Folketingets Retsudvalg afholdt den 26. januar 2022 en høring om offentlighedsloven fra 2013.

Med henvisning til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning – offentlighedens interesser krænkes på løbende bånd!

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed.

Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Ninn-Hansens oprindelige Offentlighedslov

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning. Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Regeringsgrundlaget for VKLA-regeringen

I regeringsgrundlaget af 27. november 2016 for V, K og LA blev det mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Paragraf 24

Ifølge den gældende paragraf 24 kan alle dokumenter undtages fra aktindsigt, hvis de udveksles mellem myndigheder på et tidspunkt, ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”. I praksis har det med ombudsmandens ord medført, at der er sket ”væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt” ikke mindst for medierne.

Med andre ord vil alle vigtige oplysninger om beslutningsprocessen i dokumenter, selv hvis de ikke indgår i en forelæggelse for f.eks. regeringens Koordinations- eller Økonomiudvalg eller et møde mellem ministre, kunne overstreges og undtages fra aktindsigt.

Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens eftermæle blev sværtet af Tamilsagen, men hans kloge ord om behovet for offentlighed burde stadig være retningsgivende for Folketingets holdning til hvilke muligheder borger og pressen har for at følge med i og dermed føre kontrol med, at Folketing og offentlighed får retvisende oplysninger og sikkerhed for at alt går rigtigt til i ministeriernes udførelse af deres opgaver.

Søren Pape Poulsen gjorde intet som justitsminister

VKLA-regeringen formåede ikke at ændre offentlighedsloven, som bebudet i regeringsgrundlaget. Det er så meget mere påfaldende, fordi Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, som justitsminister havde ansvaret for den betændte sag.

Med Barbara Bertelsen som departementschef i Justitsministeriet har det været en smal sag og sabotere alle lempelser af offentlighedsloven. Spørgsmålet er også, om den uerfarne justitsminister overhovedet gjorde et behjertet forsøg på at leve op til beslutningen på Det Konservative Landsråd og løftet i regeringsgrundlaget.

I bagklogskabens lys burde alarmerne have lydt ved Søren Pape Poulsen som bannerfører for konservative værdier.

Løfte om lempelser i offentlighedsloven brydes igen

På pressemødet den 1. juli 2022 om minkkommissionens beretning om forløbet, hvor regeringen beordrede alle mink i Danmark slået ihjel, bebudede statsminister Mette Frederiksen således en revision af offentlighedsloven, så det ville blive nemmere for offentligheden at få aktindsigt.

Statsministerens tilkendegivelse var bemærkelsesværdig, fordi alle krav om ændringer hidtil var blevet afvist af Socialdemokratiet uden at et flertal i Folketinget kunne tvinge ændringer igennem.

Socialistisk Folkeparti har godt nok haft opbakning til et forslag, der pålagde regeringen at indkalde til forhandlinger om lempelser af offentlighedsloven. Men intet er sket selvom både Danske Medier og Dansk Journalistforbund løbende har krævet ændringer – ligesom Ytringsfrihedskommissionen har anbefalet en revision.

I Mørkelygtens skær

Den 10. august 2022 overraskede regeringen med et forslag om at skærpe offentlighedsloven.

Regeringen ville – igen med tilslutning fra Venstre og Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti – nu ændre offentlighedsloven og forvaltningsloven med henblik på at styrke ”beskyttelsen af offentligt ansatte i sager om aktindsigt”. Forslaget vil især gælde særligt ansatte med ”borgernære funktioner, hvis arbejdsopgaver indebærer en høj risiko for konflikt med borgere, f.eks. ansatte i politiet, kriminalforsorgen, psykiatrien og på det sociale område”.

Udspillet er overraskende i lyset af, at statsministeren til pressemødet i anledning af Minkkommissionens rapport lovede os det modsatte. Venstre og Konservative har også talt for, at offentlighedsloven skal rulles tilbage, men nu sikrede de bizart nok regeringen flertal for et lovforslag, der vil gøre det nemmere for myndighederne at afvise ansøgninger om aktindsigt, der kan opfattes som chikane.

Vi bliver fortalt, at det handler om at beskytte fængselsbetjente mod fangerne, men i realiteten ligner det et lovforslag, der har til formål at beskytte offentligt ansatte mod borgerne og i forlængelse heraf politikerne mod pressen.

Mette Frederiksen har overfor Berlingske Tidende ikke lagt skjul på, at hun opfatter strømmen af aktindsigtsansøgninger til Statsministeriet som chikane, og hun undrer sig over, at “landets bedste jurister” skal beskæftige sig med henvendelser fra journalister, som efter Frederiksens mening har til formål at mistænkeliggøre hende.

Justitsminister Mattias Tesfaye har sagt, at de nye statutter ikke skal kunne bruges mod pressens anmodninger om aktindsigt, men lovændringen vil netop kunne bruges til at hindre almindelige borgere forsøg på at få indsigt og pressens rolle som demokratiets vagthund.

Efter valget

Den 13. november 2022 bekendtgjorde Djøf og Dansk Journalistforbund i en fælles kronik i Berlingske Tidende, at §§ 24 og 27 i offentlighedsloven spænder ben for større åbenhed. Trods den voksende tillidskrise mellem medier og embedsværk, er den fælles interesse: Åbenhed i den offentlige forvaltning er afgørende for vores folkestyre og tilliden til de demokratiske institutioner. Derfor er Djøf og Journalistforbundet til rådighed for det nye folketing, når de skal revidere offentlighedsloven.

Flertal bag stramning af offentlighedsloven er væk

Det forslag Socialdemokratiet præsenterede i august 2022 før valget, som skulle gøre det nemmere for myndigheder at afvise aktindsigter, der opfattes som chikanøse, har ikke længere tilslutning fra et flertal i Folketinget.

Eksperter advarede mod augustforslaget og talte om ”gummiparagraffer” og mere lukkethed, alligevel bakkede Venstre og Konservative dengang op. Men nu er der ikke længere flertal for forslaget, og tiden er måske inde til en grundlæggende revision af loven fra 2013.

Høje og ustabile gødningspriser er en udfordring for landmændene. Køb af gødning udgør i EU i gennemsnit ca. 6 pct. af inputomkostningerne og op til 12 pct. for landmænd med kornproduktion. EU-Kommissionen vurderer, at landmændene i 24 ud af de 27 EU-lande ikke har kunnet kompensere for de højere priser på gødning ved at hæve priserne på deres produkter. Kun i Estland, Rumænien og Tjekkiet har landmændene dækket sig fuldt ind ved at hæve priserne på deres produkter tilsvarende.

I EU er produktionen af kunstgødning i høj grad baseret på importeret ammoniak fra Kina og Rusland. Normalt tegner Rusland sig for en tredjedel af vores import af ammoniak, og da de tilførsler forsvandt, bankede priserne i vejret.

Ruslands produktion af ammoniak er tidligere blevet sendt via en rørledning gennem Ukraine til havnen i Odessa, hvorfra varerne udskibes.

Ruslands invasion af Ukraine har forværret en allerede udfordrende situation for gødningsmarkedet i kølvandet på covid-19-pandemien.

Naturgasprisen

Produktionen af kvælstofgødning er mange steder afhængig af naturgas. Høje gaspriser betyder, at mere end hver anden gødningsfabrik i Europa er lukket. Lige nu er omkring 60 procent af kapaciteten i europas gødningsindustri lukket ned som følge af de høje gaspriser oplyser Jacob Bagge Hansen fra Fertlizer Europe til Agriwatch.

Gaspriserne førte til en prisstigning på 149 pct. på gødning i september 2022 sammenlignet med året før. Som følge heraf har mange landmænd udskudt og reduceret deres køb af disse produkter.

Højere fødevarepriser og fødevarekrise

Dette kan føre til lavere udbytter af næste års høst og i sidste ende til højere fødevarepriser.

På globalt plan har de højere føde varepriser potentielt en ødelæggende virkning på fødevareforsyningssikkerheden, navnlig i sårbare regioner i verden.

Efter EU-Kommissionens opfattelse skal man tilbage til 1970’erne for at finde en gødningskrise, som svarer til den, landmænd står i i dag. Derfor har EU-Kommissionen foreslået, at EU-landene prioriterer deres naturgas til producenter af gødning. Samtidig vil EU-Kommissionen give EU-landene øget adgang til at hjælpe landmænd og gødningsproducenter. Det skal ske uden, at EU-landene kommer i problemer med reglerne for statsstøtte.

EU-Kommissionen lægger desuden op til at diskutere fordeling af en reserve på omkring 3,3 milliarder kroner til landmænd i EU.

Aftaler mellem Rusland og Ukraine

I den kommende kornaftale, der forhandles mellem Rusland og Ukraine med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som mægler, vil Ukraine vil have aftalen udvidet, så den omfatter flere havne. Samtidig vil Ukraine have aftalen forlænget med et år.

Russerne vil russerne formentlig få den indrømmelse, at eksporten af ammoniak kan genoptages.

På trods af sanktionspolitikken er det vanskeligt for Vesten at argumentere mod de russiske ønsker, da en stigende eksport af korn og gødning fra Rusland vil være med til at dæmpe den globale fødevarekrise.

Den seneste tids prisfald på gas har betydet, at prisen på kunstgødning er faldet og hvis Ruslands eksport af ammoniak til verdensmarkedet normaliseres, vil priserne falde yderligere.

Samarbejdsorganisationen for de arabiske golfstater (The Cooperation Council for the Arab States of the Gulf eller Gulf Cooperation Council), blev etableret i 1981 med deltagelse af Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, UAE.

Samarbejdsrådets hovedkvarter er placeret i Riyadh, Saudi-Araben. Rådets nuværende medlemmer er alle monarkier – Qatar, Kuwai og Bahrain er konstitutionelle monarkier, Saudi-Arabien og Oman er absolutte monarkier og De Forenede Arabiske Emirater, der består af 7 medlemslande, der hver især er monarkier hver deres selvstændige emir. Det har været diskuteret at udvide medlemskredsen med Jordan, Marokko og Yemen.

Fremdrift i GCC-infrastrukturprojektet GCC Railway Network

I modsætning til luftfart og skibsfart halter GCC-regionen bagefter de store verdensøkonomier med hensyn til adgang til jernbanenet. Regionen deltager dog i udviklingen med højhastighedstog, der nyder fremme i dele af Asien og den vækjstr i metroer, der ses over hele verden. Bemærkelsesværdige succeser omfatter Dubais metro, Doha Metro, en højhastighedstogforbindelse mellem Mekka og Medina i Saudi-Arabien og Riyadh metro, der snart åbner.

I december 2021 besluttede statscheferne i GCCI at udbygge jernbaneforbindelserne og samtidig blev GCC Railways Authority etableret.

Beslutningen om at etablere et jernbaneprojekt, der forbinder medlemslandene, blev godkendt af lederne af landene i Golfstaternes Samarbejdsråd for at lette mobiliteten af varer, borgere og beboere i regionen, og dermed bidrage til økonomisk vækst.

Den planlagte jernbane vil have udgangspunkt i Kuwait City, passere gennem Dammam og Al Batha Port i Saudi-Arabien, Abu Dhabi og Al Ain i UAE, og derefter tilgå Oman gennem Suhar, før den slutter ved Muscat.

Fra Dammam vil sidespor forbinde med Bahrain gennem den foreslåede King Hamad Causeway og til Qatar via Salwa havn. Den foreslåede Qatar-Bahrain Causeway mellem Bahrain og Qatar vil give yderligere forbindelse.

Den samlede sporlængde anslås til 2.117 km, ifølge GCC’s hjemmeside, og hastigheden på passagertog er planlagt til at være ca. 220 km i timen, og godstog mellem 80 og 120 km i timen ved hjælp af diesel til at generere elektrisk strøm, ifølge avise Al Eqtisadiah.

De samlede omkostninger for hele projektet er anslået til 200 mia. dollars.

UAE har afsluttet implementeringen af projektet på sin side op til grænsen til Saudi-Arabien, og Saudi-Arabien har færdiggjort næsten 200 kilometer af jernbanesporet på deres område.

Kan det gennemføres?

Avisen Al Eqtisadiah i Saudi-Arabien har oplyst, at Rådssekretariatet har sagt, at der er fremdrift i projektet, herunder færdiggørelsen af flere undersøgelser, skøn over antallet af passagerer og gods og oprettelsen af Gulf Railways Authority.

Den internationale baggrund for jernbaneprojektet vurderes i GCC-sekretariatet for at være gunstig for realiseringen af GCC-beslutningen.

Det anses ikke for sandsynligt, at olie- og gaspriserne kollapser fra de nuværende høje niveauer og dermed svækker budgetterne i GCC-landene og forsinker planerne for jernbanenettet. Det vurderes, at den russiske olie- og gaseksport vil opleve langsigtede fald, efterhånden som de europæiske sanktioner strammes, energiefterspørgslen vil fortsætter med at stige over hele verden, og de begrænsede investeringer i ny produktion har strammet forsyningsudsigterne for det næste årti.

Selv med lavere olie- og gaspriser er de største stakeholdere i jernbaneprojektet – UAE, Saudi-Arabien og Qatar – så velpolstrede, at de kan bære udgifterne til en sektor, de klart har defineret som strategisk.

Berlingske Tidende kunne den 11. november 2022 oplyse, at Folkeuniversitetets rektor, Bente Hagelund, og konstitueret formand for bestyrelsen, Jakob Skovgaard-Petersen, har besluttet, at historikeren Jens Jørgen Nielsen ikke mere må undervise i Ukraines og Ruslands historie, fordi han er for ”Putin venlig”.

Uden at gå ind i en konkret vurdering af Jens Jørgens Nielsens formidling af Ruslands og Ukraines historiske og aktuelle kontroversielle historie forekommer Folkeuniversitetets beslutning at være i god overensstemmelse med de tilkendegivelser, der er kommet fra Folketinget.

Folketinget vedtog den 1. juni 2021en bemærkelsesværdig påtale af landets universiteter.

Under en forespørgselsdebat (F 49) Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer blev der fremsat et forslag til vedtagelse:

Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde. Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.

Forslaget blev vedtaget i Folketinget den 1. juni 2021.

For stemte 72 (S, V, DF, KF, NB, LA, KD og Inger Støjberg (UFG)), imod stemte 24 (SF, RV, EL og UFG), hverken for eller imod stemte 0.

Den korte tekst påbydes universiteternes ledelse at sikre, at der i forskningen “ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”.

Professor Jakob Skovgaard-Petersen

Det er skæbnens ironi, at professor Jakob Skovgaard-Petersen i sin egenskab af konstitueret formand for bestyrelses for Folkeuniversitetet, har været med til at relegere Jens Jørgen Nielsen.

Under debatten i Folketinget blev nævnt en række eksempler, og under debatten langede Henrik Dahl fra Liberal Alliance især ud efter mellemøstforsker Jakob Skovgaard-Petersen og sagde, at hans forskning ikke er til at stole på.

Tykfobi-forskning på teologi

Københavns Universitet er tidligere af Liberal Alliance og De Konservative blevet beskyldt for at tillade ”pseudoforskning” og forskning i ”nonsens”. Det sker efter at universitetet har antaget et treårigt ph.d.-forskningsprojekt om tykfobi, der kort kan beskrives som en form for ”racisme” mod personer, der vejer mere end gennemsnittet.

Tykfobi er ikke en ny foreteelse. Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. For nylig er Nørrebro Teater blevet kritiseret for at anvende fatsuits, og teatergængere, der har affærdiget kritikken, er blevet beskyldt for at være blinde for, ”at det senkapitalistiske samfund er præget af tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt.

Under alle omstændigheder kører i øjeblikket en debat om emnet i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

Det Teologiske Fakultet

Den 21. september 2020 oplyste Dina Amlund på Facebook, at hun den 1. september havde påbegyndt et ph.d.-projekt, som går ud på at undersøge tykfobien som ældgammel struktur i eurocentrisk kultur med quazi-religiøs dyrkelse af tyndhed og allestedsnærværende had til og frygt for tykhed.

Dina Amlunds ph.d.-projekt: ”Tykfobi: En systematisk-teologisk undersøgelse af en struktur i samfundet” har givet anledning til spørgsmål om, ”Hvad i alverden har det med teologi at gøre”, fra flere, efter at Det Teologiske Fakultet har oplyst om det nye ph.d.-projekt om tykfobi, som skal laves af en ikke-teolog.

Det er ikke så tit, at Det Teologiske Fakultet i København oplever stor mediebevågenhed, når de offentliggør forskningsprojekter. Men den 30. september 2020 offentliggjorde fakultetet i en pressemeddelelse, at den nye ph.d.-studerende Dina Amlund, som er uddannet i moderne kulturhistorie og den seneste tid især har gjort sig bemærket som krops- og tykaktivist, med ph.d-projektet ”Fatphobia: A Systematic-theological Exploration of A Structure in Society” skal bevise, hvordan tykfobi er en bærende struktur i vores kultur og samfund, der undertrykker mennesker.

Dina Amlund er koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige og har blandt andet udtalt, at hun mener, tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.

Men hvad har en ikketeologs forskning i tykfobi med teologi at gøre, lyder det på sociale medier fra både teologer, forskere og politikere. Her kaldes det nye ph.d.projekt blandt andet for idioti og pseudovidenskabeligt ævl, og flere undrer sig også over, om en kropsaktivist overhovedet kan sættes til at undersøge et område, som hun har så stærk en holdning til.

Vejlederen opvokset i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø

Dina Amlunds vejleder på ph.d.-projektet er Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der er arbejder som lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, og som ulønnet hjælpepræst i Søborgmagle.

I en foromtale af Søborgmagles sensommerhøjskole torsdag den 8. oktober 2020, beskriver Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sin opvækst som “ikke synligt kirkelig eller teologisk” – og fortsætter: “Jeg er barnedøbt, men vokset op med et ben indenfor folkekirken og et udenfor. Benet udenfor kirken gjorde sig gældende på flere måder: En myte om min barndom, som jeg fik fortalt mange gange, var at jeg blev båret til dåb af djævelen eller en lærling af denne, for varmeapparaterne i kirken hvislede, hed det sig, da min gudmor bar mig til dåb. Jeg voksede også op i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø, og valgte som den eneste i min klasse at blive konfirmeret. Jeg vil fortælle om få skelsættende begivenheder og om, hvordan jeg lærte først evangeliet og siden kirken at kende og hvorfor jeg i dag betragter forventningen om Kristi genkomst som helt og aldeles afgørende for alt, hvad der har med menneskelivet at gøre”. 

Eksistensteologisk begrundelse for projektet

Til Kristeligt Dagblad siger lektoren i dogmatik:

”Mange tror, at forskning i teologi har med Gud at gøre, som om Gud ikke havde med verden at gøre. Men det omfatter en lang tradition med at udforske Guds forhold til verden og blandt andet se på den historiske kontekst, forskellige problemstillinger behandles i, og de normer, som hersker på bestemte tidspunkter i samfundet. Begrebet tykfobi er historisk nyt, men forbundet med udforskningen af angst, hvilket netop er et urgammelt teologisk tema, ikke mindst inden for eksistensteologien, og Dina Amlund skal undersøge, hvorvidt man både i dag og tidligere har været bange for fedt, og hvorfor man har været det. I dag er sundhed, og herunder vægt, i øvrigt også næsten blevet en religion. Mange vil forbinde spørgsmål om motion og kost med skam og skyld, som netop også er teologiske fænomener.”

At Dina Amlund ikke er uddannet i teologi, er ifølge vejlederen snarere en fordel, da hun netop skal bruge kulturstudier i sit arbejde. Og hun ser det ikke som et problem, at hendes nye ph.d.-studerende har markeret sig som kropsaktivist, da det ikke har noget med ph.d.-projektet at gøre. Der var også tale om en fejl, da fakultetet i deres første pressemeddelelse skrev, at Dina Amlund skulle ”bevise”, hvordan tykfobi er en bærende struktur i samfundet, tilføjer hun.

”Hun skal udforske et felt og en struktur. Det er nærliggende at blande forskningen samme med hendes aktivisme, men det har intet med hinanden at gøre, og hun har gode forudsætninger for at kunne skelne mellem interesser og faglighed. I dag har vi jo også mange præster i folkekirken, der forsker på universitetet, uden at vi tvivler på deres resultater. Jeg synes ikke, det er fair at mistænkeliggøre hende, før hun er startet,” siger hun og tilføjer, at Dina Amlund desuden ikke er ansat på universitetet, men indskrevet på en friplads. Det betyder, at hun ikke får løn, men kun får finansieret blandt andet vejledning og kurser.

Politisk reaktion

Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti er stærkt kritisk over for ph.d.-projektet: ”Det spænder mange menneskers tålmodighed og respekt for universiteterne til det yderste”.

Henrik Dahl, der er forskningsordfører for Liberal Alliance, og som netop har udgivet bogen ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden” om blandt andet identitetspolitikkens indtog på landets universiteter, er ”yderst skeptisk” over for, at Det Teologiske Fakultet med det nye ph.d.-projekt inviterer aktivismen indenfor.

”Hvis hun færdiggør projektet, ender hun med at få en titel, der blåstempler hendes aktivisme og giver den en fernis af videnskabelighed. Man skulle undre sig meget, hvis hun kommer frem til et forskningsresultat, der ikke harmonerer med hendes aktivisme,” siger han.

Derudover er selve forskningsfeltet, det Henrik Dahl kalder ”forurettelsesstudier”, yderst problematisk. Det vil sige forskning i blandt andet køn, hudfarve, LGBT+-rettigheder og i dette tilfælde tykfobi.

”Hele den her postmodernistiske og dekonstruerende tradition er komplet pseudovidenskab. Selvom du er mesterkok, kan du ikke lave god mad af fordærverede råvarer, og råvarerne i denne del af forskningen er simpelthen fordærvede. Det er enormt mærkeligt, at Det Teologiske Fakultet udbyder et ph.d.-projekt i pseudovidenskab,” siger Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad.

Sognepræst i Borup Kirke Katrine Winkel Holm er ”dybt rystet”. Ifølge hende har ph.d-projektet intet med teologi at gøre, men er i stedet udtryk for en ”gakket identitetspolitisk hest, der skal hyppes”.

”Jeg forstår ikke, at man vælger et sådant projekt frem for noget solid fordybelse i systematisk teologi. Det kan godt være, at det er god tykfobi-aktivisme, men det er i hvert fald ikke god systematisk teologi,” siger hun.

”Det er en fuldkommen degenerering af faget, når et projekt som dette kan slippe igennem.”

Tre juraprofessorer – Jørn Vestergaard, Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Jørgen Albæk Jensen, Professor, Juridisk Institut, Aarhus Universitet og Jens Elo Rytter, Professor, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet, har af egen drift besluttet at foretage en juridisk vurdering af statsministerens retlige ansvar i minksagen. Deres konklusion i notat af 7. november 2022 er, at der ikke er basis for at rejse en rigsretssag:

”Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der kunne være grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet den 4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink eller til udbetaling af tempobonus”.

Professorerne helgarderer ved at fremhæve, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter, og det kan ifølge professorerne derfor ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter ministeransvarlighedsloven for grov uagtsomhed.

Professorerne lægger altså ligesom Minkkommissionens i mangel af andet og bedre Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens forklaringer til grund for vurderingen.

Problemet er, at der netop i minksagen er forhold, der ikke er tilstrækkeligt belyst i Minkkommissionens beretning. Sletningen af SMS og en række af de afhørtes påfaldende dårlige hukommelse betyder, at kommunikationen og sagsgangen i Statsministeriet er dårlig dokumenteret.

Professor emeritus Jørn Vestergaard

Jørn Vestergaard er et lysende eksempel på at venstrefløjen fortsat lever i bedste velgående og stadig har afgørende indflydelse på meningsdannelsen i det danske samfund. Den venstreintellektuelle kriminolog og tidligere professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, er et synligt bevis på modkulturens Gramsciske March gennem institutionerne.

Han er født i Aalborg og blev student fra byens katedralskole i 1966. Karrieren som indehaver af alle de rigtige venstrefløjsmeninger og den livslange kamp mod USA-imperialismen, det kapitalistiske lønarbejde og kapitalismens diktatur blev indledt som lektor i kriminalret og kriminologi på Den Sociale Højskole. Fra 1975 slog Vestergaard sine folder på Københavns Universitet som kandidatstipendiat, adjunkt, lektor, docent og endelig som professor i strafferet ved Københavns Universitet.

Blekingegade-banden

I en kronik i Information den 7. juni 1989 kritiserede de tre venstreintellektuelle kriminologer, Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, dagbladet Informations dækning af Blekingegade-banden og dens tilknytning til den danske militante og voldsparate venstrefløj. Journalist Lars Villemoes blev af venstrefløjens beskyttere anklaget for at tilsidesætte ”fundamentale journalistiske principper”, bryde med retssikkerheden og viderelevere ”løsagtig snak” og ”fiction”.

Jørgen Dragsdahl

Da historikeren Bent Jensen i januar 2007 i Jyllands-Posten skrev, at PET anså Jørgen Dragsdahl fra Information for at være agent, var Jørn Vestergaard, dengang docent i strafferet ved Københavns Universitet, hurtig ude med kritik: ”Det, som Bent Jensen i en meget polemisk form har gjort med sin artikel, svarer jo til en selvbestaltet standret, der får Moskva-processerne til at ligne civiliseret retspleje.”

Jørgen Dragsdahl blev efter en langvarig proces til sidst i Højesteret frikendt for at have været russisk agent. Bent Jensen forsvarede sig med, at han mente, at offentligheden burde vide, at beskrivelsen af Jørgen Dragsdahl i DIIS-udredningen om Danmark under Den Kolde Krig (2005) var misvisende. Ifølge PET-papirerne, som både Bent Jensen og DIIS havde set, havde Jørgen Dragsdahl kontakt til KGB-officerer, men DIIS skrev alene, at han var i PET’s søgelys på grund af sine kontakter til østlige journalister.

Straffelovens bestemmelser om at religion og kultur ikke kan undskylde forbrydelser og mindske straffen

Jørn Vestergaard forsvarer fortsat villigt og gerne anslag mod dansk kultur og sammenhængskraft. Siden 1. april 2019 er det af straffeloven fremgået, at religion eller kultur ikke tæller som formildende omstændigheder, når domstolene afsiger kendelser. Af den nye bestemmelse fremgår det, at ved fastsættelsen af straffen ”kan det ikke indgå som formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende”. Det er med andre ord nu lysende klart at tro eller medbragte skikke fra andre lande, aldrig kan undskylde forbrydelser og mindske straffen.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, finder lovændringen ”fagligt stærkt betænkelig”: ”Det er svært at frigøre sig fra det indtryk, at man ønsker at udsende et signal i forhold til parallelsamfund. Og hvem er det, der har en hovedrolle her? Det er selvfølgelig den muslimske befolkningsgruppe”.

I sin fremskredne alder har Jørn Vestergaard nu for en stund opgivet kritikken af den førte udlændingepolitik og tilsluttet sig forsvaret af bysbarnet Mette Frederiksens gerninger.

Et nyt maleri af den verdensberømte kunstner Asger Jorn er dukket frem på Museum Jorn i Silkeborg.

Igennem 50 år har Museum Jorn fungeret som gemmested for et hidtil ukendt maleri af Asger Jorn. Maleriet blev opdaget i forbindelse med restaureringen af lærredet på et mindre Jorn-maleri fra 1933.

Billede er signeret af Jorn og dateret til 1932. Det gengiver en bondegård fra Silkeborgegnen, og malet da Jorn var 18 år gammel, og er dermed et af Jorns allerførste oliemalerier.

Det hidtil gemte billede har været i Museum Jorns samling siden 1972, hvor forsiden på det skjulte maleri har kunnet ses i udstillingen siden museets åbning i 1973.

I en periode frem vil det nu være det nyopdagede maleri, som fremvises på Museum Jorn, der indeholder både Jorns egne værker og egen kunstsamling. Museet rummer også Per Kirkebys (1938-2018) arkiv. Dette gør at Museum Jorn har en af landets vigtigste kunstsamlinger af dansk og international kunst. Der er over 20.000 værker og 100.000 arkivalier i samlingen.

Det nye Jorn-maleri har skabt ny interesse om maleren Asger Jorn, født den 3. marts 1914 og død den 1. maj 1973. Jorn hed Indtil 1945 Asger Oluf Jørgensen og han var bror til Jørgen Nash.

Asger Jorn er efter sin død blevet betragtet som den betydeligste maler i Skandinavien siden Edvard Munch, og hans centrale rolle i efterkrigstidens kunst er blevet internationalt anerkendt.

Asger Jorn blev oprindeligt uddannet som lærer i Silkeborg 1930-35, men besluttede sig til at blive maler og rejste 1936 til Paris.

Efter næsten et års ophold vendte Jorn tilbage til København og søgte ind på Kunstakademiets malerskole. Indtil krigens udbrud i 1939 opholdt han sig skiftevis i Danmark og Frankrig, hvor han modtog stærke indtryk fra den gren af surrealismen, som Jean Arp, Joan Miró og Max Ernst tilhørte.

Etableringen af COBRA

I 1946 vendte han tilbage til Paris og i november 1948 deltog han i etableringen af den internationale gruppering COBRA.

I 1950 rejste Jorn til Paris, men måtte året efter vende tilbage, nedbrudt af tuberkulose og underernæring, og blev indlagt på tuberkulosesanatoriet i Silkeborg.

I 1953 forlod Asger Jorn Danmark og bosatte sig først i Schweiz, 1954 i Albisola i Norditalien og 1955 i Paris.

I årene 1956-58 skabte han sig et lille, men levende interesseret publikum af samlere og gallerier i London, Bruxelles, München og Paris. Hans gennembrud blev markeret, da billedet Brev til min søn (1956, Tate Gallery, London) blev vist på verdensudstillingen i Bruxelles i 1958 på en fremtrædende plads.

Bangsbohave på Læsø

Asger Jorn erhvervede i 1964 fra en tilfældig medrejsende formedelst 5.000 kr. ubeset en nedlagt landbrugsejendom på Læsø, Bangsbohave, med 25 tønder land ud mod havet.

Der går flere år inden Asger Jorn dukker op, og i tæt samarbejde med sin galerist Børge Birch ombygger man gården til bolig og atelier. Til Ekstra Bladet udtaler Jorn i 1968: “Mærkeligt nok, men det er egentligt det første atelier, jeg har, som er indrettet helt efter mit eget hoved.”

Ateliererne i Paris og Albisola spillede uden tvivl en langt større rolle i Jorns produktion end Bangsbohave. Ikke desto mindre skabte Jorn omkring 40 værker (tegninger og malerier) på Læsø. Og meget tyder på at han følte sig særdeles godt tilpas på øen.

Jorn malede i 1965 et 44 m2 stort vægmaleri (fordelt på flere sammenhængende vægge) i sin ven og kunsthandler Børge Birchs sommerhus på Læsø. I 1986 forærede Birch maleriet til Københavns Kommune, hvor teaterchef Morten Grunwald var primus motor i at overføre maleriet til forhallen i Østre Gasværk Teater. I 1998 overgik det til kunstmuseet ARKEN.

Efter Jorns død i 1973 forfaldt Bangsbohave, men blev 2007-09 istandsat med henblik på at fungere som refugium for kunstnere. Det er galleristen Tom Christoffersen og erhvervsmanden Peter Linder, der står bag ”redningen” af Bangsbohave.

Det Internationale Fodboldforbund, FIFA (Fédération Internationale de Football Association), afvikler slutrunden i VM i fodbold 2022 fra søndag den 20. november – søndag den 18. december 2022.

Allerede den 2. december 2010 blev Qatar af FIFA udpeget som arrangør af slutrunden. De øvrige kandidater var Japan, Australien, USA og Sydkorea.

Den 3. september 1971 opnåede Qatar selvstændighed. Landet havde hidtil været et britisk protektorat. Qatar med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha er verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

En række fodboldlegender har sagt ja til at promovere VM-slutrunden i Qatar, mens andre har sagt nej med henvisning dels til at det efter deres mening ikke gik retfærdigt til, da Qatar blev tildelt værtskabet tilbage i 2010, og dels med henvisning til det autokratiske regime i Qatar og krænkelser af menneskerettigheder.

En af dem, der stiller op, er Lionel Messi, der spiller for Paris Saint-Germain Football Club i Paris. Klubbens hjemmebane er Parc des Princes med plads til 48.712 tilskuere. PSG spiller til dagligt i den bedste franske række, Ligue 1. Klubben, der er en af de mest vindende klubber i fransk fodbold, er ejet af ørkenstaten Qatar.

Messi har dermed været indrulleret i den propagandaindsats Qatar har iværksat forud for fodbold-VM i 2022, hvor blandt andet menneskerettigheds-situationen i Qatar er i fokus. Imageindsatsen – den såkaldte ”sportswashing” – betegner den praksis hvor en person, en gruppe, et selskab eller en nationalstat bruger sport for at forbedre sit omdømme ved at være vært for en sportsbegivenhed, køb eller sponsorering af sportshold eller ved deltagelse i selve sporten.

Beslutningen om VM

FIFA blev stiftet i 1904 og hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweiz. Den nuværende præsident hedder Gianni Infantino. I Danmark er Dansk Boldspil-Union medlem af FIFA.

Som nævn traf FIFA allerede den 2. december 2010 beslutning om, at den 22. udgave af VM i fodbold i 2022 skulle afvikles i Qatar.

Beslutningen har givet anledning til mistanke og undersøgelser om urent trav og korruption. Da fransk politi på et tidspunkt indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar, og i februar 2011 modtog Platini en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA.

Det franske politi viste også interesse for et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor Michel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder Qatars kronprins og siden 2013 emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget i 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab og Taliban i Afghanistan blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om rimeligheden af at repræsentanter for det officielle Danmark deltager – hvor der stilles spørgsmål ved Kronprinsens deltagelse, ligesom kulturmisteren har tilkendegivet at hun afstår fra at deltage i Qatar – skal der herfra stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden, Danmark var bedste ven med Qatar.

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel, har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, venstremanden Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Når iværksætteren, investoren og forfatteren, Lars Tvede, i et debatindlæg i Berlingske Tidende sammenligner forholdene i Schweiz og Danmark og henviser til Jørgen Dichs bog fra 1973 om ”Den herskende klasse”, forekommer det relevant og velvalgt.

I 1973 udsendte socialisten, pensioneret økonomiprofessor, Jørgen Schneekloth Dich (1901-1975) på Borgens Forlag sit værk om ”Den herskende klasse” med undertitlen: ”En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den”.

Offentligt ansattes udbytning af den øvrige befolkning

Jørgen S. Dich, der som ung var en Moskva-tro kommunist, udvikler på baggrund af sin meget centrale placering i den offentlige forvaltning og mangeårige forskning i bogen den ”kætterske” tanke, at vi regeres og udbyttes af offentligt ansatte, hvis lønninger, forfremmelser, ekspansion og reformer betales dyrt – ikke af de mest velbjergede, men af lønmodtagerne og især af arbejderne og de mindre næringsdrivende (som stadig fandtes i begyndelsen af 1970’erne). Klassen af offentlige ansatte havde fælles interesser i bevarelse og udvidelsen af den offentlige sektor. En interesse, der kunne føre til en stadig større og uhåndterlig offentlig sektor: ”De offentligt ansatte inden for den sociale sektor, de videregående uddannelser har en magt, der ikke er baseret på besiddelse, men på evnen til at skabe en forpligtigende social ideologi, der har sit udspring i en humanistisk kultur, flugten fra det legemlige arbejde og angsten for sygdom og død. Den udformes i en perfektionisme og i en samfundskritik, der varetager klassens interesse i høje lønninger, begrænset arbejdsindsats og i en voldsom ekspansion af den offentlige sektor. Denne ekspansion overskrider på talrige områder den grænse, hvor omkostningerne bliver større end den samfundsmæssige nytte, og dermed indtræder både en social forringelse og en økonomisk udbytning af den øvrige befolkning”.

I 1973 var der en betydelig klangbund for budskabet i ”Den herskende klasse” – antallet af offentligt ansatte var fra 235.000 i 1960 steget til 539.700 i 1972.

Kort tid efter udgivelsen kom jordskredsvalget, der sendte en tredjedel af Folketingets medlemmer ud i mørket, og bragte Mogens Glistrup (og Erhard Jakobsen) frem i forreste geled.

Gyldendal genudgav i 2017 Jørgen Dichs klassiker, der 43 år efter den oprindelige udgivelse var mere relevant end nogensinde – antallet af offentligt ansatte var i mellemtiden vokset til 830.000!

I 2018 har Weekendavisens politiske redaktør, Arne Hardis, i bogen ”Den kætterske socialdemokrat” tegnet et mangesidet og tankevækkende portræt af Jørgen Dich og hans rolle, som en af de første og fåtallige ”kætterske” socialdemokrater, der tillod sig at kritisere den velfærdsstat, som ikke mindst socialdemokratiet har ansvaret for.

Antallet af offentligt forsørgede vokser og vokser og…

Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse var antallet af offentligt forsørgede under folkepensionsalderen, ekskl. SU-modtagere, på 743.500 personer i 2. kvartal 2022.

Antallet af SU-modtagere ligger nu på omkring 320.000 personer. Hertil kommer 1.062.000 folkepensionister.

Med de 875.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer det samlede tal for personer, der er afhængig af det offentlige, op på godt 3 millioner modtagere.

Efter invasionen af Ukraine har EU-ledere i kontante vendinger meldt ud, at man fuldstændig skal have udfaset importen af fossile brændsler fra Rusland. På trods af krigen i Ukraine slår den europæiske import af flydende russisk naturgas rekord.

Den russiske eksport af kul, olie og naturgas, der transporteres via rørledninger til Europa, er faktisk faldet kraftigt siden Moskvas invasion af Ukraine i slutningen af februar. Samtidig er tankskibsimporten af russisk LNG – nedkølet, flydende naturgas – steget med 50 pct.

Europa har forud for vinteren kæmpet for at genopbygge sine lagre af naturgas efter at forsyningerne fra Rusland af rørledningsgas i løbet af året er reduceret til omkring 20 pct. af niveauet fra før Ukraine-krigen.

Globale forsyninger af LNG, herunder fra Rusland, har vist sig at være et vigtigt alternativ.

Størstedelen af den russiske LNG-import kommer fra det privatejede selskab, NOVATEK, der er Ruslands næststørste naturgasproducent efter Gazprom. NOVATEK driver Yamal LNG-projektet i Sabetta på Yamal halvøen i det nordvestlige Sibirien. Udover LNG-anlægget omfatter projektet gasproduktionen fra Yuzhno-Tambeyskoye gasfeltet, og transportinfrastruktur inklusive Sabetta havn og lufthavn.

Rusland, der er verdens fjerdestørste LNG-producent (efter Australien, Qatar og USA), dækker i øjeblikket omkring 15 pct. af Europas samlede LNG-forsyning.

Sanktioner omfatter ikke naturgas

Europæiske sanktioner mod Rusland er endnu ikke rettet mod nogen form for naturgas på grund af dens betydning for energiforsyningen i nogle lande – herunder EU’s største økonomi, Tyskland.

Ligesom Ruslands rørledningsgas gjorde Europa sårbar, vil pludselige forsyningsafbrydelser af LNG fra Moskva ligeledes skabe vanskeligheder. Stigningen i LNG-importen kan også siges at være i konflikt med ambitionen om helt at afbryde båndene til russisk energi og kvæle finansieringen af Kremls krigsindsats.

Indtil videre i år er den globale LNG-import til Europa steget med 47 pct. til omkring 86 millioner tons, hvor størstedelen kommer fra USA og Qatar, men en stigende andel altså også fra Rusland.

Transporten af LNG foregår ved hjælp af specialbyggede skibe, der opbevarer naturgassen i store tanke på dækket. LNG kan kun losses i havne med særlige anlæg, der kan omdanne den flydende gas til ”almindelig” gas, som pumpes ud i distributionsnettet og bruges i alt fra komfurer til kraftværker.

LNG-importen foregår til terminaler i Frankrig, Spanien, Portugal, Holland og Belgien, men det bemærkelsesværdige er, at der nu også importeres russisk LNG til lande som Spanien, Grækenland og Portugal, der ikke tidligere har været aftagere af russisk rørledningsgas.

Ingen dansk havn råder over en egentlig LNG-terminal, men i f.eks. Hirtshals Havn står et mindre anlæg. Det bruges til at tanke skibe, som sejler på LNG.

Tyskland har ikke i øjeblikket faciliteter, der tillader import af LNG, men en tysk gasoperatør, planlægger at bygge en terminal til modtagelse af LNG i Lubmin i det nordøstlige Tyskland.

I UK, Letland og Litauen er der LNG-terminaler, men i disse lande har man besluttet ikke at modtage russisk LNG.

I øjeblikket fyldte gaslagre, men….

I øjeblikket gasforsyningen i Europa sikret. De europæiske gaslagre er 95 pct. fyldte, og det betyder at snesevis af LNG-skibe i den sidste tid har ventet ud for Europas havne uden at kunne finde plads til at losse deres last. Det er også årsagen til, at gaspriserne i en periode faktisk faldt.

Men en større udfordring kan dukke op i foråret, når Europa forsøger at fylde sine lagre op efter vinteren.

Det Internationale Energiagentur (IEA) har vurderet, at EU står over for en mulig mangel på 30 milliarder kubikmeter gas næste sommer, hvis Rusland stopper alle resterende rørledningsstrømme, og hvis den kinesiske efterspørgsel efter LNG stiger.

Det vil svare til næsten halvdelen af den gas, der er nødvendig for at fylde vinterlagrene til samme niveau som i år, sagde energiagenturet.

EU-landene får næste år brug for al den LNG, den kan få, og russisk LNG vil derfor fortsat spille en vigtig rolle i genopfyldningen af de europæiske lagre inden vinteren 2023.

LNG-importen er sårbar

Hvis Rusland som svar på sanktionerne beslutter at begrænse LNG-eksporten til EU kan situationen blive alvorlig.

Nogle analytikere har påpeget, at selvom NOVATEK er et privat firma, der deler ejerskabet af Yamal LNG-projektet med TotalEnergies, der ejer 20 pct., kan det ikke udelukkes, at Moskva på et tidspunkt kunne presse Novatek til at kræve betaling i rubler – ligesom det skete med det statsejede Gazproms rørledningsgas. Moskva kunne også tvinge selskabet til at sælge LNG til andre lande, eventuelt til lavere priser som modydelse for politisk støtte.

Andre mener, at selv i disse scenarier vil Europa kunne klare sig ved at øge importen fra USA og Qatar.

Det er uklart, hvor mange indtægter Rusland tjener på sit LNG-salg i Europa, men det er næsten helt sikkert meget mindre end det beløb, det typisk får for sin eksport af rørledningsgas. Selv med en forventet stigning i den europæiske LNG-import fra Rusland, kan ikke kompensere for tabene, som følge af den reducerede import af russisk rørledningsgas i samme periode.

Sveriges og Finlands bestræbelser på at blive medlemmer af NATO har betydet, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, igen har påkaldt sig international opmærksomhed.

Som bekendt kan NATO kun optage nye lande ved konsensus, og her har Tyrkiets islamiske regering forbehold, der betyder, at Sveriges og Finlands medlemskab endnu ikke er ratificeret i Ankarra.

I NATO-sammenhæng er Tyrkiet ikke hvem-som-helst. Landet har været medlem af NATO siden 1952 og har nogle af forsvarskoalitionens vigtigste militærbaser indenfor sine grænser. USA havde atomvåben i Tyrkiet under Den Kolde Krig, og Tyrkiet har siden 1999 været i stilling til et EU-medlemskab. En af de største amerikanske militærbaser i Europa er Incirlik Air Base i det sydlige Tyrkiet, som ligger tæt på den syriske grænse. Det er selvsagt en vigtig militær position, og her kan der lande amerikanske fly med atomvåben, ligesom der er stationeret flere tusinde amerikanske soldater på basen.

Sverige og Finland som medlemmer af NATO

For at få Tyrkiet til at gå med til at droppe sin modstand mod, at Sverige og Finland bliver medlem af NATO, underskrev de tre lande i margen af NATO-topmødet i Madrid den 28.-30. juni 2022 et trilateralt memorandum, hvorved Stockholm og Helsinki lovede at droppe våbenembargoer mod Tyrkiet, indskrænke PKK’s aktiviteter på deres jord, håndtere tyrkiske udleveringsanmodninger mod mistænkte medlemmer af PKK og Gülen-bevægelsen, og lovede ikke at yde støtte til YPG/PYD i Syrien. USA stillede samtidig i udsigt, at Tyrkiet kunne modtage et antal amerikanske F-16 fly.

Ved at acceptere disse vilkår var det ikke Tyrkiet, der foretog en kovending, men snarere Sverige og Finland (og USA). Dette nye trilaterale memorandum ligner de betingelser, Ankara allerede i maj 2022 opstillede for NATO’s ekspansion. Ikke underligt, at den tyrkiske presse har hyldet aftalen som en sejr for Erdoğan.

Tyrkiet vil n u forvente, at Sverige og Finland vil støtte fremtidige tyrkiske operationer i Syrien for at bekæmpe YPG, der tilfældigvis er Vestens vigtigste allierede mod Islamisk Stat, og støtte Ankaras planer om at udvise og tvangsgenbosætte over en million syriske flygtninge i det nordlige Syrien.

I første omgang står Erdoğan og hans regering fast på kravet til Sverige om at udlevere tyrkiske statsborgere med svensk asyl, som i Ankaras optik er ”terrorister”.

I det såkaldte trepartsmemorandum fra NATO-topmødet i Madrid, er den centrale passus artikel 8, stk. 3, hvor de to NATO-ansøgere forpligter sig til at ”etablere nødvendige bilaterale legale mekanismer for udleveringer” – men vel at mærke i ”overensstemmelse med Den europæiske Konvention om udlevering”.

Men det forbehold accepterer Erdoğan ikke.

I hans optik er en terrorist en terrorist, og han har ikke stillet sig tilfreds med, at begge ansøgerlande faktisk har gennemført stramninger mod politisk PKK-aktivitet, eller at Sverige har sløjfet en våbenembargo mod Tyrkiet og afbrudt samarbejdet med den syrisk-kurdiske PKK-aflægger, YPG, der i en formel alliance med USA bekæmper Islamisk Stat i Syrien.

Problemet er selvfølgelig, at de demokratiske NATO-ansøgere og det autokratiske Tyrkiet ser forskelligt på ”legale mekanismer for udlevering”. I svensk lovgivning kræves det faktisk, at personer dømt til udlevering også har forbrudt sig mod svensk lovgivning.

Erdoğan har overfor Sverige pointeret, at det i tyrkisk optik er en hån, at kurdiske PKK-medlemmer med svensk asyl går frit omkring og demonstrere mod Tyrkiet i Stockholms gader.

Én af de ”terrorister” Tyrkiet vil have udleveret, er Bülent Kenes, der ikke er kurder, men tidligere chefredaktør for avisen Today’s Zaman. Avisen blev indtil dens tvangslukning udgivet af den såkaldte Gülen-bevægelse, hvis leder er den eksilerede prædikant Fethullah Gülen, som Tyrkiet beskylder for at stå bag det militære kupforsøg i juli 2016.

Modsat PKK er Gülen-bevægelsen ikke ulovlig i Sverige – Kenes er stifter af Gülen-bevægelsens svenske flagskib, Stockholm Center for Freedom, og er i dag forsker på det Bruxelles-baserede European Center for Populism Studies.

Sveriges nye, stramme lovgivning ulovliggør PKK-aktiviteter, men Sverige er stadig forpligtet til at sikre sig, at en udleveret ikke underkastes tortur. En udlevering vil i givet fald kræve en højesteretsdom, og en sådan dom er næppe sandsynlig.

Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær

Sagen minder om omstændighederne i 2009, hvor Tyrkiets modstand mod at udnævne Anders Fogh Rasmussen til NATO-generalsekretær blev overvundet ved, at Danmark lovede at afklare sine juridiske bestemmelser med henblik på at imødekomme Tyrkiets anmodning om lukning af et dansk baseret talerør for kurdiske PKK.

I Danmark bøjede justitsvæsenet lovgivningen med forbud mod den kurdiske ROJ-tv på trods af, at Radio- og TV-nævnet havde afvist tyrkiske klager over, at kanalen ”agiterede for terrorisme”.

Det bliver interessant at se, om Sverige og Finland bliver presset til et tilsvarende udsalg af demokratiske principper.

Som landet ligger lige nu, er en tyrkisk accept ikke på tapetet på denne side af nytår – hvis overhovedet.

Politiske situation i Tyrkiet

2023 er valgår i Tyrkiet. Den 18. juni 2023 afholdes der samtidig præsidentvalg og valg af 600 medlemmer til det tyrkiske parlament – The Grand National Assembly of Turkey (Türkiye Büyük Millet Meclisi), i almindelig omtale TBMM eller Parlament (Meclis eller Parlamento).

Når Recep Tayyip Erdoğan, reagerer som han gør, er det ikke mindst fordi Erdoğan står over for et skæbnevalg i juni, og han og hans parti har ikke råd til et kompromis med ”terroristsympatisører” – heller ikke selv om de er nordiske statsministre.

I den del af det tyrkiske folkedyb, der støtter hans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), har flertallet af sunni-muslimerne bevæget sig i en stadig mere fundamentalistisk retning. Præcis som vi har set det i andre muslimske samfund i Mellemøsten.

Hvis Erdoğan vil opfattes som den muslimske verdens leder og forblive ved magten i Tyrkiet, er han tvunget til at følge bevægelsen i AKP, der ved det seneste valg i juni 2018 fik 52,6 pct. af stemmerne.

Rivalen fra det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, fik kun 30,6 pct.

Udfaldet af parlamentsvalget, hvor der deltog 11 opstillingsberettigede partier, var at Erdoğans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) med partneren i Folkets Alliance, MHP (Milliyetçi Hareket Partisi – Nationalbevægelsen) opnåede godt 57 pct. af pladserne i parlamentet- 316 pladser af parlamentets 550 medlemmer.

Resultatet betød, at Erdoğans regering efter 17 år ved magten kunne fortsætte i en ny valgperiode.

Valg i 2023

Selvom Erdogan og hans parti, AKP, foreløbig sidder på magten, kan alt ske.

Oppositionen i Tyrkiet klarede sig faktisk ved sidste valg bedre end forventet. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) fik godt 11 pct. af pladserne, og det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik godt 24 pct. af pladserne.

Tyrkiet er i dag i en vanskeligere økonomisk situation end i 2018. Renten holdes kunstigt nede, Liraen er brudt sammen i forhold til de toneangivende valutaer og inflationen raser – 80 pct. (uafhængige forskere sætter tallet så højt som 160 pct.) Arbejdsløsheden, der i 2020 var på over 13 pct., er stigende.

Tyrkiet har dog stadig en væsentlig økonomi, der berettiger til medlemskab af G20. Toldunionen med EU fra 1995 har betydet en kraftig vækst i landets udenrigshandel, men i de seneste år er tilliden til den tyrkiske økonomi svækket og udenlandske direkte investeringer i Tyrkiet er faldet.

Tyrkiets udenrigspolitik

Det engelske ord for Tyrkiet – Turkey – betyder også kalkun. At dele navn med en fugl, der hverken er køn eller klog, har længe irriteret den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, der ønsker, at landet skal fremstå som en stolt stormagt.

Erdoğan, der lægger afgørende vægt på Tyrkiets nationalisme, konservatisme og ønsket om en muslimsk republik, har taget konsekvensen og beordret, at Tyrkiets internationale navn skal ændres til Türkiye.

”Türkiye” repræsenterer og udtrykker på den bedste måde den tyrkiske nations kultur, civilisation og værdier, har præsidenten udtalt.

Selskaber og organisationer har også rettet ind efter præsidentens ønske. Foreningen af tyrkiske eksportører har meddelt, at det vil ændre deres mærkater til Made in Türkiye. Statslige medier som tv-stationen TRT og nyhedsbureauet Anadolu bruger allerede navnet i deres engelsksprogede dækning. Der er blevet iværksat en kampagne online rettet mod turister.

Navneskiftet siger noget om Erdoğans selvbevidsthed på nationens vegne, men ellers er det hverken odiøst eller usædvanligt, at et land skifter navn; Burma skiftede i 1989 navn til Myanmar, da militærjuntaen tog magten. Iran blev tidligere kaldt Persien, men i 1935 bad landets regering andre lande om at kalde det Iran i overensstemmelse med, hvordan navnet udtales på persisk. I 1939 skiftede Siam navn til Thailand på ordre fra kongen, hvilket referer til et lokalt udtryk, der betyder ”landet af de frie.” I 1980 ændrede Rhodesia sit navn til Zimbabwe, og senest har den hollandske regering besluttet at stoppe med at beskrive sig selv som Holland og kun bruge landets officielle navn: ”Nederlandene”.

Tyrkiets paradoksale udenrigspolitik har en god forklaring

Tyrkiets udenrigspolitik hænger tæt sammen med landet geografi – Tyrkiet ligger mellem Europa, Mellemøsten og Asien, mellem islam og kristendom, mellem øst og vest, mellem traditionalisme og modernisme.

Tyrkiet prøver at agere og navigere mellem alle de store og besværlige naboer og deres forskellige interesser – Iran, Irak, Syrien, andre lande i Mellemøsten og verdens stormagter USA og Kina samt Rusland, Indien og Japan. Samtidig prøver Tyrkiet med undertiden dubiøse metoder at fremme ny-osmanniske, nationalkonservative og sunni-muslimske synspunkter og interesser overalt i verden.

Tyrkiet prøver at opretholde et godt forhold til alle

Selvom Tyrkiet har forbindelse til både EU og NATO, køber landet alligevel russiske S400 jord-til-luft missilsystemer til luftforsvar og atomkraftværker, gas, kul og olie af Rusland, ligesom Tyrkiet heller ikke har tilsluttet sig de omfattende vestlige sanktioner mod Rusland på grund af Ukraine-krigen.

Specielt er energisamarbejdet med Rusland stærkt, idet Gazprom har indgået en fireårig gasaftale med Tyrkiets statslige energiselskab Botas som led i den seneste udvikling i Turkstream-projektet, naturgasledningen mellem Rusland og Tyrkiet, der blev indviet i 2020.

Tyrkiet forventes også at modtage 1,5 millioner russiske turister, herunder Putins oligarker, der kan nyde Tyrkiets luksuriøse feriesteder uden frygt for sanktioner.

Samtidig leverer Tyrkiet leverer de berømte Bayraktar-droner til Ukraine, og Tyrkiet har begrænset Ruslands militære brug af Bosporus-strædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet og derefter mod Middelhavet.

Med Kina samarbejder Tyrkiet på infrastrukturområdet og det store kinesiske Belt and Road-projekt. De samarbejder med Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, og samtidig laver de aftaler med shiamuslimske Iran – Saudi-Arabiens store fjende i den Mellemøstlige region. Tyrkiet har sågar et velfungerende forhold til Israel og var det første muslimske land, der anerkendte Israel som stat.

Hvad kommer det til at koste?

Nu hvor Tyrkiet har modsat sig Sveriges og Finlands optagelse i NATO og dermed blokeret for forsvarsalliancens nordiske ekspansion, er det spørgsmålet, om Ankara til gengæld vil forvente kontante modydelser fra Moskva?