Ulandsbistand til Iran og andre lande, der ikke vil modtage tvangsudsendte asylansøgere

Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.

VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.

En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk ulandsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.

Resultatet er, at i 2019 har Danmark som minimum givet 385 millioner kroner i ulandsbistand til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere: Irak, Iran, Sudan, Congo, Syrien og Myanmar.
Det er ikke kun humanitær bistand og akut nødhjælp til lande som vi ellers ikke kan samarbejde med.

Iran
Jyllandsposten kan den 11. januar 2019 oplyse, at der går danske ulandsmillioner til at skabe vækst i det iranske præstestyre. Et ulandsprojekt til over ni mio. kr. skulle angiveligt forbedre erhvervsforholdene og støtte den økonomiske vækst i Iran, og siden 2017 er der brugt over 5 mio. ulandskroner på projektet i Iran.

Projektet kommer som en overraskelse for flere politikere, der blandt andet kritiserer, at man overhovedet samarbejder med Iran, når Iran bryder så mange menneskerettigheder. Støtten til landet omtales som særligt problematisk nu, fordi Iran ”har droppet bomber ud over vores soldater”, som Venstre formulerer det.
Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis deroute

I efteråret 2019 krævede Dansk Folkeparti ”øjeblikkelig handling” fra regeringen. Det var partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viste resolut handlekraft.

Siden har vi ikke hørt meget om den sag fra Dansk Folkeparti, og dermed bekræftes Dansk Folkepartis synlige deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv, hvis ubesindige folk snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Ulandsbistanden har Espersen altid haft et godt øje til, men frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer.

Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.

Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?