Minksagen viser at embedsværket er på gyngende grund

Barbara B

Det har hidtil været kutyme, at centrale embedsmænd afventede pensioneringen, før de delagtiggjorde en bredere offentlighed i deres betragtninger over det til tider bizarre liv i centraladministrationen. I den forbindelse kan Erik Ib Schmidts erindringer: ”Fra psykopatklubben” anbefales.

Offentligheden har derfor begrænset kendskab til de ledende embedsmænds synspunkter. I enkelte tilfælde kommer der løsrevne oplysninger frem via typisk underordnedes ”whistlebloweri”.

I øjeblikket giver Granskningskommissionen (Minkkommissionen) dog offentligheden indblik i den kaotiske beslutningsproces omkring den ulovlige aflivning af minkerhvervet i Danmark.

Manglende lovhjemmel i minksagen

Selvom regeringen på baggrund af risikovurderingen fra Statens Serum Institut, SSI, frygtede farlige mutationer, der kunne føre til global spredning fra et ”nordjysk Wuhan”, er det ikke undskyldning for, at Fødevareministeriet ikke med støtte fra de øvrige ministerier, herunder Justitsministeriet, klart insisterede på nødvendigheden af, at der blev tilvejebragt lovhjemmel til et ekspropriativt indgreb.

Dårlig rådgivning

Det fremgår af redegørelsen at embedsmændene var indstillet på, at regeringen beslutter, at minkene skal aflives og at hjemmelsspørgsmålet kan afklares efterfølgende (om der er hjemmel til aflivning af mink “i § 30 i Lov om hold af dyr, men at Miljø- og Fødevareministeriet afklarer dette endeligt”).

Embedsmændene kritiseres voldsomt for ikke at have levet op til deres primære opgave at sikre lovlighed i forvaltningen og vogte mod ulovligheder og magtmisbrug.

Det fremgår af redegørelsen om mink-forløbet, som Fødevareministeriet fremlagde den 18. november 2020, at embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet med åbne øjne lod regeringen træffe en måske ulovlig beslutning.

I Minkkommissionen er det oplyst, at det af et notat fra et embedsmandsmøde den 3. november 2020 fremgår, at Mette Frederiksens højre hånd, statsråd Pelle Pape (ham med ”lukke lortet”-SMS) siger: “Behøver vi afklaring på behov for minkavl? Skal vi ikke bare slå det ned nu, og så tage stilling bagefter?”.

En sætning blev fjernet fra hovednotatet til det møde,i koordinationsudvalget den 3. november 2020, hvor beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev taget.

Sætningen lød: “En total nedslagtning inkl. af alle avlsdyr, vurderes at være fatal for branchen”. Den var skrevet af Miljø- og Fødevareministeriet, men statsministeriet besluttede, at Statsministeriet og Justitsministeriet skulle forestå forberedelsen af mødet i koordinationsudvalget. Advarslen blev efter dialog mellem departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen og departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth slettet af Justitsministeriet.

Det er kommet frem under afhøringen af Johan Kristian Legarth i Minkkommissionen. 

Senere samme dag træffer regeringens koordinationsudvalg beslutning om at aflive alle mink.

Den 4. november om aftenen “tilkendegiver Miljø- og Fødevareministeriet over for Justitsministeriet, at det er Fødevarestyrelsens vurdering, at der ikke er hjemmel til aflivning af alle mink i § 30 i lov om hold af dyr, hvilket Miljø- og Fødevareministeriet kan tilslutte sig.”

Torsdag den 5. november tilslutter Justitsministeriet sig vurderingen fra Miljø- og Fødevareministeriet. Alligevel fortsætter den ulovlige aflivning af mink.

Hvordan et flertal i Folketinget ville have reageret, hvis regeringen i anledning af SSI’s risikovurdering, og foranlediget af den rådgivning embedsmændene burde have ydet, havde bedt om en hastebehandling, er svært at sige, men det blev ikke afprøvet.

I tilgift har kommissionen givet et sjældent indblik i kommunikationen på Slotsholmen og i spørgsmålet om regeringen vidste eller ikke vidste, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink.

I Granskningskommissionen er der fremlagt en sms-korrespondance mellem en embedsmand i Justitsministeriet og Pelle Pape, der er departementsråd i Statsministeriet, dvs. lige under departementschef Barbara Bertelsen om forberedelsen af regeringsmødet den 3. november 2021: “Der skal være en sag med klar fælles indstilling fra myndighederne (SSI; fødevare, politi og evt øvrige,” skrev Pape – og fortsatte: “Tiltag ift til at aflive mink (herunder indstilling om at sætte det i dvale/lukke lortet)”.

Statsministeriet var tydeligvis ikke optaget af spørgsmålet om hjemmel.

Mogens Jensen første offer

Fødevareminister Mogens Jensen sagde i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet allerede 8. november 2020 om regeringens beslutning om at aflive alle mink: ”Regeringen har besluttet, at det hastede situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud”.

Blev statsminister Mette Frederiksen og regeringen vildledt af Fødevareministeriet til at træffe en ulovlig beslutning om aflivning af alle mink eller er embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet lige gode om ansvaret?

SMS’er til departementschef Henrik Studsgaard i Miljø- og Fødevareministeriet fra statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, dokumenterer, at statsministeriets departementschef insisterede på at den nu tidligere fødevareminister Mogens Jensen skulle lægge sig og rulle sig, han skulle trække plastret af og tage ansvar i minksagen.

Den 18. november 2020 trak Mogens Jensen sig som fødevareminister.

Generel kritik af embedsmænd

Den kritik, embedsmændene i centraladministrationen udsættes i øjeblikket, har tydeligvis en klangbund i den bredere befolkning. Undersøgelser viser at to ud af tre danskere angiver, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd.

I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Det er desværre ikke så overraskende, at embedsmændene står svagt. Når centrale embedsmænd hårdt presset af regeringens krav om hurtige resultater giver fanden i hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet og får lov at kræve fokusering og effektivisering af hele systemet, skal det gå galt. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Sager

Inden minksagen har en række sager, hvor embedsmænd ikke lever op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, været rullet op i pressen. Alle topembedsmænd står lige nu i en sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden har tydeligvis fået nok.

Mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at sagerne får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden, Kommissionsdomstole og offentligheden med løgn og latin.

Pia Gjellerup

Den tidligere DJØF-medarbejder Pia Gjellerup har været sendt i byen for at ”strø sand” på kritikken. Socialdemokraten Gjellerup, der er leder for noget så eksotisk som det statsfinansierede Center for Offentlig Innovation, belærte på et tidspunkt de valgte politikere om, at de nu må samle sig om en grundlæggende forandring af udviklingen af arbejdet i offentligheden og i Folketinget, så der kommer mere fokus på det politiske indhold og den holdningsmæssige debat – og mindre på enkeltsager, politisk sagsbehandling og personjagt.

Hendes andet innovative forslag var, at vi ”i mangel af velbelyste og grundigt gennemtænkte forslag, som vi bare kan tage ned fra hylden – giver os tid til at skabe og belyse sådanne forslag. Lad os finde fuldblodshestene i flokken af det, der nu blot fremtræder som kæpheste”. Der skulle med andre ord nedsættes endnu en Kommission, der skal ”bruge mange og saglige kræfter og den fornødne tid på at undersøge forslag med hver deres sæt af fortrin og ulemper”.

Syv centrale pligter

Det lyder som noget af den japanske filminstruktør Akira Kurosawa, men drejer sig om noget så elementært som god forvaltningskultur. I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre- og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune. DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet og hvad den siden er blevet til fortaber sig. Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. Dermed kom de unge fuldmægtige i centraladministrationen til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.

At det er gået helt galt, har en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De har erkendt, at der er brug for en opstramning, og de har ønsket at vise omverdenen, at de tager de senere års pinagtige sager alvorligt. For et retssamfund er det ganske enkelt ødelæggende, hvis der i offentligheden opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde.

Resultatet af deres overvejelser er blevet det nye kodeks, ”Kodex VII – Syv centrale pligter” fra 2015, som er publiceret af Finansministeriet, distribueres til embedsmænd i centraladministrationen og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.

Den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet kender vi fra tidligere kommissioner.

Sandhedspligten fik ny aktualitet efter den famøse sag om den daværende justitsminister – den nuværende skatteminister, Morten Bødskov, der blev taget i en ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive – eller medvirke til, at ministeren videregiver – oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også gælder over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.

Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl –  måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.

Kunsten at rette bager for smed

Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet. Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.

Det bemærkelsesværdige er, at topchefernes råd tydeligvis er rettet til deres undergivne i systemet. Det er den fuldmægtig eller kontorchef, der har begået en fejl, der åbent skal gå til sin chef med problemet.

Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, sad for bordenden ved udarbejdelsen af de gode råd til embedsmænd, der ikke ønsker at havne i kommissionsundersøgelser og lignende alvorlige sager.

Spørgsmålet er, om Statsministeriets nuværende departementschef og andre ledende departementschefer overhovedet har læst ”Kodex VII – Syv centrale pligter”?

Bo Smith og ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”

Embedsmændenes fagforening, DJØF, nedsatte for nogle år siden selv et udvalg. Formanden var den tidligere departementschef Bo Smith, der påførte skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Få dage efter Finansministeriets 60 siders pamflet om embedsmændenes ”Syv centrale pligter” blev Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” offentliggjort den 21. september 2015. Over rapportens 378 sider prøvede udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt. Det blev gjort så elegant og besnærende, at det næsten lykkedes.

”Vores undersøgelse viser, er, at embedsmændene faktisk er ganske gode til at navigere i spændet mellem det politiske på den ene side og embedsmandsdyderne på den anden side”, sagde Bo Smith ifølge Berlingske Tidende. Der er dermed overhovedet ikke! – slet ikke, aldrig! – behov for at overveje modeller med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v., der anvendes i de fleste andre lande.

Realiteten er, at rapporten end ikke er i nærheden af en lødig analyse af hvad det er for mekanismer, der skaber et sundt demokratisk miljø uden idelige skandalesager, og dermed bidrog rapporten heller ikke til afklaring af, at vi måske ville være bedre stillet med et helt andet embedsmandssystem – måske politisk udpegede statssekretærer, som i de fleste andre lande.

Gode anbefalinger, der ikke er nye

Ligesom i departementschefernes analyse nåede Bo Smith-udvalget også frem til, at der er brug for mere åbenhed i forvaltningen for at modgå befolkningens mistillid. Det er næppe ærligt ment – hovedparten af departementscheferne og medlemmerne af Bo Smith-udvalget var stærke tilhængere af den famøse offentlighedslov, der netop afskærer offentligheden fra indsigt i centraladministrationens ”maskinrum”.

Udvalgets foreslår konkret, at der udarbejdes et nyt kodeks over regler og normer, som embedsmænd skal overholde, at dette kodeks forankres bredt politisk, at alle ministerier årligt evaluerer overholdelse af kodekset og at kodekset anvendes aktivt i stat, regioner og kommuner.

Disse anbefalinger tilførte intet nyt i forhold til Finansministeriets ”Syv centrale pligter”.

Nye anbefalinger, der ikke er gode

Bo Smith-udvalget foreslog desuden, at der skal etableres nye tværgående enheder i ministerierne til at hjælpe ministeren med dag til dag-politiske udspil og at den politiske beslutningsproces styrkes i toppen af ministeriet. Det er ikke overraskende, at centraladministrationens fremmeste fagforening, Djøf, foreslår en tilbygning til centraladministrationen med nye attraktive arbejdspladser som politiske ”rådgivere” til håbefulde politiserende scient.pol’er.  Men ville det ikke have været mere nærliggende at anbefale politisk udpegede statssekretærer til den rolle?

Til benefice især for jurist-sektionen i Djøf blev det foreslået at oprette stillinger som retschefer (velsagtens i lr. 39), der kan bistå med det juridiske arbejde i ministeriernes ledelse.

Bo Smith, der selv har smertelige erfaringer fra sagen om de fejlslagne investeringer af skatteborgernes penge i Hafnia, foreslog også, at et udvalg skal se på nye hurtigere og mere skånsomme undersøgelsesformer af embedsmænd. Et andet udvalg skal samtidig undersøge hvordan embedsmænd bedre beskyttes. Beskyttes mod hvem? Borgerne?

Ministerierne skulle pålægges at udarbejde en årlig faglig status og samtidig skal de udvise mere åbenhed, og bl.a. foranstalte offentlige høringer ved større reformer. Ministerierne skulle også indføre pressebriefings og udarbejde retningslinjer for god pressehåndtering, ligesom pressehåndtering skulle indgå i oplæringen af embedsmænd.

Fødevarepriser, inflation og renteniveau

FFPI

De finansielle markeder har opmærksomheden stift rettet på inflationstakten og hvordan centralbankerne kan ventes at reagere på højere priser. Hvis ECB og de andre centralbanker hæver renten, vil det få betydning for prissætningen af obligationer og aktier, hvor der på et eller andet tidspunkt venter kursfald. Foreløbig syntes centralbankerne at betragte prisstigningerne som forbigående. I hvert fald har der endnu kun været talt om at begrænse støtteopkøbene af værdipapirer i markederne.

I Danmark steg forbrugerpriserne ifølge Danmarks Statistik med 2,4 pct. fra september 2020 til september 2021. Fødevarepriserne bidrog med omkring 1,5 pct. men generelt er inflationen i Danmark lidt lavere end EU-gennemsnittet på omkring 3,5 pct. Foreløbig er det især.de stigende energipriser, der påvirker inflationsniveauet.

På verdensplan er fødevarepriserne stærkt stigende FN’s Landbrugs- og Fødevareorganisation, FAO, i Rom har den 4. oktober 2021 offentliggjort det seneste FAO Food Price Index (FFPI).

Prisindekset er nu med 133.2 point på det højeste siden juli 2011, og siden oktober 2020 er indekset steget med 31,3 pct. I den sidste måned er det især vegetabilske olier og cerealier, der har bidraget til stigningen.

‎‎Vurderingen fra FAO er, at de stigende fødevarepriser vil ramme verdens fattige samfund uforholdsmæssigt hårdt.

I de kommende måneder vil de stigende verdensmarkedspriser givet slå igennem på de hjemlige fødevarepriser.

I USA er der voksende opmærksomhed omkring priserne på fødevarer.

‎Prisen på mælk er angiveligt steget med 26 pct. siden 2018, og allerede før Corona-pandemien var der blandt andet på grund af færre malkekøer tendenser til stigende priser på mejeriprodukter.

‎Men Covid har gjort tingene værre.‎‎ Kødpriserne er f.eks. steget med 28 pct. i det seneste år, da kødindustrien har svært ved at skaffe arbejdskraft til det lavtlønnede, fysisk krævende og ofte ‎‎farlige‎‎ arbejde.

Hvis man længere tilbage i fødekæden er der rapporter om gødningsproducenter, der må lukke som følge af de nuværende høje energipriser. Decideret mangel på generelt dyrere gødning vil uundgåeligt på et tidspunkt ramme landmændene og føre til lavere fødevareproduktion, som igen vil hæve priserne.‎

Det generelle billede i USA er, at der er højere fødevarepriser overalt og overalt i snack-industrien kan der ventes prisstigninger på 10 pct. og/eller mindre pakninger.

Gentofte

Byggesagsbehandling

Gentofte Kommune kradser i år 5,7 mia. kr. ind i kommunale indkomstskatter fra kommunens 75.000 borgere, og hver eneste borger betaler hvert år 5.337 kr. for kommunens administration.

I Gentofte går sagsbehandlingen af byggesager temmelig trægt. Det viser EjendomDanmarks årlige undersøgelse, som netop er offentliggjort. Gentofte er faldet ned til plads nr. 86 fra plads nr. 72 i 2020.

Lange sagsbehandlingstider, bureaukrati og vilkårlighed i byggesager koster erhvervslivet dyrt og modarbejder ønsket om flere betalelige boliger.

Kommunen burde ikke mangle økonomiske ressourcer. Alligevel kritiseres Plan og Byg i Gentofte Kommune for de urimeligt lange sagsbehandlings- og ventetider på byggeansøgninger i Gentofte Kommune. Ved de nabohøringer, der kun modvilligt gennemføres, ignoreres berettigede indvendinger.

EjendomDanmarks opgørelse står ikke alene. Dansk Industri har i 2021 gennemgået behandlingstiden for byggesager i landets kommuner og her ligger Gentofte på en forsmædelig 49. plads.

På landsplan indtager Gentofte Kommune en lidet prangende plads som nr. 31 på listen over hvor stor en andel af de kommunale opgaver, der udbydes i fri konkurrence.

Når det kan ske i en angiveligt veldrevet og borgerlig ledet kommune, er spørgsmålet hvad der er at kæmpe for ved kommunalvalget?

Burde kommunens ledelse ikke fokusere på borgerne i stedet for ligusterhække? Burde de valgte repræsentanter ikke koncentrere sig om at sikre en sømmelig forvaltning af borgernes enorme bidrag til fællesskabet?

KV21

Valgplakat1

Til KV21 er der nok at vælge imellem. Et utal af kandidatlister fører sig frem med smukkeserede kontrafejer af de håbefulde kandidater i lygtepæle og andre steder i det offentlige rum. Mange steder er ophængningen i strid med gældende regler og man er tydeligvis ophørt med at afkorte de grimme plasticstrips, der hænger og flagrer overalt.

Man kan håbe, at vælgerne i stemmeboksen undgår de værste svinere, men måske er der for mange kandidater?

Holger Hagelberg, Hellerup, har i Berlingske Tidende rejst spørgsmålet om antallet af stillere til kommunalvalget. I dag skal der 25 stillere til, for at man kan blive stillet op til kommunalvalget. 

Til kommunalbestyrelsesvalg i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner skal kandidatlisten dog være underskrevet af mindst 50 stillere, og i Københavns Kommune skal kandidatlisten være underskrevet af mindst 150 stillere. 

Kandidatlister til regionrådsvalgene skal have mindst 50 stillere. 

I vurderingen af de nuværende krav til antallet af stillere, bør man måske også betænke de økonomiske konsekvenser. 

Siden loven om offentlig partistøtte trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på  

  • 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  
  • Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
  • til stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Efter valgene i november 2017 til kommunalbestyrelser og regionsråd var der en kort tid opmærksomhed omkring den offentlige støtte til politisk arbejde. 

Det blev eksempelvis oplyst, at Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg ved valget i 2017 opnåede 21.995 stemmer, og partiet har dermed været berettiget til en årlig partistøtte på knap 160.000 kr. i de sidste 4 år. 

Lister, der deltog i valget, men ikke opnåede repræsentation, er også berettiget til offentlig partistøtte. Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1137 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, har været berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 5.100 kr. i de sidste 4 år. Kandidatlisterne “Dovne Robert” (868 stemmer), “En død Hest” (646 stemmer) og “Schiller Instituttets Venner” (637 stemmer) var også blandt dem, der har været berettiget til partistøtte. 

I Region Hovedstaden fik hele 16 kandidatlister stemmer nok til at kunne søge om støtte, selv om de ikke blev valgt ind. 

Opstilling til valg

Dovne Robert

Holger Hagelberg, Hellerup, har rejst spørgsmålet om antallet af stillere til kommunalvalget. I dag skal der 25 stillere til, for at man kan blive stillet op til kommunalvalget.

Til kommunalbestyrelsesvalg i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner skal kandidatlisten dog være underskrevet af mindst 50 stillere, og i Københavns Kommune skal kandidatlisten være underskrevet af mindst 150 stillere.

Kandidatlister til regionrådsvalgene skal have mindst 50 stillere.

I vurderingen af de nuværende krav til antallet af stillere, bør man måske også betænke de økonomiske konsekvenser.

Siden loven om offentlig partistøtte trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på

  • 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.
  • Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til
  • til stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København.

Efter valgene i november 2017 til kommunalbestyrelser og regionsråd var der en kort tid opmærksomhed omkring den offentlige støtte til politisk arbejde.

Det blev eksempelvis oplyst, at Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg ved valget i 2017 opnåede 21.995 stemmer, og partiet har dermed været berettiget til en årlig partistøtte på knap 160.000 kr. i de sidste 4 år.

Lister, der deltog i valget, men ikke opnåede repræsentation, er også berettiget til offentlig partistøtte. Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1137 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, har været berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 5.100 kr. i de sidste 4 år. Kandidatlisterne “Dovne Robert” (868 stemmer), “En død Hest” (646 stemmer) og “Schiller Instituttets Venner” (637 stemmer) var også blandt dem, der har været berettiget til partistøtte.

I Region Hovedstaden fik hele 16 kandidatlister stemmer nok til at kunne søge om støtte, selv om de ikke blev valgt ind.

COP26 og klima-engagementet

COP26 Globe

Hvorfor ivrer Danmark, EU-Kommissionen og lande som Holland for at EU skal indtage en ledende rolle i den grønne omstilling? Hvor den grønne omstilling for ikke så længe siden var forbundet med risici, omkostninger og usikkerheder er situationen i dag, at stadig flere politiske beslutningstagere og erhvervsfolk har fået øjnene op for de muligheder, der økonomisk, socialt og geopolitisk kan ligge i et rettidigt engagement i den grønne omstilling.

Med sin annoncering af the European Green Deal i 2019 og den efterfølgende pakke af politiske værktøjer – “Fit for 55” – i 2021 blev EU first-mover og den første globale aktør til at udarbejde konkrete planer om at reducere sine netto drivhusgasemissioner med mindst 55 procent i 2030 forhold til 1990.

Det er ingen hemmelighed, at internationale handelspartnere (og konkurrenter) er skeptiske og betvivler EU’s reelle hensigter. De mistænker, at EU har økonomiske motiver for at gå efter first-mover fordele og at EU bruger klimapolitikken som facade for selviske interesser.

EU’s bebudede grænsetold på CO2 – carbon border adjustment mechanism, CBAM – bliver derfor betragtet med den største mistænksomhed af verdenshandelens store spillere som USA og Kina, men også af udviklingslande i Afrika.

https://ecfr.eu/publication/climate-of-cooperation-how-the-eu-can-help-deliver-a-green-grand-bargain/

EU-kommissionens krav om bedre polstring af de europæiske banker

Banking Package 2021

EU-Kommissærerne Valdis Dombrovskis og Mairead McGuinness præsenterede den 27. oktober 2021 i Bruxelles den såkaldte ”Banking Package 2021” med forslag til hvor meget kapital de europæiske banker skal polstre sig med – de såkaldte Basel IV-krav.

Kapitalkravene i Banking Package 2021 vil have over en årrække have betydelige konsekvenser for danske pengeinstitutter. Kravene vil fra 2025 gradvist blive introduceret over 5 til 8 år, men baseret på tidligere beregninger fra Copenhagen Economics er det Finans Danmarks umiddelbare skøn, at den danske finanssektor vil blive mødt med et krav om at sætte ca. 60 – 70 mia. kr. ekstra til side til kapitalpolstring.

Outputgulv

Med de tidligere implementerede Basel III krav skal alle banker leve op til et minimumskapitalkravet på 8 pct. Kravet indebærer, at den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Bankerne har i dag mulighed for at benytte interne modeller for opgørelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed kapitalkravet. Med henblik på at sikre en mere ensartet opgørelse af risikovægtede eksponeringer på tværs af lande, skal Baselkomiteens såkaldte outputgulv ifølge forslagene i ”Banking Package 2021” implementeres gradvist i EU fra 2025.

Outputgulvet vil sætte grænser for, hvor lave risikovægtene kan blive i bankernes interne modeller for opgørelse af risiko på eksponeringer. For institutter, der benytter interne modeller, kan det betyde en forhøjelse af deres risikovægtede eksponeringer og derved også en forhøjelse af de risikobaserede kapitalkrav.

Krav om større åbenhed omkring visse risici

I ”Banking Package 2021” er der krav om at pengeinstitutterne skal oplyse om miljømæssige, sociale og governance relaterede risici – de såkaldte ESG risici.

Miljøorganisationer m.fl. har presset på for øgede kapitalkrav for bankers engagementer i fossile brændselssektorer. Argumentet har været at sådanne aktiver ville miste deres værdi med den grønne omstilling, men EU-Kommissionen har ikke fundet tiden moden til sådanne krav.

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark

Det Systemiske Risikoråd, der med Nationalbanken i spidsen overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark, støtter EU-Kommissionens krav om bedre polstring af pengeinstitutterne. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle vilkår i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd har derfor henstillet til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 2,0 pct. i december 2021 og til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Alle bankerne lever op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Til gengæld var det ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i 1. halvår af 2021. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. SIFI-kravet på mellem 0 og 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale bonusser og udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet om at kernekapitalen overstiger 3 pct. af eksponeringerne, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det bliv e meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Finans Danmark modstander

Pengeinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark, er inderligt imod forslaget om at genopbygge den kontracykliske buffer og andre forslag om øgede kapitalkrav til de danske banker.

Organisationen argumenterer – ikke med bankernes egne interesser, men med hensynet til danske virksomheder. Hvis Risikorådets anbefaling følges, vil Danmark gå foran andre lande, og det kan i sidste ende komme til at koste konkurrenceevne for danske virksomheder og hæmme væksten og den grønne omstilling. En forceret opbygning af bufferen vil alt andet lige hæmme bankernes mulighed for at hjælpe virksomheder, der skal på ret køl igen efter Coronakrisen, udtaler direktøren for Finans Danmark, Ulrik Nødgaard.

Bag Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Hverken EU-Kommissionen, Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Skandalen i Bella Center

LLR COP15

I anledning af COP26 i Glasgow kan der være anledning til at mindes COP15 i 2009 i København. Den danske regering med Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard i spidsen havde sat næsen op efter at skabe den helt store afløser til Kyoto-protokollen. Det gik mildest talt ikke godt: Danmark havde undervurderet opgaven, især magtkampen mellem USA og Kina, og en dårligt forberedt dansk statsminister endte som en hund i et spil kegler.

I Connie Hedegaards klimaministerium ville man opretholde presset på USA og opbygge et tillidsforhold til u-landene, mens man i Lars Løkke Rasmussens statsministerium var bekymrede for ikke at få nogen aftale hjem og derfor foretrak at søge den mindste fælles nævner for USA og Kina.

Magtkampe mellem chefen for statsministeriets klimasekretariat Bo Lidegaard og klimaministeriets chefforhandler Thomas Becker, afskedigelse af Becker og sammenstød prægede et forløb, som førte til, at Danmarks regering med statsministeren for bordenden spillede højt spil ved at satse på et fortroligt dansk forhandlingspapir.

Strategien slog totalt fejl, da papiret blev lækket. De fattige lande blev rasende, da det lækkede udkast blev udlagt som et forsøg på at gå USA’s ærinde og kuppe topmødet, og fra da af mistede Danmark grebet om forhandlingerne. En håndfuld u-lande med Venezuelas præsident Hugo Chavez i spidsen etablerede et regulært oprør mod det danske formandskab og det, de karakteriserede som en udemokratisk, USA-styret topmødeproces.

På den logistiske side, var der for lidt plads i Bella Center, så folk stod i kø i timevis udenfor i decembers kulde og syreregn. De sidste få dage var præget af kaotiske møder i alt for små rum.

De fem største udledere, Kina, USA, Indien, Sydafrika og Brasilien, indgik i en sen nattetime en aftale, Copenhagen Accord, uden om FN-systemet – og uden om EU.

Fra COP15 kom således kun en vag aftale om at begrænse den globale opvarmning og et løfte om 100 milliarder dollars i klimabistand til ulandene fra 2020, men ellers var fiaskoen næsten total. Løftet om de 100 milliarder dollars er stadig ikke blevet indfriet.

Den kritisable håndtering af COP15 påførte også Lars Løkke Rasmussen skrammer, der siden har forfulgt ”den lille svindler” fra Græsted.

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen for en ærefuld exit fra dansk politik.

På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Den korsikanske mafia trives

Korsika

Korsika, der ikke kun indtager førstepladsen som den region med de fleste drab, er også den fattigste region i Frankrig og helt afhængig af overførsler fra Frankrig og af turisme. Korsika er ikke – og har aldrig været som resten af Frankrig!

Efter 700 år under først Pisa og siden Genova har Korsika udviklet sin egen kultur og sit eget sprog, som Frankrigs overherredømme – efter en kort periode som selvstændig republik efter oprøret i Corte i 1755 – siden 1769 ikke har formået at udviske. Korsika minder i den henseende en del om de italienske øer Sardinien og Sicilien.

Selv Napoleon Bonaparte, der stammede fra Ajaccio, kunne ikke sikre Korsikas fulde integration i Frankrig.

Overalt på Korsika ser man stadig skilte og tags med FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika (på korsikansk: Fronte di Liberazione Naziunale Corsu), der siden 1970’erne har stået bag et væbnet og ganske blodigt oprør. Mange steder ser man stadig vejskilte, hvor den franske del er overmalet og gennemhullet af skud med våben i alle kalibre.

FNLC går fortsat ind for uafhængighed for øen, men bortset fra skiltelikvideringer er man – i hvert fald officielt – ophørt med de bombninger, bankrøverier og andre voldelige metoder, som de tidligere brugte til at nå deres mål. FNLC er blevet forbundet med mindst 40 mord, og ikke mindst blev udlændinge, der ejede ejendom på Korsika, ofte angrebet. Bevægelsen nedlagde officielt våbnene i 2014, og en nationalistisk regionalregering blev fredeligt valgt i 2015.

Organiseret kriminalitet

Nogle af de tidligere frihedskæmpere fra FNLC har tydeligvis kastet sig over andre aktiviteter, og den organiserede kriminalitet, der ikke kun rækker ind i Marseille – den ”største Korsikanske by” med over 150.000 korsikanere – men overalt i Frankrig og i andre lande, er meget omfattende.

New York Times har i oktober 2019 i en større artikel, der tager udgangspunkt i mordet på restauratøren Massimu Susini fra Cargèse på Korsika, beskrevet den omfattende mafia-aktivitet på øen. Borgmestre og andre øvrighedspersoner myrdes sammen med genstridige forretningspartnere. Borgere der protesterer mod byggerier i strandkanten og andre ulovligheder bliver truet på livet, og anklagemyndighedernes fra Frankrig udsendte anklagere har kun sjældent held til at opklare forbrydelserne.

En rapport fra en magistratsenhed i Marseille, der efterforsker organiseret kriminalitet, JIRS (Juridiction InterRégionale Spécialisée en matière de crime organisé de Marseille) udarbejdet allerede i begyndelsen af 2020, og sendt til det franske justitsministerium,  er nu via avisen Le Monde kommet til offentlighedens kundskab. Rapporten beskriver perioden 2009 til 2019, og bekræfter beskrivelsen i New York Times om en kriminalitet på Korsika, der er langt værre end myndighederne hidtil har erkendt.

I mange år blev der på Korsika årligt dræbt omkring 30 mennesker, og med sine knap 340.000 indbyggere har øen længe indtaget en suveræn førsteplads på listen over Frankrigs farligste steder.

I en periode fra begyndelsen af 1980’erne var der en vis orden på kriminaliteten. Ikke fordi myndighederne havde kontrol over situationen, men fordi der herskede en slags ”pax mafiosa”, hvor de traditionelle gangstere stadig havde indflydelse.

“Freden” varede frem til Jean-Jérôme Colonna, kendt som “Jean-Jé”, omkom (ved en bilulykke!) i 2006. Colonna var en betydningsfuld “Godfather” i mafiamiljøet på Korsika og Marseille. Colonna havde således fuld kontrol over det sydlige Korsika – Corse-du-Sud”. Hans død rokkede ved stabiliteten og udløste en blodig krig med den magtfulde mafiaklan ”La Brise de Mer” (Sea Breeze) som herskede på den nordlige del af Korsika.

Siden omkring 2006 er kriminaliteten eskaleret. I de første ti måneder af 2021 er der meldt om op mod 18 mord på øen. Til sammenligning er der gennemsnitligt 5 årlige drab på Sicilien med fem millioner mennesker.

Af den 100-siders JIRS-rapport fremgår det, hvordan helt legale forretninger og dybt kriminelle foretagender er flettet tæt sammen. Den korsikanske mafia har for længst spredt sig fra øen og slået rødder over hele kontinentet. Men især er mafiaen aktiv i det sydlige Frankrig. Her driver den natklubber, restauranter, kasinoer, spillehaller og barer. Salg af narkotika og pengevask lokalt og internationalt indgår også i forretningsmodellen.

Og ligesom mafiaen i Napoli har korsikanerne fået foden indenfor i affaldsbranchen. Faktisk skal flere drab have haft med skrald at gøre. Også boligmarkedet er fedtet ind i mafiaens metoder. Huspriserne på Korsika er et kapitel for sig.

Tavshedens lov

Rapporten nævner, at især en ny, voldelig generation af kriminelle volder problemer. Nutidens mafiamedlemmer er usædvanligt dygtige til at holde sig uden for politiets søgelys. Mens de for eksempel bruger avancerede krypteringsprogrammer til digital kommunikation, kan de også finde på at undgå aflytning ved at skrive informationer på papirlapper.

Men især er det omertàen, tavshedens lov, som ingen tør bryde, der vanskeliggør politiets arbejde. På en ø kan man ikke løbe ret langt. Alle kender alle. Det er umuligt at få folk til at vidne:

”Det gælder uanset, om der er tale om folkevalgte, funktionærer eller selv dem der arbejder hos politiet. Selvom alle er klar til at fordømme mafiaen, er der ingen, der er klar til at stå frem og tale”, står der i rapporten.

Desuden mangler der trænede politifolk og jurister med en vis erfaring til at håndtere undersøgelserne, som ofte er tekniske og komplekse.

Forslagene ignoreres

I JIRS-rapporten præsenteres en række forslag, så ordensmagten står bedre rustet til livtaget med den dybt kriminelle organisation. Blandt foreslås etableringen af en specialiseret politienhed med særlige beføjelser, som skal gå benhårdt efter mafiaen.

Desuden bør man ligesom i Italien og USA justere lovgivningen, så det er gearet til denne helt specielle form for kriminalitet. I dag er det sådan, at en person kan slippe med en lavere straf, hvis han samarbejder med politiet. I fransk lov gælder den mulighed ikke for personer, der kan sættes i forbindelse med et drab. Derfor er det ikke mange i det korsikanske mafiamiljø, der kan overtales til samarbejde med myndighederne.

Det franske justitsministerium

Først da Le Monde i 2021 begyndte at stille spørgsmål om JIRS-rapporten reagerede det franske justitsministerium: Man mente, at systemet på Korsika var nogenlunde velfungerende – Après avoir examiné les demandes, le ministère estime, pour sa part, que l’organisation actuelle ”fonctionne plutôt bien”!

Det hører med, at Frankrigs justitsminister, Eric Dupond-Moretti, var advokat, før han blev minister. Og nogle af hans korsikanske klienter var mildt sagt kontroversielle figurer.

Mordet på Claude Érignac

Den 6. februar 1998 skulle Claude Érignac, præfekt og den franske stats øverste embedsmand på den franske middelhavsø, Korsika, til koncert i Ajaccio samme med sin hustru Dominique.

Claude Érignac satte sin hustru af og ville slutte sig til hende, når han havde parkeret sin bil. Præfekten havde ingen livvagt, fordi han, som han sagde, ville vise, at på Korsika gælder de samme regler som alle andre steder i den franske republik.

Men Korsika var i 1998 – og er stadig ikke – som resten af Frankrig, og Madame Érignac kom til at vente forgæves på sin mand.

En flok korsikanske nationalister passede Claude Érignac op og likviderede ham med 3 skud i hovedet fra en revolver af mærket Beretta.

Det første år efter mordet forløb, uden at efterforskningen gav resultater. Omertà eller ”tavshedens lov” betød, at ingen ville bidrage med oplysninger.

Politiet var længe på bar bund, men i maj 1999 kom man på sporet af den gruppe af korsikanske nationalister, der stod bag mordet. Flere mænd blev anholdt, men den hovedmistænkte, Yvan Colonna (ikke i nær familie med Jean-Jerome Colonna), gik under jorden. I de næste fire år var Yvan Colonna Frankrigs mest eftersøgte mand, inden han blev anholdt den 4. juli 2003.

En domstol i Paris idømte i juli 2003 otte korsikanere lange fængselsstraffe for deres medvirken i drabet på Frankrigs øverste embedsmand på Korsika i 1998. De otte fik fra 15 til livsvarigt fængsel for medvirken til mordet på Claude Érignac. Supergansteren Jean Castela var anklaget for at være bagmand til drabet, men den senere justitsminister, Eric Dupond-Moretti, fik ham frikendt.

Yves Colonna blev efterfølgende i 2007 idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Nationalisterne på Korsika

Nationalisterne på Korsika kræver ikke løsrivelse fra Frankrig, men beder om, at øen får status som selvstyrende region, og at korsikansk bliver anerkendt som et officielt sprog.

Det seneste lokalvalg på Korsika blev afholdt i juni 2021. Nationalisterne, Pè a Corsica (For Korsika!), Femu a Corsica og Corsica Libera gik frem.

Nationalrådsformand (Président du Conseil exécutif de Corse) Gilles Simeoni fra Pè a Corsica fik 41 pct. af stemmerne. Dermed blev kandidaten for præsident Emmanuel Macrons La République en Marche (LReM), der kun fik 12,7 pct. af stemmerne, klart slået.

De korsikanske nationalister har ikke hidtil mødt megen forståelse i den franske regering. Kravene om øget selvstyre, amnesti for de fængslede ”terrorister” fra FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika, eller kravet om ligestilling af fransk og korsikansk, og en præferencestilling for ”korsikanske fastboende”, der sigter på at forhindre at korsikansk ejendom opkøbes af udenøs investorer, er kun imødekommet i begrænset omfang.

Fransk politik på Korsika

Franske politikere er ikke populære på Korsika, og især Marine Le Pens far har pådraget sig nationalisternes vrede, bl.a. fordi Jean-Marie Le Pen i perioden, hvor det gik hårdt til med drab og røverier, krævede, at der skulle slås hårdt ned på FNLC og idømmes dødsstraffe.

Politisk er korsikanerne først og fremmest nationalister, men på den sydlige del af Korsika er befolkningen gennemgående mere konservative og liberale, og tilsvarende er socialisterne i flertal på den nordlige del af Korsika.

I dag er Trikoloren og EU-flaget bestemt synlige på Korsika, men ikke i helt samme grad som andre steder i Frankrig. Til gengæld ses den korsikanske selvstændighedsfane med den halshuggede sorte maurer med hvidt bind for øjnene overalt.

Mogens Lykketoft inde i varmen

Lykketoft Læg dig ned og rul rundt

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft er, siden Mette Frederiksen i juni 2015 overtog formandsposten i Socialdemokratiet efter Helle Thorning-Schmidt, igen kommet ind i varmen.

Under Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon havde Mogens Lykketoft ikke noget at skulle have sagt, og Lykketoft holdt sig ikke tilbage med kritik af SR-regeringen, der med Helle Thorning-Schmidt i spidsen, var ”talent- og profilløs”.

Mogens Lykketofts erindringer

I 2019 udgav Morgens Lykketoft endnu en bog med ham selv i centrum. I ”Erindringer” fortæller han om sin tid som politiker, de udfordringer, han har mødt, og hvad der har formet ham som menneske.

Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere. Det bekræftes også i erindringsbogen, hvor han kritiserer Helle Thorning-Schmidt og blandt andet kalder hende for ”fejlcastet”.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt betegnede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, og at regeringen havde ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter.

Henrik Sass Larsens opfattelse

Erindringsbogen fik en blandet modtagelse. Daværende gruppeformand i Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen har i et interview med Weekendavisen sagt:

”Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned. Hvad lever han for, kan han aldrig få nok?  Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Henrik Sass Larsen forsvarer I interviewet i Weekendavisen Thorning-Schmidt og siger, at hun lå holdningsmæssigt korrekt. I stedet vender han sigtekornet mod Mogens Lykketoft, som ifølge ham bar en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiet var længe om at komme sig efter valgnederlaget i 2001. Her mistede man nøglerne til Statsministeriet, efter de havde været Poul Nyrup Rasmussens i otte år.

”Han er er nok fejlcastet i rollen som socialdemokrat”, sagde Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Mogens Lykketoft tages til nåde

Selvom Mogens Lykketoft havde brændt alle broer til den tidligere ledelse i Socialdemokratiet, har Henrik Sass Larsens exit fra dansk politik betydet at Mogens Lykketoft igen er kommet ind i varmen. Til gengæld for ubetinget og loyal opbakning til Mette Frederiksens traditionelle socialdemokratiske linje har Lykketoft igen fået lov til upåtalt at ytre sig om alt og alle.

Mogens Lykketoft får gnaveben til 400.000 kroner

Den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, måtte den 1. september 2020 vige pladsen som formand for bestyrelsen i statens energiforsynings-selskab, Energinet, for at skaffe plads til den tidligere partiformand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft.

Det oplyste Dan Jørgensen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Energinet.dk

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af den danske stat. Energinet.dk blev dannet i 2005 og ejer og driver det overordnede net på el- og gasområdet og har samtidig ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Ligesom Lars Barfoed er Mogens Lykketoft uden åbenbare kvalifikationer, der kan honorere kravene til at have ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Det er således et oplagt spørgsmål, om Lykketoft er ansvarlig for de nuværende kraftigt stigende priser på el og gas?