Kan diktaturet i Iran opretholdes?

220px-Qasem_Soleimani_with_Zolfaghar_Order
I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Atomaftalen
Det var i hvert fald Barack Obamas og John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.
Omverdenens sanktioner mod Iran ville gradvist blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne
I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.
Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram; Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden.
Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 40 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var iværksat af USA, EU, Japan og Syd Korea. USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran
Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas.

Irans indflydelse i Mellemøsten
Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede. Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.
Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten har været optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, har Iran med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen bredt sin indflydelse ud efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza. I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.
Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering.
En regering, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes
Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.
Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.
De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten
I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran
Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.
Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen
Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.
For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring er Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde slået ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.
Fra angreb på USA’s allierede i regionen er Suleimani gået over til at chikanere og angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.
USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump sendte ganske vist et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Angreb på amerikanske mål

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 ifølge amerikanske embedsmænd til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra Hizbollah-brigaderne.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

USA dræber Qassem Suleimani

3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

Hvad nu, Iran?

Udviklingen har sat det iranske præstestyre under pres, og spørgsmålet er om præstestyret kan opretholde sit hjemlige diktatur.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s