Aftale mellem UK og EU afslutter post-Brexit-stridigheder om Nordirland

Nordirland aftale EU

EU har ifølge The Times accepteret en plan, der fjerner behovet for rutinemæssig kontrol af produkter, der indføres i Nordirland, og accepterede, at EU-Domstolen kun kunne træffe afgørelse om nordirske spørgsmål, hvis en sag blev henvist fra lokale, nordirske domstole.

Indtil nu har EU insisteret på, at EU-Kommissionen skulle kunne indbringe sager for EU-Domstolen.

En aftale vil gøre en ende på det langvarige dødvande i striden om Nordirland-protokollen, der har været et af de største spørgsmål om Storbritanniens forhold til EU, efter at det forlod unionen ved udgangen af 2020. Striden har betydet, at Unionistpartiet – DUP, Democratic Unionist Party – siden starten af februar 2021 har boykotte den struktur om deling af magten i det nordirske parlament i Stormont, som blev fastlagt i Belfast-aftalen eller Langfredagsaftalen om genindførelse af lokalt selvstyre i Nordirland, der blev indgået 10.4.1998 mellem Storbritannien, Irland og de vigtigste partier i Nordirland.

Nordirland-protokollen var designet til at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland efter Storbritanniens beslutning om at forlade EU. I stedet blev der indført en grænse i Det Irske Hav, hvor nogle varer, der bevægede sig mellem Storbritannien og Nordirland, skulle kontrolleres.

For de unionistiske og loyalistiske partier i Nordirland (som forsvarer tilhørsforholdet til UK og loyaliteten til det engelske monarki), har protokollen været en fornærmelse, fordi den etablerer en mellemting, eller hybridstatus, for den nordlige del af øen, uden for UK’s territorium.

I henhold til den nye toldaftale vil varer, der er bestemt til Nordirland, passere grænsen uden rutinemæssig kontrol, mens varer til republikken Irland, vil blive underkastet toldkontrol i nordirske havne.

UK vil dele data om køretøjers bevægelser med EU, og UK har erklæret sig parat til at undersøge enhver mistænkelig aktivitet.

I mellemtiden vil EU og Storbritannien i henhold til aftalen forhandle en separat aftale vedrørende eksport af kød, levende dyr og andre produkter til Nordirland, hvor UK accepterer at opretholde EU’s veterinærstandarder.

Annonceringen af aftalen er forsinket fordi der har været tvivl om premierminister Rishi Sunak kunne overbevise Unionistpartiet og til Brexittilhængerne i det konservative parti.

Britiske kilder siger, at Bruxelles har gjort store indrømmelser, især i forhold til EU-Domstolens jurisdiktion og det er nu op til Sunak at beslutte, om han vil underskrive den eller ej.

Downing Street har endnu ikke bekræftet, at der er indgået en aftale.

Kan EU gennemføre klimapolitikken?

CBAM

Lige før jul – den 13. december 2022 – blev medlemmerne af EU enige om at indføre en told på CO2 – en såkaldt ”Carbon Border Adjustment Mechanism”, CBAM. På dansk: CO2-grænsetilpasningsmekanisme.

Grænsetolden er en del af den såkaldte “Fit for 55 in 2030 package”, der er EU-planen for hvordan EU kan reducere CO2-udledningerne i 2030 med mindst 55 pct. sammenlignet med 1990.

Det betyder, at virksomheder, der importerer udvalgte varer til EU, herunder cement, stål og aluminium, pålægges en ekstra omkostning: De skal købe certifikater svarende til den CO2-udledning, der ville være forbundet med at producere de pågældende produkter i EU. Virksomheder i lande, der har et CO2-prisregime ligesom i EU, vil kunne eksportere til EU uden CBAM-certifikater.

Formålet med CO2-tolden er at forhindre, at EU’s klimapolitik fører til tab af konkurrenceevne for EU’s virksomheder, hvilket kan føre til såkaldte ”lækager”, dvs. at produktionen af varer flyttes til lande, hvor det er omkostningsfrit at udlede CO2. CO2-tolden – prisen på CBAM-certifikater – er således tænkt som et signal fra EU til andre lande om at det ikke bør være omkostningsfrit at udlede CO2.

Et centralt element i klimapolitikken i EU er et system med omsættelige tilladelser til CO2-udledning – EU Emissions Trading System – ETS.

De virksomheder, der er eksponeret for konkurrence fra producenter i 3.lande, har i et vist omfang i ETS-systemet modtaget gratis kvoter. EU-Kommissionen har i lighed med mange fagøkonomer i årevis påpeget, at gratiskvoter har uheldige skyggesider, og at tildelingen på sigt bør udfases. At stimulere produktionen af emissionstunge varer via indirekte subsidier kan kun accepteres i en overgangsperiode. Man har derfor gradvist rettet fokus på en CO2-told som et alternativ til gratiskvoter. De hidtidige gratiskvoter til visse virksomheder vil blive udfaset fra 2026 til 2034, selvom en række erhvervsorganisationer har påpeget at det vil skade en række sektorer og under alle omstændigheder skabe problemer for eksporten til 3. lande.

EU-Kommissionen er fuldt ud klar over, at CO2-told eller CBAM på ingen måde er løsningen på alle problemer, er det forhåbningen, at den vil føre til, at andre lande også indfører en pris på CO2 – for eksempel i form af et emissionshandelssystem – for at undgå EU’s CO2-told.

En række lande er imidlertid kritiske og hævder at CBAM eller grænsetilpasningsmekanismen er et forsøg på at favorisere EU-produkter i strid med WTO-reglerne.

I USA er man som bekendt gået en anden vej. I stedet for at lægge skat på CO2 gives der med “Inflation Reduction Act” 369 mia. dollars i tilskud og skattelettelser til udviklingen af grønne teknologier.

Forskellene mellem EU og USA i tilgangen til klimaudfordringen har givet anledning til alvorlig frygt i EU for en meget omfattende ”lækage”, hvor energitunge og grønne virksomheder i stort antal flytter fra Europa til USA.

I første omgang vil grænsetilpasningsmekanismen gælde cement, jern og stål (herunder visse produkter som bolte og møtrikker), aluminium, gødningsstoffer og elektricitet. Brint er også omfattet fordi det i stort omfang produceres med kul i 3.lande.

Der påbegyndes en testperiode i oktober 2023, og det er planen, at der skal ske en gradvis implementering, hvor plastik og kemikalier omfattes fra 2026 og alle sektorer inklusive biler omfattet af ETS-systemet i 2030.

Bør vi lytte til Anders Fogh Rasmussen og revurdere forholdet til Kina?

Kina-DK

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens konsulentvirksomheds dækorganisation, The Alliance of Democracies Foundation, står bag Copenhagen Democracy Summit, der afholder næste møde i København mandag og tirsdag 15. – 16. maj 2023.

På talerlisten ved tidligere summits har været demokratiaktivisten fra Hongkong Nathan Law og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København er ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede i 2020 blev Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs ligesom han har været næstformand i den lettiske bank PNB Banka. Banken var under anklage for hvidvask mv. inden den gik konkurs i 2019. Bankens kurator har sagsøgt bankens tidligere ledelse, inklusive Anders Fogh Rasmussen, for tabet af 240 millioner kroner. Især samler interessen sig om et møde som Anders Fogh Rasmussen deltog i den 25. juni 2019, hvor banken mistede de mange millioner.

For kort tid siden opfordrede Anders Fogh Rasmussen til, at vestlige virksomheder, der er aktive i Kina, kapper forbindelsen til landet.

”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien. Det kan være Indien, Taiwan eller Indonesien.” Således udtalte han i Berlingskes podcast ”Østergaards salon”.

Anders Fogh Rasmussen har også for nylig besøgt Taiwan, hvor han gav udtryk for, at Ruslands angreb på Ukraine risikerer at få en parallel i Østasien, idet han frygter et kinesisk angreb på Taiwan.

Anders Fogh Rasmussens henvisning til den russiske krigsførelse i Ukraine som forbindelsen til Taiwan-missionen er ikke tilfældig.

Betydningen af erklæret international støtte til Taiwan kan næppe overvurderes. Som bekendt besøgte formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, allerede sidste år Taiwan. Siden Nancy Pelosis omstridte besøg har flere amerikanske politikere og politiske ledere fra andre lande været på besøg i den lille østat.

I relation til krigen i Ukraine et det tænkeligt, at synlig international opbakning til Ukraine på et tidligere tidspunkt kunne have gjort indtryk i Moskva og måske fået Putin til at besinde sig.

Under alle omstændigheder ved vi, at international støtte til Taiwan bliver bemærket i Beijing.

Budskabet fra Anders Fogh Rasmussen er, at vi aktivt skal afskrække Kina fra at invadere Taiwan. Vi skal således true med at afkoble Kina helt fra den globale økonomi, og garantere opbakning til taiwanerne på samme måde som vi i øjeblikket demonstrerer i forhold til Ruslands overfald på Ukraine.

Selvom ingen i dag tvivler på Fogh Rasmussens synspunkter, følte han alligevel i 2021 behov for at sende sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang var det Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede over hans holdningsskifte. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position.

Danmarks fedteri for Kina

Danmark var et af de første lande til at anerkende Folkerepublikken Kina. Det skete allerede den 9. januar 1950, kun godt to måneder efter, at folkerepublikken var blevet udråbt den 31. oktober 1949, mens nationalisterne som tabere i borgerkrigen mod kommunisterne havde slået sig ned på Taiwan. Øen Taiwan havde frem til 1945 været en japansk koloni siden 1895, men før da var den en del af det kinesiske kejserrige. Efter alt at dømme var den tidlige danske anerkendelse af folkerepublikken et forsøg på at beskytte Østasiatisk Kompagnis store handel og mange ejendomme i Kina, hvilket også langt hen ad vejen lykkedes.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 30 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende strategiske samarbejde med Kina lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan downloades her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Danmark har flagret, men andre ser mere klart

Anders Fogh Rasmussen er ikke den eneste, der er kritisk overfor Kina. Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Den officielle danske holdning til Kina er stadig præget af pragmatisme. På den ene side anerkender vi, at Taiwan er en del af et samlet Kina, mens vi på den anden side konstaterer at Taiwan – endnu – har selvstyre. Vi vil også helst tro på, at Kina overhovedet ikke kunne finde på militært at forsøge at ændre denne status quo, så længe Taiwan forholder sig i ro og ikke insisterer på at blive anerkendt af det internationale samfund som en selvstændig stat.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker denne praktiske holdning, når han pointerer, at ”Danmark har et godt handelssamarbejde med Taiwan, samtidig med at vores et-Kina-politik ligger fast.”

Det burde være overflødigt at gøre opmærksom på, at vi for ikke længe siden havde en tilsvarende pragmatisk tilgang til regimet i Moskva.

Det fortsatte drama om miljøskandalen Cheminova

Cheminova roman

Kim Blæsbjergs nye historiske roman, ”De bedste familier”, har igen skabt opmærksomhed om Cheminova på Rønland ved Harboøre.

Cheminova er i dag en global virksomhed, der producerer primært landbrugskemikalier – plantebeskyttelsesmidler til bekæmpelse af ukrudt, insekter og svampesygdomme i landbrugsafgrøder.

Virksomheden der blev børsnoteret i 1986 ejes i dag af amerikanske FMC Corporation, som i 2014 opkøbte virksomheden for ca. 8,5 mia. kroner fra Auriga Industries A/S, der har Aarhus Universitets Forskningsfond som hovedaktionær.

Cheminova har salgsdatterselskaber og repræsentationskontorer i mere end 30 lande rundt om i verden. Virksomheden omsætter for over 5 mia. kroner årligt. Eksportandelen udgør 99%. Cheminova beskæftiger ca. 850 medarbejdere i Danmark og ca. 1200 i udlandet.

Skandalen omkring Cheminova

Salget af Cheminova til den internationale kemikoncern FMC for netto 8,5 mia. kr. udløste et slagsmål i moderselskabet, Aurigas bestyrelse. Hovedaktionæren, Aarhus Universitets Forskningsfond, var indstillet på at anvende 125 mio. kr. af salgssummen som et bidrag til oprydning af den miljøforurening virksomheden har bidraget til. Andre aktionærer, herunder ATP, var indstillet på at overlade regningen til skatteborgerne.

Cheminova blev stiftet af Gunnar Andreasen i Måløv ved København i 1938 og i 1953 flyttet til halvøen Rønland ved Harboøre Tange. Fra 1944, da virksomheden blev omdannet til et aktieselskab, har hovedaktionæren været Aarhus Universitets Forskningsfond.

Virksomheden A/S Cheminova, blev i 1990 et holdingselskab med Cheminova som det største datterselskab. I 1999 blev moderselskabet omdøbt til Auriga Industries A/S. Heri indgår bl.a. et produktionsanlæg i Indien.

Myndighedernes velvillighed

Siden Cheminovas stifter Gunnar Andreasen forærede Cheminova til Aarhus Universitets Forskningsfond har virksomheden trods fremstillingen af ekstremt giftige sprøjtemidler mødt en enestående velvillighed fra danske offentlige myndigheder.

Virksomheden, der udviklede sig til en global spiller, blev kendt i den danske offentlighed som miljøsynder og nærmest synonym med det Miljøministeriet var sat i verden for at bekæmpe. I Måløv var Cheminovas udledning af giftstoffer 1944-54 årsag til, at man mange år senere måtte lukke drikkevandsboringer samt oppumpe og rense grundvandet gennem en længere årrække. En højesteretsdom i 1992 frikendte Cheminova for erstatningsansvar, dels fordi sagen i juridisk forstand var forældet, dels fordi omgangen med giftige stoffer dengang ofte var gængs praksis.

På Harboøre Tange blev der i 1957 med myndighedernes tilladelse lavet et kemisk affaldsdepot ved Høfde 42 vest for fabriksområdet. Det blev brugt indtil 1962, ikke kun af Cheminova, men også af staten til giftigt affald. Deponeringen omfattede omkring 100 forskellige miljøfarlige stoffer, deriblandt mange tons ethyl-parathion (”bladan”).

I 1981 opdagede man, at der sivede giftige kviksølvforbindelser ud i Vesterhavet. Det vakte stor opsigt, og staten besluttede at rydde op. Affaldet blev gravet op og transporteret bort i 26.000 tønder, som blev deponeret i en saltmine i Tyskland. Der sivede dog stadig giftigt vand ud. Derfor blev området i 2006 isoleret med en tæt, 14 m dyb spunsvæg og en topmembran. Formålet med indkapslingen var at vinde tid til udvikling af en effektiv metode til at oprense forureningen.

Vestre Landsret afgjorde i 1987, at Cheminovas ejere ikke juridisk bærer et erstatningsansvar, fordi nedgravningen af kemikalietønderne i 1950’erne og 1960’erne ved høfde 42 skete med tilladelse fra offentlige myndigheder. Væsentligt for afgørelsen var, at depotet var lovligt, og at staten selv havde brugt depotet. Derfor er det skatteyderne, der hænger på regningen.

Betydningen af Aarhus Universitets ejerskab

Miljømyndighederne har på intet tidspunkt kunnet være i tvivl om de langsigtede konsekvenser af at nedgrave så farlige giftstoffer. Det er en nærliggende tanke, at alene det forhold at Cheminova var ejet af Aarhus Universitet, var årsagen til at virksomheden fik tilladelse til deponeringen.

Cheminova er berygtet ikke kun i Danmark, men over hele verden for et alenlangt synderegister inden for forurening af miljøet og produktion af sundhedsskadelige kemikalier. Senest er Cheminova blevet beskyldt for, at deres asiatiske bestseller – insektgiften Monocrotophos, der er forbudt i EU, men produceres på Cheminovas anlæg i Indien, er skyld i tusindvis af dødsfald og sygdomstilfælde. Tidligere var der en lignende skandale med salg af sundhedsskadelige miljøgifte i Brasilien. Cheminova har opnået den tvivlsomme ære at blive voldsomt kritiseret af FN’s landbrugs- og fødevareorganisation, FAO. Cheminova overtrådte bl.a. The International Code of Conduct on Pesticide Management, som virksomhedens egen internationale organisation, CropLife International, havde tiltrådt.

Cheminova har således i mange år været en belastning ikke alene for Aarhus Universitet, men for hele nationen. Det er påfaldende, at selv under socialdemokraten Svend Aukens nok så markante regime i miljøministeriet, var der påfaldende tavshed omkring Cheminova. Men Svend Auken var jo også valgt i Aarhus.

Endelig beslutning om oprensning

De langvarige diskussioner om ansvaret for forureningen ved høfde 42 og for oprensningen sluttede foreløbig i 2020.

I december 2020 besluttede partierne bag Finansloven 2021, at der skulle afsættes 630 mio. kroner over fem år til den første fase af en oprensning af generationsforureninger i Danmark. I denne fase skal der bl.a. renses op på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Desuden giver Auriga Industries A/S (tidl. ejer af Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, et engangsbeløb på 125 mio. kroner til oprensning ved Høfde 42. I 2019 var der allerede øremærket 50 mio. kroner på finansloven til forureningerne ved Harboøre Tange.

Det er region Midtjylland, der står for oprensningen og regionen har 375 mio. kroner til opgaven – et beløb der består af 250 mio. kroner fra puljen til første fase af oprensning af de første danske generationsforureninger og 125 mio. kroner fra Auriga Industries A/S.

Region Midtjylland sendte oprensnings-opgaven i udbud i december 2021, men opgaven er endnu ikke løst.

I slutningen af 2022 valgte Region Midtjylland at udsætte oprydningen Cheminova-giftdepotet ved Høfde 42, da prisen for oprydningen er steget fra 375 mio. kr. til mindst 600 mio. kr. Og ifølge regionen bliver oprydningen på den gamle fabriksgrund ved Cheminova formentlig tilsvarende dyrere.

Forfatterens bemærkninger

Forfatteren Kim Blæsbjerg siger i et interview i anledning af udgivelsen af ”De bedste familier”:”Som udgangspunkt ville der ikke være noget problem, hvis man var i stand til at drive en fabrik uden uheld med et rensningsanlæg, der kunne rense spildevandet. Hvis man kunne forestille sig den situation fra fabrikkens første dag, ville der ikke være noget problem. Sagen er bare, at der i fabrikkens første tid var utroligt mange uheld, og at der kom masser af tilfælde af forurening.”

På den anden side har Cheminova opretholdt et lokalsamfund i 70 år. Skabt arbejdspladser, støttet foreningsliv og været et trækplaster for tilflyttere, og Blæsbjerg siger:

”Jeg har tit forestillet mig, hvad der ville være sket, hvis Cheminova var blevet fjernet i 1960’erne på grund af utilfredshed med dens forurening. Det er jo et enormt antal arbejdspladser for et lille samfund. Det er tydeligt for mig, hvor stor en katastrofe Cheminova har været for miljøet og for de mennesker, der har været udsat for fabrikkens forurening, men for de fleste lokale ville det føles som en endnu større katastrofe, hvis Cheminova lige pludselig var væk.”

Arbejdspladssatiren ”El Buen Patrón” til Arresøhøj

Arresøhøj

Det var en blæsende, kold og regnfuld januar-eftermiddag filmklubbens medlemmer indtog de polstrede biografsæder i Moviehouse i Hellerup.

Det var klubbens ”spanske” medlem (havde været gift med en spanier), der suverænt havde valgt den spanske film ”El Buen Patrón” (på dansk: Den perfekte chef) instrueret af mesterinstruktøren Fernando León de Aranoa.

Anmelderne havde været glade for filmen – og ikke mindst for Javier Bardem, der spiller den afgørende hovedrolle. Vi har før set ham som en lam mand, der gerne vil dø, som James Bond skurk, som en sølle stakkel i Barcelonas beton-forstæder, som diabolsk top gangster i Coen-brødrenes ”No Country for Old Men”, som kvindebedårende kunstmaler, og nu som selvhøjtidelig direktør og ejer af familiefirmaet Básculas Blanco, der i generationer har produceret vægte til ethvert formål.

Filmen er ikke kun masterclass i underspillet, komisk timing fra Javier Bardems side, men også en på én gang ætsende og underfundig satire over livet på en helt almindelig arbejdsplads.

Javier Bardem håber på at Básculas Blanco kan modtage (endnu) en særlig udmærkelse for sin indsats, men så skal alt også stå snorlige. Og det kniber det med. En fyret medarbejder har foranstaltet en demonstration ved indkørslen til fabrikken, den tekniske produktionschef er ude i en eksistentiel krise med en utro hustru og begår fejl, og så er der den meget unge, kvindelige praktikant, som forstyrrer chefens dispositioner. Det knager så meget i furerne, at det truer med at forhindre, at firmaet kan få sin ufortjente udmærkelse.

Javier Bardem som er uforlignelig i chefrollen som det perfekte røvhul, manipulator og privilegieblinde i arbejdspladssatiren, der viser hvordan livet flasker sig for de rige og magtfulde mens de bilder sig selv ind at være guds gave til fabriksarbejderne.

Filmens underspillede komik fremkaldte ikke den januareftermiddag ligefrem tøjlesløse latterbrøl i Moviehouse, selvom biografklubbens medlemmer alle anerkendte Bardems uforlignelige indsats.

Filmen må anses for særdeles velegnet til Dansk Arbejdsgiverforenings lederkurser, hvor den kan være oplæg til diskussion i den første svære time efter den overdådige frokost på Arresøhøj.

Det bør nævnes, at filmen slog alle rekorder ved den spanske Goya-uddeling, hvor filmen var nomineret til ikke mindre end 20 priser – og vandt 6! – naturligvis inklusive Bedste Film.

Droneangrebet i Isfahan i Iran

Iran

Isfahan-angrebet lørdag aften den 28. januar 2023 repræsenterede endnu en begivenhed i den farlige eskalering, som regionen er vidne til. De Forenede Arabiske Emirater blev selv ramt af i et missil- og droneangreb sidste år, som Yemens Iran-støttede Houthi-oprørere tog ansvaret for.

Irans islamiske præsteregime står over for udfordringer både hjemme og i udlandet. Iran har siden sammenbruddet i forhandlingerne om atomaftalen arbejdet videre på atomprogrammet og fortsætter med at berige uran stadig tættere på kravene til atomvåben.

Landsdækkende protester har rystet landet siden den kurdiske Mahsa Aminis død i september i varetægt af landets moralpoliti.

Iran har økonomiske problemer, og landets rial-valuta er styrtdykket til nye lavpunkter over for den amerikanske dollar. I mellemtiden fortsætter Iran med at bevæbne Rusland med bombeførende droner, som Moskva bruger i angreb i Ukraine på kraftværker og civile mål.

Hvem der står bag det aktuelle droneangreb i Isfahan, vides ikke. Israel er under mistanke for at have lanceret en række tidligere angreb på Iran, herunder et angreb i april 2021 på dets underjordiske atomanlæg i Natanz, der beskadigede dets centrifuger. I 2020 beskyldte Iran Israel for et sofistikeret angreb, der dræbte landets øverste militære atomforsker.

Israelske embedsmænd hverken be- eller afkræfter forlydender om operationer udført af landets hemmelige militærenheder eller dets Mossad-efterretningstjeneste. Imidlertid har den israelske premierminister Benjamin Netanyahu aldrig lagt skjul på at han anser Iran for at være den største trussel mod Israel.

USA og Israel har også netop afholdt deres største militærøvelse nogensinde midt i spændingerne med Iran. Men en amerikansk militær embedsmand, der talte på betingelse af anonymitet og henviste til den sensitive situation, fortalte AP søndag aften, at “ingen amerikanske militære enheder har gennemført angreb eller operationer inde i Iran.”

Iran har imidlertid også et anspændt forhold til andre i regionen. Spændingerne er således også fortsat høje mellem Aserbajdsjan og Iran. Mens Aserbajdsjan og Armenien i årtier har kæmpet om Nagorno-Karabakh-regionen, ønsker Iran at bevare sin 44-kilometer grænse til Armenien – noget, der kan være truet, hvis Aserbajdsjan erobrer nyt territorium i krigen mod Armenien.

Iran indledte i oktober en militærøvelse nær grænsen til Aserbajdsjan, der har ganske tætte bånd til Israel, og tillige har købt israelske droner til sit militær.

Genindfør blasfemiparagraffen i straffeloven

Paludan koranafbrænding

Mange har gennem tiden betragtet bestemmelserne i straffeloven om blasfemi som en ”hellig ko”, der snarest burde slagtes. Men hvorfor skal vi overhovedet slagte eller angribe noget, der er helligt for andre?

I 2017 lykkedes det for modstanderne: Straffelovens forbud mod blasfemi – gudsbespottelse – blev efter årelange og ophedede diskussioner afskaffet. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Var det ikke sket, kunne man i dag sætte en stopper for Rasmus Paludans spottende, forhånende og provokerende koranafbrændinger.

Straffelovrådet vurderede i 2015 en afskaffelse af § 140 og anførte, at ytringsfriheden allerede havde vide rammer, og at heftig religionskritik var fuldstændig anerkendt og ikke kunne straffes med henvisning til ytringsfrihed.

Med en bevarelse af blasfemiparagraffen vurderede Straffelovrådet, at staten ville have et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser. Omvendt ville en fjernelse af paragraffen betyde, at myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger som Bibelen, Koranen og andre hellige bøger.

Forbuddet mod blasfemi er en rimelig begrænsning i ytringsfriheden

Den umiddelbare anledning til i 2017 at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed, efter nogles opfattelse udgjorde, var faktisk også en koranafbrænding.

En borger blev tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brændte Koranen. Sagen gav anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi.

I forbindelse med sagen, fik vi opfrisket tidligere sager, hvor påstået blasfemi er blevet vurderet af domstolen:

I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, førte hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel til et krav om blasfemiparagraffens ophævelse.

§ 140 var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), var omfattet af bestemmelsen.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

En genindførelse af blasfemiparagraffen kan yde en rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Det er ikke rimeligt at hævde, at den daværende § 140 i straffeloven indebar en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden. Skal enhver som Rasmus Paludan straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse?

Straffeloven indebærer i øvrigt andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Blasfemiparagraffen – § 140 – fandtes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig.

Efter min mening vil afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På samme måde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalflag, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kan man selv efter en eventuel genindførelse af blasfemiparagraffen ikke blive straffet for at sige noget nedsættende om nogen religion. Men som nævnt advarede Straffelovrådet allerede i 2015 om, at hvis blasfemiparagraffen blev ophævet, ville det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat, at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster. 

Vil Ellemann-Jensen alligevel sende dansk militær til Sahel?

Niger

Mandag den 12. december 2022 besluttede EU’s udenrigsministre på et møde i Bruxelles at oprette en militær mission i Niger. Formålet er angiveligt at støtte landet i kampen mod terrorgrupper med forbindelse til Islamisk Stat og al-Qaeda, der er på fremmarch i flere lande i det såkaldte Sahel-bælte syd for Saharaørkenen.

Det europæiske tiltag kommer, efter at militære styrker og specialstyrker fra bl.a. Frankrig og Danmark tidligere i år blev tvunget til at forlade Mali i Sahel-regionen på grund af en strid med landets militærjunta, der kuppede sig til magten i 2020. Det skete efter en ni år lang og mislykket vestlig militæraktion, der skulle bekæmpe terrorgrupperne.

EU vil have den nye militære mission i Niger på plads allerede i februar. På et møde i EU’s ministerråd mandag den 23. januar 2023 blev beslutningen ifølge mødereferatet bekræftet.

EU skal angiveligt hjælpe med at opbygge et træningscenter for Nigers militær, og etablere en ny nigersk bataljon med fokus på kommunikation og kommando.

Mandatet for missionen er ifølge EU aftalt med myndighederne i landet, og der er foreløbigt aftalt en periode på 3 år. Prisen for den periode er lidt over 200 millioner i danske kroner.

Niger er som mange andre lande i Sahel plaget af militante grupper. Niger har dog undgået militærkup, som man har set i Mali og Burkina Faso i de senere år.

Indtil videre har Tyskland lovet at levere tropper til missionen i Niger.

Dansk deltagelse i Mali – FN-operationen MINUSMA

Efter konflikten i Mali brød ud i 2012 blev MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali) etableret i 2013 på baggrund af FN’s Sikkerhedsrådsresolution 2100.

Regionen og Mali har i en lang årrække været plaget af interne konflikter mellem regeringen og nomadiske oprørsgrupper, herunder islamistiske terrorgrupper.

Missionen har blandt andet til opgave at støtte Malis regering i kampen mod de væbnede grupper samt at sikre beskyttelsen af civile.

Danmark har bidraget til MINUSMA siden 2014 med forskellige militære bidrag og har blandt andet af tre omgange stillet et C-130J-transportfly til rådighed for missionen (2014, 2017 og 2019/2020).

I 2016 var et dansk specialoperationsstyrkebidrag på ca. 30 personer del af en nederlandsk enhed i Gao-regionen i Mali.

I 2019-2020 bidrog Danmark med et personelbidrag på ca. 10 personer til indhentning af oplysninger for MINUSMA. Danmark har derudover ydet substantiel finansiel støtte til MINUSMA.

Ud over Danmark har også andre lande støttet FN-missionen heriblandt Nederlandene, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

P.t. bidrager Danmark med et mindre antal danske stabsofficerer til MINUSMA i Mali.

MINUSMA smuldrer

Tyskland meddelte den 22. november 2022, at den tyske deltagelse i MINUSMA og tilstedeværelsen i Mali ophører i maj 2023.

Tidligere har Storbritannien og Elfenbenskysten trukket sig fra MINUSMA-operationen.

EU har stadig en militær mission i Mali, men den synger muligvis også på sidste vers på grund af uoverensstemmelser med regeringen i landet.

Den fransk ledede indsats i Mali

Den tidligere kolonimagt, Frankrig, har igennem en årrække haft styrker i Mali som led i bekæmpelsen af jihadist-oprørere. Frankrig har ligeledes været den drivende kraft i MINUSMA og aktivt ledet Operation Barkhane og Task Force Takuba,

Operation Barkhane bestod af omkring 5000 franske soldater, og der indgik desuden bidrag fra Storbritannien (helikopterbidrag) og Estland (bevogtningsbidrag). Operation Barkhanes operationsområde dækkede Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad.

Danmark bidrog i 2013 med et transportfly til den franskledede Operation Serval, som gik forud for Operation Barkhane. I 2019-2020 har Danmark bidraget med to transporthelikopter og op til ca. 70 personer til Operation Barkhane.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Regeringen fik dermed Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag kunne indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag skulle bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af dansk cyberkapacitet.

Specialoperationsstyrkebidraget skulle bestå af op til ca. 60 personer, der skulle udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kunne midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der skulle opstå behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen.

Kirurgholdet ville bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der kunne derudover udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023.

Som logistisk støtte til de øvrige bidrag skulle et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer udsendes fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

Tanken med de danske militære bidrag var at gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. ville indebære offensiv magtanvendelse.

Herudover havde bidragene mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker.

Operationsområdet forventedes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og kunne også omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Efter Folketingets godkendelse i maj 2021 af udsendelsen nye militære bidrag til den europæiske specialoperationsstyrke i Mali, Task Force Takuba, blev bidraget faktisk deployeret – indsat i Mali.

Imidlertid måtte alt hjemtages igen kort herefter pga. Malis regerings udmeldinger om, at de danske soldater ikke var velkomne.

Ifølge Mali havde Danmark ikke fulgt de nødvendige protokoller. Det blev fra dansk side afvist. Det danske bidrag blev ifølge Forsvaret hjemtaget 29. april 2022.

Præsident Emmanuel Macron trak i august 2022 de sidste franske styrker ud af landet efter uenigheder med militærstyret.Da det franske militær forlod Mali, rykkede styrkerne til Niger.

Har Danmark gjort en forskel i Mali?

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly m.v. til Mali som bidrag til MINUSMA, Operation Barkhane og Task Force Takuba.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst.

Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet. Siden august 2020 har Mali oplevet 2 militærkup og udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig som tidligere kolonimagt har historiske såvel som økonomiske interesser.

På trods af den ugunstige udvikling deltager Danmark fortsat i MINUSMA i Mali med et par danske stabsofficerer.

Skal Danmark deltage i Niger?

Danmark har i Bruxelles åbenbart givet fuld støtte til EU’s nye militærmission, som den danske stat efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet skal være med til at finansiere. Men det vides endnu ikke, om den nye SVM-regering ønsker at sende danske soldater afsted.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen ønsker ifølge Jyllands-Posten endnu ikke at kommentere missionen, men Forsvarsministeriet oplyser i en mail til Jyllands-Posten, at Danmark med afskaffelsen af EU-forsvarsforbeholdet har ”fået mulighed for at deltage i EU’s militære missioner og operationer, herunder på det afrikanske kontinent”.

Når ugebladene trues af COVID, moms og faldende aktiekurser

Aller Se & Hør

Aller-koncernen producerer og udgiver dag- og ugeblade samt magasiner på print og digitale platforme i Danmark, Sverige, Norge og Finland og har tillige væsentlige aktiviteter inden for Marketing Services samt rejsebureauvirksomhed i Danmark, Sverige og Norge. I Danmark udgiver Aller bl.a. ugebladene Billed-Bladet, Familie Journal, Femina, Se og Hør, Søndag og Ude og Hjemme.

Aller, der har regnskabsår fra oktober – oktober, har netop offentliggjort årsrapporten for 2021-2022.

Aller har med en omsætning på knap 4,3 mia. kroner har med det yderste af de lakerede negle holdt fast i et lille overskud på 25 mio. kr. – et fald på 189 mio.kr. i forhold til et overskud på 214 mio.kr. i 2020/21.

Koncernen oplyser, at COVID-19-pandemien negativet har påvirket driften, og selskaberne har modtaget netto 6 mio.kr. i støtte fra statslige hjælpepakker. Hjælpen er primært modtaget af rejsebureauerne i Danmark i form af tilskud til faste omkostninger og lønkompensation.

I årsrapporten oplyses det til gengæld ikke, at koncernen også har interesseret sig for Kulturministeriets tilskudsordninger til forskellige typer af medier og medieprojekter. Aller har således søgt om redaktionel produktionsstøtte til ugebladet Femina. Kulturministeriets formål med støtteordningen er angiveligt ”at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat”.

Blandt de nye ansøgere til 2023-puljen var udover Femina også landbrugsmagasinet Effektivt Landbrug. De pågældendes bidrag til det danske demokrati og den demokratiske debat anses måske for tvivlsom. I hvert fald er deres ansøgninger ikke imødekommet

Af Allerkoncernens årsrapport fremgår, at afkastet på selskabets finansielle investeringer i 2021/22 var negativt – 156 mio.kr. mod et positivt afkast på 48 mio.kr. i 2020/21.

De samlede finansielle poster inklusive bank- og prioritetsrenter mv. udgør en nettoomkostning på 177 mio.kr. mod en nettoindtægt på 32 mio.kr. i 2020/21.

I beretningen besværer Aller sig over den hårde konkurrence fra dagspressen og deres magasintillæg, der i Danmark ”med hjemmel i den fortsat stærkt konkurrenceforvridende momslovgivning producerer og udgiver både på print og digitalt uden moms”. Dette står i skærende kontrast til, hvad der gælder for Allerkoncernens ugeblade og magasiner, som pålægges fuld moms både på print og digitalt. Allker understreger, at ”Disse forhold er fortsat stærkt medvirkende til at forværre de i forvejen udfordrende tider for den del af mediebranchen, der ikke er omfattet af momsfritagelse”.

Den uafhængige revisor – det statsautoriserede Revisionspartnerselskab, Deloitte – har i sin påtegning af regnskabet anført, at ”det er vores opfattelse, at koncernregnskabet og årsregnskabet giver et retvisende billede af koncernens og selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30.09.2022 samt af resultatet af koncernens og selskabets aktiviteter og koncernens pengestrømme for regnskabsåret 01.10.2021 – 30.09.2022”. Deloitte fortsætter: ”Baseret på det udførte arbejde er det vores opfattelse, at ledelsesberetningen er i overensstemmelse med koncernregnskabet og årsregnskabet og er udarbejdet i overensstemmelse med årsregnskabslovens krav. Vi har ikke fundet væsentlig fejlinformation i ledelsesberetningen.”

Arne Herløv Petersens dagbøger og sigtelsen for ulovlig agentvirksomhed

Arne Herløv Petersen + Ole Espersen

Ritzau kan oplyse, at Østre Landsret mandag og tirsdag skal behandle en sag, hvor Arne Herløv Petersen får støtte af Dansk Forfatterforening i en sag, hvor Politiets Efterretningstjeneste og Rigsarkivet er sagsøgt for at nægte at destruere kopier af nogle dagbøger, som blev beslaglagt af PET for mere end 40 år siden.

Dagbladet Information bragte i oktober 2019 en artikel, der detaljeret redegør for sagens baggrund. Arne Herløv Petersen var imidlertid ikke den eneste, der under den kolde krig var under mistanke for ulovlig agentvirksomhed.

Da efterretningstjenesten ikke havde tillid til justitsministeren

Socialdemokraten Ole Espersen, der nåede 21 år i Folketinget, var professor på Københavns Universitet og Justitsminister i 1981-82.

Berlingske Tidende har ved flere lejligheder omtalt, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

Imidlertid blev det med departementschefen i Justitsministeriet, Niels Madsen, aftalt at der ikke var grund til at informere Ole Espersen om den russiske dobbeltagent, Oleg Gordievsky, der siden slutningen af 1974 med PET’s viden og bistand havde arbejdet for britiske MI6.

I det historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal af professor Bent Jensen, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger.

Ole Espersen bidrog med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der her er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham. PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale. Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

PET-sagen mod Arne Herløv Petersen

Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea, og som PET ville have dømt for ulovlig agentvirksomhed.

PET havde, uden Justitsministerens vidende, men sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept, anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981.

Tiltalen efter straffelovens §108 blev ved Ole Espersens mellemkomst frafaldet. Der har været spekuleret på, at Ole Espersen måske kunne have frygtet, at en sådan retssag kunne have medført ubehagelige afsløringer om venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Under alle omstændigheder endte Herløv Petersen-sagen Ifølge PET-Kommissionen med et tiltalefrafald – en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.

Arne Herløv Petersen blev dermed aldrig af en domstol frikendt for PET’s alvorlige sigtelse om hans virke som hemmelig russisk agent.

Dagbladet Information

Dagbladet Informations dækning af Arne Herløv Petersens sag i Landsretten er interessant. Det er efter den kolde krig kommet frem, at Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, også var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET dengang anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information, blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).

I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Var Mogens Lykketoft også agent?

Folk født før Sovjetunionens sammenbrud husker den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik. Udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var kolonnevirksomheden en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en eufemistisk artikel om ”Samba-socialismen”.