Hvilke nye krige skal vi involvere os i?

Uffe Ellemann og Kjeld Hillingsø
Uffe Ellemann og Kjeld Hillingsø argumenterer for ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Forsvarsforbeholdet i EU har ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden påpeger ideligt til, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien, og gamle kold-krigere, der ikke selv risikerer noget, ønsker at unge danske soldater i større omfang skal føre krig sammen med andre EU-lande.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Vær Beredt!

forsvarspolitik i eu

Vi skal være på vagt og stemme NEJ, når Stine Bosse, radikale, folkesocialister, Dansk Metal og repræsentanter for våbenindustrien med skinnende øjne, patos og stakåndet opstemthed hylder ”en tung forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland” og samtidig beklager, at forsvarsforbeholdet afskærer danske soldater fra at deltage i EU-missioner.

Hvad er det for missioner, man ønsker at sende danske soldater ud på? Seks ud af syv militære EU-missioner foregår i øjeblikket i Afrika, hvor EU militærtræner og bevæbner korrupte regimer og dermed medvirker til krænkelser af menneskerettigheder. Skal unge danske soldater sendes til Libyen, Sahel eller Mozambique eller andre steder, hvor Frankrig måtte have imperialistiske interesser?

Bortset fra at ofre danske soldater og ressourcer i militære eventyr langt fra fædrelandet og uden sikkerhedsmæssig betydning for Danmark, er det helt og aldeles uklart hvad Danmark faktisk og konkret kan opnå ved at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Til gengæld er der stor risiko for at ophævelsen af forbeholdet i kombination med Frankrigs og Unionstilhængernes ambitioner om en uafhængig EU-hær og slagkraftige indsatsstyrker vil svække den stærke nationale enighed om forsvarspolitikken og kompromittere Nato, der har været, stadig er, og også i fremtiden vil være garanten for Danmarks sikkerhed.

Hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, ender Danmark – igen – i Libyen

IRINI

I debatten om forsvarsforbeholdet anføres det, at danske soldater afskæres fra at deltage i EU-missioner. Seks ud af syv militære EU-missioner foregår i øjeblikket i Afrika, hvor EU militærtræner og bevæbner korrupte regimer og dermed medvirker til krænkelser af menneskerettigheder.

Alligevel har flere fortalere for ophævelsen af forbeholdet anført, at det ville være ønskeligt, hvis Danmark kunne deltage militært i diverse EU-missioner.

Libyen

I debatten har tilhængere således peget på, at Danmark kunne gøre en forskel ved at deltage i EU-missioner i Libyen.

Siden 2015 har EU haft først skibe og siden fly sat ind ved Middelhavet ligesom man har uddannet kystmyndigheder og flåden i Libyen. Formålet er at sætte en stopper for menneskesmugling til Europa og siden opretholde en våbenembargo mod landet.

Strategien er at give Libyens kystvagter ansvar og ressourcer til at forhindre både med flygtninge og migranter i at nå frem til Europa, hvor de kan søge om asyl. Samarbejdet betyder, at tusindvis af migranter sendes tilbage til Libyen, hvor de fængsles og udsættes for umenneskelig behandling.

Ud over de militære missioner i området har EU også støttet Libyens kystvagt økonomisk igennem mange år. I rapporten ”Italy-Libya agreement: Five years of EU-sponsored abuse in Libya and the central Mediterranean” som Læger Uden Grænser udgav i februar 2022, kan man læse om de forfærdelige forhold i Libyens fængsler.

Danmarks erfaringer i Libyen

Libyen udviklede sig til kaos efter det Nato-støttede oprør mod Muammar Gaddafi i 2011.

Den 15. februar 2011 udbrød der – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Fjernelsen af Gaddafi udløste borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet, som stadig karakteriserer landet efter mere end 10 år.

Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber!

Den danske indsats bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man ellers havde håbet. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb. Det er den trussel, der lå bag beslutningen om at sende et dansk troppekontingent til Mali.

Overgangsregering

Siden 2015 har Libyen haft en overgangsregering baseret på en politisk aftale under forhandlinger mellem parterne i Schweiz faciliteret af FN.

GNA-regeringen (Government of National Accord) har af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) siden været anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været støttet af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land.

Haftar har øjensynligt været støttet af Rusland, Egypten og flere andre afrikanske stater, og det så faktisk en overgang ud til, at oprørerne kunne true den FN-anerkendte regering i hovedstaden Tripoli med premierminister Fayez Al-Sarraj i spidsen. Tripoli-regeringen modtog imidlertid massiv støtte fra Tyrkiet, og balancen blev genoprettet.

Det aflyste præsidentvalg den 24. december 2021

I oktober sidste år blev de to store sider i Libyens borgerkrig – den internationalt anerkendte nationale samlingsregering i Tripoli og Khalifa Haftars østlige libyske nationale hær i Benghazi – enige om en våbenhvile.‎

Som et led i køreplanen for definitivt at afslutte borgerkrigen og efter pres fra FN skulle 1. runde i et præsidentvalg afholdes den 24. december 2021, mens parlamentsvalget blev udskudt til januar eller februar.

Der er endnu ikke aftalt tidspunkt og de nærmere regler for valgene.‎

Magtkampen

Mens der angiveligt foregår forhandlinger i Kairo mellem på den ene side repræsentanter for High Council of State, der støtter GNA-regeringen i Tripoli og den midlertidigt udpegede premierminister, Abdul Hamid Dbeibeh, fra partiet Future of Libya.

På den anden side af forhandlingsbordet sidder repræsentanter for House of Representatives fra Tobruk i den østlige del af Libyen, der har udpeget Fathi Bashagha, der tidligere har været indenrigsminister (og sikkerhedschef) i GNA-regeringen.

Der er endnu ikke noget resultat af forhandlingerne i Kairo om de konstitutionelle rammer for afholdelsen af valg til Parlamentet og præsidentposten, og i mellemtiden truer konflikten med igen at bryde ud i åben borgerkrig.

Ruslands interesse

Grunden til Ruslands interesse og indblanding i borgerkrigen i Libyen skulle ifølge kilder i Moskva være, at præsident Vladimir Putin ønsker at få en flådebase på Libyens 1.770 kilometer lange Middelhavskyst som supplement til den luft- og flådebase, han har opnået i Tartus, Syrien.  Rusland har øjensynlig været generøs med militære forsyninger, herunder luftforsvarssystemer, til Haftars oprørsstyrker. Endnu vigtigere er det måske, at han har givet grønt lys til fire russiske private sikkerhedsfirmaer til at sende militære trænere, rådgivere, teknikere og endda kamptropper til Libyen.

Tyrkiets rolle

Tyrkiet har imidlertid interveneret til fordel for den af FN og EU anerkendte GNA-regering og Fayez al-Sarra.  Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har med finansiel støtte fra Qatar og opbakning fra det internationale netværk af Muslimske Broderskab og med Iran på sidelinjen udstyret GNA-styrkerne med hjemmelavede droner, kendt som Bayraqdar (Flagbearer), kopieret fra en ældre amerikansk model.

Ankara har også rekrutteret omkring 6.000 syriske tidligere oprørere, de fleste med muslimsk broderskabsbaggrund, til at kæmpe for GNA.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan forsøger at retfærdiggøre alle disse elementer i hans neo-osmanniske strategi ved at pege på mere end 30 milliarder dollars i tyrkiske investeringer i Libyen under Gaddafi, da næsten en million tyrkere arbejdede der. Selvom Gaddafi havde givet libysk statsborgerskab til mange tyrkere, vendte de fleste indvandrere hjem efter hans fald.

I 2019 underskrev Tyrkiet en række aftaler med GNA, hvorefter Ankara fik indflydelse på udnyttelsen af olieressourcer i det østlige Middelhav.

Tyrkiets bistand påvirker kampene

Støtten fra Tyrkiet har ved hjælp af droner og ikke mindst lejesoldater fra Syrien gjorde en afgørende forskel og sendte oprørsgeneralen Khalifa Haftar på tilbagetog.

Styrker fra samlingsregeringen med hjælp fra tyrkiske droner og luftstyrker erobrede flere store grænseområder tilbage fra oprørerne, og Khalifa Haftar og LNA mistede dermed sin sidste store bastion i det vestlige Libyen.

Egypten

Mens Tyrkiet støtter GNA-regeringen, støtter nabolandet Egypten oprørerne og Khalifa Haftar. Egypten mener de har ret til at træde ind militært i nabostaten Libyen. Det har den egyptiske præsident, Abdel Fatah Al-Sisi, i hvert fald udtalt.

Men der er langt flere eksterne spillere med i det store kludetæppe ved Middelhavet, og det er ved at udvikle sig til en pinlig affære for EU, hvor medlemslandene heller ikke helt kan blive enige om, hvem der skal støttes.

Frankrig

Frankrig har store interesser i Libyen. Det store franske olieselskab, Total, har været i Libyen i snart 70 år, og i december 2019 indgik det en aftale med investeringer for 650 millioner dollar i libyske oliefelter.  

Da den franske præsident, Emmanuel Macron, i kraftige vendinger kritiserede Erdogan for Tyrkiets involvering i Libyen, reagerede den tyrkiske udenrigsminister med at påstå og beklage at Frankrig i det skjulte støttede oprørerne under general Khalifa Haftar og udtale, at der kan være tale om “en solformørkelse i Macrons sind”.

EU spiller en tvivlsom rolle i Libyen

Desuagtet EU’s medlemslandes forskellige tilgange til Libyen, har EU’s udenrigsansvarlige, den spanske kommissær Josep Borrell, forsøgt at vise handlekraft. EU har en flådemission i området ved navn IRINI (det græske ord for fred), der skal håndhæve FN’s våbenembargo mod landet.

Frankrig har været meget aktive i IRINI og har sendt det store hangarskib Charles de Gaulle til området.Initiativet er imidlertid blevet kritiseret, fordi det primært forhindrede våbenleverancer til den lovformelige GNA-regering i Tripoli, mens oprørsgeneralen Haftar kunne modtage våben over landegrænsen til venligtsindede Egypten.

Det er heller ikke fuld enighed blandt EU-landene om missionen, da Malta ikke ønsker at deltage og har truet med at nedlægge veto mod finansieringen.

EU Observer beretter også i en notits, at Malta har indgået en aftale med GNA-regeringen i Tripoli om særlige ”enheder”, der skal bekæmpe migration og bådflygtninge over Middelhavet med destination på Malta.

Malta har ligeledes truet med veto mod udpegning af en italiener som leder af IRINI, og har nævnt, at det skyldes den manglende solidaritet fra andre EU-lande i at modtage flygtninge, der ankommer til Malta.

Tidligere har malteserne bremset en flygtningebåd på vej mod øen, leveret benzin og sendt den i retning af Sicilien, så noget tyder på, at der er kurrer på tråden mellem flere lande i Middelhavet.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i det krigsplagede land. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

Kampen om Middelhavet
En af de væsentlige årsager til stridighederne mellem regionale stormagter om konflikten i Libyen er olie og gas. Der er opdaget store forekomster i den østlige del af Middelhavet, og Tyrkiet har lavet en aftale med regeringen i Tripoli om udnyttelse af ressourcerne, der imidlertid er lokaliseret i et omstridt farvand.

Det har vakt utilfredshed, særligt i Cypern som mener, at den påståede libyske olie ligger i cypriotisk farvand. Østaten arbejder samtidig med sit eget store projekt ved navn EastMed Pipeline. Der er planer om en stor rørledning, der skal føre naturgas fra det østlige Middelhav via Cypern og Kreta til det græske fastland.

Her er der oprettet et forum med Cypern, Egypten, Grækenland, Libanon og Israel, mens Tyrkiet ikke har været inviteret med til bordet. Det har medvirket til at skuffe tyrkerne, lyder det i en analyse på European Council on Foreign Affairs.

Frankrig har også søgt medlemskab i EastMed-konsortiet.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i Libyen og Middelhavet. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

I mellemtiden ville bådflygtninge over Middelhavet igen kunne eskalere og yderligere udfordre sammenholdet i EU.

Et nyt Syrien?

Mens de stridende parter i Libyen har været låst af deres indbyrdes strid, har terrorgrupper, begyndende med ISIS og afrikanske udløbere af al-Qaeda, allerede sikret sig fodfæste i Libyen. Til disse kan tilføjes et dusin klaner, der søger at kontrollere deres egne territorier og i bestræbelserne herpå er parat til at tilbyde deres bistand til den side, der tilbyder de største fordele for dem selv.

Udsigten til, at Libyen kan blive et nyt Syrien, er således en reel trussel.

Kan tiltale efter Straffelovens 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” frafaldes?

Claus Hjort Frederiksen

Den 12. maj 2022 meddeler Justitsministeriet i en pressemeddelelse, at Rigsadvokaten indstiller, at der rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen for overtrædelse af straffelovens § 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

Af Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

Sagen mod Arne Herløv Petersen

I anledning af sagen mod Hjort Frederiksen kan der være anledning til at minde om en sag fra 40 år siden, hvor den daværende justitsminister valgte at udnytte hjemmelen i Straffelovens § 110 f til at frafalde en tiltale efter § 108 hvorefter den, der foretager sig noget, hvorved fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, straffes med fængsel indtil 6 år.

Historien er, at den socialdemokratiske Justitsminister fra januar 1981 til september 1982, Ole Espersen, som beskrevet af PET-Kommissionen den 17. april 1982 besluttede at frafalde tiltalen efter Straffelovens § 108 mod forfatteren Arne Herløv Petersen.

PET ville have Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea, dømt for ulovlig agentvirksomhed.

PET havde, uden Justitsministerens vidende, men sandsynligvis med accept fra daværende departementschef i Justitsministeriet, Niels Madsen, anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981.

Tiltalen efter straffelovens §108 blev ved Ole Espersens mellemkomst frafaldet. Der har været spekuleret på, at Ole Espersen måske kunne have frygtet, at en sådan retssag kunne have medført ubehagelige afsløringer om venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Under alle omstændigheder endte Herløv Petersen-sagen Ifølge PET-Kommissionen med en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.

Ole Espersen

Om justitsminister Ole Espersen, der nåede 21 år i Folketinget, var professor på Københavns Universitet og Justitsminister i 1981-82, har Berlingske Tidende ved flere lejligheder omtalt, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

Imidlertid blev det med departementschefen i Justitsministeriet, Niels Madsen, aftalt at der ikke var grund til at informere Ole Espersen om den russiske dobbeltagent, Oleg Gordievsky, der siden slutningen af 1974 med PET’s viden og bistand havde arbejdet for britiske MI6.

I det historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal af professor Bent Jensen, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger.

Ole Espersen bidrog ifølge Bent Jensen med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der her er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham. PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale. Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Gert Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

Kan de vestlige lands sammenhold bære krigen i Ukraine?

Ukraine krig

Efterhånden som krigen i Ukraine udvikler sig til en konflikt, der kan vare i årevis, tester den de vestlige landes sammenhold og beslutsomhed. Vil de stigende økonomiske omkostninger over tid tære på solidariteten?

Selvom der er forskelle i f.eks. Frankrigs og Biden-administrationens syn på hvordan krigen skal håndteres, er der også tegn på voksende solidaritet.

Finland og Sverige er nu tættere på at blive medlemmer af Nato, og Storbritannien tilbyder sikkerhedsgarantier for at sikre sig mod den russiske trussel.

Krigsøkonomi

Alligevel kan vi 76 dage inde i kampene mærke effekten på vare- og energiforsyningslinjer på benzin-, gas- og oliepriser og på de galopperende prisstigninger på forbrugsvarer. Vi er på vej mod en økonomisk krigstilstand, hvor vi nok spares for de ødelæggelser, død og lemlæstelser, som ukrainerne udsættes for, men ikke for tab af levestandard.

Kan vi holde til det?

Nogle analytikere mener, at Vladimir Putin kalkulerer med, at de vestlige lande vil være de første, der bliver trætte i en langvarig kamp om Ukraines omstridte Donbas-region.

Biden-administrationens direktør for den nationale efterretningstjeneste, Avril Haines, har udtalt, at Putin gik efter en langvarig belejringstilstand, og sandsynligvis kalkulerer med, at USA og EU-landenes bistand til Ukraine vil svækkes efterhånden som fødevaremangel, inflation og energimangel bliver værre.

I Danmark har regeringen i den netop offentliggjorte Økonomiske Redegørelse vurderet, at Ruslands invasion af Ukraine allerede har påvirker økonomien i Danmark, blandt andet i form af stigende energipriser og en kraftig forhøjet inflation. Alligevel forventer finansministeriets økonomer en BNP-vækst på knap 3½ pct. i 2022.

Den Europæiske Centralbank signalerer samtidig, at banken vil hæve renterne i eurozonen når det nuværende opkøbsprogram indstilles.

Analytikere forventer derfor at ECB allerede i juli foretage den første af en serie renteforhøjelser. Det vil formentlig ske den 21. juli 2022, hvor ECB-bestyrelsen holder møde.

ECB har endnu afholdt sig fra rentestigninger, selvom både den amerikanske centralbank og Bank of England har gennemført renteforhøjelser.

Kan inflationen holdes i ave?

Italien og andre sydeuropæiske lande er ikke begejstrede ved udsigten til renteforhøjelser. De har ikke glemt, at da ECB sidst hævede renten i 2011, forårsagede det en europæisk gældskrise. De stærkt forgældede medlemslande – især Italien og Grækenland – blev pludselig tvunget til at betale tocifrede renter på statslån, og Euroen kom under pres.

Lande som Finland, Østrig og Belgien mener omvendt at det er høje tid at ECB forhøjer renten, hvis inflationen skal holdes i ave. Problemet er, at væksten i euroområdet næsten er gået i stå på grund af rekordhøje energipriser og udfaldet af den russiske invasion af Ukraine, og det begrænser ECB’s handlemuligheder.

Opbremsningen i ECB’s opkøbsprogrammer har allerede drevet låneomkostningerne for medlemslandene op fra nul til 1,5 procent for 10-årige obligationer i gennemsnit, hvor Italien og Grækenland betaler tre og 3,5 pct.

Risiko for ny finanskrise?

Med mere økonomisk usikkerhed i horisonten kan forskellen i lånerenter mellem EU-medlemmer eskalere yderligere, hvilket truer unionens stabilitet.

Finansmarkederne udvikler sig i øjeblikket på en måde, som er både opsigtsvækkende og bemærkelsesværdig.

Mens inflationen raser, styrtbløder aktieindeksene i USA og andre steder, og det globale obligationsmarked havde i april sin værste måned nogensinde. Samtidig er valutaer som den japanske yen og kinesiske yuan faldet markant, og den Internationale Valutafond, IMF, har nedjusteret skønnet for den kommende økonomiske vækst.

Økonomer advarer om, at det kan ende som i 2008, hvor krakket i Lehman Brothers satte finanskrisen i gang.

Den internationale finanskrise i 2008

Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked, der i en periode havde været overophedet. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.

Roskilde Bank

I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart opfattet som et signal om en generel og altomfattende finanskrise.

Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Den nye type CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

Finanskrisen

Det viste sig imidlertid, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt, var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse garantier forhindrede, at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Bankerne havde stor gæld, lille kapital og begrænset risikokontrol

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

Den amerikanske centralbank begyndte tidligt at opkøbe store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, ECB, fulgte trop.

Bankpakkerne

I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en række bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 4500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.

Partiloyalitet

Sass Rossen

I Kristeligt Dagblad beskriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen forholdet mellem Kristendemokraterne og deres enlige repræsentant i Folketinget, Jens Rohde. Blandt de belastende forhold nævnes, at Jens Rohde ved kommunalvalget fortalte offentligt, at han lokalt i Viborg havde stemt på sin kone, Katrine Fusager Rohde fra Venstre. Det er vel ikke værre end så mange andre steder. F.eks. er det almindeligt kendt, at Uffe Ellemann-Jensen ved kommunalvalg i Gentofte altid stemte på den daværende konservative spidskandidat, borgmester Hans Toft.

Prøver justitsministeren at løbe fra sit ansvar?

FE

Rigsadvokaten indstiller, at der rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen for overtrædelse af straffelovens § 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

Men af Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

Det ville derfor have været mere redeligt, hvis Justitsministeren havde invitere Folketingets partier for at rådføre sig med dem, om der skal rejses tiltale og i givet fald om processen for Folketingets stillingtagen til eventuel ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet.

https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/rigsadvokaten-indstiller-tiltalerejsning-i-sagen-mod-claus-hjort-frederiksen/

Det ender med ”flertalsafgørelser”!

Charles Michel1

Argumentet om, at Danmark i virkeligheden vinder indflydelse og retten til at sige nej, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, står svagt efter tilkendegivelserne på Europadagen den 9. maj 2022 og slutrapporten fra ”Konferencen om Europas Fremtid”.

Talskvinde for EU-Kommissionen Dana Spinant har på forespørgsel af Politiken præciseret hvad det var EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen faktisk sagde: ”Kommissionsformanden sagde klart, at hun mener, at Europa skal spille en større rolle på forsvarsområdet og andre områder oven på de seneste to års oplevelser. Kommissionsformanden har aldrig talt om at ændre systemet for, hvordan man træffer beslutninger på forsvarsområdet”.

Der er næppe diskussion om, at en formel ændring af forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger fra enstemmighed til flertalsbeslutninger vil kræve en traktatændring.

Spørgsmålet er, om ”en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” nødvendigvis kræver en traktatændring?

Spørgsmålet er relevant, fordi den gældende EU-traktat ikke har været til hinder for, at der allerede mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat, at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Når sandheden skal frem!

Uffe Ellemann og Kjeld Hillingsø
Uffe Ellemann og Kjeld Hillingsø 

Kjeld Hillingsø, generalløjtnant og tidligere chef for NATO-styrkerne i Østersøregionen, og Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister, hævder den 12. maj 2022 i Berlingske Tidende, at Danmark har sat sig selv udenfor – ikke kun det nordiske forsvarssamarbejde, men også fra den del af samarbejdet, der foregår i resten af Europa.

Selvom skribenternes høje alder påkalder sig respekt, er det jo langtfra givet at deres påstande er rigtige. Tværtimod er deres skriverier i Berlingske Tidende fyldt med misinformation. Det er således langt fra rigtigt, at Danmark står alene – vi har FN og vi har Nato!

I Nato-regi deltager vi i EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Vi deltager også aktivt i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika. Det nordiske forsvarssamarbejde vil få øget betydning, når Sverige og Finland tilslutter sig Nato.

Ikke mindst deltager vi i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island.

Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Vores ressourcer og militære kapabiliteter kan kun bruges ét sted, og hvorfor skulle vi dog sætte disse værdifulde samarbejder over styr for at kaste os ind i en diffus EU-overbygning på forsvarsområdet, hvor vi ikke kender formålet og hvilke spilleregler, der kommer til at gælde?

Hillingsø og Ellemann-Jensen gentager påstanden om at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet har svigtet på Balkan.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark var i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

Nikolai, Prins til Danmark, greve af Monpezat

210px-Prince_Aage_of_Denmark

Hans Højhed Prins Nikolai (Nikolai William Alexander Frederik, prins til Danmark, greve af Monpezat – født 28. august 1999) er ældste søn af Prins Joachim og Grevinde Alexandra. Han er nr. 7 i arvefølgen til den danske trone og nr. 326 i arvefølgen til den britiske trone.

Som femårig begyndte prinsen i børnehaveklassen på Krebs’ Skole i København og han blev færdig med 9. klasse i juni 2014.

Fra skoleåret 2014/15 gik prinsen i 10. klasse på Herlufsholm Kostskole, hvorfra han den 26. juni 2018 blev student.

I maj 2022 kom det frem, at prins Nikolai under sin skoletid på Herlufsholm fik en advarsel for ikke at overholde skolens alkoholregler.

I februar 2018 tog prinsen hul på en karriere som fotomodel. Prinsens første engagement som model var da han gik catwalk under modeugen i London for mærket Burberry.

Prinsen blev i 2018 optaget på Hærens Sergentskole i Varde, hvor han ville tage en to-årig uddannelse som reserveofficer.

I oktober 2018 valgte han dog at forlade uddannelsen efter to måneder og ville koncentrere sig om sit modelarbejde frem til, at han i 2019 begyndte at studere Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.

Prins Nikolais lillebror, Prins Felix, stoppedei 2021 på løjtnant uddannelsen under Hærens Officersskole i Slagelse, og fulgte dermed Prins Nikolai, der efter blot to måneder droppede ud af sin uddannelse i forsvaret.

Deres far, Prins Joachim, var som oberst af reserven i Hæren særlig sagkyndig i Forsvaret med henblik på at styrke anvendelsen af frivillige i Hjemmeværnet og personel af reserven, da han – nu pludselig med rang af brigadegeneral – pr. 1. september 2020 – under komfortable økonomiske vilkår – blev sendt til Paris som forsvarsattache. Stillingen besættes for 3 år med mulighed for forlængelse.

Prins Joachim har valgt at bruge stillingen i Paris til at promovere den danske forsvarsindustri og ophævelse af det danske forsvarsforbehold i EU.

Kongefamiliens medlemmer var tidligere gjort af en ganske anderledes støbning. Prins Aage (født Prins til Danmark 10. juni 1887 i København, død 29. februar 1940 i Taza, Marokko) var søn af Prins Valdemar og barnebarn af kong Christian 9., var officer og gjorde karriere i den franske Fremmedlegion.

Aage opnåede i de 17 år, han var i Fremmedlegionen, rang af oberstløjtnant, og han blev dekoreret med Æreslegionen.