Mediestøtte i Danmark

The Danish media policy framework for broadcast and electronic media is specified in Media Agreements among parties in the Parliament. The present Media Agreement is running for four years and is up for renewal in 2018. The political debate about the definition of Public Service Obligations, the dominant position of Danish Broadcasting Company (DR) and the financing by mandatory license fees i.a. has already commenced.

Debatten om Public Service, medieaftale og DR

SR-regeringen og Folketingets partier nedsatte i forbindelse med medieaftalen for 2015-18 et sagkyndigt udvalg, der skal udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år. Nedsættelse af udvalget er fint, men det er uforståeligt, at man har tilladt at arbejdet først skal være afsluttet den 1. januar 2017. Den brede medieaftale betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Det bør imidlertid ikke afholder nogen fra at kaste sig ind i den helt nødvendige debat om Danmarks Radio. Den nye Venstre-regering har i regeringsgrundlaget ønsket et mere kvalitetsfokuseret DR, og at det dansksprogede og egenproducerede indhold styrkes. Regeringen vil respektere det nuværende medieforlig, men vil allerede nu forberede og søge politisk opbakning til et mere kvalitetsbåret og fokuseret DR. Liberal Alliance var det første parti, der bød ind i debatten, og men på det seneste har både kulturminister Bertel Haarder og finansminister Claus Hjort Frederiksen bidraget med synspunkter på public service begrebet, udviklingen på net-platforme og DR’s konkurrence med landets dagblade. Andre partier har også så småt ytret sig, og allerede nu er der risiko for, at debatten ender i en stillingskrig, hvor de blå og røde står i nedgravede og fastlåste positioner henholdsvis for og mod DR. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

Forkætrede DR

Tro det eller lad være, men forkætrede DR er faktisk Danmarks største og vigtigste kulturinstitution. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. Institutionen blev oprindelig etableret som et statsligt monopolforetagende, fordi radiofrekvenserne var et begrænset gode, som alle skulle have adgang til, når de havde betalt deres licens. Senere med flere kanaler i spil fik public service-begrebet mere karakter af, at udsendelserne skulle være ”i offentlighedens tjeneste”. Med ophævelsen af monopolet og konkurrencen med TV 2, der modtager godt 512 millioner kr. i licensstøtte om året, ændrede public service-begrebet sig igen, til at DR skulle stå i den danske befolknings tjeneste. Det kommer nok som en overraskelse for mange, at de venstreorienterede kulturradikale i DR står i befolkningens tjeneste – det må vi huske, når vi næste gang belæres om vores snæversynede og egoistiske politiske valg!

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Ifølge loven skal der i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Loven fortsætter med at opremse positive, men diffuse begreber: Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Den gentager vi lige – saglighed og upartiskhed! Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund. Lovens opremsning kan ingen rigtig have noget i mod, men lovens snik-snak om, hvad der ligger i public service forpligtelsen, kan vi ikke i det virkelige liv bruge til noget. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR er i hvert fald ikke tvunget til at lytte til ”kunderne”.

Dominerende position

Markederne inden for både tv, radio og internet udfordres samtidig af DR’s dominerende position. I den forbindelse skal det bemærkes, at DR har ekspanderet antallet af kanaler fra to til seks i løbet af få år. Samtidig breder DR sig på alle elektroniske platforme. Den øgede aktivitet, hvor service-formålet er aldeles uklart, og det øgede antal kanaler har bidraget til, at DR har vundet betydelige markedsandele. Generelt har DR udviklet sig til en medievirksomhed, der ligesom enhver kommerciel virksomhed søger at vinde markedsandele, mere end en kulturinstitution, som søger at løfte sine public service opgaver. Sammen med TV2 sad DR i 2014 på næsten 70 pct. af det danske tv-kiggeri. Denne statslige dominans betyder, at konkurrencesituationen for de kommercielle medier i forhold til de statslige medier er blevet kraftigt forværret igennem de seneste år. DR har samtidig udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

DR bestemmer selv

Sagen om UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde. Det eneste forsonende er, at selv kulturradikale åbenbart ikke er uden selvironi. Hvordan kan det ellers forklares, at en vulgær, autodidakt og selvudnævnt kulturradikal som Blachman får lov til at fylde et åndløst program som X Factor og en programrække om ensomhed i ”udkantsdanmark” med sort snak, nedrigheder og snus fornuft? Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjleløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og ingen af de involverede myndigheder vil påtage sig noget ansvar. Angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar – og slet ikke i DR. Medlemmer af bestyrelsen i DR og medlemmer af Folketinget har offentligt tilkendegivet frustration over at folketingsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer i DR er afskåret fra at diskutere og træffe kulturpolitiske beslutninger vedrørende DR. Den hidtidige kulturministers rigoristiske fortolkning af det såkaldte armslængdeprincip har ført til en ualmindelig barok situation omkring hele Danmarks Radio: Licensbetalerne har ikke noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion. Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede at kundernes, dvs. lyttere og seere, prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed. Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser, og danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent. Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betaler ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder. Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”. Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente drastiske ændringer. Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Afskaffelse af tvangslicensen

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker. Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres. Det bør endvidere overvejes at lade Radio24 hvile på et hovedsageligt kommercielt grundlag, når den planlagte periode udløber i 2019. Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere. Det bliver interessant at se resultatet af Public-service udvalgets overvejelser.