Har Rigspolitiet valgt at entrere med Netcompany eller med IT Factory?

Netcompany

Den nye chef for PR og kommunikation i it-virksomheden Netcompany får nok at se til, men hun forventes til fulde at kunne udnytte hendes store erfaring med håndtering af monumentale møgsager.

Karen Clement har siden marts 2021 stået i spidsen for Forsvarsministeriet presseindsats. Inden da kom hun fra en stilling som ledende pressesekretær i Statsministeriet.

Karen Clement har tidligere været ansat som presserådgiver for udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og som journalist på TV 2, Berlingske Nyhedsbureau og Radio24syv.

Netcompany, der er grundlagt og ledes af André Rogaczewski, står blandt andet for it-systemerne bag det kritiserede offentlige postsystem, mit.dk., Skats nødlidende inddrivelsessystem og Aula.

Den 17. januar tog politiet et nyt administrativt system i brug. Det nye it-system hos Politiets Administrative Center (PAC), der er leveret af Netcompany, har fået kritik for lang sagsbehandlingstid på udstedelsen af våbentilladelser, og det betyder, at mindst 20.000 jægere ikke fik udstedt deres tilladelser til rette tid. Systemet er også årsagen til at danske vagt- og sikkerhedsvirksomheder nu deltager i kritikken af Rigspolitiet. Vagt- og sikkerhedsvirksomhederne kan kun udføre deres arbejde, hvis samarbejdet med politiet og andre offentlige institutioner forløber effektivt og gnidningsfrit.

Hver gang en ny vagt bliver ansat, kræver det en vagtgodkendelse og et legitimationskort fra Rigspolitiet. Desværre er ansøgningsprocessen blevet en rodet omgang. Der er ikke styr på rækkefølgen, ansøgningerne bliver behandlet i, så ansøgninger, der har ligget i længere tid, risikerer at blive sprunget over af nye ansøgninger. Der er også eksempler på, at ansøgninger simpelthen forsvinder, og at beskeder til godkendte kandidater ikke er blevet sendt afsted.

Førhen lå ventetiden på omkring 14 dage, men med det nye it-system er sagsbehandlingstiden for vagttilladelser nu eksploderet til op mod 35 dage, og den er ved at udvikle sig til at være den største udfordring for vagt- og sikkerhedsindustrien.

It-systemet hos Rigspolitiet, blev iværksat uden testfase. Efterfølgende er der konstateret fejl, som har betydet lange sagsbehandlingstider.

Tidligere justitsminister Nick Hækkerup måtte i Folketinget love at rette op på det fejlbehæftede nye it-system hos Politiets Administrative Center (PAC), ved blandt andet at sætter flere medarbejdere på sagen.

Desværre er problemerne medio juni langt fra løst.

Har det betydning, at afkastkurven vender?

Wall Street

Den amerikanske obligationsrentekurve vendte igen mandag, hvilket øgede bekymringen for, at økonomien er på vej mod en recession. Renten på korte 2-årige statsobligationer steg over de 10-årige statsobligationer for første gang siden april. Renten på femårige obligationer gik så højt som 17 basispoint over renten på 30-årige papirer.

Mandag den 13. juni 2022 vakte det opmærksomhed på Wall Street, at afkastet på en amerikansk 2-årig statsobligation pludselig blev større end afkastet på en 10-årig obligation.

Den såkaldte omvendte afkastkurve eller omvendte obligationsrentekurve (inverted yield curve) viser sig, når efterspørgslen i markedet for lange papirer overstiger efterspørgslen efter korte papirer.

Kortsigtede renter følger typisk forventningerne om, hvor Federal Reserve vil fastsætte dag-til-dag-renten, mens de lange renter afspejler mere fjerntliggende forventninger om økonomisk vækst og inflation.

Når afkastkurven vender, signalerer det, at markederne prissætter en stigende risiko for, at Federal Reserves forhøjelse af den korte rente, der har til formål at bremse den høje inflation, vil skade væksten og vippe økonomien ud i en recession.

Normalt er der en positiv forskel mellem renten på korte papirer og lange papirer. Renten på en obligation med 10-års løbetid er normalt højere end på et 3-måneders papir, fordi investorer normalt forventer en vis præmie for at binde midlerne i lange papirer, hvor der kan være en vis risiko i form af det fremtidige inflationsniveau m.v.

En omvendt afkastkurve tolkes af nogle finansfolk som et sikkert tegn på en kommende recession.

En række ‎‎bekymrende inflationsrapporter‎‎ i de seneste dage er på bordet under mødet i den amerikanske centralbanks FOMC-komité, tirsdag og onsdag 14. – 15. juni 2022. Det forventes, at den amerikanske centralbank, The Fed, på mødet vil besluttet at forhøje styringsrenten. Renten er i øjeblikket på 1 pct. og spørgsmålet er om den forhøjes til 1,5 pct. eller til 1,75 pct. Hvis renten forhøjes med 0,75 pct.-point, vil det være den største rentestigning siden 1994.

Mellemøsten og konflikten mellem Sunni- og Shia-muslimer

Cineworld

Når Mellemøsten er en veritabel krudttønde, er årsagen ikke først og fremmest modsætninger mellem vestlige demokratier og regionens islamiske samfund. Årsagen er først og fremmest rivaliseringen mellem shiamuslimer og sunnier.

Sunni-islam og shia-islam udgør islams to største hovedretninger. De har fra tiden efter Muhammeds død haft en arvestrid, som er et spørgsmål om, hvem den rette leder for islam skulle være.

Da islams grundlægger, profeten Muhammed døde i begyndelsen af det 7. århundrede var der uenighed om, hvem der skulle træde i hans fodspor.

Størstedelen af datidens muslimer pegede på Abu Bakr – en nær rådgiver for Muhammed – som ny ”kalif ” – leder af det politiske organ, kalifatet.

En anden, mindre gruppe mente derimod, at det var Muhammeds fætter og svigersøn, Ali ibn Abi Talib, der var den retmæssige arvtager efter Muhammed.

Begge grupper kæmpede for deres sag, men det blev flertallets valg, Abu Bakr, der til sidst, i 632, blev den første kalif.

For både sunni- og shiamuslimer anses Koranen som den primære kilde til regler for livsførelse, men i sunni-islam eller sunnismen anses Koranen som den afgørende kilde til Muhammeds levevis.

Shia-muslimer eller shiister derimod særlig vægt på den særlige status og fortolkningsret, de tillægger imam-slægten efter Muhammed – den såkaldte ”Ahl al-Bayt”-profetslægt, hvor imam-rækkefølgen kan spores i en direkte linje fra Muhammed og fætteren Ali.

Efter Abu Bakr fulgte to kaliffer, og det var først efter mordet på den tredje kalif, Uthman, at Muhammeds fætter, Ali, i 656 blev valgt som den fjerde kalif efter Muhammed. Der herskede stor uenighed om arvefølgen blandt imamer og kaliffer, og Ali måtte kæmpe flere slag, for at blive accepteret som retmæssig kalif. Alligevel har der siden været strid mellem sunni- og shia-muslimer om den rette opfattelse af islam.

Ikke mindre end 23 procent af verdens befolkning er muslimer. Der lever i dag cirka halvanden milliard muslimer i verden. Islam er dermed verdens andenstørste religion efter kristendommen. På verdensplan udgør sunni-muslimer cirka 85 procent af verdens muslimer, mens cirka 15 procent er shia-islam-tilknyttede.

Shia-islam har cirka 200 millioner tilknyttede og er relativt udbredt i lande som Irak, Pakistan, Yemen og Azerbaijan.

I Iran tilhører omkring 90 procent af befolkningen shia-islam, som er statsreligion, hvilket gør landet til den største politiske repræsentant for Shia-islam i dag.

Konflikten i England om ”The Lady of Heaven”

Vrede protester fra især sunni-muslimske demonstranter har i England fået biografkæden Cineworld til at stoppe visningen af filmen ”The Lady of Heaven” (Kvinden fra himlen), af hensyn til de britiske kunders og ansattes sikkerhed.

Protesterne går dels på at filmen er blasfemisk og samtidig kritiseres filmen for at dæmonisere sunni-muslimer.

Filmen ripper op i den over 1400 år gamle strid mellem shia- og sunni-muslimer. Filmen fortæller historien om profeten Muhammeds datter Fatima set fra et shia-muslimsk synspunkt, hvilket har ført til protester fra primært sunni-muslimer.

Filmen portrætterer tætte venner og rådgivere for profeten, som var sunni-muslimer. Filmen antyder, at det minder om den opførsel, som vi så fra Islamisk Stat.

Et andet element i filmen er, at den kort viser profeten Muhammed, om end ingen skuespiller er krediteret for at spille rollen, og ansigtet er sat sammen med computerteknologi. Men det har blandt andet fået det shia-muslimske Iran til at forbyde filmen.

Valget i Frankrig

Fransk_valg-removebg-preview

I Frankrig blev 1. runde i valget til Nationalforsamlingen afviklet søndag den 12. juni 2022.

Alle kandidater, som i første valgrunde har fået over 12,5 procent af stemmerne i deres valgkreds, går videre til anden valgrunde søndag den 19. juni 2022, hvor kun én kandidat i hver valgkreds får et af de 577 sæder i Nationalforsamlingen.

Den udbredte skepsis overfor det politiske system blandt franskmændene førte ikke uventet til en meget lav valgdeltagelse på kun 47,2 pct.

Præsidentvalget i april 2022 gav Emmanuel Macron fem år mere på præsidentposten efter en duel med den højrenationale kandidat Marine Le Pen.

I valgkampen op til parlamentsvalget er det ikke Marine Le Pen og højrefløjen, der har sat dagsordenen med fokus på indvandring og Frankrigs nationale identitet.

Det har i stedet været venstrefløjen og dens leder, Jean-Luc Mélenchon, som nu er Emmanuel Macrons hovedmodstander takket være et nyt valgforbund mellem Mélenchons parti ”Det rebelske Frankrig” og De Grønne samt Socialistpartiet og kommunisterne. Valgforbundet NUPES (Nouvelle Union Populaire Écologique et Sociale) er gået til valg underparolen ”Mélenchon som premierminister”.

Jean-Luc Mélenchon ligger et godt stykke til venstre for de traditionelle socialdemokratiske positioner, og hvis en valgsejr fører til at han bliver premierminister, kan han blive en konstant sten i skoen for Emmanuel Macron de næste fem år.

NUPES har op til valget ligget i front i meningsmålingerne med 28 procent af stemmerne mod 27 procent til Emmanuel Macrons centrumorienterede valgforbund, ENSEMPLE.

Resultatet af 1. runde er, at Melenchons NUPES-valgforbund og Macrons ENSEMPLE ligger næsten lige med omkring 26 pct. af stemmerne, men med et lille forspring til Macron.

Præsidenten kan dog langt fra vide sig sikker på et flertal i Nationalforsamlingen – og dermed på at kunne realisere sin politik. Det vil kræve, at Macron og hans allierede i valgforbundet ENSEMPLE i 2. runde næste søndag vinder over 289 pladser ud af de i alt 577.

Risikoen for et parlament uden fast flertal har betydet, at den regering med premierminister Élisabeth Borne i spidsen, Macron udpegede efter sejren ved præsidentvalget, og som vil skulle bekræftes af det næste flertal i Nationalforsamlingen, åbnede en decideret gavebod i valgkampens slutspurt.

Regeringen har således lovet, at pensionisterne i juli måned får udbetalt ekstra pension og annonceret en inflationshjælp til fattige familier. Hertil kommer en købekraftspakke senere denne sommer. Alt sammen for at undgå, at frustration over højere priser skulle forringe Macrons valgforbund, ENSEMPLES, muligheder i parlamentsvalget.

Blandt valgløfterne fra NUPES er mindsteløn på 1.500 euro, ulydighed mod EU-lovgivning – særligt budgetregler og konkurrencelove – og en langt hurtigere grøn omstilling med investering i vedvarende energi og udfasning af atomkraften.

Den hårde højrefløj med Marine Le Pen og Éric Zemmour har ikke spillet en større rolle ved parlamentsvalget, og pladsen som Macrons hovedmodstander er derfor overladt til venstrefløjen.

Marine Le Pens Rassemblement National (RN) fik godt 18 procent, og bliver dermed ikke en betydende magtfaktor i Nationalforsamlingen. Alt tyder dog på at Marine Le Pen i Nordfrankrig genvinder sin egen plads i Nationalforsamlingen.

De ”gamle” borgerlige i Les Républicains (LR) fik knap 14 pct. af stemmerne i 1. valgrunde, og er dermed også uden for afgørende indflydelse.

Blandt søndagens store valgnyheder var, at Éric Zemmour fra den hårde højrefløj i hans Sydfranske valgkreds ikke kvalificerede sig til anden valgrunde. Han bliver dermed ikke medlem af det franske parlament, og hans Reconquête!-parti klarede sig med kun godt 4 procent af stemmerne på landsplan så dårligt, at de forventes at få mellem nul og to parlamentsmedlemmer.

Hvis venstrefløjens forhåbninger om et godt valgresultat bekræftes i 2. runde, skal NUPES vælge, om venstrefløjen skal modarbejde eller forsøge at samarbejde med præsidenten. Hvis venstrefløjen vælger konfrontationen, kan det lamme fransk politik i de næste 5 år.

Socialdemokratiets brutale angreb på kritikere – med knopperne forrest!

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har i et hårdt angreb på Jakob Ellemann-Jensen anklaget Venstre for at adoptere Donald Trumps kampagnemetoder.

Hummelgaard anklager blandt andet Venstre for – ligesom Trump – at så mistillid til samfundets institutioner. Han henviser til FE-sagen, hvor Folketinget, herunder Venstre, endte med at sige nej til at ophæve tidligere V-forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens immunitet.

Angrebet kommer efter kritik af regeringen for at have politiseret embedsværket, FE-sagen, minkskandalen og kritik af Mette Frederiksens magtfuldkomne måde at forvalte statsministerembedet på.

Man kan ikke undgå at få den tanke, at Peter Hummelgaards angreb er et forsøg på at modvirke det billede, der tegner sig af Socialdemokratiet, som et parti, der ikke tåler kritik.

Ekstra Bladet kunne i marts 2021 afsløre, at efterretningstjenesterne var bekymrede for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre. Siden har den hårde fremfærd mod FE-chef Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, bekræftet, at regeringen ingen midler skyer for at imødegå kritik.

Ekspert i digital, politisk kommunikation, Benjamin Rud Elberth, har offentligt tilkendegivet, at noget tyder på, at Socialdemokratiet har en eller anden form for tæskehold siddende klar til at rykke ud, når partiet angribes.

Til eksempel nævnes forfatteren Jonas Eika, der i 2019 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for “at have statsracisme”. Det fik den socialdemokratiske ordfører Rasmus Stoklund til at kalde Eika “en forfatterklovn”.

”Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier”, siger Benjamin Rud Elberth.

Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

”Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler”, siger Benjamin Rud Elberth.

Tidligere eksempler

Berlingske bragte i midten af februar 2020 en række eksempler på Socialdemokratiets pres på uvildige eksperter og interesseorganisationer, der havde udtalt sig kritisk om socialdemokratisk politik. Eksempler, som gav et solidt indtryk af en ryggesløs, magtfuldkommen, kæft-, trit- og retningsorienteret regering, der er pænt ligeglad med substansen af et givent politisk tema.

Eksperter, der udtaler sig kritisk om Socialdemokratiets politik, udsætter sig selv for fare for intimidering fra partiet.

Hårde nysere som Henrik Sass Larsen og Martin Rossen er p.t. trådt i baggrunden, men typer som Peter Hummelgaard har villigt indtaget deres plads.

Billedet på dansk demokrati i disse år syntes at være, at eksperter, herunder mange offentligt ansatte, må være forberedt på at blive udsat for bøllemetoder og gemen intimidering fra magtens centrum, skulle de finde på at sige regeringspartiet imod.

Har det altid været sådan?

Det overrasker tilsyneladende mange, men det er faktisk ikke en ny foreteelse. Socialdemokratiet har altid i regering ment at have et ”ejerskab” til embedsværket og frabedt sig kritik fra offentligt ansatte eksperter. Besværlige personer er angiveligt optaget på veritable ”dødslister” over folk, man ved ført givne lejlighed skulle af med.

Det er nok også forekommet, at det er kommunikeret til genstridige, uafhængige eksperter og organisationer, at obsternasig fremturen kunne få ubehagelige konsekvenser.

Hvis vi går lidt længere tilbage i tiden, brugte man også andre håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Der har altid været hjælpsomme partimedlemmer i bevægelsen, der kunne mobiliseres i givne situationer.

Men Socialdemokratiet har også haft ”gode venner” i Politiet og i andre myndigheder, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Politikommissær Christian Madsen

En sådan ven var Christian Madsen, der siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet tæt til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943. Siden havde man prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

Frem mod valget

Kan vi vente flere angreb ”med knopperne forrest” fra Socialdemokratiet frem mod det folketingsvalg, der skal afholdes senest den 4. juni 2023?

Jeg tror det!

Valg i Frankrig

Franske flag

I Frankrig afholdes der valg til Nationalforsamling den 12. og 19. juni, hvor de franske vælgere skal udpege 577 parlamentsmedlemmer.

Alle kandidater, som i første valgrunde får over 12,5 procent af stemmerne i deres valgkreds, går videre til anden valgrunde, hvor kun én kandidat i hver valgkreds får sæde i Nationalforsamlingen.

Præsidentvalget i april 2022 gav Emmanuel Macron fem år mere på præsidentposten efter en duel med den højrenationale kandidat Marine Le Pen.

Nu er det medlemmerne af landets parlament, der skal udpeges. Og denne gang er det ikke Marine Le Pen og højrefløjen, der sætter dagsordenen med fokus på indvandring og Frankrigs nationale identitet.

Det gør i stedet venstrefløjen og dens leder, Jean-Luc Mélenchon, som nu er blevet Emmanuel Macrons hovedmodstander takket være et nyt valgforbund mellem Mélenchons parti ”Det rebelske Frankrig” og De Grønne samt Socialistpartiet og kommunisterne. Valgforbundet NUPES (Nouvelle Union Populaire Écologique et Sociale) går til valg underparolen ”Mélenchon som premierminister”.

Jean-Luc Mélenchon ligger et godt stykke til venstre for de traditionelle socialdemokratiske positioner, og hvis han bliver premierminister, kan han blive en konstant sten i skoen for Emmanuel Macron de næste fem år.

NUPES ligger i front i meningsmålingerne med 28 procent af stemmerne mod 27 procent til Emmanuel Macrons valgforbund, Ensemble. Præsidenten kan derfor ikke vide sig sikker på et flertal i Nationalforsamlingen – og dermed på at kunne realisere sin politik. Det vil kræve, at Macron og hans allierede i valgforbundet Ensemble vinder over 289 pladser ud af de i alt 577.

Risikoen for et parlament uden fast flertal har betydet, at den regering med Premierminister Élisabeth Borne i spidsen, Macron udpegede efter sejren ved præsidentvalget, og som vil skulle bekræftes af det næste flertal i Nationalforsamlingen, har åbnet en decideret gavebod i slutspurten.

Regeringen har således lovet, at pensionisterne i juli måned får udbetalt ekstra pension og annonceret en inflationshjælp til fattige familier. Hertil kommer en købekraftspakke senere denne sommer. Alt sammen for at undgå, at frustration over højere priser skal forringe Macrons valgforbund, Ensembles, muligheder i parlamentsvalget.

Blandt valgløfterne fra NUPES er mindsteløn på 1.500 euro, ulydighed mod EU-lovgivning – særligt budgetregler og konkurrencelove – og en langt hurtigere grøn omstilling med investering i vedvarende energi og udfasning af atomkraften. Den kritiske EU-linje har fået en del socialdemokrater og grønne til at forlade partierne eller stille op som alternative kandidater.

Den hårde højrefløj med Marine Le Pen og Éric Zemmour ser ikke ud til at kunne spille en større rolle ved parlamentsvalget, og pladsen som Macrons hovedmodstander er derfor overladt til venstrefløjen.

Hvis venstrefløjens forhåbninger om et godt valgresultat indfries, skal NUPES vælge, om venstrefløjen skal modarbejde eller forsøge at samarbejde med præsidenten. Hvis venstrefløjen vælger konfrontationen, kan det lamme fransk politik i de næste 5 år.

Den udbredte skepsis overfor det politiske system blandt franskmændene ventes – igen – at føre til en meget lav valgdeltagelse. Under halvdelen af franskmændene forventes at stemme.

Ramler verdensøkonomien efter sommerferien?

Mærsk motto

Økonomer advarer om, at det for USA og EU kan ende som i 2008, hvor krakket i Lehman Brothers satte finanskrisen i gang.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked, der i en periode havde været overophedet. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor, og den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

Meget er ændret, men?

Meget er ændret siden 2008. Selvom ejendomsmarkerne har vist tegn på overophedning, er de fleste boligejere i dag mere polstrede end i 2007-08. Det må dog ikke overses, at forbrugertilliden i både USA og EU er historisk lav.

USA’s bruttonationalprodukt faldt i første kvartal af 2022, inflationen raser og renterne er stigende. Er USA (og dermed verdensøkonomien) på vej ind i en recession (defineres som negativ økonomisk vækst i mindst 2 kvartaler)?  Mange økonomer og f.eks. Bank of America tvivler på vi står over for en egentlig recession, men økonomisk står vi overfor store bump på vejen – ikke mindst som følge af at den amerikanske centralbank – Federal Reserve – vil stramme pengepolitikken.

Renternes optur har da også taget fart siden årsskiftet, og for danske boligejere betyder det, at der nu er fastforrentede lån til fire procent på hylderne, hvor der for kun et par år siden var lån til nul procent at få. Så sent som ved årsskiftet var den toneangivende rente på halvanden procent på fastforrentede lån.

For flekslånenes vedkommende er renterne også steget til de højeste niveauer i årevis, og det sætter sig direkte i den såkaldte boligbyrde – omkostningen ved at finansiere en ejerbolig. Den ligger nu i hovedstadsområdet og Nordsjælland på et højere niveau end gennemsnittet for de seneste 25 år.

Rente og inflation

Torsdag den 9. juni 2022 var der rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, og ECB forventer nu åbent, at renten vil blive sat op med et kvart procentpoint i juli og september. Samtidig tilkendegives det, at inflationen kan gøre det nødvendigt med en større renteforhøjelse i 3. kvartal.

Centralbankernes onde ånd er den stigende inflation. Mens de fleste centralbanker styrer mod en inflation på omkring 2 pct. er forbrugerpriserne i Danmark steget med over syv procent i maj i forhold til året før.

Der er ingen tegn på, at stigningerne i de danske forbrugerpriser er ved at ebbe ud. Tværtimod kan man godt forestille sig, at priserne på en række tjenesteydelser vil stige sammenlignet med sidste sommer, der fortsat var præget af restriktioner.

Udover krigen i Ukraine har presset på råvaremarkederne bidraget til inflationen. Desuden har der været forsyningsproblemer som følge af Corona-nedlukninger i Kina og flaskehalse, der har givet rekordhøje priser på transport af varer på verdenshavene.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har opjusteret forventningerne til inflationen i euroområdet i år og næste år ganske markant. De danske inflationstal for maj betyder, at det samme vil ske i Danmark.

Danmarks høje offentlige udgifter udtryk for manglende prioritering og effektivisering

M Frederiksen LLR JA

Det danske skattetryk steg i 2019 med 1,8 pct. til 46,9 pct. Samtidig faldt det gennemsnitlige skattetryk i EU til 41,1 pct. Det fremgår af en rapport fra Eurostat, hvor det også fremgår at Danmark nu igen er tæt på at have det højeste skattetryk. Frankrig havde i 2019 fortsat rekorden med 47,4 pct. men det franske skattetryk er på vej nedad, mens skattetrykket i Danmark er stigende.

Danmark har suverænt rekorden med det største skattetryk på 30,7 pct. på indkomster og formuegoder. Langt over f.eks. Sverige med 18 pct.

En af årsagerne til den absurde udvikling i Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne og i 2022 er pengene trods Nationalbankens og Vismændenes advarsler fortsat med at fosse ud til offentlige udgifter.

Skatte- og afgiftstrykket er gået amok, forbrugerpriserne er de højeste i EU, ejendomsskatter og grundskyld nærmer sig ekspropriering, borgernes udgifter til el, vand, varme og renovation på selv moderat forbrug er de højeste i verden og banker og realkreditinstitutter flår kunderne med stiftelsesprovisioner og negative renter.

Den offentlige sektor, sundhedsvæsenet, undervisnings- og skattevæsen og den kollektive trafik er kritisabel og vores universiteter og forskningsinstitutioner rangeres på linje med bananstater.

De etablerede medier syntes ikke at interessere sig for grundlaget for vækst og beskæftigelse og overhovedet vilkårene for tilvejebringelse af et bruttonationalprodukt, og for de fleste politikere er samfundsøkonomisk viden og ansvarlighed en by i Rusland.

Vi kunne uden problemer og uden at en eneste tog notits heraf flytte finansministeriet til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als, hvortil Fødevareministeriets landbrugsstyrelse allerede er forvist.

Kommunernes og regionernes økonomi

Rammerne for kommunernes og regionernes økonomi fastlægges i forhandlinger mellem regeringen og kommuner og regioner.

Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Aftalen den 8. juni 2022 mellem regeringen og kommunerne betyder, at kommunerne i 2023 råder over et samlet udgiftsbudget på 424 mia. kr.

Regeringen og regionerne er den 10. juni 2022 blevet enige om regionernes økonomi for 2023. Regionerne råder dermed i 2023 over et samlet udgiftsbudget på omkring 135 mia. kr.

Med aftalerne har regioner og kommuner i 2023 mulighed for tilsammen at disponere over 560 mia. kr.

Kritik

Uanset de rundelige servicerammer høres fra kommuner og regioner kritik, der, der bringer mindelser om venstrefløjens advarsler i 1980’erne mod den daværende borgerlige regerings politik, der uvægerligt ville resultere i en ”social massegrav”.

Man bliver deprimeret, når flere konservative borgmestre blander sig i koret og meddeler, at man har brug for flere af skatteborgernes penge.

Samlede offentlige udgifter

Hvert år er den sagesløse befolkning vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven. For 2023 vil forhandlingerne blive præget af det kommende folketingsvalg. Befolkningen vil blive bibragt et indtryk af, at der kæmpes om hver eneste krone i forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.

Valg eller ikke valg – det ender med en finanslov, der bringer de samlede offentlige udgifter i 2023 op på omkring 1.150 mia. kr. svarende til knap halvdelen af det forventede bruttonationalprodukt på 2.300 mia. kr. i 2023.

Behov for national kompromis om prioritering og effektivisering

Hverken regering eller den politiske opposition har vilje eller evner til at prioritere mellem vigtigt og mindre vigtigt. Selvom der ved prioritering og effektivisering kunne skaffes flere ressourcer til konsolidering af velfærd og andre vigtige nødlidende områder er svaret altid et forhøjet krav til skatteborgerne.

Det er veldokumenteret af produktivitetskommissionen og andre, at der i det offentlige er muligheder for effektivisering, så man kan opnå de samme resultater med forbrug af færre ressourcer. Udover almindelig slendrian, er der også det høje sygefravær, som er et resultat af dårlig ledelse og dårlig kultur mange steder i den offentlige sektor. Hvis sygefraværet reduceres til samme niveau som i den private sektor, er der mulighed for store besparelser.

Effektivisering og prioritering kommer ikke fra den ene dag til den anden. Men hvis de politiske partier droppede det bevidstløse krav om flere penge, og i stedet som led i et nationalt kompromis gik konstruktivt og positivt til værks over for den kendsgerning, at ressourcerne er begrænsede, så kunne reel prioritering og effektivisering blive en mere naturlig del af den politiske kultur.

Baggrunden for retssagen mod Sepp Blatter og Michel Platini

Qatar 2022

Michel Platini modtog i 2011 en overførsel på to millioner schweizerfranc (godt 14 millioner kroner) fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). Platini var dengang præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa),

Den daværende præsident i Fifa, Sepp Blatter, hævder, at de 2 millioner schweizerfranc var ”efterbetaling af løn”.

Både franske og schweiziske myndigheder har interesseret sig for sagen, der har forbindelse til Fifa’s beslutning i 2010 om at giver værtskabet for VM 2022 til Qatar. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar.

I øjeblikket granskes pengeoverførslen til Platini under en retssag mod Sepp Blatter og Michel Platini i den schweiziske by Bellinzona, hvor den schweiziske anklagemyndighed har rejst tiltale mod Platini og Blatter for bedrageri samt illoyal ledelse og tillidsbrud.

Allerede i 2015 var der mistanke om korruption og både Sepp Blatter og Micherl Platini blev udelukket fra fodbold, og siden har sagen været genstand for seks års grundig efterforskning.

Blatter og Platini nægter at have gjort noget forkert. De hævder i stedet, at der er tale om betaling for konsulentarbejde udført af Platini fra 1999 til 2002. Platini var angiveligt ansat som rådgiver fra 1998 til 2002, men Sepp Blatter hævder, at han og Platini havde en mundtlig aftale om lønnen, som blev udbetalt i 2011.

De anklagede risikerer op til fem års fængsel samt bødestraf, hvis de kendes skyldige.

Qatar 2022

Fransk politi har tidligere haft fodboldikonet Michel Platini i forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar.

Qatar er med kun 2,5 mio. indbyggere er verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster.

I Danmark er DBU under stærkt pres i anledning af VM-arrangementet – ikke alene på grund af korruptionsskandalen, men især som følge af de kritisable forhold, som de mange importerede gæstearbejdere m.fl. udsættes for i ørkenstaten.

Qatar med hovedstaden Doha er det rigeste land i verden pga. af landets utrolig store gas- og oliereserver, herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017, men landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Sarkozy og Platini

Fransk politis undersøgelser af mulig korruption i forbindelse med tildelingen af VM 1922 til Qatar har fokuserer på et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor MIchel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder emiren, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Det forhold, at Platini i februar 2011 modtog betalingen på 2 mio. Schweizerfranc fra Fifa, og at Nicolas Sarkozy nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget I 2012 modtog et tilsagn om støtte på 250 mio. euro fra Qatar, har bidraget til mistanken om urent trav.

Den globale økonomiske vækst kvæles af inflation og krig

Verdensbanken juni 22

Verdensbanken sænker forventningerne til væksten for i år med 1,2 procentpoint til 2,9 procent og advarer om risikoen for stagflation (lav økonomisk vækst kombineret med høj inflation): ”Faren ved stagflation er betydelig i dag”, skriver David Malpass, der er præsident for banken, i forordet til bankens Global Economic Prospects-rapport.

Det er blandt andet den russiske invasion af Ukraine, som er skyld i den økonomiske nedtur.

For store og små nationer svinder udsigten til at afværge en recession. Årsagerne er krigen i Ukraine, problemer med forsyningskæder, Covid-relaterede nedlukninger i Kina og svimlende stigninger i energi- og fødevarepriser. Ifølge Verdensbanken er disse faktorer i forening gift for væksten.

Verdensvæksten forventes at aftage til 2,9 procent i år fra 5,7 procent i 2021. Udsigterne er dermed under de 3,6 procent, som fremgik af Den Internationale Valutafonds prognose fra april.

Bortset fra nogle få olieeksporterende nationer som Saudi-Arabien, som nyder godt af priser over 100 dollars pr. tønde, har næsten alle lande set væksten aftage. I de mest avancerede økonomier som USA og Europa forventes væksten at aftage til 2,5 procent i år. I Kina forventes væksten falde til 4,3 procent fra 8,1 procent i 2021.

De fattigste nationer vil blive fattigere, mere usikre og flere mennesker vil blive berørt af hungersnød. Omtrent 75 millioner flere mennesker vil stå over for ekstrem fattigdom end forventet før pandemien.

Næsten syv millioner ukrainere, overvejende kvinder og børn, er strømmet over grænsen for at undgå volden. Selvom nogle er vendt hjem, har flygtningekrisen betydet en belastning af EU-landenes budgetter og ressourcer, der allerede var under pres.