Inden regeringen og et flertal i Folketinget har bortødet hele det økonomiske råderum på el-biler, den grønne omstilling og erstatninger for del ulovlige aflivning af hele den danske minkbestand, bør det nødlidende danske forsvar ikke glemmes.

Danmark er hverken i stand til at forsvare sig militært eller til at levere, hvad vi har lovet den vestlige militære alliance, der udgør hjørnestenen i vores sikkerhed. Og efter flere år med diplomatiske formuleringer og halvkølig stemning har NATO fået nok.

Det er derfor en hidtil uset hård kritik, som forsvarsalliancen leverer i sin vurdering af de styrkemål, som Danmark har forpligtet sig til i NATO.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, har fulgt op på kritikken. I et indlæg i Berlingske Tidende påpeger hun, at NATO er vores kollektive forsikringspolice og helt afgørende for vores fortsatte tryghed og sikkerhed. Men NATO kan ikke blive ved at være hovedhjørnestenen i vores fælles forsvar, hvis medlemslande som Danmark ikke fuldt ud og i rette tid implementerer alliancens kompatibilitetsmål.

Den socialdemokratiske forsvarsminister Trine Bramsen og andre danske politikere svarer igen med ”Lad hende skabe sig”.

Forsvarsforlig

Det nuværende forsvarsforlig for 2018-23 blev indgået den 28. januar 2018. De borgerlige regeringspartiers aftale med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti betød, at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist tilføres i alt 12,8 mia. kr.  I 2023 vil det nuværende budget på godt 23 mia. kr. være løftet med 4,8 mia. kr. svarende til en forhøjelse på 20 pct. og dermed nå op på 1,3 pct. af BNP.

Stadig langt fra NATO-målsætningen om 2 pct.!

Forsvarsministeriet og Finansministeriet er derfor løbende i gang med at finkæmme statens budgetter. Formålet er at flytte forsvarsrelaterede udgiftsposter fra andre områder over på forsvarsbudgettet. De fleste af udgifterne vedrørende Grønland og Færøerne kunne med lidt god vil karakteriseres som forsvar, og man kunne, som man gør i en række andre lande, klassificere visse forsvarsrelaterede forskningsudgifter som forsvar. På den måde er det muligt at løfte forsvarsbudgettet uden at bruge flere penge.

Det forudsætter naturligvis, at NATO ændrer styrkemålet, så Danmarks forskning og indsats på Grønland og Færøerne inkluderes i NATO’s regnestykke.

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har over for dagbladet Politiken tidligere forklaret, at måden, NATOs styrkemål opgøres på, er ”en omfattende proces”, der ikke står til at blive ændret med det første.

En forhøjelse af forsvarsbudgettet er uomgængelig

I EU har Danmark som bekendt et forbehold overfor et EU-forsvarssamarbejde, og derfor kan vi ikke rigtig forholde os til de igangværende drøftelser i EU om et øget samarbejde med sigte på at strække forsvarsbevillingerne længere f.eks. ved fælles indkøb og deleordninger m.v. Til gengæld har vi i Danmark klare forpligtelser over NATO.

USA er reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump og hans forgængere som præsidenter, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014, hvor der blev givet tilsagn om at budgetterne over tid skulle nærme sig 2 pct. af BNP.

Ét er vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

Vi har kunnet sende uniformeret personel til Afghanistan og Irak, men det er bekymrende, at det hidtidige forsvarsbudget ikke har levnet kræfter til at bidrage tilstrækkeligt til FN’s fredsbevarende operationer.

FN’s fredsbevarende operationer

Den danske deltagelse i koalitionens operationer i f.eks. Afghanistan, er i visse partier kontroversiel, men der syntes at være bred enighed om at Danmark bør støtte op om FN’s fredsbevarende operationer.

Der er i øjeblikket en lang række FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

Et aktivt dansk engagement i FN er en hjørnesten i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Der bør derfor fra dansk side arbejdes for, at FN fortsat vil udgøre fundamentet for det internationale system som kilden til global legitimitet og normdannelse. Endvidere bør Danmark bidrage til at styrke FN’s kapacitet til at gennemføre fredsbevarende operationer. Forligspartierne er derfor på papiret enige om, at forsvarets evne til at løse disse opgaver skal styrkes.

Desværre kan man tvivle på, at de afsatte midler er tilstrækkelige.

Reserven til internationale operationer øges gradvist over perioden fra de nuværende 500 mio. kr. årligt til 750 mio. kr. årligt i 2023 i takt med, at Forsvarets evne og kapacitet til at kunne udsende bidrag til internationale operationer styrkes.

Men er det overhovedet muligt, at Danmark på sigt kan leve op til kravene fra USA og NATO?

Ja, hvorfor ikke?

Danmark har tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, men så sent som i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid levede vi stadig op til vores forpligtelser. Siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet dog ligget på under 2 pct. af BNP.

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 23 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Med forliget forventes vi i 2023 at komme op på 1,3 pct. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet om 2,0 pct. af BNP vil det med uændret BNP kræve, at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr. om året. Forhøjelsen på 4,8 mia. kr. er et fremskridt, men der er stadig lang vej.

Værnepligt og Hjemmeværn

Et synligt billede på den udhulede forsvarsevne er situationen på værnepligtsområdet. Den almindelige værnepligt fremgår af Grundloven, der i §81 fastslår, at: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. De nærmere bestemmelser fremgår af værnepligtsloven.

Hvor vi op i 60’erne havde langt over 20.000 værnepligtige, har forsvarsforliget for 2013-2017 fastsat antallet af årligt indkaldte værnepligtige til 4.200, der aftjener i gennemsnit 4 måneder.

I det nye forsvarsforlig er forligspartierne enige om, at bevare og styrke værnepligten og antallet af værnepligtige øges med op til 500 årligt. Som led heri øges antallet af de værnepligtige, der aftjener længere værnepligt end fire måneder. Der skal således indkaldes flere værnepligtige til Den Kongelige Livgarde, værnepligtige til den nye brigades mobiliseringskompagnier, der aftjener værnepligt i otte måneder, og flere værnepligtige til det statslige redningsberedskab.

Forligspartierne har aftalt, at der gennemføres en midtvejsevaluering af værnepligten i forligsperioden med fokus på, om antallet af værnepligtige skal fastholdes eller forøges.

Hjemmeværnet

Hjemmeværnet, der lider under begrænsede bevillinger, begrænset nytilgang og de aktives stigende gennemsnitsalder, har i den forrige forligsperiode været stillet over for krav om effektiviseringer, bedre økonomistyring og organisationstilpasninger.

I forsvarsforliget er det forudsat, at Hjemmeværnet skal løse opgaver overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken. Hjemmeværnets evne til at mobilisere skal styrkes, ligesom mulighederne for at øge rekrutteringen til Hjemmeværnet af værnepligtige efter endt værnepligt skal forfølges.

Samtidig vil der blive påbegyndt en modernisering af prioriterede dele af Hjemmeværnets materiel, så Hjemmeværnets evne til at løse sikrings- og bevogtningsopgaver styrkes.

Specielt vedrørende Marinehjemmeværnet etableres i forligsperioden grundlag for fremtidens flotillestruktur med henblik på udskiftning af marinehjemmeværnsfartøjerne efter 2023. I den forbindelse gennemføres et pilotprojekt vedrørende mindre, hurtigtgående skibe.

I modsætning til Hjemmeværnsledelsens skønmaleri giver det nuværende antal aktive på godt 13.000 soldater anledning til tvivl om værnets evne til at løse de opgaver, der ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023.

Redningsberedskab

Forligspartierne har ikke glemt beredskabets centrale rolle i totalforsvaret: ”Det er i samfundets interesse, at Danmark har et robust redningsberedskab, som kan forebygge og imødegå konsekvenserne af katastrofer både i Danmark og udlandet”.

For at udnytte de samlede ressourcer og kapaciteter gøres det statslige redningsberedskab til en del af forsvarsforliget. Et øget samarbejde mellem Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen bidrager til at sikre robustheden i det samlede beredskab og dermed samfundet som helhed.

Bør vi være tilfredse? – se over Øresund!

Tilførslen af 12,8 mia. kr. til Forsvaret i forligsperioden er absolut positivt, men er det nok? Ikke hvis vi ser på at svenskerne har besluttet den største forsvarssatsning i Sverige siden Anden Verdenskrig. Flere nye regimenter, nye kampflydivisioner og en samlet forøgelse af forsvarsbudgettet på 40 procent: fra 60 milliarder svenske kroner i år til over 85 milliarder i 2025.

Det bemærkelsesværdige er, at forsvarssatsningen er blevet til i samarbejde mellem Socialdemokraterna og regeringens to liberale støttepartier, Centerpartiet og Liberalerna, og den udtalte forsvarsvilje sigter åbenlyst mod et forlig med de to konservative oppositionspartier Moderaterna og Kristdemokraterna.

Alle tre forsvarsgrene tilgodeses med stål og teknologi: patriot-luftværnssystemer, nye ubåde og op mod 100 nye Gripen-kampfly. Fra de nuværende 60.000 mand, herunder 20.000 i hjemmeværnet, skal det svenske forsvar udbygges, så det i 2030 tæller 90.000 mand. Blandt andet skal antallet af værnepligtige øges fra 5500 om året til 8000. Her er det hæren, som trækker den store gevinst med flere nye regimenter.

Det officielle italienske statistikbureau Istituto Nazionale di Statistica, ISTAT, har ifølge avisen Il Giornale offentliggjort data, der viser at omkring 42 pct. af seksualforbrydelser mod kvinder i Italien begås af udlændinge.

Tallene fra 2018 viser ifølge Il Giornale, at ud af 4.802 voldelige sexoverfald involverede 2.009 af forbrydelserne udlændinge. Il Giornale skriver, at andelen af udenlandske seksualforbrydere er usædvanlig høj i forhold til den udenlandske andel af den italienske befolkning, der ligger på omkring 8,6 procent.

I de 41,8 pct. af alle seksualforbrydelser, der begås af udlændinge, kommer 35 pct. fra lande uden for EU, og heraf tegner marokkanere og nigerianere sig for en stor del af forbrydelserne.

Udlændinge er også langt overrepræsenteret i sager vedrørende prostitution, hvor 68,8 pct. af sagerne tilskrives migranter.

I 2018 oplyste det italienske indenrigsministerium, at migranter og udlændinge begår næsten en tredjedel af al kriminalitet i landet.

Andre europæiske lande har rapporteret lignende tilstande, hvor migranter er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. I Tyskland kom det sidste år frem, at risikoen for at tyskere blev udsat for migrantkriminalitet var langt større end det omvendte.

Danmarks Statistik har i februar 2019 i ”Fakta om indvandrere og efterkommere i Danmark” dokumenteret, at for personer i samme aldersgruppe er der generelt en større andel mænd med oprindelse i et ikke-vestligt land end af mænd med oprindelse i et vestligt land eller med dansk oprindelse, der er dømt for kriminalitet.

Kvinfo anfører i ”FAKTA OG VIDEN OM: Voldtægt og etnicitet” fra januar 2019, at der er en overhyppighed af indvandrere fra ikke-vestlige lande blandt dem, der bliver dømt for voldtægt.

Kvinfo henviser blandt andet til beregninger, Berlingske har fået foretaget på basis af tal fra 2012, 2013 og 2014, der viser, indvandrere og efterkommere bliver dømt for voldtægt et sted mellem halvanden gang og dobbelt så ofte som den øvrige befolkning. Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere modtog allerede dengang 20,4 procent af dommene for voldtægt og blufærdighedskrænkelser, selv om de dengang kun udgjorde 7,2 procent af den danske befolkning. Altså knap tre gange så hyppigt som etnisk danske mænd. I dag er andelen af borgere med ikke-vestlig baggrund steget til godt 9 pct. af Danmarks befolkning

Hvis du og familien skal på juletur til Gl. Estrup, kan I være heldige at blive budt på kringle i slotskøkkenet. Julen står nemlig for døren på Gammel Estrup, og alle har mulighed for at opleve den ægte herregårdsjul på Gammel Estrup. Der er juleudstilling og åbent i Herregårdskøkkenet alle dage. I adventsweekenderne er der ekstra blus på julestemningen med aktiviteter for store og små.

Man kan være med, når herskab og tjenestefolk gør deres juleforberedelser i december måned. Se, hvordan både greven og hans ansatte holdt jul for 100 år siden.

Køb juletræer og -gaver og smag på julen, når husjomfruen laver sulemad og julebag som på oldemors tid.

Gammel Estrup Herregårdsmuseum, der ligger i Østjylland midt mellem Randers og Grenå, er meget mere end et støvet adelsmuseum. Museet har i efterhånden mange år formidlet historien om alle de danskere, der dengang levede på og omkring godserne, som sammenlagt udgjorde landets største arbejdspladser. Det har det statsanerkendte museum gjort med en meget beskeden fast bevilling fra staten på blot 2,3 millioner kroner plus et ekstra tilskud på 1,5 millioner.

Med finanslovsforslaget mister Gammel Estrup 40 procent af sit statslige tilskud, og det er katastrofalt. Museet lever i høj grad af bevillinger fra private fonde – for hver offentlig krone, som staten giver til Gammel Estrup, henter det selv tre kroner hjem – men det er altid et krav fra fondene, at museerne selv kan stille med en vis egenfinansiering af projekterne. Det bliver der ikke penge til, hvis finanslovsforslaget går igennem. Besparelsen på 1,5 mio. kr. betyder jo ikke voldsomt meget i statens store regnskab, men for Gl. Estrup betyder det for eksempel, at de fortsat kan holde åbent året rundt, kan vedligeholde museet og stadig opretholde et forskningsniveau af international klasse.

Relevansen for borgerne kan aflæses på besøgstallene, der viser, at museet i Jylland har 100.000 gæster om året. Til sammenligning har Den Hirschsprungske Samling 29.000 besøgende og Ordrupgård 17.000. Alligevel får de to hovedstadsmuseer henholdsvis 7,5 og 14 millioner kroner fra staten, altså tre til seks gange mere end Gammel Estrup på trods af langt færre gæster.

Behov for en museumsreform

Tallene aktualiserer behovet for en museumsreform, som flere kulturministre har opgivet at gennemføre. Senest måtte kulturminister Mette Bloch inden valget i juni 2019 kaste håndklædet i ringen. Politisk har det vist sig næsten umuligt at ændre på et system, så nogen i politikernes valgkredse vil få mindre end før, men nu syntes der i både reger ingens støttepartier og i den borgerlige opposition at være vilje til at gøre endnu et forsøg. I øjeblikket er bolden hos kulturminister Joy Mogensensen, men spørgsmålet er om hun evner at løfte den kildne sag?

Under alle omstændigheder er det indiskutabelt, at tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de godt 100 statslige og statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for at rette skævheder

Der er således et enormt behov for at reformere. Landsforeningen Danmark på Vippen udarbejdede for nogle år siden en analyse, der viste at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit 126 kr. pr. besøgende, mens museer i resten af Danmark får 42 kr. Hovedstadsområdets museer får altså over tre gange så meget i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Burde den statslig støtte til museerne sikre entréfrihed?

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen indførte faktisk i 2006 gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Det blev ovenikøbet overvejet også at sikre gratis adgang til museer som Louisiana og Arken. Det skete ikke, fordi det ville have være konkurrenceforvridende i forhold til mange af de museer, hvor Brian Mikkelsen ikke havde midler til at sikre gratis entré.

Entréfriheden på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet blev kritiseret for at være konkurrenceforvridende, og bl.a. de tre Aarhus-baserede museer, Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum, var meget utilfredse med den urimelige forskelsbehandling.

Den gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst blev afskaffet igen i 2016.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Bornholms Kunstmuseum modtog sidste år knap 1 mio. kr. fra staten eller godt 15 kr. per gæst, mens støtten til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland var en hel del mere rundhåndet. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 162 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 15 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 162 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 40.779 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Forhandlingerne om en museumsreform under den tidligere borgerlige regering kørte hurtigt fast, da Dansk Folkeparti insisterede på at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året.

Det ville have betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kunne vinke farvel til millioner af støttekroner.

Kan alle museer overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform ender med en anden fordeling af den offentlige støtte, skal museer som Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos indstille sig på at øge deres egenindtægter.

Coronapandemien og de begrænsede muligheder for at feriere i udlandet og de halverede billetpriser har betydet, at de populære museer tilsyneladende har formået at tiltrække mange nye gæster. Det tyder på, at der er gode muligheder for at i hvert fald en række museer kan tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde som sammen med øgede billetindtægter kan kompensere for reducerede statstilskud.

Lørdag aften, den 31. oktober 2020, kunne man på DR1 følge kronprinsesse Mary og kronprins Frederik uddele priser til udvalgte kunstnere og organisationer, der står bag afgørende sociale- og kulturelle indsatser i Kongeriget.

Hvis du blot én gang har udtrykt sympati for noget højreradikalt, er du dømt ude og du kan godt glemme alt om at blive betænkt af kronprinsparret. Har du til gengæld hyldet undertrykkende vensteradikale regimer og bevægelser, er dine chancer straks bedre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strid fik i 2012 Kronprinsparrets kulturpris. I dag er Strids børnebøger nogle af landets mest solgte, men tegneren var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i våbenbrug eller talte om henrettelser under en revolution.

Lørdag den 28. november 2020 modtog Anisette og The Savage Rose æresprisen til Danish Music Awards. Journalist Marie Holm fra TV2 priste hende, fordi Anisette ”kæmpede for bedre verden”. Og TV 2 online tilføjede: ”The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”.

Anisette og medlemmerne i Savage Rose kæmpede ikke for at gøre verden til et bedre sted. De var stalinisterog var medlemmer af det stalinistiske parti Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister og støttede regimet i Albanien.

”Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien”, sagde Savage Rose-musikeren Thomas Koppel, der sammen med sin kone Annisette besøgte det stalinistiske regime i Albanien i 1982 og 1987.

Interessant. Så bliver det altså fremover Claus Oxfeldt som områdechef for sikkerhed i Kriminalforsorgen Hovedstaden, vi skal have fat i, når farlige fanger som Peter Langkjær Madsen, aka Ubådsmorderen eller Raket-Madsen, undviger.

Endnu mere interessant er det, at det er Ina Eliasen, der har ansat Claus Oxfeldt.

Ina Eliasen var tidligere HR-direktør ved Rigspolitiet, men siden 1. juli 2020 har hun været direktør for Kriminalforsorgen, og herunder ansvarlig for den klokkeklare fejl, at placere U-bådsmorderen, Peter Madsen, i Herstedvester Fængsel.

Ina Eliasen har været tæt involveret i skandalen omkring en af hendes afdelingsledere, Bettina Jensen. Skandalen har afdækket, at markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016.

I tiden før Ina Eliasen i 2017 blev HR-direktør i Rigspolitiet, blev udbudsreglerne ikke overholdt i en stor del af Rigspolitiets aftaler. Det viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført. I analysen indgik 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.

Som afdelingsleder gav Bettina Jensen opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Rigspolitiets ledelse gjorde ingenting, og reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner.

Rigspolitiet ved Bettina Jensen købte således uden udbud ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens. I øvrigt har dagbladet B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.

Afdelingsleder Bettina Jensen har tidligere slået sine folder i Danmarks Radio, og mon ikke det kan antages, at en undersøgelse der ville afdække, at reglerne heller ikke i DR har været overholdt?

Mandag den 16. november 2020 blokerede Ungarn og Polen for vedtagelsen af det nye EU-budget for 2021-27 på 1050 mia. euro og for Corona-genopretningspakken på 750 mia. euro. Vi taler om i alt svimlende 13500 mia. kroner!

Ungarn og Polen protesterede mod, at det tyske EU-formandskab og EU-Kommissionen i aftalen med Europa-Parlamentet er gået længere end aftalt vedrørende krav om overholdelsen af reststatsprincipper (rule of law) som betingelse for anvendelse af EU-midler, herunder midlerne i Corona-genopretningspakken.

Europa-Parlamentet har sagt, at det ikke genforhandler aftalen, og nogle EU-lande har tilkendegivet, at de om nødvendigt vil gå videre uden Ungarn og Polen.

Genopretningsfonden kan i princippet aftales i henhold til en mellemstatslig aftale eller forstærket samarbejde i henhold til EU-reglerne, uden om Ungarn og Polen. Det er dog et problem, at de nationale parlamenter skal godkende at EU kan øge ”egne ressourcer”, der er en forudsætning for budgettet og finansieringen af Corona-hjælpepakken.

EU kan i nødsfald operere med et midlertidigt budget for 2021 – men uden en aftale om det syvårige budget vil der kun blive brugt penge på landbrug, udenrigsanliggender og administrative betalinger. For nye tildelinger fra strukturfondene, skal der opnås enighed mellem medlemsstaterne.

Igangværende projekter kan finansieres af det nuværende syvårige budget i yderligere tre år, hvilket betyder, at strukturfondene ikke umiddelbart vil falde til nul fra januar.

Det tyske EU-formandskabs hovedpine

Det tyske EU-formandskab prøver febrilsk at løse den gordiske knude, men en løsning kan have lange udsigter.

Polens premierminister Mateusz Morawiecki og Ungarns premierminister Viktor Orban mødtes ansigt til ansigt i Budapest torsdag den 26. november, og efter dette møde er der ikke udsigt til en snarlig løsning. Både Morawiecki og Orban har gravet hælene i, og kræver, at før EU’s midler kan knyttes til retsstatsprincippet skal det bekræftes ved en traktatændring.

Traktatændring?

Traktatændringer betragtes som et no-go område af medlemsstaterne, fordi det risikerer at åbne en politisk “Pandoras æske”.

De to ledere beskyldte efter mødet i Budapest det tyske EU-formandskab og parlamentet for at overskride den aftale, som EU’s ledere indgik i juli. Ifølge opfattelsen i Budapests og Warszawa er der ikke i Topmødekonklusionerne en sådan forbindelse mellem EU-midler og retsstatsprincippet.

Begge ledere gentog, at den med parlamentet aftalte retsstatskondition, er uacceptabel, og de vil bevare deres vetoret over budget og genopretningspakken på 1,8 billioner EUR, som de siger er deres ret i EU-traktaterne.

Viktor Orban sagde, at “der mellem EU og Ungarn foregår grundlæggende debatter primært om migration og national suverænitet, men også om kønsspørgsmål, og jeg kan ikke udsætte Ungarn for risikoen for at blive tvunget af et simpelt flertal til at indtage holdninger, som det ungarske folk ikke kan acceptere”.

Morawiecki sagde, at retsstatsmekanismen er vilkårlig og politisk motiveret og kunne bruges mod ethvert land. Han advarede om, at det kan føre til “opløsning af EU”.

Fælles erklæring fra Polen og Ungarn

De to ledere tilbød ikke meget i form af et muligt kompromis, men med henvisning til den fælles erklæring, foreslog Orban at begrænse eventuelle yderligere budgetbetingelser her og nu til beskyttelse af EU’s finansielle interesser, og fortsætte drøftelserne i Det Europæiske Råd ”whether a link between the Rule of Law and the financial interests of the Union should be established”.

Hvis der var enighed om, at der skulle være en sådan mekanisme, var den videre procedure stipuleret i EU-Traktaten: herunder indkaldelse af en regeringskonference, der skulle forhandle de nødvendige traktatændringer.

Viktor Orban advarede dem, der tror, at Ungarn og Polen vil rokke sig, fordi de to lande også har brug for støtte fra den pandemiske genopretningsfond. “Denne debat kan ikke løses med penge,” sagde Orban.

Begge regeringsledere bekræftede også at de har indgået en Musketer-ed om, at de ikke vil acceptere noget forslag, der anses for uacceptabelt af den anden.

Esplanaden har med reklamefilmen ”Together, All The Way” ifølge flere eksperter lanceret den måske mest pinlige reklame, der nogensinde er produceret.

Filmen varer blot 3 minutter og 48 sekunder og minder mest om en Benetton-reklame fra 1990’erne, men fra start til slut sovset ind i woke buzzwords og uhæmmet forherligelse af globalisering.

I 1990’erne virkede den kulørte markedsføring for Benetton, men i dag er eksperter kritiske.

Blandt de hårdeste kritikere er lektor på Institut for Medievidenskab ved Syddansk Universitet Bo Walther Kampmann, der har anmeldt ”Together, All The Way” for KForum. I teksten skriver Bo Walther Kampmann, at reklamen er ”universets kummerligste video”, der sætter ”en fed streg under arrogancen og den tilbageholdte rosévinsbøvs fra Esplanaden”.

Han suppleres af brandingsekspert Hanne Feldthus, der har anmeldt videoen på marketingbranchens site Bureaubiz.

”En gang imellem ser man en kommerciel film, hvor man taber kæben af faglig forargelse, men at det kunne være Mærsk, der udløste sådan en reaktion, havde jeg alligevel ikke troet,” skriver Hanne Feldthus og opfordrer læserne til selv at se videoen: ”Bare så I ikke tror, at jeg er på piller”.

”Organisatoriske ændringer”

Den 1. september 2020 meddelte Mærsk, at transport- og logistikvirksomheden skulle igennem en række organisatoriske ændringer: Rederiet Safmarine og speditionsfirmaet Damco ophører som selvstændige enheder og bliver i stedet lagt ind under Mærsk-navnet. Samtidig bliver det tyske rederi Hamburg Süd, som Mærsk købte i 2017, knyttet tættere til Esplanaden.

I Esplanadens pressemeddelelse camoufleres det, der i realiteten er besparelser og fyringer i A.P. Møller – Mærsk A/S, af formuleringer, der gør direktør Vincent Clerc fortjent til årets bullshit-pris:

“Our customers are at the heart of our vision. Their evolving supply chain needs are increasing the demand for multiple modes of transport and to meet these needs, we’re bringing our company’s expertise and capabilities even closer together”.

“With the integration of Safmarine, we can present Safmarine customers with the full ocean and supply chain offering and more scale. At the same time, I’m very excited to have Safmarine’s passion for customers closer to Maersk by uniting our teams”.

“Our colleagues in Damco have delivered a remarkable effort under challenging market conditions, serving customers through focus, discipline and expertise which will now be a strong asset for our customers in Maersk.”

NOVO og Ørsted har for længe siden overhalet A.P. Møller – Mærsk A/S som Danmarks mest værdifulde selskab, og først i en fondsbørsmeddelelse i oktober 2020 – pakket ind i oplysningen om den positive økonomiske udvikling i 3. kvartal – fik Mærsk oplyst hvor mange medarbejdere, der vil blive afskediget i forbindelse med den ”omstrukturering”, som blev meldt ud i begyndelsen af september: 2.000 medarbejdere!

” Together, All the Way” og Søren Skou som Mr. Chance

Selvom der stilles spørgsmål til Mærsks kommunikation og eksperter kritiserer den nye reklamefilm er CEO i A.P. Møller – Mærsk A/S, Søren Skou, glad for filmen: ”Det er en fin film. Jeg er ikke reklameekspert, og det er også svært for mig at sætte mig ind i, hvad der rammer et ungt publikum. Men det er vigtigt for os at signalere, at vi er en multikulturel og en mangfoldig virksomhed, fordi vi skal kunne tiltrække medarbejdere rundt om i verden,” forklarer Søren Skou til Berlingske Tidende.

Søren Skou, der sikkert er en glimrende shippingmand, kommer i sit forsvar for den talentløse reklamefilm ufrivilligt til at fremstå som Peter Sellers som den retarderede midaldrende gartner, Mr. Chance, i filmen ”Being There”. Der lyttes andægtigt til Mr. Chance, der med sine enfoldige betragtninger fra det eneste han kender til: havearbejde, tillægges profetiske evner for at vurdere den økonomiske situation, når han f.eks. med alvorsfuld mine udtaler: “Spring is the time for planting”.

Hvorfor skal specielt de ledende embedsmænd behandles som rådne æg? Når Justitsministeriets departementschef i april 1989 insisterede på, at ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”, og at regeringen skulle afvise en kommissionsdomstol, var det fordi afhøringer af embedsmænd i Justitsministeriet ville afsløre embedsværkets medansvar for den ulovlige forvaltning i Tamilsagen.

Udadtil henvistes dengang som nu til hensynet til det tillidsfulde forhold mellem ministre og de øverste embedsmænd: ”Hvis embedsmændene skal over i Folketinget og fortælle oppositionen, hvordan de for eksempel har rådgivet deres minister, så er det en meget vanskelig og uhensigtsmæssig situation at sætte embedsmændene i. Ved at benytte de etablerede undersøgelsesformer får man lagt tingene frem. De er uvildige og trukket væk fra Folketinget, og undersøgelsen varetages af nogen, der har forstand på det”, siger formanden for DJØF, Henning Thiesen.

Mon ikke Henning Thiesen med “nogen, der har forstand på det” tænker på gode medlemmer af DJØF?

https://www.berlingske.dk/danmark/embedsmaend-vil-ikke-afhoeres-af-folketingets-politikere-i-minksag-det-vil

Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, sagde tirsdag den 24. november, at han er “sikker” på, at Polens og Ungarns blokering af budget og genopretningspakke som følge af kravet om at EU-midler forudsætter overholdelse af retsstatsprincippet, snart vil blive ophævet.

De to lande har blokeret for EU-budgettet for 2021-27 og Corona-hjælpepakken på tilsammen 1,8 billioner EUR. I danske kroner udgør budgettet 7875 mia. kroner og Corona-genopretningspakken 5625 mia. kroner. Vi taler om i alt svimlende 13500 mia. kroner!

Der har ikke fra Budapest og Warszawa været tegn på, at de ville lette deres modstand mod den retsstatsforbindelse, som de hævder kan bruges som et middel til politisk pres. Polens premierminister Mateusz Morawiecki vil torsdag i Budapest koordinere planerne med Ungarns premierminister Viktor Orbán.

Det tyske EU-formandskabs dilemma

Det vides ikke hvad der er baggrund for den tyske udenrigsministers optimisme, men det tyske EU-formandskab har en stærk interesse i at blokeringen ophæves inden næste topmøde i midten af december.

Det tyske formandskab, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet indgik tidligere på måneden en aftale om reglerne for den nye mekanisme, og parlamentet har sagt, at det ikke genforhandler den aftale, der blev indgået dengang.

Kan Ungarn og Polen hægtes af?

Nogle EU-lande har tilkendegivet, at de om nødvendigt vil gå videre uden Ungarn og Polen. Genopretningsfonden kan i princippet aftales i henhold til en mellemstatslig aftale eller forstærket samarbejde i henhold til EU-reglerne, uden om Ungarn og Polen. Det er dog et problem, at de nationale parlamenter skal godkende at EU kan øge ”egne ressourcer”, der er en forudsætning for budgettet og finansieringen af Corona-hjælpepakken.

EU kan i nødsfald operere med et midlertidigt budget for 2021 – men uden en aftale om det syvårige budget vil der kun blive brugt penge på landbrug, udenrigsanliggender og administrative betalinger. For nye tildelinger fra strukturfondene, skal der opnås enighed mellem medlemsstaterne.

Igangværende projekter kan finansieres af det nuværende syvårige budget i yderligere tre år, hvilket betyder, at strukturfondene ikke vil falde til nul fra januar.

Baggrunden for krisen i EU

På et EU-ambassadørmøde i Bruxelles mandag den 16. november 2020 blokerede Ungarn og Polen for vedtagelsen af det nye EU-budget for 2021-27 på 1050 mia. euro og for Corona-genopretningspakken på 750 mia. euro. Vi taler om i alt svimlende 13500 mia. kroner!

Ungarn og Polen protesterede mod, at det tyske EU-formandskab og EU-Kommissionen i aftalen med Europa-Parlamentet er gået længere end aftalt vedrørende krav om overholdelsen af reststatsprincipper (rule of law) som betingelse for anvendelse af EU-midler, herunder midlerne i Corona-genopretningspakken.

Ungarn og Polen opfatter kritikken som politisk motiveret. I argumentationen har landene henvist til den kommunistiske fortid i Europa og udtalt, at EU-landene heldigvis ikke længere er i et politisk system, hvor man kan blive “sanktioneret for ideologisk afvigelse”.

Kan Ungarn og Polen blokere?

Ungarn og Polen kan effektivt blokere, fordi godkendelsen af EU-budgettet kræver enstemmighed, ligesom de nationale parlamenter skal godkende at EU kan øge ”egne ressourcer”, der er en forudsætning for budgettet og finansieringen af Corona-hjælpepakken.

De to medlemsstater “udtrykte forbehold” med hensyn til retsstatsbetingelser, men “ikke til indholdet” af budgetaftalen, siger en talsmand for det tyske EU-formandskab.

Retsstatsbetingelsen

Retsstatsbetingelsen (rule-of-law conditionality) betyder, at i tilfælde hvor der forbindelse med EU-finansierede aktiviteter brydes med EU-værdier eller regler, kan EU-Kommissionen anbefale, at EU-finansieringen suspenderes eller EU-midlerne fryses, hvis et kvalificeret flertal af EU’s medlemsstater godkender det.

Mandagens blokering betyder, at hverken budgettet eller genopretningsmidlerne – som begge er afgørende for at pumpe EU-midler ind i en europæisk økonomi, der er hærget af pandemien – kan være klar fra begyndelsen af 2021.

Blokeringen betyder, at EU igen-igen er kastet ud i en “krise”.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel, formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, arbejder på højtryk for at løse den fastlåste situation.

Problemet blev nævnt på den videokonference EU’s stats- og regeringschefer havde torsdag i sidste uge, men på trods af den tyske udenrigsministers optimisme er der ikke udsigt til en løsning.

Europa-Parlamentet, der endnu ikke har stemt om EU-budgettet, ventes at være meget lidt tilbøjelig til at udvande kravene om overholdelse af retsstatsprincipperne.

På EU-Topmødet i juli 2020, hvor der efter vanskelige forhandlinger blev opnået enighed om budget og Corona-hjælpepakke, var retsstatsbetingelsen også på bordet, men endte i vage formuleringer.

Ungarn og Polen er lodrette modstandere af retsstatsbetingelsen eller mekanismen, og de er angiveligt skuffede over, at EU-landene ikke har holdt sig til den aftale, der blev indgået mellem EU’s stats- og regeringschefer på juli-Topmødet.

Samtidig har Holland, Finland, Danmark, Sverige, Luxembourg, Belgien og Østrig presset på for skærpede betingelser. Ministre i en række EU-lande talte tirsdag med store ord i en appel til Ungarn og Polen.

Danmarks holdning

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger i en skriftlig kommentar, at den danske regerings holdning “er klokkeklar”:

”Det må simpelthen ikke være en – bogstaveligt talt – gratis omgang, hvis et EU-land bryder de principper og værdier, som de selv har skrevet under på, da de meldte sig ind i EU. Det er helt afgørende, at vi snart får godkendt EU-budgettet og genopretningsfonden, så pengene kan komme ud og skabe vækst i Europa, fremme den grønne omstilling og sikre arbejdspladser både ude og hjemme”.

Der er dog intet der tyder på, at Jeppe Kofods stålsatte holdning og trusler gør indtryk overhovedet i Warszawa og Budapest.

Når regering og ledende embedsmænd gang på gang tilsidesætter hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet smitter det af på forvaltningskulturen overalt i samfundet.

Når det gælder terrorbekæmpelse, udlændinge og bandekriminalitet har den almindelige danskers opfattelse af, hvor stærk en beskyttelse demokratiet og retssamfundet bør yde organiserede kriminelle, fremmedkrigere og østeuropæiske tyveknægte, der udfordrer det danske samfunds sammenhængskraft og grundlæggende værdier, længe har været i skred.

Befolkningens ligegyldighed over for det mere generelle skred i grundlæggende principper er næret af en forvaltningskultur overalt i den offentlige forvaltning, hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet er tilsidesat.

Derfor har minkskandalen kunnet glide igennem adskillige lag af topministre, departementschefer, Rigspolitiet, Forsvaret, veterinære myndigheder og landets dygtigste jurister, uden at der i rette tid blev slået alarm.