Byder udviklingspolitikken på nye muligheder for de Konservative for at markere afstand til det borgerlige Danmark?

Bæredygtig udvikling kommer snart igen på dagsordenen i FN. FN’s Generalforsamling i New York vil med statsminister Lars Løkke Rasmussen og Mogens Lykketoft for bordenden den 24. – 27. september 2015 i New York debattere og vedtage 17 nye FN mål for global bæredygtig udvikling.

Konference i København                                

Udenrigsminister Kristian Jensen, miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bach (UNECE), organisationer og repræsentanter for det danske ”bistandsmiljø” og (nogle af) folketingets partier debatterede fredag den 11. september 2015 den ”nye globale udviklingsdagsorden” frem mod 2030. Organisationerne på udviklingsområdet håber, at udviklingsmålene vil være et vigtigt udgangspunktet for den globale udvikling de næste femten år. Debatten foregik på konferencen om FN’s nye verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor 92-gruppen og Globalt Fokus, som havde arrangeret konferencen, fremhævede, at de 17 mål med 169 tilhørende delmål er universelle, dvs. gældende for alle – både fattige og rige nationer. Målene gælder derfor også for Danmark, og målene vil indgå i både den nationale og den globale dagsorden.

Målene vil – truer arrangørerne – påvirke vores politik inden for udvikling, miljø og klima frem mod 2030.

Ud over indlæg fra regeringsrepræsentanterne fik repræsentanter fra danske civilsamfundsorganisationer (Red Barnet, Greenpeace, Sex & Samfund, WWF, IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke) lejlighed til at give deres bud på, hvordan kan de nye mål være med til at løse de globale udfordringer, og hvad Danmark skal gøre. Konferencen blev afsluttet med en paneldebat med repræsentanter for de af Folketingets partier, der havde haft mulighed for eller ønsket at imødekomme invitationen: Mette Gjerskov (S), Martin Lidegaard (R), Holger K. Nielsen (SF), Maria Gjerding (Ø), Christian Poll (Å) og Mette Abildgaard (K).

Observationer fra konferencen

Mærkeligt nok var regeringens bebudede nedskæringer på udviklingsbistanden – med 2,6 mia. kr. fra de nuværende 0,87 procent af bruttonationalindkomsten til 0,7 procent – ikke noget tema på konferencen. Alle bistandsorganisationerne frygter at blive ramt, og ingen rejste derfor spørgsmål vedrørende udmøntningen af besparelserne. Udenrigsminister Kristian Jensen nævnte selv kort, at Danmark fortsat vil være blandt de lande der giver mest, når vi fremover vil give 0,7 procent i udviklingsbistand. Det var endvidere magtpåliggende for Kristian Jensen at signalere hans store velvilje over for bistandsorganisationerne, og han ville i samarbejde med organisationerne arbejde på at modvirke den faldende folkelige opbakning til den danske ulandsbistand. Man siger ellers at slesk tale og billig portvin virker, men jeg tvivler nu i dette tilfælde!                                                   

Schweitz, Sverige, Norge, Finland og Danmark i front             

Både udenrigsministeren og miljø- og fødevareministeren fremhævede en ny rapport fra det tyske Bertelsmann Stiftung, der påviser, at blandt OECD-landene er Schweitz, Sverige, Norge, Finland og Danmark allerede godt på vej til at leve op til de 17 verdensmål.

Klima

Græsrødderne spurgte flere gange kritisk til den danske indsats på klimaområdet – et område, hvor regeringen ved energiministeren har talt om at sænke ambitionerne bl.a. i forhold til CO2-reduktionsmålet på 40 pct. i 2020, hvor EU-målet er 40 pct.s reduktion i 2030. Udenrigsminister Kristian Jensen gik ikke nærmere ind i diskussionen, men fastslog, at Danmark befinder sig langt foran de fleste andre lande på dette område. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen sagde, at Danmark efter regeringens mening ikke længere skal gå alene og på alle områder være et foregangsland på klima- og miljøområdet. Nye tiltag på klima- og miljøområdet, der vil koste erhvervslivet penge kræver enighed på EU-plan, så danske virksomheders konkurrenceevne ikke bliver forringet i forhold til andre virksomheder i EU.

Rettigheder

Udenrigsminister Kristian Jensen var udstyret med en tale fra Udenrigsministeriet og fremhævede, at selv efter justeringen af den tidligere regerings ambitioner på klimaområdet ville Danmark fortsat ligge helt i front i bestræbelserne på at nedbringe CO2-emissionen. Danmarks rettighedsbaserede tilgang til udviklingsområdet blev eksemplificeret med kvinders rettigheder og herunder især kvinders seksuelle rettigheder til reproduktion og sundhed. Det kunne ellers ventes, at en liberal Venstre-minister i det mindste også havde påpeget Danmarks rolle i forbindelse med opbygning af international enighed om private investeringers betydning for udvikling, og for rettigheder på fødevare- og jordområdet – f.eks. enigheden om ”Voluntary Guidelines for the Right to Food” og Voluntary Guidelines on the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests”.

Migration

Migration var ikke noget stort tema under konferencen, men der blev under debatten henvist til flygtninge og den amerikanske udenrigsminister John Kerrys nylige advarsler mod kommende bølger af klima-migranter. Fra civilsamfundet blev fremhævet betydningen af at Danmark skulle gå foran med de gode eksempler, og flere ivrede for nedsættelsen af en national Bæredygtighedskommission. Regeringens modererede ambitioner på klimaområdet blev over en bred kam beklaget.

Konservative meldinger

Repræsentanten for Det Konservative Folkeparti, Mette Abildgaard, lagde ikke skjul på, at hun ikke havde beskæftiget sig med klima og miljø før, og at hendes viden stammede fra læsning i sommerferien. Ikke desto mindre var Abildgaard ikke i tvivl om, at blandt de 17 mål, var klimamålet – mål 13: ”Take urgent action to combat climate change and its impacts” – langt det vigtigste. Det havde været en fejl fra regeringens side, forud for Klimatopmødet at neddrosle de danske ambitioner om målsætningen på 40 pct.s CO2-reduktion. Abildgaard fremhævede endvidere energimålet – mål 7 – og behovet for mere vedvarende og grøn energi. Abilgaard nævnte at hendes parti gik ind for fortsat fritagelse for registreringsafgift for el-biler. Mette Abildgaard erklærede på sit partis vegne ambitionen om at trække regeringen i en grøn retning, og bekræftede (til de øvrige partiers synlige tilfredshed), at de konservative var en del af det grønne flertal. Der skulle gøres noget på transportområdet og landbruget var ikke helligt, selvom indgreb var et ømtåleligt emne blandt konservative. Forslaget om en Bæredygtighedskommission ville hun drøfte med sin folketingsgruppe.

Bæredygtighedskommission og national handlingsplan

Fra Enhedslisten og Alternativet blev fremhævet behovet for en national handlingsplan og behovet for etablering af en national Bæredygtighedskommission. Partierne ville aktivere det grønne flertal forud for et samråd i Folketinget den 9. oktober.  

Denmark has an ambitious policy on climate change and the energy sector is a key area for climate policy in both the short and long term. With the broad energy policy agreement from 2012, the energy sector is transforming and aiming at the target of having the entire energy supply based on 100% renewable energy by 2050. National policies primarily targeting the sectors covered by the European Union Emissions Trading System (EU ETS) could be an inefficient and costly way to combat the global climate challenges. There is a need for additional efforts in other sectors, including transport, agriculture, housing and waste. The broad range of fiscal instruments at present employed in the energy sector might not provide the necessary incentives for “greening” the economy and calls for basic reforms.

Ambitionsniveauet i klima- og energipolitikken

Politisk debat om klimamålene

De tidligere regeringspartier støttet af Enhedslisten, Alternativet og det Konservative Folkeparti – den såkaldte klimaalliance – insisterer på, at målsætningen for dansk klima- og energipolitik skal være 40 pct.s reduktion i CO2-udledningen i 2020. Den vedtagne EU-målsætning er som bekendt også 40 pct.s reduktion, men først i 2030. Venstre-regeringen har umiddelbart erklæret sig tilfreds med, at vi når 37 pct.s reduktion af CO2-udledningen i 2020 med de allerede iværksatte tiltag og samtidig givet udtryk for bekymring for omkostningerne for forbrugere og erhvervsliv ved nye initiativer.

Politikken vigtigere end målsætningerne

Det har ikke altid ødelæggende konsekvenser for den økonomiske vækst at forsøge at reducere forurening og udledning af drivhusgasser. Det afgørende er, at mens det er helt fint med ambitiøse målsætninger i klima- og energipolitikken, bør man ikke glemme om omkostningerne ved indsatsen står mål med effekten på de globale klimaudfordringer. Det er således ikke kun et spørgsmål om ambitionsniveauet, men om hvordan politikken skrues sammen.

I EU udgør CO2-kvotehandelssystemet et væsentligt element i den fælles klima- og energipolitik

En udvidelse af kvotesektoren – der i dag udgøres af industri og kraftværker – ville give større efterspørgsel og dermed højere priser på CO2-udledningsrettigheder. Problemet er, at der endnu ikke i EU har kunnet opnås enighed om at udvide CO2-kvotehandelssystemet til også at omfatte transport-, landbrugs-, bygnings- og affaldssektorerne.

CO2-kvotehandelsystemet burde ideelt set skabe et stærkt økonomisk incitament til CO2-reduktion. Med en rimelig pris på CO2-kvoterne ville CO2-forurenende aktiviteter i kraftværkssektoren og industrien være meget dyre og beslutningstagerne ville automatisk blive drevet i retning af mere klimavenlige – og dermed billigere – løsninger. Desværre har de lave priser på CO2-kvoterne betydet at systemet ikke har haft den forventede effekt.

Effekten af den danske indsats på de globale klimaudfordringer

Hvis de store danske ambitioner og målsætninger for energi- og klimapolitikken ud over de fælles EU-mål især blev søgt realiseret inden for de ikke-kvotebelagte sektorer, kunne det give mening. Problemet er, at en væsentlig del af den danske indsats for at anvende mere Vedvarende Energi i stedet for fossile brændsler som kul og naturgas tvinges igennem inden for el- og fjernvarmeproduktionen, som er omfattet af EU’s kvotesystem. Det er problematisk, fordi den stigende anvendelse af VE reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter, der således med den danske indsats bliver billigere end eller. De kvoter Danmark ikke bruger, kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af VE i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan. Den kraftige fokusering på energisektorerne risikerer at føre til unødvendige samfundsøkonomiske omkostninger og fejlallokeringer af ressourcer. Ustabil vindmøllestrøm skaber behov for kraftværkskapacitet til back-up, og i mangel af et velfungerende europæisk energimarked kan der i perioder opleves afsætningsproblemer og lave priser. Hvor hensigtsmæssigt er en tidlig udfasning af naturgassen og dermed skrotning af et distributionssystem der repræsenterer investeringer på over 20 mia. kr. Samtidig er omkostningerne for danske borgere og virksomheder betydelige og hæmmende for vækst og konkurrenceevne, mens indsatsen – desværre – er virkningsløs i forhold til de globale klimaudfordringer.

Der er derfor behov for at skabe incitamenter, der kan sikre at det også for andre sektorer er attraktivt at deltage i den ”grønne omstilling”.

Grønne virksomheders eksport

Kan eksportindtjeningen så retfærdiggøre den ambitiøse, men virkningsløse klima- og energipolitik? Det hævdes, at danske grønne virksomheder eksporterede varer og tjenester for 74,4 mia. i 2014. Det er ikke rigtigt. Det fremgår af en opgørelse fra DI, ENS og Dansk Energi over eksporten af energiteknologi i 2014, at den samlede eksport af dansk energiteknologi i 2014, var på 74,4 mia. kr. (Nærmere oplysninger på: file:///C:/Users/Ejer/Downloads/Analyse-EnergiteknologiEksporten2015.pdf) Eksporten af grøn energiteknologi var på 43,6 mia. kr., svarende til en stigning på 15,4 pct. i forhold til 2013. Hermed udgør grøn energiteknologi 58,5 pct. af den samlede energiteknologieksport. Væksten i Danmarks eksport af grøn energiteknologi stammer hovedsageligt fra en øget eksport til andre EU-lande, mens eksporten til lande uden for EU gennem de sidste par år har været faldende. Eksporten af grøn energiteknologi, der svarer til omkring en fjerdedel af den danske fødevareklynges eksport, udgør dermed ca. 7 pct. af den samlede vareeksport. Manglende økonomiske incitamenter til grøn omstilling

Manglende incitament til grøn omstilling

Forbrugerne får at vide, at skatte- og afgiftsstigninger er nødvendige, adfærdsregulerende og grønne afgifter. Også i de tilfælde hvor afgiften er rent fiskalt begrundet. Danmark har for længst overskredet grænsen for det acceptable skatte- og afgiftstryk, og forbrugerne burde i stedet have et økonomisk incitament til at deltage i den grønne omstilling. I den virkelige verden er situationen den modsatte; Danske skatteborgere, der i forvejen betaler verdens højeste skatter, er også belastet af EU’s og måske verdens højeste el- og varmepriser. De traditionelle energiafgifter inkl. CO2-afgiften vil ifølge regeringens økonomiske redegørelse i 2015 nå op på over 40 milliarder kr. Hertil kommer PSO-afgiften, der finansierer støtten til den såkaldte miljøvenlige el-produktion – vindmøller, biomasse og solceller, på over 7 mia. kr. I øjeblikket bliver sagesløse strømforbrugere rask væk afkrævet omkring 2,30 kr. pr. kWh, selvom spotprisen kun er på omkring 25 øre! (Nærmere om energi i: http://sim.dk/media/898429/_konomisk_redeg_relse_maj_2015.pdf) Vedvarende energi til erstatning for fossile brændsler Som led i den grønne omstilling og målsætningen om et fossilfrit samfund 2050 giver det i princippet god mening, at vedvarende energi, biomasse og træpiller erstatter olie og gas hos forbrugerne, og kul på kraftvarmeværkerne. Regeringen fik da også i 2012 overtalt et flertal i Folketinget til at gå med på en langsigtet energiaftale. Nogle elementer var problematiske og aftalen er justeret bl.a. i forhold til solceller og PSO-belastningen af energitune og konkurrenceudsatte virksomheder. Den vanvittige forsyningssikkerhedsafgift på brænde og træpiller blev ligeledes forhindret.

Ebberød Bank?

Det siger meget om den vanvittige energipolitik, at der først gives massive tilskud til grøn elproduktion, for herefter at eksportere den med samfundsøkonomiske tab, fordi energipolitikken betyder, at det er økonomisk urentabelt at benytte selvsamme strøm til varmeproduktion. Der er derfor behov for en gennemgribende reform af hele incitamentsstrukturen i den danske klima- og energipolitik.

På den danske Moskva-ambassades hjemmeside oplyser ambassadør Thomas Winkler, at han betragter det som sin opgave konstant at udbygge samarbejdet mellem Rusland og Danmark politisk, økonomisk, erhvervsmæssigt og kulturelt. Det hedder videre, at forholdet mellem Rusland og Danmark er inde i en fortsat positiv udvikling. Vi har besluttet at modernisere vores historiske og langvarige partnerskab. Vi er enige om, at en stadig udbygning og styrkelse af det politiske, økonomiske, kulturelle og – ikke mindst – erhvervsmæssige samarbejde mellem Rusland og Danmark er til begge landes fordel.

Officiel støtte til Ukraine

Det er helt andre toner, der lyder fra den nye udenrigsminister Kristian Jensen, der netop har deltaget i et møde med nordiske og baltiske udenrigsministre: De nordiske og baltiske lande vil sammen svare på den russiske propaganda, som de ser i medierne. Det blev landenes udenrigsministre enige om på et møde den 3. september 2015 oplyser Kristian Jensen. ”Der foregår en propagandakrig. Det kan vi se i medierne, også de sociale medier” sagde udenrigsminister Kristian Jensen ifølge Altinget efter et mødet med hans nordiske og baltiske kolleger. Udenrigsministrene ønsker at informere deres egne borgere bedre om, hvad der foregår i Rusland, og om den propagandakrig, som de mener er i gang. ”Vi har diskuteret, hvordan vi kan svare igen på den aggression, vi føler fra Rusland. Hvordan vi kan svare tilbage på den propaganda, de sender ud for tiden”, sagde Kristian Jensen efter mødet. De otte nordiske og baltiske udenrigsministre står ifølge Kristian Jensen sammen om at yde støtte til det hårdt plagede Ukraine. ”Der var bred enighed om, at vi er nødt til at støtte Ukraine. Den bedste vej frem er at sikre, at Ukraine kan få succes økonomisk og politisk. Derfor har vi besluttet at se på, hvad vi kan gøre for at hjælpe og støtte landet i denne vanskelige situation” sagde Sveriges udenrigsminister, Margot Wallström efter mødet. Sammenholdt med Kristian Jensens tilkendegivelser er Moskva-ambassadens hjemmeside bemærkelsesværdig, og på baggrund af den internationalt aftalte sanktionskurs over for Rusland, kan det opfattes som dansk enegang.

Rider Danmark på 2 heste?

Prøver Danmark virkelig over for Rusland at holde sig ”neutral” og ride på alle heste? Eller bekræfter sagen det gamle udsagn om at udenrigsministre kommer og går, men udenrigsministeriet består! De nordiske samarbejdsministre besluttede allerede den 11. marts 2015, at afvikle aktiviteterne under Nordisk Ministerråds informationskontorer i Nordvestrusland. Beslutningen vedrører i praksis kontorerne i Skt. Petersborg og Kaliningrad samt igangværende aktiviteter i Murmansk, Petrozavodsk og Arkhangelsk. Den daværende danske formand for gruppen af nordiske samarbejdsministre, socialdemokraten Carsten Hansen, begrundede over form pressen beslutningen med at Rusland, med sin beslutning om at give kontoret i Skt. Petersborg status som udenlandsk agent, har skabt en situation som tvinger de nordiske lande til at afvikle aktiviteterne. Ingen var dog i tvivl om, at den reelle baggrund for beslutningen er Ruslands ageren på Krim og i Ukraine. Nordisk Ministerråd er sammen med bl.a. EU og USA fast besluttet på, at opretholde sanktionskursen over for Rusland. 

Virker sanktionerne?

Sanktionerne i kombination med de lave oliepriser har utvivlsomt haft sin virkning på Ruslands økonomi, som ifølge nogle iagttagere er på kanten af sammenbrud. Ruslands reaktioner og herunder forbuddet mod import af visse udenlandske fødevarer rammer dansk landbrug hårdt. Det bør dog ikke være et argument for at opgive sanktionspolitikken, men være et signal til at intensivere bestræbelserne på at etablere en solidarisk EU-kompensationsordning. Dansk dobbeltmoral Mens Danmark siger ét på officielle udenrigsministermøder er vi tilsyneladende er indstillet på at udbygge og styrke samarbejdet med Rusland. I tilknytning til den danske Moskva-ambassadørs bestræbelser på ”at udbygge samarbejdet” arbejder det danske kulturinstitut i Sct. Petersborg på at udbygge de kulturelle bånd mellem Danmark og Rusland. Holdningen i andre lande er mindre imødekommende; På grund af Ruslands anneksion af Krim har Rusland siden marts 2014 været udelukket fra samtaler med G7-landene, der består af USA, Canada, Tyskland, Storbritannien, Italien, Frankrig og Japan. Mens de danske signaler er uldne er det internationale samfund anderledes klar i mælet: Sanktionerne mod Rusland vil ikke blive bragt til ophør, førend Moskva overholder Minsk-aftalen. Samtidig holder det internationale samfund Rusland ansvarlig for de militante separatisters fremfærd i Østukraine.

The causality between increased volatility in equity and commodity markets and monetary ease. With persistent low growth in Europe, Japan and emerging countries, many economies have tried to follow the US-example and increase the monetary base: it goes for EU, Japan as well as China and India. The focus has been more on driving up demand by low interest rates and a flow of liquidity than on fundamental improvements of basic economic conditions and the creation of enabling environments for economic growth. With interest rates so low around the world, falling oil and commodity prices, the stock markets almost appeared to be the only choice and resulting – that we know now – in bubbles and inflated assets. The easy money policies had led global investors to search for higher-yielding securities, which they found in many apparently faster-growing emerging markets. Money gushed into these countries in search of better returns, driving up asset prices. For some time, there has been mounting evidence of economic weakness in China and other emerging economies scaring investors to massive selloffs. Since mid-June, the stock market in China has fallen with some 40 pct. Also the markets for equities in the US and EU has been negatively affected. Some of the capital is seeking a safe haven in US Treasury Bonds others are once again focusing on commodities. That is probably the reason why the oil prices – despite excess supply – has recently increased remarkably.

Olieprisen er over det sidste år omtrent halveret og har i periode været nede på omkring 40 dollars. Prisfaldet kommer efter forsøg fra OPEC på at presse producenter ud af markedet. Den samlede produktion er imidlertid ikke faldet. og det vil ifølge det internationale energiagentur, IEA, tidligst ske i 2016. Efterspørgslen fra Kina er for nedadgående og atomaftalen med Iran vil føre til øget udbud. Udbuddet af olie på verdensmarkedet er derfor fortsat markant større end efterspørgslen, alligevel har der på det seneste kunnet observeres vilde udsving i oliepriserne. Både på det amerikanske marked er West Texas Intermediate i denne er uge steget med knap 9 pct. til godt 49 dollar pr. tønde. På det europæiske marked er Brent-indexet steget med godt 8 pct. til godt 54 dollar pr. tønde. Forklaringen er, at spekulation presser oliepriserne op. De ekspansive pengepolitikker i USA, EU og Kina m.fl. betyder, at en meget stor kapitalmængde cirkulerer rundt på markederne i en konstant søgen efter afkast. I Kina falder det ledende aktieindeks fortsat i takt med, at der fremkommer nye oplysninger om aftagende produktion og eksport. Siden midten af juni er de kinesiske aktier faldet med over 40 pct. Den kinesiske økonomiske afmatning, der blev bekræftet ved, at den kinesiske centralbank opgav den faste binding af den kinesiske Yuan til dollar, og over nogle dage i midten af august lod kursen falde med godt 8 pct. Aktiekurskorrektionerne på de kinesiske børser spredte sig lynhurtigt til de andre vækstøkonomier, Japan, Europa og til dels til USA. Faldene på aktiemarkederne betyder, at kapital har søgt at finde ”a safe haven” og til fundet sikkerhed i amerikanske statsobligationer. Store spekulative kapitalmængder har imidlertid også søgt mod råvaremarkederne og udløst store prisstigninger på oliemarkederne. Det er nu tydeligt, at på kort sigt er udviklingen på både aktie- og råvaremarkederne fuldstændig afkoblet den underliggende realøkonomiske udvikling og i langt højere grad drevet af spekulative bevægelser.

Vi kan håbe på udlandet Efter en periode på næsten 10 år hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i USA har ført en lempelig pengepolitik med såkaldt ”quantitative easing” og et renteniveau på omkring 0, overvejes nu en stramning af pengepolitikken. Markederne ser i spænding frem til et afgørende møde den 17. september, hvor det indtil for nylig var ventet, at en moderat rentestigning ville blive annonceret. Der mindes om, at The Fed har 2 afgørende hensyn: 1) at undgå recession i amerikansk økonomi, og 2) sikre en passende inflationsrate, dvs. omkring 2 pct. I øjeblikket er der rimelig gang i amerikansk økonomi med stigende beskæftigelse, men inflationen på 1,2 pct. ligger stadig under målet. På det seneste er der i USA opstået bekymring for, at den afdæmpede økonomiske vækst i Kina og andre vækstøkonomier, uroen på aktiemarkederne og faldende råvarepriser kunne påvirke den økonomiske vækst i USA. Forventningen er således fortsat, at den monetære politik vil blive strammet, men formentlig mindre og mere gradvist end hidtil antaget.

Den Europæiske Centralbank, ECB, begyndte efter amerikansk forbillede tidligere på året at stimulere Euro-zonens økonomi med et gigantisk opkøbsprogram på 60 milliarder Euro om måneden. Den massive pengepolitiske ekspansion er planlagt at fortsætte frem til september 2016. Uanset disse tiltag forventer ECB kun moderat økonomisk vækst i Euro-zonen med stigninger på 1,5 pct. i år, 1,9 pct. i 2016 og godt 2 pct. i 2019. Samtidig er inflationen meget lav. Effekten af den mere lempelige pengepolitik har især været et fald i Euro-kursen i forhold til dollar, der naturligvis har øget indtjeningen på den eksisterende eksport til USA. Samtidig er effekten på de europæiske landes realøkonomier i form af stigende produktion og beskæftigelse har foreløbig været behersket.

Er store udbytter et sundhedstegn for dansk økonomi? Finanspressen jubler over, at udbytter og aktietilbagekøb sætter vild rekord i 2015. »Virksomhederne har en rigtig god egenkapitalforrentning, et godt cash flow og er begyndt at se positivt på fremtiden. Derfor tør de også at geare sig lidt mere. Det er et udtryk for, at der bliver tjent flere penge i virksomhederne, og at de er komfortable med at sende midler ud til investorerne,« siger chefstrateg Henrik Henriksen fra PFA, der mener udviklingen afspejler, at virksomhederne er begyndt at se mere positivt på fremtiden. Et af de store problemer med den langtrukne krise er lav investeringslyst i erhvervslivet. Virksomhederne tør ikke disponere langsigtet, men foretrækker at styrke den finansielle stilling fremfor at satse på etablering af nye og større produktionsanlæg. Selv med stagnerende eller lavere omsætninger ser vi pæne resultater af primær drift, forholdsvis høje udbytter og opkøb af egne aktier. Alt sammen bidrager det til højere aktiekurser – også uden forventninger endsige udsigter til opsving i økonomien.et var så vel. Selvom Nationalbanken og regeringen i år forventer en beskeden vækst i BNP på 1,5 pct., er realiteten desværre, at velstandsniveauet pr. indbygger i Danmark i 2015 ikke ligger højere end før finanskrisen i 2009.

Udbytter på 100 milliarder Trods regeringens snak om reformer og finansanalytikernes forsøg på at ”tale økonomien op”, vokser den danske økonomi i 2015 kun med 1,5 pct., og den økonomiske politik har kun begrænset effekt på det økonomiske aktivitetsniveau. Almindelige danskere og virksomhederne er langt fra overbeviste og føler sig så usikre på fremtiden, at man holder igen både med privatforbruget og investeringerne. Samtidig udbetalte de største børsnoterede danske virksomheder i 2014 rekordstore summer ud til deres aktionærer i form af udbytter eller tilbagekøb af egne aktier – 95,5 mia. kr. svarende til 81 pct. af indtjeningen. I 2013 blev der sendt 71 pct. af overskuddet tilbage. I 2015 forventes de største danske virksomheder ligeledes at udbetale rekordudbytter på langt over rekordudbyttet på godt 95 mia. kr. i 2014. Mens den almindelige dansker langt fra er blevet forgyldt, jubler mange aktionærer over at modtage store udbytter, og i visse kredse tages udlodningerne som udtryk for, at det går godt i dansk økonomi. Det er desværre ikke rigtigt. Tværtimod ville det for dansk økonomi have været bedre, hvis virksomhederne i stedet investerede i forskning, nye maskiner og andet udstyr, som fremadrettet kunne give vækst, bedre konkurrenceevne, flere job og større indtjening.

Investeringerne er for lave Alene de ventede udbyttebetalinger svarer til næsten halvdelen af erhvervslivets samlede investeringer på omkring 210 milliarder kroner årligt. Høje aktiekurser kan derfor ikke skjule, at investeringsnedgangen har afgørende betydning for den lave aktivitet i dansk økonomi. Investeringerne i de europæiske lande og i Danmark er i dag cirka 80 pct. lavere end før krisen SR-regeringen kompenserede i nogen grad for de lave private investeringer med en ekspansiv finanspolitik med et budgetunderskud på kanten af EU’s regler, og med et meget ambitiøst og for skatteborgerne kostbart offentligt investeringsprogram. Det er imidlertid et godt spørgsmål hvor meget Metro og offentlig infrastruktur og supersygehuse vil bidrage til dansk økonomis fremtidige vækst og jobskabelse. Vi afventer Venstre-regeringens finanslovsudspil, men der kan under alle omstændigheder forventes begrænsninger i de offentlige investeringer. Danmark har en meget høj opsparingskvote. Ifølge den seneste Økonomiske Redegørelse fra august 2015 har den private sektors opsparingskvote været stigende og ligger nu på godt 35.

Ingen hjælp fra husholdningerne Husholdningernes finansielle nettoopsparing – også betegnet nettofordringserhvervelse – har fra 2009 til 2014 ligget omkring nul – i skarp kontrast til de foregående år, hvor husholdningerne løbende optog gæld til forbrug og boliginvesteringer. I de kommende år ventes en positiv nettofordringserhvervelse, i lyset af, at en del husholdninger ventes aktivt at nedbringe deres gæld. Dertil kommer, at husholdningernes boliginvesteringer fortsat er lavere end deres historiske gennemsnit. I EU-landene er den private opsparingskvote ligeledes forblevet på det høje niveau fra 2009. I Sverige, Norge og Schweiz er opsparingen faktisk steget, og i vores mest betydelige samhandelsland, Tyskland, ligger opsparingskvoten fortsat på over 16 pct. Disse forhold betyder selvfølgelig, at såvel den indenlandske efterspørgsel som efterspørgslen efter danske eksportvarer er begrænset.

Usundt betalingsbalanceoverskud Hvis investeringslysten i Danmark var større, ville det uforholdsmæssigt store overskud på betalingsbalancen (i 2014 på 130 milliarder svarende til 7 pct. af BNP!) blive reduceret, den økonomiske vækst stige og beskæftigelsen ville blive forbedret. Det er bare en kendsgerning, at den nuværende regering ikke fører en politik, der øger investeringslysten. Konkurrenceevne og produktivitet forbedres ikke, og der gøres intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

The Danish media policy framework for broadcast and electronic media is specified in Media Agreements among parties in the Parliament. The present Media Agreement is running for four years and is up for renewal in 2018. The political debate about the definition of Public Service Obligations, the dominant position of Danish Broadcasting Company (DR) and the financing by mandatory license fees i.a. has already commenced.

Debatten om Public Service, medieaftale og DR

SR-regeringen og Folketingets partier nedsatte i forbindelse med medieaftalen for 2015-18 et sagkyndigt udvalg, der skal udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år. Nedsættelse af udvalget er fint, men det er uforståeligt, at man har tilladt at arbejdet først skal være afsluttet den 1. januar 2017. Den brede medieaftale betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Det bør imidlertid ikke afholder nogen fra at kaste sig ind i den helt nødvendige debat om Danmarks Radio. Den nye Venstre-regering har i regeringsgrundlaget ønsket et mere kvalitetsfokuseret DR, og at det dansksprogede og egenproducerede indhold styrkes. Regeringen vil respektere det nuværende medieforlig, men vil allerede nu forberede og søge politisk opbakning til et mere kvalitetsbåret og fokuseret DR. Liberal Alliance var det første parti, der bød ind i debatten, og men på det seneste har både kulturminister Bertel Haarder og finansminister Claus Hjort Frederiksen bidraget med synspunkter på public service begrebet, udviklingen på net-platforme og DR’s konkurrence med landets dagblade. Andre partier har også så småt ytret sig, og allerede nu er der risiko for, at debatten ender i en stillingskrig, hvor de blå og røde står i nedgravede og fastlåste positioner henholdsvis for og mod DR. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

Forkætrede DR

Tro det eller lad være, men forkætrede DR er faktisk Danmarks største og vigtigste kulturinstitution. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. Institutionen blev oprindelig etableret som et statsligt monopolforetagende, fordi radiofrekvenserne var et begrænset gode, som alle skulle have adgang til, når de havde betalt deres licens. Senere med flere kanaler i spil fik public service-begrebet mere karakter af, at udsendelserne skulle være ”i offentlighedens tjeneste”. Med ophævelsen af monopolet og konkurrencen med TV 2, der modtager godt 512 millioner kr. i licensstøtte om året, ændrede public service-begrebet sig igen, til at DR skulle stå i den danske befolknings tjeneste. Det kommer nok som en overraskelse for mange, at de venstreorienterede kulturradikale i DR står i befolkningens tjeneste – det må vi huske, når vi næste gang belæres om vores snæversynede og egoistiske politiske valg!

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Ifølge loven skal der i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Loven fortsætter med at opremse positive, men diffuse begreber: Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Den gentager vi lige – saglighed og upartiskhed! Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund. Lovens opremsning kan ingen rigtig have noget i mod, men lovens snik-snak om, hvad der ligger i public service forpligtelsen, kan vi ikke i det virkelige liv bruge til noget. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR er i hvert fald ikke tvunget til at lytte til ”kunderne”.

Dominerende position

Markederne inden for både tv, radio og internet udfordres samtidig af DR’s dominerende position. I den forbindelse skal det bemærkes, at DR har ekspanderet antallet af kanaler fra to til seks i løbet af få år. Samtidig breder DR sig på alle elektroniske platforme. Den øgede aktivitet, hvor service-formålet er aldeles uklart, og det øgede antal kanaler har bidraget til, at DR har vundet betydelige markedsandele. Generelt har DR udviklet sig til en medievirksomhed, der ligesom enhver kommerciel virksomhed søger at vinde markedsandele, mere end en kulturinstitution, som søger at løfte sine public service opgaver. Sammen med TV2 sad DR i 2014 på næsten 70 pct. af det danske tv-kiggeri. Denne statslige dominans betyder, at konkurrencesituationen for de kommercielle medier i forhold til de statslige medier er blevet kraftigt forværret igennem de seneste år. DR har samtidig udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

DR bestemmer selv

Sagen om UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde. Det eneste forsonende er, at selv kulturradikale åbenbart ikke er uden selvironi. Hvordan kan det ellers forklares, at en vulgær, autodidakt og selvudnævnt kulturradikal som Blachman får lov til at fylde et åndløst program som X Factor og en programrække om ensomhed i ”udkantsdanmark” med sort snak, nedrigheder og snus fornuft? Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjleløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og ingen af de involverede myndigheder vil påtage sig noget ansvar. Angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar – og slet ikke i DR. Medlemmer af bestyrelsen i DR og medlemmer af Folketinget har offentligt tilkendegivet frustration over at folketingsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer i DR er afskåret fra at diskutere og træffe kulturpolitiske beslutninger vedrørende DR. Den hidtidige kulturministers rigoristiske fortolkning af det såkaldte armslængdeprincip har ført til en ualmindelig barok situation omkring hele Danmarks Radio: Licensbetalerne har ikke noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion. Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede at kundernes, dvs. lyttere og seere, prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed. Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser, og danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent. Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betaler ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder. Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”. Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente drastiske ændringer. Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Afskaffelse af tvangslicensen

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker. Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres. Det bør endvidere overvejes at lade Radio24 hvile på et hovedsageligt kommercielt grundlag, når den planlagte periode udløber i 2019. Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere. Det bliver interessant at se resultatet af Public-service udvalgets overvejelser.

The Danish tax authority SKAT has reported that a large group of companies abroad apparently have applied to have the tax on share dividends refunded based on fictional share holdings and falsified documentation. Apparently, refunds were paid without any control and consequently the state coffers and Danish taxpayers have been cheated out of 6.2 billion kroner.

Private, offentlige virksomheder og kommuner m.fl. har normalt forsikringsgarderet sig mod tab som følge af bedrageri. Når det beklagelige sker, at eksempelvis en betroet regnskabsmedarbejder i Gentofte Kommune omgår sikkerhedsforanstaltninger og bedrager kommunen, dækker forsikringen tabet, og kommunens borgere holdes dermed skadesløse.

Simpelt tyveri Sagen om SKATs udbetaling af 6,2 mia. kr. i refusioner af udbytteskat til påståede udenlandske aktionærer i danske selskaber som Tryg, Danske Bank, Vestas, Coloplas, Mærsk og flere andre er helt absurd. Forsikringsretligt er der formentlig tale om simpelt tyveri, der som hovedregel ikke er forsikringsdækket. Det, der ifølge pressen er fremkommet, kan ligestilles med et simpelt tyveri, der begås uden for en bygning eller fra en bygning eller et lokale, der ikke er forsvarligt låst. Hvis staten ikke var selvforsikret, ville man altså ikke kunne kræve erstatning fra sit forsikringsselskab. Tabet er dermed danske skatteborgeres tab – 1.200 kr. til hver af de ca. 4,5 mio. skatteydere!

Bundrådden forvaltningskultur Er målet ikke ved at være fuldt? Burde Skatteministeriet ikke skrottes til fordel for noget helt nyt? Forvaltningskulturen er tydeligvis bundrådden. Den aktuelle svindelsag rammer en skatteadministration, der de senere år har været ramt af en række skandalesager. Pladsen her tillader ikke engang opremsning af alle de sager, der er kommet til offentlighedens kendskab, men vi husker de lemfældige ejendomsvurderinger, der har hensat danske boligejere i en følelse af at være del af et lotteri snarere end en retfærdig skatteregulering. Vi husker Erling Andersens og SKATs bøllemetoder mod danskere delvist bosiddende i udlandet. Vi husker de forældede it-systemer, der i årevis har forsinket inddrivelse af skattegæld. Hvad med de skandaler vi endnu ikke har hørt om? Indholdet af de kendte sager er forskelligt, men konsekvenserne er de samme: Befolkningen har mistet tilliden til, at SKAT administrerer retfærdigt og efterlever basal retssikkerhed. Samtidig forlanger et flertal af Folketingets medlemmer, at vi skal betale verdens højeste skatter, de højeste energi- og varmepriser, det dyreste vand og EU’s højeste forbrugerpriser.

Hvem har ansvaret? Folketinget, Statsrevisorer, Rigsrevision og skiftende regeringer har tilladt, at Skatteministeriet i årevis reelt har været uden egentlig styring. Ministre og chefer er kommet og gået i en stadig strøm. Den nuværende departementschef, Jens Brøchner, og Skattedirektør Jesper Rønnow Simonsen er blandt de få, der – indtil videre – har siddet på deres poster i flere år og dermed får svært ved at unddrage sig medansvar for skandalen. I Skatteministeriet har man ledelsesmæssigt forladt sig på resultatlønskontrakter. I kontrakten mellem departementschef Jens Brøchner og direktøren for SKAT, Jesper Rønnow Simonsen, har indsatsen for at ”forudse, håndtere og mitigere SKATs risici” i årevis været et prioriteret indsatsområde. Tilsvarende i resultatlønskontrakten mellem Jesper Rønnow Simonsen og SKATs direktion, hvor imødegåelse af risici ligeledes er en klar målsætning. Trods tilsyneladende ledelsesmæssig fokus på risiciene for bedrageri, har det alligevel været muligt i løbet af få år at dræne SKAT og dermed statskassen for over 6 mia. kr. At det kunne ske, var ovenikøbet forudset og skriftligt påpeget af Intern Revision over for både Skattedepartementets og SKATs ledelse. At ingen gjorde noget, kan kun forklares med grundlæggende systemfejl.

Reorganisering og udflytning Den nødvendige og uundgåelige grundlæggende reorganisering af Skatteministeriet og Styrelser, vil også være en god anledning til at overveje udflytning af hele skatteadministrationen fra Hovedstaden.

– O –

The International Financial Crisis

The extent and magnitude of the correction in equities at the global stock markets has taken many by surprise and shocked others, and maybe is this just the beginning!

Economic weakness in emerging economies

For some time, there has been mounting evidence of economic weakness in the emerging world, along with persistent low growth in Europe and Japan. The biggest economies have tried to increase the monetary base: it goes for the US, Europe, Japan as well as China and India. The focus was never really on improving basic economic conditions but simply on driving up demand by a flow of liquidity. The easy money policies had led global investors to search for higher-yielding securities, which they found in many faster-growing emerging markets. Money gushed into these countries in search of better returns, driving up asset prices.

With interest rates so low around the world, falling oil and commodity prices, the stock markets almost appeared to be the only choice and resulting – that we know now – in bubbles and inflated assets.

Central banks has depleted arsenals

The last day’s selloff originated in China following information on reduced growth and the subsequent limited devaluation of the Yuan. The selloff accelerated as fears spread that policy makers would not be able to respond sufficiently quickly and effectively. Part of this worry had to do with the extent to which central banks have used up all ammunition after years of monetary quantitative easing. However, a more significant concern arose from the correct realization that the primary response would have to come from the emerging economies that are the source of financial concerns this time, and not from the Federal Reserve and the European Central Bank.

The Fed has actually, since mid-2013 informed that its program of quantitative easing could come to a halt. The Fed has also signaled its intention to raise interest rates in the fall of 2015. If US-interests are raised dollars invested abroad will return and the effect on the value of equities in China, emerging economies and Europe could be devastating.

China is key

China is too big and too powerful to ignore. With an annual GDP of $12000 billion, it is by all standards a huge economic power. China is the largest exporter as well as the largest importer of oil and commodities. Obviously, its impact on the world economy is immense. When China devalues the Yuan, most currencies around the world suffer.

At the stock exchange in Shanghai the Shanghai Composite Index fell again Tuesday, 25 August 2015. China then announced that the central bank lowers its one-year lending rate by 0.25 percentage points to 4.6 per cent. The announcement was received very positively at most stock exchanges and most of the losses from Monday 24 August were regained, but followed Wednesday by new losses.

The problem is that problems are not confined to China. Other emerging economies, stretching from Malaysia to Mexico, are also affected. Their currencies and stock and bond prices have fallen sharply over the last week as foreign investments are withdrawn and seeking a safe haven in US Treasury Bonds. Brazil and Russia are having their own problems and economic growth stimuli are not to be expected. Only India is economically in good shape, but as usual fully occupied by domestic issues.

I am afraid that the global economy and shareowners have a lot to be worried about, as this crisis could get deeper and scarier than what we have seen before. The question is really, whether it is possible to restore longer-term stability with the policy tools available.

What will then happen in the coming months?

In the optimistic scenario, even with the absence of positive impacts from emerging economies, the typical market selloff-cycle after some time exhausts itself once prices come down sufficiently to be attractive for investible funds. This tends to happen first for the well-managed and resilient companies, and then it spreads to the market as a whole. In this scenario, there is cash in the hands of households and companies that could be placed in stocks, or funds hitherto parked in bonds whose yields have fallen and that will look for higher-return opportunities. The problem is that in best case it will take a while.

Sustainable solutions needed from emerging economies

This time, however, genuine and durable stabilization will not materialize unless a good part of the sustainable solution come from the emerging world.

Given the economic and political challenges in many of the systemically important emerging economies, maybe it will never happen – at least it will take time for growth to come back strongly and for comprehensive policy solutions to emerge, as these solutions necessarily must include politically painful structural reforms.

Unfortunately, today we are seeing every emerging market currency weakening. Portfolio outflows will follow, as there will be a flight to safety. Then the domestic problems like earnings downgrades, margin calls, promoters’ pledge selling etc. will happen before the market stabilizes.

The consequences of monetary quantitative easing

If the Federal Reserve, the European Central Bank and other central banks continue to pursue monetary quantitative easing instead of real economic growth investors in equities should be prepared for much more volatility and frequent corrections in markets.

                              – O –