Det franske præsidentvalg afholdes den 10. april 2022.

Ved præsidentvalget i 2017 fik Emmanuel Macron med sit parti La République En Marche! 24 procent af stemmerne i første valgrunde, mens Marine Le Pen med partiet Rassemblement National fik 21 procent.

I anden valgrunde vandt Macron over Le Pen med to tredjedele af stemmerne.

Den 27. september 2021 viste målinger fra netmediet Politico, at Macron stod til at få 24 procent af stemmerne, mens Le Pen stod til 19 procent i første runde.

I anden runde så det ud til, at Macron kunne få 56 procent af stemmerne, mens Le pen stod til 44 procent.

For bare en måned siden så det altså ud til, at valget ville falde ud på samme måde som i 2017 – dog med en mindre margen til Macron, hvis tilslutning er faldet fra 54 procent kort efter valget til 40 procent den 1. september i år.

Alle meningsmålinger viser, at ingen venstrefløjskandidat kan nå anden runde af Frankrigs præsidentvalg i 2022. Et valgforbund mellem grønne og socialister kunne styrke chancerne, men det afviser socialisternes kandidat, Anne Hidalgo, som siden det franske kommunalvalg i 2014 har været borgmester i Paris.

Kandidatfeltet har i mellemtiden også åbnet sig for mere utraditionelle udfordrere, blandt disse Pierre Adonis, der stiller op for Libertiner-partiet, som vil arbejde for mere promiskuitet og løssluppent begær blandt franskmænd.

Det er generelt opfattelsen, at højrepopulisten Marine Le Pen, venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon, de borgerlige republikanere Xavier Bertrand, Michel Barnier og Valérie Pécresse, de grønnes Yannick Jadot eller socialisten Anne Hidalgo ikke rigtig har originalt nyt at byde på.

Fænomenet Eric Zemmour nu præsidentkandidat

Den 63-årige Éric Zemmour har den 30. november 2021 på sin YouTube-kanal meddelt sit kandidatur til præsidentvalget.

I videoen kan man se Éric Zemmour sidde foran en kæmpe retromikrofon i en opstilling, som franskmændene kender fra historiebøgerne: Sådan sad general de Gaulle også, da han 19. juni 1940 – lige efter det franske nederlag til Nazityskland – opfordrede til modstandskamp.

Klip til dystopiske billeder af optøjer, overfald og illegale lejre midt i franske byer, og Zemmour læste op af sin tale om, at han stiller op til det franske præsidentvalg i et sidste forsøg på at redde Frankrig fra den undergang, som en ukontrolleret indvandring ellers vil føre til. Den sidste kandidat før apokalypsen.

Underlægningsmusikken var allegrettoen fra Beethovens 7. symfoni, som også blev brugt i nøglescenen i “Kongens store tale”, hvor en stammende Georg den 5. forbereder briterne på de “mørke dage” foran dem i Anden Verdenskrig.

Meddelelsen om Éric Zemmours kandidatur kommer ikke overraskende på baggrund af den enorme politiske opmærksomhed han har tiltrukket.

Den højrenationale polemiker Eric Zemmour er født i 1958 i Montreuil-forstaden til Paris af jødiske forældre fra Algeriet. Uddannet fra institut for statskundskab, SciencesPo, i Paris i 1979, og fra 1986 journalist ved franske dagblade, herunder Le Figaro.

Fra 2003 kommentator og debattør i franske radio- og tv-udsendelser og siden 2010 kendt for polariserende debatprogrammer, senest på den Fox-agtige tv-station C-News.

Han er forfatter til 19 bøger, herunder flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige: stærkt fordrejede! – udlægninger af Frankrigs historie: ”Le Suicide français” (2014) og ”Destin français” (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.

Hans seneste bog – ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord) – topper i øjeblikket bestsellerlisterne.

Eric Zemmour har ikke et egentligt parti ryggen, og indtil nu, har det ikke været valgmøder, men foredrag og læsermøder, der har tiltrukket tusindvis af ekstatiske deltagere, der – længe før han havde annonceret sit kandidatur – taktfast tager imod ham med råbet ”Zemmour præsident”.

Fra scenen serveres herefter fanfarer af pompøs musik og veritable bradtaler med opflammende, grænseoverskridende udfald mod indvandring, islam, pressen og kvinder.

I visse meningsmålinger har han ligget foran Le Pen, og hvis disse målinger holder frem til valget, er der udsigt til et opgør mellem den nuværende præsident, Emmanuel Macron, og Eric Zemmour i anden valgrunde.

I den seneste offentliggjorte meningsmåling i Frankrig står Éric Zemmour til at få 14-15 pct. af stemmerne i den første valgrunde den 10. april 2022. Le Pen står til 19 pct. og Emmanuel Macron til 25 pct.

2. valgrunde mellem de 2 bedst placerede kandidater ventes afholdt den 24. april 2022.

Hvad vil han?

Zemmour har lovet at gøre en ende på traditionel politik og at bringe autenticitet til en politisk verden, der – ifølge Zemmour – er fyldt med hykleri og selvtilfredshed.

Slagnummeret er (den muslimske) indvandring. Eric Zemmour skelner ikke mellem islam og islamisme, men slår alle over en kam, når hans evige omkvæd er, at indvandring sker, fordi nationens fjender vil ”udskifte befolkningen”.

Når Eric Zemmour i bogen ”Destin français” fra 2018 leverer et frontalangreb på den massive globalisering og tordner mod ”den store befolkningsudskiftning”, som han hævder uvægerligt vil blive resultatet af den muslimske indvandring til Frankrig, får han Marine le Pen til at fremstå som et vattet bløddyr.

Den muslimske indvandring er, i Zemmours optik, resultatet af, at Frankrig i 1970erne tillod familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord ”for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration”.

I Eric Zemmours Frankrig bliver det forbudt at give børn udenlandske fornavne, uanset om det er Kevin eller Muhammed. Han fremmaner et billede af et traditionelt kristent Frankrig, der er godt i gang med at begå selvmord, og som er på randen af en borgerkrig mod islamisme og multikulturalisme.

Den muslimske indvandring

Også ligestillingen bidrager ifølge Zemmour til Frankrigs forfald. Kvinder er i hans øjne ikke egnet til at varetage magtfulde hverv, og i bogen ”Le Suicide français” (”Det franske selvmord” fra 2014) beklager han, at ægteskabet i dag indgås mellem to ligeværdige parter: ”Mænd har brug for at dominere og kvinder for at underkaste sig”.

Zemmour vil ”tvinge indvandrerne til at integrere sig”, men mener også, at statens handlekraft er stækket af en aggressiv og kritisk presse og reaktionære domstole.

”Domstolene skal straffe dem, der hader Frankrig, men ikke blande sig i valg og stjæle sejren fra jer,” som han sagde ved et nylig møde i sydfranske Béziers i et frontalangreb på ”systemet med dets logrende dommere og aktivistiske journalister, der vil stjæle demokratiet fra jer”.

I hans nyeste bog ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord), der udkom på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris, taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at ”knuse resterne af republikken” for i stedet at indsætte ”fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler”.

Tager vælgere fra Le Pen

Zemmour mobiliserer sofavælgerne, der ikke plejer at stemme, men henter også vælgere fra Marine Le Pens National Samling og fra Republikanerne. Mange højrenationale vælgere er angiveligt skuffede over Marine Le Pen og hendes forsøg på at ændre det tidligere Front National fra et radikalt protestparti til et regeringsdueligt højrenationalt parti, Rassemblement National.

Éric Zemmour prøver at appellere til hjemløse højre-nationale, og forsøger at rehabilitere 2. Verdenskrigs Vichy-regering under Philippe Pétain. Samtidig fremhæver han Charles de Gaulle (modstander af Pétain) som sit politiske forbillede.

Éric Zemmour, der selv er jøde, har vakt opsigt med sin påstand om, at Pétains Vichy-regering reddede de franske jøder, selvom næsten 76.000 jøder blev deporteret under krigen. Men det var udenlandske jøder fra blandt Østeuropa og Tyskland, som havde søgt tilflugt i Frankrig, siger Zemmour.

Med forsøgene på at rehabilitere Pétain fjerner han den barriere, som der ellers har været mellem forskellige fløje på højrefløjen.

Afsmitning på den politiske debat

Med det stærke fokus på indvandring, har Zemmour i høj grad bidraget til at den politiske debat i Frankrig er drejet mod højre. Kandidaterne i landets traditionelle borgerlige parti, Republikanerne, har været tvunget til at forholde sig til hans undergangsfortælling.

Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse fra Republikanerne, der i dag er formand for hovedstadsregionen Île-de-France, har annonceret, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring. Hun har også foreslået fem års optjening til sociale ydelser for udlændinge og en hovedregel om, at man kun kan søge om asyl i Frankrig fra udlandet for lettere at kunne afvise folk.

Marine Le Pens far og fransk højrefløjs gudfar, Jean-Marie Le Pen, omtaler Zemmour i positive vendinger, og det samme gør Marine Le Pens mere karismatiske niece, Marion Maréchal.

”Fordi han er jøde, kan han sige det, jeg fik ørerne i maskinen for,” lyder det fra Jean-Marie Le Pen, der således åbenlyst støtter Zemmour på bekostning af sin datter, Marine.

Marine Le Pen selv tøver, men udtalte for nylig, at Éric Zemmour kunne blive en ”glimrende premierminister” i hendes første regering.

Under alle omstændigheder kan Frankrig ikke længere løbe fra, at der er brug for en meget ærlig debat om, hvor meget mere indvandring landet kan holde til, og mange franskmænd lytter med, når Éric Zemmour udfolder sine visioner for et anderledes Frankrig.

Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo ”er naturligt, at man kontrollerer folk 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere”.

Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes ”les Zemmouriens” – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet ”Zemmour président!”.

Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): ”Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.”

Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen før har plæderet for.

Ridser I lakken?

På det seneste er det kommet frem i den franske boulevardpresse, at Éric Zemmours 28-årige kampagnekoordinator er gravid, og at Zemmour skulle være faderen. Kritikere har ikke været sene med kritik af 63-årige, gifte Zemmour, der har fremstået som stovt forsvarer af traditionelle familie-værdier.

Den 55-årige Cem Özdemir fra partiet De Grønne ser ud til at blive ny landbrugsminister i Tyskland. Ved en digital urafstemning i partiet De Grønne blev der peget på Özdemir som arvtager for den hidtidige landbrugsminister, Julie Klöckner, fra CDU, som har haft posten i tre år.

I et interview med Stuttgarter Zeitung har Cem Özdemir løftet sløret for hans overordnede tanker for den kommende ministerpost.

Dyrevelfærd

Den kommende landbrugsminister i Tyskland varsler et opgør med det, han kalder det ”industrielle fabrikslandbrug”.

Han vil ifølge interviewet have særligt fokus på høj dyrevelfærd (i modsætning til det “industrielle fabrikslandbrug”, der sælger dyr som discount!), miljø og klima.

Økologi

Af regeringsgrundlaget for den nye tyske regering bestående af SPD, Bündnis 90/Die Grünen og FDP fremgår, at den nye tyske i landbrugspolitikken vil fokusere på at begrænse den økologiske krise, som det fortsatte tab af biodiversitet udgør. Regeringen vil derfor begrænse brugen af ​​pesticider og i det hele taget sikre et diversificeret og mangfoldigt landbrug til fordel for dyrevelfærd, miljø- og klima. Økologisk landbrug skal fremmes, og målet er at 30 pct. af landbruget er økologisk i 2030.

Med henblik på dette mål vil der blive afsat flere midler det føderale økologiske landbrugsprogram og jordbrugets forskningsmidler skal i højere grad målrettes forskning i økologisk jordbrug, som i den fremtidige strategi vil omfatte alle dele af den økologiske værdikæde.

Pesticider

Den integrerede bekæmpelse af skadedyr skal styrkes, og midlerne til forskning og videreudvikling af den nationale handlingsplan skal øges.

Plantebeskyttelsen bør tilrettelægges på en sådan måde, at bivirkninger for miljø, sundhed og konsekvenserne for biodiversiteten minimeres i lighed med de eksisterende regler for brug af pesticider i naturreservater. Godkendelsen af ​​plantebeskyttelsesmidler skal være gennemsigtig og juridisk sikret i henhold til videnskabelige kriterier, eksisterende huller i EU-regler skal lukkes, og godkendelsesprocedurerne skal gå hurtigere.

Slut med Round Up

Regeringen vil fjerne glyphosat (Round Up) fra markedet inden udgangen af ​​2023.

Forædling af klimaresistente plantesorter skal støttes og rammebetingelser for udvikling af nye sorter skal fremmes gennem øget gennemsigtighed om avlsmetoder og modelprojekter som f.eks. crowd-breeding.

EU’s landbrugspolitik

Om den fælles europæiske landbrugspolitik, CAP (Gemeinsamen Agrarpolitik GAP) vil den tyske regering sikre, at de nationale planer lever op ikke kun til kravene om indkomstskabelse, men også til skærpede krav om miljø- og klimabeskyttelse.

Den nuværende indretning af CAP’en skal revideres senest midt i programperioden, og den tyske regering vil arbejde på at sikre, at justerede målkrav og at CAP’en videreudvikles fra 2027 og frem således, at de direkte betalinger i højere grad er knyttet til opfyldelse af klima- og miljøkrav.

Af regeringsgrundlaget for den nye tyske regering bestående af SPD, Bündnis 90/Die Grünen og FDP fremgår, at man straks vil nedsætte en fiskerikommission –”Zukunftskommission Fischerei“- der skal komme med anbefalinger til udviklingen af bæredygtigt fiskeri og akvakultur, omfattende såvel kystfiskeriet som det EU-regulerede dybhavsfiskeri.

Regeringen er indstillet på at begrænse trawlfiskeriet og i højere grad tilpasse fangstteknikker til specifikke arter. Garnfiskeriet skal i højere grad reguleres i pagt med hensynene til naturbeskyttelse. Regeringen anerkender de tyske lystfiskerorganisationers indsats for natur- og artsbeskyttelse.

Regeringen vil være forpligtet på at bevare kystfiskeriet og arbejde for at den fælles fiskeripolitik i EU baseres på en retfærdig, videnskabeligt baseret fastlæggelse og tildeling af fangstkvoter.

Minksagen er indiskutabelt en møgsag for den socialdemokratiske regering. Sagen er en enorm belastning for tilliden mellem politikere og mellem politikere og journalister.

Elimineringen af et helt erhverv, har domineret den offentlige debat i over et halvt år. Der er ingen diskussion om, at det var et vanskeligt valg i en akut situation at skulle lukke et helt erhverv. Men der skete fejl: Manglende lovhjemmel og overtrædelse af basale forvaltningsregler, sletning af sms’er og måske andet dokumentationsmateriale, hukommelsestab og modstridende forklaringer. Foreløbig er en minister gået, og en granskningskommission er nedsat.

Medierne er overvejende kritiske. Vidneforklaringerne analyseres og mink og sms’er fylder aviserne og de sociale medier. Debatten raser, og beskyldninger for at lyve flyver gennem luften, og der tales allerede om en ny rigsretssag.

Sagen belaster – Socialdemokratiets opinionstal er vigende og udfaldet af kommunalvalget var ikke tilfredsstillende. En presset regering prøver at slå igen ved at påstå, at hele sagen er en heksejagt drevet frem af en blodtørstig opposition og presse. De socialdemokratiske modangreb går på, at de borgerlige partier og pressen prøver at smadre statsministerens troværdighed, selv om hun alene agerede i befolkningens sundhedsmæssige interesse, og der ikke er skyggen af beviser for, at Mette Frederiksen skulle have begået ulovligheder i minksagen.

Blandt de støtter der er sendt i byen for at forsvare Mette Frederiksen er ikke overraskende den loyale partisoldat, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.  At Mogens Lykketoft kvitterer for igen at være taget til nåde og for det vellønnede “ben” som formand for Energinet, er ligeledes forståeligt. Det er mere påfaldende, at Frank Korsholm, politisk redaktør på netmediet POV International, forfatteren Lars Olsen, Jakob Jensen, tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet, og tidligere overvismand Niels Kærgaard er blandt forsvarerne for Socialdemokratiet i den største skandale i nyere tid.

Britta Nielsens bedragerier i Socialministeriet nærmere beskrevet i en netop udkommet bog: ”BRITTA – Forræderiet mod velfærdsstaten”.

TV 2-journalisten Emil Ellesøe Ditzel har i sit arbejde med Britta Nielsen-sagen gravet nye detaljer frem om både hovedpersonen og de massive huller i systemet, der muliggjorde hendes store svindelnummer.

Britta-sagen kaster en skygge over De Konservatives regeringsdeltagelse fra slutningen af 2016 til 2019. Specielt for den socialkonservative Mai Mercado var sagen afslørende. Mercado var i 2018 på det tidspunkt, hvor Britta-historie stjal dagsordenen, børne- og socialminister, og derfor ansvarlig for ressortområdet.

Sagen blev et veritabelt mareridt for daværende socialminister Mai Mercado. Hun har selv i et interview med TV2 fortalt, at det havde været svært i 15 dage at kende til svindelsagen for 121 millioner kroner i Socialstyrelsen, før sagen kom til offentlighedens kendskab.

Det er til at forstå. Hvad der er komplet uforståeligt er hvorfor Mai Mercado som ansvarlig minister blot tog til efterretning, at Kammeradvokaten vurderede, at det ikke var muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Revisionshuset PWC konstaterede, at svindelen med tilskudsmidler i Socialministeriet i perioden 1977 til 2018 løb op i 121 millioner kroner. PWC konstaterer også 13 “kontrolsvagheder” i Socialministeriets administration af tilskud. Blandt andet kunne de samme personer både ændre stamdata såsom kontonumre og foretage udbetalinger.

Kritikken fra PWC står ikke alene. Rigsrevisionen har ved flere lejligheder påtalt svagheder ved administrationen af tilskudsmidlerne. En gennemgang af revisioner på socialområdet i perioden 2002-2017 viser, at Rigsrevisionen bl.a. har haft bemærkninger til skriftlige forretningsgange, opfølgningen på tilskudsmodtageres regnskaber og rapporter, kontrollen af udbetalinger, bogføringen af tilsagn og tilgodehavender samt administrationen af brugerrettigheder til det tilskudsadministrative system. Flere af bemærkningerne går igen over årene. Bemærkningerne er rapporteret i beretninger til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, i rapporter til ledelsen og i særskilte beretninger til Statsrevisorerne.

Alligevel mente børne- og socialminister Mai Mercado, at det ikke var muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Det kan simpelthen ikke passe; I Socialministeriet og Socialstyrelsen har der siden 1977 været en stribe departementschefer, direktører, afdelingschefer og kontorchefer, og selvom de åbenlyst har været inkompetente til at bestride deres stillinger, kan de ifølge Rigsrevisionen ikke have været uvidende om ”kontrolsvaghederne”, der dækkede over Britta Nielsens direkte og ukontrollerede adgang til midler, der var tiltænkt samfundets svageste.

Det er stærkt krænkende, at en konservativ minister blot trækker på skuldrene af et klokkeklart eksempel på inadækvat ledelsesadfærd i en offentlig myndighed hun selv har haft ansvaret for.

Op til valget i Tyskland 26. september 2021 advarede Kristendemokraterne i CDU mod en kommende tysk regering hvor socialdemokraterne i SPD slog sig sammen med De Grønne. En sådan regering kunne komme til at stå for en efterladende linje i den økonomiske politik – ikke kun i Tyskland men i hele EU.

Stabilitets- og Vækstpagten

Spillereglerne for Den Økonomiske og Monetære Union i EU (ØMU’en) og eurosamarbejdet er fastlagt i Stabilitets- og Vækstpagten, SGP. Her fastlægges grænser for offentligt underskud og bruttogæld – og den foreskriver, hvad der sker, hvis grænserne overskrides.

Stabilitets- og Vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til ØMU’ens tredje fase i 1999. Traktaten blev efterfølgende revideret i 2005, og i forlængelse af den europæiske statsgældskrise er der gennemført en række stramninger.

Formålet med Stabilitets- og Vækstpagten er at sikre, at de enkelte landes offentlige finanser er sunde. Landenes budgetunderskud må ikke overstige 3 pct. af BNP og statsgælden må ikke overstige 60 pct. af BNP. Manglende overholdelse af reglerne kan udløse bøder på 0,5 pct. af BNP.

Budgetreglerne blev under COVID-krisen suspenderet til udgangen af 2022 for at give medlemslandene et større frirum til at imødegå de økonomiske konsekvenser af pandemien.

Frankrig og Sydeuropa presser på for mere fleksible regler

Siden sommeren 2019 har den franske præsident Emmanuel Macron været særdeles kritisk i omtalen af budgetreglerne i Stabilitets- og Vækstpagten. Han har gentagne gange opfordret til, at EU’s finansielle bestemmelser kasseres. For ham er gældsloftet på 3 procent af BNP noget, der “hører hjemme i det forrige århundrede”.

Han har også beskrevet Tysklands rolle i eurosamarbejdet som følger: “Tyskerne er de store vindere i eurozonen, og det “tyske system” måtte erkende, at situationen var “ikke bæredygtig”.

Angela Merkel og den tidligere tyske regering har dog ikke været tilbøjelig til at lytte til Macrons sirenesang.

Hvad skal der ske efter 2022?

EU’s finansministre har allerede påbegyndt diskussionen af hvad der skal ske med reglerne efter 2022, og om de skal ændres, så de passer bedre til ændrede økonomiske realiteter, når de genindføres fra 2023.

Der er bred enighed om, at der er behov for at afbalancere finanspolitisk bæredygtighed med behovet for at understøtte det økonomiske opsving, men en række lande er ikke indstillet på at opgive reglerne, der skal sikre at budgetdisciplinen opretholdes.

Samtidig er der opmærksomhed omkring det særlige problem med offentlige investeringer, der traditionelt har været det første offer for eventuelle udgiftsnedskæringer under kriser.

”Grønne” investeringer

Offentlige investeringer i klima, “grønne” investeringer, der sigter mod at reducere CO2-emissioner i overensstemmelse med målsætningen om nul inden 2050, digitalisering og infrastruktur bør underkastes en særlig behandling, og måske holdes helt uden for beregninger af budgetunderskud. Ikke mindst Frankrig har været fortaler for et sådan system.

Forhandlingerne om EU’s finanspolitiske regler er politisk følsomme, hvor man på den ene side har en række lande, der traditionelt er mere finansielt sparsomme, overfor Frankrig og mere svage sydeuropæiske økonomier.

Et af problemerne er at definere hvilke ”grønne” udgifter, der eventuelt skal holdes udenfor beregninger af budgetunderskud.

De i øjeblikket suspenderede regler siger, at regeringer ikke må køre budgetunderskud højere end 3 pct. af BNP og statsgælden bør holdes under 60 pct. af BNP. Hvis gælden er højere, bør den hvert år reduceres med 1/20 af overskuddet over grænsen på 60 pct.

Men nogle lande, som Italien, har gæld på 160 procent af BNP, hvilket gør en årlig reduktion på 5 procentpoint urealistisk, især hvis landet skal investere stort i at gøre sin økonomi “grøn” og mere digitaliseret.

Sparebanden

EU’s finansministre fra Holland, Finland, Sverige Slovakiet, Tjekkiet, Østrig og Letland har i et fælles brev erklæret, at være ”åbne for en debat om forbedring af økonomisk og finanspolitisk styring, herunder stabilitets- og vækstpagten. Mens vi holder fast ved en regelbaseret finanspolitisk ramme, bør der foretages forbedringer”. Danmark har tilkendegivet, at man støtter indholdet af brevet.

Den nye tyske regering

Nu blev udkommet af det tyske valg ikke en koalition mellem SPD og Die Grüne på det yderste venstres nåde. Tværtimod tyder alt på, at det liberale og i økonomiske spørgsmål nærmest konservative FDP på finansministerposten, får afgørende indflydelse på regeringens økonomiske politik.  

I regeringsgrundlaget “Mehr Fortschritt Wagen” for den kommende nye tyske regeringskoalition af SPD, Bündnis 90/Die Grünen og FDP, fremgår det vedrørende den økonomiske og monetære union og finanspolitikken i EU, at:

”Vi ønsker at styrke og uddybe den økonomiske og monetære union. Stabilitets- og Vækstpagten (SGP) har bevist sin fleksibilitet. Vi ønsker at fremme den økonomiske vækst på grundlag af SGP og holde fast i en politik med bæredygtig gældsstiftelse, og bæredygtige og klimavenlige investeringer.

Den videre udvikling af de finanspolitiske regler og styrkelse af deres effektivitet i forhold til tidens udfordringer bør tage udgangspunkt i disse målsætninger.

Reglerne for Stabilitets- og Vækstpagten bør forenkles og gøres mere transparente og håndhævelsen af reglernes overholdelse bør styrkes”.

Der er således udsigt til, at Tyskland er parat til at opdatere spillereglerne for Stabilitets- og Vækstpagten, men fortsat vil insistere på ansvarlig finanspolitik og næppe vil tillade gældsstiftelse i væsentlig større omfang end hidtil tilladt.

På det netop afholdte COP26 i Glasgow foregav klimaministrene, at 1,5 graders-målet stadig er inden for rækkevidde. Det britiske formandskab havde også kæmpet en hård kamp ”to keep 1.5C alive”.

Afgørende for om det lykkes at holde temperaturstigningen under 1,5 grader er brugen af fossile brændsler. Det internationale energiagentur, IEA, har ment, at forudsætningen for at holde temperaturstigningen i ave er, at 40 pct. af verdens 8.500 kulfyrede kraftværker lukkes inden 2030, og at der ikke bygges nye kulværker. Forbruget af olie og gas skal tilsvarende reduceres.

Der var derfor stor tilfredshed i Glasgow med at det i udkastet til sluterklæring fra COP26 fremgik, at 196 lande tilsluttede sig ”accelerating efforts towards the phase-out of unabated coal power and inefficient fossil fuel subsidies, recognizing the need for support towards a just transition”.

For mange var skuffelsen tilsvarende stor, da Indien (og Kina) i sidste øjeblik insisterede på at phase-out skulle erstattes med phase-down.

Pauver klimaindsats

Realiteten af den globale klimaindsats, der blev rapporteret på COP26 ,var imidlertid, at det stort set kun er EU, som ved at stramme 2015-løftet fra 40 til nu 55 procents reduktion i 2030 i forhold til 1990 reelt har levet op til hensigten i Paris-aftalen om skærpede reduktioner.

Det stod derfor COP-parterne klart, at resultatet var for magert til at blive kaldt en succes, og i Glasgow blev det derfor besluttet, at landene får en chance for at komme med nye og mere vidtgående løfter om CO2-reduktion inden næste klimamøde.

COP27 i november 2022 i Egypten, i Sharm el-Sheikh, bliver derfor afgørende for, om det lykkes at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.

Men hvordan er udsigterne?

Vil kulkraft forsvinde?

I Danmark er målsætningen, at Danmark skal være uafhængig af de fossile brændsler – kul, olie og gas – i 2050. Det betyder, at Danmark i 2050 skal kunne producere vedvarende energi nok til at kunne dække det samlede danske energiforbrug.

Kulkraft har siden den 1. oliekrise i begyndelsen af 1970’erne været hjørnesten i dansk el- og varme­forsyning, men i 2030 er målet, at det endegyldigt er slut med at forbrænde det fossile brændstof i Danmark.

Ørsted, der ejer kulkraftværkerne i Asnæs og i Esbjerg, har tidligere meddelt, at man i koncernen vil sige farvel til kul senest i år 2023. Derefter vil der kun være to kulfyrede kraftværker tilbage i Danmark: de kommunalt ejede Nordjyllandsværket i Aalborg og Fynsværket i Odense. De øvrige kraftværker har tidligere erstattet kul med biomasse.

I en række energiforbrugende industrier bruges som f.eks. Aalborg Portland bruges dog stadig kul, og i januar 2021 blev der brændt 241.000 tons kul af i Danmark.

Under COP26 i Glasgow blev det oplyst, at flere end 40 lande er blevet enige om at udfase deres brug af kulkraft og ikke bygge eller investere i nye kulkraftværker. I et såkaldt “Global Coal to Clean Power Transition Statement” forpligtede landene sig også til at sikre ”a just transition away from coal”. 

For de store økonomier gælder det, at kulkraft skal udfases i 2030’erne, mens de mindre økonomier skal udfase den i løbet af 2040’erne.

Af udtalelsen fremgår det, at landene forpligter sig til at stoppe med at investere i kul både i ind- og udland. Derudover skal produktionen af vedvarende energi skrues i vejret. Med i aftalen er blandt andet Polen, Indonesien, Vietnam, Syd Korea, Egypten, Spanien, Nepal, Singapore, Chile, Ukraine og Chile, der er blandt 18 lande, der for første gang har sagt ja til at udfase eller stoppe nye investeringer i kul.

De store kulproducenter og kulforbrugere er dog ikke med i aftalen – fra Kina over Indien til USA og Australien.

EU’s mest kulafhængige nation, Polen, har understreget, at kul først vil være udfaset i 2049.

Den danske udenrigsminister oplyste den 4. november 2021, at Danmark vil donere 100 millioner kroner til arbejdet med at opkøbe og lukke kulkraftværker og investere i nye energikilder.

I Indien, Kina og andre steder bygges der fortsat nye kulkraftværker.

Vil olie og gas blive udfaset?

Med Nordsøaftalen fra 2020 besluttede regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier at aflyse alle fremtidige udbudsrunder, således at der ikke læn[1]gere vil foregå nogen form for ny efterforskning efter kulbrinter på statslig invitation i Danmark, samt at sætte en slutdato for indvinding af olie og gas i 2050.

Som en del af Nordsøaftalen var partierne endvidere enige om, at Danmark bør følge op på aftalen ved at tage globalt lederskab i udarbejdelsen af et initiativ, der kan udgøre en platform til at lægge pres på og gå i dialog med andre lande for at udbrede planer om udfasning af fossil produktion for dermed at opnå størst mulig klimaeffekt.

Den internationale forpligtelse er nu sammen med Costa Rica realiseret gennem Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA), som fik betydelig opmærksomhed på det netop overståede COP26. Kernemedlemmer af BOGA, herunder Danmark, forpligter sig til at afslutte ”nye koncessioner, licens- eller leasingrunder” samt at sætte en slutdato for indvinding af olie og gas, der er i overensstemmelse med Parisaftalen.

Alliancen består udover Danmark kun af Costa Rica, Sverige, Frankrig, Irland, New Zealand og Portugal samt delstater som Californien og Quebec samt hjemmestyret på Grønland.

Store olie- og gasproducenter som Norge og OPEC-landene har ikke tilkendegivet tidsplaner om hvornår de vil indstille olie- og gasproduktionen.

COP27-værtens forhold til olie og gas

‎Olie- og gassektoren er en af de mest vitale industrier i Egypten, og der er konstateret betydelige olie- og gasressourcer i undergrunden.

På nuværende tidspunkt er der mere end 60 internationale virksomheder, der har olie- og gasoperationer 183 steder i Middelhavet, Nildeltaet, i ørkenområder både vest og øst for Nilen på Sinai-halvøen og i Øvre Egypten.‎

Ifølge den egyptiske minister for olie og mineralressourcer, Tarek El Molla, er der i de seneste år investeret mere end 1,16 trillioner egyptiske pund i olie- gassektoren, og sektoren er helt afgørende for landets handelsbalance og økonomi i det hele taget.

Det er derfor tvivlsomt at Egypten på COP27 vil gå foran i bestræbelserne hurtig udfasning af olie- og gas.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 kom general Abdul Fattah El-Sisi tiol magten i Egypten ved et statskup.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. Fængslerne er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

Danmarks holdning til Egypten

Det er velkendt i Danmark hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Alligevel har vi kordiale forbindelser med Egypten. Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Bekymring blandt klimaaktivister for COP27

Blandt repræsentanter for klimaorganisationer, NGO’er og menneskerettighedsaktivister er der stigende bekymring for at COP27 skal afholdes i Sharm el-Sheikh i Egypten i 2022.

Frygten er, at det under det restriktive egyptiske regime ikke bliver muligt at gennemføre de sædvanlige demonstrationer og aktiviteter, der skal lægge pres på de officielle klimaforhandlere og regeringsrepræsentanter for de knap 200 lande, der ventes at deltage i klimakonferencen.

Uanset alle gode bortforklaringer er det klart, at det var Simon Aggesens boligsag, der afgjorde valget på Frederiksberg.

Weekendavisen har talt med centralt placerede kilder blandt lokale konservative, der uden for citat siger:

”Simon Aggesens boligsag afgjorde det. Uden den sag er det stensikkert, at vi havde vundet, og måske kunne vi endda have vundet alligevel, hvis han ikke til allersidst havde lavet det stunt med at flygte fra journalisternes spørgsmål for åbent kamera. Det kan jo kun opfattes, som at man har noget at skjule. Det er torskedumt,” siger et konservativt kommunalbestyrelsesmedlem, som vil græde tørre tårer, hvis Aggesen vælger at forlade posten som De Konservatives førstemand i opposition.

”Det er påfaldende, at boligsagen stort set har været eneste, som folk har villet tale om, når vi har været til vælgermøder og ude på gaden,” lyder et andet udsagn.

Før han blev borgmester, scorede advokaten Simon Aggesen en gevinst på 11 millioner kroner ved at købe, opdele og videresælge en stor lejlighed. Ifølge Ekstra Bladet benyttede han en mulighed for at opdele lejligheden, som han som byrådspolitiker tidligere selv havde været med til at give ejerforeningen.

Sagen er blevet undersøgt af to tilsynsmyndigheder, der begge har fastslået, at hverken Aggesen eller kommunen har overtrådt nogen regler, men det handler ikke altid om jura:

”Der er lidt for meget smart i en fart over det. Det er ikke ordentligt, og konservative på Frederiksberg skal altså være ordentlige. Ved et valg, hvor Socialdemokratiet og De Radikale havde allieret sig tæt med Enhedslisten, har mange tvivlende vælgere selvfølgelig ikke brudt sig om udsigten til at skulle regeres af et flertal omfattende postkommunister med maoistiske og revolutionære aner. Alligevel har de ikke kunnet få sig selv til at stemme på et borgerligt parti, fordi det i realiteten også ville være en stemme på Aggesen som borgmester,” lyder vurderingen fra en i kommunalbestyrelsen.

Det er imidlertid spørgsmålet, om ikke den førte politik også har været medvirkende?

Som ny konservativ borgmester på Frederiksberg ville den unge og håbefulde Simon Aggesen gerne som sit store konservative forbillede i Gentofte, Hans Toft, lave brede forlig om kommunens budget.

Det er lykkedes i 2019, og et budget for 2020 blev vedtaget af samtlige partier i Kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune.

Men forliget kostede dyrt!

I Gentofte giver det konservative flertal – som Hans Toft plejede at udtrykke det: En god stemning i forhandlingslokalet, og en garanti for, at prisen for et forlig aldrig, ligesom i aldrig, er at grundskyldspromillen flytter sig fra den lavest mulige sats på 16 promille.

På Frederiksberg var prisen for det brede budgetforlig om 2020, at grundskylden “fastholdes uændret på 24,75 promille”.

Det betød med andre ord, at byrådet med konservative stemmer allerede i 2019 fravalgte at bremse stigningen i grundskylden. Derfor voksede grundskylden med yderligere cirka 3.000 kroner årligt for et parcelhus og oveni kommer naturligvis ejendomsværdiskatten.

De Konservative fremturede i budgetaftalen for 2021 – 2022. Denne gang fik Aggesen ikke Socialdemokratiet og De Radikale med i aftalen, som endte med at blive indgået mellem Det Konservative Folkeparti, Venstre, SF, Alternativet og Liberal Alliance.

Partierne er enige om, at skatten skal holdes i ro, og derfor fastholdes indkomstskatten, grundskylden og dækningsafgiften i 2021 og 2022 uændret på henholdsvis 22,8 procent, 24,75 promille og 5 promille.

Partierne ønsker minsandten at fremme byggeriet af nye almene boliger på Frederiksberg, ligesom aftalen er plastret til med tilkendegivelser om bæredygtighed, grønt og klima sammen med andre tiltag, der antages at appellere til vælgere, der under alle omstændigheder stemmer på røde partier.

https://www.weekendavisen.dk/2021-46/samfund/det-smertelige-tab

Bedømt på antallet af kandidatlister ved de netop afholdte valg til kommunalbestyrelser og regionsråd er demokratiet i Danmark særdeles levende. Det er forholdsvis nemt at blive opstillet til valgene. Til kommunalvalget kræver det blot 25 stillere – i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner skal kandidatlisten dog være underskrevet af mindst 50 stillere, og i Københavns Kommune skal kandidatlisten være underskrevet af mindst 150 stillere. 

Kandidatlister til regionrådsvalgene skal have mindst 50 stillere. 

Konsekvensen af den ubesværede adgang til opstilling er, at vælgerne op til valgdagen overalt udsættes for kakofonisk valgpropaganda og postkasser og mailbakker flyder over med anprisninger. På valgstedet må vælgerne bakse med alenlange og uoverskuelige stemmesedler.

Der er også en økonomisk side.

Siden loven om offentlig partistøtte trådte i kraft den 1. januar 1987 ydes der en fast årlig støtte til partierne eller opstillingslisterne på  

• 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  
• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
• stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Selvom Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg ved valget mistede borgmesterposten, opnåede partiet 24.607 stemmer, og partiet vil dermed været berettiget til en årlig partistøtte på knap 180.000 kr. i de næste 4 år. 

Lister, der deltog i valget, men ikke opnåede repræsentation, er også berettiget til offentlig partistøtte.

I København opnåede ”Hampepartiet” 573 stemmer og er dermed berettiget til partistøtte på godt 4.150 kr. om året. ”Veganerpartiet” og ”Klimapartiet Momentum” og flere andre lister er ligeledes berettiget til partistøtte.

Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1388 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, vil være berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 6.200 kr. i de næste 4 år. Rasmus Paludans ”Stram Kurs” opnåede 1005 stemmer og er derfor berettiget til en årlig støtte på godt 4.700 kr. (Stram Kurs opstillede også i region Syddanmark, hvor de opnåede 707 stemmer).

 Kandidatlisterne ”Odins Vikingehær” (1331 stemmer), ”Regnbuepartiet” (1194 stemmer) og ”Veganerpartiet” (5398 stemmer) var også blandt dem, der er berettiget til partistøtte. 

I Region Hovedstaden fik hele 14 kandidatlister stemmer nok til at kunne søge om støtte, selv om de ikke blev valgt ind. 

Statsminister Mette Frederiksen står midt i sin alvorligste politiske krise med minksagen, SMS-sagen og en række ministre, der i forhold til Folketinget har opbrugt enhver kredit, og hvor der er udsigt til, at de vil blive væltet for blot det mindste fejltrin. Krisen bliver ikke mindre af et skuffende valgresultat, hvor Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen ved KV21 går markant tilbage sammenlignet med det seneste kommunalvalg i 2017, hvor partiet fik 32,4 procent af stemmerne på landsplan.

Med 28,6 procent af stemmerne er valget det dårligste for partiet i årtier – det hidtil dårligste var kommunalvalget i 2013, hvor partiet under ledelse af Helle Thorning-Schmidt fik 29,5 procent af stemmerne.

Socialdemokratiet har på trods af slesk tale og valgflæsk i form af sundhedshuse, almennyttigt boligbyggeri og statsstøtte til unges huskøb m.v. ikke formået at vinde frem i provinsen og samtidig har man med en utroværdig miljø- og klimapolitik tabt styrke til venstrefløjen i landets fire største byer – København, Aarhus, Odense og Aalborg.

De betændte sager og den almindelige mistillid betyder, at vi nu har nået det punkt, hvor Mette Frederiksen bør drage samme konklusion som Poul Schlüter gjorde i 1993. Det Radikale Venstre har tilsluttet sig den mistillid de blå partier har udtrykt gennem nogen tid, og spørgsmålet er om ikke Mette Frederiksen ligesom Schlüter bør konstatere, at der simpelthen ikke mere eksisterer et godt grundlag for ledelsen af landets regering.