Ukraine og Putins frygt for folkestemningen

Ukraine

Tågehornet og Putin-apologeten, Kasper Støvring, forsøger i Berlingske Tidende den 18. marts 2022, at forklare Putins invasion af Ukraine. Det er ifølge Støvring sikkerhedshensyn, der ligger bag ”Ruslands geopolitiske beslutning” om at sikre sine vitale interesser i Ukraine: Det åbne steppelandskab mod vest og flådebasen Sevastopol på Krim, der giver adgang til havet.

Hvis Rusland i forhold til Ukraine havde fået effektive sikkerhedsgarantier i stedet for luftige hensigtserklæringer, ville Putin ifølge Støvring ikke have invaderet Ukraine.

Støvring er galt afmarcheret og han begår en alvorlig fejl ved at sætte Rusland lig med Vladimir Putin, der langt mere ligner den paranoide ledelse af det russiske kommunistparti, der stod i spidsen for Sovjetunionen. Rusland har ikke taget geopolitiske beslutninger i forhold til Ukraine. Det er Putin, der egenhændigt har taget den skammelige beslutning om at invadere Ukraine.

Som de tidligere skiftende generalsekretærer og medlemmer af det russiske kommunistpartis politbureau, frygter Vladimir Putin mest af alt et ”statskup organiseret udefra”, der kan mobilisere den russiske befolkning.

Sovjetunionens nedkæmpning af opstandene i Ungarn og i Polen i 1956 var motiveret af frygt for at kritikken af det kommunistiske regime ville brede sig.

Baggrunden for den sovjetiske invasion i Afghanistan 1978-87 var den islamiske mujahedin-bevægelses forsøg på at vælte den kommunistiske regering, der var kommet til magten ved et blodigt kup i april 1978. Moskva var nervøs ved udsigterne til en islamisk magtovertagelse i Afghanistan (støttet af USA, fordi den var vendt mod kommunismen og Sovjetunionen, og støttet af SaudiArabien m.fl., fordi den var islamisk).

Sovjetregimet ville ikke risikere, at der internt i Sovjetunionen var andre steder med store islamiske befolkningsgrupper, der kunne få gode ideer om tilsvarende oprør mod den kommunistiske samfundsmodel.

Vendepunktet i 2004

Især efter 2004, hvor Nato optog syv nye medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slkovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien (Polen, Ungarn og Tjekkiet var allerede i 1999 blevet medlemmer af Nato), og Ukraine også begyndte at orientere sig mod Vesten for politisk og økonomisk støtte, er Putins fjendtlighed vokset.

Putin (og despoten i Minsk, Lukashenko) er kritiske overfor EU, Nato-landene og ikke mindst USA og stærkt bekymrede over Vestens hang til ”demokratieksport”, herunder initiering og støtte til såkaldte ”farve-revolutioner”, som Putin opfatter som statskup organiseret udefra, og som også meget vel kunne forekomme i Rusland.

Det var som bekendt lige ved at ske i Belarus efter det korrupte præsidentvalg den 9. august 2020, hvor Belarus’ diktator Lukashenko udråbte sig som vinder. Hele Europa var i oprør over den vold, Lukashenko kastede ud over fredelige demonstrationer, som især kvinderne stod for dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.

Det lykkedes desværre Lukashenko med Rusland i ryggen – ikke blot at fjerne demonstranterne fra gaderne, men også at flytte Europas fokus fra det egentlige problem til for eksempel håndteringen af de migranter, som han importerede fra Irak og sendte videre ind i EU.

Putins autokrati

Vladimir Putin agerer som var han leder af Sovjetunionen, og den særlige Putinske styreform er ofte beskrevet som ”et stalinistisk fortidslevn”.

Det er imidlertid aldeles misvisende.

Den autoritære styreform, der praktiseres i Rusland (og i Belarus) bygger på en slags social kontrakt med borgerne: ”I får stabilitet, sikkerhed og rimelige økonomiske forhold, til gengæld overlader i politikken til mig.”. Den samme besked får oligarkerne, og modydelsen er, at de kommer med pengene, når Putin har brug for hurtige finansielle muskler, som f.eks. ved den hastige bygning af en bro til Krim efter annekteringen i 2014.

Oppositionen bliver skiftevis forfulgt og tålt, men altid modarbejdet. Den stikker fra tid til anden hovedet frem, men bliver slået hårdt ned og er indbyrdes splittet og svag. I den bedste stil fra de tidlige revolutionsår afholder Putin-regimet sig ikke fra at likvidere modstandere i ind- og udland med arrangerede ulykker og giftmord m.v.  

Gennem kontrollen med oligarkerne og statsvirksomhederne, kontrollerer Putin-regimet også adgangen til jobbene – og de dermed forbundne goder som pension og gratis lægebehandling.

Enhver opposition – også fra en søn eller datter – kan hurtigt få konsekvenser for job og økonomi. Den almindelige russer vender sig derfor indad, har kun tillid til den nære familie og den inderste kreds af venner og prøver at løse daglige problemer inden for dette netværk.

Regimet kan dog ikke skjule, at der foregår en betydelig udvandring af yngre, veluddannede russere.

Udsigt til ændringer?

Men skal en befolkning bestikkes til tavshed eller passiv accept over længere tid, skal man have midler at bestikke med. Det har Putin hidtil kunnet skaffe sig gennem store indtægter fra olie- og gassalg.

De økonomiske sanktioner, der er iværksat mod Rusland efter invasionen af Ukraine, kan mærkes – inflationen stiger, væksten går i står, børserne er lukkede og den russiske stat kan gå bankerot.

Problemet er, at der kan gå rigtig lang tid før det fører til grundlæggende ændringer i Putin-regimet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s