Statsminister Mette Frederiksen skal under NATO-topmødet i London 3. – 4. december 2019 holde møde med den amerikanske præsident, Donald Trump.

Udover spørgsmålet om Grønland har debatten i EU om et intensiveret forsvarssamarbejde og den franske præsidents karakterisering af NATO-samarbejdet som ”hjernedødt” ikke undgået amerikanernes opmærksomhed.

Det har også vakt opmærksomhed, at selv borgerlige partier i Danmark overvejer at satse mere på EU-samarbejdet i forsvarspolitikken. Dermed skabes der tvivl om den danske holdning, der siden 1949 har været, at europæisk/dansk forsvar bedst blev sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

Byrdefordelingen

Danmark lever ikke op til løftet om at ville arbejde hen imod at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar i 2024. Det lovede NATO’s medlemslande ellers hinanden på topmøderne i 2014 i Wales og 2016 i Warszawa.

USA tolker dette som, at man skulle nå 2 procent, mens lande som Danmark og Tyskland holder fast i den oprindelige formulering og mener, at det er tilstrækkeligt at have stigende forsvarsudgifter.

I 2024 forventes det danske forsvarsbudget at udgøre 1,5 procent af BNP. Et løft på omkring 0,3 procentpoint i forhold til i dag, men langt fra tilfredsstillende set med amerikanske briller. USA forventer, at alle på topmødet i London i det mindste kommer med en plan for, hvordan målsætningen opfyldes.

Forsvarssamarbejdet i EU

USA er skeptisk overfor et øget forsvarssamarbejde i EU. Skal det måske ske på bekostning af NATO og er motiverne bag ønsket om et egentligt EU-forsvar i virkeligheden, at man vil gøre sig fri af USA i udenrigs- og sikkerhedspolitikken?

Problemet er, at USA har god grund til bekymring. Allerede under regeringssamarbejdet mellem V, K og LA bevægede vi os under en kryptoradikal udenrigsminister sammen med EU-lande som Tyskland og Frankrig væk fra USA. Det er sket med alle vores forbehold og kritik i forhold til USA og NATO, og det er sket, da vi i maj 2018 afviste at støtte USA’s opsigelse af atomaftalen med den shiamuslimske slyngelstat, Iran.

Iran og atom-aftalen

En aftale, der siden 2015 har tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod meddeler nu, at regeringen har besluttet, at Danmark sammen med Belgien, Finland, Holland, Norge og Sverige bliver aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen.

Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Står Rusland bag forsøgene på at splitte NATO?

19 skribenter offentliggjorde i Jyllands-Posten den 8. maj 2019 12 teser som deres bidrag til en mere nuanceret udenrigspolitisk debat. Ifølge den blandede gruppe af udenrigsaktivister svækkes danske værdiers autoritet, hvis landets udenrigspolitik knyttes for tæt til allierede, der i praksis til tider er på kant med traditionelle danske og europæiske idealer. Skribenterne hentyder utvivlsomt til USA, men de nye globale magtforhold gør det ifølge skribenterne under alle omstændigheder endnu mere nødvendigt, at vi igen får en mere nuanceret udenrigspolitisk debat i Danmark, som ikke blot deler verden sort-hvidt op i ”venner” og ”fjender”, men får øje på verdens mange farver og gråtoner.

Anbefalingen er, at vi ikke kun skal lytte efter USA og vesteuropæiske lande som UK, men intensivere vores samkvem med nye allierede som Rusland og Kina. Som overhængende trusler ligestilles den amerikanske præsident Trump med despoter som Putin og Xi Jinping, og de påståede fordele ved den vestlige, liberale samfundsmodel er ifølge tesemagerne et ”skønmaleri”.

Ruslands annektering af Krim og aggressionerne overfor Ukraine er ifølge skribenterne ”forventelige” modreaktioner fra et stadig mere marginaliseret Rusland. Endelig skal vi give plads til mangfoldigheden og som Mao lade de 1000 blomster blomstre.

Hele indlægget i Jyllands-Posten der tydeligvis var tænkt som et indspark i debatten op til Folketingsvalget den 5. juni, kunne meget vel være konciperet i Moskva. Skribenterne, der lægger navn til misinformationen, bidrager til en udvikling, hvor traditionelle værdier og pejlemærker som NATO-medlemskabet forkastes.

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i Det Europæiske Forsvarsamarbejde. Forbeholdet betyder i praksis, at Danmark heller ikke deltager i EU’s militære operationer. Danmark har aktiveret forbeholdet mere end 140 gange siden forbeholdet blev indført i 1993, og det aktiveres i stigende omfang. Senest har Danmark besluttet at deltage i det nye europæiske og franskledede militære samarbejde, The European Intervention Initiative (E2I), der er et mellemstatsligt samarbejde.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Især Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har kastet sig ind i diskussionen om helt at ophæve forsvarsforbeholdet. Venstre vil – på det rigtige tidspunkt – gerne have en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, men foreløbig er Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, bedt om en redegørelse for fordele og ulemper ved forsvarsforbeholdet. Redegørelsen ventes at foreligge i februar 2020.

Hvad er årsagen til debatten?

Man kan undre sig over, at forsvarsforbeholdet netop nu bliver fremstillet som et problem.

Siden 1949 har der været bred tilslutning til, at europæisk/dansk forsvar blev bedst sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det har endda nærmest overnight været muligt at øge budgettet med 4,5 mia. kr., så Danmark i 2023 kan fremvise et forsvarsbudget på 1,5 pct. af BNP.

Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Modstanderne af forsvars-forbeholdet er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvars-forbeholdet i 1993.

På den anden side er det oplagt, at verden er under forandring, og det præger også opfattelsen af Danmarks sikkerhedspolitiske situation.  Ruslands annektering af Krim, krigen i Syrien, den forhøjede terrortrussel og ikke mindst et præsidentvalg i USA har skabt tvivl om NATO-alliancens robusthed og ligefrem givet anledning til at den franske præsident Emmanuel Macron har kaldt NATO for ”hjernedød”.

Hensynet til forsvarsindustrien

Det, der udover den globale sikkerhedssituation har udløst debatten, er i hvert fald i nogle kredse mulighederne for at tjene penge: Kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Vi taler om store virksomheder som Terma, der bl.a. bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder.

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Baggrunden for den pludselige danske interesse er, at der nu kommer penge på bordet til EU-forsvar. I det budgetforslag for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – som den tidligere EU-Kommission præsenterede onsdag den 2. maj 2018 afsættes omtrent 20 mia. euro – 150 mia. kroner – til forsvarssamarbejde. I den gældende ramme for 2014-2020 fylder forsvarssamarbejdet meget lidt. Det udgør kun beskedne 1,5 mia. kroner om året i de sidste tre år af perioden.

1 pct. eller 1,1 pct. af BNI i EU-bidrag

Den Flerårige Finansielle Ramme for 2014-2020 var på i alt 1.087.1 mia. euro, og den tidligere EU-Kommissions budgetforslag for perioden 2021-2027 løber op i 1.279 mia. euro. Bortset fra uenigheden om udgifterne til det kontroversielle forsvarssamarbejde, er der grundlæggende strid om, hvorvidt budgettet overhovedet skal udvides, og om nogle af de traditionelle udgifter skal skæres ned.

Selvom Storbritannien forlader EU, lægger EU-Kommissionens op til at øge budgettet fra én procent af BNI til 1,1 procent.

Danmarks årlige bidrag til EU har i de seneste år ligget på omkring 20 mia. kroner. Noget kommer tilbage – hovedsagelig i form af landbrugsstøtte – men det danske årlige nettobidrag ligger alligevel på omkring 10 mia. kroner. Hvis forslaget om et budget på 1,1 pct. af BNI vedtages, vil det betyde at det årlige danske medlemsbidrag vil stige med adskillige mia. kroner netto.

Danmarks krav om et mindre EU-budget støttes imidlertid kun af Sverige, Østrig og Holland, mens de øvrige medlemslande med Tyskland og rankrig i spidsen er indstillet på at øge budgettet for at sikre EU-samarbejdets vitalitet trods Brexit.

Kampagnen

Modstanderne af forsvarsforbeholdet arrangerer konferencer og lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne. Dansk Industri og fagbevægelsen er også aktiveret. Dansk Metal, der er optaget af skabelsen af nye arbejdspladser, har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Aviser som JyllandsPosten stiller beredvilligt spalteplads til rådighed, og samtidig har lobbyister som Rasmussen Global og flere tidligere ambassadører travlt med, at bane vejen for en ophævelse af forsvars-forbeholdet – hellere i dag end i morgen!

Forsvars-samarbejdet i EU

Forsvarssamarbejdet i EU – som Danmark altså ikke deltager i – er under udvikling. Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation, PESCO – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet.

PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien (nu Nordmakedonien), operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

23 EU-lande har deltaget i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager derimod i andre opgaver i landet i FN-regi.

Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.

EU har også det europæiske forsvarsagentur EDA, European Defence Agency, som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro.

EU’s budgetforslag for 2021-2027 indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

13 mia. euro vil gå til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, der blev etableret som led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Fra EDF foreslås der allokeret 4,1 mia. euro til forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Hvor Danmark – trods forsvars-forbeholdet – alligevel deltager

Selvom Danmark ikke kan deltage i PESCO og være en del af et europæisk forsvarssamarbejde grundet forsvarsforbeholdet, har Danmark alligevel prøvet at øve indflydelse på internationale forsvars- og sikkerhedsspørgsmål og få adgang til EU-finansiering. Danmark er for eksempel indirekte med i Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, i kraft af deltagelsen i European Defence Industrial Development Programme. Danmark er desuden med i European Intervention Initiative, E2I.

E2I samarbejdet, som ud over Frankrig og Danmark samler otte andre europæiske lande, herunder UK, har for Danmark den fordel, at det ikke kolliderer med forsvarsforbeholdet. Det skyldes, at E2I  hverken foregår i rammerne af NATO eller EU.

Danmark har ligeledes anmodet om observatørstatus i Det Europæiske Forsvarsagentur, EDA.

Helt uden for EU er Danmark med i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Danskernes holdning til EU’s forsvarsamarbejde

Danskernes holdning er uklar. En undersøgelse fra marts 2017 viser ganske vist, at 65 procent af danskerne ønsker et tættere forsvarssamarbejde i EU, men samtidig er der fortsat fuld opslutning til NATO.

Det vil nok være klogt at udskyde alle overvejelser om at pille ved EU-forbeholdene til vi har set udfaldet af EU-slagsmålet om den Flerårige Finansielle Ramme for 2021-2027.

Det vil under alle omstændigheder være op ad bakke, for ifølge en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget i maj 2018, er danskerne ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og de seneste målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

En meningsmåling fra begyndelsen af 2019 viser at debatten om forsvarsforbeholdet har fået flere til at tvivle. Tidligere var 19 pct. i tvivl om hvad de skulle mene. Nu er 28 pct. i tvivl. Samtidig er der nu 28 pct. der mener, at forsvars-forbeholdet skal afskaffes, men det er dog stadig 44 procent af danskerne, der vil bevare forsvars-forbeholdet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Den borgerlige regering måtte inden valget opgive at øge arbejdsudbuddet i Danmark udover de bidrag, der vil komme fra den gradvise gennemførelse af tilbagetrækningsreformen.

Efter langvarige forhandlinger med Dansk folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten om at gøre det ”lettere og mindre bureaukratisk” for danske virksomheder at tiltrække og ansætte udenlandsk arbejdskraft, måtte man til sidst give op.

Det regeringen måtte opgive, var at sænke det minimumsbeløb, som en borger fra et ikke-EU-land skal have i løn under den såkaldte beløbsordning, for at få lov at komme til Danmark.

Konkret ville regeringen sænke niveauet fra det nuværende beløb på 418.000 kroner om året til 330.000 kroner for statsborgere i 12 lande:
USA, Singapore, Kina (inklusive Hong Kong), Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Indien, Thailand, Mexico og Rusland.

Finanslovsforhandlingerne
I forståelsespapiret fra juni 2019 mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten står der, at regeringen vil ”sikre, at virksomheder eller velfærdsinstitutioner, der har en konkret mangel på arbejdskraft, på minimum faglært niveau, hurtigt og u-bureaukratisk kan tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft”.

Det forlyder, at netop spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft er en af de udestående ”knaster” i forhandlingerne om finansloven. Det er især De Radikale, der presser på i spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft, som kædes sammen med integrations- og udlændingepolitikken. Flygtninge, der arbejder, skal således have mulighed for at blive i Danmark, ligesom partiet mener, at høje gebyrer på blandt andet danskuddannelse modvirker integrationen.

Brug for alle hænder
Heldigvis går det godt i Danmark. Antallet af personer rekrutteret via beløbsordningen er i perioden 2010-2018 steget fra knap 1.000 til knap 6.000 personer. Samtidig er vi i Danmark stærkt på vej mod 3 millioner i beskæftigelse.

Alt tyder på, at der i de kommende år vil være brug for mere arbejdskraft, og derfor er det naturligt, at emnet er centralt i de igangværende finanslovsforhandlinger.
Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til en afgørende indsats for at frigøre de skjulte reserver af arbejdskraft i det danske samfund?

Arbejdskraftreserven
Der er omkring 100.000 registrerede arbejdsløse, og samtidig er omkring 800.000 parkeret på passiv overførselsindkomst. Desuden er der er over 1 million pensionister, hvoraf mange langt fra er nedslidte. Mon der ikke i disse grupper findes folk, som er parate til en ekstra indsats, hvis det kunne betale sig? Det gælder formentlig også for en del, der allerede er i beskæftigelse, herunder de omkring 200.000, der er beskæftiget på deltid.
Ikke mindst i den offentlige sektor er deltidsbeskæftigelse udbredt. 46 procent af alle kommunalt ansatte er på deltid. Blandt SOSU-hjælperne er 81 procent på deltid, mens det gælder 75 procent af SOSU-assistenterne.
I Regionerne, hvor manglen på arbejdskraft i sundhedssektoren er udtalt, er kun 61 pct. af sygeplejerskerne på fuld tid.

Tiden er derfor inde til at stat, regioner og kommuner gør en indsats for at øge andelen af fuldtidsansatte. Tiden er også inde til at stille krav til Jobcentrene, og at kigge nærmere på efteruddannelsesmuligheder, marginalskatter og samspilsproblemer.

Arbejdskraft fra udlandet
Allerede nu arbejder der hvert år mellem 300.000 og 400.000 udlændinge i kortere eller længere tid i Danmark.

Hvis der er brug for mere arbejdskraft, minder jeg om, at vi er medlem af et indre marked med over 500 millioner mennesker, og alene i Sydeuropa er der mere end 7,5 millioner arbejdsløse

I virkelighedens verden strækker danske myndigheder sig allerede i dag meget langt for at imødekomme specifikke ønsker fra virksomheder og forskningsverdenen om at kunne rekruttere nøglemedarbejdere fra lande udenfor EU.

Skatterabat til udlændinge
Med den såkaldte forskerordning er der etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution.

Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge – forudsat, at de inden ansættelsen på forskerordningen har været skattepligtige i udlandet.

”Forskerfintens” betydning for den egentlige forskning er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen en succes.

Mens danske skatteborgere lider under et urimeligt skattetryk, har udenlandske medarbejdere i danske selskaber mulighed for at opnå en gevaldig skatterabat: Udenlandske medarbejdere, der opfyldte et minimumslønkrav på 65.100 kr. i 2018 pr. måned efter fradrag af ATP kunne i op til 7 år vælge at betale en bruttoskat på 27 pct. + am-bidrag, i alt 32,84 pct. af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Man kan spørge hvorfor højtlønnede nøglemedarbejdere skal slippe billigere i skat bare fordi, de tidligere har været skattepligtige i udlandet?

Er vi ikke alle sammen nøglemedarbejdere, der har krav på skattemæssig ligebehandling?

Javel, men samtidig er Danmark på godt og ondt er helt afhængig af udenlandsk ekspertise, der næppe vil finde sig i den skattemæssige behandling, som almindelige danske lønmodtagere udsættes for.

Voldsom stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”
De seneste officielle tal for anvendelsen af ordningen vider en voldsom udbredelse – ikke mindst efter sænkningen af lønkravet med omkring 10.000 kr. om måneden til de nuværende 65.100 kr.

Forskerordningen omfatter forskere og nøglemedarbejdere, som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller ved en forskningsinstitution.

De seneste tal fra 2018 viser, at der sidste år var 7153 personer tilknyttet ordningen. I 2008 var tallet 3735, hvilket svarer til en stigning på 92 procent.

Ekstra Bladet har foretaget en rundspørge blandt de 100 største danske virksomheder. Mens 69 af virksomhederne – blandt andet Danske Bank og Nordea – har oplyst, hvor mange ansatte de har på ordningen, har de resterende 31 meldt hus forbi. 23 af virksomhederne har således afvist at kommentere deres brug af forskerordningen, mens otte ikke har svaret på Ekstra Bladets henvendelser.

I 2018 havde branchen ”pengeinstitut- og finansvirksomhed, forsikring” 815 ansatte på forskerordningen. Nordea er det selskab, der med 255 har flest – Danske Bank har 200 og til sammenligning har Novo Nordisk 224 ansatte på forskerordningen.

Virksomheder som A.P. Møller-Mærsk, Arla Foods, Vestas Wind Systems, United Shipping & Trading Company (Bunker Holding), Danske Commodities, Carlsberg, Danfoss, Lego, Danish Agro, Equinor Refining Denmark, Pandora, Rockwool m.fl. ønsker ikke at oplyse om deres brug af ”forskerfinten”, men disse selskaber fylder utvivlsomt i statistikkerne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod kunne tirsdag den 27. november 2019 højest overraskende oplyse, at Danmark i slutningen af 2020 og halvandet år frem overtager ledelsen af NATO’s træningsmission i Irak, som Canada hidtil har ledet. Hovedkvarteret for den danske styrke på 200 soldater bliver i Iraks hovedstad, Bagdad, og skal udgøre ledelsen af NATO’s strategiske mission i Irak, der rådgiver irakiske officerer på strategisk niveau. Kofod understreger, at det er Danmarks eget initiativ, der har dannet baggrund for missionen.

Der er altså tale om direkte dansk bistand til Iraks forsvarsminister, Najah al-Shammari, der i flere år angiveligt har hævet sociale ydelser i Sverige, hvor han også blev tiltalt for vold.

I Irak er Islamisk Stat i dag ikke den største trussel. Truslen kommer i højere grad fra forskellige væbnede grupperinger, der indbyrdes uenige alle er utilfredse med regeringen i Bagdad. Det er i dag især shiamuslimske militser, som er helt eller delvist kontrolleret af Iran, der udgør den største trussel.

Siden begyndelsen af oktober har mindst 330 mennesker mistet livet under folkeopstanden i Bagdad og det sydlige Irak, hvor sikkerhedsstyrker i weekenden affyrede skarp ammunition og tåregasgranater ind i den demonstrerende folkemængde.

Iraks præsident lover ny valglov og fremrykket valg som svar på folkeopstand

Efter parlamentsvalget i Irak den 12. maj 2018 blev den kurdiske politiker Barham Salih udpeget til posten som præsident, og efter et flere uger langt politisk opgør udpegede han herefter den 77-årige shiamuslimske Abdul-Mahdi som premierminister.

Iraks befolkning er religiøst opdelt i sunnimuslimer og shiamuslimer og kurdere – der udgør et etnisk mindretal i forhold til det arabiske flertal.

Efter USA’s invasion i 2003 forsøgte man at sikre en mere stabil repræsentation af Iraks mange etniske og sekteriske grupper. Derfor indgik man en uofficiel aftale om, at præsidenten er kurder, premierministeren er shia, og parlamentets formand er sunni.

Iraks nuværende premierminister, den shiamuslimske Adil Abdul-Mahdi, skulle ifølge præsidenten i princippet være klar til at trække sig fra sin post efter flere uger med voldsomme demonstrationer rettet mod den siddende regering.

Adil Abdul-Mahdi har imidlertid selv gjort det klart, at “The Iraqi government will not respond to protestors’ demands of resigning without a “smooth and quick” alternative”. Premierministeren har udtalt, at hvis regeringen bare gik af, ville det efterlade “a gap in the country that will deepen the national problems.”

Iraks præsident, Barham Salih har desuden tilkendegivet, at der ”snart” vil blive afholdt valg.

Baggrunden er omfattende uroligheder

I begyndelsen af oktober udbrød der voldsomme demonstrationer i Irak. Mindst 330 har mistet livet, og over 10.000 er blevet såret.

Demonstranterne har været på gaden for at protestere over myndighedernes magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet.

Selvom krigen mod IS i Irak sluttede allerede i begyndelsen af 2018, hvor de sidste lommer af krigere blev nedkæmpet, har krigen sat sine spor.

Irak står over for massive og påtrængende humanitære udfordringer. Den fire år lange konflikt har betydet, at der fortsat er over 3 mio. internt fordrevne irakere, og flere millioner andre har akut behov for humanitær bistand.

Irak skal i realiteten mange steder genopbygges på ny. Som følge af konflikten er den civile infrastruktur i vidt omfang ødelagt. Det gælder bl.a. vandforsyningssystemer, sundhedsfaciliteter og skoler.

Konflikten har også medført en betydelig miljøpåvirkning i form af forurening af jord og grundvand med deraf følgende indvirkning på befolkningens sundhed og indkomstmuligheder.

De irakiske og internationale bestræbelser har ført til nogle resultater: 2 mio. fordrevne er faktisk allerede vendt tilbage til deres oprindelsessted. Ikke desto mindre forestår der stadig et stort arbejde med at bringe de resterende tre mio. fordrevne borgere hjem igen.

Den irakiske regering har haft tid og burde have sørget for sikkerhed, minerydning, retablering af basale tjenester og infrastruktur, skabt indkomstmuligheder og sikre et ansvarligt og repræsentativt civilt styre.

Det er desværre ikke sket i nødvendigt omfang.

Iraks udfordringer

EU har nøje vurderet situationen i Irak, og indstillingen er, at hvis stabiliserings- og genopbygningsprocesserne skal være effektive, skal de ledsages af en indsats for at opnå politisk forsoning og afhjælpe de problemer og svagheder, der skabte grobunden for IS.

Store dele af den regulære irakiske hær brød i 2014 sammen, da den stod over for den hurtige udbredelse af IS. Derfor opfordrede de irakiske politiske og religiøse myndigheder borgere til at tilslutte sig nye eller eksisterende væbnede grupper i “de folkelige mobiliseringsstyrkers” regi som et ekstraordinært og akut middel til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrkers indsats for at standse IS og genvinde tabt land.

Irak har udover en række militser, hvor især de iransk-støttede er en magtfaktor, bibeholdt en kvalificeret, men lille kerne af den nationale hær, som har modtaget betydelig international støtte, herunder materiel og uddannelse.

På grund af den årelange konflikt og den deraf følgende militarisering af politiindsatsen er der imidlertid behov for reformer af det irakiske politi. Den nuværende civile politivirksomhed udøves på en måde, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet og den har givet anledning til mistillid og protester i alle befolkningsgrupper.

Den irakiske regering har præsenteret flere reformprogrammer, som på papiret adresserede korruptionsbekæmpelse og retfærdig fordeling af den nationale velstand, herunder især olieindtægterne, konsolidering af retsstaten og overholdelse af menneskerettighederne samt en indsats for at nå frem til national forsoning og politisk inklusion.

Programmerne er imidlertid ikke blevet realiseret.

Den grundlæggende politiske splittelse og den vidt udbredte korruption og nepotisme har betydet at alle reformer har været uden effekt.

Manglende tillid til det politiske system

Tilliden til det politiske system er derfor ikke eksisterende. Det ville kræve, at landet havde en samlet national politik for social, politisk og økonomisk reintegration af befolkningsgrupper, særlig i de områder, der har været ramt af konflikt.

I stedet er der sket en tilbagevenden til de forhold, der førte til IS.

Situationen for Iraks talrige minoriteter har været utålelig, og det irakiske samfunds mangfoldighed, enhed og stabilitet er truet.

Regeringen har også svigtet i forhold til problemerne med fattigdom og social udstødelse på områder, som ikke er direkte berørt af krigen mod IS, herunder i den sydlige del af landet, eftersom velafbalancerede fremskridt og udvikling i hele landet er altafgørende for dets stabilitet.

Den økonomiske og finansielle udfordring

Indtil videre har Iraks olieindtægter ikke haft gunstige virkninger for landet som helhed på grund af korruption, ineffektive statsejede virksomheder, fokus på kortsigtet forbrug gennem en overdimensioneret offentlig sektor. Derfor lider Irak under vedvarende makroøkonomiske svagheder, som der hurtigt skal tages hånd om.

Landets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger er faldet drastisk under krigen, og en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Olieproduktionen nåede allerede i 2017 igen op på ca. 4,5 mio. tønder om dagen, men de store dele af Iraks økonomi, der ikke har glæde af olieindtægterne, er sunket ned i recession og underskuddet på de offentlige finanser er enorme.

Den Internationale Valutafond, IMF, har måttet træde til med mia. af dollars. Fortsat støtte er imidlertid betinget af et finanspolitisk og økonomisk reformprogram, som den irakiske regering ikke har været i stand til at præsentere.

Samlet set er irakisk økonomi i recession

Irak er bundet af aftalerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) om at begrænse olieproduktionen og dermed er der ikke fra oliesektoren udsigt til bidrag til vækst i BNP og i det offentliges indtægter.

Samtidig er udfordringerne enorme. Omkostninger ved genopbygningen og reintegration af millioner af internt fordrevne, handicappede og traumatiserede personer, krigsveteraner og unge, der har fået afbrudt deres uddannelse.

Desuden står landet over for en vanskelig opgave med at skabe beskæftigelse til den hastigt voksende unge del af befolkningen. Strukturelle ændringer vil tage mange år, og der er behov for omgående foranstaltninger, der integrerer den voksende unge del af befolkningen på arbejdsmarkedet.

Det understreger betydningen af at satse på udvikling af den private sektor og udenlandske direkte investeringer (FDI). Desværre er den nuværende politiske og økonomiske situation ikke fremmende for private investeringer.

Protesterne truer Irans indflydelse

Irak er Irans politiske allierede og Irans præsident, Hassan Rouhani, har aflagt flere officielle besøg i Irak. Bestræbelserne går på at styrke båndene mellem det shiamuslimske Iran og Iraks shiamuslimsk ledede regering, der er en stærk allieret til regimet i Teheran.

Grænsen mellem Iran og Irak er på 1.400 kilometer, og territoriale stridigheder var årsagen til 8 års krig mellem Iran og Irak i 1980’erne under Saddam Hussein – en krig der kostede livet for over 1 million mennesker.

Iraks økonomiske betydning for Iran

Irans eksport til Irak udgjorde i 2018 næsten 9 milliarder dollars. Teheran håber, at den samlede omsætning mellem de 2 lande kan øges fra omkring 13 milliarder dollar til 20 milliarder dollar.

Man skal desuden være opmærksom på den økonomiske betydning af den religiøse turisme på omkring 5 milliarder dollar på årsbasis, når 5 millioner irakere og iranere besøger hellige shiamuslimske steder i de to lande.

Sanktionerne

Trods historiske modsætninger ser Iran i dag Irak som en allieret og et muligt redskab for omgåelse af de amerikanske sanktioner, som igen er i kraft i fuldt omfang, efter Donald Trump den 8. maj 2018 trak USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action), og alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Urolighederne i Irak er primært rettet mod deres egen elite, men protestbevægelsen er også næret af Irans indblanding i irakisk politik.

Under opstandene har demonstranter udtrykt afsky over for Irans voksende indflydelse. I Irak har de iransk-støttede militser skudt og dræbt irakiske demonstranter siden begyndelsen af oktober. Flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper er efter brandattentater nedbrændt i de sydirakiske byer Amarah, Nassriyah og Samawah.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har helt som forventet anklaget USA, Israel og Saudi Arabien for at stå bag protestbølgen i Irak.

Demonstranterne i Bagdad afviser påstanden, men rationalet skulle være, at Khamenei tvinges til at bruge nogle af Irans knappe ressourcer på at stabilisere sine allierede i Irak (og i Yemen og i Libanon).

Der er ingen tvivl om, at Irans indsats i Syrien har kostet, og det er spørgsmålet, om Iran stadig har ressourcer til at understøtte sine allierede?

Finans Danmarks Hvidvask Task Force er den 26. november 2019 kommet med 25 anbefalinger, der ikke kun er møntet på den finansielle sektor, men sætter ”turbo på en fælles indsats” i forhold til bekæmpelse af finansiel kriminalitet.

Man må forstå, at nok har pengeinstitutterne forsøgt at tage opgaven med at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering på sig, men samfundet har svigtet ved ikke at stille de værktøjer til rådighed, som pengeinstitutterne har behov for, for at løse opgaven.

Man må forstå, at når hvidvasklovgivningen bliver overtrådt, er det fordi lovgivningen er kompliceret og pengeinstitutterne ikke har vidst bedre. Finans Danmarks Task Force anbefaler derfor bl.a., at der til hvidvasklovgivningen følger vejledning, der er aktuel, og som særligt underbygger de regelområder, hvor anden lovgivning krydser med hvidvasklovgivningen samt yderligere vejledning om konkrete situationer, hvor der er sparsom vejledning af finde i reglernes forarbejder.

Finans Danmarks Hvidvask Task Force dokumenterer behovet for uafhængig kontrol og tilsyn med den danske finanssektor, og det kan kun gå for langsomt med at Danmark tilslutter sig EU’s Bankunion.

http://finansdanmark.dk/40201.aspx

Finans Danmarks Forum For Bæredygtig Finans vil på Finans Danmarks årsmøde den 2. december 2019 lancere en række anbefalinger til, hvordan finanssektoren kan bidrage til en bæredygtig omstilling af økonomien.

Gennem Panama-papers, hvidvasksagen, svindel med refusion af udbytteskat og Flexinvest Fri, hvor Danske Bank bevidst snød 87.000 kunder med alt for høje aftalegebyrer og negativt nettoafkast, har vi fået indblik i finanssektorens hidtidige bestræbelser på at sikre bankernes egen økonomi. Sektorens seneste bidrag til en bæredygtig omstilling af økonomien er kravet om negativ forrentning af indeståender på over 750.000 kr.

Baseret på alle hidtidige erfaringer vil den danske finanssektor tage sig dyrt betalt for at bidrage til realisering af Paris-aftale og FN’s Verdensmål. Almindelige privatkunder rådes derfor til at stålsætte sig til de regninger, der den 2. december 2019 vil blive udskrevet til det flertal af borgere, der er tvunget til at benytte et dansk pengeinstitut.

https://finansdanmark.dk/nyheder/2019/finans-danmark-i-klimapartnerskab-med-regeringen/

Regerings- og statschefer fra NATO’s 29 medlemslande mødes i London 3. – 4. december 2019. Mødet finder sted i Watford på The Grove Hotel. Den 3. december om aftenen afholder dronning Elizabeth II en reception på Buckingham Palace til markering af alliancens 70-års jubilæum.

På topmødet vil deltagerne ifølge generalsekretær Jens Stoltenberg diskutere sikkerhedsissues, herunder ”challenges with China” med henblik på at “ensure that NATO continues to adapt in order to keep its population of almost one billion people safe”.

Mødet er ikke mindst interessant efter at den franske præsident Emmanuel Macron for nylig har karakteriseret NATO som en ”hjernedød” organisation.

Flere lande har påpeget, at NATO har ”en transatlantisk kapacitet”, som hverken EU eller de franske ideer har. Amerika bringer meget til NATO-alliancen, som de europæiske lande aldrig på egen hånd kan mønstre. Flere har også påpeget, at Frankrig ikke er i Afghanistan, så det er i realiteten NATO-missionen, der forhindrer terroristerne i at komme ind i alliancens medlemslande.

Diskussionen vil utvivlsomt fortsætte i London, hvor en række emner ventes at blive berørt:

Kina

Kina har været meget aktiv i globale sikkerheds spørgsmål, og en række medlemslande er optaget af at vurdere den risiko Kina kan udgøre. Man er således åben for nye våbenkontrolaftaler vedrørende missilsystemer, som Kina er i besiddelse af.

USA er optaget af Kinas aktiviteter i South China Sea og for USA står det højt på dagsordenen at knytte tættere forbindelser til allierede i Sydøstasien.

Situationen i Hong Kong har illustreret, at Kina ikke deler etablerede NATO-værdier som frie valg og ytringsfrihed.

Byrdefordeling

Forpligtelsen til at bruge 2 pct. af BNP på forsvar i 2024, som aftalt af statsoverhovederne, vil givet blive debatteret på mødet. En række medlemslande har faktisk øget forsvarsbudgetterne, men USA vil utvivlsomt benytte lejligheden til at lægge pres på ”rige” lande som Tyskland (og Danmark).

Danmark lever ikke op til løftet om at ville arbejde hen imod at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar i 2024. Det lovede NATO’s medlemslande ellers hinanden på topmøderne i 2014 i Wales og 2016 i Warszawa.

USA tolker dette som, at man skulle nå 2 procent, mens lande som Danmark og Tyskland holder fast i den oprindelige formulering og mener, at det er tilstrækkeligt at have stigende forsvarsudgifter.

I 2024 forventes det danske forsvarsbudget at udgøre 1,5 procent af BNP. Et løft på omkring 0,3 procentpoint i forhold til i dag, men langt fra tilfredsstillende set med amerikanske briller. USA forventer, at alle på topmødet i London i det mindste kommer med en plan for, hvordan målsætningen opfyldes.

NATO’s beredskabsplaner, der omfatter målsætningen om inden for 30 dage at kunne stille 30 kampklare infanteribataljoner, 30 lufteskadroner og 30 krigsskibe, er angiveligt i god gænge, men vil formentlig blive nærmere evalueret på mødet.

NATO-tilstedeværelsen i Afghanistan, Irak, Kosovo og den udvidede indsats i de baltiske stater har stillet krav til samarbejde og fælles øvelser, som vil blive vurderet på mødet.

Kritik af Tyrkiet

Tyrkiets militære operationer i Syrien har givet anledning til bekymringer, og samtidig er der i NATO en udbredt bekymring over alliancemedlemmet Tyrkiets beslutning om at købe det russiske S-400-luftforsvarssystem. Tyrkiets beslutning har betydet, at USA har blokeret for Tyrkiets køb af F-35 jagerfly, og det vil påvirke alliancens fælles operationelle kapaciteter.

Tyrkiet, der har været medlem af NATO siden 1952, har med en hær på 355.000 de næststørste væbnede styrker i NATO. Forsvarsbudgettet er med 19 mia. dollars det 7. største og der befinder sig omkring 2.500 amerikanske piloter, teknikere og soldater på Incerlik Air Base. Det antages, at USA har stationeret 50 atomvåben i Tyrkiet.

Det tyrkiske-problem er blandt andet, at hvis Tyrkiet ansøgte om NATO-medlemskab i dag, ville det ikke uden videre kunne optages. NATOs regler for medlemskab “kræver, at kandidater har stabile demokratiske systemer, forfølger en fredelig bilæggelse af territoriale og etniske tvister, har gode forbindelser med deres naboer, viser engagement i retsstatsprincipper og menneskerettigheder, etablerer demokratisk og civil kontrol med deres væbnede styrker, og har en markedsøkonomi”.

Tyrkiet har en markedsøkonomi, men opfylder knap nok de andre kriterier. Alligevel mangler NATO mekanismer til at håndtere alliancemedlemmer, der ikke lever op til kravene.

NATO hverken kan eller vil undvære Tyrkiet

NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg havde den 11. oktober 2019 et længere møde med Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Çavuşoğlu.

Ifølge NATO sagde Jens Stoltenberg på den efterfølgende fælles pressekonference:

“Turkey is at the forefront of a very volatile region. No other Ally has suffered more terrorist attacks.  No other Ally is more exposed to the instability, violence and turmoil from the Middle East. And no other NATO Ally hosts so many refugees as Turkey does, many of them from Syria”.

“Of course, no NATO Ally has suffered more than Turkey. And Turkey has legitimate security concerns, and they have been on the frontline. But it matters also for all the NATO Allies, and that’s the reason why we have increased our presence, and why we should continue to provide support to Turkey”.

While Turkey has legitimate security concerns, I expect Turkey to act with restraint. We have a common enemy – Da’esh. A few years ago, they controlled significant territory in Iraq and in Syria. Working together in the Global Coalition, we have liberated all this territory and millions of people.

These gains must not be jeopardised. An imminent concern is that captured Da’esh terrorists must not be allowed to escape”.

“What I can say is that Turkey is an important and strong NATO Ally and it is important for our collective defense, for our different missions and operations, including in the fight against terrorism. And for us it is important to have Turkey as a strong and committed Ally, because we are all safer when we stand together. And we have to remember that the progress, for instance, we have made in the fight against Daesh has been very much supported, and very much dependent on, the contributions of Turkey: Turkish forces, Turkish infrastructure, Turkish bases have been critical in the progress we have made together in fighting terrorism, especially the fight against Daesh”.

Den britiske forsvarsminister Robert Ben Lobban Wallace siden 24. juli 2019 – tidligere Storbritanniens længst fungerende minister for sikkerhed og økonomisk kriminalitet fra 2016 til 2019 – sagde på NATO’s Parlamentariske Forsamlings 65. Annual Session 11.-14. oktober 2019 I London, at “Turkey needs to do what is has to do to defend itself.”

Stoltenberg prøver at moderere retorikken inden mødet

NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, ønsker tydeligvis ikke at London-mødet skal skal skabe tvivl om Tyrkiets NATO-medlemskab. Han har derfor allerede inden London-mødet sendt et klart signal til alliancens Tyrkiet-kritikere om at landet er fast forankret i den vestlige forsvarsalliance og bliver der:

”Alle allierede har kritiseret Tyrkiet og operationen i den nordøstlige del af Tyrkiet. Men ingen har talt om Tyrkiets plads i NATO. Tyrkiet har tilladt sine allierede at bruge baser, mens de kæmpede mod Islamisk Stat”.

Københavns Lufthavne ejes af Copenhagen Airports Denmark ApS, CAD – kontrolleret i fællesskab af Ontario Teachers’ Pension Plan, OTPP, og Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP – med 59,4 pct., Den Danske Stat med 39,2 pct., udenlandske, private og institutionelle investorer med 0,1 pct., danske, private og institutionelle investorer med 1,3 pct.  Københavns Lufthavne har store planer for udbygning i Kastrup.

Store udbygningsplaner i CPH

Københavns Lufthavn, CPH, der i 2018 havde godt 30 millioner rejsende, har en målsætning om at være intet mindre end den førende internationale lufthavn i Norden med over 40 mio. passagerer årligt, centrale destinationer i alle verdensdele og let adgang til lufthavnen fra alle dele af hovedstaden uanset transportmiddel.

Det er en målsætning, som kræver en omfattende ændring af det nuværende plangrundlag for lufthavnen.

VVM-redegørelser, ændringer af love og bekendtgørelser, lokalplaner m.v. vil kræve, at CPH’s mange interessenter blandt politikere, myndigheder, presse, virksomheder, naboer og organisationer i både Danmark og Sydsverige accepterer de gener som planerne indebærer.

Antallet af flyrejser er steget markant de seneste årtier, og væksten fortsætter. Lufthavnen har i det seneste årti opretholdt et historisk højt investeringsniveau, men lufthavnens mål om 40 mio. passagerer årligt vil medføre en yderligere stigning i brugen af tog, bus og metro til lufthavnen på 80 pct. Samtidig forventes en samlet stigning på 48 pct. i antal personkilometer over Øresund frem til 2032 på grund af øget pendling og trafik til lufthavnen fra Sverige, ligesom der forventes en fordobling af godstogstrafikken, der passerer lufthavnen, når Femern Bælt-forbindelsen åbner. Det giver samlet en stor kapacitetsudfordring på banen omkring Københavns Lufthavn, der skal håndteres. Udbygningen vil også have konsekvenser for klima, miljø og lufthavnens naboer. Der er således mange misteltene, der skal tages i ed – og nogle vil kræve håndfast overtalelse.

CPH’s særlige samfundsmæssige rolle

Københavns Lufthavns egen begrundelse for at hente den 43-årige Peter Goll ind i sin ledelse som Vice President og kommunikationsdirektør var da også i sommeren 2018, at lufthavnen ville styrke indsatsen for at varetage ”den særlige samfundsmæssige rolle”, som lufthavnen har.

Lufthavnen lancerede allerede i 2014 ”Expanding CPH”, der var en ambitiøs vision for fremtidens lufthavn, der kan betjene 40 millioner passagerer om året.

Visionen er for længst omsat i konkrete planer og projekter, som CPH er i fuld gang med at realisere som bl.a. er nærmere beskrevet i ”Udredningsrapport, Opdatering af lov- og plangrundlag for udvidelse af Københavns Lufthavn, 2016.”

Ændringen af udbygningsloven

Københavns Lufthavn har haft travlt med at få myndighederne til at ændre den såkaldte udbygningslov, der skal gøre de nødvendige ændringer i lufthavnen mulig. Oprindeligt omfattede planerne en forlængelse af Finger B og etablering af en ny satellitterminal med tilsammen 46 nye standpladser til parkerede fly i den nordvestlige ende af lufthavnens nuværende vigtige tværbane, 12-30. Tværbanen skulle i første omgang forkortes og flyttes 500 m østpå mod kysten ud for Øresund og samtidig drejet 6 grader. Det var samtidig forudset, at tværbanen på sigt helt skulle sløjfes.

Kontroversiel tværbane

Spørgsmålet om tværbanen er kontroversielt. Normalt letter og lander 95 pct. af flyene på København lufthavns to hovedbaner. Det betyder, at flyverne flyver ind og over Øresund eller Kongelunden. Når vinden er særlig stærk og kommer fra en særlig retning, bruges tværbanen. Det skyldes, at fly skal have modvind for at lette og lande. Derfor er der blandt luftfartsselskaberne nervøsitet for aflysninger og forsinkede afgange, samt at det hyppigere bliver nødvendigt at omdirigere fly til andre lufthavne, og dermed øgede omkostninger.

Presset fra luftfartsselskaber som SAS og Norwegian har medført at lufthavnen har revideret planerne således at tværbanen opretholdes, men med en længde på 2.200 meter vil blive forkortet og forskudt men på en måde hvor den stadig kan bruges når vinden er særlig stærk og kommer fra en særlig retning. I hvert fald synes flyselskaberne at være tilfredse med den foreslåede ændring.

De voldsomme udbygningsplaner står dog stadig overfor betydelige udfordringer

Det lykkedes CPH og Københavns Lufthavns direktør Thomas Woldbye at bearbejde den tidligere regerings transportminister, Ole Birk Olesen, og den daværende erhvervs- og vækstminister, Brian Mikkelsen, og med Folketingets vedtagelse den 15. maj 2018 af lovforslag L 154 – Forslag til lov om ændring af lov om luftfart (den såkaldte udbygningslov, der regulerer hvordan CPH må udbygges) – blev vejen i princippet banet for lufthavnens omstridte udbygningsplaner.

Inden planerne endelig kan falde på plads, skal det nye Folketing være indforstået og den nye socialdemokratiske transportminister Benny Engelbrecht skal også sige ja.

Udbygningsloven præciserer nemlig de gældende regler for tilladelser og godkendelser af udbygninger og ændringer af eksisterende flyvepladser. Det gøres dermed tydeligt, at væsentlige større udbygninger og ændringer i Københavns Lufthavn altid kræver tilladelse efter luftfartslovens § 55, stk. 1. Myndighederne får også klar hjemmel til at indføre krav og påbud om maksimale ventetider i sikkerhedskontrol, skærpet kontrol med ventetiden i bagagehåndteringen og i grænse- og paskontrollen.

Hvad med VVM-undersøgelsen?

Det var bemærkelsesværdigt, at Trafikstyrelsen blev underkendt i det vigtige spørgsmål om der skulle udarbejdes en VVM-redegørelse inden Folketinget behandlede ændringen af udbygningsloven. Det fremgår, at miljørapport med vurderinger af virkninger på miljøet, revision af støjcirkulæret, lokalplan og miljøgodkendelser vedr. støj, luft, anlæg, mv. først udarbejdes, når placering af standpladser, rulleveje, områder til afisning af fly, bygninger mv. er detaljeret yderligere, når det overordnede lovgrundlag for udbygningen af lufthavnen er på plads – altså efter vedtagelsen af lovforslag L 154.

Formålet med en VVM-vurdering er at sikre, at Kastrup Lufthavn ikke udvides yderligere før der laves grundige miljømæssige undersøgelser, med brug af nyeste viden indenfor forurening, støj og sundhed, og før der er gennemført en borgerinddragende høringsproces.

Der udestår således et større arbejde med dels at belyse udbygningens konsekvenser for klima, miljø og ikke mindst støj- og andre gener for lufthavnens naboer.

Sniges godkendelser igennem med en salami-taktik?

Problemet er, at CPH allerede er godt i gang med udvidelsen via en række byggeprojekter, men fordi projekterne deles i små dele, så giver Tårnby Kommune løbende dispensationer til de enkelte byggeprojekter uden at der laves miljøvurderinger. Argumentet er at de enkelte projekter ikke påvirker miljøet. Men samlet set påvirker projekterne uden tvivl omgivelserne på Amager.

Det er således på høje tid, at den lovpligtige samlede VVM-redegørelse af hele udbygningsplanen iværksættes med fuld inddragelse af alle interessenter.

Der er således mange misteltene, der skal tages i ed – og CPH har ved flere lejligheder demonstreret, at man ikke går af vejen for håndfast overtalelse af tilbageværende skeptikere.

Det må dog forventes at den velrenommerede bestyrelsesformand i Københavns Lufthavn, CPH, Lars Nørby Johansen, tidligere formand for Komitéen for god Selskabsledelse, vil sikre at intentionerne bag kravet om VVM-redegørelsen respekteres. Det kan ej heller være i de canadiske læreres interesse at de berørte borgere på Amager ikke bliver hørt? Og hvad siger alle de danskere, der har interesser i ATP?

Kan CPH påregne støtte fra Socialdemokratiet og fagbevægelsen?

Københavns Lufthavns direktør Thomas Woldbye er kendt for at være kompromisløst resultatsøgende og han har klogelig lyttet til de store flyselskabers mening i sagen om tværbanen. Transportminister Benny Engelbrecht har allerede inden VVM-redegørelsen kvitteret for Woldbyes fleksibilitet og udtalt sig i positive vendinger om udbygningsplanerne. Det er velkendt at den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, har en livslang tæt tilknytning til lufthavnen og 3F Kastrup, så planerne møder næppe modstand fra den kant.

Vice President og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne er Peter Goll, har gode forbindelser til socialdemokratiet og 3F. Peter Goll er angiveligt en god ven af statsministerens stabschef, Martin Rossen, og udbygningsplanerne skulle dermed være sikret en velvillig behandling i regeringen.

Peter Goll er kendt fra Falck-sagen. Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck. Kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck måtte Peter Goll også forlade sin direktørstilling. Peter Goll havde som en del af Falcks koncernledelse med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager Falck orkestreret hele den masterplan for at få Bios ned med nakken, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig, og som blev anmeldt til bagmandspolitiet.

Den altid årvågne udenrigstjeneste, der arbejder på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde, havde i 1988 ingen anelse om at Berlinmuren ville falde den 9. november 1989 og Østtyskland kollapse.

I hvert fald aflagde daværende Statsminister Poul Schlüter – på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i bonde- og arbejderstaten DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”.

Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere – den såkaldte Wolfgang Mayer-gruppe – den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.

Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

Måtte Danmark betale for ambassadebesætternes udrejse?

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

I de sidste år af DDR-regimet var landets økonomi i realiteten kollapset, og DDR ”solgte” i tusindvis af østtyskere til Vesttyskland for 3,4 mia. DM.

Det er aldrig blevet oplyst i hvilket omfang det officielle Danmark fik udvirket at Wolfgang Mayer-gruppen fik udrejsetilladelse, og i hvilket omgang den danske statskasse måtte betale herfor.

Erich Honeckers planlagte genbesøg i Danmark

I efteråret 1989 var der faktisk planlagt et genbesøg af DDR-chefen Erich Honecker i Danmark. Besøget blev imidlertid aflyst en månedstid før DDR-sammenbruddet den 9. november 1989.

Innovationsfonden får 1. februar 2020 ny direktør.

Bestyrelsen har netop ansat Anne-Marie Levy Rasmussen, der kommer fra en stilling som global leder i den kommercielle del af vaccineområdet i medicinalvirksomheden, GlaxoSmithKline (GSK).

Om valget siger bestyrelsesformand, koncerndirektør i Novozymes, Tina Fanø:

– Med Anne-Marie Levy Rasmussen får Innovationsfonden en meget kompetent direktør med bred og lang erfaring fra forsknings- og innovationsområdet. Hun har arbejdet på både universitetssiden og i det internationale erhvervsliv og har indsigt i politiske processer. En kombination af erfaringer, som vil komme fonden og dens mange ansøgere til gode, når hun skal fortsætte udviklingen af organisationen.

Innovationsfonden kommer til at spille en helt central rolle i den grønne omstilling. Hvis finansloven vedtages, vil den statslige fond allerede næste år stå klar med 800 mio. kr. til forskning i klimaløsninger. Det kommer oveni den portefølje af ”grønne” investeringer på op mod 3 mia. kr. som Innovationsfonden allerede råder over.

En ny rapport baseret på input fra erhvervsliv og forskere har identificeret 3 særligt vigtige områder: alternative brændstoffer til fly, skibe og transport, klimavenlige fødevareløsninger og mere grønt og bæredygtigt byggeri.

Det mest interessant område er imidlertid der, hvor Danmark ligger inde med viden og nye teknologier, som kan gøre en forskel for det globale klima, hvis de bliver undersøgt, støttet og får hjælp til at blive omsat til forretning. Det er områder som klimavenlig cement, genbrug af byggematerialer, brug af data og kunstig intelligens i bygninger og nye former for fødevarer, f.eks. laboratoriefremstillet kød, kunstigt fremstillet protein til fødevarer og mikrobakterielt landbrug.

Elektrofuels

Et område har dog vist sig at skille sig ud. Hele området med elektrobrændstof eller Power2X, som det kaldes i rapporten, er et område, som Innovationsfonden selv fremhæver. Elektrobrændstof kan bruges både til at løse nogle af problemerne med energilagring, men er også en vigtig løsning i transportsektoren, til lands, til vands og i luften.

Møderne i klimaløsningspanelet har betydet, at Innovationsfonden nu har et mere optimistisk syn på at elektrobrændstof ser ud til at kunne have en effekt om ikke så mange år.

Rapporten viser, at det er transporten, der skal være med til at nedbringe CO2-udledningen på tværs af brancher. Luftfartsbranchen i Danmark har det seneste års tid haft kig på netop elektrobrændstof som en mulig klimaløsning i en branche, der har en betydelig, negativ indvirkning på CO2-udledningen på verdensplan. Men det er tydeligt, at behovet for alternative, klimavenlige brændstoffer som elektrofuel i dag ikke kun er noget, der er interesse for i flybranchen, men kan bidrage til at nedbringe CO2-udledningen på tværs af brancher. Der er da også interesse for elektrofuel i en række brancher.

Danmark har en unik position, hvor vi har satset på biogas, som kan bruges til at levere det kulstof, der skal bruges til elektrofuel, og samtidig har vi en eksisterende infrastruktur i form af et naturgasnet, som måske gør, at vi kan løse det her og skabe en produktion, som andre ikke har mulighed for.

Innovationsfondens rapport kan læses her:

https://innovationsfonden.dk/sites/default/files/2019-11/climate-panel_final-report-komprimeret_1.pdf