I Danmark er den socialdemokratiske regering indstillet på at bruge 30 milliarder kroner til renovering af almene boliger. Pengene skal bruges til at kickstarte både dansk økonomi og klimakampen oven på corona-krisen.

Regeringen er indstillet på at en væsentlig del af regningen skal betales med de mere end 18 mia. kroner, som beboerne i de almene boliger selv har sparet op i Landsbyggefonden. Hvilke svage samfundsgrupper, der skal betale de resterende 12 mia. kroner, er endnu ikke offentliggjort.

Imens i Amerika

Samtidig planlægger tusinder af amerikanske lejere at strejke fredag ​​mod at betale deres leje i maj – den største koordinerede huslejestrejke siden 1930’erne.

I New York har mere end 12.000 mennesker erklæret, at de ikke vil betale deres leje. Lejerorganisationen i Los Angeles vil også tilbageholde deres huslejeindbetalinger fra 1. maj. Lignende protestbevægelser organiseres i byer som Philadelphia og Chicago.

Aktivisterne kræver, at regeringen er nødt til at træffe drastiske foranstaltninger, hvis de ønsker at hjælpe lejere. Demokratiske politikere som medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez siges at støtte lejerprotesterne.

Baggrunden er de økonomiske vanskeligheder, som mange amerikanere oplever som følge af corona-krisen. I sidste uge steg antallet af arbejdsøse med 3,8 millioner mennesker, og ledigheden er dermed oppe på mere end 30 millioner arbejdsløse, og mange er ganske enkelt ikke i stand til at betale deres leje.

Udlejere advarer om, at en lejestrejke kan have alvorlige konsekvenser for ejere af mindre ejendomme, der har brug for de løbende huslejebetalinger for at betale deres udgifter. Det er derfor, lovgivere også begynder at foreslå økonomiske hjælpepakker til fordel for udlejere.

Det er usandsynligt, at den amerikanske kongres helt vil annullere husleje – men det er angiveligt heller ikke aktivisternes mål. Protestbevægelsen prøver at lægge pres på føderale og delstatslige myndigheder for mere økonomisk hjælp til lejere under en historisk pandemi.

Udenrigsminister Jeppe Kofod, forsømmer ikke nogen lejlighed til at gøre opmærksom på hans manglende kvalifikationer til posten.

Den 1. maj 2020 kan vi i Altinget læse, at Kofod ”ikke køber, at Udenrigsministeriet er marginaliseret. Tværtimod. Aldrig har vores rolle være mere relevant”. Samme dag kan vi i Berlingske Tidende læse, at udenrigsminister Jeppe Kofod og klimaminister Dan Jørgensen har ”kørt de diplomatiske kanoner i stilling” med det formål at få ”samlet det internationale samfund om en økonomisk genstart, der skal være både grøn og bæredygtig”.

Storhedsvanviddet og den manglende selverkendelse er evident, og selvom Jeppe Kofod og Udenrigsministeriet måske har viljen, kniber det gevaldigt med evnen.

Forholdet til Italien ødelagt

Jeppe Kofod har netop ødelagt Danmarks forhold til Italien ved at overlade dem noget ubrugeligt militærmedicinsk isenkram som hjælp til bekæmpelsen af Covid-19. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Kofod samtidig har sendt en check på 1 mio. euro til Røde Kors.

Danmark i åben konfrontation med USA

Endnu værre er håndteringen af det despotiske præstestyre i Iran. Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Grønland og Arktis

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen har i sin udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fra maj 2016 fremhævet Danmarks betydelige interesser i en fredelig, stabil og økonomisk og miljømæssigt bæredygtig udvikling i Arktis og også et særligt ansvar og særlige muligheder for at påvirke udviklingen i Arktis til gavn for regionen og i særlig grad for befolkningen i Grønland og Færøerne.

Anbefalingen var, at udenrigsministeriet skulle understøtte, at kongeriget kan bevare og udvikle sin position som en førende arktisk aktør og udnytte den indflydelse, der følger med.

Det ville naturligvis kræve et øget politisk og økonomisk fokus på Arktis og Rigsfællesskabet. Det ville også kræve en dynamisk og en agil organisation, der kan agere hurtigt, omstille sig, og ikke mindst gøre det uden at det hele sker på bekostning af faglig dybde og stærk kompetence.

Andre eksperter har fremsat lignende anbefalinger, og bortset fra Lene Espersen har skiftende regeringer og udenrigsministre i taler ved festlige lejligheder bekræftet prioriteringen af Arktis.

Men hvor var Udenrigsministeriet og den Arktiske Ambassadør, da statsminister Mette Frederiksen i sommeren 2019 kaldte den amerikanske præsidents tilbud om at købe Grønland for ”absurd”?

Præsident Trump valgte som bekendt at aflyse et ellers planlagt officielt statsbesøg i Danmark, og mens Udenrigsministeriet var helt fraværende havde vi pludselig en alvorlig krise i det nordatlantiske forhold.

Det er næppe udenrigsministeriets fortjeneste, at amerikanerne ufortrødent arbejdede videre på projektet. Nu viser det sig, at USA i løbet af få måneder åbner sin første officielle repræsentation i Nuuk siden 1953, og kontoret er bestemt ikke kun til pynt.
Som den første fase i en større strategisk charmeoffensiv står amerikanerne nu parat med en ”substantiel pakke med økonomisk støtte”.

Med den første pulje på 83 millioner kroner vil Trump-regeringen målrettet investere i bedre engelskundervisning og give uddannelseslegater til amerikanske universiteter.
Det største nummer er dog konsulenthjælp til råstofudvinding, hvor USA’s erfaringer fra Alaska skal bruges til at accelerere jagten efter olie, gas og mineraler i de grønlandske fjelde.

I det større sikkerhedspolitiske perspektiv, som de amerikanske diplomater dygtigt har formået at overbevise regeringen og lakskoene på Asiatisk Plads om at følge, handler håndsrækningen til Grønland imidlertid om at holde andre og potentielt fjendtlige supermagter væk fra Arktis.
Rusland er i fuld gang med at udvide sin arktiske flyveplads ved Nagurskoye, hvorfra Thulebasen i Nordvestgrønland kan angribes, mens også Kina har ambitioner i arktis og på Grønland.

Jubilæumsforberedelser

Det må antages, at Jeppe Kofods begrænsede evner er fokuseret på forberedelserne til Udenrigsministeriets 250-års jubilæum i december 2020.

Det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, der udgives af Djøf Forlag, beskæftiger sig i et særnummer med Udenrigsministeriets 250 års jubilæum.

Udenrigsministeriet afløste i 1848 Departementet for de Udenlandske Anliggender. Det var formelt blevet organiseret som et selvstændigt regeringsorgan ved kongelig kabinetsordre af 24.12.1770, der betragtes som datoen for Udenrigsministeriets grundlæggelse.

Napoleonskrigene

I 1807 havde udenrigspolitikken behændigt fået Danmark-Norge anbragt som en lus mellem to negle i stormagternes krig. Med Napoleon i spidsen havde Frankrig underlagt sig næsten hele Europa, og hvis Napoleon fik fingrene i den store danske flåde, kunne han udfordre briternes søherredømme. Det ville briterne forhindre, og efter et ødelæggende bombardement af København i september 2007 måtte hele den danske flåde afleveres til briterne. Da Napoleon til sidst tabte krigen, stod Danmark på tabernes side og måtte indgå en hård fredsaftale. Tabet af flåden og ødelæggelserne i København var en katastrofe. Desuden var udenrigshandlen ødelagt, kolonierne var besat, og i 1813 gik staten bankerot. Som om det ikke var galt nok, mistede man Norge i 1814.

De Slesvigske krige

Danmarks tid som regional stormagt var definitivt slut, men Udenrigsministeriet spillede fortsat afgørende roller under de slesvigske krige, neutralitetspolitikken under 1. Verdenskrig og i Mellemkrigstiden, salget af De Vestindiske Øer og den forsmædelige samarbejdspolitik under besættelsen.

Seksdageskrigen

Vi skal helt frem til Hans Tabor i 1967 for at finde lidt positiv omtale af Udenrigsministeriet. Tabor var som Danmarks FN-ambassadør formand for FN’s Sikkerhedsråd i 1967, da Seksdageskrigen mellem Israel og en række arabiske lande i Mellemøsten brød ud. Han opnåede en kortvarig verdensberømmelse, da det lykkedes ham at forhandle en våbenhvile på plads mellem de krigsførende parter.

Siden er det gået slag i slag med pinlige episoder, herunder eksempler på ambassadørers dårlige dømmekraft, alkoholisme og mangel på heroisme i New Delhi, Kuwait og Østberlin.

EU-politikken

Udenrigsministeriets håndtering af Danmarks forhold til EU har påkaldt sig særlig opmærksomhed. Folkeafstemningen om Maastricht-traktaten blev afholdt 2. juni 1992. Afgørelsen var tæt; 50,7 pct. stemte nej, mens 49,3 pct. stemte ja. Maastricht-traktaten kunne kun gennemføres, hvis samtlige medlemslande godkendte den. Derfor måtte der findes en løsning på det danske nej til traktaten, så de andre lande kunne fortsætte deres samarbejde med Maastricht-traktaten. Løsningen blev Edinburgh-aftalen, der gav Danmark fire forbehold,

Ved folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen den 18. maj 1993 var der 56,7 pct. for og 43,3 pct. imod. Efter valgresultatets offentliggørelse opstod der massive uroligheder på Nørrebro, som endte med at politiet for første gang siden 2. verdenskrig skød mod demonstranterne.

I 2000 skulle danskerne stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

Folkeafstemning om euro-samarbejdet

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, og Tom Risdahl Jensen blandt Udenrigsministeriets strateger op til euro-folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin, hvor han gjorde sig bemærket ved ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

FN’s Generalforsamling

Vi skal faktisk helt frem til 2015, før lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads igen kunne ranke ryggen. Det lykkedes nemlig udenrigsministeriet at få valgt Mogens Lykketoft til posten som formand for FN’s generalforsamling. Det lettede opgaven betydeligt, at der ikke var andre kandidater til posten, men det slog ikke skår i udenrigstjenestens selvfølelse.

Udenrigsministeriets svage position

I særnummeret af det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, har Louise Riis Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, en artikel (”På tværs – om Udenrigsministeriets position på Slotsholmen”), hvor hun skriver:

”I de seneste år har det været en udbredt opfattelse, at Udenrigsministeriet står svagt – måske svagere end nogensinde. Ministeriet har for længst mistet sit monopol på det internationale og dermed også en stor del af den særlige aura eller gatekeeper-funktion, der traditionelt har været kilden til både dets autonomi og indflydelse. I en globaliseret verden, hvor ikke bare stats- og regeringschefer, men også alle mulige fagministre – og deres respektive embedsværk – mødes jævnligt og samarbejder rutinemæssigt om håndteringen af grænseoverskridende problemer, hvad er det så, Udenrigsministeriets ansatte kan, som andre statslige embedsmænd ikke kan? Hvad er diplomatiets ’added value’, ude og hjemme?”

Ritzaus Bureau oplyser, at Liberal Alliances medlem af Folketinget, Ole Birk Olesen, på Facebook har rettet et voldsomt angreb på erhvervsminister Simon Kollerup.

Det sker efter, at de to flere gange har haft hårde politiske diskussion i forbindelse med erhvervsministerens handlinger under coronakrisen. Ikke mindst har Ole Birk Olesen været voldsomt imod, at erhvervsministeren har kritiseret private virksomheder selv om de har holdt siden inden for loven.

Simon Kollerup

”Som minister formår han netop at spille rollen som den politiker, som de fleste af os gerne vil have til at lede landet. Han fremstår velovervejet, rolig og med oprigtigt gode intentioner for landet. Ikke som en, der bare meler sin egen kage. Men er det sådan, Simon Kollerup i virkeligheden er som menneske? Langt fra”, skriver Ole Birk Olesen.

Minister Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen, der i perioden 2016-2019 var transport-, bygnings- og boligminister, har selv ry for at være arrogant og have svært ved at erkende egne fejl. Som minister var han igen, igen i mediernes søgelys.

Én af årsagerne var den fortsatte skandale omkring Niels Bohr Bygningen.

Den nye bygning til det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der blev påbegyndt i 2015, skulle oprindeligt have kostet 1,7 mia. kr.

I december 2017 blev budgettet forhøjet til 2,9 mia. kr. Det skete efter konsulentfirmaet Ernst & Young for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet gennemførte en granskning af Bygningsstyrelsens etablering af Niels Bohr Bygningen for Københavns Universitet.

Rapporten afdækkede, at der i Bygningsstyrelsen ikke var reageret i tide på de udfordringer, som projektet var udsat for. Projektet blev fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kr. i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på ca. 1,6 mia.kr. – en budgetoverskridelse på over 80 pct.!

Vejdirektoratet har siden overtaget ansvaret for byggeriet og fagbladet Ingeniøren kan nu oplyse, at byggeriet bliver endnu dyrere end forventet.

Budgetoverskridelsen i 2017 gav anledning til tvivl om ministerens og ministeriets tilsynspligt i forhold til Bygningsstyrelsen. Hvordan kunne man overse, at Bygningsstyrelsen ikke havde det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter? Findes der ikke resultatkontrakter og andre styringsinstrumenter i Bygnings- og Boligministeriet?

Sagen gav anledning til berettiget tvivl om Birk Olesens tilsyn med Bygningsstyrelsen og Vejdirektoratet.

Ole Birk Olesens anstrengte forhold til Folketinget

På Transportministeriets hjemmeside forsøgte Birk Olesen egenhændigt at give et positivt billede af hans indsats som minister. De overordnede dagsordener – Frihed, fremgang og fremtid – blev fremhævet, men realiteten var at han som minister vaklede fra krise til krise.

Postnord

På et møde den 14. marts 2017 blev Ole Birk Olesen i absolut sidste øjeblik reddet af daværende finansminister Kristian Jensen. På mødet tilsidesatte transportministeren al anstændighed og beklagede ydmygt, at postordførerne ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om Postnords økonomi: ”Det skulle være sket før” lød det fra ministeren. Når Birk Mortensen overhovedet overlevede ministerstormen, var det alene fordi finansministeren kunne bekræfte, at partierne finanslovsordførere faktisk var blevet orienteret om den katastrofale situation i Postnord.

Uber

I slutningen af marts 2017 kunne selvsamme liberale transportminister, Ole Birk Olesen, notere, at den taxilov han var blevet påtvunget af et politisk flertal for, var den direkte anledning til, at kørselsselskabet Uber kastede håndklædet i ringen og forlod landet.

Udover at Birk Olesen måtte sluge den bitre pille overfor sine egne vælgere, måtte han lide den tort at blive ydmyget internationalt. Via Reuters gik ministerens navn den halve verden rundt under overskriften ”Nye regler får Uber til at trække sig ud af Danmark”.

Ole Birk Olesen er et lysende eksempel på hvordan Liberal Alliance gang på gang opgav alle liberale positioner og kastede al anstændighed og alle valgløfter over bord, for at forblive i Lars Løkkes dysfunktionelle regering. Straffen kom ved Folketingsvalget i juni 2019, hvor partiet kun netop klarede spærregrænsen.

Kvinder er uden moral og ære

Mens Alex Vanopslagh og Henrik Dahl på Christiansborg fortsat prøver at markedsføre Liberal Alliances politik, forfalder Ole Birk Olesen til gamle polemiske uvaner.

Udfaldet mod Simon Kollerup er ikke enestående. Ole Birk Olesen har også lagt sig ud med alle landets feminister, der igen og igen har rippet op i hans famøse udtalelser tilbage i 2011.

Til mediet damefrokosten.com udtalte han dengang bramfrit: ”Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke”!

Men hvem er Ole Birk Olesen egentlig?

Ole Birk Olesen, født 21. december 1972 i Gram, søn af fhv. gårdejer Nis Olesen og fhv. kontorassistent Margit Olesen. Gift med fotograf Sif Meincke og Folketingsmedlem for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds fra 15. september 2011.

Inden indvælgelsen i Folketinget i 2011 og ministerposten fra november 2016 var Birk Olesen redaktør af Netavisen 180Grader. Inden da var han i 5 år journalist ved Berlingske Tidende, og før det, journalist på Ekstra Bladet fra 1999 til 2002.

Discount-Pia

I 1998 havde Birk Olesen forfattet en artikel i Ekstra Bladet om Pia Kjærsgaard, ”Discount-Pia”. Af artiklen fremgik det, at ”Pia Kjærsgaards taktik går ud på at hoppe og springe for fotografer og journalister. Pia sad med en kold pizza i den ene hånd og greb ud efter telefonen med den anden, så det hele så ekstra travlt ud”, skrev journalistpraktikant Birk Olesen i artiklen.

Han undlod at fortælle, at det var ham selv, der havde opfordret Pia Kjærsgaard til at sidde med en daggammel pizza i hånden af hensyn til fotografen.

Det er efterhånden længe siden, men i DF har man en lang hukommelse. DF’s tidligere transportordfører, Kim Christiansen, betegnede ham som inkompetent og arrogant og kemien mellem de to var ekstremt dårlig i Birk Olesens ministertid.

Enhedslistens daværende transportordfører, Henning Hyllested, har om Birk Olesen sagt, at: ”Jeg synes at han virker arrogant, men det har jeg tilskrevet, at han er uvant i jobbet. Han kan virke lidt kantet. Jeg vil endda sige kejtet”.

Det med arrogance synes at være et karaktertræk, der har kendetegnet ham siden han som ung praktikant første gang satte sine ben på Christiansborg.

Kristian Thulesen Dahl

”Pia Kjærsgaards kronprins amok: Din luder”, hed det på forsiden af Ekstra Bladet i 2001, hvor Kristian Thulesen Dahl beskyldes for at have forfulgt en malaysisk kvinde fra det ene morgenværtshus til det andet.

Artiklen var skrevet af Ole Birk Olesen.

Konservativ Ungdom

De Konservative får også Ole Birks journalistiske krabask at mærke. På partiets landsmøde i 2004 opdager han at nogle beduggede KU’ere ved 01-tiden om natten synger ”Det var et herligt KU-møde”. Ole Birk Olesen beskrev herefter detaljeret i Berlingske Tidende hvordan KU sang fascistisk inspirerede slagsange fra 30erne.

180grader

Ole Birk Olsen var som journalist frækkere end de fleste, og startede efterfølgende den højreorienterede netavis 180grader. Efter det første leveår kommer netavisen ud med et underskud på 900.000 kr. og senere træder Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen til, skyder et ukendt beløb ind i avisen, og køber 40 pct. af selskabet igennem sit holdingselskab Seier Capital.

180 grader eksisterede fortsat efter, at Ole Birk Olesen blev aktiv politiker i Liberal Alliance i 2010. Netmediet har for nylig fået et nyt kapitalindskud og prøver nu med en gymnasiast som chefredaktør at fremme liberal politik ved ukritisk at kopiere telegrammer fra Ritzau.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, meddelte onsdag aften (dansk tid) efter et to-dages møde, at banken fortsat ville holde den korte styringsrente tæt på nul for at hjælpe med at støtte den amerikanske økonomi gennem coronavirus-krisen.

Den historisk lave føderale rente har medvirket til at nedbringe renteniveauet for kreditkort og realkreditlån. Det har dog ikke forhindret, at forbrugere med mindre god kreditværdighed har haft svært ved at låne i de nøjeregnende banker.

Støtte til amters og lokalregeringers låntagning

Den amerikanske centralbank tilkendegav, at den er indstillet på at udvide antallet af byer og amter i det obligationskøbsprogram, der skal bidrage til at holde lokale og delstatsregeringer flydende.

Analytikere vurderer, at Federal Reserve har fokus på at kreditmarkederne fortsat fungerer. Hvis det ikke er tilfældet, vil der ikke komme et økonomisk opsving.

Økonomisk tilbagegang på 4,8 pct. i 1. kvartal

Den amerikanske økonomi kunne i 1. kvartal notere den største tilbagegang i mange år på 4,8 pct. og det forudses at tallene for 2. kvartal vil vise fald på 30 pct.

Det bemærkes i øvrigt, at centralbankchef Jerome Powell på pressemødet fremhævede at amerikanere beskæftiget på lavtlønsområdet var hårdest ramt af krisen. Powell gav udtryk for at det var hjerteskærende at se fordi der inden corona-krisen havde været klare tegn på forbedringer netop for lavtlønnede.

EU-Kommissionen har den 28. april 2020 vedtaget en bankpakke med henblik på at lette kreditgivningen til husholdninger og virksomheder i EU. Ifølge EU-Kommissionens meddelelse spiller den finansielle sektor en væsentlig rolle i kampen mod coronakrisen.

Opfordring til fleksibilitet

De regler, der blev indført efter finanskrisen, har sikret, at banker i EU nu generelt er mere modstandsdygtige og bedre forberedt på at håndtere økonomiske tilbageslag. I meddelelsen understreger EU-Kommissær for finansielle anliggender, Valdis Dombrovskis, at trods opstramningerne giver EU-reglerne såvel banker som de nationale tilsynsmyndigheder vide muligheder for at støtte borgere og virksomheder, især små og mellemstore virksomheder, på en fleksibel og ansvarlig måde uden at sætte banksikkerheden over styr.

Det er vigtigt, at den finansielle sektor udnytter den fulde fleksibilitet i EU’s bankregler for at sikre forsyningen med likviditet, så husholdninger og virksomheder kan få den finansiering, de har brug for.

Der har udover EU og herunder i Danmark været eksempler på pengeinstitutter, der har afvist långivning med henvisning til gældende regnskabsregler. EU-Kommissionen opfordrer til at reglerne håndteres mindre rigidt og med ”større fleksibilitet”, når bankerne skal bogføre hensættelser på kunder, der midlertidigt er ramt økonomisk på grund af coronakrisen.

Udskydelse af Baselanbefalinger og højere kapitalkrav

EU-Kommissionen meddelte ligeledes den 28. april, at de endelige Baselanbefalinger udskydes med 1 år til den 1. januar 2023.

Baselanbefalingerne indebærer en betydelig skærpelse af kravene til bankernes kapitalgrundlag, og udskydelsen skal sikre, at den finansielle sektor men også tilsynsmyndighederne har den nødvendige operationelle kapacitet til at håndtere konsekvenserne af coronakrisen.

FinansDanmark

Den finansielle sektors interesseorganisation, FinansDanmark, noterer i en pressemeddelelse at EU-Kommissionen er med dette tiltag helt på linje med Basel-komitéen selv, som for præcis en måned siden anbefalede et års udskydelse af den sidste del. Det er velkendt, at FinansDanmark har kæmpet mod indførelsen af skærpede kapitalkrav i Danmark.

FinansDanmark finder dog ingen anledning til at referere, at EU-Kommissionen med bankpakken den 28. april 2020 samtidig kommer med en stærk understregning af behovet for at sikre, at bankerne bevarer eller styrker deres kapitalgrundlag og dermed deres kapacitet til at fortsætte udlån.

Nej til udbytte og aktiekøb

Selvom den finansielle sektor er generelt bedre polstret og bedre rustet til at imødegå økonomiske stød end under finanskrisen i 2008/9, er det ifølge EU-Kommissionen nødvendigt at forberede sig på en forværring af de økonomiske udsigter, som uundgåeligt vil øge de risici og de dermed forbundne omkostninger, bankerne står overfor. Bankerne er nødt til at handle forsigtigt for at sikre, at de bevarer eller styrker deres kapitalgrundlag og implicit deres kapacitet til at fortsætte udlån.

EU-Kommissionen finder det prisværdigt at et stadigt voksende antal banker har besluttet at suspendere udbytteudbetalinger, og i den aktuelle usædvanlige situation opfordrer EU-Kommissionen derfor bankerne til at undlade udbetaling af udbytte og opkøb af egne aktier.

Banksektoren vil kunne sende et stærkt signal om, at den kollektivt er forpligtet til at spille sin rolle i håndteringen af ​​nødsituationen.

Mådehold med vederlag og bonusser

Under de nuværende omstændigheder opfordres bankerne også til at anvende en konservativ tilgang til betaling af vederlag og bonusser. EU-Kommissionen henviser til, at Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, og formanden for bestyrelsen i Den Europæiske Centralbank, ECB, har opfordret bankerne til at udvise tilbageholdenhed og måde med hensyn til bonusser, og en række nationale tilsynsmyndigheder har allerede udsendt retningslinjer med samme effekt.

EU-Kommissionen understreger, at i den nuværende situation er det af største vigtighed, at alle ressourcer, der er til rådighed for banker, inklusive dem, der er afsat til bonusser, så vidt muligt mobiliseres for at styrke bankernes robusthed, deres udlånskapacitet og i sidste ende støtten til deres kunder.

EU-Kommissionen finder, at det er en måde for bankerne at udtrykke solidaritet med dem, der er berørt af udbruddet af COVID-19, at begrænse mængden af ​​bonusser, der udbetales til den øverste ledelse og de højest lønnede i disse udfordrende tider.

“For the banks, moderating the amount of bonuses paid out to senior management and high earners in these challenging times is also a way to express solidarity with those affected by the outbreak of COVID-19”.

Den statsfinansierede radio LOUD – hele Danmarks tale- og kulturradio for unge – har næsten ingen lyttere. Stationen har et statsfinansieret budget over fire år på cirka 250 millioner kroner, og de fraværende lyttere har givet anledning til spørgsmål i Folketinget til Kulturministeren.

Det har også givet anledning til løftede øjenbryn, at ejere bag Radio LOUD dagligt plagierer danske aviser. Indblik.net og journalista.dk har afdækker hvordan det foregår i segmentet ”Den Røde Løber”, der udsendes dagligt som en del af programmet ”Dig, Mig & Diablo”. Her læses længere uddrag fra avisernes artikler op, uden at lytterne bliver gjort opmærksomme på, at der er tale om avisartikler.

Selvom Radio LOUD er meget opfarende, når satirikere gør brug af LOUD-varemærket, har stationens svendborgensiske medejere på Radio Diablo et andet forhold til andres ophavsret. Den ses der stort på, når der læses op fra formiddagsaviserne i et fast radiosegment. Det er rent plagiat og i strid med Kulturministeriets vejledende retningslinjer for god citatskik og plagiat i tekster.

Den danske journaliststand og dagbladene er optaget af ophavsret, og er altid på vagt overfor uberettiget anvendelse af deres dyrebare stof.

Franz Beckerlee

Påstandene om plagiering er ofte velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Kulturministeriets retningslinjer

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DR’s nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid værdsatte andre skribenters gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”.

Frank Esmann

Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog.

Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR.

DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han havde skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser var Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

Udenrigsminister Jeppe Kofod, forsømmer ikke nogen lejlighed til at gøre opmærksom på hans manglende kvalifikationer til posten.

Forholdet til Italien ødelagt

Han har netop ødelagt Danmarks forhold til Italien ved at overlade dem noget ubrugeligt militærmedicinsk isenkram som hjælp til bekæmpelsen af Covid-19. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Kofod samtidig har sendt en check på 1 mio. euro til Røde Kors.

Danmark i åben konfrontation med USA

Endnu værre er håndteringen af det despotiske præstestyre i Iran. Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Jubilæumsforberedelser

Det må antages, at Jeppe Kofods begrænsede evner er fokuseret på forberedelserne til Udenrigsministeriets 250-års jubilæum i december 2020.

Det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, der udgives af Djøf Forlag, beskæftiger sig i et særnummer med Udenrigsministeriets 250 års jubilæum.

Udenrigsministeriet afløste i 1848 Departementet for de Udenlandske Anliggender. Det var formelt blevet organiseret som et selvstændigt regeringsorgan ved kongelig kabinetsordre af 24.12.1770, der betragtes som datoen for Udenrigsministeriets grundlæggelse.

Napoleonskrigene

I 1807 havde udenrigspolitikken behændigt fået Danmark-Norge anbragt som en lus mellem to negle i stormagternes krig. Med Napoleon i spidsen havde Frankrig underlagt sig næsten hele Europa, og hvis Napoleon fik fingrene i den store danske flåde, kunne han udfordre briternes søherredømme. Det ville briterne forhindre, og efter et ødelæggende bombardement af København i september 2007 måtte hele den danske flåde afleveres til briterne. Da Napoleon til sidst tabte krigen, stod Danmark på tabernes side og måtte indgå en hård fredsaftale. Tabet af flåden og ødelæggelserne i København var en katastrofe. Desuden var udenrigshandlen ødelagt, kolonierne var besat, og i 1813 gik staten bankerot. Som om det ikke var galt nok, mistede man Norge i 1814.

De Slesvigske krige

Danmarks tid som regional stormagt var definitivt slut, men Udenrigsministeriet spillede fortsat afgørende roller under de slesvigske krige, neutralitetspolitikken under 1. Verdenskrig og i Mellemkrigstiden, salget af De Vestindiske Øer og den forsmædelige samarbejdspolitik under besættelsen.

Seksdageskrigen

Vi skal helt frem til Hans Tabor i 1967 for at finde lidt positiv omtale af Udenrigsministeriet. Tabor var som Danmarks FN-ambassadør formand for FN’s Sikkerhedsråd i 1967, da Seksdageskrigen mellem Israel og en række arabiske lande i Mellemøsten brød ud. Han opnåede en kortvarig verdensberømmelse, da det lykkedes ham at forhandle en våbenhvile på plads mellem de krigsførende parter.

Siden er det gået slag i slag med pinlige episoder, herunder eksempler på ambassadørers dårlige dømmekraft, alkoholisme og mangel på heroisme i New Delhi, Kuwait og Østberlin.

EU-politikken

Udenrigsministeriets håndtering af Danmarks forhold til EU har påkaldt sig særlig opmærksomhed. Folkeafstemningen om Maastricht-traktaten blev afholdt 2. juni 1992. Afgørelsen var tæt; 50,7 pct. stemte nej, mens 49,3 pct. stemte ja. Maastricht-traktaten kunne kun gennemføres, hvis samtlige medlemslande godkendte den. Derfor måtte der findes en løsning på det danske nej til traktaten, så de andre lande kunne fortsætte deres samarbejde med Maastricht-traktaten. Løsningen blev Edinburgh-aftalen, der gav Danmark fire forbehold,

Ved folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen den 18. maj 1993 var der 56,7 pct. for og 43,3 pct. imod. Efter valgresultatets offentliggørelse opstod der massive uroligheder på Nørrebro, som endte med at politiet for første gang siden 2. verdenskrig skød mod demonstranterne.

I 2000 skulle danskerne stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

Folkeafstemning om euro-samarbejdet

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, og Tom Risdahl Jensen blandt Udenrigsministeriets strateger op til euro-folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin, hvor han gjorde sig bemærket ved ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

FN’s Generalforsamling

Vi skal faktisk helt frem til 2015, før lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads igen kunne ranke ryggen. Det lykkedes nemlig udenrigsministeriet at få valgt Mogens Lykketoft til posten som formand for FN’s generalforsamling. Det lettede opgaven betydeligt, at der ikke var andre kandidater til posten, men det slog ikke skår i udenrigstjenestens selvfølelse.

Udenrigsministeriets svage position

I særnummeret af det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, har Louise Riis Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, en artikel (”På tværs – om Udenrigsministeriets position på Slotsholmen”), hvor hun skriver:

”I de seneste år har det været en udbredt opfattelse, at Udenrigsministeriet står svagt – måske svagere end nogensinde. Ministeriet har for længst mistet sit monopol på det internationale og dermed også en stor del af den særlige aura eller gatekeeper-funktion, der traditionelt har været kilden til både dets autonomi og indflydelse. I en globaliseret verden, hvor ikke bare stats- og regeringschefer, men også alle mulige fagministre – og deres respektive embedsværk – mødes jævnligt og samarbejder rutinemæssigt om håndteringen af grænseoverskridende problemer, hvad er det så, Udenrigsministeriets ansatte kan, som andre statslige embedsmænd ikke kan? Hvad er diplomatiets ’added value’, ude og hjemme?”

Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

https://www.altinget.dk/artikel/regeringen-vil-hjaelpe-virksomheder-til-at-handle-med-iran-uden-om-amerikanske-sanktioner

Den verdensomspændende nedlukning af økonomisk aktivitet som følge af Corona-epidemien har betydet faldende efterspørgsel efter benzin, diesel og jetbrændstof.

Saudi-Arabien, Rusland og USA blev Påskesøndag enige om gå i spidsen for at begrænse olieproduktionen med op til 12 millioner tønder olie fra 1. maj 2020.

Aftalen betød, at olieprisen (Brent) steg med 5,0 procent til 33,08 dollar pr. tønde, da handelen sidste mandag morgen efter Påsken startede på de asiatiske markeder. Siden er Brent-prisen faldet til omkring 25 dollars pr. tønde.

Investorerne var imidlertid fortsat bekymrede over, at nedskæringerne måske ikke var nok til varigt at støtte højere priser.

Olielagrene i USA er fyldte

USA’s Energiministerium kunne i sidste uge oplyse, at de kommercielle lagre af råolie og olieprodukter på bare en uge var steget med 19 mio. tdr., og yderligere stigninger ventes denne og de kommende uger.

Værst er situationen i Texas, der med 5,7 mio. tdr. i døgnet står for næsten halvdelen af den amerikanske olieproduktion.

Negativ oliepris

Mandag var situationen på oliebørsen i New York, at olielagerkapaciteten på leveringstidspunktet i maj for den handlede olie var tæt på at være opbrugt. Frygten for, at USA inden for få uger løber tør for olielagerkapacitet, sendte mandag aften prisen på amerikansk råolie til levering i maj ned i minus 37,63 dollars pr. tønde.

Så sent som fredag var prisen på amerikansk råolie godt 18 dollars pr. tønde.

Mindre prisfald på Nordsøolien – endnu!

Situationen for råolie fra Nordsøen er anderledes. Råolie fra Nordsøen kan afhentes pr. skib, og der er derfor ikke samme problemstilling i forhold til lagerkapaciteten, som i USA.

Det vil imidlertid ændre sig, når verdensmarkedet hver dag tilføres omkring 10-15 millioner tønder råolie mere, men der efterspørges. Derfor må der også forudses store fald i Brent-prisen på olie.

Præsident Donald Trump vil fylde 75 millioner tønder olie i reservelagrene

Efter det historiske fald i olieprisen mandag oplyste Trump på pressemøde i USA natten til tirsdag dansk tid, at han var indstillet på at fylde USA’s strategiske reservelagre af råolie.

I øjeblikket indeholder USA’s strategiske reservelagre 635 millioner tønder olie. I alt er lagrene godkendt til at opbevare 713,5 millioner tønder. Der er derfor mulighed for at fjerne 75 millioner tønder olie fra markedet i USA.

Den strategiske reserve af råolie er blandt andet tiltænkt nødstilfælde som Irak-krigen i 1991 og orkanen Katrina i 2005.Reservelagrene ligger i et kompleks af fire underjordiske lagre ud til Den Mexicanske Golf i staterne Louisiana og Texas.

Det danske beredskab vedrørende forsyningssikkerhed for olie

Det danske lagerberedskab svarer til omkring 81 dages forbrug og er baseret på, at selskaber, som importerer eller producerer olieprodukter i Danmark, har en lagringspligt, som af selskaberne dækkes af selskabernes egne arbejdslagre, men for hovedpartens vedkommende af Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) på selskabernes vegne.

Forud for EU-topmødet den 23. april 2020 opfordrer Italiens premierminister til EU-solidaritet. Den italienske premierminister Giuseppe Conte har gentagne gange opfordret til, at Den Europæiske Union udsteder fælles euroobligationer for at demonstrere EU-landenes solidaritet i bekæmpelsen af ​​Coronavirus-krisen.

Conte siger i et interview mandag den 20. april 2020 i den tyske avis, Sueddeutsche Zeitung, at udstedelse af sådanne såkaldte Corona-obligationer ikke handler om at EU-landene nu skulle være fælles om Italiens nuværende og fremtidige gæld. Conte opfordrer Tyskland og Holland til at ophæve deres forbehold og signalere, at Europa taler med én stemme, og han understreger at de fælles obligationer skulle bruges til helt specifikke formål inden for en begrænset tidsramme.

Tyskland og Holland, har sagt, at de ikke betragter fælles eurozone-obligationer som den rigtige måde at støtte sundhedsudgifter og økonomiske redningspakker indenfor de 19 eurolandes valutasamarbejde.

Berlin peger på den allerede eksisterende europæiske stabilitetsmekanisme, ESM, men det er også en mulighed, at Den Europæiske Investeringsbank, EIB, kan styrke indsatsen for at give nødlidende europæiske virksomheder lånegarantier.

Conte oplyser, at det var uklart, om ESM-bistand – hvor Italien eventuelt kunne få adgang til mellem 35 og 37 milliarder euro – ville ære ledsaget af hårde betingelser.

Topmøde torsdag den 23. april 2020

EU’s stats- og regeringschefer skal torsdag den 23. april afholde et videotopmøde om, hvordan man takler de økonomiske konsekvenser af krisen på torsdag. Det ventes, at et centralt tema på mødet vil være de sydeuropæiske landes krav om solidariske Corona-obligationer.

På det sidste EU Topmøde, hvor stats- og regeringscheferne var sammen fysisk, skændtes de om EU-budgettet. 75 mia. euro skilte landene, og de er fortsat ikke enige om EU’s langsigtede budget – om den finansielle ramme for 2021-2027.

Den 26. marts afholdtes et nyt topmøde – denne gang virtuelt. Corona-pandemien betød, at stats- og regeringscheferne mødtes til en videokonference. Det centrale tema var finansieringen af Corona-epidemien.

Før tiden med Coronavirus var de kendt som euro-obligationer, og det var noget, mange EU-ledere har argumenteret for siden oprettelsen af euroen i 1999: et fælles gældsinstrument til finansiering af låntagning, hvor pengene kan dirigeres til de lande, der har brug for finansiering her og nu.

Finansieringen af Corona-pandemien

I øjeblikket stifter de nationale regeringer i eget navn gæld for kunne finansiere projekter og nationale budgetter, men de gør det til vildt varierende omkostninger!

Tyskland kan faktisk opnå negative renter på grund af en uovertruffen kreditvurdering og stram kontrol med det offentlige forbrug, mens Italien – med sin mindre prangende kreditvurdering – skal betale en højere rente.

På EU-ledernes videokonference kunne de ikke blive enige om at dele den gæld, der nu stiftes for at finansiere bekæmpelsen af Covid-19.

Angela Merkel og Nord mod Syd

Den tyske kansler Angela Merkel, der deltog i det virtuelle topmøde fra sin lejlighed i Berlin, hvor hun er i selvisolation, efter at hendes læge testede positivt for virussen, indrømmede åbent, at der ikke var enighed om anvendelsen af finansielle instrumenter. Det eneste man kunne blive enige om, var at EU-finansministrene skulle undersøge emnet nærmere og rapportere til stats- og regeringscheferne i løbet af 2 uger.

Borgernes tillid udfordres

For almindelige EU-borgere, der bange for deres helbred, sikkerheden for deres kære, bekymrede for hvor pengene til husleje og mad skal komme fra, efter at virksomheder er lukket ned, er tanken om, at Europas ledere brugte 6 timer på at skændes om ordlyden topmødekonklusioner, der udsatte afgørelsen af hvad EU vil gøre ved corona-virussen, er helt uforståelig.

Lande som Italien og Spanien, der er hærgede af virkningen af ​​virussen på deres befolkning og deres skrøbelige offentlige finanser – var dybt skuffede.

Italien havde allerede inden Covid-19 ramte, vendt sig fra svoren EU-tilhænger til et af EU’s med skeptiske medlemslande.

Grundlæggende mangel på solidaritet

Problemet er, at coronavirussen simpelthen fremhæver allerede eksisterende, velkendte vanskeligheder i EU.

Når Nordeuropa med afvisningen af Corona-obligationer fortsat nægter at hæfte for de sydeuropæiske lande, udstilles den manglende solidaritet i samarbejdet.

Dødsstødet til EU?

“Nordeuropa lader Sydeuropa I stikken” har den tidligere socialdemokratiske leder i Tyskland, Sigmar Gabriel, udtalt: ”Det er bedre at have Corona-obligationer end et EU, der falder fra hinanden”.

Corona-pandemien kan meget vel blive EU’s endeligt, advarer eksperter og sydeuropæiske regeringschefer.

Omvendt er politikerne i velhavende euro-lande som Tyskland og Holland nervøse for deres vælgeres reaktion, når talen kommer på “gældsdeling” eller “solidaritet” og risikoen for, at regningen for de fattige lande i syd tørres af på skatteborgerne i de rigere EU-lande i Nordeuropa.

EU’s finansministre enige om billionstor Covid 19-hjælpepakke

EU’s finansministre nåede sent den 9. april til enighed om en skitse for en stor europæisk genopretningspakke.

Resultatet – en hjælpepakke på over 4000 milliarder kroner – to gange Danmarks bruttonationalprodukt – til imødegåelse af den økonomiske recession i kølvandet på pandemien – blev nået sent onsdag den 9. april efter 3 dages hårde videomøde-forhandlinger.

Skal godkendes på et Topmøde i Det Europæiske Råd

Inden de mange milliarder kommer i omløb, skal oplægget fra finansministrene vedtages på Topmødet i Det Europæiske Råd den 23. april 2020.

Finansministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at stats- og regeringscheferne skal afklare finansieringen af en ny genopretningsfond samt de juridiske og praktiske aspekter ved fonden, herunder relationen til EU-budgettet samt finansieringskilder.

Enighed om fælles støtte med begrænset risiko

Fra finansministrenes forhandlinger er det oplyst, at der ikke kunne opnås enighed om Corona-obligationer, hvor Tyskland, Holland, Danmark og andre nordeuropæiske lande skal hæfte for fælles statsobligationer og dermed fælles finanspolitik.

Til gengæld bliver der nu indført låne- og støtteordninger, hvor de enkelte lande hæfter med garantier svarende til deres EU-vægt.

Støtten til de europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser vil blive ydet over det ordinære EU-budget (der endnu ikke er vedtaget), fra den Europæiske Investeringsbank, fra en ny genopretningsfond, fra den eksisterende lånefond, Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme – ESM samt lån fra EU til lande, der har finansieringsproblemer.

Elementerne i pakken

Hovedelementerne i Covid-19-pakken er ifølge Finansministeriet:

• En garantifond i regi af Den Europæiske Investeringsbank, som skal understøtte finansiering til især små- og mellemstore virksomheder for ca. 1500 mia. kr. (200 mia. euro)
• Et EU-instrument til støtte af nationale lønkompensationsordninger og visse sundhedsrelaterede tiltag på samlet op til ca. 750 milliarder kr. (100 mia. euro). Ordningen forkortes SURE for ”Support to mitigate Unemployment Risks in an Emergency”.
• En genopretningsfond, som skal støtte genopretningen af europæisk økonomi via støtte til EU-budgetprogrammer.
• Adgang til lån fra eurolandenes fælles lånefond (ESM) for i alt 2 pct. af eurolandenes BNP (ca. 1800 mia. kr./240 mia. euro) på visse betingelser.
• Den næste flerårige finansielle ramme (MFF 2021-2027) vil skulle afspejle krisens konsekvenser.

Finansministrene gør også opmærksom på, at EU-landene allerede har gennemført omfattende nationale finanspolitiske tiltag for at få økonomierne så skånsomt gennem krisen som muligt.

Den Europæiske Centralbank har lanceret et stort program for opkøb af obligationer, og det er blevet muligt for medlemslandene at bruge de resterende strukturfondsmidler i EU’s budget (ca. 275 mia. kr.) på COVID-19 tiltag.

Endelig er der allerede afsat godt 20 mia. kr. på EU’s budget i 2020 til bl.a. transport og opkøb af medicinsk udstyr, felthospitaler og ekstra sundhedspersonale.