I den italienske by Travignano Romano ved Lago di Bracciano i Lazio nord for Rom har en tidligere iværksætter, den 53-årige Gisella Cardia, fundet ny beskæftigelse. I hendes hus har hun en lille Madonna-statuette, og i de sidste 5 år har madonna angiveligt (ifølge Gisella) på den tredje dag i hver måned grædt blod.

Den italienske avis, La Repubblica, kan rapportere at fænomenet har resulteret i en voksende valfart af katolikker til byen.

Bracciano-søen

Tilstrømningen betyder, at Gisela Cardia, der selv hævder at hun er i direkte kontakt med Jomfru Maria, adresserer de mange valfartende ved en større kopi af Madonna-figuren, hun har ladet opstille på et plateau med udsigt over Bracciano-søen. Her videregiver hun sine iagttagelser om de blodige tårer og de ord, som Jomfru Maria har dikteret til hende.

”Jeg har opgivet min karriere som iværksætter. Nu arbejder jeg for himlen”, siger Gisela Cardia.

Nogle af de lokale beboere er imidlertid mindre begejstyrede: ”Trafikken er blevet uudholdelig, og de betalende turister søger væk herfra”.

Det oplyses nu, at biskoppen i Civita Castellana vil nedsætte en kommission til en “foreløbig undersøgelse” af de påståede åbenbaringer af Vor Frue i Trevignano Romano.

Tom Cruise

Sidst Lago di Bracciano var i verdenspressens fokus var da Tom Cruise i 2006 blev gift med Katie Holmes. Det spektakulære bryllup blev afholdt på Castello Odescalchi di Bracciano med udsigt over søen. Det noteres, at ægteskabet ikke holdt – Cruise og Holmes blev skilt i 2012.

Dagbladet Information kunne den 8. juni 2022 meddele, at Rockwool og en række andre store danske virksomheder i interesseorganisationen Synergi offentliggør en rapport med konkrete forslag til, hvordan Danmark over de kommende år kan nedbringe forbruget af energi og dermed udledningerne af CO₂.

Ifølge Rockwool og konsorter burde mål for energieffektivitet være det, der i klima- og energipolitikken blev prioriteret højest, og Danmark bør ikke afvente resultatet af igangværende direktivforhandlinger i EU.

Rockwool har nu fået overbevist Dansk Industri om at deltage i presset for at få vedtaget lovgivning, der kan gavne Rockwool og de andre medlemmer i Synergi-foreningen.

Anders Stouge, direktør i DI Byggeri, ivrer i et debatindlæg på Altinget mandag den 6. marts 2023 for at Danmark ikke skal afvente det kommende nye bygningsdirektiv og direktivet om energieffektivitet. DI er imidlertid af den mening, at vi ikke har tid til at vente længere med at få vedtaget nye og skærpede krav til isolering og andre såkaldte energieffektiviseringstiltag som f.eks. termostater og effektive cirkulationspumper.

Vi har ikke tid til at vente, hedder det. Det vil tværtimod være rettidig omhu at få processen i gang nu og Rockwool og de øvrige i branchen mener allerede, at de kender hovedingredienserne, og at det kun er ”mængden af salt og peber, der kan ændre sig”. Selvom de endelige direktiver trækker i en mere uambitiøs vej, skal vi ikke i Danmark skrue ned for kravene.

Mens Dansk Industri normalt advarer mod, at vi i Danmark overimplementerer EU-krav, har piben nu fået en anden lyd. Rockwool og de andre magtfulde medlemmer af Synergi har tydeligvis lagt pres på DI for at vi skal gå enegang på energieffektiviseringsområdet.

Mens Rockwool kæmper for at udvide markedspotentialet for deres produkter i EU, er selskabet under pres for deres fortsatte tilstedeværelse i Rusland.

Næstformanden for Rockwool Fondens bestyrelse, Lykke Friis, trak sig allerede sidste år fra Rockwool Fonden. Årsagen var Rockwool International A/S’ fortsatte virksomhedsdrift i Rusland, og  ”det er ikke foreneligt med mit daglige virke”.

Danske pensionsselskaber med store aktieposter i Rockwool, reagerer nu på afsløringen af, at Rockwool har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter i perioden fra 2015 til 2020 er havnet i diverse militære projekter under det russiske forsvarsministerium.

Flere af pensionsselskaberne kræver nu, at Rockwool skal forklare deres ageren på det russiske marked.  Helst så selskaberne, at Rockwool trak sig ud af Rusland.

Erhvervsstyrelsen er samtidig i færd med at undersøge Rockwool og andre virksomheders ageren i forhold til gældende EU-sanktioner mod Rusland.

Pensionsselskaber stiller som en klar betingelse for deres investeringer, at selskaberne overholder gældende EU-sanktioner.

FN har indgået en historisk aftale om beskyttelse af biodiversiteten i verdenshavene. Aftalen blev indgået i weekenden i New York under FNs “Intergovernmental Conference on an international legally binding instrument under the United Nations Convention on the Law of the Sea on the conservation and sustainable use of marine biological diversity of areas beyond national jurisdiction (General Assembly resolution 72/249)”.

Aftalen bygger på FN’s havretskonvention fra 1982 (trådte i kraft i 1994), der definerer nationers rettigheder og ansvarsområder i forhold til deres anvendelse af verdenshavene.

Havretskonventionen giver kyststaten fuld jurisdiktion over det ydre og indre territorialfarvand op til 12 sømil fra kystlinjen. Samtidig har kyststaten ret til at etablere en eksklusiv økonomisk zone op til 200 sømil ud i havet. I dette område har staten ret til at efterforske og udnytte havets ressourcer, ligesom staten kan håndhæve miljøjurisdiktion i området. Havretskonventionen indeholder visse bestemmelser om rettigheder til mineraler m.v. på havbunden, men ellers er havet udenfor nationale økonomiske zoner åbent hav, der ikke er underlagt nogen stat, men som er åbent for alle til sejlads, fiskeri og overflyvning.

Den nye aftale, der har været 15 år undervejs, dækker de to tredjedele af verdenshavene, som ligger uden for landenes økonomiske zoner.

Næsten halvdelen af Jordens overflade er dækket af internationalt hav, og havenes økosystemer skaber halvdelen af den ilt, som mennesker indånder. De er også med til at mindske den globale opvarmning. Men de trues af klimaforandringer, forurening og overfiskeri.

Den endelige officielle version af aftalen er endnu ikke offentliggjort, men af det endelige aftaleudkast fremgår, at formålet er at beskytte biodiversiteten i det åbne hav udenfor nationale jurisdiktioner:

“The objective of this Agreement is to ensure the conservation and sustainable use of marine biological diversity of areas beyond national jurisdiction, for the present and in the long term, through effective implementation of the relevant provisions of the Convention and further international cooperation and coordination”.

Aftalen indeholder flere elementer. Et omhandler at udpege områder, hvor dyre- og planteliv skal beskyttes ved for eksempel at begrænse skibsfart eller fiskeri. FN udtaler, at det er målet at 30 procent af havene er beskyttet på denne måde i 2030. I dag er tallet én procent.

Aftalen indeholder også en beskyttelse af de resterende dele af havene, som ikke bliver udpeget som beskyttede områder. Her har man blandt andet aftalt at lande eller virksomheder forpligter sig til at lave vurderinger af konsekvenser for miljøet, før de kan påbegynde for eksempel olieboringer eller fiskeri.

Et meget omstridt element i traktaten har været, hvordan rettigheder til nye havressourcer, herunder deres genetik, skulle deles mellem forskellige parter.

Aftalen er en rammeaftale, hvor landene er blevet enige om nogle mål. Der skal så forhandles de kommende år mellem landene, hvordan de mål faktisk opnås. Efterfølgende skal aftalen ratificeres af de enkelte lande, så der kan meget vel gå år før aftalen træder i kraft. For den Internationale Havretskonvention gik der 12 år fra aftalens indgåelse til konventionens ikrafttræden i 1994. Danmark ratificerede først Havretskonventionen i 2004.

G20-udenrigsministrene mødtes for nylig i Indiens hovedstad New Delhi, og flere af dem deltog i den forbindelse i en paneldebat – den såkaldte Raisina Dialogue 2023 – på luksushotellet Taj Palace i New Delhi.

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov blev spurgt om hvordan Ukraine-krigen havde ændret Ruslands energipolitik. (“How has the war affected Russia’s strategy on energy, and will it mark a privilege toward Asia? And if it does, how is India going to feature in it?”)

 Lavrov forsøgte i sit svar at spille offerrollen:

”Ved De hvad, den krig, som vi forsøger at få afsluttet, og som blev udløst mod os, idet Ukraine blev udnyttet til…”

Her blev den russiske udenrigsminister distraheret af højlydt latter fra salen, og man kunne høre en skeptiker sige ”Come on!”.

Den lille episode understreger, at Rusland har alvorlige problemer med at forklare sig, men selvom Sergej Lavrov er hamrende utroværdig, skal man ikke glemme, at Indien og Kina er blandt Ruslands venner.

Indien, der har tætte og historiske forsvars- og diplomatiske forbindelser med Rusland, er blevet et af de største markeder for russisk råolie, da G7-landene og EU indførte sanktioner mod russisk energi.

Indien og Kina er i øjeblikket de største købere af russisk råolie, og er dermed effektivt med til at finansiere krigsførelsen i Ukraine.

Rusland har medskyldige i overfaldet på Ukraine. Ved siden af russiske soldater og Wagnergruppens straffefanger kan man finde udkommanderede soldater fra Tjetjenien, Den Centralafrikanske Republik og andre lande, der støtter Putin.

Krigsindsatsen støttes af iranske droner, og kinesiske forsvarsvirksomheder forsyner Kreml med afgørende navigations-, radio-jamming og kampfly komponenter. Disse leverancer kan ifølge amerikanske embedsmænd snart få følgeskab af skydeklare tunge våben og ammunition fra Kina.

Hvideruslands Aleksandr Lukasjenko har hjulpet Putin mest – har huset russiske tropper og tilladt missilaffyringer fra hviderussisk territorium mod ukrainske vand- og kraftværker.

Lukasjenko og andre af Putins allierede har hindret vestlige forsøg på at isolere Kreml og udsulte dets krigsmaskine. Inden for få dage efter invasionen i februar 2022 var Rusland faktisk det mest sanktionerede land i verden. Sanktionerne iværksat af de vestlige lande virkede umiddelbart, og mere end tusind internationale virksomheder forlod landet. Men mange virksomheder, herunder danske blev i Rusland. Da olieeksporten til Vesten faldt i 2022, sprang Kina og Indien villigt til som købere af billig russisk olie. Samtidig blev olieembargoen angiveligt krænket af en række vestlige tankskibsrederier, herunder danske A.P. Møller.

Kina og Indien ville heller ikke i FN fordømme Ruslands invasion i Ukraine og bidrog til Ruslands rekordstore handelsoverskud på 227 milliarder dollars. Samtidig bidrog Kina og Indien sammen med andre lande til at omgå de begrænsninger på Ruslands finansielle transaktioner, som vestlige sanktioner havde indført.

Rusland bruger disse midler til at betale for krigen og afbøde krigens økonomiske konsekvenser for almindelige russere.

Samtidig arbejder Rusland og dets allierede gennem internationale medier og civilsamfundene, hvor trolde og meningsagenter spreder  af desinformation om krigsforbrydelserne i Ukraine og systematisk søger at imødegå enhver kritik af Rusland. På samme måde som vi er vænnet til, at hindunationalisterne i Indien og kommunisterne i Kina ikke tåler vestlig kritik.

Når nationalkonservative debattører som Marie Krarup, Kasper Støvring og andre advarer mod vestlige våbenleverancer til Ukraine, insisterer på øjeblikkelig våbenhvile og fredsforhandlinger, hvor Ukraine skal opgive Krim og dele af det østlige Ukraine, henviser de ofte til den amerikanske professor John Mearsheimers argumenter.

Krarup, Støvring m.fl. forsvarer ikke åbent Ruslands krigsførelse i Ukraine, men når de udtrykker forståelse for Putins geopolitiske beslutning om at sikre Ruslands flådebase i Sevastopol på Krim og påståede vitale interesser i Ukraine, stiller de sig på den forkerte side.

Hvorfor gør de det?

Vi ved det ikke, men Marie Krarup er helt uden interesse for den politiske debat, og bibliotekaren på Herlufsholm Skole, Kasper Støvring, føler sig måske også overset?

Udenrigsministeriets ambassadørrokade for 2023 er på plads. Årets rokade er ifølge Udenrigsministeriet lagt med henblik på at stille Danmark bedst muligt inden det kommende danske EU-formandskab i 2025 og slutspurten af kandidaturet til FN’s sikkerhedsråd.

Danmark er kandidat til et sæde i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026. Sikkerhedsrådet består af fem faste medlemmer: USA, Frankrig, Storbritannien, Kina og Rusland. Dertil vælges 10 ikke-faste medlemmer for en toårig periode. Valget for perioden 2025-26 finder sted medio 2024. Danmark har senest været medlem af FN’s Sikkerhedsråd i perioden 2005-06.

Ny direktør for udenrigspolitik

I al ubemærkethed er direktøren for den skandaløse Styrelse for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns, blevet fritaget for ansvaret for de groteske lagre af værnemidler m.v., der nu skal køres til forbrænding. Vi taler om fejldisponeringer for mange mia. kr. da styrelsen blev grebet af panik, da det viste sig, at det danske sundhedsvæsen ved begyndelsen af Pandemien var underforsynet med værnemidler og meget andet.

Udenrigsministeriet har netop forud for de danske udfordringer i EU og FN oplyst, at med ”den nye direktør for udenrigspolitik, Lisbet Zilmer-Johns, som i øjeblikket er direktør for Styrelsen for Forsyningssikkerhed, sikres en flyvende start og en heldig afslutning”.

Ny særlig repræsentant for Danmark ved FN

Sidste sommer tiltrådte tidligere udenrigsminister og formand for SF, Holger K. Nielsen, som ”særlig repræsentant for Danmark ved FN”.

Helt konkret har den tidligere minister fået til opgave at føre valgkamp for Danmark, så vi kan forsøge at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Holger K. Nielsen stoppede ellers i dansk politik efter valget i 2019, men overtog jobbet som særlig repræsentant fra tidligere udenrigsminister og Venstre-næstformand Kristian Jensen, der i marts 2022 stoppede i politik for at blive administrerende direktør for energiorganisationen Green Power Denmark.

I al ubemærkethed er direktøren for den skandaløse Styrelse for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns, blevet fritaget for ansvaret for de groteske lagre af værnemidler m.v., der nu skal køres til forbrænding. Vi taler om fejldisponeringer for mange mia. kr. da styrelsen blev grebet af panik, da det viste sig, at det danske sundhedsvæsen ved begyndelsen af Pandemien var underforsynet med værnemidler og meget andet.

Udenrigsministeriet har netop forud for det danske EU-formandskab i 2025 oplyst, at med ”den nye direktør for udenrigspolitik, Lisbet Zilmer-Johns, som i øjeblikket er direktør for Styrelsen for Forsyningssikkerhed, skal formandskabet sikres en flyvende start og en heldig afslutning midt i en af de største sikkerhedspolitiske kriser i Europa med krigen i Ukraine”.

Bag sig efterlader Lisbet Zilmer-Johns bjerge af skatteyderbetalte værnemidler som monument over den håbløse inkompetence, der i hendes tid har præget Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

https://www.berlingske.dk/samfund/indkoebt-for-milliarder-nu-skal-vaernemidler-kasseres

Danmarks Radio har ansat en ny chef for P3, den del af DR, som producerer og viser indhold til unge. Feminas hidtidige chefredaktør, Isabella Hindkjær.

Femina har en historie, der rækker tilbage til 1874. Dengang hed det Dansk Mønster-Tidende, og man kunne finde sy- og hækleopskrifter. Ugebladet har i mange år været i tilbagegang på print. Ifølge Kulturministeriet har bladet mellem 2010 og 2020 mistet 43 procent af sine printlæsere.

Hindkjær blev chefredaktør i 2020, men det lykkedes ikke at vende tilbagegangen. Femina oplevede fra 2020 til slutningen af 2021 en voldsom læserflugt. Ifølge Kantar-Gallup tabte ugebladet yderligere 22.000 læsere på blot et år. Det er en nedgang på 15 procent.

Når DR har valgt Hindkær til at stå i spidsen for DRs P3, er der lagt vægt på Hindkjærs aktivistiske holdning til journalistik, som hun har givet udtryk for i programmet Debatten: ”Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden”. Og da værten Clement Kjærsgaard spurgte, om dette også gjaldt en skatteyderfinansieret institution som DR, var Hindkjær meget klar i mælet: ”Ja, det mener jeg”.

Når Isabella Hindkjær bliver et problem i DR, er baggrunden medier i krise

Det er vanskelige tider for danske medier. Udgifterne til papir, distribution osv. stiger, og folk har ikke fået flere penge mellem hænderne. De opsiger abonnementer og fravælger medier. Selvom mange er kede af at undvære aviser og magasiner, skal de jo finde pengene et sted.

JP/Politikens Hus havde i 2022 et underskud på den primære drift på fire millioner kroner. Det fremgår af koncernrapporten for 2022, at det utilfredsstillende resultat er omkring 100 millioner kroner lavere end forventet.

Selv hjemløseavisen Hus Forbi sætter prisen op til 50 kroner. Prisstigningen træder i kraft med øjeblikkelig virkning og begrundes af Hus Forbi-bestyrelsen med inflationen, hvor der er stigende udgifter til blandt andet trykning, el og varme.

Ifølge fagbladet Journalisten har Aller-koncernen netop gennemført ændringer af organisationen, og opsagt syv medarbejdere. Fyringerne kommer i kølvandet på den sparerunde, der blev gennemført i november, hvor Aller fyrede fem medarbejdere og lukkede magasiner ned. I oktober 2019 gennemførte Aller også en omfattende fyringsrunde.

Aller-koncernen producerer og udgiver dag- og ugeblade samt magasiner på print og digitale platforme i Danmark, Sverige, Norge og Finland og har tillige væsentlige aktiviteter inden for Marketing Services samt rejsebureauvirksomhed i Danmark, Sverige og Norge. I Danmark udgiver Aller bl.a. ugebladene Billed-Bladet, Familie Journal, Femina, Se og Hør, Søndag og Ude og Hjemme.

Når ugebladene trues af COVID, moms og faldende aktiekurser

Fyringerne i Aller kommer ikke overraskende. Aller, der har regnskabsår fra oktober – oktober, har netop offentliggjort årsrapporten for 2021-2022.

Aller har med en omsætning på knap 4,3 mia. kroner kun med det yderste af de lakerede negle holdt fast i et lille overskud på 25 mio. kr. – et fald på 189 mio.kr. i forhold til et overskud på 214 mio.kr. i 2020/21.

Koncernen oplyser, at COVID-19-pandemien negativt har påvirket driften, og selskaberne har modtaget netto 6 mio.kr. i støtte fra statslige hjælpepakker. Hjælpen er primært modtaget af rejsebureauerne i Danmark i form af tilskud til faste omkostninger og lønkompensation.

Fik ikke produktionsstøtte til Femina

I årsrapporten oplyses det til gengæld ikke, at koncernen også har interesseret sig for Kulturministeriets tilskudsordninger til forskellige typer af medier og medieprojekter. Aller har således søgt om redaktionel produktionsstøtte til ugebladet Femina.

Kulturministeriets formål med støtteordningen er angiveligt ”at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat”.

Blandt de nye ansøgere til 2023-puljen var udover Femina også landbrugsmagasinet Effektivt Landbrug. De pågældendes bidrag til det danske demokrati og den demokratiske debat anses måske for tvivlsom. I hvert fald er deres ansøgninger ikke imødekommet.

Af Allerkoncernens årsrapport fremgår, at afkastet på selskabets finansielle investeringer i 2021/22 var negativt – 156 mio.kr. mod et positivt afkast på 48 mio.kr. i 2020/21.

De samlede finansielle poster inklusive bank- og prioritetsrenter mv. udgør en nettoomkostning på 177 mio.kr. mod en nettoindtægt på 32 mio.kr. i 2020/21.

I beretningen besværer Aller sig over den hårde konkurrence fra dagspressen og deres magasintillæg, der i Danmark ”med hjemmel i den fortsat stærkt konkurrenceforvridende momslovgivning producerer og udgiver både på print og digitalt uden moms”. Dette står i skærende kontrast til, hvad der gælder for Allerkoncernens ugeblade og magasiner, som pålægges fuld moms både på print og digitalt. Aller understreger, at ”Disse forhold er fortsat stærkt medvirkende til at forværre de i forvejen udfordrende tider for den del af mediebranchen, der ikke er omfattet af momsfritagelse”.

Fritstilling

De økonomiske problemer i Aller-koncernen betød, at Feminas hidtidige chefredaktør havde mulighed for at søge nye udfordringer. Det er baggrunden for, at Danmarks Radio kunne ansætte Isabella Hindkjær som ny chef for P3.

Den borgerlige debattør, Christian Egander Skov, har i et indlæg i Berlingske Tidende stillet spørgsmål ved DRs ansættelse af Hindkjær. Det har fået chefredaktør på A4, Kristian Madsen, til at anklage Christian Egander Skov for at være sexistisk. Egander Skov har på Twitter repliceret med at udtale at Kristian Madsen er ”fuld af løgn”: ”Nu er Kristian Madsen jo en politisk aktør i fagbevægelsens presse, men Hindkjær skal arbejde i DR, som er forpligtet på alsidighed,” siger Christian Egander Skov.

Kristian Madsen var forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2000-2004, konsulent i LO fra 2004-2008, informationschef i 3F 2008-2010 (inden 3F’s involvering i Falck-skandalen) og, fra 2010 på Politiken som bl.a. USA-korrespondent, lederskribent og politisk kommentator. Det var Kristian Madsen, der skrev Helle Thorning-Schmidts ”Jeg-kan-slå-Fogh-tale” i valgkampen mod Frank Jensen, der den 12. april 2005 sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten i Socialdemokratiet.

Kristian Madsen forlod Politiken i 2021 og er i dag direktør og chefredaktør for A4 Medier, der består af en række digitale nyhedsplatforme herunder A4 Nu, A4 Arbejdsliv, og A4 Arbejdsmiljø. A4 Medier ApS er ejet af A-Pressen A/S (65 pct.) og JSL Management ApS (35 pct.).

Da USA, EU, Canada, Australien m.fl. efter Ruslands overfald på Ukraine indførte sanktioner mod Ruslands energieksport afsatte Rusland i stedet olien til Kina, Indien og andre lande i Asien.

Indien har fuldstændig ignoreret opfordringer til at deltage i sanktionerne, og Indien spiller nu en væsentlig rolle i at opretholde Ruslands olieindtægter.

Indien dækker omkring 85 pct. af oliebehovet med import. Inden krigen i Ukraine var den indiske import af russisk olie på under 70.000 tønder om dagen. I begyndelsen af 2023 importerede indiske raffinaderier over 1,3 millioner russisk råolie om dagen, og russisk olie dækker nu knap 20 pct. af Indiens importbehov – kun overgået af importen fra Irak.

Vestens sanktioner mod Ruslands oliehandel har været en enorm økonomisk fordel for Indien. Det anslås, at Indien på mindre end et år har sparet mindst 3,6 milliarder dollars ved at skrue op for russisk olieimport, der sælges med en klækkelig debat i forhold til normalprisen på olie.

I FN afstod Indien torsdag den 23. februar 2023 fra at stemme for en resolution, der krævede at Rusland øjeblikkeligt trak sig ud af Ukraine.

At Indien økonomisk støtter Ruslands krigsførelse i Ukraine, afholder ikke Danmark fra at sende en større delegation med Kronprinsen i spidsen til Indien. Formålet er angiveligt at fremme danske erhvervsinteresser i et ”grønt partnerskab” med det folkerige Hindu-regime.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen risikerer imidlertid at ødelægge den gode stemning, hvis han overfor den indiske udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar, kritiserer, at Indien alene er optaget af egne interesser i forholdet til Rusland. Med kendskab til Lars Løkkes talegaver vil eventuel kritik næppe blive bemærket.

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk med over 750.000 gæster om året, står over for en ubehagelig museumsreform. Allerede ved sin tiltrædelse varslede den nye kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, et omslag på området, og politiske analytikere er enige om, at det vil gå økonomisk ud over de museer, der i dag får store statstilskud.

Louisiana får 32,6 millioner kroner om året i statsstøtte, og kulturministeren har allerede sendt en advarsel til Fredensborg Kommune, der ”modtager millioner i statsstøtte til Louisiana uden selv at punge ud”, som han sagde og kaldte det ”meget lidt solidarisk”.

I Jylland kan du også finde store og velbesøgte kunstmuseer som ARoS. Et besøg på et mindre museum som Gl. Estrup kan dog også anbefales. Her er der mulighed for at få indblik i hvordan både herskab og tjenestefolk levede i gamle dage.

Gammel Estrup Herregårdsmuseum, der ligger i Østjylland midt mellem Randers og Grenå, er meget mere end et støvet adelsmuseum. Museet har i efterhånden mange år formidlet historien om alle de danskere, der dengang levede på og omkring godserne, som sammenlagt udgjorde landets største arbejdspladser. Det har det statsanerkendte museum gjort med en meget beskeden fast bevilling fra staten på knap 4 millioner kroner.

Museet lever i høj grad af bevillinger fra private fonde – for hver offentlig krone, som staten giver til Gammel Estrup, henter det selv tre kroner hjem – men det er altid et krav fra fondene, at museerne selv kan stille med en vis egenfinansiering af projekterne. Det er der knap penge til med de forventede billetindtægter og det nuværende statslige bevillingsniveau. Det skal hele tiden overvejes, om museet fortsat kan holde åbent året rundt, om museet kan vedligeholdes i nødvendigt omfang, og om det stadig er muligt at opretholde et forskningsniveau af international klasse.

Relevansen for borgerne kan aflæses på besøgstallene, der viser, at museet i Jylland har 100.000 gæster om året. Til sammenligning har Den Hirschsprungske Samling 29.000 besøgende og Ordrupgård 17.000. Alligevel får de to hovedstadsmuseer henholdsvis 7,5 og 14 millioner kroner fra staten, altså tre til seks gange mere end Gammel Estrup på trods af langt færre gæster.

Behov for en museumsreform

Tallene aktualiserer behovet for en museumsreform, og det er indiskutabelt, at tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de statslige og 97 statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for at rette skævheder

Der er således et enormt behov for at reformere. Landsforeningen Danmark på Vippen udarbejdede for nogle år siden en analyse, der viste at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit 126 kr. pr. besøgende, mens museer i resten af Danmark får 42 kr. Hovedstadsområdets museer får altså over tre gange så meget i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Bornholms Kunstmuseum modtog sidste år knap 1 mio. kr. fra staten eller godt 15 kr. per gæst, mens støtten til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland var en hel del mere rundhåndet. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 162 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 15 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 162 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 40.779 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Forhandlingerne om en museumsreform er tidligere kørt fast fordi Dansk Folkeparti havde en styrke, hvor partiet kunne insistere på at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året.

Det ville have betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kunne vinke farvel til millioner af støttekroner.

Den udskudte museumsreform har betydet, at det i en årrække ikke har været muligt at anerkende flere end de 97 allerede statsanerkendte museer. Idérigdommen har ellers været stor, og vi har i nyere tid fået en række nye museer. Fra Forstadsmuseet i Hvidovre, over Rockmuseet i Roskilde til Tirpizt ved Blåvand og Vadehavscentret ved Ribe, der selvom de har haft mange besøgende, overvejende har været afhængige af kommunale tilskud.  

Regeringens planer

På side 50 i regeringsgrundlaget for den nuværende regering står, at den vil “reformere forældet lovgivning, rydde op i tilsandede strukturer og styrke kulturlivet i hele landet. Som en del af dette arbejde vil regeringen bl.a. gennemføre en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne”.

Den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt har da også indkaldt statsanerkendte museer, Kommunernes Landsforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri og Organisationen Danske Museer til et stormøde mandag 27. februar om en museumsreform.

Stormøder gør det ikke alene – der udestår også en nok så kompliceret politisk proces, men hvis Engel-Schmidt faktisk får gennemført en museumsreform, kan han meget vel gå over i annalerne som en af de sjældne succesfulde kulturministre i Danmark.

Kan alle museer overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform ender med en anden fordeling af den offentlige støtte, skal museer som Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARoS indstille sig på at øge deres egenindtægter.

Erfaringerne fra Coronapandemien og de begrænsede muligheder for at feriere i udlandet demonstrerede, at med de halverede billetpriser kunne de populære museer faktisk tiltrække mange nye gæster. Det tyder på, at der er gode muligheder for, at i hvert fald nogle museer kan tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde, som sammen med øgede billetindtægter kan kompensere for reducerede statstilskud.