Belfast i flammer efter knivangreb

Få timer efter, at politiet havde sigtet en sudaneser for drabsforsøg i forbindelse med et knivangreb i Belfast mandag aften, brød helvede løs i Belfast og i andre byer i Nordirland ifølge britiske medier.

Biler og huse blev sat i brand på gaderne i Belfast af demonstranter, efter et knivangreb i byen. Tirsdag aften spredte anti-immigrationsprotester sig over hele Nordirland. Der var også demonstrationer i Glasgow, Edinburgh og Southampton.

I Belfast centrum så det ud til, at urolighederne begyndte, da maskerede mænd satte ild til skraldespande og skubbede dem ind i busser på Newtownards Road i byens østlige del.

Protesterne fulgte efter angrebet på en mand mandag aften i Kinnaird Avenue, et boligområde i Belfast. En skræmmende video viser en mand med en kniv, der holdt en anden mand nede på jorden mens han stak ham gentagne gange. Tililende fik med slag af en hockeystav bremset udåden og pacificeret overfaldsmanden.

Offeret, en mand i fyrrerne, har fået “betydelige skader” på øjne, ansigt og ryg og er hospitalsindlagt i alvorlig tilstand.

En sudanesisk asylansøger er anholdt og sigtet for drabsforsøg. Han fremstilles i Belfast Magistrates’ Court onsdag.

Et element, der har øget ophedningen, er, at den mistænkte sudaneser angiveligt brugte et smuthul i asylsystemet til at komme ind i Storbritannien via Irland, hvor der er fri bevægelighed over grænsen uden rutinemæssig kontrol.

Han var oprindelig rejst fra Sudan til Paris, før han fløj til Dublin, muligvis på falske papirer. Han rejste derefter fra Dublin til Belfast med bus den 10. februar 2023 og søgte asyl samme dag. Sudaneseren havde angiveligt opholdstilladelse i Nordirland.

Tidligere tirsdag lød det fra Downing Street i London, at “det er tid til ro”, med tilføjelsen: “Det er vigtigt, at politiet har tid og plads til at efterforske ordentligt.”

Som reaktion på angrebet sagde den britiske premierminister Keir Starmer i en erklæring: “Det frygtelige angreb i Belfast i nat er kvalmende. Jeg har absolut ingen tolerance for afskyelige voldsscener som denne på vores gader. Mine tanker er først og fremmest hos offeret, og jeg takker førstehjælperne, inklusive offentligheden, der greb ind.”

Leave a comment