Når bankerne er sig selv nærmest

Danskerne er glade for at investere. Så glade, at de pr. 31. december 2025 har placeret mere end 645 mia. kr. i danske investeringsforeninger og værdipapirfonde.

Det svarer til, at hver eneste dansker i gennemsnit har ca. 100.000 kr. investeret i investeringsfonde.

Interessekonflikt

Hvis banker primært sælger deres egne fonde, kan det indebære en interessekonflikt mellem kundens interesse i at investere i de investeringsfonde, som bedst passer til kundens ønsker og behov, og bankens interesse i at sælge deres egne fonde til kunden.

Finanstilsynet har derfor analyseret data over danske detailinvestorers beholdninger af værdipapirer i danske banker pr. 31. december 2025 for at afdække, i hvilket omfang bankerne har solgt egne fonde til detailinvestorerne. Finanstilsynets tilsynsredegørelse retter en hård kritik af storbankerne for i udpræget grad at anbefale og sælge egne investeringsfonde til egne bankkunder.

Hver dansker har i gennemsnit 100.000 kr. placeret i investeringsfonde, men i ni ud af ti tilfælde ender bankkunderne med at købe og eje investeringsbeviser, som kommer fra deres egen bank og den bagvedliggende investeringsforening.

Det skaber interessekonflikter i bankens rådgivning og er ikke til kundens bedste. Sådan lyder budskabet i rapporten fra Finanstilsynet.

Bankerne anbefaler deres egne investeringsfonde

Rapporten, der har skabt en del opmærksomhed i erhvervsmedier og på sociale medier, viser at størstedelen af investeringsfondene i de danske detailinvestorers beholdninger er tilknyttet investorens bank. Hos de fem største danske banker udgør egne fonde i gennemsnit 92 pct. af detailinvestorernes beholdninger af investeringsfonde. For de øvrige banker er niveauet også højt, men med forskelle på tværs af de enkelte banker.

Der er flere årsager til, at bankerne sælger deres egne investeringsfonde. Dels har bankerne en økonomisk interesse i at sælge egne fonde, da de som udgangspunkt tjener mere på at sælge disse fonde. Dels begrunder bankerne det med, at det er fordelagtigt at have mere kontrol med og viden om de produkter, de sælger og rådgiver om.

Bankkunder på Herrens Mark!

Hvis bankerne giver investeringsrådgivning om fonde, hvor banken modtager provision for salget, eller hvis banken rådgiver alene om egne fonde, skal banken oplyse sine kunder om det og om de interessekonflikter, som det indebærer.

Leave a comment