Det er mærkelige tider, vi lever i. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti vil være med i en EU-hær. Venstrefløjens foretrukne dagblad, Information, vil have forsvarsforbeholdet ophævet, ”fordi vi vil være mere uafhængige af de andre derude, som har de store kanoner. Det er en frihedskamp for Europa mellem amerikansk tech-kapitalisme, kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, som det er i Danmarks og Europas interesse, at vi deltager i.”

Oprørende

Ét er, at vi skal føre en frihedskamp for at gøre os uafhængige af kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, men det er decideret oprørende, at venstrefløjsorganet og den frankofile Lykkeberg insisterer på at vi skal føre ”frihedskamp” mod vores allierede, USA, der er helt afgørende for det nord-atlantiske forsvarssamarbejde, der har været, er og altid vil være den eneste sikre garant for Danmarks sikkerhed.

https://www.information.dk/indland/leder/2022/03/fjerne-forsvarsforbeholdet-vaere-forme-nye-europa

Forsvarsforbeholdet i EU har ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden henviser idelig til mulighederne for at Danmark kan engagere sig i fredsbevarende missioner i Østeuropa og på Balkan, og det påpeges med beklagelse, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

https://avisendanmark.dk/artikel/jakob-ellemann-jensen-og-s%C3%B8ren-gade-vi-skal-tage-ansvar-for-danmarks-sikkerhed

Danmarks sikkerhed har siden 1949 været baseret på et aktivt engagement i NATO samt et stadig tættere bilateralt bånd med Storbritannien og USA.

Det havde ingen som helst betydning for forsvarsforbeholdet, at EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik blev forsøgt operationaliseret i 2003. Danmark kunne ikke deltage i EU’s militære operationer eller i EU’s forsvarsagentur, hvor vi kun havde observatørstatus. Som alle vil vide, har det ikke betydet, at danske militære kapabiliteter ikke har kunnet indsættes i alverdens brændpunkter.

Danmark har siden 2014 været med i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

I 2017 besluttede EU-landene at gøre brug af en hidtil aldrig anvendt mulighed i Lissabontraktaten for, at de lande, der ønsker det, kan indgå i et ”permanent, struktureret samarbejde” om at samordne deres militære indsatser og udvikle kapaciteter. I december 2017 blev PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) formelt lanceret af 25 ud af EU’s 28 medlemsstater – alle på nær Storbritannien, Malta og Danmark.

Efter Brexit kunne enhver se, at et europæisk militært samarbejde uden Storbritannien (og Danmark ved Østersøen) var tæt på at være meningsløst. På initiativ af præsident Emmanuel Macron, der med djævelens vold og magt insisterede på etableringen af en uafhængig europæisk søjle i Nato-samarbejdet, blev en europæisk interventionsstyrke – European Intervention Initiative, EII eller E2I, etableret. EII omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Danmarks tilslutning var oplagt. EII ligger uden for EU-samarbejdet og er et godt supplement til det indarbejdede Nato-samarbejde og det tætte, bilaterale samarbejde med UK og USA.

At Danmark står uden for PESCO og EU’s Forsvarsagentur burde ikke udgøre en rimelig anledning til at pille ved et veletableret nationalt kompromis om forbehold overfor EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik.

Er det forsvarsindustriens interesser, vi skal stemme om?

Med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og etableringen i 2017 og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv.

Indtil nu har EU-landenes anskaffelse af militære kapabiliteter foregået på nationalt niveau, men fordelene ved fremover at gøre dette i fællesskab er mange, ikke mindst i en tid hvor mange EU-medlemslande står over for at skulle indkøbe nye generationer af våbensystemer, som de færreste har råd til at udvikle alene.

EDA blev derfor oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb, men først på det seneste er der udviklet konkrete projekter om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole (?) og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb. Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har til formål at motivere EU-landene til at indgå i fælles forsvarsindustriprojekter, der bliver støttet af fonden.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har dog observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når forsvarsagenturet, EDA, på basis af indstillinger fra PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Projekterne finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, hvor Kommissionen fra EU-budgettet bidrager med 20 pct. mens 80 pct. af midlerne skal komme fra medlemsstaterne.

Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for EDA/PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal splitte den nationale enighed om forsvarspolitikken, bare fordi danske våbenproducenter skal have mulighed for at hente penge i Den Europæiske Forsvarsfond?

Tågehornet og Putin-apologeten, Kasper Støvring, forsøger i Berlingske Tidende den 18. marts 2022, at forklare Putins invasion af Ukraine. Det er ifølge Støvring sikkerhedshensyn, der ligger bag ”Ruslands geopolitiske beslutning” om at sikre sine vitale interesser i Ukraine: Det åbne steppelandskab mod vest og flådebasen Sevastopol på Krim, der giver adgang til havet.

Hvis Rusland i forhold til Ukraine havde fået effektive sikkerhedsgarantier i stedet for luftige hensigtserklæringer, ville Putin ifølge Støvring ikke have invaderet Ukraine.

Støvring er galt afmarcheret og han begår en alvorlig fejl ved at sætte Rusland lig med Vladimir Putin, der langt mere ligner den paranoide ledelse af det russiske kommunistparti, der stod i spidsen for Sovjetunionen. Rusland har ikke taget geopolitiske beslutninger i forhold til Ukraine. Det er Putin, der egenhændigt har taget den skammelige beslutning om at invadere Ukraine.

Som de tidligere skiftende generalsekretærer og medlemmer af det russiske kommunistpartis politbureau, frygter Vladimir Putin mest af alt et ”statskup organiseret udefra”, der kan mobilisere den russiske befolkning.

Sovjetunionens nedkæmpning af opstandene i Ungarn og i Polen i 1956 var motiveret af frygt for at kritikken af det kommunistiske regime ville brede sig.

Baggrunden for den sovjetiske invasion i Afghanistan 1978-87 var den islamiske mujahedin-bevægelses forsøg på at vælte den kommunistiske regering, der var kommet til magten ved et blodigt kup i april 1978. Moskva var nervøs ved udsigterne til en islamisk magtovertagelse i Afghanistan (støttet af USA, fordi den var vendt mod kommunismen og Sovjetunionen, og støttet af SaudiArabien m.fl., fordi den var islamisk).

Sovjetregimet ville ikke risikere, at der internt i Sovjetunionen var andre steder med store islamiske befolkningsgrupper, der kunne få gode ideer om tilsvarende oprør mod den kommunistiske samfundsmodel.

Vendepunktet i 2004

Især efter 2004, hvor Nato optog syv nye medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slkovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien (Polen, Ungarn og Tjekkiet var allerede i 1999 blevet medlemmer af Nato), og Ukraine også begyndte at orientere sig mod Vesten for politisk og økonomisk støtte, er Putins fjendtlighed vokset.

Putin (og despoten i Minsk, Lukashenko) er kritiske overfor EU, Nato-landene og ikke mindst USA og stærkt bekymrede over Vestens hang til ”demokratieksport”, herunder initiering og støtte til såkaldte ”farve-revolutioner”, som Putin opfatter som statskup organiseret udefra, og som også meget vel kunne forekomme i Rusland.

Det var som bekendt lige ved at ske i Belarus efter det korrupte præsidentvalg den 9. august 2020, hvor Belarus’ diktator Lukashenko udråbte sig som vinder. Hele Europa var i oprør over den vold, Lukashenko kastede ud over fredelige demonstrationer, som især kvinderne stod for dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.

Det lykkedes desværre Lukashenko med Rusland i ryggen – ikke blot at fjerne demonstranterne fra gaderne, men også at flytte Europas fokus fra det egentlige problem til for eksempel håndteringen af de migranter, som han importerede fra Irak og sendte videre ind i EU.

Putins autokrati

Vladimir Putin agerer som var han leder af Sovjetunionen, og den særlige Putinske styreform er ofte beskrevet som ”et stalinistisk fortidslevn”.

Det er imidlertid aldeles misvisende.

Den autoritære styreform, der praktiseres i Rusland (og i Belarus) bygger på en slags social kontrakt med borgerne: ”I får stabilitet, sikkerhed og rimelige økonomiske forhold, til gengæld overlader i politikken til mig.”. Den samme besked får oligarkerne, og modydelsen er, at de kommer med pengene, når Putin har brug for hurtige finansielle muskler, som f.eks. ved den hastige bygning af en bro til Krim efter annekteringen i 2014.

Oppositionen bliver skiftevis forfulgt og tålt, men altid modarbejdet. Den stikker fra tid til anden hovedet frem, men bliver slået hårdt ned og er indbyrdes splittet og svag. I den bedste stil fra de tidlige revolutionsår afholder Putin-regimet sig ikke fra at likvidere modstandere i ind- og udland med arrangerede ulykker og giftmord m.v.  

Gennem kontrollen med oligarkerne og statsvirksomhederne, kontrollerer Putin-regimet også adgangen til jobbene – og de dermed forbundne goder som pension og gratis lægebehandling.

Enhver opposition – også fra en søn eller datter – kan hurtigt få konsekvenser for job og økonomi. Den almindelige russer vender sig derfor indad, har kun tillid til den nære familie og den inderste kreds af venner og prøver at løse daglige problemer inden for dette netværk.

Regimet kan dog ikke skjule, at der foregår en betydelig udvandring af yngre, veluddannede russere.

Udsigt til ændringer?

Men skal en befolkning bestikkes til tavshed eller passiv accept over længere tid, skal man have midler at bestikke med. Det har Putin hidtil kunnet skaffe sig gennem store indtægter fra olie- og gassalg.

De økonomiske sanktioner, der er iværksat mod Rusland efter invasionen af Ukraine, kan mærkes – inflationen stiger, væksten går i står, børserne er lukkede og den russiske stat kan gå bankerot.

Problemet er, at der kan gå rigtig lang tid før det fører til grundlæggende ændringer i Putin-regimet.

Våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel er særdeles aktive med at søge politisk indflydelse for at sikre deres kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser.

Forsvarslobbyen har sammen med Dansk Metal m.fl. igennem længere tid bearbejdet politiske beslutningstagere om, at et tættere samarbejde med EU-landene vil være til fordel for det danske forsvar. Danmark bør derfor være ”i hjertet” af EU og fuldt og helt deltage i det sikkerhedspolitiske samarbejde i Europa, og derfor bør forsvarsforbeholdet ophæves.

Vi har endnu til gode at høre om de konkrete fordele for det danske forsvar, som vi ikke allerede opnår i Nato-samarbejdet og ved Danmarks deltagelse i initiativer, der knytter an til Nato-samarbejdet – f.eks. EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Forsvarsindustriens interesser

Med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv.

Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb, men først på det seneste er der udviklet konkrete projekter om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole (?) og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har dog observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Hvilke virksomheder taler vi om?

Terma i Lystrup ved Århus med en milliardstor omsætning sælger udstyr herunder Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment) – til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder Termas Scanter 2001 skibsradar, skibsradarer, og til rumfartsindustrien.

Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1500 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på omkring 2 milliarder kroner. Terma vandt i begyndelsen af 2020 en ordre til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16.

Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre såkaldte flares, som afleder de angribende missiler.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Hydrema har koncernhovedkvarter i Støvring. Produktsortimentet omfatter læssere, grave-læssemaskiner, dumpere, gravemaskiner og mineryddere m.v.

Udover de helt store virksomheder er der danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag har datterselskaber i Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Rumænien, Sverige, UAE, UK, og USA, beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden.

I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor den fynske maskinfabrik Multicut leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics A/S leverer kabler og styrebokse.

DC-Supply A/S Nørresundby har siden 1981 produceret og leveret containerløsninger – standard såvel som specialløsninger til både civile og militære formål over hele verden.

Scanfiber Composites A/S i Sindal er en virksomhed med mange års erfaring i ballistisk beskyttelse. Scanfiber udvikler og producerer letvægts pansring baseret på sofistikeret fiberkompositter.

idoc A/S blev grundlagt i 2010 for at assistere det Danske Forsvar og virksomheden er nu en multinational virksomhed bestående af 60+ medarbejdere med kontorer i Aalborg, Ballerup, Vejle og i Poznan, Polen, der stræber efter at være forsvarsindustriens og produktionsvirksomhedernes foretrukne samarbejdspartner til konsulentydelser og outsourcing.

Sky-Watch A/S er et dansk firma som udvikler og producerer taktiske mini UAV’er (unmanned aerial vehicle) også kaldet droner til militært brug indenfor radio relay, mapping, image intelligence, reconnaissance, perimeter security og surveillance. Virksomheden blev grundlagt i 2009 og har hovedsæde i Støvring.

Precision Technic Defence Emerging, der er beliggende i Svenstrup i Nordjylland, tilbyder på basis af EO/IR (Electro-Optical/Infra-Red) en bred vifte af taktiske overvågningssystemer og produkter til militært og politimæssigt brug, herunder mellem- og langtrækkende sensorsystemer, der kan observere, lokalisere og udpege fjendtlige enheder.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes interesser i udvikling af forsvarsteknologi, ligesom en række konsulent- og advokatfirmaer har interesser i dansk forsvarsindustri.

En række af virksomhederne i forsvarsindustrien er organiseret i DI Forsvar og sikkerhed (tidligere FAD – Danish Defence And Security Industries Association), der er en del af Dansk Industri, DI.

Krigerisk, tyrannisk og uberegnelig. Frihedsbrevet beskriver hvordan kritikken fra tidligere og nuværende medarbejdere hagler ned over tidligere kulturredaktør og redaktionschef på Berlingske Tidende, Anne Sophia Hermansen. Frihedsbrevet beskriver også hvordan chefredaktionen med Tom Jensen i spidsen ikke gjorde noget ved det.

Efter den officielle klage fortsatte Anne Sophia Hermansen som kulturredaktør og redaktionschef i mere end et år, indtil hun stoppede i december 2020. I dag er hun ansat som kulturkommentator på avisen, men er lige nu på orlov for at skrive sin første bog.

At der først nu fremkommer offentlig kritik af giftsnogen Anne Sophia Hermansen er overraskende, men at Berlingske Tidendes chefredaktion er inadækvat, burde ikke komme bag på nogen.

Chefredaktør Tom Jensen er i Frihedsbrevet citeret for at sige, at ”Hvis oplevelsen hos nogen er, at vi ikke har ageret korrekt eller tilstrækkeligt, så stiller jeg mig meget gerne op og taler med dem og lytter til det, for det er selvfølgelig også et ansvar, jeg har.”

Tom Jensen er ikke kun kedelig, han er også en rigtig dårlig chef for Berlingske Tidende.

Det er muligt, at Roskilde Festival og 80’er Rock er de væsentligste inspirationskilder for Tom Jensen. Det er også muligt at han – opvokset på Information – undgår slips, forstår medarbejderpleje som jovial snak på gangene, og lederudvikling som en øl på et natværtshus.

Det er også muligt, at andre medier har oprustet på kommentatorfronten for at udlægge partiernes tågede politikker, men det gælder ikke Berlingske Tidende.

Tom Jensen leverer selv sådanne klummer til Berlingske Tidende. Ganske vist når hans skriverier ikke den hedengangne Claes Kastholm til sokkeholderne. Ét er, at sproget er mærkeligt og sætningerne lange og indviklede. Det værste er, at Tom uinteressant – simpelthen røvkedelig!

I klummen afslører den midaldrende og overvægtige tidligere venstrefløjsaktivist sig som nostalgiker – alt var meget bedre i gamle dage! Tom Jensen finder ofte sin inspiration i fortidige begivenheder. Men Tom Jensen bliver jo ikke ægte konservativ af at være døv, blind og idiot, som når han skråsikkert postulerer, at Anker Jørgensen og hans samtidige politikere faktisk svarede, når de blev spurgt.

”Man sagde så vidt muligt, hvad man mente”.

Hvor fanden ved Tom Jensen det fra – da Anker Jørgensen blev statsminister første gang var Tom Jensen 6 år! Da Anker Jørgensen forlod Statsministeriet i september 1982 var Tom Jensen blevet 16 år, men tydeligvis mere optaget af at ryge den fede og lytte til rockmusik frem for at følge med i politik.

Avisens sagesløse læsere skal – udover Tom Jensens kommentarer – desuden finde sig i at Berlingske Tidendes læsere bliver diverteret med endeløse pseudo-historier om klima-truslen fra landbruget, hvor kvælstof konsekvent præsenteres som ”gift” og landmænd som kyniske miljøsvin og dyremishandlere.

Vi skal sikkert alle vænne os til, at en kulturradikal løjser som Martin Lidegaard nu med patos og begejstring hylder ”en tung forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland”.

Martin Lidegaard betræder hermed samme sti, som hans partifælle, Erk Scavenius, angav ved hans tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940:

”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.

Ligesom det i 1940 var letsindigt at stole på Hitler, er det i dag risikabelt at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os.

EU-Kommissionen, den franske præsident Emmanuel Macron, EU’s udenrigschef (og designeret chef for EU-hæren), Josep Borrell, og den nu afgåede tyske kansler Angela Merkel har tidligere givet udtryk for et ønske om en fælles EU-hær, og Europa-Parlamentet har visioner om, at EU skal intervenere militært i en række afrikanske lande. Forsvarsforbeholdet er en klokkeklar sikring mod Danmarks involvering i dette.

https://jyllands-posten.dk/debat/international/ECE13828089/der-er-ingen-konkurrence-mellem-eu-og-nato-saa-derfor-skal-forsvarsforbeholdet-stemmes-vaek/

Den irske premierminister modtog testresultatet onsdag aften under en middag med blandt præsident Biden og Nancy Pelosi i The Ireland Fund i Washington.

Coronatilfældet betyder, at Micheál Martin ikke får mulighed for at deltage i den planlagte morgenmad med vicepræsident Kamala Harris eller den traditionsrige St. Patrick-markering i Det Hvide Hus med præsident Biden.

Inden taoiseach Martin forlod selskabet havde Nancy Pelosi, der har irske forfædre, advaret UK i anledning af grænsestriden i Nordirland: “if the border is hardened there will be no UK-US trade deal”. Pelosi advarede også mod tiltag, der kunne bringe “the Good Friday Agreement” i fare.

USA-Irland og St. Patricks Day den 17. marts

Det var ellers planen, at traditionen med møder på højt plan mellem USA og Irland skulle være fortsat på den irske nationaldag – St. Patricks Day den 17. marts 2022.

Den traditionelle St. Patrick ceremoni i Det Hvide Hus vil formentlig som følge af corona-tilfældet foregå virtuelt. Præsidenten, der også har irske aner, vil modtage den traditionelle Shamrock Bowl, en skål med tre-bladet Hvid-Kløver (shamrocks), et billede på den hellige tre-enighed, og samtidig Irlands national-symbol.

Det er uklart, om den ligeledes traditionsrige frokost i Kongressen på Capitol Hill gennemføres.

St. Patrick-frokosten har været en fast tradition siden den navnkundige formand for Repræsentanternes Hus, demokraten Thomas Phillip “Tip” O’Neill Jr., i 1983 inviterede præsident Ronald Reagan til Capitol Hill i anledning af St. Patrick.

Markeringen af St. Patrick’s Day

Pandemien har i de sidste 2 år lagt en dæmper på markeringen af St. Patricks Day, men i år vil der både i Irland, USA og i mange andre lande blive afholdt fester og parader m.v. med irske temaer. Mange vil bringe sig i den rette stemning ved at iføre sig grønt tøj, grønne hatte, drikke irsk whiskey og (masser af) grønt øl og indtage alskens grønfarvede snacks og madvarer.

Irske pubber giver den gas og overalt vil man i Irland og USA kunne se det irske grønne, orange og hvide flag, kløversymboler, slanger (som St. Patrick fordrev fra den grønne ø) og harper.

Leprechauns

Desuden vil man på St. Patricks Day kunne støde på gryder af ”guld” og mærkelige grønklædte alfeagtige gnomer – Leprechauns.

En leprechaun er et irsk fabelvæsen, der især i USA forbindes med St. Patrick’s Day og irsk kultur. De små grønne, skæggede mænd med de store grønne hatte spiller nogenlunde samme rolle som vores (drille)nisser, der er kendt for at have et ubehageligt temperament. De er de mest sparsommelige eventyrevæsner (bortset fra drager), og de vogter nidkært de store gryder af guld, ethvert barn ved findes for enden af alle regnbuer.

Det Konservative Folkeparti har med Venstre, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (?) aftalt, at det danske forsvarsforbehold overfor EU skal sættes til folkeafstemning den 1. juni 2022.

Selvom de konservative anser NATO for at være det vigtigste organ for militært samarbejde, vil et tættere samarbejde med EU-landene være til fordel for det danske forsvar. Danmark bør derfor være ”i hjertet” af EU og fuldt og helt deltage i det sikkerhedspolitiske samarbejde i Europa.

Vi har endnu til gode at høre partiets argumentation for de konkrete fordele for det danske forsvar, som vi ikke allerede opnår ved f.eks. Danmarks deltagelse i EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Forsvarsindustriens interesser?

Men der tænkes måske på, at med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Ikke alle konservative ønsker forsvarsforbeholdet afskaffet

Det er interessant, at partiet, der er kendt for at være tæt kontrolleret af formanden og partiets EU-skeptiske generalsekretær har tilladt, at Konservativ Ungdom er imod afskaffelse af forbeholdet.

Christian Holst Vigilius fra KU redegør glimrende i et indlæg i INFORMATION for argumentationen bag Konservativ Ungdoms holdning, og hvorfor det er risikabelt at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forsvarsforbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os. Kun den danske stat har den demokratiske legitimitet til at sende danskere i krig, og Danmark må aldrig risikere at skulle sende danske soldater i krig på dekret fra Bruxelles.

Vigilius’ argumentation er formentlig dækkende for mange konservative, og dermed skulle de fleste synspunkter i partiet være dækket ind.

Socialdemokratiet

I store dele af Socialdemokratiet er der indgroet skepsis overfor et snævert EU-samarbejde om sikkerhedspolitik og de centraleuropæiske drømme om etableringen af en ”EU-hær”. Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Dansk Metal, der organiserer mange ansatte i forsvarsindustrien, har ikke lagt skjul på, at de gerne så forsvarsforbeholdet ophævet.

Foreløbig har vi ikke set en eneste fremtrædende socialdemokrat ytre sig i debatten forud for folkeafstemningen. Måske vil vi opleve, at den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU, ligesom KU indtager den modsatte holdning af moderpartiet?

SF

I SF har vi foreløbig kun hørt fra den aldrene Holger K. Nielsen, der nu er nået til den erkendelse, at hans eget forbehold nu bør ophæves.

Efter 2-dages mødet I den amerikanske centralbanks FOMC (Federal Open Market Committee), blev bankens kommende pengepolitik onsdag den 16. marts 2022 kl. 20 (dansk tid – kl. 14 i USA) offentliggjort med en pressemeddelelse og uddybet på et efterfølgende pressemøde med Jerome Powell.

Renteforhøjelse

I den øjeblikkelige situation med en inflationsrate, der ligger langt over målet på omkring 2 pct., øges den pengepolitiske rente uændret på til 0,25 – 0,5 pct., og samtidig blev det bebudet, at der i løbet af 2022 ville komme yderligere renteforhøjelser.

Ruslands invasion i Ukraine

Den amerikanske centralbank forventer at krigen i Ukraine vil bidrage til inflationen og dæmpe den økonomiske vækst, og i øvrigt vil indebære økonomisk usikkerhed: ”The invasion of Ukraine by Russia is causing tremendous human and economic hardship. The implications for the U.S. economy are highly uncertain, but in the near term the invasion and related events are likely to create additional upward pressure on inflation and weigh on economic activity”.

Powells pressekonference

På den efterfølgende pressekonference ville Powell ikke udelukke, at renten ville blive forhøjet, så den allerede ved udgangen af 2022 kunne være på 1,75-2,0 pct.

Den amerikanske centralbank har øjnene stift rettet mod den amerikanske økonomis velbefindende og de langsigtede målsætninger om fuld beskæftigelse og en inflation omkring 2 pct.

Reducerede opkøb af værdipapirer og stramning af pengepolitikken

Den amerikanske centralbank har i de sidste år støttet de finansielle markeder med enorme opkøb af statsobligationer og realkreditobligationer. Banken har løbende reduceret nettoopkøbene, men udgjorde alligevel i begyndelsen af marts 2022 svimlende 9.000 mia. dollars.

I de kommende måneder vil centralbanken igen sælge værdipapirer og dermed gradvist reducere den amerikanske pengemængde – “the Committee expects to begin reducing its holdings of Treasury securities and agency debt and agency mortgage-backed securities at a coming meeting”.

Ny embedsperiode til Jerome Powell

Centralbankchef Jerome Powell står foran en ny 4-årig embedsperiode. Det amerikanske senats Banking Committee har godkendt Bidens indstilling og genudnævnelsen betragtes derfor som en formsag.

De første 4 år er gået med at styre den amerikanske økonomi igennem pandemien. I hans anden periode bliver hovedopgaven at undgå overophedning, men som det siges: ”Move too fast in tightening monetary policy, and the Fed kills the economic recovery. Go too slow, and inflation gets entrenched”.