Hvorfor skal forsvarsforbeholdet pludselig ophæves?

Danmarks sikkerhed har siden 1949 været baseret på et aktivt engagement i NATO samt et stadig tættere bilateralt bånd med Storbritannien og USA.

Det havde ingen som helst betydning for forsvarsforbeholdet, at EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik blev forsøgt operationaliseret i 2003. Danmark kunne ikke deltage i EU’s militære operationer eller i EU’s forsvarsagentur, hvor vi kun havde observatørstatus. Som alle vil vide, har det ikke betydet, at danske militære kapabiliteter ikke har kunnet indsættes i alverdens brændpunkter.

Danmark har siden 2014 været med i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

I 2017 besluttede EU-landene at gøre brug af en hidtil aldrig anvendt mulighed i Lissabontraktaten for, at de lande, der ønsker det, kan indgå i et ”permanent, struktureret samarbejde” om at samordne deres militære indsatser og udvikle kapaciteter. I december 2017 blev PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) formelt lanceret af 25 ud af EU’s 28 medlemsstater – alle på nær Storbritannien, Malta og Danmark.

Efter Brexit kunne enhver se, at et europæisk militært samarbejde uden Storbritannien (og Danmark ved Østersøen) var tæt på at være meningsløst. På initiativ af præsident Emmanuel Macron, der med djævelens vold og magt insisterede på etableringen af en uafhængig europæisk søjle i Nato-samarbejdet, blev en europæisk interventionsstyrke – European Intervention Initiative, EII eller E2I, etableret. EII omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Danmarks tilslutning var oplagt. EII ligger uden for EU-samarbejdet og er et godt supplement til det indarbejdede Nato-samarbejde og det tætte, bilaterale samarbejde med UK og USA.

At Danmark står uden for PESCO og EU’s Forsvarsagentur burde ikke udgøre en rimelig anledning til at pille ved et veletableret nationalt kompromis om forbehold overfor EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik.

Er det forsvarsindustriens interesser, vi skal stemme om?

Med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og etableringen i 2017 og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv.

Indtil nu har EU-landenes anskaffelse af militære kapabiliteter foregået på nationalt niveau, men fordelene ved fremover at gøre dette i fællesskab er mange, ikke mindst i en tid hvor mange EU-medlemslande står over for at skulle indkøbe nye generationer af våbensystemer, som de færreste har råd til at udvikle alene.

EDA blev derfor oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb, men først på det seneste er der udviklet konkrete projekter om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole (?) og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb. Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har til formål at motivere EU-landene til at indgå i fælles forsvarsindustriprojekter, der bliver støttet af fonden.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har dog observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når forsvarsagenturet, EDA, på basis af indstillinger fra PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Projekterne finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, hvor Kommissionen fra EU-budgettet bidrager med 20 pct. mens 80 pct. af midlerne skal komme fra medlemsstaterne.

Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for EDA/PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal splitte den nationale enighed om forsvarspolitikken, bare fordi danske våbenproducenter skal have mulighed for at hente penge i Den Europæiske Forsvarsfond?