Tyrkiet – en nation af tæppehandlere!

Tyrkiet 1

Sveriges og Finlands bestræbelser på at blive medlemmer af NATO har betydet, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, igen har påkaldt sig international opmærksomhed.

Som bekendt kan NATO kun optage nye lande ved konsensus, og her har Tyrkiets islamiske regering forbehold, der betyder, at Sveriges og Finlands medlemskab endnu ikke er ratificeret i Ankarra.

I NATO-sammenhæng er Tyrkiet ikke hvem-som-helst. Landet har været medlem af NATO siden 1952 og har nogle af forsvarskoalitionens vigtigste militærbaser indenfor sine grænser. USA havde atomvåben i Tyrkiet under Den Kolde Krig, og Tyrkiet har siden 1999 været i stilling til et EU-medlemskab. En af de største amerikanske militærbaser i Europa er Incirlik Air Base i det sydlige Tyrkiet, som ligger tæt på den syriske grænse. Det er selvsagt en vigtig militær position, og her kan der lande amerikanske fly med atomvåben, ligesom der er stationeret flere tusinde amerikanske soldater på basen.

Sverige og Finland som medlemmer af NATO

For at få Tyrkiet til at gå med til at droppe sin modstand mod, at Sverige og Finland bliver medlem af NATO, underskrev de tre lande i margen af NATO-topmødet i Madrid den 28.-30. juni 2022 et trilateralt memorandum, hvorved Stockholm og Helsinki lovede at droppe våbenembargoer mod Tyrkiet, indskrænke PKK’s aktiviteter på deres jord, håndtere tyrkiske udleveringsanmodninger mod mistænkte medlemmer af PKK og Gülen-bevægelsen, og lovede ikke at yde støtte til YPG/PYD i Syrien. USA stillede samtidig i udsigt, at Tyrkiet kunne modtage et antal amerikanske F-16 fly.

Ved at acceptere disse vilkår var det ikke Tyrkiet, der foretog en kovending, men snarere Sverige og Finland (og USA). Dette nye trilaterale memorandum ligner de betingelser, Ankara allerede i maj 2022 opstillede for NATO’s ekspansion. Ikke underligt, at den tyrkiske presse har hyldet aftalen som en sejr for Erdoğan.

Tyrkiet vil n u forvente, at Sverige og Finland vil støtte fremtidige tyrkiske operationer i Syrien for at bekæmpe YPG, der tilfældigvis er Vestens vigtigste allierede mod Islamisk Stat, og støtte Ankaras planer om at udvise og tvangsgenbosætte over en million syriske flygtninge i det nordlige Syrien.

I første omgang står Erdoğan og hans regering fast på kravet til Sverige om at udlevere tyrkiske statsborgere med svensk asyl, som i Ankaras optik er ”terrorister”.

I det såkaldte trepartsmemorandum fra NATO-topmødet i Madrid, er den centrale passus artikel 8, stk. 3, hvor de to NATO-ansøgere forpligter sig til at ”etablere nødvendige bilaterale legale mekanismer for udleveringer” – men vel at mærke i ”overensstemmelse med Den europæiske Konvention om udlevering”.

Men det forbehold accepterer Erdoğan ikke.

I hans optik er en terrorist en terrorist, og han har ikke stillet sig tilfreds med, at begge ansøgerlande faktisk har gennemført stramninger mod politisk PKK-aktivitet, eller at Sverige har sløjfet en våbenembargo mod Tyrkiet og afbrudt samarbejdet med den syrisk-kurdiske PKK-aflægger, YPG, der i en formel alliance med USA bekæmper Islamisk Stat i Syrien.

Problemet er selvfølgelig, at de demokratiske NATO-ansøgere og det autokratiske Tyrkiet ser forskelligt på ”legale mekanismer for udlevering”. I svensk lovgivning kræves det faktisk, at personer dømt til udlevering også har forbrudt sig mod svensk lovgivning.

Erdoğan har overfor Sverige pointeret, at det i tyrkisk optik er en hån, at kurdiske PKK-medlemmer med svensk asyl går frit omkring og demonstrere mod Tyrkiet i Stockholms gader.

Én af de ”terrorister” Tyrkiet vil have udleveret, er Bülent Kenes, der ikke er kurder, men tidligere chefredaktør for avisen Today’s Zaman. Avisen blev indtil dens tvangslukning udgivet af den såkaldte Gülen-bevægelse, hvis leder er den eksilerede prædikant Fethullah Gülen, som Tyrkiet beskylder for at stå bag det militære kupforsøg i juli 2016.

Modsat PKK er Gülen-bevægelsen ikke ulovlig i Sverige – Kenes er stifter af Gülen-bevægelsens svenske flagskib, Stockholm Center for Freedom, og er i dag forsker på det Bruxelles-baserede European Center for Populism Studies.

Sveriges nye, stramme lovgivning ulovliggør PKK-aktiviteter, men Sverige er stadig forpligtet til at sikre sig, at en udleveret ikke underkastes tortur. En udlevering vil i givet fald kræve en højesteretsdom, og en sådan dom er næppe sandsynlig.

Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær

Sagen minder om omstændighederne i 2009, hvor Tyrkiets modstand mod at udnævne Anders Fogh Rasmussen til NATO-generalsekretær blev overvundet ved, at Danmark lovede at afklare sine juridiske bestemmelser med henblik på at imødekomme Tyrkiets anmodning om lukning af et dansk baseret talerør for kurdiske PKK.

I Danmark bøjede justitsvæsenet lovgivningen med forbud mod den kurdiske ROJ-tv på trods af, at Radio- og TV-nævnet havde afvist tyrkiske klager over, at kanalen ”agiterede for terrorisme”.

Det bliver interessant at se, om Sverige og Finland bliver presset til et tilsvarende udsalg af demokratiske principper.

Som landet ligger lige nu, er en tyrkisk accept ikke på tapetet på denne side af nytår – hvis overhovedet.

Politiske situation i Tyrkiet

2023 er valgår i Tyrkiet. Den 18. juni 2023 afholdes der samtidig præsidentvalg og valg af 600 medlemmer til det tyrkiske parlament – The Grand National Assembly of Turkey (Türkiye Büyük Millet Meclisi), i almindelig omtale TBMM eller Parlament (Meclis eller Parlamento).

Når Recep Tayyip Erdoğan, reagerer som han gør, er det ikke mindst fordi Erdoğan står over for et skæbnevalg i juni, og han og hans parti har ikke råd til et kompromis med ”terroristsympatisører” – heller ikke selv om de er nordiske statsministre.

I den del af det tyrkiske folkedyb, der støtter hans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), har flertallet af sunni-muslimerne bevæget sig i en stadig mere fundamentalistisk retning. Præcis som vi har set det i andre muslimske samfund i Mellemøsten.

Hvis Erdoğan vil opfattes som den muslimske verdens leder og forblive ved magten i Tyrkiet, er han tvunget til at følge bevægelsen i AKP, der ved det seneste valg i juni 2018 fik 52,6 pct. af stemmerne.

Rivalen fra det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, fik kun 30,6 pct.

Udfaldet af parlamentsvalget, hvor der deltog 11 opstillingsberettigede partier, var at Erdoğans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) med partneren i Folkets Alliance, MHP (Milliyetçi Hareket Partisi – Nationalbevægelsen) opnåede godt 57 pct. af pladserne i parlamentet- 316 pladser af parlamentets 550 medlemmer.

Resultatet betød, at Erdoğans regering efter 17 år ved magten kunne fortsætte i en ny valgperiode.

Valg i 2023

Selvom Erdogan og hans parti, AKP, foreløbig sidder på magten, kan alt ske.

Oppositionen i Tyrkiet klarede sig faktisk ved sidste valg bedre end forventet. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) fik godt 11 pct. af pladserne, og det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik godt 24 pct. af pladserne.

Tyrkiet er i dag i en vanskeligere økonomisk situation end i 2018. Renten holdes kunstigt nede, Liraen er brudt sammen i forhold til de toneangivende valutaer og inflationen raser – 80 pct. (uafhængige forskere sætter tallet så højt som 160 pct.) Arbejdsløsheden, der i 2020 var på over 13 pct., er stigende.

Tyrkiet har dog stadig en væsentlig økonomi, der berettiger til medlemskab af G20. Toldunionen med EU fra 1995 har betydet en kraftig vækst i landets udenrigshandel, men i de seneste år er tilliden til den tyrkiske økonomi svækket og udenlandske direkte investeringer i Tyrkiet er faldet.

Tyrkiets udenrigspolitik

Det engelske ord for Tyrkiet – Turkey – betyder også kalkun. At dele navn med en fugl, der hverken er køn eller klog, har længe irriteret den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, der ønsker, at landet skal fremstå som en stolt stormagt.

Erdoğan, der lægger afgørende vægt på Tyrkiets nationalisme, konservatisme og ønsket om en muslimsk republik, har taget konsekvensen og beordret, at Tyrkiets internationale navn skal ændres til Türkiye.

”Türkiye” repræsenterer og udtrykker på den bedste måde den tyrkiske nations kultur, civilisation og værdier, har præsidenten udtalt.

Selskaber og organisationer har også rettet ind efter præsidentens ønske. Foreningen af tyrkiske eksportører har meddelt, at det vil ændre deres mærkater til Made in Türkiye. Statslige medier som tv-stationen TRT og nyhedsbureauet Anadolu bruger allerede navnet i deres engelsksprogede dækning. Der er blevet iværksat en kampagne online rettet mod turister.

Navneskiftet siger noget om Erdoğans selvbevidsthed på nationens vegne, men ellers er det hverken odiøst eller usædvanligt, at et land skifter navn; Burma skiftede i 1989 navn til Myanmar, da militærjuntaen tog magten. Iran blev tidligere kaldt Persien, men i 1935 bad landets regering andre lande om at kalde det Iran i overensstemmelse med, hvordan navnet udtales på persisk. I 1939 skiftede Siam navn til Thailand på ordre fra kongen, hvilket referer til et lokalt udtryk, der betyder ”landet af de frie.” I 1980 ændrede Rhodesia sit navn til Zimbabwe, og senest har den hollandske regering besluttet at stoppe med at beskrive sig selv som Holland og kun bruge landets officielle navn: ”Nederlandene”.

Tyrkiets paradoksale udenrigspolitik har en god forklaring

Tyrkiets udenrigspolitik hænger tæt sammen med landet geografi – Tyrkiet ligger mellem Europa, Mellemøsten og Asien, mellem islam og kristendom, mellem øst og vest, mellem traditionalisme og modernisme.

Tyrkiet prøver at agere og navigere mellem alle de store og besværlige naboer og deres forskellige interesser – Iran, Irak, Syrien, andre lande i Mellemøsten og verdens stormagter USA og Kina samt Rusland, Indien og Japan. Samtidig prøver Tyrkiet med undertiden dubiøse metoder at fremme ny-osmanniske, nationalkonservative og sunni-muslimske synspunkter og interesser overalt i verden.

Tyrkiet prøver at opretholde et godt forhold til alle

Selvom Tyrkiet har forbindelse til både EU og NATO, køber landet alligevel russiske S400 jord-til-luft missilsystemer til luftforsvar og atomkraftværker, gas, kul og olie af Rusland, ligesom Tyrkiet heller ikke har tilsluttet sig de omfattende vestlige sanktioner mod Rusland på grund af Ukraine-krigen.

Specielt er energisamarbejdet med Rusland stærkt, idet Gazprom har indgået en fireårig gasaftale med Tyrkiets statslige energiselskab Botas som led i den seneste udvikling i Turkstream-projektet, naturgasledningen mellem Rusland og Tyrkiet, der blev indviet i 2020.

Tyrkiet forventes også at modtage 1,5 millioner russiske turister, herunder Putins oligarker, der kan nyde Tyrkiets luksuriøse feriesteder uden frygt for sanktioner.

Samtidig leverer Tyrkiet leverer de berømte Bayraktar-droner til Ukraine, og Tyrkiet har begrænset Ruslands militære brug af Bosporus-strædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet og derefter mod Middelhavet.

Med Kina samarbejder Tyrkiet på infrastrukturområdet og det store kinesiske Belt and Road-projekt. De samarbejder med Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, og samtidig laver de aftaler med shiamuslimske Iran – Saudi-Arabiens store fjende i den Mellemøstlige region. Tyrkiet har sågar et velfungerende forhold til Israel og var det første muslimske land, der anerkendte Israel som stat.

Hvad kommer det til at koste?

Nu hvor Tyrkiet har modsat sig Sveriges og Finlands optagelse i NATO og dermed blokeret for forsvarsalliancens nordiske ekspansion, er det spørgsmålet, om Ankara til gengæld vil forvente kontante modydelser fra Moskva?

Energiforsyningssituationen og forhandlingerne om et regeringsgrundlag

Dan Jørgensen 1

På et tidspunkt, hvor temperaturen falder, vinden rusker og mørkningen begynder tidligere og tidligere, og vinteren tydeligvis er på vej, meddeler Energistyrelsen, at der arbejdes på en kriseplan for elforsyningen, som kan betyde, at helt almindelige danskere kan udsættes for strømafbrydelser i op til to timer ad gangen og at det kan ske helt uden varsel.

Tidligere har industrielle naturgaskunder fået at vide, at der var risiko for at naturgasforsyningen kunne blive afbrudt i kortere eller længere tid, mens naturgasforsyningen til private husholdninger formentlig kunne opretholdes.

Det bemærkelsesværdige er, at den ansvarlige minister (klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen) har dækket sig bag direktøren for Energistyrelsen, selvom forsyningssikkerhed indiskutabelt er ministerens ansvar.

Det forargelige understreges af, at mens embedsmænd beordres frem i frontlinjen for at redegøre for at Danmark står overfor den mest kritiske forsyningssituation i 50 år, og statsministeren og regeringens top finder tid til i ro og mag i Marienborgs velopvarmede saloner at overveje grundlaget for en ny regering, er Dan Jørgensen rejst til Egypten, hvor han vil føre sig frem under COP27.

Forsyningssikkerhed

Det fremgår af Elforsyningslovens § 1 at lovens formål er at sikre, at landets elforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning sikre forbrugerne adgang til billig elektricitet og fortsat give forbrugerne indflydelse på forvaltningen af elsektorens værdier.

Ifølge § 1 i lov om naturgasforsyning er det lovens formål at sikre, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning give forbrugerne adgang til billig naturgas.

Det følger af § 24 i Beredskabsloven, at det er op til den enkelte minister indenfor sit område at planlægge samt opretholde og videreføre samfundets funktioner, såfremt der foreligger en større ulykke eller en katastrofe. Dette kaldes også sektoransvarsprincippet.

Det er således klart Dan Jørgensens ansvar at opretholde energiforsyningssikkerheden i Danmark og sikre forbrugernes adgang til billig elektricitet og billig naturgas.

Forsyningssikkerheden er tilsidesat med den forhastede grønne omstilling

Vladimir Putin og Ruslands invasion i Ukraine er kun delvist årsagen til energiforsyningskrisen og de voldsomme prisstigninger på el og gas.

Direktøren for elbørsen Nord Pool har den 17. august 2022 fastslået, at den forhastede grønne omstilling i Europa (fra fossil energi og kernekraft til vedvarende energi) er en hovedårsag til de nuværende høje energipriser og forsyningsproblemer.

I forbindelse med den forcerede europæiske grønne omstilling er det forsømt at erstatte fossil og kernekraftproduktion med fornybar energi i tilstrækkeligt omfang ligesom investeringerne i infrastruktur har været helt utilstrækkelige.

Europas største økonomi, Tyskland, er gået fra at være energieksportør til at være nettoimportør, men har tillige forbindelsesproblemer mellem nord og syd. Selv i lille Danmark er der undertiden kapacitetsproblemer i forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark.

Elektrificeringen stiller krav

Elforbruget er øget i takt med elektrificeringen og datacentre, varmepumper og elbiler forbruger en voksende andel af den samlede elproduktion. Samtidig er den fornybar energi fra vind, sol og vandkraft mere uforudsigelig, og hvor skal strømmen komme fra når solen ikke skinner, det ikke blæser og vandkraften mangler vand?

Derfor betyder den utilstrækkelige produktionskapacitet af fornybar energi og den begrænsede transmissionskapacitet i infrastrukturen, at der må trækkes på naturgasfyret back-up kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter el.

Konklusionen er, at den energisump vi nu er er endt i, skyldes at den socialdemokratiske regering (og dens forgængere) groft har tilsidesat forpligtelsen til at sikre forsyningssikkerheden.

Politisk har klimabevægelsen betydet, at selv normalt besindige politikere og partier har været bange for at blive set som ikke grøn nok. Samtidig har embedsmændene i Energiministeriet og i Energistyrelsen forsømt at holde politikerne fast på de lovmæssige forpligtelser i forhold til forsyningssikkerhed.

Derfor er det gået alt for stærkt med den grønne omstilling i forhold til forsyningssikkerhed.

Folketinget har dårlige erfaringer med socialdemokratiske energiministre og burde have forudset kalamiteterne

Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med henvisning til, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for a operere på det kommercielle marked.

Klausulerne

Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten. Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet; Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed. Nærmere studier viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik. Altså at aftalen ikke juridisk forpligtede Danmark til bestemte (positive) holdninger til islam og Saudi-Arabien.

Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson.

Til sidst måtte han derfor bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrives af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.

Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”

Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.

I vore dage kan vi også jævnligt opleve forsøg på at afskære Folketinget fra oplysninger. Det er ikke så længe siden, at statsminister Mette Frederiksen med sletningen af sms-korrespondance i Statsministeriet havde afskåret Folketinget fra væsentlige oplysninger i Mink-skandalen.

Nielson blev bundet til masten

Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed. Flertallet indsatte derfor i en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet.

Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

Burde erfaringerne med Nielson have advaret Folketinget?

Folketingets svinebinding af energiminister Poul Nielson har til en vis grad også bundet efterfølgende ministre.

Dan Jørgensens ageren som klima-, energi- og forsyningsminister har imidlertid været så foruroligende, at der ikke er nogen undskyldning for, at Folketingets flertal ikke på et tidligt tidspunkt havde fundet anledning til at sætte Dan Jørgensen under administration.

Er borgerne blevet narret?

Husholdninger, der i god tro er skiftet over til varmepumper og el-biler m.v. bliver nu straffet med enorme elregninger, der ydermere forhøjes med konfiskatoriske afgifter og ublu moms.

Var det klogt at indstille olie- og gaseventyret i Nordsøen?

En eventuel tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Nordsøen efter den 8. udbudsrunde, hvor olieselskaber i juni 2018 blev opfordret til inden 1. februar 2019 at komme med tilbud på områderne i den danske del af Nordsøen, blev som bekendt stoppet af regeringen den 3. december 2020.

Dan Jørgensen fik overtalt ordførere fra Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative til en slutdato i 2050, hvorefter der ikke længere vil kunne indvindes olie eller gas i den danske del af Nordsøen.

”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra, og tegner en lige linje mellem vores aktiviteter i Nordsøen og Klimalovens mål om klimaneutralitet i 2050. Aflysningen af både 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder betyder også, at det er slut med, at staten aktivt går ud og inviterer til fossil efterforskning. Samtidig nagler vi de resterende regler fast for den nuværende produktion”, sagde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.

Levetidsforlængelse af kulkraftværker

På grund af energikrisen og den energiknaphed, der truer elforsyningen i den kommende vinter, måtte regeringen og Dan Jørgensen den 1. oktober trække i land. Energiselskabet Ørsted, hvor staten er medejer, blev beordret til fortsat holde tre kul- og oliefyrede kraftværker i drift.

Dermed slukkes der ikke for Esbjergværkets kulfyrede blok 3 som planlagt til april. Samtidig hentes Studstrupværkets blok 4 og Kundbyværkets oliefyrede blok 21 frem fra mølposen.

Sammen med den fortsatte kulfyring på Fynsværket og på Nordjyllandsværket har det alt andet lige forøget forsyningssikkerheden af el og varme i den kommende vinter.

En række af de private virksomheder, der blev truet med at energiforsyningen kunne afbrydes, har skiftet naturgassen ud med dieselolie og andre fossile brændsler.

Mette Frederiksens grove uagtsomhed i Minksagen

Minkkommissionen Grov Uagtsomhed

Tre juraprofessorer – Jørn Vestergaard, Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Jørgen Albæk Jensen, Professor, Juridisk Institut, Aarhus Universitet og Jens Elo Rytter, Professor, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet, har af egen drift besluttet at foretage en juridisk vurdering af statsministerens retlige ansvar i minksagen. Deres konklusion i notat af 7. november 2022 er, at der ikke er basis for at rejse en rigsretssag:

”Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der kunne være grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet den 4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink eller til udbetaling af tempobonus”.

Professorerne helgarderer ved at fremhæve, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter, og det kan ifølge professorerne derfor ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter ministeransvarlighedsloven for grov uagtsomhed.

Professorerne lægger altså ligesom Minkkommissionens i mangel af andet og bedre Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens forklaringer til grund for vurderingen.

Problemet er, at der netop i minksagen er forhold, der ikke er tilstrækkeligt belyst i Minkkommissionens beretning. Sletningen af SMS og en række af de afhørtes påfaldende dårlige hukommelse betyder, at kommunikationen og sagsgangen i Statsministeriet er dårlig dokumenteret.

I dansk politisk historie er der således eksempler på, at ministre har været forhindret i selv at følge en bestemt sag, og umiddelbart forud for et forhandlingsmøde eller et pressemøde af betroede medarbejdere har fået stukket et helt ukendt talepapir i hånden, som ministeren herefter slavisk og kritikløst har holdt sig til.

Det ville aldrig ske med en minister som Mette Frederiksen, der er kendt for at insistere på at kende alle detaljer i de sager, der lander på hendes bord. Det samme gælder departementschef Barbara Bertelsen.

Utænkeligt at Statsministeriet ikke var vidende om hjemmelsproblematikken

Sådan er det da heller ikke foregået i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020. Det er således lidet sandsynligt, at den eksisterende viden om manglende hjemmel ikke skulle være kommet til Justitsministeriets og Statsministeriets kundskab. Det er således utænkeligt, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen ikke var vidende om hjemmelsproblematikken.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink vurderer, at statsministeren/Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.

Kommissionen lægger til grund, at statsministeren/Statsministeriet indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces, som ledte frem til pressemødet den 4. november 2020, og at statsministeren førte an på pressemødet og selv udmeldte regeringens beslutning om aflivning af alle mink, selv om beslutningen ressortmæssigt hørte under Miljø- og Fødevareministeriet.

Udmeldingen var groft vildledende henset til den manglende hjemmel til aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne, og henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer.

Statsministeren/Statsministeriet var bekendt med, at der på KU-mødet den 3. november 2020 blev truffet en meget vidtgående og intensiv beslutning, som ikke havde været forberedt i coveret til mødet, og som Statsministeriet måtte indse meget vel ikke havde været forudset af eksempelvis ressortministeriet.

Under disse konkrete omstændigheder finder kommissionen, at statsministeren/Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet og Justitsministeriet, i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket imidlertid ikke skete.

Hvem har ansvaret?

Formelt set handler et eventuelt ansvar ikke udelukkende om at have haft forsæt eller ej, altså om ulovligheden er begået med vilje. For grov uagtsomhed kan også være ansvarspådragende for en minister. Ifølge ministeransvarlighedslovens paragraf 5 kan en minister således straffes, hvis han eller hun ”forsætligt eller af grov uagtsomhed” tilsidesætter sin pligt til at overholde gældende lovgivning.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink har fundet statsministerens/Statsministeriets ageren i minksagen for særdeles kritisabelt. Kommissionen har dokumenteret de konkrete omstændigheder omkring beslutningen den 3. november 2020 om at aflive alle mink i Danmark, selvom der manglede hjemmel, om pressemødet 4. november og i de efterfølgende pressemeddelelser, hvor det blev meldt ud, at alle mink i hele landet skulle aflives – og ville blive aflivet – og at minkavlerne kunne træde i myndighedernes sted og selv aflive egne mink mod at modtage ekstra betaling, nemlig tempobonus, som ikke var begrundet i de påførte omkostninger, men som også manglede hjemmel.

Det er således hævet over enhver tvivl, at statsministeren ikke har udvist ”rettidig omhu”

Om statsministeren har haft forsæt og (måske) af hensyn til ”folkesundheden” og (måske) ud fra devisen om at ”målet helliger midlerne” har ønsket at aflive alle mink i Danmark, vides ikke. Den slettede SMS-kommunikation i Statsministeriet kunne formentlig have dokumenteret, om det – på trods af viden om den manglende hjemmel – var statsministerens og departementschef Barbara Bertelsen klare overbevisning, at det var nødvendigt hurtigst muligt at aflive alle mink i Danmark.

Det er en oplagt fejl, at Minkkommissionen ikke i beretningen tager et explicit forbehold for, at sagsgangen og kommunikationen i statsministeriet ikke kunne dokumenteres, og at kommissionen derfor har set sig nødsaget til at lægge Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens forklaringer til grund.

Grov uagtsomhed?

Hvis der ikke har været forsæt, er der under alle omstændigheder tale om uagtsomhed og – henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer af hele minksagen – grov uagtsomhed.

Juraprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet konkluderede i august, at efter hans skøn var der tale om grov uagtsomhed, der kunne føre til domfældelse for overtrædelse af ministeransvarlighedslovens paragraf 5.  Professoren har understreget, at der var tale om et skøn, og at ”små nuancer” i en eventuel sag i Rigsretten ville blive afgørende for udfaldet.

Advokaterne Henrik Høpner og Morten Schwartz Nielsen, advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, præsenterede torsdag den 22. september 2022 deres vurdering, som blev bestilt og betalt af Nye Borgerlige.

Ifølge advokaterne har Mette Frederiksen handlet groft uagtsomt. Advokaterne har lagt vægt på, at statsminister Mette Frederiksen ikke spurgte direkte til hjemmel på det afgørende møde i Koordinationsudvalget eller efter mødet.

Det skulle hun ifølge advokaterne have gjort, når embedsværket ikke havde indstillet til at aflive alle mink i det skriftlige materiale.

Det sidste ord er ikke sagt

Jørn Vestergaards, Jørgen Albæk Jensens og Jens Elo Rytters opfattelse bør derfor ikke betragtes som den endelige juridiske vurdering af Mette Frederiksens ansvar i Minksagen.

Kan Rasmus Prehn genudnævnes som minister?

sommer-l-a-ring

Kritisabel omgang med skatteborgernes penge har betydet, at landbrugsminister Rasmus Prehn har måttet betale penge tilbage i en række tilfælde, hvor ministeriets kreditkort har været brugt til at betale for Prehns private udgifter.

Rasmus Prehns flossede moral er et problem, mere alvorligt er det måske, at Rasmus Prehns embedsførelse også udsættes for sønderlemmende kritik.

Usikkerhed om reglerne i Danmark for landbrugspolitikken

Den 1. januar 2023 træder en ny fælles europæisk landbrugspolitik (CAP) i kraft i EU.

CAP’en vil være rammen om landbrugsstøtten i Danmark de næste fem år. Problemet er, at landbrugsminister Rasmus Prehn stadig ikke har udmeldt de præcise regler for, hvordan aftalen skal udmøntes på dansk jord.

Hvad bliver kravene om afgrøderotation? Hvad med etableringsstøtte for unge landbrugere? For ikke at tale om kompensation for udjævning og definitionen på markkrat. Og hvorfor kan vi ikke tælle læhegnene med?

I dansk landbrug har man for længe siden været nødsaget til at påbegynde markplanlægningen for 2023, og mange steder er der faktisk allerede sået.

De kommende regler i EU’s landbrugsreform vil få meget stor betydning for den enkelte landmand og derfor er der i erhvervet berettiget harme over at der ikke gives klar besked om de nye regler.

Hvorfor er braklægningskravet ikke udskudt?

I dansk landbrug er det også helt uforståeligt, at Danmark som nærmest eneste EU-land ikke har udskudt kravet om fire procents brak til 2024. Det giver absolut ingen mening, at god dansk landbrugsjord skal tages ud af produktion i en verden, der mangler korn.

Efterafgrøder

Landbruget har også påpeget, at reglerne for efterafgrøder er håbløse. Det betyder, at landbrugets muligheder for at leve op til kraven om kvælstofreduktioner vanskeliggøres. Det cirkus, som de nuværende efterafgrøderegler indebærer, er endnu et grotesk eksempel på Rasmus Prehns inadækvate administration.

Skovrejsning

Rasmus Prehn er også ansvarlig for, at uløste problemer i Landbrugsstyrelsen bremser skovrejsningen i Danmark.

Der er stort fald i antallet af landmænd, der har søgt om tilskud til privat skovrejsning i år. I sidste uge sluttede årets ansøgningsrunde til privat skovrejsning. I år der hos Landbrugsstyrelsen blot indkommet 183 ansøgninger til ordningen, hvis formål er at sænke kvælstofudledningen, binde kulstof i jorden og beskytte drikkevandet. Det er mere end en halvering i forhold til sidste år, hvor 381 havde søgt.

Massive it-problemer hos Landbrugsstyrelsen har forhindret ansøgere i at indsende ansøgningerne elektronisk i rette tid, og det betyder, at der bliver rejst mindre skov i Danmark end forventet.

Klimaet kan ikke være tjent med, at administrativt bøvl og it-problemer forhindrer skoven i at vokse i Danmark, mener HedeDanmark, der har talt for døve øren, når Landbrugsstyrelsen er opfordret til at gå i dialog med skovrejsningskonsulenterne og eventuelt udvide ansøgningsperioden, så alle kan komme med, og skabe sikkerhed for hvordan tilskudsordningen bliver fortolket i fremtiden.

Udtagning af lavbundsjord

Udtagning af lavbundsjord er et andet problemområde i den brede politiske landbrugsaftale, der blev indgået den 4. oktober 2021.

Mange landmænd går aktivt ind i projekterne, og der er indsendt rigtig mange ansøgninger til Landbrugsstyrelsen. Problemet er, at der er for mange bureaukratiske snubletråde. Der er for mange eksempler på urimelig lang sagsbehandling og komplicerede projektordninger, og de udtagningskonsulenter, som er en del af landbrugsaftalen, er stadig ikke på plads.

Folketingsvalget den 1. november 2022

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, på trods af hans alenlange synderegister med nød og næppe genvalgt i Nordjyllands Storkreds. Han fik blot 62 flere personlige stemmer end kandidaten Morten Klessen, og i forhold til resultatet i 2019 gik Rasmus Prehn tæt på 4000 stemmer tilbage.

Kan COP27 sikre en hurtig udfasning af fossile brændsler?

Egypten flag

Netop nu udfordres bestræbelserne på at udfase fossile brændsler – kul, olie og naturgas – af den energikrise og økonomiske krise, der er fulgt i kølvandet på Ukrainekrigen. Øgede investeringer i grøn omstilling og vedvarende energi ledsages således i mange lande af fornyet fokus på produktion eller anvendelse af kul, olie og gas.

Ifølge den tyske miljøorganisation Urgewald, der har særlig ekspertise på kulsektoren, planlægger kulmineindustrien betydelige udvidelser af minekapaciteten i lande som Kina, Indien, Australien, Rusland og Sydafrika.

I Tyskland er det kommet så vidt, at eksisterende vindkraftanlæg må vige pladsen for udvidelse af den store Garzweiler-kulmine i Nordrhein-Westfalen.

I USA har Biden-regeringen i september udstedt 307 nye licenser til olie- og gasefterforskning i Den Mexicanske Golf til selskaber som Chevron, BP, Shell og ExxonMobil.

I Storbritannien har regeringen i oktober åbnet en ny udbudsrunde for efterforskning i sammenlagt 898 blokke i den britiske del af Nordsøen.

I øjeblikket er der ifølge Reuters konkrete og fremskredne planer om investeringer på mere end 100 mia. Dollars i nye energiprojekter i Afrika, fra Namibia til Sydafrika og fra Uganda til Tanzania,

COP27-værtens forhold til olie og gas

‎Olie- og gassektoren er en af de mest vitale industrier i Egypten, og der er konstateret betydelige olie- og gasressourcer i undergrunden.

På nuværende tidspunkt er der mere end 60 internationale virksomheder, der har olie- og gasoperationer 183 steder i Middelhavet, Nildeltaet, i ørkenområder både vest og øst for Nilen på Sinai-halvøen og i Øvre Egypten.‎

Ifølge den egyptiske minister for olie og mineralressourcer, Tarek El Molla, er der i de seneste år investeret mere end 1,16 trillioner egyptiske pund i olie- gassektoren, og sektoren er helt afgørende for landets handelsbalance og økonomi i det hele taget.

Det er derfor tvivlsomt, at Egypten på COP27 vil gå foran i bestræbelserne hurtig udfasning af olie- og gas.

Herhjemme har Energistyrelsen i oktober givet tilladelse til olieselskabet INEOS’ udbygning af olie- og gasfeltet Solsort i Nordsøen. Det er ikke i formel strid med Nordsøaftalen om stop for nye udbudsrunder eller kriterierne for medlemskab af BOGA, eftersom selve licensen til feltet er givet for længe siden, i perioden 1986-2009.

Valdemar den Store 1131 – 1182

Valdemar-den-store

Historien om Valdemar den Store er tæt knyttet til beretningen om hans far, Knud Lavard – myrdet den 7. januar 1131 i Haraldsted Skov ved Ringsted og helgenkåret i 1170.

Erik Ejegods søn Knud Lavard var født ca. 1096 og blev opdraget først hos Skjalm Hvide på Sjælland (sammen med Absalon og Esbern Snare) og senere hos hertug Lothar, den senere kejser i Sachsen.

Hans farbror, kong Niels, udnævnte ham omkring 1115 til jarl i Sønderjylland. Til dette embede føjede han i 1127 posten som obotriternes konge, vendernes knes (fyrste) – en titel der traditionelt havde tilhørt danske konger, og kongen følte sig angiveligt udfordret.

Knud Lavard myrdes 1131 i Haraldsted Skov

I forbindelse med et julegilde i Roskilde i 1130 aflagde Knud Lavard et familiebesøg i Haraldsted, hvor han den 7. januar 1131 blev myrdet af kong Niels’ søn, hans fætter Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til den trone han selv sigtede mod.

Hans tilnavn “Lavard” (tilsvarende det engelske “lord”) som betyder “brøduddeleren”, fik han pga. sin gavmildhed overfor sin hird. 

Erik Emunes oprør

Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til den borgerkrig, der først endte i 1157, da Knuds søn Valdemar den Store blev enekonge.

Knud Lavards halvbror, Erik Emune (“den altid huskede”), jarl af Lolland, udfordrede kong Niels og blev valgt til konge i Skåne. Efter flere slag, hvor kong Niels og hans søn Magnus havde vundet, stod det endelige slag ved Fodevig (Fotevik) i Skåne den 4. juni 1134.

Kong Niels og Magnus blev overrasket ved et lynangreb på en helligdag af Erik Emunes hær, der var forstærket med 300 lejede tyske ryttersoldater og ærkebiskoppen af Lund, Assers hird.

Ærkebiskoppen sluttede sig til Erik Emune fordi han var misfornøjet med, at Niels havde givet den tyske kejser overhøjhed over Danmark, således at ærkebiskoppen pludselig blev degraderet til biskop og underlagt ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen.

Kongens søn, Magnus, og fem danske bisper, der havde taget parti for kongen, faldt i slaget. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede Knud Lavard ved at myrde ham den 25. juni 1134.

Erik Emune konge 1134-1137

Der var store forventninger til Erik Emune som konge. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad, nedskrivningen af Den sjællandske lov blev påbegyndt, han uddelte gavmildt len og embeder til sine tilhængere og til kirken. Han arbejdede også for, at Knud Lavard blev helgenkåret.

Men han var hård mod sine fjender. Bl.a. lod han sin halvbror Harald og syv af dennes otte sønner dræbe, fordi de i striden om kongemagten havde støttet kong Niels og Magnus.

Efter et korstog mod Venderne og et fejlslagent forsøg på at erobre Norge begyndte det at gå mindre godt for Erik Emune, og han fik flere og flere fjender, også blandt sine tidligere allierede.

På Sjælland gjorde ærkebiskop Eskil og stormanden Peder Bodilsen oprør mod ham, og snart ulmede oprøret overalt. Efter tre år på tronen var det forbi. Den 18. september 1137 blev Erik dræbt under et tingmøde på Urnehoved i Slesvig, efter sigende af en herremand ved navn Sorte Plov.

Mellemspil med Erik Lam

Der var ingen oplagt efterfølger til Erik Emune. Flere af de oplagte kongsemner var stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend Grathe, kong Niels’ barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Valdemar (søn af Knud Lavard). Valdemar fødtes syv dage efter faren, Knud Lavards, død i 1131 og voksede op hos den sjællandske stormand Asser Rig sammen med dennes sønner Esbern Snare og Absalon.

Erik Emunes nevø, Erik Lam, var til gengæld rådighed. Erik Lam var medlem af Erik Emunes hird, og var til stede, da denne blev dræbt på Urnehoved ting. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel.

Erik blev som myndigt kongsemne valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i udlandet.

Erik Lam regerede frem til 1146, hvor han blev syg og abdicerede. Han døde samme år i Odense. Om hans tilnavn, “Lam”, fortæller historieskriveren Sven Aggesen i 1180’erne, at det skyldtes en “honningmild blidhed i hans væsen”.

Svend, Knud og Valdemar – Borgerkrigen 1146-1157

Erik Lams abdikation udløste en borgerkrig om kongemagten i Danmark. Borgerkrigen blev udkæmpet 1146-1157 mellem de tre fætre Svend Grathe, Knud den 5. og Valdemar den Store.

Krigen truede på et tidspunkt med at skulle afgøres ved tysk mellemkomst, men danske stormænd ønskede bestemt ikke tysk styre i Danmark, og de tvang de tre kongsemner til forhandlingsbordet.

Ved et møde på Lolland den 7. august 1157 blev man enige om, at Svend fik Skånelandene, Knud fik Sjælland, og Valdemar fik Jylland.

De store begivenheder blev traditionelt fejret i Roskilde, hvor Knud residerede. Han inviterede derfor til et forsoningsgilde i kongsgården i Roskilde.

Blodgildet i Roskilde

Dette førte til blodgildet i Roskilde den 9. august 1157, hvor Svend ifølge Saxo havde lagt skumle planer. Efter at freden på behørig vis var fejret, trak Svend sig tilbage for at gå tidligt til ro. Snart efter fór Svends bevæbnede mænd ind i festsalen og lod den uforberedte Knud dræbe, mens det lykkedes Valdemar såret af et sværdhug i låret at vælte lyset og slippe ud i ly af mørket. Med et par af sine mænd tog Valdemar flugten ned over Sjælland, angivelig efter at have fået heste på brydegården i Ramsømagle, og med hjælp fra sine fostbrødre Absalon og Esbern Snare i Fjenneslev. Det lykkedes at undslippe Svends forfølgende styrker via Fyn til Jylland.

I Jylland giftede Valdemar sig med Knuds søster Sophie, hvorved han sikrede sig opbakning fra sin myrdede svogers støtter. På tinget i Viborg troede stormændene på Valdemars udlægning af blodgildet i Roskilde, som Svend ellers udlagde som Knud og Valdemars kupforsøg. 

Valdemar den Store 1157-1182

Det endelige slag stod 23. oktober 1157 på Grathe Hede syd for Viborg, hvor Svend – i eftertiden kendt som Svend Grathe – blev dræbt. Efter borgerkrigen sad Valdemar den Store på den danske trone i 25 år, indtil sin død i 1182.

Valdemar den Store blev som 26-årig enekonge fra 1157 og i begyndelsen af hans regeringstid var det forsvaret mod rigets ydre fjender, venderne, der var i fokus. I 1168 belejrede og erobrede Valdemar den Store den vendiske borg Arkona på Rügen, og en vigtig kilde til ufred på Østersøen blev pacificeret. Rügen blev fra 1168 kristnet og senere fulgte klostre i det nordtyske udgået fra Esrum kloster.

I Slesvig byggede Valdemar Valdemarsmuren af teglsten, tidens nye byggemiddel, som en del af det nuværende Dannevirke.

Valdemar den Store havde et tæt parløb med Absalon, Københavns grundlægger, først biskop i Roskilde og siden også ærkebiskop i Lund. Valdemar stod i meget tæt forbindelse med Hvide-slægten på Sjælland og hans fostbrødre Absalon og Esbern Snare, og det gav problemer i forhold til Jylland og Skåne.

Danmark var dengang ikke et homogent land, og jyderne og deres magtfulde slægter så skævt til Valdemar og Hviderne, og det gav sig mange udslag, også på fælles militære felttog over Østersøen, hvor jyderne gerne ville adlyde kong Valdemar, men ikke sjællænderne Absalon eller Esben Snare.

Ærkebiskoppen i Lund i begyndelsen af Valdemars regeringstid var Eskil, der udgik fra en magtfuld jysk stormandsslægt, som han gerne tilgodeså.

Da Valdemar først forsøgte at få sin far, Knud Lavard, helgenkåret, modsatte ærkebiskoppen sig det. For en helgenkåring ville også betyde, at Valdemar og hans slægt fik en religiøs forrang i landet. Valdemar den Store fik imidlertid i 1170 sin far, Knud, helgenkåret og de jordiske rester af Knud Lavard blev nedlagt i et helgenskrin i Ringsteds Skt. Bendts kirke.

Da Eskil gik af som ærkebiskop, fik han indsat sin nevø fra sin jyske slægt som ærkebiskop i Lund, hvilket Valdemar fik annulleret, fordi han ville have Absalon på kirkens højeste plads. Ærkebispevalget i 1177 hører også til et af de mest dramatiske valg i danmarkshistorien med forfalskede pavebreve og Absalon insisterende på at beholde biskop-embedet i Roskilde (med alle jordtilliggender) samtidigt med at være ærkebiskop i Lund.

Valdemar den Store brød med den danske kongetradition, da han i 1170 ved en stor kirkefest i Ringsted gjorde sin 7-årige søn, Knud, til sin designerede efterfølger. Det var som et statskup. Hidtil var konger valgt på tinge, vi havde valgkongedømme, sådan havde alle konger ind til da fået deres legitimitet, men nu institutionaliserede Valdemar den Store arvekongedømmet. Det gav store dønninger.

Men selvom Valdemar tiltog sig mere magt end vanligt, bestod kongemagten stadig kun i den eksekutive og udøvende magt. Han var ikke lovgiver og det ville være utænkeligt på den tid. Lov var sædvaneret, som blev dømt på tinge, og udenfor kongens kontrol. Kongens lovgivningsmagt sniger sig først ind med sønnen Valdemar Sejrs Jyske Lov.

Knud 6. og Valdemar Sejr

Valdemar den Store døde i 1182 og efterfulgtes af sin søn, Knud 6. der var konge frem til 1202, hvor han efterfulgtes af sin bror, Valdemar Sejr, der regerede til sin død i 1241.

På Valdemar den Stores grav i Sct. Bendts kirke i Ringsted står der på en blytavle:

Her hviler danernes konge Valdemar, slavernes første undertvinger og behersker, fædrelandets befrier, fredens bevarer. Han, den hellige Knuds søn, undertvang rygboerne og omvendte dem som den første til troen på Kristus. Han døde i det år 1182 i sit 26. regeringsår, den 12. maj.

Imens i Sharm el-Sheik på sydspidsen af Sinai-halvøen ved det Røde hav ….

Sharm el Sheikh

I denne uge samles statschefer og regeringsledere, herunder Joe Biden og Storbritanniens premierminister Rishi Sunak, i Egypten for at deltage i FN’s klimakonference, COP27. Men lederne af nogle af de største drivhusgasudledende lande, herunder Kinas Xi Jinping, Indiens Narendra Modi og Ruslands Vladimir Putin, deltager ikke.

Konferencen finder sted på et tidspunkt, hvor det står klart, at landene ikke lever op til Parisaftalens løfte fra 2015 om at reducere udledningerne for at begrænse opvarmningen til 1,5 grader celsius.

På dagsordenen for COP27 vil debatten om ”loss and damage” og herunder hvordan udviklede og velhavende lande, der uforholdsmæssigt har bidraget til emissionerne af drivhusgasser, kan hjælpe udviklingslandene med at finansiere de tab og skader, de lider som følge af klimaændringer.

Mandag lød det alarmerende fra FN’s generalsekretær, António Guterres:

– Vi er på en motorvej mod et klimahelvede, stadig med foden plantet på speederen,

Og han fortsatte:

– Uret tikker. Vi kæmper vores livs kamp. Og vi er ved at tabe. Udledningerne af drivhusgas og den globale temperatur bliver ved med at stige. Og Jorden nærmer sig hurtigt det tipping point, som gør et klimakaos uopretteligt.

António Guterres opfordrede også alle lande til at udfase kul inden 2040 for at undgå katastrofal opvarmning.

Imens i Iran….

Iran 4 November Teheran

Iran har i de sidste 7 uger været præget af landsomfattende protester og uroligheder siden den 22-årige Mahsa Aminis død i september i forbindelse med hendes anholdelse af landets moralpoliti. Hendes brøde var angiveligt, at hun ikke overholdt det islamiske tørklædekrav, og foreløbig er mindst 314 demonstranter blevet dræbt og 14.170 anholdt, siden urolighederne begyndte.

Trods de omfattende uroligheder og de største udfordringer for landets gejstlige herskere, siden de tog magten i den islamiske revolution i 1979, valgte præstestyret fredag den 4. november at gennemføre den traditionelle markering af besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979.

Den årlige mindehøjtidelighed foran den tidligere ambassadebygning i Teheran markerede, at militante studenter og revolutionsgardister klatrede over hegnet ved ambassaden den 4. november 1979 – ophidsede over, at daværende præsident Jimmy Carter havde tilladt den dødeligt syge Shah Mohammad Reza Pahlavi at modtage kræftbehandling i USA.

Hovedparten af de amerikanske ambassadeansatte blev taget som gidsler, men seks amerikanske diplomater søgte tilflugt hos den canadiske ambassadør i Teheran, før de flygtede fra landet med hjælp fra CIA, en historie dramatiseret i filmen “Argo” fra 2012.

 Den 444 dage lange krise forvandlede Amerika, og grundlagde en dybfølt aversion mod Iran efterhånden som billeder af amerikanske gidsler med bind for øjnene kunne følges på amerikanske TV.

Iran frigav først gidslerne den dag, Carter forlod Det Hvide Hus på Ronald Reagans indsættelsesdag i 1981.

Det uforsonlige fjendskab mellem Iran og USA har siden bølget op og ned. I 2015 blev en såkaldte Atom-aftale (Joint Comprehensive Plan of Action – JCPOA) indgået i Wien mellem på den ene side USA og de fire andre permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland og Iran på den anden side. Aftalen indebar begrænsninger i det iranske atomprogram til gengæld for ophævelse af internationale sanktioner.

Daværende præsident Donald Trump trak ensidigt USA ud af aftalen i 2018, og trods intense forhandlinger er det ikke lykkedes at genoplive aftalen.

I USA har urolighederne efter Mahsa Aminis død ikke fremmet lysten til at forny atomaftalen. Under et valgmøde op til Midtvejsvalget i USA den 8. november 2022 sagde præsident Biden ifølge Washington Post som svar på tilråb om ”FREE IRAN”: ”Bare rolig, vi vil befri Iran”, og han tilføjede: “De vil befri sig selv ret snart.”

En talsmand beskrev fredag Bidens kommentarer som et udtryk for “den solidaritet med demonstranterne, han har haft hele tiden, men det bliver op til iranerne at afgøre deres fremtid. Og det har ikke ændret sig”.

Bidens udtalelse gik ikke upåagtet hen i Teheran. I sin tale fredag den 4. november henviste Irans præsident, Ebrahim Raisi, til Bidens kommentarer: ”Måske sagde han det på grund af manglende koncentration. … Han sagde, at vi sigter mod at befri Iran, men Hr. præsident! Iran blev befriet for 43 år siden, og det er fast besluttet på ikke at blive din fange igen. Vi bliver aldrig malkeko.”

Efter de seneste oplysninger om Irans levering af droner til Ruslands krig i Ukraine er udsigten til en fornyelse af atomaftalen længere væk end nogensinde.

For første gang indrømmer Iran nu, at landet har solgt såkaldte kamikazedroner til Rusland, og både EU og Storbritannien har indført nye sanktioner mod Iran for at forsyne Rusland med droner til brug i Ukraine.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kommer indrømmelsen fra Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian.

Han annoncerer salget efter flere måneders uklare kommentarer om de iranske droner, som Rusland nu bruger mod ukrainsk infrastruktur og civile mål i blandt andet landets hovedstad, Kyiv.

Iran hævder imidlertid, at et begrænset antal droner blev solgt til Rusland flere måneder før Ukraine-krigen.

I anledning af Allehelgensdag

Allehelgens Skole i Roskilde

Allehelgensdag er i den danske folkekirke den 1. søndag i november og i år er det søndag den 6. november.

Allehelgensdag kommer efter Halloween, der foregår den 31. oktober på næsten samme tidspunkt som De Dødes Dag den 2. november.

Halloween, er oprindeligt en gammel skik fra Irland og Skotland. Halloween kommer fra ”all hallow even”- der betyder allehelgensaften på old-engelsk. Man mente, at porten til dødsriget stod åbent på det tidspunkt, og man skulle passe på; Der kunne meget vel komme mørke skikkelser, spøgelser, skeletter m.v. på besøg fra underverdenen.

Vi kendte ikke noget til Halloween i min skoletid i 1960’erne i Roskilde på grund- og realskolen i Allehelgensgade inden optagelsen på Roskilde Katedralskole.

Allehelgens Skole opførtes i 1868 og var oprindeligt en kommunal betalingsskole, Roskilde Borgerskole. Den ældste fløj ligger ud imod Allehelgensgade. I 1886 blev skolen udbygget med en fløj i Læderstræde.

Skolen afløste den gamle borgerskole, der i perioden 1816-1869 lå i Algade 4, der med tiden var blevet alt for trang.

Algade 4 blev købt af kuchenbager Wolffhechel, der etablerede konditori og restaurant i huset. Café Wolffhechel eksisterede frem til 1972. Roskilde Tidende omtalte den 5. februar 1972 lukningen af etablissementet således:

”Cafe Wolffhechel er ikke mere. Telefon 35 15 46 svarer ikke mere. En af byens ældste restauranter har måttet lade livet for udviklingen. Algade 4 i Roskilde omdannes til et moderne bankpalads, hvor Roskilde Landbobank får til huse. Dørene blev lukket torsdag aften, hvor stamgæsterne var mødt talrigt op i begravelsesfølget for at nyde den sidste veltempererede øl i tobaksrøgens skygge. Stambordene var fyldt, og der blev fortalt mange muntre historier fra værtshusets lange historie. ”Wolle”, ”Klinikken for indvendige bade” og ”Det halve apotek”, blev båret til graven med glans i øjnene”.

Når stamkunderne talte om ”Det halve Apotek”, så skyldes det, at værtshuset havde til huse i Algade 4, medens Domapoteket lå i Algade 8!

I restauranten holdt spareforeningen ”Guldkalven”, en spareklub, hvis medlemmers indbetalinger er protokolleret siden 1875, sine møder.

”Guldkalven” kunne man kun blive medlem af, når et medlem døde eller ikke ønskede at være med mere. Hvert år inden jul samledes medlemmerne på Cafe Wolffhechel til en overdådig middag. Renterne af de opsparede penge forvandledes til faste og flydende varer, mens de opsparede midler gik til familien. Det er foreningens overdådige middage, Gustav Wied skildrer i ”Livsens Ondskab” (Ædedolkenes Klub).

Valgets konsekvenser for den statslige partistøtte

Partistøtte 2021

Partier og kandidater uden for partierne, der har deltaget i det seneste folketingsvalg og opnået mindst 1.000 stemmer, har ret til økonomisk tilskud til politisk arbejde her i landet.

Støttebeløb pr. stemme reguleres årligt og udgør for 2023: 35,75 kr. (stigning fra 34,75 kr. i 2022).

Det Konservative Folkeparti har i 2022 modtaget 8.126.808,75 kr. i partistøtte (i 2021: 233.865 x 34,50. = 8.068.342,50 kr.)

Det konservative valgresultat den 1. november 2022 på 194.820 stemmer betyder, at partistøtten i 2023 kommer til at udgøre 6.964.815,00 kr. – en nedgang på 1.103.527,50 kr.

Rasmus Paludan, der ved valget i 2019 var opstillet med partiet Stram Kurs, der opnåede 63.114 stemmer, kunne i 2022 hæve en partistøtte på 2.193.211,50 kr.

Ved valget 1. november stillede Rasmus Paludan op som løsgænger, men med kun 379 stemmer er han ikke længere berettiget til partistøtte.