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, lyder det, at det man er imod, er handelsaftaler, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer vores princip for forsigtig tilgang til regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

Der spredes skræmmebilleder – en aftale vil betyde, at vi skal opgive forsigtighedsprincippet, acceptere klordesinficerede salmonellafrit fjerkræ og GMO.

Disse indvendinger er velkendte, men det mest overraskende for globaliseringstilhængerne har nok været, at der er opstået betydelig folkelig modstand mod noget, der har været opfattet som en teknikalitet – de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgik i udkastet til TTIP-aftalen.

I alle multilaterale og bilaterale handelsaftaler er der traditionelt indarbejdet tvistbilæggelsesmekanismer – et vigtigt element i World Trade Organization er således den etablerede Dispute Settlement Mechanism (DSM) til bilæggelse af tvister mellem WTO’s medlemmer. Formålet er at aftalerne kommer til at fungere godt og til gavn for aftaleparterne sørge for ”sikkerhed og forudsigelighed”. I WTO er kernen i tvistbilæggelsen etablering af såkaldte Paneler, der er ad hoc-grupper på tre (eller fem, hvis det aftales mellem de stridende parter) ”velkvalificerede” panelmedlemmer. Panelet skal foretage en objektiv vurdering af sagen og drage sådanne konklusioner, som vil hjælpe til, at der kan afgives anbefalinger eller afsiges en dom. Hertil kommer en appelinstans.

ISDS

I udkastet til frihandelsaftalen mellem EU og USA blev der opereret med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye regler og love fratager den en forventet indtjening. Den folkelige modstand mod dette tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) – er betydelig. Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel. Omvendt hævder modstanderne, at ISDS – i modsætning til mekanismen i WTO og andre handelsaftaler, der sigter på tvistbilæggelse mellem stater – giver private virksomheder mulighed for at rejse sager, der vil udfordre regeringernes muligheder for frit og uafhængigt at træffe politiske beslutninger og gennemføre politikker og handlinger. Kravet syntes at være, at spørgsmål, der tænkes henlagt til ISDS, bør afgøres af de nationale domstole.

Fordelingen af lagkagen

Hovedproblemet med globaliseringen er, at både de positive og negative konsekvenser er ulige fordelt. De beregnede positive konsekvenser af globalisering og international frihandel forudsætter, at den øgede internationale konkurrence vil gavne nogle virksomheder, mens andre virksomheder vil gå tilbage eller helt ned.

Hvis du spørger en arbejder i Newcastle i England eller i Lille i Frankrig, om han har fået det bedre efter de sidste ti års globalisering, så vil han sige nej. Mange af problemerne er opstået, fordi man i en række europæiske lande har manglet evner eller vilje til at udvikle mekanismer, der kan overføre velstand fra dem, der har fordel af internationaliseringen, globaliseringen og frihandlen, til dem, der ikke har.

Forudsætningen for de positive effekter af globaliseringen er nemlig, at den arbejdskraft, der lønmæssigt stagnerer eller ligefrem afskediges som følge af den øgede konkurrence, har mulighed for at job i andre virksomheder – måske i helt andre sektorer i andre dele af landet, eller i udlandet, hvor der måske opstår nye jobs i kraft af handelsliberaliseringen.

Der er ingen grund til at skjule, at den mekanisme, der i teorien skal sikre denne udligning, er ændring i prissignalerne, herunder lønningerne: Ved arbejdsløshed vil lønningerne i de berørte sektorer falde så meget, at alle igen kan finde afsætning for deres arbejdskraft. Voila!

I det omfang EU’s indre marked, globalisering og frihandel fører til vækst i den samlede internationale handel, vil det uundgåelige resultat i visse sektorer være et pres på løn og arbejdsvilkår m.v., som følge af den skærpede konkurrence med lande, der producerer billigere i kraft af lavere lønninger.

Hvis EU-landene skal høste alle fordelene ved øget frihandel, vil det være nødvendigt at tillade at prissignalerne slår igen i den reale økonomi – dvs. det forudsætter, at det tillades, at lønningerne i de berørte sektorer falder og ledigheden stiger. Det er evident, at der i en række europæiske lande vil være behov for gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, der kan øge fleksibiliteten.

Er EU årsagen til problemerne?

Den utilfredshed og modstand mod globalisering, der har bredt sig i Europa, rettes ofte mod EU, selvom årsagerne intet har med EU at gøre.

I en række lande har de nationale politikere i årevis undladt at reformere landet socialt og økonomisk og gøre befolkningen parat til at håndtere en ny tid, som ikke kun påvirker Europa – men hele verden.

Globaliseringen, indvandringen og strømmene af økonomiske flygtninge har uden tvivl skabt udfordringer, men det er en virkelighed, man havde stået i, uanset om EU fandtes eller ej. Det gælder også den teknologiske udvikling med digitalisering og robotteknologi og det faktum, at det er blevet muligt for virksomhederne at flytte deres produktion ud til lande, hvor det er billigere at producere.

Danmark er blandt nettobidragyderne til EU med omkring 10 mia. kr. om året, men det er ikke problemet. Nationalindkomsten er voksende, der er styr på de offentlige budgetter, og selvom der er mange på overførselsindkomst, er arbejdsløsheden lav og det generelle velstandsniveau rimeligt.

Fordelingsproblemet

Problemet er, at det er helt gal med fordelingen af velstanden. Mindre i Danmark og andre nordeuropæiske lande og mere i Central- og Sydeuropa.

I Danmark er der i tide gennemført reformer af arbejdsmarkedet, pensionsforholdene og der sker en vis udligning over på skatten. Samtidig har det været muligt at sikre relativt høje lønninger til alle, selvom der er enkelte faggrupper, der ikke har oplevet reallønsfremgang i en årrække.

I Tyskland, Frankrig og Storbritannien og i flere andre europæiske lande har man i højere grad set passivt til, mens velfærden og den sociale sikkerhed er blevet forringet, uligheden er vokset, og mange mennesker regulært er blevet fattigere og dårligere stillet.

Finanskrisen bidrog til at forstærke problemerne. Afkastet på opsparing faldt, folks pensioner blev mindre værd, og en del tabte penge på aktiemarkedet, og i en overgangsperiode også på ejendomsmarkedet. De internationale finansmarkeder, reglerne i eurozonen m.v. betød samtidig at en række lande reagerede på krisen ved at skære på de offentlige budgetter. På alt fra sygehuse til den sociale bistand. Det hele ramte særligt de ufaglærte og de socialt dårligt stillede.

Siden 2008 har den rigeste del af befolkningen i Danmark og i mange andre EU-lande har haft en betydelig real indkomstfremgang, men den laveste del af middelklassen og de dårligst stillede i mange lande har oplevet et decideret reallønsfald.

Det er indlysende, at der er sammenhæng mellem den økonomiske ulighed i befolkningerne og den registrerede tilbagegang for mange europæiske socialdemokratiske partier og opbakningen til nye populistiske partier.

Modstand mod reformer på arbejdsmarkedet

Danmark har som nævnt taget hul på de nødvendige reformer, mens lande som Frankrig, Italien m.fl. endnu vægrer sig.

Der syntes at være bred politisk enighed om, at globaliseringen har gjort Danmark rigere, mere vidende og har forstærket vores udsyn. Samtidig erkendes det, at arbejdsmarkederne ikke nødvendigvis er så transparente og fleksible, som forudsat i globaliseringsteorien. Realiteten er, at nogle mennesker er presset af større krav til uddannelse, digitalisering og konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. De kan ikke uden videre overflyttes til jobs på nye vækstområder, og de risikerer at tabe på globaliseringen.

Der er brug for andet og mere end kurser i at skrive ansøgninger og aktivering, og der synes i Danmark at være enighed mellem arbejdsgivere og fagforeninger om at dele af det økonomiske råderum skal bruges målrettet på efteruddannelse m.v.

1 mia. færre fattige – men arbejdere og middelstand i industrilandene taber på globaliseringen

Hvis man anlægger det globale perspektiv, er realiteten, at globaliseringen indtil videre især har været til fordel for verdens fattigste og verdens rigeste. Mellemindkomstgrupperne, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, har ikke haft udbytte af internationaliseringen – eller i hvert fald ikke endnu.

Verdensbanken har opgjort, at i perioden fra 1990 til 2013 er antallet af mennesker, der lever i dyb fattigdom reduceret med omkring 1 mia. mennesker til omkring 770.000.

Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:

Der er følgelig tegn på, at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. I de gamle industrilande har millioner mistet deres arbejde på grund af globaliseringen, og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie. I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når fordelene er ulige fordelt og konkurrencen og udflytningen af arbejdspladser rammer store områder med arbejdsløshed.

Situationen i Danmark

I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter, er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:

Forklaringen er, at mens BNP, der er udtryk for hvad vi producerer af varer og tjenester i Danmark, siden finanskrisen er stagnerende eller faldet, er bruttonationalindkomsten, BNI, faktisk steget.

Forskellen hænger især sammen med stigende kapitalindkomst fra udlandet.

Indkomsterne kommer f.eks. fra danske virksomheder, der producerer og sælger varer i Østeuropa, USA, Kina eller Indien (tæller ikke i det danske BNP), og som udbetaler et overskud til danske aktionærer (hvilket tæller med i BNI). De stigende kapitalindkomster skyldes også at private og institutionelle investorer i stigende omfang placerer investeringer i udenlandske aktiver, hvor afkastet ikke indgår i det danske BNP men i BNI.

Det siger sig selv, at den stigende kapitalindkomst fra udlandet er særdeles ulige fordelt på den danske befolkning. Den velstandsstigning, der faktisk kan konstateres i Danmark som følge af internationaliseringen, tilfalder således et mindretal af i forvejen velhavende borgere.

Hvis globaliseringsfordelene skulle fordeles mere ligeligt, ville det kræve en stat, der var indstillet på at sikre en mere rimelig omfordeling via skattesystemet og udgiftspolitikken. I et land, hvor offentlige instanser allerede står for mere end halvdelen af den samlede økonomi, er den vej simpelthen ikke farbar.

Hvor er den gode historie?

Selvom der ikke er tvivl om de globale økonomiske fordele af internationaliseringen, kan man ikke ignorere at gevinster og ulemper ved handlen ikke er ligeligt fordelt. Nogen taber mere end andre, nogen vinder mere end andre. Selvom det ikke har vægt i den økonomiske teori, og nogle ligefrem priser ulighed som drivkraft, så er der mange, der har ubehag ved stor ulighed, ved at føle sig forbigået og ignoreret.

For dem er det ringe trøst, at den samlede velstand stiger, hvis det betyder en enorm usikkerhed om arbejdssituation, et arbejdsliv med idelige ændringer og fremmedgørelse overfor en samfundsudvikling, der er svær at gennemskue.

Det er ej heller altid klart, hvad globaliseringsdiskussionen drejer sig om. Som nævnt, er nogle begejstrede for samhandel, men skeptiske overfor tilpasningen til internationale standarder, og bekymrede for de problemer, der følger af migration. Hvis masseindvandringen følger med som en uundgåelig effekt af globaliseringen, er manges skepsis måske mere forståelig.

Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler simpelthen både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne og på en mere retfærdig fordeling af ulemperne og fordelene i form af den påståede større lagkage.

Samtidig er det også en kilde til bekymring, at krav om grænsekontrol og toldmure kun er begyndelsen. Det kan ikke udelukkes, at vi står over for egentlige handelskrige, men hvem har brug for det?

Tyrkiet hører ikke længere hjemme i NATO. Landet skal ud.

Sådan lyder det i en kronik i Jyllands-Posten den 7. maj 2018, skrevet af to fremtrædende figurer i Dansk Folkeparti: næstformand og udenrigsordfører Søren Espersen og EU-parlamentariker Morten Messerschmidt.

NATO havde brug for Tyrkiet under Den Kolde Krig, skriver de to politikere. Men Den Kolde Krig er slut, og det er ikke længere militært nødvendigt at holde Tyrkiet i NATO.

Samtidig er der sket afgørende ændringer i Tyrkiet, hedder det i kronikken.

Den henviser til, at Tyrkiet under den islamistiske præsident Erdoğan har udviklet sig til et land, som er klar modstander af de frihedsværdier, som NATO er bygget på: ”Hvad vi nu ser, er en stærk og provokerende muslimsk stat med stadig mere autoritære træk og osmanniske ambitioner. Overalt går Tyrkiet på tværs af USA’s, Europas og dermed også Danmarks interesser”.

Yndet dansk feriemål

Stemningsskiftet er bemærkelsesværdigt. Frem til kupforsøget i juli 2016 var Tyrkiet et yndet rejsemål for danske turister – i 2015 knap 410.000.

Kupforsøget mod præsident Erdoğan slog som bekendt fejl, og uanset de politiske forhold i Tyrkiet er turisterne i 2018 ved at vende tilbage. Det danske udenrigsministerium gør dog opmærksom på, at der stadig er undtagelsestilstand i Tyrkiet, og fraråder rejser til områder inden for en afstand af 10 km fra grænserne til Syrien og Irak.

Danskeres ferieboliger i Tyrkiet

Mange danskere har også været fristet af klimaet og det moderate prisniveau og købt feriebolig i Tyrkiet. Husejerne og hele ejendomsbranchen fik naturligvis, som alle andre, en grim overraskelse i forbindelse med kupforsøget forrige år og præsident Erdoğans efterfølgende anslag mod grundpillerne i et demokratisk retssamfund. I dag kan de mere end 6.000 danskere, der ejer en feriebolig i Tyrkiet, dog trøste sig med, at trods krænkelser af liberale frihedsrettigheder, er det i hvert fald endnu ikke gået helt så skidt på ejendomsmarkedet, som de kunne frygte.

På den økonomiske side handlede usikkerheden om, hvorvidt den politiske uro ville bremse den økonomiske vækst og dermed også forretningsgrundlaget for investeringer i boliger til en hastigt voksende middelklasse i en befolkning på 80 millioner mennesker.

Der har været andre problemer end den politiske tumult, verbale stridigheder med en række vestlige lande i forbindelse med folkeafstemningen i 2017 om ændret forfatning, og en ansøgning om EU-medlemskab, der i dag forekommer helt usandsynligt.

Krigen i Syrien og det nordlige Irak har også fjernet et marked, der er essentielt for mange tyrkiske virksomheder.

Økonomiske problemer

Men trods alle problemer har den økonomiske vækst ifølge The Economist sidste år ligget på over 10 pct. og matcher næsten situationen før kupforsøget. Den positive udvikling er blandt andet hjulpet på vej af, at hvor mange internationale investorer har trukket følehornene til sig, har Erdoğans regering kompenseret og tilbudt finansiering til små og mellemstore virksomheder, og samtidig har skattesænkninger stimuleret det private forbrug.

Den økonomiske vækst har ikke været uden omkostninger. Underskuddet på Tyrkiets betalingsbalance er meget stort, renteniveauet er højt, arbejdsløsheden omfattende og inflationen ligger på omkring 13 pct. Den tyrkiske lira er samtidig faldet med over 10 pct. i forhold til dollaren siden begyndelsen af 2017, og endnu mere i forhold til euroen.Den tyrkiske centralbank har derfor været nødsaget til at hæve den vejledende udlånsrente til 16 pct.

I Tyrkiet er forholdet mellem regeringen og centralbanken i øvrigt blevet et tema i valgkampen.

Dette giver et helt konkret tab for de udenlandske investorer i Tyrkiet, herunder de mange danskere, der har investeret i ferieboliger og fast ejendom, men kan også hæmme den økonomiske vækst og beskæftigelsen.

Erdoğans kritikere anfører, at regeringens forsøg på for enhver pris at opretholde den økonomiske vækst og indblanding i pengepolitikken kan kompromittere centralbankens uafhængighed og dermed de internationale kapitalmarkeders tillid til den tyrkiske økonomi.

Baggrund for valget den 24. juni 2018

Præsident Erdoğan og hans regering fra Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) er før eller siden nødt til at forholde sig til de økonomiske balanceproblemer. Virksomhedernes og privates adgang til at optage lån i fremmed valuta er allerede begrænset. Alligevel er der risiko for yderligere fald i valutakursen, og væksten kan næppe fastholdes på det høje niveau.

Det er baggrunden for, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, onsdag den 18. april udskrev præsident- og parlamentsvalg til afholdelse 24. juni. Seneste valg var i november 2015 og Erdogan fremrykker dermed valget med næsten halvandet år.

Erdoğan har selv begrundet fremrykningen med, nødvendigheden af, at de allerede vedtagne ændringer i den tyrkiske forfatning hurtigere kan træde i kraft. Det er først og fremmest Tyrkiets militære aktioner i Syrien og den anstrengte økonomiske situation, der angives som årsager til, at et valg ikke kan vente til slutningen af 2019.

Forholdet til USA er ambivalent

Som medlem af NATO står Tyrkiet i en stærk position i regionen, som Erdoğan udnytter ved enhver lejlighed som et modspil, når han udfordres af Vesten. Tyrkiets angreb på YPG i Afrin har belastet forholdet til USA, som Erdoğan direkte har truet, hvis ikke de stoppede samarbejdet med kurderne i Syrien. Samtidig plejer Erdoğan tætte forbindelser med Vladimir Putins Rusland og Irans præsident, Hassan Rouhani.

Erdoğan fremstår på den måde som den sande beskytter af ”det gamle Tyrkiet” og hans meget bevidste patriotiske linje og reformer for at genskabe en stærk nation, der ”ikke bøjer sig” for verdens stærke magter, appellerer til højre-nationalistiske vælgere, hvis opbakning han har brug for ved præsidentvalget i 2019.

Men hvad er årsagen til, at det tidligere tætte forhold til USA og resten af NATO er belastet?

I Tyrkiets øjne er to af de væsentligste årsager: For det første er der USA’s støtte til den kurdiske militære enhed YPG i Nordsyrien, som Tyrkiet ser som affilieret med terrorgruppen PKK. Dernæst blev NATO-landenes begrænsede og afventende reaktion under militærkupforsøget i juli 2016 noteret af Erdoğan og hans støtter. Begge forhold bliver af Tyrkiet tolket som NATO’s manglende solidaritet med Tyrkiets stabilitet.

Forholdet til Rusland og Iran

Ruslands præsident, Vladimir Putin, besøgte i begyndelsen af april Tyrkiet. Putins besøg i Tyrkiet var hans første udlandsrejse, siden han blev genvalgt til en fjerde periode som præsident den 18. marts.

Formålet med besøget er bl.a. at genstarte opførelsen af landets første atomkraftanlæg i Mersin regionen ved Middelhavet. Atomkraftanlægget Akkuyu, der er budgetteret til over 16 milliarder euro (over 119 milliarder kroner), blev allerede aftalt og påbegyndt i begyndelsen af 2015, men det blev stoppet, da Tyrkiet nedskød et russisk krigsfly på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Nedskydningen udløste en dyb krise mellem de to lande, men de gode relationer er genetableret, og Putin er i Tyrkiet for at forstærke samarbejde og sælge russiske missilsystemer til Tyrkiet. NATO har stationeret Patriot-missiler i Tyrkiet, men Tyrkiets manglende kontrol betyder, at disse missiler ikke anses for tilstrækkelige til at sikre Tyrkiets suverænitet. Putin understregede på førstedagen af sit besøg i Ankara, at det for Rusland har meget høj prioritet at være leverandør af S-400 missilsystemer til tyrkerne.

Under besøget i Iran fik Putin og Erdoğan følgeskab af Irans præsident, Hassan Rouhani, til et topmøde om Syrien.

Topmødet var forberedt af udenrigsministrene fra de tre lande, der mødtes i Kasakhstans hovedstad, Astana, den 16. marts. Den såkaldte Astana-proces, har angiveligt til formål at reducere volden i Syrien ved at indføre våbenhviler i såkaldte deeskalerings zoner.

Kurderne – hvad vil Erdoğan?

Den tyrkiske invasion af den kurdiske enklave Afrin i Nordsyrien skal ses i lyset af Erdoğans bestræbelser på at fremstå som den tyrkiske nations beskytter. Over for verdenssamfundet begrundede Tyrkiet invasionen med, at landets grænser var truet af de kurdiske sikkerhedsstyrker i YPG, som Erdoğan betragter som ”terrororganisationer” med forbindelse til PKK (Kurdistans Arbejderparti). PKK har siden 1984 med våben kæmpet mod den tyrkiske stat med sigte på at opnå en selvstændig stat – Kurdistan.

Forud for invasionen har Tyrkiet været i kontakt med både Rusland og Iran, der øjensynligt ikke har haft indvendinger mod de tyrkiske operationer i Syrien og Iraq. Iran og Rusland støtter den syriske leder, præsident Bashar al-Assad, og Tyrkiet har for en tid neddæmpet kravene om fjernelsen af al-Assad.

Den kurdiske YPG-milits har spillet en central rolle i at nedkæmpe Islamisk Stat i Syrien. USA har under krigen støttet de kurdiske grupper i Syrien, og YPG var tiltænkt en rolle i en amerikansk støttet grænsestyrke.

De sekulære kræfter i Tyrkiet og verdenssamfundet bortset fra Rusland og Iran er kritiske over for den syriske invasion, men Erdoğan henviser til at operationerne sker i alliance med medlemmer af den Frie Syriske Hær (FSH), der har et mål om at befri Syrien fra ”terroristerne”.

De tyrkiske medier dækker invasionen massivt, og landets kendte kunstnere, musikere og andre kendisser har offentligt erklæret deres støtte til invasionen. Det er ligeledes klart, at langt hovedparten af den tyrkiske befolkning støtter de militære operationer i Afrin – den såkaldte ”Operation Olivengren”.

Erdogan har, siden Afrin-operationen blev sat i værk, gentagende gange fastslået, at den tyrkiske militære operation vil fortsætte ind i flere andre kurdiske områder henholdsvis i Syrien og i Irak.

Sideløbende med Afrin-invasionen er Erdoğan da også i gang med en anden invasion i Irak. Dele af det nordlige Irak, som ellers er et kurdisk kontrolleret område, er blevet invaderet af tyrkiske tropper. Fra grænsen til Syrien op til Iran er tyrkiske tropper gået ind over en strækning på 9-20 km. De er ved at oprette kontrolposter og militærbaser, idet de mener, at PKK kontrollerer området og bruger det til at forberede angreb i Tyrkiet.

Oppositionen i Tyrkiet

Oppositionen i Tyrkiet har det svært. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) – forsøger at føre politik trods massiv undertrykkelse. Det største oppositionsparti, CHP (Det Republikanske Folkeparti), har trods kritik af AKP’s totalitære fremfærd aldrig formået at udgøre en reel opposition til regeringen i løbet af de sidste 17 år, hvor Erdoğans AKP har siddet på magten. I forhold til det kurdiske spørgsmål ligger CHP politisk tæt på AKP og CHP støtter aktivt operationerne i Afrin.

Tyrkiet har siden borgerkrigen i Syrien brød ud sammen med Saudi-Arabien og Qatar støttet oprørsgruppernes kamp mod præsident Bashar al-Assad. I forhold til Islamisk Stat og diverse grupperinger af jihadister har Tyrkiet undgået at støtte disse grupper officielt, mens det samtidig i hvert fald i begyndelsen af krigen åbenlyst tillod de udenlandske jihadistkrigere og militære forsyninger at krydse grænsen til Syrien.

Erdoğan står til at vinde valget

En meningsmåling fra marts fra analyseinstituttet Metropoll viste, at støtten til Erdoğan ligger lige under 50 procent, mens lige over 42 procent var utilfredse med præsidenten. Til gengæld kunne Erdogans umiddelbart største modstander, lederen af Republikansk Folkeparti (CHP), Kemal Kiliçdaroglu, i samme meningsmåling kun støtte fra 19 procent af tyrkerne. Det er uklart, om det prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, vil kunne klare spærregrænsen på 10 pct.

Tyrkiet vil i valgkampen fortsat være under den undtagelsestilstand, som har stået på, siden forsøget i juli 2016 på at fjerne Erdogan fra magten.

Oppositionspartiet CHP krævede efter valgets udskrivelse ophævelse af undtagelsestilstanden, der har givet regeringen bemyndigelse til at arrestere en overvældende mængde mennesker og at afskedige ansatte på vilkårligt grundlag. Mere end 160.000 personer skal være blevet tilbageholdt siden kupforsøget, heriblandt et stort antal journalister.

Erdoğans vej til magten

Da partiet AKP til trods for de sekulære nationalisters skepsis kom til magten i 2002, spirede der håb om forandring for mange, uanset politisk tilhørsforhold. Daværende partiformand, i dag præsident Recep Tayyip Erdoğan, havde selv en fortid som politisk fange under det tidsligere sekulære, militære styre, fordi han havde læst et religiøst digt op i 1998.

Derfor har han gentagne gange understreget, at han ville ændre den militære forfatning, som han selv blev offer for grundet sin religiøsitet og ideologiske ståsted.

Regeringspartiet AKP, Erdoğans parti, er baseret på islam, ganske liberal i den økonomiske politik, men nærmere socialistisk når det gælder velfærd, sundhed og flygtninge.

Oppositionspartiet, CHP sammenlignes med Socialdemokratiet i Danmark, men Republikansk Folkeparti (CHP) er i realiteten et sekulært, højreorienteret parti.

Det seneste parlamentsvalg i Tyrkiet blev afholdt den 1. november 2015 og valgresultatet var en sejr for Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) som genvandt 316 pladser og dermed majoriteten af parlamentets 550 medlemmer. CHP fik 25,4 pct. af stemmerne, mens det pro-kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, kom over spærregrænsen på 10 pct.

Ny forfatning

Det kommende valg i Tyrkiet den 24. juni 2018 er særligt vigtigt, fordi en ændring af den tyrkiske forfatning her vil træde i kraft.

Et lille flertal af de tyrkiske vælgere stemte den 16. april 2017 om en ændring af Tyrkiets forfatning. Resultatet blev, at 25.156.860 – eller 51,4 pct. stemte ja, mens 23.777.014 – eller 48,6 pct. stemte nej.

Forfatningsændringerne – som vil ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik – har følgende hovedpunkter:

* Der vil ikke længere være en premierminister. I stedet får landet en præsident og to eller tre vicepræsidenter.

* Præsidenten bliver både statsoverhoved, leder af regeringen og kan samtidig være leder af et politisk parti.

* Præsidenten kan udpege og fyre ministre, udarbejde budgetter, vælge de fleste af de højtstående dommere og udstede dekreter.

* Præsidenten får mandat til på egen hånd at indføre undtagelsestilstand og til at afsætte parlamentet.

* Parlamentet mister sin ret til at granske ministre og nedsætte undersøgelseskommissioner mod dem.

* Parlamentet kan indlede en rigsretssag eller undersøge præsidenten med et flertal af parlamentsmedlemmer. En egentlig rigsretssag vil kræve to tredjedeles flertal.

* Antallet af parlamentsmedlemmer stiger fra 550 til 600.

* Præsident- og parlamentsvalg afholdes samme dag hvert femte år.

* En person må højest have præsidentembedet i to perioder.

* Den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, der tidligere var premierminister i 11 år, vil ved valget i juni have siddet som præsident i cirka fire år.

* Erdoğans tidligere regeringsperioder vil ikke tælle med efter den foreslåede omlægning af præsidentembedet, hvorfor Erdoğan vil kunne regere i ti år mere.

Betydningen for EU

Udover Tyrkiets status som billigt ferieland er Tyrkiet af uvurderlig betydning for vesten og for EU. Under den kolde krig var NATO-landet Tyrkiet med knap 80 mio. indbyggere og et frygtindgydende forsvar, et veritabelt bolværk mod Sovjetunionen. Samtidig spillede landet en afgørende rolle som regional stormagt på grænsen mellem Mellemøstens diktaturer og Europas demokratier. Siden har Tyrkiet næsten været et modelsamfund for et muslimsk demokratisk vækstsamfund i forhold til et radikaliseret islamisk Mellemøsten og en arabisk verden ramt af kaos og vold.

Tyrkiets betydning i den nuværende flygtningesituation dokumenteres af den kendsgerning, at Tyrkiet i de sidste år har taget imod mere end 2 mio. flygtninge fra Syrien og Iraq.

Uanset tyrkernes egen opfattelse, og uden at tage stilling til ret og vrang, har EU brug for en stabil regering i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer.

EU støtter Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. euro om året, og Tyrkiets nøglerolle er årsagen til, at EU-landene – på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed og krænkelse af menneskerettigheder – opretholder kordiale forbindelser til Tyrkiet og med præsident Recep Tayyip Erdoğan.

Det forhold kan Dansk Folkeparti næppe ændre på kort tid.

I det budgetforslag for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – som Kommissionen præsenterede onsdag den 2. maj 2018 afsættes omtrent 20 mia. euro – 150 mia. kroner – til forsvarssamarbejde. I den gældende ramme for 2014-2020 fylder forsvarssamarbejdet meget lidt. Det udgør kun beskedne 1,5 mia. kroner per år i de sidste tre år af perioden.

1 pct. eller 1,1 pct. af BNI i EU-bidrag

Den Flerårige Finansielle Ramme for 2014-2020 var på i alt 1.087.1 mia. euro, og Kommissionens budgetforslag for perioden 2021-2027 løber op i 1.279 mia. euro. Bortset fra uenigheden om udgifterne til det kontroversielle forsvarssamarbejde, er der grundlæggende strid om, hvorvidt budgettet overhovedet skal udvides, og om nogle af de traditionelle udgifter skal skæres ned.

Den danske regering har tilkendegivet, at ”budgettet er for stort, og det skal nedskaleres”. Selvom Storbritannien forlader EU, lægger EU-Kommissionens op til at øge budgettet fra én procent af BNI til 1,1 procent.

Danmarks årlige bidrag til EU har i de seneste år ligget på 18-20 mia. kroner. Noget kommer tilbage – hovedsagelig i form af landbrugssstøtte – men det danske årlige nettobidrag ligger på omkring 10 mia. kroner. Hvis EU-Kommissionens budgetforslag vedtages, kan det betyde, at det årlige danske medlemsbidrag vil stige med 1 – 2 mia. kroner.

Danmarks krav om et mindre EU-budget støttes imidlertid kun af Sverige, Østrig og Holland, mens de øvrige medlemslande med Tyskland og rankrig i spidsen er indstillet på at øge budgettet for at sikre EU-samarbejdets vitalitet trods Brexit.

Forsvarssamarbejde

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

I øjeblikket deltager 23 EU-lande i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager derimod i andre opgaver i landet i FN-regi.  

Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.

EU har også det europæiske forsvarsagentur EDA (European Defence Agency), som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro.

EU’s budgetforslag indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte trupper og udstyr rundt.

13 mia. euro vil gå til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, der blev etableret i juni sidste år som led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Fra EDF foreslås der allokeret 4,1 mia. euro til forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Debat om forsvarsforbeholdet

PESCO har givet anledning til, at debatten i Danmark om deltagelse i EU’s forsvarssamarbejde er blusset op igen.

Ingen betvivler, den skuffelse, som den danske våbenproducent TERMA og andre med stærke interesser i forsvarsmateriel, må føle ved udsigten til at gå glip af givtige ordrer, finansieret af European Defence Fund. Dansk Metal har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende at en dansk fagforening opfordrer regeringen til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Regeringen har klogt tilkendegivet, at der ikke i den nærmeste fremtid er grundlag for en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, men statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte i sidste måned, at der er brug for at tage en alvorlig og ærlig snak om de danske EU-forbehold.

Danskernes holdning er uklar. En undersøgelse fra marts 2017 viser ganske vist, at 65 procent af danskerne ønsker et tættere forsvarssamarbejde i EU, men samtidig er der fortsat fuld opslutning til NATO.

EU-slagsmålet om den Flerårige Finansielle Ramme for 2021-2027 kan næppe afsluttes inden næste folketingsvalg og EU-Parlamentsvalget i 2019. Det vil derfor være klogt at udskyde alle overvejelser om at pille ved EU-forbeholdene.

Grækenland var på dagsordenen, da eurozonens finansministre fredag den 27. april 2018 mødtes i Sofia. Den Europæiske Centralbank, ECB, og Den Internationale Valutafond, IMF, deltog i mødet.

Siden 2010 har Grækenland modtaget store internationale kriselån. Dengang stod eurolandet Grækenland over for den totale fallit. Hvis ikke euroen skulle kollapse, måtte de øvrige eurolande træde til med hjælpepakker til gengæld for opstramninger i den græske økonomi.

Efter mere end syv år med nedskæringer og redningspakker for i alt 326 milliarder euro (2445 milliarder kroner) håber Grækenland, at den nuværende og 3. hjælpepakke på 86 milliarder euro, der udløber den 20. august 2018, bliver den sidste. Forudsætningen for frigivelsen af hele hjælpen er dog, at Grækenland lever op til de krav som kreditorerne har stillet.

Krisepolitikken har fjernet budgetunderskuddet

I Grækenland er budgetunderskuddet på over 16 pct. vendt til et overskud i 2017 på godt 4 pct. Den økonomiske vækst er dog fortsat på beskedne 1 – 1,5 pct. efter 8 års decideret recession. Arbejdsløsheden er omfattende, og der er fortsat begrænsninger på hvor meget almindelige mennesker kan hæve fra bankerne. Pensionister og lavtlønnede har det svært, og der er ikke umiddelbart tegn på

Grækenlands parlament i den græske hovedstad, Athen, vedtog den 19. december finansloven for 2018, men regering og parlamentet skal fortsat iværksætte alle de reformer, der i begyndelsen af december blev aftalt med eurolandene og IMF. Grækenland skal derfor bl.a. rydde mere op i skattesystemet og gennemføre omfattende privatiseringer inden for energisektoren, hvor gas- og elmarkedet i dag domineres af statskontrollerede operatører.

De græske banker bliver samtidig nødt til igen at foretage vurdering af deres aktiver, rydde ud i de dårlige lån og gennemgå en stresstest for at sikre, at de er tilstrækkeligt kapitaliserede.

(Det bemærkes, at de fleste internationale finansfolk ikke behøver hverken aktivvurdering eller stresstest for at holde sig på betryggende afstand af græsk bankvæsen!)

Grækenland har også måttet acceptere at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet. Det forlyder, at strejkeretten var en knast i forhandlingerne. Kreditorerne krævede en stramning for at forhindre, at den græske industri lukker ned oftere, end godt er.

Spørgsmålet er imidlertid om Grækenland virkelig har overstået alle vanskeligheder?

Grækenlands kreditorer i euroområdet har hele tiden stillet deltagelsen af IMF som en ufravigelig betingelse for yderligere bidrag til redningen af Grækenland.  Fondens deltagelse skal sikre troværdigheden af de reformer, landet bliver bedt om at gennemføre.

Samtidig tøver IMF, fordi IMF ikke har troet på, at Grækenland kunne komme ud af krisen uden en gældslettelse. IMF vurderer, at selv om Grækenland faktisk gennemfører de lovede reformer, vil landets gæld alligevel nå op på omkring 178 pct. af bruttonationalproduktet inden 2030 og herefter vokse eksplosivt.

IMF har derfor gjort det til en betingelse for deltagelsen i det 3. hjælpeprogram med 1,6 mia. € (12 mia. kr.) at eurolandene nedskriver Grækenlands gæld med mindst 100 mia. €.

De europæiske kreditorer med Tyskland i spidsen vægrer sig, og lader forstå, at man kunne være villige til at f.eks. bringe gælden under kontrol ved at forlænge afdragsfrie perioder, forlænge gældens løbetid eller udsætte rentebetalinger.

IMF og ECB kræver gældslettelse

Det er som nævnt især Tyskland, der har modsat sig at lette gælden til Grækenland. Den tidligere tyske finansminister, Wolfgang Schäuble fra CDU, var lodret modstander, og han mente, at de indenrigspolitiske omkostninger ville være for store. Det er opfattelsen, at fremgangen for især Alternative für Deutschland ikke kun kan tilskrives den tyske immigrationspolitik men i ligeså høj grad, at Tyskland skulle hjælpe de uansvarlige grækere. Schäuble er blevet befordret til en post som formand for Forbundsdagen for at give plads til en ny socialdemokratisk finansminister, Olaf Scholz fra SPD.

Foreløbig har Scholz været ligeså fast i kødet som Schäuble, men Tyskland presses nu også af den Europæiske Centralbank, ECB, der deler IMF’s opfattelse af, at Grækenland ikke klarer problemerne, hvis ikke landets offentlige gæld reduceres.

Det bemærkes, at EU-Kommissionen er på samme linje som IMF og ECB.

Din opsparing bidrager til at betale for Grækenland

Når Grækenland har fået vendt et gigantisk underskud på de offentlige budgetter til et lille overskud, skyldes det ikke mindst, at Grækenlands renteudgifter som følge af ECB’s rentepolitik er faldet meget. ECB’s har i de sidste år opkøbt enorme mængder af obligationer. I 2018 opkøbes der fortsat for 30 mia. € hver eneste måned, og denne såkaldte QE (Quantitative Easening) politik eller likviditetsstøtte har betydet, at renteniveauet i EU er presset helt i bund. Den lave rente begunstiger debitorerne, mens kreditorerne taber. Man kan derfor med rette hævde, at det er alle der sparer op til pension eller andet, der afholder en væsentlig del af omkostningerne ved den europæiske krisepolitik – herunder hjælpepakkerne til Grækenland.

Skæbnedagen den 20. august 2018

Om Grækenland den 20. august 2018 har opfyldt alle krav, og om Tyskland rent faktisk vil være parat til at yde gældslettelse til Grækenland, er et åbent spørgsmål. Ikke mange tror på det, men det skal afklares inden eurofinansministrene i juni afslutter det græske hjælpeprogram.

Hvis man kan tro på Alexis Tsipras, den græske premierminister, går det godt i Grækenland. Tsipras lovede ved Nytår grækerne, at Grækenland i det nye år bliver i stand til økonomisk at stå på egne ben: ”Efter næsten otte år vil vi i 2018 kunne ånde frit og lægge tiden med hårde besparelser bag os” lød det dengang optimistisk.

Grækenland får brug for optimismen, når landet den 21. august 2018 står alene overfor landets kreditorer. En række finansministre i euroområdet er formentlig skeptiske, men krydser alligevel fingre for at det går. Hvis Grækenland ikke klarer krisen, bliver konsekvenserne for tilliden til eurosamarbejdet fatale!

Overenskomstsituationen har givet anledning til krav om Moderniseringsstyrelsens nedlæggelse – tilliden er simpelthen væk.

Andre dele af embedsværket lider også under manglende tillid, og måske står vi med et gedigent demokratisk problem, hvis befolkningen mister tilliden til offentlige myndigheder.

Folketinget har oplevet at blive fyldt med løgn og latin af landets justitsminister og generelt er der mistillid til det grundlag for politiske beslutninger, som Folketingets medlemmer modtager fra regeringens ministre.

Problemet har været erkendt længe, og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget.

Den 11. april 2018 præsenterede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i en kronik i Berlingske Tidende overvejelserne i et udvalgsarbejde, som Christine Antorini (S) og Peter Skaarup (DF) har stået i spidsen for. Arbejdet tog sin begyndelse på en konference for Folketinget og regeringen i januar 2017 på initiativ af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og udviklede sig videre i detaljer i et arbejdsudvalg med repræsentanter for alle partierne.

Et af forslagene indebærer, at embedsmænd skal kunne deltage i offentlige høringer, uden at ministeren skal være til stede.

Manglende tillid til embedsværket

Den manglende tillid til de oplysninger, som Folketinget modtager fra ministerierne, rammer både ministre og embedsmænd. Det kan ikke bortforklares, at embedsmænd sammen med politikere skraber bunden i troværdighedsundersøgelser. Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd, og de tre faggrupper opnår bundplaceringer sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.

Det er desværre ingen nyhed, at embedsmændenes troværdighed halter – over halvdelen af danskerne har ikke tillid til embedsmænd. En meningsmåling fra Norstat i 2016, viste at hele 56 procent af de adspurgte, havde begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier. 37 procent udtrykte tillid, mens resten var i tvivl.

En ny Norstat-måling for Altinget viser, at 54 procent stadig kun har “begrænset tillid” til embedsmænd i de danske ministerier, mens kun hver tredje har “stor tillid”. Samme billede viser sig, når man spørger til embedsmænd i kommuner og regioner.

Andre analyser bekræfter Norstats målinger. I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager

Manglen på tillid er ikke overraskende, når man ser på, at ledende embedsmænd har indtaget meget lidt flatterende hovedroller i en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen m.fl. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der i de senere år har været en ret intens offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. En række sager, hvor embedsmænd tilsyneladende ikke levede op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har detaljeret været beskrevet i pressen. Der har desuden været en række uheldige sager fra den kommunale verden.

”Lønfest på chefgangen”

Samtidig med alle disse sager har der været stigende opmærksomhed med topembedsmænds lønninger og frynsegoder – det, der er kaldt ”lønfesten på chefgangen”!

Udover eksempler på exorbitante lønninger til offentligt ansatte chefer og kreative udnyttelse af åremålsansættelser til at yde gentagne ”fratrædelsesgodtgørelser” er der kommet artige oplysninger frem om brugen af ”resultatløn” og bonusser. Først blev vi overraskede over, at seks direktører i BaneDanmark i 2016 fik udbetalt bonusser på mellem 100.000 og 125.000 kroner, selv om det nye signalsystem til togdriften for anden gang var blevet forsinket og dyrere end hidtil antaget.

Og senere stod det klart, at en direktør i Region Hovedstaden med ansvar for implementering af den udskældte Sundhedsplatform modtog en bonus på 100.000 kroner i november 2017.

Samtidig har to chefer i Vejdirektoratet sammenlagt fået mere end en halv million kroner i bonus, mens de har haft ansvaret for det udskældte projekt med at udpege de firmaer, der skal bygge den nye Storstrømsbro.

Presset af et politisk flertal bestående af S, SF og DF, der kræver bonusser i det offentlige kulegravet, må regeringen iværksætte et analysearbejde, som skal klarlægge anvendelsen af resultatløn i staten, herunder hvilke institutioner der anvender resultatløn, i hvilket omfang og i hvilke former der gives resultatløn, samt om retningslinjerne er klare, og om institutionerne efterlever disse.

Embedsværket under pres

Sagerne og debatten sætter ikke mindst topembedsmændene i en særdeles sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden er parat til at pille ved velerhvervede rettigheder og privilegier. Mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at ”sager” får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Bo Smith-udvalget

Embedsmændenes eget fagforbund DJØF nedsatte i 2014 Bo Smith-udvalget, som fik til opgave at undersøge forholdene i embedsværket.

Formanden var den tidligere departementschef Bo Smith, der under sin ansættelse i Københavns kommune påførte skatteborgerne et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Man kan spørge hvorfor, der absolut skulle nedsættes nye udvalg – hvorfor ikke bare følge anbefalingerne fra de tidligere nedsatte Kommissioner? Hvorfor ikke igen respektere hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet?

Syv centrale pligter

Det lyder som noget af den japanske filminstruktør Akira Kurosawa, men drejer sig om noget så elementært som god forvaltningskultur. I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre- og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune. DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet og hvad den siden er blevet til fortaber sig. Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. Dermed kom de unge fuldmægtige i centraladministrationen til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.

At det var gået helt galt, havde en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De erkendte, at der var brug for en opstramning, og de ønskede at vise omverdenen, at de senere års pinagtige sager blev taget alvorligt. For et retssamfund er det ganske enkelt ødelæggende, hvis der i offentligheden opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde.

Resultatet af deres overvejelser blev det nye kodeks, ”Kodex VII – Syv centrale pligter”, som i efteråret 2015 blev publiceret af Finansministeriet, distribueret til embedsmænd i centraladministrationen, og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.

Den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet kender vi fra tidligere kommissioner.

Morten Bødskovs ”nødløgn”

Sandhedspligten fik ny aktualitet efter den famøse sag om justitsminister Morten Bødskovs ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive – eller medvirke til, at ministeren videregiver – oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også gælder over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.

Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl –  måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.

Kunsten at rette bager for smed

Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet. Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.

Det bemærkelsesværdige er, at topchefernes råd tydeligvis er rettet til deres undergivne i systemet. Det er den fuldmægtig eller kontorchef, der har begået en fejl, der åbent skal gå til sin chef med problemet.

Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen sad for bordenden ved udarbejdelsen af de gode råd til embedsmænd, der ikke ønsker at havne i kommissionsundersøgelser og lignende alvorlige sager. Spørgsmålet er, om ikke Statsministeriets departementschef burde have overvejet sin egen og andre ledende departementschefers rolle. Det er desværre ikke så overraskende, at embedsværket er svækket. Når centrale embedsmænd i Statsministeriet, Finansministeriet og Økonomiministeriet hårdt presset af en ny regerings krav om hurtige resultater giver fanden i hensynene til personalepolitiske principper, lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet og får lov at kræve fokusering og effektivisering af hele systemet, skal det gå galt. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Bo Smith og ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”

Få dage efter Finansministeriets 60 siders pamflet om embedsmændenes ”Syv centrale pligter” blev Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” offentliggjort den 21. september 2015.

Rapporten tilføjer ikke meget substantielt til ”Syv centrale pligter”. Over rapportens 378 sider prøver udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt. Det gøres så elegant og besnærende, at det næsten lykkes.

”Vores undersøgelse viser, er, at embedsmændene faktisk er ganske gode til at navigere i spændet mellem det politiske på den ene side og embedsmandsdyderne på den anden side”, siger Bo Smith ifølge Berlingske Tidende. Der er dermed overhovedet ikke! – slet ikke, aldrig! – behov for at overveje modeller for styrkelse af den politiske ledelse.

Allerede ved rapportens offentliggørelsen kunne enhver med ledelseserfaring fra centraladministrationen se, at rapporten end ikke er i nærheden af en lødig analyse af, hvad det er for mekanismer, der skaber et sundt demokratisk miljø uden idelige skandalesager, og dermed bidrog rapporten heller ikke til afklaring af, at vi måske ville være bedre stillet hvis det klassiske embedsmandssystem blev moderniseret – måske suppleret med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. som i de fleste andre lande. Men det var sikkert heller ikke meningen med øvelsen!

Reformer

Man må forvente, at Folketingets partier ud fra en interesse i at styrke det parlamentariske arbejde nu sætter sig på reformdagsordenen. Beretningen af 26. februar 2015 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og de kommende forslag fra det udvalgsarbejde, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini har beskrevet i Berlingske Tidende kunne være udmærkede afsæt for politiske overvejelser om Folketingets arbejde, forholdet til mellem den lovgivende og den udøvende magtr samt den påkrævede reorganisering af den danske centraladministration.

Det bemærkes, at hvis vi i Danmark i lighed med de fleste andre lande erstattede de overflødige og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville disse uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd m.v. – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske gerninger!

Ungarns populistiske national-konservative premierminister, Viktor Orbán, vandt ved søndagens parlamentsvalg i Ungarn en tredje mandatperiode i træk i en jordskredsvalgsejr. Viktor Orbán var også premierminister 1998-2002.

Det foreløbige valgresultat viser, at Fidesz-partiet grundlagt af premierminister Orbán, mens han var en ung anti-kommunistisk dissident, har vundet et afgørende flertal sammen med nogle mindre allierede parter. En majoritet, der tillader ændringer af den nationale forfatning.

Det højre-nationalistiske parti Jobbik kom på andenpladsen, og partiets leder Gábor Vona er trådt tilbage.

Skuffelse i Bruxelles

Det ungarske valgresultat vil være yderst skuffende for Bruxelles samt for de græsrodsaktivister, der med støtte fra George Soros har arbejdet for åbne grænser.

Premierminister Orbán har været den mest indædte modstander af det kvotesystem for fordeling af flygtninge, som EU-Kommissionen har foreslået, og som har været centrum for en stadig mere indflydelsesrig euroskeptisk anti-indvandringsalliance inden for EU, centreret om de 4 Visegrád-lande.

Viktor Orbán er bedst kendt i udlandet for hans robuste reaktion på migrantkrisen, med et hurtigt opbygget og systematisk forstærket sydligt grænsehegn, der har reduceret den illegale indvandring med over 99 procent.

Økonomiske resultater

Udover modstanden mod immigration som støttes af stort set alle politiske partier i Ungarn, kan valgsejren tilskrives den positive økonomiske udvikling i Ungarn. Viktor Orbán har kunnet levere økonomiske vækst i de sidste 8 år ved magten. Arbejdsløsheden er begrænset til knap 4 pct., reallønnen er stigende og den ungarske valuta, Forint, er styrket.

Viktor Orbán opfattes som en stærk politisk leder, og hans kompromisløse ”Ungarn først-politik” har været populær, mens oppositionen er splittet op på et utal af små og indbyrdes uenige partier.

Forholdet til EU-Kommissionen er som nævnt belastet af Ungarns lodrette modstand mod modtagelsen af muslimske migranter og deltagelse i EU’s nødlidende omfordelingsordning.

Artikel 7?

Viktor Orbáns reformer af det ungarske justitsvæsen, ændringer af valgloven samt tilføjelser til Grundloven har givet anledning til, at der i Bruxelles har været overvejelser om – ligesom overfor Polen – at aktivere den såkaldte artikel 7.1 i Lissabon-traktaten mod Ungarn. Grundlæggende er der med denne paragraf tale om at indlede en proces, der i den sidste ende kan ende med at landene fratages deres stemmeret i EU. Anledningen er angiveligt, at nogle i Bruxelles er bekymrede for ”retsstatsprincipperne”, hvor magtens 3-deling, forfatningsdomstolens og pressens uafhængighed skulle være kompromitteret.

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte Justitsminister Søren Pape Poulsen ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Sagen rejser spørgsmålet om ministeransvaret er blevet et tag selv-bord for politikerne. Den manglende sletning af personoplysninger rejser spørgsmålet, om ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål er, at Søren Pape Poulsen afviser at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgiver, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus flyttes fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet. Der kan derfor være anledning til at minde om de seneste overvejelser og præciseringer af ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget. Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.