Den vigende tilslutning til Det Konservative Folkeparti

De Konservative syntes at være inde i en dødsspiral. Ifølge meningsmålingerne daler tilslutningen og spærregrænsen truer. Hver dag har sine udmeldelser af partiet, og debatten raser på de indre linjer. På Christiansborg har gruppen med den uerfarne Søren Pape i spidsen åbenlyst vanskeligt ved at kommunikere og fastholde en troværdig konservativ linje. Det sejler, og midt i debatten om behovet for at fastfryse den stigende grundskyld, glemmes den uretfærdige udligningsskat fuldstændigt. Kommunal udligning Jarlov, Mikkelsen og Abildgaard er tydeligvis ikke lykkedes med at overbevise Pape, Khader og Mercado om det ubetinget nødvendige i, at det uretfærdige mellemkommunale udligningssystem ændres. Systemet betyder, at kommuner som Gentofte, der administreres med rettidigt omhu, må opkræve skatter for at understøtte mindre veldrevne kommuner. Det betyder også, at f.eks. Gentoftes borgere skal understøtte kommuner, hvor borgerne som følge af et lavere pris- og omkostningsniveau ofte har et betydeligt højere rådighedsbeløb. Det kan ikke være meningen, at fattige Gentofte-borgere på den måde tvinges til at støtte rige borgere i andre kommuner. I 2016 er Gentofte Kommunes samlede nettoudgifter til udligning på 1.619 mio. kr. Reelt er kommunens bruttoudgift til udligning til andre kommuner på ca. 2.500 mio. kr., hvis der medregnes, at Gentofte Kommune mister et betydeligt bloktilskud som følge af udligningen. Forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS, har dokumenteret, at udligningen mellem kommunerne er drevet så vidt, at de ”fattigste” kommuner kan opretholde et serviceniveau, som er højere end de mest velhavende kommuner. Det værste er dog, at det nuværende udligningssystem ikke indeholder incitamenter til at effektivisere driften og fremme indkomstskabelsen i kommuner med begrænset skattegrundlag. Tilslutningen i Nordsjælland Selv efter det katastrofale juni-valg har Det Konservative Folkeparti stadig trofaste støtter i såkaldte ”velhavende” kommuner som Gentofte – men kun så længe partiet lytter. Mange Konservative har svært ved at forstå, hvorfor det var så vigtigt, at partiet for nylig skulle bidrage til en bureaukratisk beskæftigelsesreform, som ovenikøbet betød at udligningsniveauet øges. Reformen betød, at som led i en generel sænkning af refusioner for forsørgelsesydelser, blev udligningen strammet fra 2016 med bl.a. en hævning af lands-udligningen fra 58 til 61 pct., udligningsprocenten for hovedstadskommuner blev øget fra 85 til 88 pct. og grænsen for overudligning blev samtidig forhøjet fra 92 til 93 pct., hvilket indebærer, at det højere udligningsniveau har gennemslag for bl.a. Gentofte. De samlede konsekvenser af refusions- og udligningsreformen er indregnet i Gentofte Kommunes budget for 2016 med et samlet tab på 10 mio. kr. Værre er det, at partiet med aftalen allerede for 2016 og 2017 har solgt ud af partiets principielle holdning. Med partiets tilsagn til kommissoriet for Finansieringsudvalget vedrørende tiden fra 2018, kan man frygte, at vi i realiteten har opgivet nogensinde at få ændret i et Kafkask kommunalt udligningssystem. Den markante kandidat ved Folketingsvalget i Nordsjælland, Pernille Vermund, er sammen med flere andre skredet. Ballerup-kandidaten, Mads Holger, er smidt ud af partiet og det må antages at en kerne af hans tilhængere har fulgt ham. Det paradoksale er, at de tilbageværende prøver at rykke sammen og slå hårdt ned på andre oppositionelle tendenser. I det omfang det lykkes betyder det, at alle nye ideer og partiets politikudvikling går helt i stå – og spiralen mod spærregrænse og glemsel fortsætter. Det er hjerteskærende at se den gamle partileder, Poul Schlüter, på den ene side være loyal over for den nuværende ledelse, og på den anden side nærmest med tårer i øjnene kommentere Det Konservative Folkepartis sørgelige nedtur. Det kommende Landsråd den 24. oktober i Herning kan meget vel være en skelsættende begivenhed i partiet, der kan give en indikation på om partiet overhovedet har en fremtid. På en måde kan der være en vis logik i at netop Det Konservative Folkeparti lukker og slukker i 100-jubilæumsåret. Finanslovsforhandlingerne Partiet, dvs. den uhomogene 6-mands folketingsgruppe med bistand fra en partisekretær og et sekretariat, der fuldstændig har mistet orienteringen, prøver nu at markedsføre ”tryghed for familien” som ledetråden i partiets forhandlinger om finansloven for 2016. I stedet for stop-kampagnens fokusering på ”nazi-islamisme” og andre mærkværdigheder, forsøges der nu at argumentere for, at lavere grundskyld, styrket forsvar og bedre rammevilkår for erhvervslivet tager udgangspunkt i værdierne om at skabe tryghed for familien. Javel, men hvis ikke partiet opnår imødekommelser på topskatten, en ny planlov og ændringer i den kommunale udligning er der mange flere, der falder fra. Foreløbig har partiet måttet konstatere, at man ikke kom igennem med en skatteborger-finansieret videreførelse af fritagelsen for registreringsafgift for el-biler. Om det lykkes partiet at forhindre regeringens bebudede besparelser på udviklingsbistanden og grønne initiativer er ligeledes tvivlsomt. Vi er i øjeblikket vidne til partiets totale marginalisering – og hvorfor ikke? Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Thulesen Dahl har brug for en impotent, men løs, konservativ kanon på det borgerlige fordæk.

MRSA are staphylococcus bacteria resistant to the antibiotic called Methicillin (Methicillin-Resistant Staphylococcus Aureus). In Denmark a few years ago a new type was detected primarily in pigs: MRSA CC398. Pigs carry MRSA CC398 on the skin or in their snout. Inside the pig house, MRSA CC398 is present in dust, on all surfaces and in the air. MRSA CC398 does not affect the wellbeing of pigs. MRSA is widespread among Danish pigs; Pig Research Centre estimates that MRSA CC398 is found on 68% of all Danish pig farms. MRSA CC398 may cause disease in humans, even though many are “healthy carriers” of the disease. MRSA CC398 may cause infections, in particular skin infections with ulcer and abscesses. In rare cases, infection may cause blood poisoning, and five deaths have been recorded in Denmark. The Danish National Audit Office (Rigsrevisionen) has in October in a report to the Public Accounts Committee in the Danish Parliament (Statsrevisorerne) published their critical findings regarding the actions taken by the Danish Ministry of Food, Agriculture and Fisheries to curb MRSA in Danish pig production.

Er vi truet af usikre fødevarer?

De multiresistente bakterier MRSA er på fremmarch. Det er et særdeles stort problem, da bakterierne udvikler resistens mod penicillin, og derfor kan strække et sygdomsforløb i langdrag. Det er både dyrt for statskassen, og øger risikoen for, at sygdomme ikke kan kureres med antibiotika. I alt blev 2.965 fundet smittet med MRSA i 2014 – heraf var 1.277 smittet med husdyr-MRSA (43 pct.). I 2013 blev der i alt fundet 2094 smittet med MRSA i 2013 – heraf var 643 smittet med husdyr-MRSA. En særlig type MRSA kan smitte fra dyr – ofte fra svin – til mennesker. Svinene bærer typisk, det man kalder, husdyr-MRSA på huden eller i trynen. I stalden vil husdyr-MRSA være i støvet, på alle overflader og i luften. Man kan derfor ikke undgå at komme i berøring med husdyr-MRSA, hvis man opholder sig i stalden. Der er forhold omkring smitte af husdyr-MRSA, som man ikke kender, og mange af de smittede har tilsyneladende ikke været i kontakt med grisestalde. Siden 2010 har husdyr-MRSA bredt sig og det antages, i 2014 var 68 pct. af danske svinebesætninger inficeret.

Rigsrevisionens undersøgelse

Rigsrevisionen leverer i en beretning i oktober til Statsrevisorerne om Fødevareministeriets indsats mod husdyr-MRSA en sønderlemmende kritik af Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen. Rigsrevisionen vurderer, at Fødevareministeriet i samarbejde med Sundhedsministeriet burde have undersøgt de sundhedsøkonomiske omkostninger ved husdyr-MRSA. Fødevareministeriet har frem til i dag prioriteret og gennemført sin indsats mod husdyr-MRSA uden at tage et helhedsorienteret hensyn til de sundhedsøkonomiske omkostninger. Det finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende. Fødevareministeriets risikovurdering af husdyr-MRSA er baseret på en generel viden om sygdomsrisikoen for mennesker, men ikke på viden om omkostningerne for sundhedssektoren og erhvervet. Rigsrevisionen konstaterer, at ministeriet i forhold til husdyr-MRSA har taget skridt til, men ikke har gennemført en helhedsorienteret risikovurdering. Det finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende. Rigsrevisionen finder, at Fødevareministeriet ikke har gennemført indsatsen mod husdyr-MRSA på en tilfredsstillende måde. I perioden 2010-2014 har ministeriet flere gange sat initiativer i gang for at skaffe mere viden på området, men Rigsrevisionen konstatere, at ministeriet ikke har haft en effektiv styring af igangsatte initiativer. Ministeriet har ikke fulgt op på, om initiativerne gav den forventede viden, og ministeriets arbejde har været præget af manglende kontinuitet og overblik. Rigsrevisionen kan i øvrigt konstatere, at ministeriet først i slutningen af 2014 har iværksat en indsats, som er specifikt rettet mod husdyr-MRSA. Rigsrevisionen konstaterer, at ministeriets samlede indsats ikke effektivt har bremset forekomsten af husdyr-MRSA, og at ministeriet fortsat ikke prioriteret indsatsen på et helhedsorienteret grundlag. I forhold til fremtidige indsatser anbefaler Rigsrevisionen, at Fødevareministeriet samarbejder med Sundhedsministeriet og at Fødevareministeriet prioriterer sin indsats under hensyn til de samfundsøkonomiske omkostninger. Rigsrevisionen anbefaler også, at Fødevareministeriet fremover sikrer styrket opfølgning på og et samlet overblik over igangsatte tiltag, herunder foretager en samlet vurdering af, om målsætningen om at fastholde det lave resistensniveau opnås. Rigsrevisionen gik allerede i Dan Jørgensens ministertid i gang med at undersøge hvad Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen egentlig havde foretaget sig i sagen om svine-MRSA. Indtil da var fem danskere døde af svine-MRSA, hvis officielle navn er MRSA CC398. Bakterien har hovedsageligt smittet personer, der arbejder i svinestalde eller bor sammen med folk, der arbejder med grise til daglig, men den hårdføre bakterie kan også smitte ved almindelig social kontakt og via for eksempel et dørhåndtag, hvor den kan overleve i ugevis. De fem døde havde således ikke haft kontakt med svin. Baggrunden for Rigsrevisionens kulegravning af specielt indsatsen mod SARS var en udbredt fornemmelse af, at der fra Fødevareministerens side ikke har været udfoldet tilstrækkelig og kvalificeret aktivitet for at forebygge, at de multiresistente bakterier spreder sig i samfundet. Det antages, at et sted mellem 6.000 og 12.000 danskere er smittet med bakterien. Allerede for 6 år siden var der tegn på, at SARS kunne brede sig til en epidemi. I al den tid har Fødevarestyrelsen forsømt at tilvejebringe oplysninger om, præcis hvor udbredt bakterien er i de danske svinebesætninger. Man har heller ikke brugt de 6 år til at afdække SARS nærmere. Fagfolk har undret sig over, at fødevaremyndighederne tilsyneladende alene koncentrerede sig om at holde bakterierne inden for stalddørene ved for eksempel at indføre hygiejneregler for landmænd. Tiltagene betegnes som rene lappeløsninger, og man burde sørge for at udrydde smitten fra svin til svin. Kun på den måde kan det forhindres, at mennesker bliver smittet. I mellemtiden har SARS bredt sig til 68 pct. af svinebesætningerne. Rigsrevisionen noterer sig, at der på grundlag af en bred politisk aftale den 17. april 2015 blev iværksat en handlingsplan, der skal bekæmpe husdyr MRSA. Partierne bag forliget erkendte at smittespredningen fra dyr til mennesker er et meget alvorligt problem, og anså det for vigtigt, at der langt om længe kom gang i bekæmpelsen af MRSA i husdyrbesætninger. Den politiske bredde bag aftalerne lover også godt aftalernes holdbarhed. Så langt så godt, men det var sandelig også på høje tid, at den daværende Fødevareminister levede op til sin egentlige opgave: at skabe gode rammer for et udviklings- og vækstorienteret fødevareerhverv, forvalte naturressourcer ansvarligt og højne fødevaresikkerhed, forbrugernes valgmuligheder og sunde kostvaner.

Statsrevisorerne er knap så kritiske

Statsrevisorerne har den 7. oktober 2015 afgivet en beretning om Fødevareministeriets indsats mod husdyr-MRSA. Statsrevisorerne kritiserer Fødevareministeriet på særligt tre punkter, og uddeler også ros på et enkelt punkt. Det fremgår af deres rapport, at de finder det “utilfredsstillende, at Fødevareministeriet siden 2010 ikke har arbejdet effektivt for at bremse forekomsten af husdyr-MRSA.” Statsrevisorerne kalder det også “utilfredsstillende”, at Fødevareministeriet ikke har formået at vurdere risici, eller har “prioriteret indsatsen mod husdyr-MRSA”, samt, at Fødevareministeriet “ikke har planer om at prioritere indsatsen under hensyntagen til helheden”. Statsrevisorerne finder positivt, at Fødevareministeriet fik lavet en handlingsplan for husdyr-MRSA i april 2015, som lægger op til en langsigtet bekæmpelsesstrategi. Samtidig kritiseres Fødevareministeriet for fortsat ikke at have planer om at prioritere indsatsen under hensyntagen til helheden, det vil sige både sundhedsøkonomiske, erhvervsøkonomiske og eventuelt andre samfundsøkonomiske omkostninger. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen tager Statsrevisorernes kritik til efterretning, men hæfter sig også ved den anerkendelse, som handlingsplanen for bekæmpelse af husdyr-MRSA trods alt modtager.

Konsekvenser i Fødevarestyrelsen

Der forlyder ikke noget om hvilke konsekvenser Fødevareministeren vil drage af kritikken, som retter sig både mod de ansvarlige i departementet og i Fødevarestyrelsen. Siden Rigsrevisionen gik i gang med kulegravningen af Fødevareministeriet har den nye regering som bekendt nedlagt ministeriet og slået opgaverne sammen med Miljøministeriet.

The German reunification was the process in 1990 in which the German Democratic Republic, GDR, joined the Federal Republic of Germany, FRG, to form Germany. The 25-anniversary of the end of the unification process is celebrated on 3 October 2015, German Unity Day.

The German reunification was the process in 1990 in which the German Democratic Republic, GDR, joined the Federal Republic of Germany, FRG, to form Germany. The 25-anniversary of the end of the unification process is celebrated on 3 October 2015, German Unity Day.

Lørdag den 3. oktober 2015 er det 25 år siden Tyskland blev genforenet. Tysklands genforening var en nøglebegivenhed under afslutningen af Den kolde krig og betegner genforeningen af BRD og DDR ved at DDR’s territorium blev indlemmet i Forbundsrepublikken Tyskland. Da staterne blev officielt genforenet den 3. oktober 1990 sluttede en fyrre år lang deling. Genforeningen blev mulig gennem Berlinmurens fald i slutningen af 1989 og de europæiske kommunistiske regimers sammenbrud.

Det Radikale Venstre

I anledningen af ”Die Wende”, der markerede genforeningsprocessen mellem Østtyskland og Vesttyskland og kulminationen den 3. oktober 1990, da de tidligere DDR-delstater blev en del af Forbundsrepublikken, BRD, kan der være grund til at dvæle ved Det Radikale venstres historiske rolle under den kolde krig. Selvom det Radikale Venstre i nyere tid har haft enkeltstående positive lysende initiativer som dagpengereformen og fyringen af Elbæk, så alligevel: Hvem tør i dag samarbejde med Det Radikale Venstre? Samarbejdet med de radikale klimafantaster Lidegaard og Helveg og eventyrerne med el-biler, ustyrlige solceller, PSO- og brændeafgifter kostede Socialdemokratiet dyrt, og mon ikke SF betakker sig. Radikale Venstre er med eller uden Connie Hedegaard utænkelig som samarbejdspartner for Det Konservative Folkeparti. Tanken er uhyrlig – Det Radikale Venstre er sammen med Enhedslisten nærmest modpoler til det Konservative Folkeparti og Barfoeds flirt med Margrethe Vestager forud for forrige valg kostede dyrt. Efter de radikale kvælertag på regeringspartnerne SF og S er der næppe andre partier, der tør binde an med partiet.

Den politiske historie

Politisk er der gode grunde: Frem til den aktuelle radikale new public management politik kan der trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen, partiets indædte modstand mod Danmark medlemskab af NATO i 1949, samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne og frem til vore dages klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, utroværdige indvandringspolitik, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed overfor husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

On September 30, 2005, the Danish newspaper Jyllands-Posten published 12 cartoons of the Prophet Muhammad followed by violent protests outside Danish embassies in some Muslim countries, and dramatically increased terror threats against Denmark. On 14–15 February 2015, two shootings occurred in Copenhagen, Denmark. Two victims and the Islamic extremist perpetrator were killed, while five police officers were wounded. At the first shooting Swedish cartoonist, Lars Vilks, was the target. The second shooting took place at the Great Synagogue on Krystalgade in central Copenhagen.

At stå fast I dag, onsdag den 30. september 2015 er det ti år siden, at Jyllands-Posten bragte artiklen ”Muhammeds ansigt” med 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed og leverede startskuddet til en af de største internationale kriser for Danmark nogensinde. De fleste husker billederne af demonstranter, der raserede de danske repræsentationskontorer i Syrien og Libanon, mens Dannebrog blev stukket i flammer af vrede muslimer på flere kontinenter. 10-års dagen kan være en god anledning til at mindes skuddramaerne i København 2015, som fandt sted i København ved Krudttønden på Østerbro den 14. februar 2015 og ved Synagogen i Krystalgade tidligt den 15. februar.

Krudttønden og synagogen i februar 2015

Ved attentatet på Kulturhuset Krudttønden, der formodes at have haft den svenske muhammedtegner Lars Vilks som mål, blev den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard dræbt. Ved attentatet ved synagogen i Krystalgade, der formentlig havde danske jøder som mål, blev den 37-årige vagt Dan Uzan dræbt. Ved de to attentater blev seks politifolk såret. Attentatmanden, den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein blev dræbt af Politiets Aktionsstyrke (AKS) tidligt søndag morgen den 15. februar foran Svanevej 1 på hjørnet ved Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter.

Kronik

Allerede den 17. februar havde daværende justitsminister Mette Frederiksen en kronik i Berlingske Tidende: ”Vi viger ikke en tomme”. Formanden for Socialdemokratiet skrev dengang: Vi vil altid stå på det frie ord og den frie tankes side. Vi vil altid kæmpe for alles ret til at tænke og tale frit. Det er sådan, vi er. Og vi bliver aldrig anderledes. Mette Frederiksen havde tydeligvis fået øjnene op for faren fra radikale muslimer, og hun appellerede endog til det muslimske samfund i Danmark om samarbejde. Mette Frederiksen understregede, at ”der i den formørkede og radikaliserede islamisme er en fjende, vi ikke kan tolerere i vores samfund. Vi må bekæmpe dem og værne os mod dem”. Vi må antage, at også som socialdemokratiets formand vil Mette Frederiksen nu stå fast, og det er positivt – bedre sent end aldrig.

Reaktionerne under Muhammed-krisen

Det ville dog have været endnu bedre, hvis den opfattelse, hun nu giver udtryk for, havde været gældende, da Muhammed-krisen rasede. Ved den lejlighed underløb Uffe Ellemann-Jensen, socialdemokrater, radikale og folk fra venstrefløjen ytringsfriheden. De angreb tegningerne. De mistænkeliggjorde Jyllands-Postens motiver for at offentliggøre dem. De udviste stor forståelse for de ”krænkede” imamer og nogle af dem ”undskyldte” endog på alles vegne. Mens regeringen, var under voldsomt pres fra internationale islamistiske kredse, blev vi snigløbet af hjemlige kulturradikale og venstreorienterede, der havde ganske stor forståelse for jihad, ambassadeafbrændinger og attentater på forfattere og tegnere, der havde formastet sig til at krænke profeten.

Socialdemokratisk garanti

Det er betryggende nu at have garantien fra socialdemokraternes formand om, at skulle fædrelandet igen komme i en situation, hvor ytringsfriheden søges knægtet, er parolen: ”Vi viger ikke en tomme”.

In June, Denmark held its general election, and besides the dominant economic and migration issues, European policy played a substantial role in the run-up to the vote. The Danish policy toward the EU is based upon four reservations concerning the 1993 Maastricht Treaty: the monetary union, justice and domestic policy, security and union citizenship and the EU skepticism is widespread in Denmark. The reservations against domestic and justice policies will prevent Denmark from being involved in Europol. Consequently, a majority of five parliamentary parties agreed to hold a referendum about the abolishment of this reservation. The plan is on December 3 to have a general referendum on an “opt-in” model similar to the British and Irish example, where certain legislative acts could be voted in or out. All clauses about asylum and immigration policies are supposed to remain a national prerogative.

Folketinget, partierne og EU-politikken

Hvorfor har den danske debat om EU ofte en negativ vinkel. Hvorfor er mange medlemmer af tidligere EU-positive borgerlige partier i dag skeptiske over for EU? Der foregår mange ting i EU Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen, som man kan være politisk uenig i. Men der foregår også meget i EU, hvor det er bedre, at landene agerer i fællesskab frem for hver for sig. Udenrigspolitikken f.eks. Mon ikke det er bedre, at EU står samlet over for f.eks. situationen i Syrien og Iraq? Eller situationen i Ukraine, hvor EU over for Putin kan tale med én stemme – frem for at Putin kan spille de 28 medlemsstater ud mod hinanden? Noget andet er så, at vi så også må acceptere den linje, som alle landene kan tilslutte sig. Når Kina dumper prisen for at fremme afsætningen af sine egne produkter, er det mon så ikke bedre og mere effektfuldt, at EU i fællesskab reagerer og griber ind med straftold frem for at landene skal håndtere Kina hver for sig? Når EU laver fælles standarder for pumper, maskiner, biler, støvsugere og mange andre produkter, mon det så ikke er til gavn for danske eksportvirksomheder, der ikke behøver at forholde sig til 28 forskellige standarder? Og mon ikke det er rigtig vigtigt for Danmark, at fælles EU-mål på klima og energiområdet i princippet sikrer lige konkurrenceforhold. Problemet har ikke været EU, men at partier i Danmark har presset på for, at Danmark skulle gå videre end EU.

Fælles politikker

Når også franske og polske landmænd er omfattet af den fælles landbrugspolitik, gavner det alt andet lige danske landmænds konkurrenceevne. Alternativet ville være national landbrugsstøtte, hvor den danske statskasse ikke altid ville kunne konkurrere med f.eks. Tyskland. Eller at danske landmænd ville blive miljøreguleret gennem national lovgivning, mens konkurrenterne i Syd- og Østeuropa ville være underlagt mindre restriktive regler. I den økonomiske politik har vi i EU tilsluttet os regler, der til en vis grad harmoniserer landenes finanspolitikker. Vi har forpligtet os til at begrænse budgetunderskuddene til 3 pct. af BNP. Vi har også forpligtet til at undlade at finansiere aktiviteterne ved uhæmmet gældsætning. Den offentlige gæld skal holdes under 60 pct. af BNP. Desværre har en række af også store EU-lande ikke hidtil været parate til helt og fuldt at efterleve reglerne, men de kommer før eller siden til at betale prisen. I pengepolitikken og i valutapolitikken har 18 EU-lande valgt at agere i fællesskab inden for Euro-samarbejdet. Danmark står uden for, men vi må på godt og ondt leve med Euro-landenes beslutninger. Den Europæiske Centralbank, ECB, har taget den store bazooka frem og poster gigantiske summer af Euro ud i systemerne. Resultatet er ikke udeblevet – kursen på Euro falder i forhold til dollar og renteniveauet er ligeledes i bund. Alle, der har mulighed for det, prøver naturligvis at sikre deres værdier, og det betyder at der er en tendens til at forlade Euro til fordel for især dollar og pund, men også til fordel for schweizerfranc, svenske kroner og danske kroner. Hvis Nationalbanken lod den danske krone stige, ville det betyde svækket konkurrenceevne for danske virksomheder, lavere eksport, højere import og lavere vækst og stigende ledighed. Nationalbanken har derfor ikke noget valg. Fastkurspolitikken må for enhver pris fastholdes, men det er selvfølgelig ikke gratis. Der har været en tendens til at mene, at det, at Danmark står uden for Euroen, er omkostningsfrit. Tværtimod har det kun været forbundet med fordele. Trods den nøgterne rådgivning fra Nationalbanken har Folketinget og de politiske partier vægret sig ved at forholde sig til det kontroversielle spørgsmål.

Den formelle beslutningsprocedure i Danmark og EU

Kritikken af EU går dels på den faktisk vedtagne EU-politik, men også på områder, hvor EU tilsyneladende ikke formår at vedtage relevante fælles regler. Endelig er en væsentlig del af EU-kritikken i Danmark rettet mod den nationale implementering af EU-regler. Der kan derfor være behov for nærmere at se på, hvordan Danmarks holdning til EU-sager fastlægges i det, der kaldes den danske EU-beslutningsprocedure. Den danske EU-beslutningsprocedure har fire led: 1. Specialudvalgene Specialudvalgene er embedsmandsudvalg opdelt på sagsområder i EU (f.eks. specialudvalget for sundhedsspørgsmål). Det fagministerium, som har ansvaret for det pågældende sagsområde, varetager formandskabet i specialudvalget. Antallet af medlemmer fra andre ministerier eller styrelser varierer. Udenrigsministeriet er repræsenteret i alle specialudvalg. Der indkaldes i princippet til møde i specialudvalget, når behandlingen af et forslag påbegyndes i en af Rådets arbejdsgrupper. Specialudvalget identificerer forslagets indhold og rækkevidde og udarbejder foreløbige danske synspunkter. Problemet er, at en række ressortministerier ikke er særlig interesseret i indblanding fra andre ministerier, og specialudvalgene indkaldes derfor ikke ofte nok. Bortset fra Finansministeriets traditionelle interesse for de økonomiske konsekvenser, har der hidtil har slet ikke fra andre end fagministeriet været fokus på den praktiske og administrative implementering i Danmark. 2. EU-udvalget EU-udvalget består af embedsmænd, der i de forskellige fagministerier på typisk afdelingschef-niveau har ansvaret for koordinationen af EU-sager. Udenrigsministeriet har formandskabet. Behandlingen af sager i EU-udvalget sker normalt på grundlag af parallelle forhandlinger på ambassadørniveau i Bruxelles. Hovedparten af de sager, som drøftes i EU-udvalget, er sager, der kommer op i forbindelse med et rådsmøde i den efterfølgende uge. Sagerne er derfor i de fleste tilfælde så modne, at det reelt er for sent at gøre indsigelser. 3. Regeringens Udenrigspolitiske Udvalg Regeringens Udenrigspolitiske Udvalg er det tredje led i EU-beslutningsproceduren. I udvalget sidder ministre. Det er principielt her regeringens Europapolitik fastlægges, men i de fleste tilfælde er der tale om en ren formel orienteringsprocedure. 4. Folketingets Europaudvalg Folketingets Europaudvalg er sidste led i den danske EU-beslutningsprocedure. Forud for forhandlinger i Rådet redegør den sagsansvarlige minister i Europaudvalget for de sager, der ventes drøftet på rådsmødet. Redegørelsen omfatter en gennemgang af den danske forhandlingsposition. Såfremt der ikke konstateres et flertal mod ministerens oplæg, udgør dette rettesnoren under forhandlingerne i Bruxelles.

EU-beslutningsproceduren i Bruxelles

Parallelt med behandlingen af sager i den danske EU-beslutningsprocedure forhandles sagerne i Bruxelles. Det er typisk EU-repræsentationens medarbejdere og embedsmænd fra fagministerierne, der forhandler på Danmarks vegne i EU på embedsmandsniveau. Forhandlingerne sker som regel på basis af “instruktion” fra København. Beslutningsproceduren har følgende led: 1. Rådets arbejdsgrupper Rådets arbejdsgrupper er det første led i beslutningsproceduren. Her indledes de tekniske forhandlinger om sagerne. I Rådets arbejdsgrupper er alle medlemslande og Kommissionen repræsenteret. Mødeledelsen varetages på skift af medlemslandene afhængigt af, hvem der har formandskabet i EU. Når en sag er færdigbehandlet i en arbejdsgruppe, eller hvis det ikke er muligt at nå videre i forhandlingerne, sendes sagen videre til Coreper. 2. Coreper I Coreper sidder medlemslandenes ambassadører (og en repræsentant for Kommissionen). Det er Corepers opgave at forberede samlingerne i Rådet og drøfte sager, som der ikke kunne opnås enighed om i Rådets arbejdsgrupper. Coreper fungerer således som bro mellem embedsmænd og ministrene. Mødeledelsen varetages på skift af medlemslandene afhængigt af, hvem der har formandskabet i EU. 3. Rådet Når Rådet samles, er alle medlemslandes ministre og Kommissionen repræsenteret. Rådet træffer beslutninger på baggrund af de forudgående forhandlinger i Rådets arbejdsgrupper og Coreper. Mødeledelsen varetages af den minister, hvis medlemsland har formandskabet i EU på det pågældende tidspunkt. 4. Europa-Parlamentet I mange sager er Europa-Parlamentet medlovgiver. I sådanne tilfælde skal både Rådet og Europa-Parlamentet sige ja, før en sag er vedtaget. I andre tilfælde skal Rådet rådføre sig med Europa-Parlamentet, før Rådet afgør sagen. 5. Det Europæiske Råd (DER) Ud over de almindelige rådsmøder mødes stats- og regeringscheferne fra medlemslandene i det Europæiske Råd. Disse møder har ikke nogen formel forbindelse til den øvrige beslutningsproces i EU og medlemslandene. På det Europæiske Råd drøftes overordnede emner og mere generelle politiske spørgsmål med henblik på at udstikke retningslinjer for EU’s og medlemslandenes arbejde fremover.

Hvad er problemet?

Når holdningen til EU er kritisk, må Folketinget og Europaudvalget bære deres del af ansvaret. Folketingets Europaudvalg har ikke formået at gøre sig til det centrale forum, hvor de store EU-spørgsmål debatteres og finder sin løsning. Europaudvalget begrænser sig til at give danske ministre mandat forud for rådsmøder. Hver uge tager danske ministre til Bruxelles for at træffe beslutninger i EU’s Ministerråd. Før en minister tager af sted for at træffe beslutninger af større rækkevidde, har ministeren været i Folketingets Europaudvalg for at forelægge et såkaldt forhandlingsoplæg. Her forelægger ministeren sine sager og forsikrer sig om, at der er opbakning til ministerens forhandlingslinje – eller i hvert fald ikke et flertal mod i Folketinget. I Europaudvalget repræsenterer hvert partis ordfører det antal mandater, som partiet har i Folketinget. På den måde udtrykker udvalgets holdning til ministerens forhandlingsoplæg også hele Folketingets holdning. Når forhandlingsoplægget er godkendt, siger man, at ministeren har fået sit mandat.

Europaudvalgets begrænsede kapacitet

Problemet er, at EU-politikken efterhånden rækker ind over så mange politikområder, at man umuligt kan dykke ned i substansen, når hver politiker sidder med så bredt et område. Der er brug for, at der kommer flere indover, og der er fremfor alt brug for politisk opmærksomhed på sagerne på et langt tidligere tidspunkt. Når sagen er klar til beslutning i Ministerrådet er toget for længst kørt, og den kloge kommissær har for længst sammen med formandsskabet sikret sig, at der mindst er et kvalificeret flertal for forslaget. EU-lovgivning indføres i dansk lov gennem forordninger, som har direkte virkning i Danmark, gennem domme fra EU-Domstolen, som også har direkte retsvirkning på dansk grund, og så gennem direktiver. De sidste skal regering og Folketinget stå for implementeringen af. I mange EU-direktiver er der tale om minimumsregler og plads til ikke ubetydelige nationale særpræg og fortolkninger. Et flertal af partierne i Folketingets Europa­udvalg mener, at det i større omfang bør være politikerne og ikke embedsmænd, der foretager disse fortolkninger. Og en bestemt fortolkning af et direktiv kan både falde ud som en fordel eller en ulempe for danskerne. Så i takt med, at EU breder sig ind over områder som miljø, trafik, økonomi, arbejdsmarkeds-, erhvervs- og skattepolitik, så underkastes en stadigt mindre del den politiske behandling, som foregår i Folketinget. Bekendtgørelser og cirkulærer udstedes i en lind strøm af ministerierne under en ressortministers ansvar og med hjemmel – nogen gange tvivlsom hjemmel – i en bredt formuleret bemyndigelseslov. Mens love i Folketinget skal igennem tre behandlinger i Folketinget, debatter i Folketingets stående udvalg, hvor der skal skrives en betænkning og tages hensyn til høringssvar. Det er altså en helt anden og langt mere grundig proces, end den normale implementering af EU-regler med bekendtgørelser og cirkulærer. Folketinget har ikke tradition for dyb involvering i de bemyndigelseslove, som er hjemlen for implementeringen af de fleste EU-direktiver. Det har været regeringens mulighed for at bestemme, hvordan tingene skal være, og embedsmændene har fået en hurtigere og mere effektiv implementering. Den danske model omkring det mandat, som ministeren skal have, før han eller hun skal ned til Bruxelles og forhandle, har en ganske robust parlamentarisk kontrol, men i den efterfølgende proces har Folketinget ikke involveret sig. Det paradoksale er, at det ikke mindst er i forbindelse med implementeringen, at der kan være rigtig meget politik.

Ikke klare regler for implementering

Der eksisterer ikke klare retningslinjer for, hvornår et EU-direktiv skal indføres i Danmark via en særlig lov, og hvornår det er tilstrækkeligt med en bekendtgørelse med hjemmel i en tidligere vedtaget bred bemyndigelseslov. Justitsministeriets »Vejledning Om Lovkvalitet« anbefaler, at overordnede og principielle retningslinjer bør fastlægges af Folketinget. Samtidig fremhæves det, at hensynet til en hurtig og smidig implementering ofte tilsiger at reglerne fastsættes i bekendtgørelser og cirkulærer. Problemet er altså, at hverken regering eller Folketing har tilstrækkelig indsigt i implementeringen af EU-regler i Danmark. Fra Folketingets partier høres ofte kritik af de vilkår som man byder den parlamentariske kontrol. Det er imidlertid et problem, der i vidt omfang kan håndteres i Europaudvalget, såfremt et flertal ønsker at få forelagt flere sager og måske på et tidligere tidspunkt i beslutningsprocessen.

Regeringens forslag til forebyggelse af overimplementering

Regeringen og en række erhvervsorganisationer har været optaget af, at EU-regler synes at blive implementeret i Danmark på en urimelig byrdefuld måde. De foreslåede ændringer i beslutningsproceduren betyder, at der etableres et nyt, magtfuldt regeringsudvalg – Implementeringsudvalget – bestående af otte centrale ministre under erhvervsministerens formandskab. Udvalget skal allerede i de tidligste stadier overvåge ny EU-lovgivning, der kan tænkes at få væsentlige konsekvenser for dansk erhvervsliv. Formålet er hurtigt at kunne reagere politisk for at varetage dansk erhvervslivs interesser. Derudover skal alle ministerier for fremtiden forelægge det for udvalget, hvis de har tænkt sig at overimplementere et EU-direktiv, samt begrunde hvorfor. Udvalget skal som udgangspunkt mødes en gang om måneden, og får sit eget sekretariat i Erhvervs- og Vækstministeriet. Der skal løbende afrapporteres til statsministeren. Derudover oprettes et særligt, forberedende udvalg bestående af departementscheferne fra de 8 deltagende ministerier. Endelig vil regeringen oprette et såkaldt ”Implementeringsråd” bestående af repræsentanter for erhvervsliv, den finansielle sektor, lønmodtagere og forbrugere.

Consumer Council Think (Forbrugerrådet Tænk) is an independent Danish consumer organization with the aim to promote sustainable and socially responsible consumption and efficient markets, in order to ensuring the rights of consumers and make consumers a force in the market. The Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) is a proposed free trade agreement between the European Union and the United States. Proponents say the agreement would result in multilateral economic growth, while critics like Consumer Council Think say it would increase corporate power and make it more difficult for governments to regulate markets for public benefit.

I øjeblikket forhandler EU og USA en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Baggrunden for forhandlingerne er parternes soleklare økonomiske interesser i en frihandelsaftale og TTIP-aftalen har været forhandlet siden sommeren 2013. Den fælles ambition er at nå en aftale, der stort set fjerner de tilbageværende toldsatser samt – som det vigtigste – strømliner og harmoniserer europæiske og amerikanske regler og standarder, så handlen mellem de to regioner kan glide lettere og eksporten begge veje dermed vokse.

  Erhvervsorganisationer og fagbevægelsen er positive

Mens DI og de øvrige erhvervsorganisationer og den danske fagbevægelse, der har stærke interesser i at få afsluttet forhandlingerne om TTIP, ikke har principielle indvendinger mod en frihandelsaftale, er der fra græsrodsorganisationer i Danmark og andre europæiske lande voksende kritik. I Danmark deltager så forskellige organisationer som NOAH, Afrika Kontakt, Greenpeace, ATTAC-Danmark, Det Økologiske Råd, Forebyggelses- og Patientrådet og forbrugerrådet TÆNK i modstanden mod TTIP.

Græsrøddernes argumentation

Græsrodsbevægelserne bruger ganske mange kræfter på at dæmonisere aftaleforhandlingerne. Det hævdes således, at den indbyggede tvistbilæggelsesmekanisme vil favorisere amerikanske multinationale selskaber, der – i modsætning til europæiske virksomheder – får mulighed for at sagsøge Danmark og andre lande uden om de nationale domstole. Realiteten er, at det tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) – der er indeholdt i udkastet til TTIP-aftale opererer med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye diskriminerende regler og love fratager den en forventet indtjening. Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel.

  Kritikerne slår en åben dør ind

  Den offentlige debat og Europaparlamentets reservationer har gjoirt indtryk. EU’s handelskommissær Cecilia Malmström har offentligt tilkendegivet, at den foreliggende tekst om ISDS ikke er den endelige. Den 16. september præsenterede EU-Kommissionen de elementer, man vil lægge vægt på i de fortsatte forhandlinger om ISDS. Det vil fra EU være et ufravigeligt krav, at regeringerne selvfølgelig fortsat har ret til at forfølge politikker i offentlighedens interesse, herunder f.eks. hvilke krav der kan stiles til emballagen af tobaksprodukter. Særligt vil EU-Kommissionen i forhandlingerne sikre, at det tydeliggøres, hvornår og hvordan investorer kan rejse ISDS-sager. Kommissionen vil endvidere sikre, at regeringers ret til at regulere tydeliggøres i aftalen. Vedrørende selve voldgiftssystemet vil EU sikre, at de udpegede voldgiftsmænd har kvalifikationer svarende til de krav der stilles til dommerne ved internationale domstole. Det vil også blive sikret, at offentligheden har adgang til de dokumenter, der forelægges tvist-bilæggelsestribunalet. Desuden skal tribunalet pålægges at afholde høringer, hvor alle interesserede parter får mulighed for at ytre sig. I tilknytning til voldgifts tribunalet vil der blive etableret en appelinstans, efter samme retningslinjer, som man kender fra WTO-systemet. På den lidt længere bane vil EU-Kommissionen arbejde for, at der etableres en egentlig international investeringsdomstol. Sigtet er, at en sådan domstol efterhånden skal kunne erstatte de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgår i internationale handelsaftaler.

Forbrugerrådet TÆNK

Fra Forbrugerrådet TÆNK, der selvangiver sig som en uafhængig medlemsorganisation, der arbejder for et Danmark, hvor alle forbrugere kan foretage et trygt valg, lyder det, at man ikke vil have en handelsaftale, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse. Samtidig kritiseres de nationale regeringer og EU-Kommissionen for lukkethed omkring forhandlingerne.

Tvivlsomt mandat

Det fortaber sig, hvem der har udstyret TÆNK med et mandat til på alle forbrugeres vegne at bekæmpe frihandel mellem EU og USA. Det er så meget mere påfaldende, da den tidligere direktør for TÆNK, Benedikte Federspiel, er den ene af de 2 forbrugerrepræsentanter, der i TTIP Advisory Group, følger forhandlingerne tæt.

Mere information om TTIP-forhandlingerne her.

Det Radikale Venstre overbyder nu igen. I et indlæg i Berlingske Tidende den 23. november 2015 får målsætningerne endnu et hak – ikke kun skal Danmark være helt fri for fossile brændsler i 2050, men allerede i 2030 skal CO2-udledningen være reduceret med 55 pct. Det er fint med ambitiøse målsætninger i klima- og energipolitikken. Det er imidlertid helt afgørende hvordan politikken skrues sammen. Hvis de store danske ambitioner og målsætninger for energi- og klimapolitikken ud over de fælles EU-mål blev søgt realiseret inden for de sektorer, der ikke er kvotebelagte, kunne det give mening.Problemet er, at en væsentlig del af den danske indsats for at anvende mere Vedvarende Energi i stedet for fossile brændsler som kul og naturgas finder sted inden for el- og fjernvarmeproduktionen, som er omfattet af EU’s kvotesystem. Det er problematisk, fordi den stigende anvendelse af VE reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter. Disse kvoter kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af VE i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan.

Hvis Det Radikale Venstre havde seriøse hensigter, ville de nok være parate til at oplyse transportsektoren og herunder den internationale lufttransport, landbruget og byggesektoren om hvilke bebyrdende krav, der venter. Det mod er partiet tydeligvis ikke i besiddelse af.

Selvom omkostningerne allerede ved det nuværende ambitionsniveau for danske borgere og virksomheder er betydelige og hæmmende for vækst og konkurrenceevne, er indsatsen desværre virkningsløs i forhold til de globale klimaudfordringer.

Kan eksportindtjeningen retfærdiggøre den ambitiøse, men virkningsløse klima- og energipolitik? Det hævdes, at danske grønne virksomheder eksporterede varer og tjenester for 74,4 mia. i 2014.

Det er ikke rigtigt.

Det fremgår af opgørelsen fra DI, ENS og Dansk Energi over eksporten af energiteknologi i 2014, at den samlede eksport af dansk energiteknologi i 2014, var på 74,4 mia. kr. Eksporten af grøn energiteknologi var på 43,6 mia. kr., svarende til en stigning på 15,4 pct. i forhold til 2013. Hermed udgør grøn energiteknologi 58,5 pct. af den samlede energiteknologieksport. Væksten i Danmarks eksport af grøn energiteknologi stammer hovedsageligt fra en øget eksport til andre EU-lande, mens eksporten til lande uden for EU gennem de sidste par år har været faldende.

Eksporten af grøn energiteknologi, der svarer til omkring en fjerdedel af den danske fødevareklynges eksport, udgør dermed ca. 7 pct. af den samlede vareeksport.

Fra Billund og Bornholm til Indonesien Regentparret er i dag landet i den indonesiske hovedstad på det første danske statsbesøg i landet nogensinde under overskriften ”et innovativt partnerskab for det 21. århundrede”. Med på turen, der slutter lørdag den 24. oktober, er også udenrigsminister Kristian Jensen, klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt,2 kommuner samt 64 danske virksomheder og erhvervsorganisationer. Særligt det kommercielle samarbejde mellem Danmark og Indonesien er i højsædet for statsbesøget, hvor virksomheder fra de fire fokusområder cleantech, det maritime, agribusiness og design deltager. Islamisk dominans Forsøg på at øge eksporten er fint, men der udover hvad skal lille Danmark så i verdens 3. folkerigeste land? Befolkningen er på over 250 millioner indbyggere, der er sammensat af et væld af etniske grupper, er spredt ud over flere end 17.000 øer. Landets størrelse er en udfordring i sig selv. Fra Aceh i vest til Papua i øst er der 5.500 kilometer. Knap 90 procent af befolkningen i Indonesien er muslimer, mens de kristne kun udgør et lille mindretal. Rundbordsdiskussion, kultur og universitetsforelæsning Landets store interne udfordringer taget i betragtning må man spørge, hvad vi tror, vi kan udrette. Ikke desto mindre er der i programmet indlagt en rundbordsdiskussion med religiøse ledere om inter-religiøs dialog og bekæmpelse af radikalisering og terrorisme, lancering af det danske kulturprogram i Indonesien med H.M. Dronningen og en forelæsning om det dansk-indonesiske partnerskab på Gadjah Mada Universitetet. Bornholm kommunes deltagelse Bornholms kommune, der ejer Østkraft, er i Indonesien repræsenteret af borgmester Winni Grosbøll, Knud Andersen, bestyrelsesformand for Østkraft, og udviklingschef i Østkraft, Klaus Vesløv. Winni Grosbøll har tilpressen oplyst, at formålet med hendes deltagelse er at vise, hvad Bornholm har at byde på. ”Bornholm har ved flere lejligheder vist, at vi er med helt fremme, når talen falder på bæredygtighed og grøn udvikling. Bright Green Island er mildt sagt, et ikke ukendt begreb i store dele af verden. Bornholm er kendt som øen med de nye og store projekter, hvor resten af verden kan hente viden og oplysning, når de selv står over for udfordringer, hvor der skal findes energirigtige løsninger i deres område” siger Borgmester Winni Grosbøll i en pressemedelse. Billund kommunes deltagelse Billund kommune, der ejer Billund Vand A/S, deltager også i fremstødet i Indonesien. Kommunen har imidlertid endnu ikke til pressen oplyst, hvad kommunen håber at opnå. Interessen for at komme med som en del af delegationen har i det hele taget været stor. Og Indonesien er da også et spændende rejsemål. Økonomisk fremgang efter kriseår Landet blev kastet ud i en økonomisk og politisk krise i 1997, da krisen i Asien satte en brat stopper for ti års økonomiske opvinde. Den finansielle krise afslørede, hvor spinkelt et grundlag Indonesiens økonomi hvilede på, og i maj 1998 tvang nedturen og et massivt pres fra landets studenterorganisationer præsident Suharto, landets leder siden midten af 1960’erne, til at gå af. Siden er det gået bedre, og den økonomiske vækst i Indonesien peger i retning af eksportmuligheder på et plan, der endnu langtfra er blevet indfriet. Indonesien, er et af de lande, Danmark håber at samarbejde med – foreløbig er Udenrigsministeriet en varm fortaler for et udvidet samarbejde, mens dansk erhvervsliv ser tiden an. Eksporten til Indonesien udgør derfor stadig beskedne 0,26 pct. af den samlede danske eksport. Verdens største ørige Indonesien er verdens største ørige og cirka 45 gange større end Danmark. Indonesien er verdens 3. største demokrati med en befolkning på mere end 250 millioner, og verdens 10. største økonomi målt på købekraft. Den Internationale Valutafond (IMF) estimerer, at Indonesien i 2020 vil være verdens sjettestørste økonomi og dermed have vokset sig større end Brasilien og Rusland. Det skyldes ikke mindst en voksende middelklasse, der forventes at nå op på 130 mio. forbrugere i 2030. Samtidig er Indonesien rig på naturressourcer og har en ung og relativt veluddannet befolkning til gavn for arbejdsstyrken mange år frem. Heri ligger også en af landets største udfordringer. De sidste ti års vækstrater på omkring fem-seks procent er næppe nok til at absorbere omkring to millioner nye jobsøgende indonesere om året. Kan Jokowi indfri forventningerne? Joko Widodo – der til daglig blot kaldes Jokowi – har været præsident for Sydøstasiens største land i lidt over et år og har fra begyndelsen lovet at gøre Indonesien mere investeringsvenligt. Regeringen har derfor gjort det til et mål at nå op på en vækst på otte procent i 2019 – et tal, som mange økonomer og internationale organisationer finder urealistisk højt. Til sammenligning vurderer IMF, at den gennemsnitlige vækst kommer til at være på 5,5 procent de næste fem år. Faldende råvarepriser og svigtende kinesisk efterspørgsel har ramt Indonesien. I stedet skal økonomien styrkes ved at satse på mere turisme, bedre infrastruktur og mindre bureaukrati og korruption. Svært at arbejde i Indonesien Udenlandske investeringer spiller også en vigtig rolle. De er steget støt det sidste årti, men Indonesien er ikke noget nemt marked at komme ind på. På Verdensbankens rangliste over, hvor det er nemmest at drive forretning, er Indonesien nummer 114 ud af 189. Virksomheder løber ofte ind i vanskeligheder med etablering af firma, bureaukrati omkring byggetilladelser, besvær med at ansætte medarbejdere og andre administrative byrder. Mere information om statsbesøget.

Medlemmerne i Danmarks grønne, radikale tænketank CONCITO valgte for nylig tidligere EU-kommissær og konservativ minister, Connie Hedegaard, som bestyrelsesformand. CONCITO, der blev etableret af Martin Lidegaard i 2008, formidler, faciliterer og agiterer for grønne klimaløsninger i tæt samarbejde med Det Radikale Venstre, men også sammen med andre naive, men velmenende politikere, erhvervsorganisationer og borgere.

Global opvarmning

Siden stiftelsen i 2008 har CONCITO ikke lagt skjul på, at formålet var at medvirke til en lavere udledning af drivhusgasser og en begrænsning af skadevirkningerne af den globale opvarmning. Kampen for at fremme den ”grønne omstilling” har sikret tænketanken økonomisk støtte fra virksomheder som DONG Energy, Danfoss, Grundfos, Vestas m.v., der har deres gode udkomme af den ”grønne” omstilling, og politisk støtte fra radikale, Enhedslisten, SF, Alternativet og til dels fra den grønne fløj i Socialdemokratiet. Klimaudfordringen er stadig tænketankens hovedfokus, men man kaster sig også med vellyst over andre politisk korrekte ressource- og bæredygtighedsdagsordener.

Tvivl om det faglige og videnskabelige grundlag

Den radikale tænketank CONCITO er ikke kendt for at arbejde på et solidt fagligt og videnskabeligt grundlag. Vi har da også kunnet regne med tænketankens såkaldte vurderinger på samme måde som vinden blæser. CONCITO – der betyder at sætte i hurtig bevægelse – har siden etableringen med hurtige bevægelser og politisk lydhørhed skiftet holdning til væsentlige miljøspørgsmål.

Biomasse og skifergas

For blot at nævne 2 eksempler var der først diskussionen om biomasse, som oprindelig var en gave til den grønne omstilling, Siden blev biomasse i CONCITOs vurderinger dæmoniseret som en væsentlig CO2-forurener. Derefter var det skifergas, hvor det lykkedes CONCITO på bare tre måneder at have tre forskellige holdninger til skifergas – fra ubetinget fordele over ”på-den-ene-side-og-på-den-anden-side” til indigneret kritiker af skifergas i Danmark. I november 2012 var videnchef og geolog i CONCITO Torben Chrintz ude med budskabet om, at man ikke bare kunne overføre alle fossile brændstoffer til energiens svar på ondskabens akse. Det skete i en artikel i Nordjyske Stiftstidende kaldet ”Tænketank anbefaler dansk skifergas i Danmark”. ”Gas udleder halvt så meget CO2 som kul. Skiftede Danmark kul ud med gas, kunne vi skære seks millioner ton af CO2-udslippet. Det svarer til, at vi fjerner 75 procent af alle biler fra vejene”, sagde Torben Chrintz i Nordjyske Stiftstidende. Artiklen fik stor opmærksomhed, og alle græsrødderne og fortalerne for den grønne omstilling gik i offensiven imod budskabet, som de mente ville skade udbygningen af grøn energi. Reaktionerne fik CONCITOs bestyrelse til at tvinge Torben Chrintz til at skrive et debatindlæg i avisen, der også blev offentliggjort på CONCITOs hjemmeside. Heraf fremgik det, at skifergas nu hverken var grøn eller sort, men at den grønne nuance kom an på, om gassen ville erstatte kul på danske kraftværker. ”Vi anbefaler ikke skifergas, men ser et potentiale under særlige forudsætninger”, skrev Chrintz med tanke på, at skifergassen skulle fortrænge kul og olie fra kraftværkerne. Fredag den 1. februar 2013 offentliggjorde CONCITO så en 39-siders rapport, hvor man fastslog, at der ikke vil være klimagevinst ved dansk skifergas. Det skyldes, at høje gaspriser og lave priser på kul og CO2-kvoter gør det usandsynligt, at udvinding af skifergas i Danmark vil fortrænge brugen af kul.

Fracking

Selv i CONCITO var der dog grænser for hvor meget vold man ville gøre på fagligheden. Selvom der efter CONCITOs opfattelse ikke ville være klima-fordele ved dansk skifergas behøvede danskerne ifølge CONCITO ikke frygte selve fracking-teknikken. Det vil være både praktisk og teknisk muligt at indvinde skifergas i Danmark, uden at borgerne behøver frygte for forurening af drikkevandet eller udslip af methan fra brøndene. Faktisk vurderede CONCITO det ville være muligt at holde methanudslip på et meget lavt niveau og beskytte grundvandet blandt andet gennem VVM-redegørelser og streng kontrol fra myndighedernes side.

Hedegaards helgenstatus

Det er bemærkelsesværdigt, at den tidligere organiserede konservative Connie Hedegaard med formandsposten i CONCITO vil lade sig spænde for det radikale klima-vogntog. På den anden side har Hedegaard jo altid befundet sig på de ”rigtige” politiske meningers holdeplads. Det er jo også årsagen til hendes helgen-status blandt nogle medlemmer af Det Konservative Folkeparti.

Dansk Industris direktør, Karsten Dybvad, påpeger i Altinget den 4. september 2015, at ledigheden fortsætter med at falde, og vi nærmer os en kritisk grænse. Ikke mindst udkantskommuner er under pres for at skaffe nok arbejdskraft til virksomheder på ordrejagt. DI opfordrer til at kigge mod udlandet for at undgå lønpres. DI og repræsentanter for andre erhvervsorganisationer har tidligere ivret for, at hvis vi i Danmark skal fastholde vækst og velfærd, skal der spilles på mange strenge. En af dem er at sikre, at virksomhederne har kompetent arbejdskraft. Vi har sikkert alle mødt mennesker, der er dybt bekymrede over, om vi om 25 år har tømrere, metalarbejdere og anden faglært og ufaglært arbejdskraft. Denne bekymring bør dog ikke bruges som argument for at acceptere indvandring i større omfang, end vi har muligherd for at absorbere og integrere. Den aktuelle flygtningedebat vedrører vores humanitære forpligtelser, og har intet at gøre med diskussionen om behovet for arbejdskraft. Hvorfor skulle vi begynde at importere arbejdskraft fra Syrien, Iraq og andre brændpunkter, når vi som medlem af EU har adgang til et indre arbejdsmarked, der i øjeblikket tæller 503 mio. mennesker.

Vi får brug for arbejdskraft. Ingen tvivl om det.

Vi er ikke nok danskere til at tage sig af Danmark. Vores fødselsrate er simpelthen for lav. Vi har ikke reproduceret os selv i snart 50 år, og derfor har vi brug for arbejdskraft udefra. Det er en forudsætning for øget velstand og velfærd, så vi bør byde alle, der vil og kan arbejde og er positive over for Danmark, velkommen. ”Consortium for Global Talent” var vært for et seminar på Christiansborg tilbage i maj 2015 om mulighederne i udenlandsk arbejdskraft – ”The Race for Talent – Kvalificeret udenlandsk arbejdskraft som katalysator for vækst”. Daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen talte på seminaret om regeringens indsats for at tiltrække talenter til Danmark. Der er som bekendt ingen indsats, og den radikale minister erkendte, at det simpelthen ikke er attraktivt for talentfulde unge at arbejde i Danmark.

Hvem er det, der kommer til Danmark?

Mange danskere har en helt forkert opfattelse af, at vi er de bedste, og at der burde være mange velfungerende mennesker ude i verden, der er positive over for Danmark og vil Danmark – ja, det er ligefrem et privilegium at bo her. Når det ude i verden præsenteres som meget overraskende, når Danmark undertiden rangerer højt på lykkeindeks, tager mange danskere det som en selvfølge. Vi er jo de bedste! Realiteten er, at den geografiske placering på kanten af det gamle Sovjetimperium, prisniveauet, skattetrykket, den meget høje grad af kontrol af borgerne fra Skat, andre myndigheder skræmmer mange langt væk. Samtidig er vi plaget af planøkonomi og begrænsninger på det frie initiativ, en økologisk fanatisme, speltkultur og politisk korrekthed og i kombination med det elendige danske vejr, betyder det, at mange udlændinge trods den meget høje materielle levestandard ikke har lyst til at leve her. Sandheden er, at for mennesker, der har et valg, er Danmark ikke et særligt tillokkende land. Turiststrømmene giver et fingerpeg – Norge, Sverige og selv Finland tiltrækker langt flere turister end Danmark.

Sømandsskat og forskerordning

Folketinget har da også erkendt, at med en gennemsnitlig skatteprocent på 55,6 pct. (ekskl. kirkeskat) og de vilkår der almindelige danskere bydes på arbejdsmarkedet, er det helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandske arbejdskraft til Danmark. Vi er nødt til at bestikke den velkvalificerede arbejdskraft, hvis vi vil tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge. Ordningens betydning for forskningen er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 70.600 kr. + bidrag til ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer. For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på knap 32 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet. Søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, kan ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Baggrunden er, at allerede i 1980erne stod rederierne, over for valget om enten at udflage eller finde andre veje til at bevare konkurrenceevnen. Selv Socialdemokratiet kunne dengang indse, at det danske system ikke passede i en globaliseret verden, og resultatet blev det internationale skibsregister, som tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte. Alligevel må vi i dag konstatere, at danske skibe i høj grad er bemandet med udenlandsk arbejdskraft. Det lykkedes dog at beholde rederierne i Danmark. Regeringen har netop foreslået, at ordningen udvides til også at omfatte ansatte på borerigge. Regeringens tiltag får helt konkret den betydning, at nye borerigge vil kunne operere under dansk flag og dermed fastholdes en række ledelses- og planlægningsarbejdspladser i Danmark.

Kun attraktivt for ukvalificerede østarbejdere

Uden disse særordninger, er det er kun østarbejdere, der finder forholdene i Danmark positive. Den økonomiske gevinst opvejer endnu skattetryk, sygelig kontrol og dårligt vejr.

Erhvervsklimaet i Danmark

Topchefen for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, siger til Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”. Velfærdsturisme og social dumping

Behovet for at trække på det samlede arbejdsmarked i EU gør det nødvendigt, at få afklaret diskussionen om velfærdsturisme og social dumping. Der skal ikke herske tvivl om, at arbejdskraft fra EU’s nye østeuropæiske medlemslande bestemt har udfyldt nogle vigtige funktioner og bidraget i flere sektorer af det danske samfund. Det ville dog være en stor fejl at negligere, at prisen på nogle områder har været et stærkt pres på overenskomster og tilsidesættelse af kravene til arbejdsmiljø og sikkerhed. Danske skattefradragsregler og sociale ordninger, kan af tilrejsende arbejdstagere opfattes som et løntilskud, som betyder, at visse EU-borgere er parate til at rejse langt og arbejde for meget lave lønninger. Danske skatteborgere bidrager derfor i realiteten til at støtte firmaer med østeuropæiske ansatte til at udkonkurrere virksomheder med danske ansatte. Er det rimeligt?

Værnsregler

En række kommuner har udarbejdet værnsregler, der sikrer lige konkurrencevilkår for alle entreprenører på kommunale anlægsopgaver, samt sikrer overenskomstmæssige vilkår for alle medarbejdere tilknyttet kommunale anlægsopgaver. Reglerne begrænser risikoen for uhensigtsmæssige tilstande på kommunale anlægsarbejder, men løser naturligvis ikke det generelle problem med social dumping og velfærdsturisme.

Behov for ændring af EU-regler

Det er utroligt vigtigt, at EU-reglerne for koordinering af sociale sikringsordninger tager højde for den sociale, økonomiske og politiske udvikling i EU-landene. To typer ydelser er navnlig i fokus, nemlig familieydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse. Derfor skal Danmark og andre ligesindede lande naturligvis bakke op om de britiske bestræbelser, så kan vi på sigt sikre, at vi får en mere acceptabel balance mellem nationale hensyn og EU.

Et spørgsmål om ret og rimelighed

For de fleste danskere er velfærdsturisme i virkeligheden et basalt spørgsmål om ret og rimelighed. Problemet er ikke arbejdskraftens frie bevægelighed, men at udlændinge kan få del i danske velfærdsydelser, før de har bidraget til fællesskabet i samme udstrækning som andre skatteborgere i Danmark. Ydermere er ydelserne baseret på danske skatte- og prisforhold og ikke med sigte på udbetaling i EU-områder med helt andre pris- og lønniveauer. Under alle omstændigheder har det aldrig været meningen, at danske velfærdsordninger i kombination med EU-regler skulle kunne bidrage til at forvride konkurrencevilkårene på det danske arbejdsmarked.

EU-Kommissionen lytter

Undertiden hører man, at det er de enkelte landes problem, hvis nationale regler kolliderer med fællesskabets regler. Ja, men EU-reglerne er jo ikke mejslet i sten. Diskussionen i UK og andre medlemslande har faktisk gjort indtryk i Bruxelles. Kommissionen overvejer derfor i øjeblikket en revision af reglerne for koordinering af sociale sikringsordninger. To typer ydelser er navnlig i fokus, nemlig familieydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse. Revisionen gennemføres for at sikre, at EU-reglerne tager højde for den sociale, økonomiske og politiske udvikling i EU-landene. Der er derfor alt mulig grund til, at Folketingets EU-positive partier snarest begynder at samarbejde om hvordan vi kan støtte de britiske bestræbelser på at modernisere EU-reglerne vedrørende EU-borgeres rettigheder til velfærdsydelser i andre medlemslande.