Hjemsendelse af personer, der opholder sig ulovligt i EU

Torsdag den 26. marts 2026 godkendte Europaparlamentet (389 stemmer for, 206 imod og 32 undladelser) at indlede forhandlinger med Rådet om nye juridiske rammer for hjemsendelse af personer, der opholder sig ulovligt i EU.

Foranstaltningerne, der er foreslået af EU-Kommissionen,  er blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper, men indgår i de foranstaltninger, der skal føre til den ønskede opstramning af immigrationsreglerne i EU.

Blokering af muligheder for asylshopping

F. eks betyder det, at når ét medlemsland afviser en asylansøgning, kan alle andre medlemslande træffe samme beslutning uden at åbne sagen på ny. Det er for at undgå asylshopping, hvor man bevæger sig fra EU-land til EU-land i forsøget på at forlænge sit ophold, uden at der er et reelt grundlag for at få asyl.

Forordningen lægger også vægt på, at udlændinge skal følge myndighedernes anvisninger og ikke forsøge at omgå reglerne for på den måde at besværliggøre samarbejdet på tværs af landegrænser.

Hvis en udlænding bliver dømt til udvisning og nægter at følge dommen, får landene flere muligheder for tilbageholdelse. Det har den klare fordel, at man ikke kan forsvinde ude af systemet, før en hjemsendelse gennemføres.

Samtidig skærpes reglerne for indrejseforbud, så de nu bliver gældende i hele EU og holder i op til ti år og i særlige tilfælde kan forlænges.

Hjemsendelsescentre

Endnu en positiv udvikling er at reformen vil give mulighed for åbning af asylcentre eller “tilbagesendelsesknudepunkter” uden for EU’s grænser, hvortil migranter, hvis asylansøgninger er blevet afvist, vil blive sendt. Den forudser også strengere straffe for migranter, der nægter at rejse.

Aftalen om udrejsecentre uden for EU giver medlemslandene mandat til at indgå aftaler med tredjelande, hvor udlændinge uden ret til at være i EU kan opholde sig, mens deres sag prøves og hjemsendelsen forberedes.

Nogle medlemslande, herunder Frankrig og Spanien, har tidligere sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af ​​asylcentre i udlandet, som er beskrevet som “juridiske sorte huller” placeret uden for EU’s territorium, hvor politikere ikke kan garantere, at folks rettigheder vil blive overholdt.

En gruppe lande, herunder Danmark, Østrig, Grækenland, Tyskland, Italien og Holland, presser ikke desto mindre på for at undersøger mulighederne for at oprette asylcentre i udlandet.

En troværdig migrationspolitik forudsætter hjemsendelser

Fortalere siger, at knudepunkterne kan virke afskrækkende på migranter fra at forsøge at nå Europa i første omgang. “De afgørende ændringer, der indføres med denne forordning, vil gøre det muligt at garantere dette enkle princip: Hvis du kommer ulovligt til Europa, kan du være sikker på, at du ikke kan blive her,” sagde det konservative franske MEP Francois-Xavier Bellamy, ifølge den franske avis Le Monde.

Man må ikke glemme, at formålet aftalen er, at flere faktisk forlader vores kontinent, når de ikke har ret til at være her. Den kursændring er helt nødvendig og en forudsætning for en troværdig migrationspolitik. Hvis afgørelser ikke håndhæves, undermineres tilliden til systemet.

Derfor er det afgørende, at EU nu endelig tager et skridt i retning af et system, hvor der er sammenhæng mellem beslutning og konsekvens.

Kritik af retssikkerheden

Kritikere peger på de hindringer, som lignende projekter tidligere har mødt. Storbritannien opgav en ordning med at deportere udokumenterede migranter til Rwanda, mens italienske forsøg på at asylbehandle migranter i Albanien har stået over for juridiske udfordringer.

En gruppe på 70 menneskerettighedsgrupper advarede i februar om, at reformen ville muliggøre “ICE-lignende immigrationshåndhævelse”, en henvisning til de hårdhændede praksisser, der anvendes af immigrations- og toldmyndighederne (ICE) i USA.

Europæiske regeringer har efterstræbt en hårdere linje overfor ulovlige immigranter i takt med at den offentlige mening i mange medlemslande er skærpet, og fordi udviklingen har givet højreekstreme partier vind i sejlene.

I løbet af 2025 har fokus i Bruxelles i stadig højere grad rettet sig mod at forbedre repatrieringssystemet, hvor kun omkring 20 pct. af de personer, der får ordre til at rejse, faktisk forlader landet.