Et enigt Folketing har onsdag bakket op om, at statsminister Mette Frederiksen på to topmøder i Nato og EU de kommende dage arbejder for flere sanktioner mod Rusland og yderligere hjælp til Ukraine.

Adspurgt om, hvad Danmark mere kan gøre, vil statsministeren ikke tale om specifikke ting som f.eks. udvise russiske diplomater som andre lande har gjort.

Hvad med at starte med at sløjfe staten huslejetilskud til Den Russiske Ambassade?

Det fremgår af finansloven (§ 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af lejemålene. I 2022 udgør tilskuddet 900.000 kr. og det samme tilskud forventes ydet i de kommende år.

Det er mærkelige tider, vi lever i. Venstre og Konservative vil krigen, men det nye er, at Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti også vil være med i en EU-hær. Venstrefløjens foretrukne dagblad, Information, vil have forsvarsforbeholdet ophævet, ”fordi vi vil være mere uafhængige af de andre derude, som har de store kanoner. Det er en frihedskamp for Europa mellem amerikansk tech-kapitalisme, kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, som det er i Danmarks og Europas interesse, at vi deltager i.”

Ét er, at vi skal føre en frihedskamp for at gøre os uafhængige af kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, men det er decideret oprørende, at der også insisteres på, at vi skal føre ”frihedskamp” mod vores allierede, USA, der er helt afgørende for det nord-atlantiske forsvarssamarbejde, der har været, er og altid vil være den eneste sikre garant for Danmarks sikkerhed.

Hvilke nye krige vil de partier, der vil have forbeholdet ophævet, kaste Danmark ud i?

Forsvarsforbeholdet i EU har desværre ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden henviser idelig til mulighederne for, at Danmark kan engagere sig i fredsbevarende missioner i Østeuropa og på Balkan, og det påpeges med beklagelse, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Søren Gade og Balkan

Det er helt vildt, at JA-siden argumenterer med Balkan. Især er det stødende, at en notorisk løgnagtig forsvarsminister som Søren Gade, nu finder det opportunt igen at bidrage til misinformationen. Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien – angiveligt for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

Sønderbombningen af Libyen

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Konklusion

Stem NEJ den 1. juni 2022!

I forsvaret af Danmark spiller vores medlemskab af NATO den helt afgørende rolle. Det er da også NATO der som de eneste har mulighed for stå op imod Putins aggression. Institutioner som FN og EU spiller ingen rolle, når først kampvognene ruller. Desværre.

Derfor bør Ja-partierne undgå den skingre tone, som blev benyttet under afstemningen om retsforbeholdet i 2015. Dengang blev der nærmest sat lighedstegn mellem et “Nej”, og så at lade pædofile netværk løbe løbsk.

Resultatet blev at man provokerede vælgerne, der som danskerne har for vane, endte med at stemme Nej i trods.

Der er udsigt til det samme den 1. juni 2022. Der er nemlig ingen direkte sammenhæng mellem krigen i Ukraine og så det danske forsvarsforbehold, og den EU-hær som aldrig ville komme, er her allerede!

Putin er ikke bange for EU’s militære slagkraft uanset om Danmark er med eller ej.

Moskva har derimod angiveligt respekt for forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), som Danmark siden 2014 har deltaget i. JEF er ledet af Storbritannien og består ellers af medlemmerne Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Rusland betragter også EII (European Intervention Initiative), som en seriøs udfordring. Danmark deltager i samarbejdet, der knytter an til Nato-samarbejdet, og omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Reaktionen i Moskva

Det siges, at efter Brexit har Putin og generalerne i Moskva kun har haft skæve smil og skuldertræk til overs for de maniske franske bestræbelser på at etablere en EU-hær uden British Armed Forces.

Den korsikanske nationalist Yvan Colonna er død efter et overfald tidligere i marts i det fængsel, hvor han afsonede en livstidsdom for drab.

Det oplyser hans familie mandag den 21. marts 2022, skriver det franske nyhedsbureau AFP ifølge Ritzau.

Overfaldet udløste uroligheder og sammenstød mellem demonstranter og politi på Middelhavs-øen Korsika, hvor Colonna ifølge France 24 anses som en frihedshelt blandt personer, der ønsker selvstændighed for øen.

I et forsøg på at dæmpe de lokale uroligheder besluttede det franske retssystem at suspendere Colonnas fængselsdom af sundhedsmæssige grunde.

Og i sidste uge overraskede Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, da han i et avisinterview antydede, at regeringen i Paris kan være indstillet på at tildele Korsika en eller anden form for selvstyre.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde efterfølgende, at debatten om selvstyre for Korsika ikke længere skulle være et “tabu”.

Mordet

Den 6. februar 1998 skulle Claude Erignac, præfekt og den franske stats øverste embedsmand på den franske middelhavsø, Korsika, til koncert i Ajaccio samme med sin hustru Dominique.

Claude Erignac satte sin hustru af og ville slutte sig til hende, når han havde parkeret sin bil. Præfekten havde ingen livvagt, fordi han, som han sagde, ville vise, at på Korsika gælder de samme regler som alle andre steder i den franske republik.

Men Korsika var i 1998 – og er stadig ikke – som resten af Frankrig, og Madame Erignac kom til at vente forgæves på sin mand.

En flok korsikanske nationalister passede Claude Erignac op, og likviderede ham med 3 skud i hovedet fra en revolver af mærket Beretta.

Det første år efter mordet forløb, uden at efterforskningen gav resultater. Omertà eller ”tavshedens lov” gælder ikke kun på Sicilien, men er udbredt også på Korsika.

Politiet var længe på bar bund, men i maj 1999 kom man på sporet af den gruppe af korsikanske nationalister, der stod bag mordet. Flere mænd blev anholdt, men den hovedmistænkte, Yvan Colonna, gik under jorden. I de næste fire år var Yvan Colonna Frankrigs mest eftersøgte mand, inden han blev anholdt den 4. juli 2003.

En domstol i Paris idømte i juli 2003 otte korsikanere lange fængselsstraffe for deres medvirken i drabet på Frankrigs øverste embedsmand på Korsika i 1998. De otte fik fra 15 til livsvarigt fængsel for medvirken til mordet på Claude Erignac.

Yves Colonna, der nægtede at have begået drabet, blev efterfølgende idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Præsident Emmanuel Macron ville markere 20-års-dagen for drabet på præfekt Claude Erignac.

Præsident Emmanuel Macron besøgte i februar 2018 Korsika for at markere 20-års-dagen for drabet på præfekt Claude Erignac. Korsikanerne benyttede anledningen til i tusindevis at samles i Ajaccio, regionshovedstaden på Korsika, for at kræve mere selvstændighed fra Frankrig.

Nationalisterne på Korsika kræver ikke løsrivelse fra Frankrig, men beder om, at øen får status som selvstyrende region, og at korsikansk bliver anerkendt som et officielt sprog.

Skuffede nationalister på Korsika

Ved de seneste lokalvalg på Korsika opnåede den regerende koalition af nationalister på Korsika,56.5 pct. af stemmerne.

Præsident Macrons parti, “REM – La République En Marche!” fik kun 12,7 pct. af stemmerne, og det er tydeligt, at der i den korsikanske befolkning på 330.000 er betydelig opbakning til de korsikanske separatistbevægelser.

De seneste uroligheder og sammenstød mellem demonstranter og politi på Korsika, var nok udløst af drabet på frihedshelten Yvan Colonna, men også udtryk for skuffelse over udkommet af forhandlingerne med den franske regering, der ikke umiddelbart har imødekommet kravene om øget selvstyre, amnesti for de fængslede ”terrorister” fra FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika, eller kravet om ligestilling af fransk og korsikansk, og en præferencestilling for ”korsikanske fastboende”, der sigter på at forhindre at korsikansk ejendom opkøbes af udenøs investorer.

Nationalismen på Korsika

Korsika indtager førstepladsen som den region i Frankrig med de fleste drab og er samtidig den fattigste region i Frankrig og helt afhængig af overførsler fra Frankrig og af turisme.

Korsika er ikke – og har aldrig været som resten af Frankrig!

Efter 700 år under først Pisa og siden Genova har Korsika udviklet sin egen kultur og sit eget sprog, som Frankrigs overherredømme – efter en kort periode som selvstændig republik efter oprøret i Corte i 1755 – siden 1769 ikke har formået at udviske. Korsika minder i den henseende en del om de italienske øer Sardinien og Sicilien.

Selv Napoleon Bonaparte, der stammede fra Ajaccio, kunne ikke sikre Korsikas fulde integration i Frankrig.

Overalt på Korsika ser man stadig skilte og tags med FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika (på korsikansk: Fronte di Liberazione Naziunale Corsu), der siden 1970’erne har stået bag et væbnet og ganske blodigt oprør. Mange steder ser man stadig vejskilte, hvor den franske del er overmalet og gennemhullet af skud med våben i alle kalibre.

FNLC går fortsat ind for uafhængighed for øen, men bortset fra skiltelikvideringer er man – i hvert fald officielt – ophørt med de bombninger, bankrøverier og andre voldelige metoder, som de tidligere brugte til at nå deres mål. FNLC er blevet forbundet med mindst 40 mord, og især blev udlændinge, der ejede ejendom på Korsika, ofte angrebet. Bevægelsen nedlagde officielt våbnene i 2014, og en nationalistisk regionalregering blev fredeligt valgt i 2015.

Fransk politik på Korsika

Franske politikere er ikke populære på Korsika, og især Marine Le Pens far har pådraget sig nationalisternes vrede, bl.a. fordi Jean-Marie Le Pen i perioden, hvor det gik hårdt til med drab og røverier, krævede, at der skulle slås hårdt ned på FNLC og idømmes dødsstraffe.

Politisk er korsikanerne først og fremmest nationalister, men på den sydlige del af Korsika er befolkningen gennemgående mere konservative og liberale, og tilsvarende er socialisterne i flertal på den nordlige del af Korsika.

I dag er Trikoloren og EU-flaget bestemt synlige på Korsika, men ikke i helt samme grad som andre steder i Frankrig. Til gengæld ses den korsikanske selvstændighedsfane med den halshuggede sorte maurer med hvidt bind for øjnene overalt.

Korsikansk mafia

Nogle af de tidligere frihedskæmpere fra FNLC har tydeligvis kastet sig over andre aktiviteter, og den organiserede kriminalitet, der ikke kun rækker ind i Marseille – den ”største Korsikanske by” med over 150.000 korsikanere – men overalt i Frankrig og i andre lande, er meget omfattende.

New York Times har i en større artikel, der tager udgangspunkt i mordet i september 2019 på restauratøren Massimu Susini fra Cargèse på Korsika, beskrevet den omfattende mafia-aktivitet på øen. Borgmestre og andre øvrighedspersoner myrdes sammen med genstridige forretningspartnere. Borgere, der protesterer mod byggerier i strandkanten og andre ulovligheder, bliver truet på livet, og de af anklagemyndighederne fra Frankrig udsendte anklagere, har kun sjældent held til at opklare forbrydelserne.

Oliehandelsvirksomheden OW Bunker, der havde base i Nørresundby, handlede med brændstof til skibsfarten verden over, blev købt af kapitalfonden Altor i 2007. Efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.

OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et resultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den store og stigende indtjening. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.

Aktiekøberne stod tilbage med en lang næse.

OW Bunker, Den Danske Bank og Hafnia Holding

Sagen om OW Bunkers overraskende konkurs bringer mindelser om Hafnia Holding.

Forsikringskrigen, der fandt sted i begyndelsen af 1990erne mellem Hafnia og Baltica, havde eroderet det økonomiske grundlag for Hafnia-koncernen.

I 1992 iværksatte Den Danske Bank derfor en ”redningsplan”, hvor man fik tidligere departementschef, DONG-formand Holger Lavesen og tidligere adm. direktør for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, Olav Grue, til at lægge navn til en aktieemission i Hafnia.

Holger Lavesen og Olav Grue var tillidsvækkende typer, og Grue havde ligefrem et ry som dansk erhvervslivs “redningsmand”. Bag denne tilsyneladende bundsolide facade, lykkedes det faktisk Den Danske Bank i juli 1992 at kradse 2 mia. kr. ind fra håbefulde investorer, herunder en lang række almindelige småsparere, pensionister og gamle Hafnia-medarbejdere.

Allerede den 19. august 1992 gik Hafnia Holding i betalingsstandsning og endelig konkurs i maj 1993.

Hafnia Holding åbenbarede en hidtil ukendt kynisme og skrupelløshed i den danske finansverden, som trak et spor af tragedier gennem det danske samfund. En af dem, der blev ramt, var den dengang gode socialdemokratiske direktør i Københavns amt, Bo Smith. Han troede han gjorde amtet en tjeneste ved at placere kommunens midler til en tilsyneladende gunstig forrentning i Hafnia Holding.

Bo Smith opnåede som følge af manglende rettidig omhu den ret sjældne ”ære” personligt at påføre skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kr. i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Det forhindrede imidlertid ikke at Bo Smith blev forfremmet til departementschef. Siden havde han ansvaret for den stort set nytteløse aktiveringsindsats, som arbejds- og beskæftigelsesministerierne har tilrettelagt for de arbejdsløse. Minsandten om ikke hans trofaste fagforening, DJØF, satte ham i spidsen for et udvalg, der skulle vurdere embedsmandsrollen. Det kom der heller ikke noget godt ud af.

Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale. I november 2019 blev det oplyst, at Københavns Politi havde besluttet ikke at indlede en straffesag om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.

Oplysningen om, at Københavns Politi havde sagt stop, kom fra den ledende anklager – advokaturchef Dorit Borgaard, der udtalte at: ”Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet”.

Daværende rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg, har tidligere indrømmet, at der skete “markante fejl”. Sagerne rejste imidlertid alvorlig tvivl om Rigspolitiet. Når Bettina Jensen ikke kunne drages til ansvar, betød det så, at hendes omgåelse af udbudsregler m.v. har været sanktioneret af Rigspolitiets ledelse?

Anklagemyndigheden havde i byretten nedlagt påstand om to års fængsel til Bettina Jensen og ti måneder til Mariann Færø, mens begge forsvarere argumenterede for frifindelse af de to kvinder. Om tidligere rigspolitichef, Jens Henrik Højberg, der i dag feder den i New York, er omfattet af anken vides ikke.

https://www.information.dk/telegram/2022/03/politichefs-frifindelse-bestikkelse-anket

Når Henrik Gade Jensens argumentation stilles over for Søren Gades helt utroværdige holdningsskifte får vi en ganske overbevisende dokumentation for, at den pludselige beslutning om at ophæve forsvarsforbeholdet er begrundet i rævekager og indenrigspolitiske, taktiske hensyn. Søren Gades kovending vil ikke overbevise EU-skeptiske danskere, der af let forståelige grunde er betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af Nato-skeptiske medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os.

https://www.berlingske.dk/kommentarer/en-afskaffelse-af-eu-forbeholdet-vil-i-praksis-ophaeve-danmark-som

New York Times bragte søndag den 20. marts 2022 en alarmerende artikel om risikoen for en verdensomspændende fødevarekrise: “Ukraine War Threatens to Cause a Global Food Crisis”.

‎Ifølge New York Times risikerer Ruslands invasion af Ukraine at forårsage global fødevaremangel og øge verdens sult. Krigen har afskåret en meget stor del af verdens produktion af hvede, majs og byg i Rusland og Ukraine fra resten af verden. Siden russiske styrker angreb Ukraine for næsten en måned siden er hvede- og bygpriserne derfor presset op med henholdsvis 21 procent og 33 procent.

Priserne for visse gødningstyper er vokset med 40 procent, rapporterede ‎‎Times‎‎. Priserne på andre råvarer, herunder metaller og olie, er også steget.

David Beasley, administrerende direktør for FN’s Verdensfødevareprogram, WFP, i Rom, vurderer, at der ikke siden Anden Verdenskrig har været situationer, der kommer bare i nærheden af den katastrofe, vi nu står overfor.

Det forlyder nu, at danske soldater skyder med løst krudt, fordi der ikke er patroner nok. Det skal man ikke kimse af. I tiden uden kostbare svømmehaller overalt blev der i ikke så få landsbyskoler undervist i ”tørsvømning”, og det kan ikke udelukkes, at nogle faktisk fik lært at svømme på den måde.

Belgiske erfaringer

I fristaten Congo – en koloni i Centralafrika, der frem til 1908 tilhørte kong Leopold 2. personligt – bestod kolonialhæren – “Force publique” – af congolesere, som var blevet hvervet med tvang eller frivilligt. De ledtes af en mindre gruppe af hvide fra hele Europa, blandt andre Sverige og Danmark, men især fra Belgien.

“Force publique” tvang de indfødte ud i skovene for at indsamle gummi fra lange ranker på gummitræerne. De blev tvunget til at opfylde en vis kvote, og de, som ikke gjorde det, blev straffet brutalt med pisk eller på anden vis.

Et af de mere makabre indslag i Leopolds jagt på gummi var, at man – ligesom i det danske forsvar – blev beordret til at spare på ammunition, og derfor var “Force publique” instrueret om, at for hver kugle, som blev afskudt enten mod vilde indfødte, som forsøgte at undgå at blive tvunget ud i skoven eller mod rebeller, måtte de forevise en højrehånd, dvs. at hvis en soldat kom til basen om aftenen og havde anvendt tre patroner, skulle han også have tre afhuggede højrehænder med sig. Dette for at kuglerne ikke skulle bortsløses på dyr. Når man ramte forbi, var man tvunget til at hugge hånden af et levende menneske, ikke sjældent et barn.

https://www.berlingske.dk/danmark/der-kan-gaa-et-aar-foer-forsvaret-har-ammunition-nok-til-at-kunne-gaa-i

Er der nogen, der kontrollerer om Dan Bunkering eller andre virksomheder omgår sanktionerne mod Rusland via Belarus/Hviderusland? Eller via Kina, Nordkorea, Iran eller Armenien?

Belarus forsynes med olie og gas fra Rusland. Det giver arbejde til de belarussiske olieraffinaderier. De russiske subsidier til Belarus – i form af billig olie og naturgas – er udregnet til at udgøre mellem 15 og 20 procent af landets BNP. Til gengæld går al belarussisk eksport af mælkevarer og kød til det russiske marked.

Det siges, at det samme gælder sanktionsramte vestlige varer, der sælges med Belarus som mellemstation. Pludselig kan man finde produkter som ”belarussisk parma-skinke” eller ”belarussiske østers” i russiske supermarkeder. Kan man finde ”belarussisk krigsmateriel” med postnummer 8520, Lystrup, ”lurmærket belarussisk smør” eller ”Prince of Minsk”?

Det vil i givet fald ikke blive bremset i Belarus, der har et forhold til Rusland som en junkie til sin pusher. Hvideruslands økonomi er fuldstændig afhængig af Rusland. Al energien kommer fra Rusland. Infrastrukturen er afhængig af Rusland. Alle belarussiske militærfolk får deres træning i Rusland. Sproget, som flertallet af hviderusserne taler, er russisk, og det næste angreb på Ukraine kommer sikkert fra Belarus.