Radikal som russisk lejesvend

Charlotte Slente

Efter at Rusland har indledt den første krig mellem to europæiske stater siden Anden Verdenskrig, har Danmarks tidligere udviklingsminister, Christian Friis Bach, sagt sin kontrakt med en russisk virksomhed op. Han har skrevet på sin Facebook-side, at han trækker sig som konsulent for den russiske telegigant MTS, hvor han for et honorar på 40.000 dollar har været tilknyttet som rådgiver for miljø, sociale forhold og ledelse.

Hvorfor er jeg ikke det mindste overrasket over at Danmarks tidligere udviklingsminister, folketingskandidat Christian Friis Bach, har været blandt de tidligere medlemmer af Europas magtelite, der har taget mod lukrative poster til gengæld for loyalitet imod og lobbyisme på vegne af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Nu vil den radikale samarbejdspolitiker også genindføre søndagslukket.

Efter nedkæmpelsen af modstanden fra De Samvirkende Købmandsforeninger lykkedes det endeligt at få liberaliseret lukkeloven med virkning fra den 1. oktober 2012, hvilket indebærer, at butikker som hovedregel kan holde åbent hele døgnet alle årets dage. Undtaget er helligdage, Grundlovsdag, juleaftensdag og efter kl. 15 på nytårsaftensdag, hvor butikkerne skal holde lukket.

Friis Bach argumenterer for tilbagerulningen med mindre energiforbrug, mere ro til at modvirke antallet af stressramte og et større hensyn til de små butikker, men hensigten med forslaget er naturligvis alene at skaffe sig billig omtale. Mon ikke alle medier – bortset fra DR’s Aftenshow – snart har lært at ignorere det radikale blålys.

Tørklædeforbud – styr jer!

Mai Mercado 1

Forslaget om at indføre et tørklædeforbud i grundskolen som den regeringsnedsatte ”Kommissionen for den glemte kvindekamp” kom med i sidste uge som et led i en række anbefalinger til at bekæmpe social kontrol i minoritetsmiljøer har givet anledning til livlig debat.

Hos De Konservative, har gruppeformand og undervisningsordfører Mai Mercado kaldt forslaget om et tørklædeforbud ”spændende” og gjort det klart, at partiet gerne ser nærmere på, om det kan lade sig gøre i praksis. Spørgsmålet er om Mai Mercado (tidligere Henriksen), der er kendt for at det var på hendes vagt som socialminister, at Britta Nielsen kunne stjæle 117 mio. kr. fra Socialstyrelsen, overhovedet er den rette talsperson for konservative holdninger?

I debatten om et muligt tørklædeforbud henvises ofte til Frankrig, hvor tørklæder siden 2004 har været forbudt i skolerne. Men Danmark er ikke Frankrig. Frankrig er en gennemført sekulær stat, hvor den statslige sekularisme – “laïcité” – betyder, at religionen ikke har nogen institutionel indflydelse på statens anliggender og hvor staten omvendt heller ikke har indflydelse på religioners anliggender.

Mens afbildninger af Muhammed generelt betragtes som tabu i Islam, og af mange muslimer betragtes som en fornærmelse, er statslig sekularisme – eller laïcité – en central del af fransk identitet. Enhver begrænsning af ytringsfriheden uanset om den er begrundet i hensynet til ikke at støde særlige samfundsgrupper underminerer statens sammenhæng og enhed.

Laïcité ([la.i.si.te] eller sekularitet er i Frankrig sikret i forfatningen. Artikel 1 i den franske forfatning opfattes almindeligvis som en sikring mod religiøs indflydelse på politik. Artiklen forbyder samtidig regeringen at blande sig I religiøse anliggender. Sekulariteten er samtidig ingen hindring for den fulde religionsfrihed.

Fransk sekularisme går langt tilbage. Adskillelsen mellem stat og kirke er baseret på en lov fra 1905 og termen laîcité har været benyttet siden slutningen af 1800-tallet til at betegne afskærmningen af politiske institutioner mod indflydelse fra den katolske kirke. I dag dækker udtrykket over afskærmning mod indflydelse også fra andre religiøse bevægelser.

I Danmark er folkekirkens forhold fastlagt i Grundloven. § 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Placeringen af Folkekirken i grundlovens første kapitel understreger, at den evangelisk-lutherske kirke er folkekirken i Danmark.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. § 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Den konservative borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler, der også er næstformand i Det Konservative Folkeparti siger: ”Så derfor er det ikke en løsning på noget at lave sådan et forbud. Jeg synes ikke, man skal pådutte folk at have noget bestemt på eller forbyde folk at have noget bestemt på. Det er et skråplan.”

Den konservative Gentofte-borgmester Michael Fenger forstår sagtens problemstillingen med at bekæmpe social kontrol: ”Men jeg er ikke tilhænger af anbefalingen af et forbud. Man skal være meget forsigtig med hele tiden at fortælle alle, hvordan man skal leve livet, og jeg tror, det her er et af de tilfælde, hvor man ikke skal lave en begrænsning gennem et decideret forbud”.

Også formand for Konservativ Ungdom (KU) Christian Holst Vigilius finder et tørklædeforbud ”grundlæggende problematisk”: ”Jeg er bekymret for, at det vil betyde et generelt forbud mod religiøs beklædning i folkeskolen. Det, ville jeg synes, var meget forkert. Som konservativ synes jeg sådan set også, at forældrene har ret til at opdrage deres børn på den måde, som de finder bedst”.

Er det virkelig ikke muligt at begrænse Danmarks høje offentlige udgifter gennem prioritering og effektivisering?

FFL 2023

Med skatter og afgifter på godt 1184 mia. kr. og et bruttonationalprodukt på knap 2488 mia. kr. udgjorde det danske skattetryk 47,6 pct. af BNP i 2021.

I en international sammenligning ligger Danmark blandt de mest skatteplagede lande i verden, og Danmark har suverænt rekorden med det største skattetryk på 30,7 pct. på indkomster og formuegoder. Langt over f.eks. Sverige med 18 pct.

En af årsagerne til den absurde udvikling i Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne og i 2022 er pengene trods Nationalbankens og Vismændenes advarsler fortsat med at fosse ud til offentlige udgifter.

Skatte- og afgiftstrykket er gået amok, og allerede inden krigen i Ukraine var forbrugerpriserne de højeste i EU, ejendomsskatter og grundskyld nærmer sig ekspropriering og konfiskation, borgernes udgifter til el, vand, varme og renovation på selv moderat forbrug er de højeste i verden og banker og realkreditinstitutter flår kunderne med stiftelsesprovisioner og negative renter.

Den offentlige sektor, sundhedsvæsenet, undervisnings- og skattevæsen og den kollektive trafik er kritisabel og vores universiteter og forskningsinstitutioner rangeres på linje med bananstater.

De etablerede medier syntes ikke at interessere sig for grundlaget for vækst og beskæftigelse og overhovedet vilkårene for tilvejebringelse af et bruttonationalprodukt, og for de fleste politikere er samfundsøkonomisk viden og ansvarlighed en by i Rusland.

Vi kunne uden problemer og uden at en eneste tog notits heraf flytte finansministeriet til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als, hvortil Fødevareministeriets landbrugsstyrelse allerede er forvist.

Kommunernes og regionernes økonomi

Rammerne for kommunernes og regionernes økonomi fastlægges i forhandlinger mellem regeringen og kommuner og regioner.

Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Aftalen den 8. juni 2022 mellem regeringen og kommunerne betyder, at kommunerne i 2023 råder over et samlet udgiftsbudget til drift og anlæg på 424 mia. kr.

Regeringen og regionerne er den 10. juni 2022 blevet enige om regionernes økonomi for 2023. Regionerne råder dermed i 2023 over et samlet udgiftsbudget til drift og anlæg på omkring 135 mia. kr.

Med aftalerne har regioner og kommuner i 2023 mulighed for tilsammen at disponere over 560 mia. kr.

Samlede offentlige udgifter på 1.400 mia. kr.

Hvert år er den sagesløse befolkning vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven. For 2023 vil forhandlingerne blive præget af det kommende folketingsvalg. Befolkningen vil blive bibragt et indtryk af, at der kæmpes om hver eneste krone i forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.

Regeringens udspil til finanslov for 2023 indeholder statslige udgifter i 2023 på 847 mia. kr.

Uanset udfaldet af det kommende folketingsvalg, vil vi efter valget kunne konstatere, at de samlede offentlige udgifter i 2023, vil andrage mindst 1.400 mia. kr. og dermed over halvdelen af det forventede bruttonationalprodukt på omkring 2.600 mia. kr. i 2023.

Behov for nationalt kompromis om prioritering og effektivisering

Hverken regering eller den politiske opposition har hidtil haft vilje eller evner til at prioritere mellem vigtigt og mindre vigtigt. Selvom der ved prioritering og effektivisering kunne skaffes flere ressourcer til konsolidering af velfærd og andre vigtige nødlidende områder, er svaret altid et forhøjet krav til skatteborgerne.

Det er veldokumenteret af produktivitetskommissionen og andre, at der i det offentlige er muligheder for effektivisering, så man kan opnå de samme resultater med forbrug af færre ressourcer. Udover almindelig slendrian, meningsløst projektmageri og idelige omorganiseringer, er der også mange steder i den offentlige sektor et højt sygefravær, som er et resultat af dårlig ledelse og dårlig kultur. Hvis sygefraværet reduceres til samme niveau som i den private sektor, er der mulighed for store besparelser.

Effektivisering og prioritering kommer ikke fra den ene dag til den anden. Men hvis de politiske partier droppede det bevidstløse krav om flere penge, og i stedet som led i et nationalt kompromis gik konstruktivt og positivt til værks over for den kendsgerning, at ressourcerne er begrænsede, så kunne reel prioritering og effektivisering blive en mere naturlig del af den politiske kultur.

Hvem skal betale?

Mette F Nicolai Wammen

Ved præsentationen onsdag den 31. august 2022 af regeringens forslag til finansloven for 2023 advarede finansminister Nicolai Wammen mod dyre valgløfter.

Tiden er ikke til at dele gaver ud til vælgerne, sagde finansministeren.

På grund af den kraftige inflation i store dele af verden skal der ikke sendes flere penge ud i samfundet, da det kan forværre situationen. Derfor bliver finansloven stram, for inflationen er i Danmark den højeste i 40 år: ”Vi strammer op for finanspolitikken for næste år. Vores finanslovsforslag er afstemt med den økonomiske situation, vi står i. Det er ikke tid til milde gaver, det er tid til ansvarlighed, og det vil vi prioritere som regering”, siger finansministeren.

Ingen tillid til regeringen

Mange har for længe siden mistet tilliden til statsminister Mette Frederiksen, men præsentationen af regeringens udspil til en ny finanslov bekræftede, at vi heller ikke kan stole på finansministeren.

Nye oplysninger viser, at Finansministeriet har manipuleret med en opgørelse af statens konsulentforbrug ved at omgå almindelige regnskabsregler. Dermed skjulte ministeriet overfor Folketingets Finansudvalg manglende besparelser på private konsulenter for 284 millioner kroner.

Finansministeriets fiflerier har påkaldt sig kritik: ”Det er et helt generelt fagligt anerkendt princip, at hvis man vil trække nogle udgiftsposter ud af en opgørelse, så skal man gøre det i begge de to år, man sammenligner. Det kan jeg ikke forestille mig, at nogen med faglig ædruelighed kan diskutere,” siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

Med omgåelsen af regnskabsreglerne skjulte Nicolai Wammen det forhold, at regeringen ikke selv har kunne levere de besparelser på private konsulenter, som ellers skulle finansiere øget velfærd.

“Det er en bevidst vildledning af Folketingets Finansudvalg der har fundet sted,” siger Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen, der i øvrigt også er statsrevisor.

Valgløfter

På trods af Nicolai Wammens forsikringer om, at den høje inflation og den generelle økonomiske situation gjorde det uomgængeligt nødvendigt med en stram finanslov for 2023, er det opsigtsvækkende, at socialdemokratiet selv strør om sig med vamle valgløfter.

Der er aftalen om et huslejeloft, som kun realiseres, hvis rød blok fastholder magten. Så kan lejere, der er i tvivl om hvor krydset skal sættes, sutte på den!

Der er den kaotiske uddeling af varmecheck, som med god ret var tiltænkt de mest udsatte, men som i flere tilfælde er uddelt på må og få. Der er statsminister Mette Frederiksens løfte om højere løn til mere end 800.000 offentligt ansatte. Der er erhvervsministeren, der efter at have siddet på hænderne i 3 år, pludselig lover stram kontrol med priser. Der er kirke- og ligestillingsministeren, der vil ophæve menighedsrådenes muligheder for at fravælge kvindelige præster, og justitsministeren, der bebuder strengere straffe til kriminelle indvandrere og ophævelse af aldersgrænsen for at skifte køn.

Tidligere er seniorborgerne betænkt med en ældrecheck, og en nøjere gennemgang af forslaget til finanslov vil sikkert afsløre andre godbidder til udvalgte vælgersegmenter.

Mens der dækkes over, at regeringen med talrige forhøjelser af gebyrer, skatter og afgifter har forsuret tilværelsen for mange befolkningsgrupper, bør det mane til eftertanke hos alle, uanset politisk tilhørsforhold, at regeringen så skamløst tilgodeser bestemte målgrupper.

Hvis regeringen skulle beholde magten, vil der være et berettiget krav om, at løfterne realiseres.

Så hvem er det, der skal betale?

Nicolai Wammens skinhellige hykleri

FFL 2023

Tiden er ikke til at dele gaver ud til vælgerne, mener finansministeren.

Ved præsentationen af regeringens forslag til finansloven for 2023 advarede finansminister Nicolai Wammen mod dyre valgløfter.

På grund af den kraftige inflation i store dele af verden skal der ikke sendes flere penge ud i samfundet, da det kan forværre situationen. Derfor bliver finansloven stram, for inflationen er i Danmark den højeste i 40 år: ”Vi strammer op for finanspolitikken for næste år. Vores finanslovsforslag er afstemt med den økonomiske situation, vi står i. Det er ikke tid til milde gaver, det er tid til ansvarlighed, og det vil vi prioritere som regering”, siger finansministeren.

Samtidig viser nye oplysninger, at Finansministeriet har manipuleret med en opgørelse af statens konsulentforbrug ved at omgå almindelige regnskabsregler. Dermed skjulte ministeriet overfor Folketingets Finansudvalg manglende besparelser på private konsulenter for 284 millioner kroner.

Finansministeriets fiflerier har påkaldt sig kritik: ”Det er et helt generelt fagligt anerkendt princip, at hvis man vil trække nogle udgiftsposter ud af en opgørelse, så skal man gøre det i begge de to år, man sammenligner. Det kan jeg ikke forestille mig, at nogen med faglig ædruelighed kan diskutere,” siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

Med omgåelsen af regnskabsreglerne skjulte Nicolai Wammen det forhold, at regeringen ikke selv har kunne levere de besparelser på private konsulenter, som ellers skulle finansiere øget velfærd.

“Det er en bevidst vildledning af Folketingets Finansudvalg der har fundet sted,” siger Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen, der i øvrigt også er statsrevisor.

Massiv støtte til landbrugspolitikken i EU

CAP 23-27

EU-Kommissionen har den 31. august 2022 godkendt den danske plan for implementeringen af EU’s nye landbrugsreform for 2023-2027. Dermed er rammerne lagt for udbetaling af EU-landbrugsstøtte på godt 7 mia. kr. om året til dansk landbrug, hvoraf langt hovedparten finansieres over EU-budgettet.

Landbrugsstøtten administreres af Landbrugsstyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Arealtilskud

Hovedparten af landbrugsstøtten udbetales på basis af landbrugsarealet, hvor grundbetalingen -hektarstøtten – bliver på 1.900 kr. pr. ha. Desuden kan der søges støtte under en række andre ordninger såsom økologi, ø-støtte, pleje af græs- og naturarealer, skovrejsning m.v.

Projektstøtte

Udover den arealbaserede støtte kan der søges om tilskud til projekter og udvikling, om slagte- og kopræmie og tilskud til kartofler. Desuden er der mulighed for at søge om tilskud til projekter vedrørende biavlssektoren og frugt- og grøntsagssektoren.

På Landbrugsstyrelsens hjemmeside er der nærmere oplysninger om de specifikke tilskudsmuligheder.

God landbrugs- og miljømæssig stand af landbrugsjord

Forudsætningen for overhovedet at komme i betragtning til at få EU-landbrugsstøtte er efterlevelse af en række krav til god landbrugsmæssig og miljømæssig stand af landbrugsjord – de såkaldte GLM-krav:

GLM 1: Opretholde permanente græsarealer som en andel af landbrugsarealet

GLM 2: Minimum beskyttelse af vådområder og tørveområder

GLM 3: Forbud mod afbrænding af stubmarkeder undtagen af plantesunhedshensyn.

GLM 4: Minimum 3 meter bræmmer langs vandløb med forbud mod gødskning, sprøjtning, jordbearbejdning og dyrkning i bræmmen.

GLM 5: Egnet jordbearbejdning eller andre egnede dyrkningsteknikker skal mindske risikoen for jordforringelse under hensyntagen til hældning. Der vil således være et krav om pløjeforbud fra 1. oktober til 15. februar det følgende år på arealer med en estimeret jorderosionsrisiko på mindst 7,5 tons jorderosion/ha om året. Der er fastsat et loft på 0,75 ha. Det betyder, at pløjeforbuddet kun gælder arealer, som er større end 0,75 ha i en sammenhængende polygon i IMK inden for markblok.

GLM 6: Jorddække i de mest følsomme perioder fra høst til efteråret og om vinteren. Kravet gælder som udgangspunkt alle landbrug og alle omdriftsarealer og arealer med permanente afgrøder, mens græsarealer ikke er omfattet af kravet. Planteskoler og arealer, hvor der er høstet kartofler det seneste år er ikke omfattet af kravet.

GLM 7: Omdrift (Afgrøderotation) – krav om sædskifte på bedrifter med omdriftsarealer. Det nye krav afløser det nuværende grønne krav om flere afgrøder.

GLM 8: Mindst fire procent af omdriftsarealet afsat til ikke-produktive landskabstræk eller områder/bevarelse af landskabstræk/forbud mod klipning af hække og træer i fuglenes yngletid/mulighed for bekæmpelse af invasive arter.

GLM 9: Forbud mod omlægning eller pløjning af permanente græsarealer i miljøsårbare områder inden for miljøsårbare områder (MSO). Arealerne skal have status som permanent græs og ligge inden for Natura 2000-habitatnaturtyper. Nogle af de omfattede arealer vil fra 1. januar 2023 være pålagt et pløjnings- og omlægningsforbud, som de ikke er pålagt i dag.

Samtidig med offentliggørelsen af EU-godkendelsen af den danske landbrugsplan har seks andre lande også fået godkendt deres nationale planer for implementeringen af EU’s landbrugsreform. Der er tale om Finland, Frankrig, Irland, Polen, Portugal og Spanien.

Mette Frederiksen vil give tilskud til Ruslands ambassade i København

Russiske ambassade

Den socialdemokratiske regering foreslår i forslaget til finanslov for 2022, at der over § 06.11.15.20. – Tilskud til internationale institutioner – ydes et årligt tilskud på 900.000 kr. til den russiske ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen og afgifter af lejemålene. I tilfælde af ændrede ejendomsskatter er regeringen indstillet på at foretages en justering af bevillingen til Ruslands ambassade i København.

Lars Løkke Rasmussen i Dubrovnik

LLR Dubrovnik

Lars Løkke Rasmussen oplyser den 28. august 2022 på sin Facebook-profil, at han første gang var i Dubrovnik i 1983 med nogle venner i et gammelt folkevognsrugbrød.

Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet baggrunden for turen til Dubrovnik i 1983.

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet.

Blast-affæren

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa, og herunder til Dubrovnik i det daværende Jugoslavien.

Den Franske Revolution og erklæringen om menneskerettigheder

Napoleon1

Den Franske Revolution fandt sted i Frankrig 1789-1799, og medførte enevældens fald og borgerskabets første store politiske fremstød. Den udviklede sig desuden til en generel europæisk konflikt, hvis udløbere varede til 1815.

Baggrunden for Den Franske Revolution var periodisk hungersnød, stigende brødpriser og en nær statsbankerot. Det revolutionære slagord var “Frihed, lighed og broderskab” (fransk: “liberté, egalité, fraternité”).

Amerika bidrog til Frankrigs økonomiske ruin i slutningen af 1780’erne

I anden halvdel af 1700-tallet blev den franske stats finansielle forhold stadig værre, især pga. deltagelsen i Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-83), som den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret ved lån. I 1786 forsøgte regeringen at gennemføre en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot.

Planen mødte modstand hos Stænderforsamlingen, der var indkaldt til møde i Versailles. Modstanden var størst hos de privilegerede stænder – de gejstlige (291 pladser) og adelen (285 pladser). Borgerskabet var samlet i ”tredjestanden” (578 pladser).

Der var diskussion, om hver stand skulle stemme samlet med 1 stemme, eller om man skulle stemme pr. hoved, som tredjestand ind for, da den derved netop havde flertal.

Tingene gik i hårdknude, og kongen lod under et søgt påskud om uopsættelige reparationsbehov mødesalen lukke.

Revolutionen indledes med Boldhuseden i juni 1789

Forsamlingen flyttede da til boldspilhuset i Versailles, hvor revolutionen indledtes 17. juni 1789, da borgerskabets repræsentanter (“tredjestanden”) ved Stænderforsamlingen erklærede sig for Nationalforsamling. Forsamlingen aflagde efterfølgende – ved den såkaldte Boldhused – mundtligt og skriftligt ed på at forblive samlet og give møde, til den havde skaffet Frankrig en forfatning.

Kongen, Ludvig den 16., gav op og beordrede de andre stænders repræsentanter til at slutte sig til Nationalforsamlingen.

I Paris var der stor uro pga. stigende brødpriser. Da kongen kaldte 18.000 soldater ind mod Versailles og 11. juli fyrede sin finansminister, blev pariserne bekymrede.

Rygterne ville vide, at kongen havde tænkt sig at angribe byen med sine tropper og borgerne begyndte 13. juli at samle sig og skaffe sig våben for at forsvare byen. Et af de steder, der var våben, var Bastillen, en middelalderfæstning, som blev brugt som fængsel, og den 14. juli 1789, stormedes Bastillen.

Der blev oprettet en nationalgarde med Joseph La Fayette som chef til at holde orden og forsvare byen mod de kongelige tropper. Stormen på Bastillen blev den første store revolutionsdag, journée révolutionnaire, og årsdagen er siden blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

I de følgende måneder arbejdede Nationalforsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven.

For at imødekomme bøndernes krav gennemførte Nationalforsamlingen den 4. august 1789 en ophævelse af mange af de privilegeredes rettigheder.

Den franske nationalforsamling – der oprindeligt var blevet valgt som en stænderforsamling – vedtog i begyndelsen af august at afskaffe de gamle standsprivilegier. Dermed ophævede man den feudale samfundsorden, der havde hersket i Frankrig siden middelalderen.

Erklæringen om menneskerettigheder

Den 26. august 1789 vedtog forsamlingen en erklæring om menneskerettighederne. Den var inspireret af den amerikanske uafhængighedserklæring og påvirket af de franske oplysningsfilosoffer.

Sammen med den amerikanske uafhængighedserklæring er den franske menneskerettighedserklæring 1789 et afgørende skridt på vej mod udviklingen af de moderne forestillinger om menneskers medfødte rettigheder.

Over sommeren 1789 blev brødproblemet atter akut, og parisiske kvinder drog den 5. oktober 1789 i tusindvis til Versailles og krævede brød.

Under pres måtte kongefamilien forlade slottet for at tage ophold i paladset Tuilerierne i Paris.

De næste par år var gennemgående fredelige. Nationalforsamlingen påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i departementer, men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finanskrisen. I forbindelse hermed ønskede man at få kirken under statens kontrol. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens ejendomsbesiddelser blev eksproprieret.

Dette førte imidlertid til alvorlige gnidninger med kongen, som støttede kirken, samt til modstand i adelen og den stærkt religiøse provinsbefolkning. Samtidig begyndte adelen i stigende grad at forlade landet i protest mod udviklingen; mange slog sig ned i det vestlige Tyskland, hvor de udgjorde et antirevolutionært element.

I juni 1791 foretog kongefamilien et mislykket flugtforsøg til Tyskland, men blev pågrebet i Varennes og ført tilbage til Paris. På et massemøde på Marsmarken 17.7.1791 krævede de politisk aktive fra småborgerskabet, sansculotterne, kongens afgang.

Protestdemonstrationen blev opløst af La Fayettes nationalgardister med mange dræbte og sårede til følge.

Disse begivenheder medførte en dyb splittelse af borgerskabet. Den borgerlige Jakobinerklub blev delt i en royalistisk fløj, som brød ud og dannede Feuillantklubben med Bailly og La Fayette i ledelsen, mens de mere radikale Jakobinere blev tilbage under Maximilien de Robespierres ledelse.

I september 1791 trådte forfatningen i kraft, et konstitutionelt monarki blev indført, og valg til Den Lovgivende Forsamling blev afholdt.

Pga. de stigende spændinger i forholdet til Østrig og Preussen var hovedspørgsmålet krig eller fred. I forsamlingen agiterede venstregruppen under Jacques Pierre Brissot for krig som et middel til at samle nationen og udbrede revolutionens idéer, mens feuillanterne var modstandere af krigen.

I Jakobinerklubben advarede Robespierre mod krigen af frygt for et militærdiktatur. I håb om at Frankrig ville tabe, støttede kongen krigen.

Krigstilhængerne havde overtaget, og i april 1792 erklæredes krig mod Østrig og senere mod Preussen.

Krigen gik dårligt, og det blev mere og mere åbenbart, at kongen stod i ledtog med fjenden.

Sansculotterne, der især bestod af politisk aktive blandt håndværkere, småhandlende og lønarbejdere, var oprindelig særlig drevet af manglen på brød og andre levnedsmidler, der blev vendt til glødende modstand mod monarkiet. Navnet kommer af fransk sans-culotte ”de, der går uden knæbukser”, dvs. med lange bukser.

Sansculotterne stormede Tuilerierne den 10. august 1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple.

Da fjenden i september nærmede sig Paris, gik der panik i sansculotterne, og de foranstaltede massakrer, de såkaldte Septembermyrderier, på de mange fængslede.

Justitsminister Georges-Jacques Danton søgte at mobilisere alle kræfter til en militær indsats; situationen lettedes imidlertid noget ved underretningen om en fransk sejr ved Valmy den 20.9.1792.

Den 21. september 1792 trådte det nye Nationalkonvent sammen. Nationalkonventets radikale fløj blev kaldt Montagnen, mens den mere moderate fløj blev kaldt Gironden (oprindelig efter deputerede for Departementet Gironde, senere fortalere for krig med revolutionens ydre fjender, men Girondinerne fortrængtes efterhånden fra alle ledende stillinger og blev sluttelig betragtet som decideret modrevolutionære og mange blev dømt og henrettet).

Den store midtergruppe blev kaldt Sumpen (La Plaine, Le Marais) udgjorde ca. 1/3 af de deputerede. Den støttede en periode Gironden, senere Montagnen under Robespierres ledelse.

Kong Ludvig den 16. guillotineres den 21. januar 1793

Forsamlingen proklamerede straks indførelsen af republikken, dømte kongen til døden og lod ham guillotinere 21.1.1793.

I foråret 1793 stillede sansculotterne, ledet af den yderligtgående gruppe de rasende, krav om sociale reformer.

I marts oprettedes Revolutionsdomstolen, som skulle dømme politiske modstandere, og i april etableredes Velfærdsudvalget, som blev den reelle revolutionære regering.

I Nationalkonventet blev girondinerne udrenset med støtte fra sansculotterne, og et egentligt montagnarddiktatur blev resultatet. Men presset fra sansculotterne fortsatte og kulminerede i en stor demonstration 5.-6. september 1793, der denne gang var vendt mod montagnarderne.

Rædselsherredømmet

Montagnarderne måtte bøje sig for pøbelens krav, og rædselsherredømmet blev gennemført.

Der blev slået hårdt ned på såkaldte kontrarevolutionære, indført maksimalpriser på en række fødevarer og massemobilisering til hæren.

I foråret 1794 rettedes der kritik mod den revolutionære regering fra moderate montagnarder, dantonisterne, under ledelse af Danton, som ønskede Rædselsherredømmet afviklet. De yderligtgående, hébertisterne, ledet af Jacques René Hébert og støttet af militante sansculotter, ønskede samtidig en endnu mere radikal terrorpolitik.

Regeringen reagerede prompte ved at få hébertisterne guillotineret i marts og dantonisterne i april.

Den revolutionære regering tiltog sig herefter mere og mere kontrol over det politiske liv. Den fik magten i Pariserkommunen, og mange folkelige klubber blev lukket. Den berygtede offentlige anklager Antoine Fouquier-Tinville administrerede den uhyggelige prairiallov fra juni, som med ubønhørlig strenghed fratog de anklagede ret til forsvar. Rædselsherredømmet nåede sit højdepunkt i denne periode.

Samtidig søgte Robespierre med dyrkelsen af Det Højeste Væsen at indstifte en verdslig religion.

Men snart kom det til voldsomme konflikter i Velfærdsudvalget og Sikkerhedsudvalget, og mange konventsmedlemmer frygtede for deres liv.

En sammensværgelse, dannet af bl.a. Jean Lambert Tallien, Joseph Fouché og Paul Barras, fik under et stormfuldt møde i Nationalkonventet den 27.7.1794 (9. thermidor efter den republikanske kalender) Robespierre, Saint-Just, Couthon og andre tilhængere af Rædselsherredømmet arresteret.

De blev dømt og guillotineret dagen efter. Rædselsherredømmet var forbi.

Direktoriet i 1795

De nye magthavere, thermidorianerne, lukkede Jakobinerklubben, og i desperation over de håbløse økonomiske vilkår foranstaltede sansculotterne de sidste revolutionære krampetrækninger i april og maj 1795.

Nationalkonventet satte militæret ind, og hermed havde sansculotterne udspillet deres politiske rolle.

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt.

Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober, men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri.

Napoleons kup 9. november 1799

Regeringen førte en slingrende kurs med skiftende alliancer, valgsvindel og kup støttet af militæret. Konsekvensen blev da også, at Napoleon Bonaparte den 9.11.1799 gennemførte et militærkup, som førte til republikkens ophør og oprettelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet.

Napoleon

Napoleon Bonaparte blev født i byen Ajaccio på Korsika som Napoleone di Buonaparte i en lavadelig familie af italiensk afstamning. Skønt han ikke var den ældste søn, blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han blev uddannet som artilleriofficer på franske militærskoler, og under revolutionen sluttede han sig, mest af praktiske grunde, til jakobinerne og gjorde hurtigt karriere som general.

Han fik sit militære gennembrud gennem sin indsats under Toulons generobring 1793.

Jakobinernes fald, Robespierre og andres guillotinering, slutningen på Rædselsherredømmet i 1794 og indførelsen af Direktoriet i 1795 bragte ham en overgang i unåde.

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt. Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober, men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri.

I 1796 blev han imidlertid leder af hæren i Italien med hjælp fra overdirektøren Barras, hvis forhenværende elskerinde, Joséphine de Beauharnais, han samtidig giftede sig med.

Gennem de to felttog til Italien 1796-97 og Egypten-Syrien 1798-99 skabte han sig en position som landets mest succesrige general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med Østrig, da han giftede sig med den østrigske Marie Louise fra Habsburg familien.

Det andet felttog endte trods begyndende sejre i fiasko, men skabte også sensation om hans navn.

Ved sit statskup den 9. november 1799 (Brumairekuppet efter den republikanske kalender) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.