Hykleriet i DR

Nyhedsredaktør i DR, Ulrik Haagerup, beskæftiger sig i et indlæg i Berlingske Tidende den 9. april 2016 med fænomenet ”mediedemokratier”. Haagerup stiller spørgsmålet om nyhedsbranchen har skabt en kultur, der fremmer mediedemokrati, der igen skaber politisk populisme og borgere med et forskruet billede af virkeligheden.

I indlægget lægger han afstand til den enøjede journalistik, hvor man leder efter de fakta, der underbygger en bestemt hypotese, men undlader samtidig at se efter de tal, tabeller eller undersøgelser, der nuancerer eller måske ligefrem underminerer den forudindtagne vinkel. Derpå indhentes ekspertudtalelser, der skal dokumentere sandhedsværdien. Helst fra en, der vil udtale sig skråsikkert og citerbart. Derefter er det blot at kontakte en politiker, der så gerne vil i avisen eller i fjernsynet, og så har man sin historie.

Haagerup tilkendegiver, at historien måske ikke decideret forkert, men den er heller ikke rigtig. Under alle omstændigheder må man forstå, at det ikke er metoder, der bruges i Danmarks Radio.

Haagerups hykleri er monumentalt, fordi det præcis er den fremgangsmåde, DR har brugt mange gange. Det gælder både i TV-Avisen og i programmer som Deadline m.v.

Eksemplet med Vandmiljøplanen

Et af de helt klassiske eksempler på Danmarks Radios bidrag til det af Haagerup kritiserede mediedemokrati, er sagen om de døde hummere, der førte til den første Vandmiljøplan.

Baggrunden var, at dele af Kattegat i oktober 1986 var ramt af iltsvind. Inspireret af Danmarks Naturfredningsforening besluttede et hold reportere på DR’s TV-Avisen at dække iltsvindet i Kattegat. En af reportagerne blev lavet i Gilleleje havn, hvor en billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

DR opsøgte ikke sagkundskaben, men lod Danmarks Naturfredningsforening ved direktør David Rehling komme til orde i TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, hvor han klart og tydeligt redegjorde for kilderne til vandmiljøets indhold af kvælstof og fosfor:

  • Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
  • Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.
  • Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Fælden for fiskeriministeren

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte igen David Rehling. Miljøminister Christian Christensen var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Der var end ikke forsøg på at inddrage egentlige eksperter i årsagerne til iltsvind.

Den skikkelige fiskeriminister, der i på Christiansborg aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken”, aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været en NPO-redegørelse, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningen igen taletid.

Foreningen kunne med helt anderledes autoritet nu detaljeret redegøre for den forberedte 6-punkts handlingsplan:

“Red Havet Omkring Danmark Nu!”:

– De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.

– Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.

– Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.

– Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.

– Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.

Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Reaktionen

Den uforberedte og noget befippede Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Pressedækningen førte til, at der i Folketinget blev vedtaget en dagsorden, der pålagde regeringen inden den 1. februar at fremlægge en samlet plan for hvordan udledningen af fosfor og kvælstof til vandmiljøet kunne reduceres.

For korthedens skyld, blev udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Danmarks Radios Public Diplomacy

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Den politiske og folkelige kritik af DR har været voksende, og i øjeblikket er der simpelthen ikke politisk flertal for at fortsætte den hidtidige licensfinansiering. Situationen har fået den hidtil lukkede institution til at indlede en veritabel – ikke public service, men public diplomacy offensiv:

DR har netop meddelt, at mediemastodonten fra begyndelsen af 2018 vil flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg.

I den forbindelse har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Få dage efter kommer så Ulrik Haagerups indlæg i Berlingske Tidende, hvor han forgæves prøver at overbevise læserne om at DR leverer journalistik, ”hvor man kerer sig om det samfund, som man tjener”.

Vil det virke?

DR burde ikke være i stand til på kort tid at vende indtrykket af en stat i staten, der har defineret public service som et samlende begreb for aktiviteter, der tjente Danmarks Radios interesser. På den anden side, skal man aldrig undervurdere bestyrelsesformandens evne til at bevæge sig som en ål i det morads, der går under betegnelsen mediepolitik.