I Altinget podcast-serie om danske statsministre er vi nu nået til Viggo Kampmann. I præsentationen fremgår det, at Kampmann tegnede de økonomiske streger til velfærdsstaten, men bliver husket for skandalerne, der overskyggede hans politik – og storhedstiden bliver som finansminister.

Podcast-værterne Andreas Bach Mortensen og Nicolai Søndergård Kjær er karrige med oplysninger om kilderne til deres oplysninger. Der er dog ingen tvivl om, at de har støttet sig til Helge Hjortdals ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidts i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister”.

Usikkerheden understreges af, at de i skyndingen får henvist til Bo Smiths biografi om Viggo Kampmann.

Der er intet der tyder på, at researchen har omfattetEjvind Damsgård Hansens bog: ”Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann – idémand og igangsætter”, udgivet på DJØF’s forlag.

I givet fald ville de have vidst, at den 33-årige Kampmann i marts 1944 holdt et foredrag, der var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med hans egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.

For at denne vandring fra selvstændig til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringe tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.

Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der følgelig var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv.

Om Kampmann var opmærksom på den enorme skjulte arbejdskraftreserve, som kvinderne udgjorde, melder historien ikke noget om.

Arbejder Altinget på at forbedre socialdemokratiets image?

Man kan ikke undgå at få den tanke, at Altinget aktivt prøver at modvirke det billede, der tegner sig af Socialdemokratiet som et parti, der ikke tåler kritik.

Ekstra Bladet kunne i marts 2021 afsløre, at efterretningstjenesterne var bekymrede for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre. Siden har den hårde fremfærd mod FE-chef Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, bekræftet at regeringen ingen midler skyer for at imødegå kritik.

Ekspert i digital, politisk kommunikation, Benjamin Rud Elberth, har offentligt tilkendegivet, at noget tyder på, at Socialdemokratiet har en eller anden form for tæskehold siddende klar til at rykke ud, når partiet angribes.

Til eksempel nævnes forfatteren Jonas Eika, der i 2019 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for “at have statsracisme”. Det fik den socialdemokratiske ordfører Rasmus Stoklund til at kalde Eika “en forfatterklovn”.

”Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier”, siger Benjamin Rud Elberth.

Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

”Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler”, siger Benjamin Rud Elberth.

Tidligere eksempler

Berlingske bragte i midten af februar 2020 en række eksempler på Socialdemokratiets pres på uvildige eksperter og interesseorganisationer, der havde udtalt sig kritisk om socialdemokratisk politik. Eksempler, som gav et solidt indtryk af en ryggesløs, magtfuldkommen, kæft-, trit- og retningsorienteret regering, der er pænt ligeglad med substansen af et givent politisk tema. Eksperter, der udtaler sig kritisk om Socialdemokratiets politik, udsætter sig selv for fare for intimidering fra partiet.

Hårde nysere som Henrik Sass Larsen og Martin Rossen er p.t. trådt i baggrunden, men billedet på dansk demokrati i disse år syntes at være, at eksperter, herunder mange offentligt ansatte, må være forberedt på at blive udsat for bøllemetoder og gemen intimidering fra magtens centrum, skulle de finde på at sige regeringspartiet imod.

Har det altid været sådan?

Det overrasker tilsyneladende mange, men det er faktisk ikke en ny foreteelse. Socialdemokratiet har altid i regering ment at have et ”ejerskab” til embedsværket. Genstridige personer er angiveligt optaget på veritable ”dødslister” over folk, man ved ført givne lejlighed skulle af med.

Det er nok også forekommet, at det er kommunikeret til genstridige, uafhængige eksperter og organisationer, at obsternasig fremturen kunne få ubehagelige konsekvenser.

Hvis vi går lidt længere tilbage i tiden, brugte man også andre håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Der har altid været hjælpsomme partimedlemmer i bevægelsen, der kunne mobiliseres i givne situationer.

Men Socialdemokratiet har også haft ”gode venner” i Politiet og i andre myndigheder, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Politikommissær Christian Madsen

En sådan ven var Christian Madsen, der siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet tæt til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943. Siden havde man prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, hvor døren kun kunne åbnes udefra.

Tidligere ministersekretær og direktør i Folketinget, Helge Hjortdal, har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, men til offentligheden var hospitalsindlæggelsen begrundet med hjerteproblemer. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Viggo Kampmann var formand for Statsanstalten for Livsforsikring fra 1962 og ”hjerteproblemerne” var ikke værre end at han levede helt frem til den 3. juni 1976.

Det er ikke betryggende at forestille sig en EU-hær under fransk kommando. Vi har endnu ikke overvundet de traumer vi blev påført, da vi af den lille Napoleon, Nicolas Sarkozy, blev lokket ind i et meningsløst bombardement af Libyen eller de fejlslagne eventyr i Mali.

Historisk har vi også smertelige erfaringer med forsvarssamarbejder med Frankrig.

I sidste halvdel af 1700-tallet havde den dansk-norske handelsflåde stor fordel af at tilhøre et neutralt land under stormagtskrigene efter Den Franske Revolution. Mod slutningen af århundredet tilspidsedes situationen som følge af Napoleonskrigene. Engelske krigsskibe forlangte nu at visitere de neutrale landes skibe, hvilket fik Danmark-Norge til i 1801 at tilslutte sig det væbnede neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen. Danmark havde dermed i realiteten allieret sig med Frankrig mod Storbritannien.

Briterne – der ville forhindre, at den anseelige danske flåde skulle indgå i en blokade eller krig mod Storbritannien – erklærede prompte krig mod Danmark, og efter Slaget på Reden i april 1801 blev Danmark tvunget til at forlade Det Væbnede Neutralitetsforbund, men fremturede med tæt forbindelse til Frankrig.

I 1807 tilsluttede Danmark sig den blokade af England – den såkaldte fastlandsspærring – som Frankrig havde etableret. Storbritannien krævede derfor den danske flåde udleveret, og efter bombardementet af København 2.-5. september 1807 blev kravet imødekommet, men Danmark fortsatte alliancen med Frankrig.

Og ulykkerne fortsatte. Den militære alliance med Frankrig gav Danmark økonomiske problemer, dels på grund af store udgifter til militæret, dels på grund af svigtende indtægter fra told og handel. I 1813 var situationen så alvorlig, at den danske stat gik bankerot.

Rusland havde i 1809 erobret Finland fra Sverige. Senere gjorde Sverige imidlertid fælles sag med Rusland, Storbritannien og andre i kampen mod Frankrig og Bernadotte stod til belønning herfor.

Efter Napoleons tilbagetog fra Rusland i 1812, nederlaget i det afgørende slag ved Leipzig og abdikation i april 1814, måtte Danmark som kompensation for tabet af Finland aflevere Norge til Sverige ved freden i Kiel i 1814. Som et plaster på såret fik Danmark det lille tyske fyrstedømme, Lauenburg.

Den aldrende socialist, Holger K. Nielsen, er mobiliseret af JA-siden forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om eventuel ophævelse forsvarsforbeholdet i EU.

Holger K. præsenteres ligefrem som ”faderen” til forbeholdet, og vi må derfor tro, at hans ord i denne sag har særlig vægt. (Det ville i givet fald være første gang!)

I netmediet Altinget skriver Holger K. Nielsen, at vi efter Putins overfald på Ukraine står i en ny sikkerhedspolitisk situation i Europa. ”Militær aggression fra ét europæisk land mod et andet er blevet del af en hverdag, ingen af os havde forestillet os for blot få uger siden. Det er vi selvsagt nødt til at reagere på”.

Holger K. Nielsen siger: ”I den nye sikkerhedspolitiske situation er det vigtigt, at vi står sammen mod Putin”, javel, men så fortsætter Holger K. uden logisk sammenhæng: Og derfor skal vi også stemme ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen.

Trods den manglende argumentation understreger Holger K. Nielsen: ”Det er rigtigt, at en EU-forsvarsdimension ikke kunne have forhindret Putin i hans overfald på Ukraine, endsige forsvaret ukrainerne mod den russiske aggression. Forsvaret ligger hos ukrainerne selv, bistået af Nato. Når det gælder den hårde sikkerhedspolitik, er den centrale aktør fortsat Nato. Men i den ramme er det vigtigt, at Europa samler sig – også sikkerhedspolitisk”.

Maastricht

Holger overser, at der siden Maastricht-traktaten trådte i kraft den 1. november 1993 har været en klar forsvarsdimension i EU. Danmark har bare ikke deltaget, men nu – efter at den stærkeste militærmagt i Vesteuropa – UK – har trukket sig fra EU – skal vi opgive 30 års politik.

Holger K. Nielsen er heller ikke i stand til at redegøre for, hvad Danmark faktisk kan opnå ved at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Det der med sikkerhed vil ske er, at den hidtidige stærke nationale enighed om, at Nato har været, er og også i fremtiden vil være garanten for Danmarks sikkerhed, vil blive svækket.

Ruslands invasion af Ukraine er anledningen til at spørgsmålet om EU-forbeholdet på forsvarsområdet nu ligger på bordet i Danmark, men samtidig er især det franske pres for etablering af en egentlig ”Europahær”, særdeles bekymrende.

POLITIKEN?

Selvom dagbladet POLITIKEN overraskende argumenterer for ophævelse af forsvarsforbeholdet, understreges det, at ”En EU-hær må aldrig blive en aggressiv enhed…”.

Når både den tyske kansler og den franske præsident igen er begyndt at bruge ordet ”Europahær” i deres taler, er det imidlertid ikke fremmende for partiernes ønske om at ophæve forsvarsforbeholdet i Danmark. De politiske partier er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993. Derfor hævder disse partier nu – i lodret strid med sandheden – at fælles EU-hære eller indsatsstyrker aldrig kan komme på tale.

Fransk kommando?

Det er ikke betryggende at forestille sig en EU-hær under fransk kommando. Vi har endnu ikke overvundet de traumer vi blev påført, da vi af den lille Napoleon, Nicolas Sarkozy, blev lokket ind i et meningsløst bombardement af Libyen eller de fejlslagne eventyr i Mali.

Det er vel ikke helt ubegrundet, at man siger, at den korteste franske bog, der nogensinde er skrevet siden Prins Aage, Greve af Rosenborg og barnebarn til kong Christian 9., døde den 29. februar 1940 i Marokko som bataljonschef i den franske Fremmedlegion, er ”Den komplette liste over franske krigshelte”.

Franske våben siges at være efterspurgte på de internationale markeder, fordi de aldrig har været affyret. Til gengæld siges franske tanks til overflod at være udstyret med syv gear – ét fremad og seks baglæns!

Kommer ved læsningen om tilsandingen af Kirkeministeriet til at tænke på en studiekammerat, der droppede ud af polit-studiet med den begrundelse, at hans foreløbige resultater kun ville række til en ansættelse i Kirkeministeriet – eller eventuelt i Fyr- og Vagervæsenet som ”blinktæller mellem 2. og 3. revle”!

I en periode i begyndelsen af 1980’erne var det på Slotsholmen almindelig kendt, at Kirkeministeriet i realiteten blev ledet af formanden for betjentstuen.

Departementschef Christian Dons Christensen var tidligere ansat i Udenrigsministeriet, der heller ikke er kendt for effektiv forvaltning.

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd er også kritisk. Selvom formanden fra sin ansættelse i Fødevareministeriet ikke er ubekendt med lange sagsbehandlingstider, mener han det er et politisk og ledelsesmæssigt ansvar at rette op på de utilfredsstillende forhold i Kirkeministeriet.

Som supplement til Kristeligt Dagblads beskrivelser af Kirkeministeriet kan anbefales ”Fra psykopatklubben” af Erik Ib Schmidt, der var departementschef i økonomi- og Finansministeriet.

I erindringsbogen Fra psykopatklubben fra 1993 beretter han om sine mange oplevelser frem til 1968, herunder opvækst, studieår og familie, med hovedvægten på samspillet med politikerne i efterkrigstiden og det personlige engagement i 1930’ernes DKP og vilkårene under besættelsestiden.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/kritik-helt-vanvittigt-kirker-venter-saa-laenge-paa-svar-fra-ministeriet

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil torsdag den 10. marts 2022 kl. 17.30 byde EU’s stats-og regeringschefer velkommen til et topmøde i det legendariske og pompøse slot Versailles, godt 20 kilometer sydvest for hovedstaden Paris.

Af indbydelsen til det uformelle topmøde fremgår, at der på topmødet skal fokuseres på især 3 emner:

– bolstering our defense-capabilities.

– reducing our energy dependency, in particular on Russian gas, oil and coal, and

– building a more robust economic base.

Ukraine

Mødet vil torsdag aften koncentrere sig om situationen i Ukraine og om forsvar og energiforsyningen i EU.

Fredag den 11. marts vil Topmødet – med deltagelse af formanden for den europæiske centralbank, Christine Madeleine Odette Lagarde, og formanden for The Eurogroup, den irske finansminister Paschal Donohoe, være reserveret til drøftelser af EU’s nye vækst-og investeringsmodel.

Meget står på spil for Emmanuel Macron og Frankrig under deres første EU-formandskab i 13 år, men glemt er det naturligvis ikke, at Macrons penduldiplomati ikke forhindrede Ruslands invasion af Ukraine.

Versailles dengang…

Det er før gået galt i Versailles!

I anden halvdel af 1700-tallet blev den franske stats finansielle forhold stadig værre, især pga. deltagelsen i Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-83), som den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret ved lån.

I 1786 forsøgte regeringen at gennemføre en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot.

Planen mødte modstand hos Stænderforsamlingen, der var indkaldt til møde i Versailles.

Tingene gik i hårdknude, og kongen lod (under et søgt påskud om uopsættelige reparationsbehov) mødesalen lukke.

Forsamlingen flyttede da til boldspilhuset i Versailles, hvor revolutionen indledtes 17. juni 1789, da borgerskabets repræsentanter (“tredjestanden”) ved Stænderforsamlingen erklærede sig for Nationalforsamling.

Forsamlingen aflagde efterfølgende – ved den såkaldte Boldhused – mundtligt og skriftligt ed på at forblive samlet og give møde, til den havde skaffet Frankrig en forfatning.

Kongen, Ludvig den 16., gav op og beordrede de andre stænders repræsentanter til at slutte sig til Nationalforsamlingen.

I Paris var der stor uro pga. stigende brødpriser. Da kongen kaldte 18.000 soldater ind mod Versailles og 11. juli fyrede sin finansminister, blev pariserne bekymrede.

Rygterne ville vide, at kongen havde tænkt sig at angribe byen med sine tropper og borgerne begyndte 13. juli at samle sig og skaffe sig våben for at forsvare byen. Et af de steder, der var våben, var Bastillen, en middelalderfæstning, som blev brugt som fængsel, og den 14. juli 1789, stormedes Bastillen.

Der blev oprettet en nationalgarde med Joseph La Fayette som chef til at holde orden og forsvare byen mod de kongelige tropper. Stormen på Bastillen blev den første store revolutionsdag, journée révolutionnaire, og årsdagen – den 14. juli – er siden blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

Tiden, der fulgte

I de følgende måneder arbejdede Nationalforsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven.

For at imødekomme bøndernes krav gennemførte Nationalforsamlingen den 4. august 1789 en ophævelse af mange af de privilegeredes rettigheder. Atter blev brødproblemet akut, og parisiske kvinder drog den 5. oktober 1789 i tusindvis til Versailles og krævede brød.

Under pres måtte kongefamilien forlade slottet for at tage ophold i paladset Tuilerierne i Paris, og for at gøre en lang (og interessant) historie kort stormede Sansculotterne, der især bestod af politisk aktive blandt håndværkere, småhandlende og lønarbejdere, Tuilerierne den 10. august 1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple.

Den 21. september 1792 trådte det nye Nationalkonvent sammen, og proklamerede straks indførelsen af republikken, dømte kongen til døden og lod ham guillotinere 21.1.1793.

Efter flere år med forvaltningsrod og ulovlig sagsbehandling i den statslige pengetank Innovationsfonden skiftes der nu ud i fondens øverste ledelseslag.

Innovationsfonden er stiftet af staten og finansieret af skatteborgerne, den skal støtte strategisk forskning, højteknologi og innovation.

Direktørskiftet sker samtidig med afsløringen af nye regelbrud – denne gang på EUs statsstøtteregler – i fonden, der er sat i verden for at støtte dansk iværksætteri med milliarder årligt.

Fondens hidtidige direktør, Anne-Marie Levy Rasmussen, fratræder sin stilling til april, oplyser fonden i en pressemeddelelse.

Nyheden kommer, kort efter at fondens hidtidige bestyrelsesformand, Tina Fanø, blev erstattet af Anders Eldrup.

Innovationsfonden skriver, at Anne-Marie Levy Rasmussen indtræder i en stilling som Head of Global Commercial Operations hos virksomheden Bavarian Nordic. 

Den nuværende vicedirektør, Annemarie Munk Riis, konstitueres som direktør pr. 1. april, når Anne-Marie Levy Rasmussen stopper.

Formanden for Carlsbergfondet og Innovationsfonden

Det vakte vrede i toppen af den danske forskerverden og Aarhus Universitet, da flere ansatte stillede kritiske spørgsmål til en artikel, der var udgivet af nogle af universitetets mest fremtrædende forskere. I den videnskabelige artikel konkluderede forskerne blandt andet, at mennesker opnåede bedre resultater i et computerspil, der simulerede en kompleks kvantefysisk problemstilling, end en computeralgoritme.

Berlingske Tidende har beskrevet hvordan kritikernes vedholdende spørgen kom Flemming Besenbacher for øre. Som formand for Carlsbergfondet, der hvert år uddeler millioner af kroner til danske forskningsprojekter, er han en af de mest magtfulde personer i dansk forskning.

Den videnskabelige artikel havde vist sig at indeholde en yderst simpel, men fatal fejl. Men de kritiske spørgsmål fra de ansatte, der alle var professorer i fysik, blev ikke vel modtaget af Besenbacher.

Illoyale redepissere og bavianer

I e-mail til universitetets rektor blev de tre ansatte kaldt ”redepissere”, ”bavianer” og ”illoyale” af den indflydelsesrige formand for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, der er ansvarlig for at uddele millionbevillinger til dansk forskning.

Forskerne konkluderede blandt andet, at mennesker opnåede bedre resultater i et computerspil, der simulerede en kompleks kvantefysisk problemstilling, end en computeralgoritme.

Det overraskende resultat gik verden rundt. Men allerede i 2017 mødte artiklen hård kritik i forskermiljøet. I december 2019 viste det sig, at artiklen indeholdt en banal fejl, der betød, at en af de helt centrale konklusioner var forkert: Menneskene præsterede ikke bedre end computeralgoritmen. Faktisk tværtimod. Som konsekvens blev artiklen trukket tilbage forrige år.

Flemming Besenbacher og Innovationsfonden

Professor Flemming Besenbacher er ikke kun en mægtig mand i dansk forskning. Han har også indflydelse i dansk erhvervsliv, og han har bl.a. været næstformand for Innovationsfonden,

I forbindelse med uddeling af store millionbeløb, har Besenbacher angiveligt kortsluttet normale procedurer, der skal sikre ens behandling af ansøgerne, og ved at fremme sager, hvor han burde have erklæret sig inhabil.

Da en medarbejder i Innovationsfonden gjorde opmærksom på, at fonden var på kant med gældende regler, blev medarbejderen efter et længere ordskifte sat på plads af Besenbacher med: ”Lad nu være med det jura dér, lad os nu bare vise, at vi kan gøre det her. Hold nu op med det der.”

Flemming Besenbacher mener sig øjensynligt berettiget til hvad som helst, og i den adfærd minder han om en anden magtfuld formand.

Når formanden har det sidste ord

Statens Jordlovsudvalgs første formand var husmand Niels Frederiksen, der var medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre og formand for De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger. Udvalgsmedlemmerne var udpeget blandt Rigsdagens partier.

Statens Jordlovsudvalg havde til opgave at administrere jordlovene, herunder fremskaffe jord til udstykning til husmandsbrug fra præstegårdsjorderne, som allerede var offentlig ejendom, fra majoratsjord (len og stamhuse) og i et vist omfang ved frasalg af anden offentligt ejet jord.

Niels Frederiksen:”Så lovligt som muligt”

Niels Frederiksen var formand fra 1919 til 1947 og tillagde sig selv og Jordlovsudvalget vidtgående beføjelser. Da en sekretariatsmedarbejder på et tidspunkt i forsigtige vendingen påpegede, at en påtænkt disposition måske ikke var ganske lovmedholdelig, blev han afvist med, at ”det skulle gennemføres som besluttet, men at det naturligvis skulle være så lovligt som muligt!”

Holger K. Nielsen skriver i et indlæg i Altinget, at vi efter Putins overfald på Ukraine står i en ny sikkerhedspolitisk situation i Europa. ”Militær aggression fra ét europæisk land mod et andet er blevet del af en hverdag, ingen af os havde forestillet os for blot få uger siden. Det er vi selvsagt nødt til at reagere på”. I den nye sikkerhedspolitiske situation er det vigtigt, at vi står sammen mod Putin, og derfor skal vi også stemme ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen, siger Holger K. Nielsen. Alligevel understreger Holger K. Nielsen: ”Det er rigtigt, at en EU-forsvarsdimension ikke kunne have forhindret Putin i hans overfald på Ukraine, endsige forsvaret ukrainerne mod den russiske aggression. Forsvaret ligger hos ukrainerne selv, bistået af Nato. Når det gælder den hårde sikkerhedspolitik, er den centrale aktør fortsat Nato. Men i den ramme er det vigtigt, at Europa samler sig – også sikkerhedspolitisk”.

Holger overser, at der siden Maastricht-traktaten trådte i kraft den 1. november 1993 har været en klar forsvarsdimension i EU. Danmark har bare ikke deltaget.

Holger K. Nielsen er heller ikke i stand til at redegøre for, hvad Danmark faktisk kan opnå ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Bortset fra naturligvis at svække den stærke nationale enighed om, at Nato har været, er og også i fremtiden vil være garanten for Danmarks sikkerhed.

https://www.altinget.dk/artikel/arkitekten-bag-forsvarsforbeholdet-derfor-skal-vi-stemme-ja-til-at-afskaffe-det

Ritzau kan den 7. marts 2022 med kilde i Ekstrabladet oplyse, at Tibetkommissionen i den kommende beretning, der kommer inden udgangen af første kvartal af 2022, vil kritisere Politiets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriet for i strid med grundloven at lægge pres på Københavns Politi for at forhindre demonstrationer.

Tibet-Kommissionen har i sine undersøgelser i stigende grad fokuseret på Udenrigsministeriets ansvar for den danske ordensmagts ulovlige håndtering af demonstrationer mod Kinas politik i Tibet under det kinesiske statsbesøg i Danmark i 2012 samt to efterfølgende besøg på højt niveau i 2013 og 2014.

Kommissionen har således i flere omgange afhørt den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen. Mens Friis Arne Petersen var ambassadør i Kina, blev Hu Jintaos statsbesøg i København i 2012 regnet for at være den helt store diplomatiske præstation.

Vi ved fra tidligere afhøringer i Tibet-Kommissionen, at Friis Arne Petersen – både som direktør i Udenrigsministeriet 1997 til 2005, som ambassadør i Kina 2010 til 2015 og som ambassadør i Tyskland 2015 til 2020 – havde den opfattelse, at for at undgå at kinesiske besøgende ”tabte ansigt” kunne det være nødvendigt at bøje reglerne.

Tidligere indhentningschef i Forsvarets Efterretningstjeneste, den nu pensionerede oberst Steffen Wied, har ifølge Berlingske i Tibetkommissionen berettet om et for kommissionen hidtil ukendt brev fra Københavns Politi, der beskrev en række grundlovsstridige tiltag, der skulle sikre at kineserne ikke ”tabte ansigt” – og en opsigtsvækkende ordveksling med Friis Arne Petersen, mens Wied gjorde tjeneste som forsvarsattaché ved ambassaden i Berlin.

Ifølge referatet havde den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, angiveligt ikke meget til overs for Folketingets beslutning om at granske Københavns Politis krænkelser af fredelige pro-Tibet-demonstranters ytringsfrihed under den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i 2012.

”Da Tibetkommission I blev nedsat, harcelerede han (Friis Arne Petersen, red.) over, at der blev gjort så meget ud af den sag. Det var fuldstændig unødvendigt, og han mente, at når der var så betydningsfuldt et besøg som det her, så måtte man også bøje reglerne”, sagde Steffen Wied i Tibetkommissionen ifølge avisreferatet.

Friis Arne Petersen har siden forladt Udenrigstjenesten.

Regeringen har overraskende aftalt med Venstre, SF, Radikale Venstre og Konservative, at det danske forsvarsforbehold overfor EU skal sættes til folkeafstemning den 1. juni 2022.

Der har hidtil ikke været stemning for at afskaffe det. Da Epinion i efteråret 2021 lavede en måling for Altinget og DR, ville kun hver tredje dansker afskaffe forbeholdet. Samme tendens viste en måling, Norstat i 2019 foretog for Altinget.

Men for få dage siden viste en ny Megafon-måling for Politiken og TV2, at 49 procent nu vil afskaffe forbeholdet, mens kun 27 procent vil bevare det.

Dagbladet Politiken har tidligere refereret til en måling, som YouGov foretog for Tænketanken Europa, der viste at 50 procent er helt eller delvist enige i, at Danmark bør gå med i en EU-hær. Blot 31 procent er helt eller delvist uenige.

Tidligere målinger – f.eks. en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, viser, at danskerne bestemt ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold. At danskerne nu skulle ønske at gå med i en EU-hær, er mildest talt overraskende.

Modstanden

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og nyere målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, har hidtil været særlig stor blandt danskerne. Forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, har hidtil været støttet af et flertal, mens kun omkring en fjerdedel af de adspurgte har villet have forbeholdet afskaffet.

Forbeholdene

I dag betyder EU-forbeholdet på forsvarsområdet, at danske ministre og embedsmænd må stå ude i syreregnen eller sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af forsvarsforbeholdet.

Forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vedrører forsvarsområdet, men Danmark kan stadig deltage i mere generelle drøftelser om forsvarspolitikken i EU.

Danmark har ikke stemmeret i ministerrådet, når forsvarspolitikken behandles, og Danmark er derfor heller ikke med til at træffe beslutninger på forsvarsområdet. Danmark deltager ikke i EU’s militære operationer, finansierer dem ikke og stiller ikke med soldater og militært isenkram til EU-ledede indsatser i konfliktområder. Militære missioner er eksempelvis kamp mod pirater ud for Somalias kyst, fredsbevarende operationer i Bosnien-Hercegovina og at beskytte flygtninge fra krisen i Darfur i det vestlige Sudan.

Danmark deltager dog i civile missioner, som hidtil har udgjort størstedelen af EUs missioner.

Selvom Danmark har stået udenfor EU-samarbejdet på forsvarsområdet, er Danmark med i andre multilaterale forsvarssamarbejder, f.eks. EII – European Intervention Initiative. Samarbejdet er etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Finland tilsluttet sig.

Initiativet har angiveligt ikke noget at gøre med en fælles EU-hær, men spektret for, hvad man kan beskæftige sig med, går fra at se på behovet i Sahel-regionen til at se på, hvad man kan gøre for at etablere et fælles samarbejde, hvis der kommer altødelæggende orkaner i Caribien.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, har i debatindlæg i Politiken tilkendegivet, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark: ”Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker”.

Hjort Frederiksen har bl.a. beklaget, at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet ikke kan deltage i et nyt samarbejdsprojekt mellem EU og Nato om at styrke den militære mobilitet i Europa, så et stort antal soldater og udstyr kan flyttes på tværs af kontinentet hurtigere og mere effektivt.

”Sverige og Finland kan deltage for fuld damp i det arbejde. Sverige og Finland er to neutrale lande, Danmark er Nato-medlem og ikke et neutralt land, men vi kan så ikke deltage i det. Det er bare ulogisk”, har den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtalt til netmediet Altinget.

”Europahæren” spøger

Selvom Ruslands invasion af Ukraine er anledningen til at spørgsmålet om EU-forbeholdet på forsvarsområdet nu ligger på bordet, er det næppe den megen snak om en ”Europahær”, der har påvirket danskernes holdning.

Selvom Politiken på lederplads argumenterer for ophævelse af forsvarsforbeholdet, understreges det, at ”En EU-hær må aldrig blive en aggressiv enhed…”. De politiske partier er vel udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.

Når både den tyske kansler og den franske præsident igen er begyndt at bruge ordet ”Europahær” i deres taler, er det imidlertid ikke fremmende for partiernes ønske om at ophæve forsvarsforbeholdet i Danmark.

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Udover situationen i Østeuropa kan der også være økonomiske hensyn bag ønsket om at fjerne forsvarsforbeholdet.

Danske kommercielle og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter som TERMA og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder.

I EU-budgettet for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – er afsat omkring 15 mia. euro – 112 mia. kroner – til forsvarssamarbejde. I den tidligere ramme for 2014-2020 fyldte forsvarssamarbejdet meget lidt. Det udgjorde kun beskedne 1,5 mia. kroner per år i de sidste tre år af perioden.

Forsvarssamarbejde i EU, hvor Danmark ikke deltager

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

PESCO-samarbejdet

Baggrunden for PESCO er især Tysklands og Frankrigs bestræbelser på at etablere en egentlig EU-hær. UK har været modstander, men med Brexit er den forhindring nu ryddet af vejen. Det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberangreb.

Danmark uden for EDA

Med PESCO-samarbejdet og de øgede bevillinger har det europæiske forsvarsagentur EDA (European Defence Agency) fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Finansieringen af projekterne kommer fra flere kilder.

Over EU-budgettet finansieres “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

Fra EU-budgettet tilgår i indeværende budgetperiode omkring 8 mia. euro til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF – European Defence Fund. Formålet med EDF er at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet.

I det nuværende danske forsvarsforlig blev der afsat en pulje til at øge forskningen inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi. Hensigten var at sikre, at Danmark kunne få et tilfredsstillende udbytte af den forskningsindsats inden for forsvarsområdet, der finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond.

Spørgsmålet er imidlertid, om Danmark stående uden for forsvarssamarbejdet overhovedet vil komme i betragtning ved uddelingerne fra Den Europæiske Forsvarsfond?

For godt en måned siden – den 31. januar 2022 – præsenterede regeringen sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, hvoraf det fremgik, at det var en højt prioriteret målsætning for Danmark i de nærmest kommende år ”at komme ind i hjertet af EU”.

Jeppe Kofod utroværdig

Når Danmark trods de danske forbehold nu pludselig skulle være et kernemedlem i EU, handlede det for Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU op i en højere ”global vægtklasse”, så EU bliver bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

”EU er en økonomisk sværvægter, men en udenrigspolitisk dværg. Det er vi nødt til at lave om,” fastslog Jeppe Kofod: ”For mig at se, så skal vi have styrket EU’s evne til at føre en værdikamp i verden. Det kræver at den økonomiske vægt, som EU har, bliver omsat til at fremme demokrati og menneskerettigheder, den internationalt regelbaserede orden, klimakampen og arbejdstagerrettigheder. Det er vigtigt at bruge EU til”.

Regeringen præsenterede de grænseløse ambitioner uden så meget som at blinke. Uanset de danske forbehold overfor væsentlige dele af EU-samarbejdet, uanset at den danske befolkning kun udgør 1,1 pct. af den samlede befolkning i EU, og uanset at den danske økonomi kun udgør omkring 2 pct. af EU’s samlede økonomi, skal vi fremover være et kernemedlem i EU.

Det var ikke ganske klart, hvordan Danmark med forbeholdene og som medlem af ”sparebanden” skulle være i stand til at placere os ”i hjertet af EU”, men når vi var kommet så langt, handlede det ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU til at blive bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

De seneste dages begivenheder har dokumenteret, at vi selvfølgelig ikke kunne stole på Jeppe Kofods sirenesang.

Mette Frederiksen utroværdig

Statsministeren har ligeledes mistet troværdighed. Under forhandlingerne om det nuværende EU-budget afviste statsminister Mette Frederiksen den 16. oktober 2019 overfor Jyllands-Posten, at der er behov for et større budget: ”Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu”, sagde hun og henviste til, at EU-Kommissionen forventede øgede administrationsudgifter for cirka 35 mia. kr. i indeværende syvårige budgetperiode.

”Det er jo fuldstændig gak”, sagde statsministeren og fortsatte: ”De penge, som vi har mulighed for at prioritere anderledes, skal gå til vores velfærdssamfund og ikke til et endnu større EU-budget”.

Mette Frederiksen gentog den 17. oktober 2019 overfor TV 2: ”Jeg har ikke den grundlæggende tanke, at vi er nødt til at have et større EU. Tværtimod er jeg faktisk for et mindre EU-budget”.

Forsvarsforbeholdet

Regeringen har endnu ikke fremlagt planer for at øge det danske økonomiske bidrag til EU, men pludselig skal danskerne ved en folkeafstemning den 1. juni 2022 tage stilling til det danske forsvarsforbehold.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har ellers flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Selvom regeringen for bare en måned siden ikke ville røre ved forsvarsforbeholdet, blev det tilkendegivet, at ”Vi vil opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer på strategisk udvalgte områder, så dansk forsvarsindustri kan bidrage til varetagelsen af Danmarks sikkerhedsinteresser”.

Er det våbenindustrien, der presser på?

Efter regeringens opfattelse for en måned siden, var en slagkraftig dansk våbenindustri nødvendig på baggrund af det skærpede trusselsbillede, og fordi det vil styrke relationen til vores allierede og samtidig understøtte dansk eksport: ”Og vi skal sikre danske virksomheders og forskningsinstitutioners adgang til Den Europæiske Forsvarsfond”.

Regeringen skylder os en forklaring på, hvordan forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land?

Hvad er det præcist ved Ruslands skændige invasion af Ukraine, der tilsiger, vi ikke længere kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik vi ønsker – og hvad er det præcist vi kan opnå ved etablering af en EU-hær?