Måske er arveafgiften i de borgerlige partiers interesse?

Der syntes i de borgerlige partier at være enighed med Dansk Folkeparti om at tiden er inde til at tage et opgør med arveafgiften. Ikke mindst er arveafgiften for virksomheder forhadt og ønskes af de Konservative afskaffet allerede fra næste år.

Arveafgiften indbringer et årligt provenu på omkring 4,2 mia. kr., men en fuldstændig afskaffelse vil ifølge beregninger i CEPOS pga. af tilbageløb m.v. kun resultere i et provenutab på 2,4 mia. kr.

Sidste år drejede det store politiske slagsmål sig om topskatten. Det lykkedes som bekendt ikke at få den afskaffet og Enhedslisten prøvede endda at samle flertal bag genindførelsen af formueskatten og en ny millionærskat.

Spørgsmålet er også om det er klogt at søge ”dødemandsskatten” afskaffet i den nuværende situation?

Bør vi lytte mere til modstanderne af globalisering?

Retorikken har altid været skinger omkring internationale frihandelsaftaler, men på det seneste er modstanden vokset. Spørgsmålet er, om modstanden mod globalisering og frihandel er velanbragt?

Nogle henviser globaliseringsskeptikerne til at gøre deres hjemmearbejde og studere de sidste 250 års akkumulerede nationaløkonomiske viden fra Adam Smith og David Ricardo. På den økonomiske side er sagen nemlig klar – den samlede lagkage bliver større.

Gevinsten for det samlede bruttonationalprodukt, den samlede samhandel og den totale jobskabelse ved frihandel er markant. Det er ikke kun min påstand – økonomisk teori, EU-Kommissionen, Dansk Industri og hvem der har økonomisk indsigt, siger det samme. Blandt de politiske partier har de borgerlige og liberale partier typisk hyldet frihandel og EU’s indre marked.

I dag breder der sig en vis skepsis fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten til andre partier.

En aftale med USA kunne have styrket økonomi og beskæftigelse

EU-Kommissionen har beregnet, at en frihandelsaftale med USA ville styrke EU’s samlede økonomi med 120 mia. euro (900 mia. kr.), der fordelt ud på EU-familier en gennemsnitlig årlig gevinst på 545 euro (godt 4.000 kr.), samt skabe hundredtusinder af nye europæiske job. I en dansk kontekst har Dansk Industri vurderet, at en aftale kan øge Danmarks eksport med 27 mia. kr., skabe 15.000 nye job samt gøre mange varer billigere for danske forbrugere.

Præsident har foreløbig standset forhandlingerne om en aftale, men inde da gik modstandernes argumenterer ikke går på selve handelen – hvem går ikke ind for samhandel?

Fra partier, organisationer og enkeltpersoner, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, lyder det, at det man er imod, er handelsaftaler, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer vores princip for forsigtig tilgang til regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

Der spredes skræmmebilleder – en aftale vil betyde, at vi skal opgive forsigtighedsprincippet, acceptere klordesinficerede salmonellafrit fjerkræ og GMO.

Disse indvendinger er velkendte, men det mest overraskende for globaliseringstilhængerne har nok været, at der er opstået betydelig folkelig modstand mod noget, der har været opfattet som en teknikalitet – de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgik i udkastet til TTIP-aftalen.

I alle multilaterale og bilaterale handelsaftaler er der traditionelt indarbejdet tvistbilæggelsesmekanismer – et vigtigt element i World Trade Organization er således den etablerede Dispute Settlement Mechanism (DSM) til bilæggelse af tvister mellem WTO’s medlemmer. Formålet er at aftalerne kommer til at fungere godt og til gavn for aftaleparterne sørge for ”sikkerhed og forudsigelighed”. I WTO er kernen i tvistbilæggelsen etablering af såkaldte Paneler, der er ad hoc-grupper på tre (eller fem, hvis det aftales mellem de stridende parter) ”velkvalificerede” panelmedlemmer. Panelet skal foretage en objektiv vurdering af sagen og drage sådanne konklusioner, som vil hjælpe til, at der kan afgives anbefalinger eller afsiges en dom. Hertil kommer en appelinstans.

ISDS

I udkastet til frihandelsaftalen mellem EU og USA blev der opereret med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye regler og love fratager den en forventet indtjening. Den folkelige modstand mod dette tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) – er betydelig. Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel. Omvendt hævder modstanderne, at ISDS – i modsætning til mekanismen i WTO og andre handelsaftaler, der sigter på tvistbilæggelse mellem stater – giver private virksomheder mulighed for at rejse sager, der vil udfordre regeringernes muligheder for frit og uafhængigt at træffe politiske beslutninger og gennemføre politikker og handlinger. Kravet syntes at være, at spørgsmål, der tænkes henlagt til ISDS, bør afgøres af de nationale domstole.

Fordelingen af lagkagen

Hovedproblemet med globaliseringen er, at både de positive og negative konsekvenser er ulige fordelt. De beregnede positive konsekvenser af globalisering og international frihandel forudsætter, at den øgede internationale konkurrence vil gavne nogle virksomheder, mens andre virksomheder vil gå tilbage eller helt ned.

Hvis du spørger en arbejder i Newcastle i England eller i Lille i Frankrig, om han har fået det bedre efter de sidste ti års globalisering, så vil han sige nej. Mange af problemerne er opstået, fordi man i en række europæiske lande har manglet evner eller vilje til at udvikle mekanismer, der kan overføre velstand fra dem, der har fordel af internationaliseringen, globaliseringen og frihandlen, til dem, der ikke har.

Forudsætningen for de positive effekter af globaliseringen er nemlig, at den arbejdskraft, der lønmæssigt stagnerer eller ligefrem afskediges som følge af den øgede konkurrence, har mulighed for at job i andre virksomheder – måske i helt andre sektorer i andre dele af landet, eller i udlandet, hvor der måske opstår nye jobs i kraft af handelsliberaliseringen.

Der er ingen grund til at skjule, at den mekanisme, der i teorien skal sikre denne udligning, er ændring i prissignalerne, herunder lønningerne: Ved arbejdsløshed vil lønningerne i de berørte sektorer falde så meget, at alle igen kan finde afsætning for deres arbejdskraft. Voila!

I det omfang EU’s indre marked, globalisering og frihandel fører til vækst i den samlede internationale handel, vil det uundgåelige resultat i visse sektorer være et pres på løn og arbejdsvilkår m.v., som følge af den skærpede konkurrence med lande, der producerer billigere i kraft af lavere lønninger.

Hvis EU-landene skal høste alle fordelene ved øget frihandel, vil det være nødvendigt at tillade at prissignalerne slår igen i den reale økonomi – dvs. det forudsætter, at det tillades, at lønningerne i de berørte sektorer falder og ledigheden stiger. Det er evident, at der i en række europæiske lande vil være behov for gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, der kan øge fleksibiliteten.

Er EU årsagen til problemerne?

Den utilfredshed og modstand mod globalisering, der har bredt sig i Europa, rettes ofte mod EU, selvom årsagerne intet har med EU at gøre.

I en række lande har de nationale politikere i årevis undladt at reformere landet socialt og økonomisk og gøre befolkningen parat til at håndtere en ny tid, som ikke kun påvirker Europa – men hele verden.

Globaliseringen, indvandringen og strømmene af økonomiske flygtninge har uden tvivl skabt udfordringer, men det er en virkelighed, man havde stået i, uanset om EU fandtes eller ej. Det gælder også den teknologiske udvikling med digitalisering og robotteknologi og det faktum, at det er blevet muligt for virksomhederne at flytte deres produktion ud til lande, hvor det er billigere at producere.

Danmark er blandt nettobidragyderne til EU med omkring 10 mia. kr. om året, men det er ikke problemet. Nationalindkomsten er voksende, der er styr på de offentlige budgetter, og selvom der er mange på overførselsindkomst, er arbejdsløsheden lav og det generelle velstandsniveau rimeligt.

Fordelingsproblemet

Problemet er, at det er helt gal med fordelingen af velstanden. Mindre i Danmark og andre nordeuropæiske lande og mere i Central- og Sydeuropa.

I Danmark er der i tide gennemført reformer af arbejdsmarkedet, pensionsforholdene og der sker en vis udligning over på skatten. Samtidig har det været muligt at sikre relativt høje lønninger til alle, selvom der er enkelte faggrupper, der ikke har oplevet reallønsfremgang i en årrække.

I Tyskland, Frankrig og Storbritannien og i flere andre europæiske lande har man i højere grad set passivt til, mens velfærden og den sociale sikkerhed er blevet forringet, uligheden er vokset, og mange mennesker regulært er blevet fattigere og dårligere stillet.

Finanskrisen bidrog til at forstærke problemerne. Afkastet på opsparing faldt, folks pensioner blev mindre værd, og en del tabte penge på aktiemarkedet, og i en overgangsperiode også på ejendomsmarkedet. De internationale finansmarkeder, reglerne i eurozonen m.v. betød samtidig at en række lande reagerede på krisen ved at skære på de offentlige budgetter. På alt fra sygehuse til den sociale bistand. Det hele ramte særligt de ufaglærte og de socialt dårligt stillede.

Siden 2008 har den rigeste del af befolkningen i Danmark og i mange andre EU-lande har haft en betydelig real indkomstfremgang, men den laveste del af middelklassen og de dårligst stillede i mange lande har oplevet et decideret reallønsfald.

Det er indlysende, at der er sammenhæng mellem den økonomiske ulighed i befolkningerne og den registrerede tilbagegang for mange europæiske socialdemokratiske partier og opbakningen til nye populistiske partier.

Modstand mod reformer på arbejdsmarkedet

Danmark har som nævnt taget hul på de nødvendige reformer, mens lande som Frankrig, Italien m.fl. endnu vægrer sig.

Der syntes at være bred politisk enighed om, at globaliseringen har gjort Danmark rigere, mere vidende og har forstærket vores udsyn. Samtidig erkendes det, at arbejdsmarkederne ikke nødvendigvis er så transparente og fleksible, som forudsat i globaliseringsteorien. Realiteten er, at nogle mennesker er presset af større krav til uddannelse, digitalisering og konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. De kan ikke uden videre overflyttes til jobs på nye vækstområder, og de risikerer at tabe på globaliseringen.

Der er brug for andet og mere end kurser i at skrive ansøgninger og aktivering, og der synes i Danmark at være enighed mellem arbejdsgivere og fagforeninger om at dele af det økonomiske råderum skal bruges målrettet på efteruddannelse m.v.

1 mia. færre fattige – men arbejdere og middelstand i industrilandene taber på globaliseringen

Hvis man anlægger det globale perspektiv, er realiteten, at globaliseringen indtil videre især har været til fordel for verdens fattigste og verdens rigeste. Mellemindkomstgrupperne, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, har ikke haft udbytte af internationaliseringen – eller i hvert fald ikke endnu.

Verdensbanken har opgjort, at i perioden fra 1990 til 2013 er antallet af mennesker, der lever i dyb fattigdom reduceret med omkring 1 mia. mennesker til omkring 770.000.

Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:

Der er følgelig tegn på, at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. I de gamle industrilande har millioner mistet deres arbejde på grund af globaliseringen, og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie. I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når fordelene er ulige fordelt og konkurrencen og udflytningen af arbejdspladser rammer store områder med arbejdsløshed.

Situationen i Danmark

I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter, er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:

Forklaringen er, at mens BNP, der er udtryk for hvad vi producerer af varer og tjenester i Danmark, siden finanskrisen er stagnerende eller faldet, er bruttonationalindkomsten, BNI, faktisk steget.

Forskellen hænger især sammen med stigende kapitalindkomst fra udlandet.

Indkomsterne kommer f.eks. fra danske virksomheder, der producerer og sælger varer i Østeuropa, USA, Kina eller Indien (tæller ikke i det danske BNP), og som udbetaler et overskud til danske aktionærer (hvilket tæller med i BNI). De stigende kapitalindkomster skyldes også at private og institutionelle investorer i stigende omfang placerer investeringer i udenlandske aktiver, hvor afkastet ikke indgår i det danske BNP men i BNI.

Det siger sig selv, at den stigende kapitalindkomst fra udlandet er særdeles ulige fordelt på den danske befolkning. Den velstandsstigning, der faktisk kan konstateres i Danmark som følge af internationaliseringen, tilfalder således et mindretal af i forvejen velhavende borgere.

Hvis globaliseringsfordelene skulle fordeles mere ligeligt, ville det kræve en stat, der var indstillet på at sikre en mere rimelig omfordeling via skattesystemet og udgiftspolitikken. I et land, hvor offentlige instanser allerede står for mere end halvdelen af den samlede økonomi, er den vej simpelthen ikke farbar.

Hvor er den gode historie?

Selvom der ikke er tvivl om de globale økonomiske fordele af internationaliseringen, kan man ikke ignorere at gevinster og ulemper ved handlen ikke er ligeligt fordelt. Nogen taber mere end andre, nogen vinder mere end andre. Selvom det ikke har vægt i den økonomiske teori, og nogle ligefrem priser ulighed som drivkraft, så er der mange, der har ubehag ved stor ulighed, ved at føle sig forbigået og ignoreret.

For dem er det ringe trøst, at den samlede velstand stiger, hvis det betyder en enorm usikkerhed om arbejdssituation, et arbejdsliv med idelige ændringer og fremmedgørelse overfor en samfundsudvikling, der er svær at gennemskue.

Det er ej heller altid klart, hvad globaliseringsdiskussionen drejer sig om. Som nævnt, er nogle begejstrede for samhandel, men skeptiske overfor tilpasningen til internationale standarder, og bekymrede for de problemer, der følger af migration. Hvis masseindvandringen følger med som en uundgåelig effekt af globaliseringen, er manges skepsis måske mere forståelig.

Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler simpelthen både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne og på en mere retfærdig fordeling af ulemperne og fordelene i form af den påståede større lagkage.

Samtidig er det også en kilde til bekymring, at krav om grænsekontrol og toldmure kun er begyndelsen. Det kan ikke udelukkes, at vi står over for egentlige handelskrige, men hvem har brug for det?