Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}

Joe Biden

Den demokratiske præsidentkandidat, tidligere vicepræsident Joe Biden, udsættes for kritik. Den 76-årige kandidat er notorisk kendt for at komme med politisk ukorrekte, upassende og forkerte bemærkninger, såkaldte ”gaffes”. Ofte forekommer det som om han ikke er helt klar over, hvor han befinder sig, når han omtaler de ”vidunderlige folk i Vermont” på et politisk møde i Michigan.

Senest har det vakt opmærksomhed, at han på valgmøder har fortalt en hjerteskærende historie om hvordan han som vicepræsident rejste til Afghanistan for at dekorere en krigshelt.

Washington Post har undersøgt sagen nærmere, og konkluderer, at Joe Biden blander 3 forskellige historier sammen, inklusive en historie, hvor han faktisk satte en medalje på brystet af en nedbrudt soldat, Army Staff Sgt. Chad Workman, som ikke mente at han fortjene dekoreringen. Avisen konkluderer, at Biden i løbet af 3 minutter tager fejl af det hele: tidspunktet, stedet, heltegerningen, hvad det er for en dekoration, den militære enhed, medaljemodtagerens rang samt Bidens egen rolle i ceremonien.

Spørgsmålet er om Joe Biden bare er en bundreel mand med hjertet på rette sted, der undertiden siger mærkelige, onkelagtige ting, eller er der tale om en dybereliggende karakterbrist?

Washington Post har gravet dybere, og omtaler blandt andet omstændighederne ved Joe Bidens fejlslagne præsidentkampagne tilbage i 1987. Biden blev anklaget for at plagiere andre politikeres taler uden kildeangivelse, og især dokumentationen af hvordan han havde tyvstjålet lange passager fra Helle Thornings Schmidts svigerfar, Neil Kinnock, var ødelæggende. Washington Post har også afdækket en sag om muligt plagiat fra Joe Bidens studietid.

Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, har været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inclusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.

Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.

Folkeskolereformen

I januar 2019 kunne Weekendavisen berette, at fire fremtrædende uddannelsesforskere var anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i en sag, som trækker tråde til såvel den akademiske og politiske verden som til klasseværelser over hele landet.

Ph.d. og lektor Keld Skovmand står bag anmeldelsen, som omfatter anklager om plagiat, citatfusk, fabrikation af data og misrepræsentation af udenlandsk forskning i forbindelse med den kontroversielle Folkeskolereform, der trådte i kraft i 2014. De anmeldte tæller tre professorer ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet: Niels Egelund, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, landets største læreruddannelse.

Keld Skovmand kritiserer især de viden­skabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet. Artiklerne blev brugt som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af lærer­uddannelsen i 2012 og året efter for folke­skole­reformen, der foruden længere skoledage indførte mere end 3000 lærings­mål for eleverne og en hidtil uset statslig kontrol af skolerne. Det er altså selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skole­elever, som Skovmand går i rette med og kalder intet mindre end ”den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien”.

Anmeldelsen til NVU, der har været omhyggeligt refereret i dagspressen, angår plagiat, citatfusk og fejlagtige kilder og forskningsresultater. De pågældende forskere påstås at have manipuleret med forskning fra udlandet for at få den til at passe med en dansk politisk dagsorden.

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ventes snarest at tage stilling til sagen

Der Spiegels Claas Relotius

Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det har chokeret medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius har “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.

Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.

Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.

Niko Grünfeld

Alternativets københavnske borgmester Niko Grünfeld har uretmæssigt hævdet, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Men Aarhus Universitet går nu i rette med oplysninger i Alternativets borgmester i København Niko Grünfelds CV.

Op til sidste års kommunalvalg fremgik det af Niko Grünfelds CV, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.

Der er kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kan ikke bekræfte den.

Radio24syv kunne endvidere rapportere, at Grünfeld i forbindelse med folketingsvalget i 2015 angav på sit cv, at han havde en kandidatuddannelse.

Men det passede heller ikke.

Bendt Bendtsen

JyllandsPosten har oplyst, at tidligere minister og formand for de Konservative Bendt Bendtsen i årevis skrev på sit cv, at han havde en ”Højere Handelseksamen i Regnskab og Driftsøkonomi”, selv om han kun har et fag fra uddannelsen på en aftenskole i Odense.

Inger Støjberg

Daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg fra Venstre har også ifølge Jyllandsposten hævdet, at hun er uddannet journalist. Men hendes egentlige uddannelse er akademiøkonom i kommunikation fra InformationsAkadamiet i Viborg.

Bob Dylan

Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage Nobel-prisen i litteratur, som han fik tildelt sidste år. I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick. Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.

Naser Khader

Den konservative politiker, Naser Khader, er kommet i vridemaskinen og anklages nu for plagiat.

Det er bogen “Hjertet bløder” af Naser Khader og Stig Matthiesen, der er under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat. Se eksemplerne her.

Medierne har været nådesløse i deres kritik, og forfatteren Carsten Jensen, har ikke lagt fingrene imellem på sin Facebook-profil:

”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet. Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.

Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen “Hjertet bløder”, Stig Matthiesen, som den skyldige”.

Eva Kjer Hansen

Landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen måtte i begyndelsen af 2016 gå af som minister. Et flertal omfattende Det Konservative Folkeparti mente hun havde vildledt Folketinget om kvælstofudledningen i forbindelse med Landbrugs- og Miljøpakken.

Esben Lunde Larsen

På det seneste har danske medier været optaget af, at uddannelsesminister Esben Lunde Larsen skulle have fusket med sit uddannelses-cv. Esben Lunde Larsen oplyser under punktet ”uddannelse og erhverv” på sit officielle cv på Folketingets hjemmeside, at han er ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008.”

Ingen betvivler, at Lunde Larsen faktisk har en kandidatgrad i teologi – men har han virkelig studeret i syv år på Københavns Universitet? Det viser sig, at Lunde Larsen har fået godskrevet, at han har været indskrevet på den norske ”Misjonshøgskolen” fra efteråret 2001 til foråret 2005. På daværende tidspunkt foregik undervisningen i København hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution, ”Dansk Bibel-Institut”.

Siden er Lunde Larsen blevet beskyldt for ikke at leve op til videnskabelig redelighed i sin Ph.d-afhandling ved ikke systematisk at angive kilder, herunder hans egne værker. Ironisk nok har DR-Nyheder efterfølgende måttet beklage “store mangler” i historien om forskningsminister Espen Lunde Larsens Ph.d.-afhandling.

Sagen er, efter nærmere granskning ved Københavns Universitet,afsluttet med Lunde Larsen frifindelse den 30. marts 2016.

Sagen viser, at der ikke skal meget til, før beskyldningerne om fusk ryger gennem luften.

I det store udland er det endnu værre, og der har været mange sager om recirkulation, dvs. afskrift, plankning, plagiering, litterære tyverier og videnskabelig og journalistisk tyveri.

Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder.Ursula von der Leyen blev frikendt i marts 2016.

I Tyskland, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget, har der i de seneste år været en række sager, hvor tyske toppolitikere er blevet grebet i videnskabelig fusk. Ursula von der Leyen er således langt fra den eneste, som er havnet i modvind efter plagiatbeskyldninger. I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager. I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans afhandling.

USA og Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke

I USA har mange aviser, herunder ansete medier som The New Republic og The Washington Post haft deres sager om journalistisk uredelighed, og Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV tidligere (og igen sent søndag den 16. august på DR1).

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.

Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.

Rolling Stone:“A Rape on Campus”

Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.

Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.

Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.

En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, har netop afsagt dom i sagen. Artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, blev af domstolen karakteriseret som grundløs ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Erstatningsspørgsmålet vil blive afgjort senere.

Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.

Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.

Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.

The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.

Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.

“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.

Norge

I den norske ugeavis Morgenposten har man kunnet følge hvordan norske medier fortsat er beskæftiget med at rydde op efter en stribe plagiatsager.Den mest bemærkelsesværdige har måske været sagen om Daniel Butenschøn og Dagens Næringsliv, hvor det er dokumenteret at Butenschøn konstruerede artikler, plagierede udtalelser til andre medier og på en række andre måder brugte uacceptable journalistiske metoder.Et eksempel er Butenschøns artikel om restauranten Tropical Breeze i Las Vegas. Hovedparten af tekst og citater er tyvstjålet fra artiklen “Egg men” i The New Yorker.

Allerede i 2005 var han på Morgenposten afsløret i at have “planket” et portræt af Barack Obama fra magasinet The New Yorker.

Beckerlee

Den danske journaliststand og visse dagblade er ligeledes optaget af ophavsret, og slår til stadighed om sig med vilde påstande om tyveri af deres dyrebare stof. Nogle af påstandene er velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Frank Esmann

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DRs nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid har værdsat andres gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”. Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog. Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR. DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han har skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser er Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

Information og Annegrethe Rasmussen

Information, der ellers hævdes at holde den journalistiske fane meget højt, har også haft sine sager. Ifølge fagbladet Journalisten tilbage i 2009 citerede Informations daværende korrespondent i London, Mads Qvortrup, flere gange både døde kilder og kilder, han aldrig havde talt med!

I august 2015 indrømmede fotograf Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Holdt skrev til Information, der i 1970erne og 1980erne blev en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent. I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal. Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.

Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.

Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.

Arne Herløv Petersen

Information har beskrevet hvordan forfatteren Arne Herløv Petersen arbejdede som påvirkningsagent for Sovjetunionen.

Under Den Kolde Krig gav KGB ifølge afhopperen Gordijevskij den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen dæknavnet ’Palle’ og dyrkede ham i årevis som en nyttig påvirkningsagent for sovjetiske synspunkter.

Gennem 10 år udviklede ’Palle’ en livlig kontakt med sovjetiske ambassadefolk, og PET regnede sig frem til, at der i perioden september 1972 frem til august 1982 var aftalt minimum 115 møder mellem forfatteren og diverse KGB-officerer. Selv mener Arne Herløv Petersen, at der kun har været tale om 19 møder.

Arne Herløv Petersen modtog gaver fra sine sovjetiske venner – fortrinsvis flasker med sprut og kartoner med smøger – og var forholdsvis åbenmundet om sine kontakter på sovjetambassaden i Kristianiagade i København. Snart kom han så meget i PET’s søgelys, at først hans telefon, siden hans bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. ’Palle’ blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Arne Herløv Petersen kom aldrig for retten. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald i 1982, som bruges, hvis en tiltalt erkender sin skyld – hvad Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.

TV 2 Nyhederne

I 2005 “opfandt” TV 2 Nyhederne den “svært bevæbnede” indvandrerbande Triple A. Souschefen for TV2/Nyhederne, Lotte Mejlhede, måtte forlade sin stilling efter sagen og journalisten forsvandt en tid fra skærmen.Nu kan hun opleves som en noget hektisk udlandsreporter på DR. Nyhedschefen på TV 2, Michael Dyrby, overlevede, men har som bekendt for nylig af andre grunde forladt stillingen.

Den notoriske Jeppe Nybroe

Så er der sagerne med Jeppe Nybroe. I september 2007 fratrådte Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllandsposten, at han i en reportage bragt i DRs udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget. Den 3. september stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler er imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Graverarbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR tv-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han tænkte måske på Frank Esmann og Annegrethe Rasmussen?

Vi kommer utvivlsomt til at høre mere om Jeppe Nybroe. I august 2016 er han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der laves i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vises på TV3.

Siden august 2018 har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i  Palæstina med base i Ramallah på Vestbredden.

Berlingske Tidende

Radio 24Syv kunne den 19. december 2016 berette, at Berlingskes Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen i mindst 14 tilfælde har plagieret fra udenlandske medier i artikler, han udarbejdede i sin tid på Kristeligt Dag­blad, hvor han var korrespondent i 14 år. Det kan Radio24syv fortælle efter at have foretaget en stikprøve af journali­stens artikler fra hans tid på Kristeligt Dagblad.

Afsløringen kommer i kølvandet på, at Radio24syv den 15. december 2016 kunne fortælle, at Allan Sørensen i mindst syv tilfælde havde citatplagieret i artikler skrevet for Berlingske. Dermed har korrespondenten i minimum 21 til­fælde brugt passager eller citater fra andre medier uden at kildehenvise.

Berlingske Tidende iværksatte på den baggrund en nærmere undersøgelse,og i februar 2017 måtte Berlingske Tidende erkende at avisens Mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, i talrige artikler havde undladt at henvise til kilderne. Avisen tildelte på den baggrund Allan Sørensen en advarsel.

Spørgsmålet er, om ikke Berlingske Tidende har et generelt problem med manglende kildehenvisninger. Ved lejlighed bør man nok kigge nærmere på en række fantasifulde artikler af Søren Schauser, Poul Høi, Lasse Karner, Bodil Jessen og Troels Heeger, som forekommer planket fra udenlandske medier, og hvor kildehenvisningerne ligeledes er mangelfulde.

Anna Castberg

Den tragiske Anna Castberg blev på en blanding af falske eksamens-beviser og evnen til at dupere i 1993 udnævnt til leder af kunstmuseet Arken. Efter 3 år blev hun afsløret og hele sagen repeteres jævnlig i pressen.

Anita Bay Bundegaard og Niels Helveg Petersen

Der har imidlertid været en række andre sager, hvor offentlige personer har pyntet på kvalifikationerne. Den radikale politiker Anita Bay Bundegaard, der i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV var minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001, er blandt dem, der har taget sig ”friheder”. I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen. Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid som redaktør på Dagbladet Politiken – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark.

En anden radikal politiker, netop afdøde Niels Helveg Petersen, blev valgt til Folketinget i 1966 og blev siden leder af Det Radikale Venstre og minister. I alle biografier oplyses det, at han trådte ud af Folketinget i 1974 og blev kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach. Kabinetschef? – det var vist Vicekabinetschef!

Christian Have

Christian Have fra Have Kommunikation er blot én på listen over kendte kultur- eller politikpersoner, der har snydt med deres titler, formentlig for at vinde mere autoritet indenfor deres felt. Den kreative direktør, Christian Have, har i årevis smykket sig med en cand.phil.-titel som Københavns Universitet ikke ville kendes ved at have udstedt.

Listen rummer også navne som Inger Støjberg, Stein Bagger og Rigmor Zobel.

Peter Goll

Spindoktorerne Michael Kristiansen og Peter Goll har også snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund.

Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} Michael Kristiansen

Da Michael Kristiansen søgte jobbet som spindoktor hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, snød han med sit CV. Han skrev, han havde en cand.phil i filmvidenskab, men den uddannelse har han ikke.

Ydermere har han kaldt sig selv magister på et bogomslag. Magister er han heller ikke.

Sportsjournalistik

Sportsjournalistikken syntes at være et særligt betændt område. En forholdsvis ny sag er fra den 27. marts 2015, hvor sportsjournalist Asker Hedegaard Boye fra Jyllands-Posten på sin blog anklagede sportskommentator Andreas Rasch-Christensen fra TV2 for at skrive af.

Boye kritiserer den lemfældige og stærkt kritisable omgang med kilderne i Luis Suárez-biografien “Krigeren”. Asker Hedegaard Boye dokumenterer, at Rasch-Christensen har planket flere af Boyes analyser og passager uden at angive, hvor de stammer fra. Andreas Rasch-Christensen blev fyret fra TV2.

Sportsjournalist Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet efter at have erkendt at han har opdigtet navne på kilder. Han fastholder, at kilderne findes. Berlingske Tidende og Politiken har på den baggrund trukket en lang række artikler tilbage.

I 2016 har Michael Qureshi startet et nyt medie op med fokus på Aalborg. Mediet hedder Migogaalborg.dk og skal være et sted, hvor nordjyder blandt andet kan holde sig opdateret om oplevelser i byen.

Qureshi har siden startet selskabet Min By Media, der er drivkraften bag et nyt guidemedie i København og andre byet, der vil konkurrere med bl.a. AOK og Ibyen.

Milena Penkowa

Fra den danske videnskabelige verden har vi sagerne om hjerneforskeren Milena Penkowa. Københavns Universitet tildelte i 2006 Milena Penkowa en doktorgrad for hendes hjerneforskning. Universitetet udnævnte endvidere Penkowa til professor og efter indstilling fra universitetet modtog Penkowa i 2009 endvidere den prestigefulde EliteForsk-pris. Siden blev Penkowa først idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og underslæb i forbindelse med forskningsmidler. Herefter blev hun idømt 9 måneders betinget fængsel for særlig grov dokumentfalsk. Ifølge dommen fuskede Penkowa i 2003 med flere dokumenter om rotteforsøg i Spanien. Forfalskningen skete angiveligt for at undgå en sag om videnskabelig uredelighed. Milena Penkowa brugte de forfalskede dokumenter til at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at der var foretaget et stort antal forsøg med rotter i udlandet. Hvis det i 2003 havde stået klart, at Penkowas forsøgsresultater var blevet dokumenteret ved forfalskede dokumenter, ville det allerede dengang have sat en stopper for hendes akademiske karriere. Hun ville være blevet meldt til politiet eller UVVU og ville således hverken være blevet tildelt doktorgraden i 2006, udnævnt til professor eller indstillet til EliteForsk-prisen i 2009.

Rusland

Problemet med akademisk svindel eksisterer i hele verden, men meget tyder på, at det omsiggribende bedrag i Rusland er uden sidestykke. Ligesom der i Rusland er et omfattende sort marked for våben og olie er der også et veludviklet marked for ”videnskabelige afhandlinger”, der er baseret på svindel og plagiering.

Sidste år blev formanden for Ruslands centrale parlamentariske forsamling, Dumaen, afsløret for plagiering. Sergei Naryshkin, tidligere stabschef i Putins administration og et fremtrædende medlem af Putins parti, United Russia, blev anklaget for at have modtaget hvad der svarede til en doktorgrad for en afhandling, hvor mere end halvdelen var afskrift uden kildeangivelse. Det bemærkelsesværdige er, at afsløringen alene affødte skuldertræk og ikke fik følger for Naryshkin, der blot er én afsløring blandt hundreder.

Spanien

I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme. I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.

I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatopgave var plagieret fra andre forfattere. Hele 19 ud af 52 sider skulle indeholde tekst, som ikke var hendes egen. Heriblandt afsnit fra Wikipedia.

Der stilles også spørgsmål ved premierminister Pedro Sánchez’ Ph.d.-afhandling, som ifølge kritikere også var enten plagieret eller slet ikke skrevet af ham.

In the past decade, Turkey has experienced unprecedented economic growth, accompanied by a dedicated policy strategy aimed at using the country’s regional position to transform it into a global player. What are the prospects following the Parliamentary elections on 1 November 2015.

Er det nu vi skal revurdere Tyrkiet? Søndagens valgsejr i Tyrkiet til Recep Tayyip Erdoğan hans Justice and Development Party – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, dementerer det indtryk af situationen i Tyrkiet, som de tyrkiske oppositionspartier har spredt i den internationale presse. Op til valget kunne man få det indtryk, at Tyrkiet havde udviklet sig til et benhårdt islamisk styre, der krænkede menneskerettigheder og slog hårdt ned på enhver opposition. Valgresultatet Søndag aften kunne Anadolu Agency oplyse, at AKP havde fået 49,4 pct. af stemmerne og dermed omkring 316 medlemmer af parlamentet, mens det største sekulære oppositionsparti, CHP, fik 25,4 pct. Det prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, kom over spærregrænsen på 10 pct., ligesom det ultranationalistiske MHP også vil være repræsenteret blandt det tyrkiske parlaments 550 medlemmer. Da den tyske kansler, Angela Merkel, aflagde et hurtigt besøg hos Erdoğan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015, blev besøget af oppositionen opfattet som en håndsrækning til Erdoğan, der gik til valget den 1. november med den klare ambition at generobre det absolutte flertal, han tabte ved parlamentsvalget i juni. Med et absolut flertal, kunne Erdoğan og AKP ikke kun danne regering, men også uden at spørge andre partier have afholdt en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. Uro efter valget i juni De tyrkiske vælgere svigtede ved valget i juni Erdoğan og hans Justice and Development Party – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP. AKP mistede det absolutte flertal og det kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, fik 13 pct. af stemmerne. Uden absolut majoritet i det tyrkiske parlament med 550 medlemmer var AKP tvunget til at forhandle regeringsdannelse med enten det sekulære oppositionsparti CHP eller det ultranationalistiske MHP. Det kunne eller ville AKP ikke. Tanken om en koalition mellem AKP og MHP er heller ikke attraktiv – MHP ville have lagt gift for enhver forsoning med det kurdiske parti, HDP, og især med PKK. Med et absolut flertal, kan Erdoğans parti, AKP, danne regering alene, og hvis partiet havde opnået tilslutning fra 2/3 af parlamentet, kunne de alene have besluttet at afholde en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. Som det ser ud i øjeblikket skal AKP overbevise parlamentsmedlemmer fra andre partier om det hensigtsmæssige i en folkeafstemning. De tyrkiske vælgere overraskede ved valget i juni, hvor AKP mistede det absolutte flertal og det kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, fik 13 pct. af stemmerne. Siden har Tyrkiet været præget af en uro, attentater og en stemning, der tydeligvis har skræmt mange tyrkere. Risikoen fra terroranslag fra såvel kurdere som IS har tvunget de tyrkiske myndigheder til at slå hårdt igen – så hårdt, at det er udlagt som demonstrativ magtfuldkommenhed, med gentagne krænkelser af menneskerettigheder, pressefrihed m.v. De seneste tre måneder har Tyrkiet bombet kurdiske PKK stillinger i Tyrkiet og det nordlige Irak. PKK har samtidig rettet en bølge af angreb mod det tyrkiske militær og politi.

Kan fredsprocessen med kurderne genoptages? Det kan ikke udelukkes, at et styrket AKP vil have mulighed for – og interesse i – at genoptage fredsprocessen og bestræbelserne på at muliggøre fredelig sameksistens med kurderne. Under alle omstændigheder vil majoriteten af tyrkerne værdsætte, hvis livet kan genoptages uden risiko for bombeattentater og terroranslag. Betydningen for EU Tyrkiet er af uvurderlig betydning for vesten og for EU. Under den kolde krig var NATO-landet Tyrkiet med knap 80 mio. indbyggere og et frygtindgydende forsvar, et veritabelt bolværk mod Sovjetunionen. Samtidig spillede landet en afgørende rolle som regional stormagt på grænsen mellem Mellemøstens diktaturer og Europas demokratier. Siden har Tyrkiet næsten været et modelsamfund for et muslimsk demokratisk vækstsamfund i forhold til et radikaliseret islamisk Mellemøsten og en arabisk verden ramt af kaos og vold. Valgdeltagelsen på 86 pct. ved søndagens valg, bekræfter at de demokratiske spilleregler er grundfæstede. Tyrkiets betydning i den nuværende flygtningesituation dokumenteres af den kendsgerning, at Tyrkiet i de sidste år har taget imod mere end 2 mio. flygtninge fra Syrien og Iraq. For både AKP og oppositionen var søndagens valg afgørende. På den ene side har Recep Tayyip Erdoğan og AKP kørt benhårdt på risikoen for at det kaos og de borgerkrigslignende tilstande, der har præget landet siden juni-valget, ville eskalere og Tyrkiet eventuelt ende som andre fejlslagne stater i regionen. Tilbuddet fra AKP var alternativet – et etparti-styre, stabilitet og et udbytterigt samarbejde med partnere i EU og NATO. EU har brug for et stabilt Tyrkiet Uanset tyrkernes egen opfattelse, og uden at tage stilling til ret og vrang, har vi i EU brug for er en stabil regering i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer. Økonomien er stadig i vækst – men aftagende – og inflation og arbejdsløshed er stigende, og Tyrkiet har stigende vanskeligheder med at absorbere stigningen i arbejdsudbuddet. Økonomien ville utvivlsomt have godt af reformer, der kunne øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og de øvrige markeder. Sammenbruddet i fredsprocessen med kurderne og væksten i terror har ikke kun plaget den syd-østlige del af Tyrkiet, men har også påvirket hele landets afgørende turistindustri. En ny stabil regering må nødvendigvis revurdere den rolle Tyrkiet skal spille i forhold til IS og Syrien og i forhold til de mere end 2 mio. flygtninge, der syntes at have mistet tålmodigheden og som følge af manglende håb til forholdene i Syrien er parat til at drage videre til en fremtid i et Nordeuropæisk EU-land. Tyrkiets forhold til Syrien Siden begyndelsen af krigen i Syrien i 2011 har den tyrkiske ledelse haft det standpunkt, at den syriske præsident Bashar al-Assad bør gå af. Tyrkiet har samtidig tilladt, at ikke-syriske jihadister og ISIS-krigere stort set frit og uhindret har kunnet rejse gennem Tyrkiet og i et vist omfang benyttet Tyrkiet som base for R&R og lægebehandling, men Tyrkiet har ellers været påfaldende passiv. Tyrkiet har dog ikke kunnet undgå at blive en mere aktiv del af krigen. Dels på grund af den massive flygtningestrøm på mere end to millioner. Dels på grund af Tyrkiets bekymringer for de kurdiske landvindinger i det nordlige Syrien og frygten for oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat. Hvorfor er Tyrkiet afgørende for flygtningestrømmen Mange har vanskeligt ved at forstå fornuften i at omfavne Tyrkiet, men der kan være gode grunde til at revurdere Tyrkiets rolle. Trods alle forsikringer om humanitære forpligtelser og modstand mod pigtråd og lukkede grænser er Angela Merkel og Francois Hollande tydeligvis rystede over den flodbølge af syriske flygtninge, der vælter ind i EU. Også mere rystede end de foregiver udad til. Det er ikke mange år siden, at Tyskland og Frankrig på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om optagelse i EU, faktisk havde en gavnlig indflydelse på den interne demokratiseringsproces, i realiteten opgav Tyrkiet. Angela Merkel syntes at have erkendt, at man ikke kan finde løsninger ved bare at fordele asylansøgerne mellem de europæiske lande. Det er helt afgørende, at man får bremset tilstrømningen til Europa. Nu som før gælder, at migrationen skal bringes under kontrol ved EU’s ydre grænser. Det vil først og fremmest sige, at langt færre rejser fra Tyrkiet til Grækenland. Det er også en forudsætning, at Tyskland og Sverige holder op med at invitere samtlige Mellemøstens og Afrikas fattige indenfor. Der er strengt taget ikke noget at sige til, at folk bliver ved med at komme væltende, når de har fået at vide, at de er velkommen. I år har 725.000 krydset Middelhavet og Det Ægæiske Hav til Italien og Grækenland flygtninge. Det anslås, at mindst 1 million i øjeblikket venter på at komme til Europa – på den ene eller anden måde. Tyrkiets nøglerolle er årsagen til at vi pludselig igen er blevet gode venner med Tyrkiet og med præsident Recep Tayyip Erdoğan – på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed og krænkelse af menneskerettigheder. Indenrigspolitisk pres på Merkel Det har bidraget til Angela Merkels forståelse, at hun ikke har kunnet blive enige om flygtningepolitikken med hendes socialdemokratiske koalitionspartnere i SPD. Merkel er samtidig presset af sit eget bagland. Det bayerske søsterparti, CSU, har med stigende intensitet insisteret på at grænserne skulle lukkes. Angela Merkels lavede under sit hurtige besøg hos Erdogan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015 en aftale med Tyrkiet om en handlingsplan for EU-Tyrkiet (”EU-Turkey Actionplan”). Nu skal EU støtte Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. Euro om året, opgive kravet om visum til tyrkiske rejsende og genoptage forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU. Vi kan ligefrem forvente at Recep Tayyip Erdoğan inviteres til Topmøderne i Unionen. Merkels kattepine Indrømmelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt hvor der i stigende grad stilles spørgsmål til Tysklands muligheder for reelt at håndtere de mere end 10.000 flygtninge, der ankommer hver eneste dag. I Tyskland og andre lande vokser kravet om, at landenes humanitære indsats skal foregå i flygtningenes nærområder. Merkel har derfor behov for at overbevise om, at Tyrkiet, Libanon og Jordan er ”sikre” asyllande, der faktisk kan – og vil – klare den akkumulering af flygtninge, der vil blive tale om, hvis krigshandlingerne ikke finder en snarlig afslutning. Har EU reelle hensigter? Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for, at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland. Merkels problem er selvfølgelig, at i EU er ikke kun Grækenland og Cypern afvisende over for indrømmelser til Tyrkiet. En række andre lande er heller ikke begejstrede ved, at Merkel har stillet et EU-medlemskab i udsigt – selvom det tydeligvis ikke er her og nu. EU-Kommissionens formand havde søndag den 25. oktober 2015 indkaldt de berørte medlemslande til et minitgopmøde, ”Meeting on the Western Balkans Migration Route”. På mødet blev der opnået enighed om en 17-punkts plan, herunder at finalisere og implementere den ”EU-Turkey Action Plan”, som Angela Merkel havde aftalt med Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul. Det bemærkelsesværdige var, at Tyrkiet ikke var inviteret til mødet. Tillægsgevinst? Der kan være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet. Er EU-projektet truet? Måske er Angela Merkel fremsynet på hele EU’s vegne? I hvert fald fremhæves det ofte, at Angela Merkel føler et betydeligt ansvar for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet, de andre problemer EU har: Grækenland, Euro-krisen, Ruslands intervention i Ukraine og truslen om britisk udtræden af EU. Hvis flygtningeinvasionen ikke stoppes, ville EU-modstanden vokse og samtidig ville der også komme en voksende belastning af de offentlige budgetter. Hvis Merkel ikke hurtigt får repareret den afstand, som flygtningesituationen har fremkaldt i forhold til de østeuropæiske lande, kunne EU’s tysk-definerede sanktionspolitik i over for Rusland også komme i fare.

Ethvert barn kender deltagerne i Vild med Dans, Paradise Hotel og topspillerne i den spanske fodboldliga. Tidligere var de fleste bekendt med Danmarks historien – om ikke andet så fra læsningen af B.S. Ingemann og Carit Etlar. Ingemann var i hans samtid i 1800-tallet berømt for en lang række historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien. Romanerne var spændende og letlæselige og henvendte sig til et bredt publikum. De var inspireret af Walter Scotts historiske romaner og bidrog til den nationalromantiske vækkelse i midten af 1800-tallet. Carit Etlar, der var pseudonym for Carl Brosbøll, skrev ligeledes en lang række historiske romaner med tydelig inspiration fra både de franske spændingsroman-forfattere (Alexandre Dumas den ældre samt den yngre) og af den danske hjemstavnsfortælling hos Blicher. Etlar huskes især for Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester. Andre populære fremstillinger betød at også mennesker, der ikke nødvendigvis havde gennemgået et universitetsstudium, havde et ganske godt kendskab til både den nordiske og den græske mytologi. Den folkeforståelse og popularitet, der blev f.eks. Bertel Thorvaldsen til del forudsatte et vist kendskab værkernes motiver, herunder klassikere som Illiaden og Odysseen.

Sådan var det også engang med videnskabsmænd. Engang opkaldte vi parker, bygninger, veje efter dem. Alle kendte dem, fra Ørsted til Bohr. Vi var stolte, meget stolte – nu ved vi ikke engang, hvad de hedder. Selv folk der har frekventeret RUC og andre universiteter og som ved meget om Gini-koefficienter m.v. synes blottet for klassisk dannelse. For nylig blev jeg på et møde udsat for en quizz. En amerikaner spurgte bl.a. mødedeltagerne, der hovedsagelig var danskere, om hvor mange danske nobelprismodtagere man kunne nævne. Det beskæmmende resultatet var, at ud over Niels Bohr kunne forsamlingen faktisk ikke nævne én eneste. Realiteten er, at 13 danskere har modtaget Nobelprisen – i forhold til befolkningstallet en absolut topplacering! Som service kan jeg oplyse, at modtagerne (i alfabetisk orden) er: Fredrik Bajer, Niels Bohr, Aage Bohr, Henrik Dam, Johannes Fibiger, Niels Ryberg Finsen, Karl Gjellerup, Johannes V. Jensen, Niels K. Jerne, August Krogh, Ben Roy Mottelson, Henrik Pontoppidan og Jens Christian Skou. Tillad mig som økonom yderligere at nævne 2 modtagere af Nobels mindepris i økonomi, som er indstiftet af Sveriges Nationalbank. Dale Thomas Mortensen fik prisen i 2010. Dale Mortensens far var danskfødt, og han har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet. Lars Peter Hansen fik prisen i 2013. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah. Hvordan genskaber vi respekten for almen dannelse, åndsarbejde, klogskab, videnskab og intellektualisme?

Heldagsskolen kan næppe klare det alene!

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes kritiseret den danske regerings politik. Reaktionen fra Enhedslisten og ligesindede kommer ikke uventet, når det betænkes, at venstrefløjen aldrig har kæret sig om niveauet for hverken udgifter eller skatter i Danmark. For alle os andre er udsigten til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. imidlertid stærkt bekymrende, og hvis der ikke gøres noget vil det offentlige lægge beslag på en stadig større del af samfundskagen. Ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år, og hvad så? Jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP)! Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Hvordan det kan være et ræs mod bunden, og hvad vi ellers hører, er helt ude af proportion. I vurderingen af de i virkeligheden meget beskedne besparelser på det svulmende statsbudget, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. – og betalingerne er stigende! Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1. september, har oplyst, at Danmark hvert år bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året. Kritikere henviser til USA og andre lande, der hæver klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.

http://www.altinget.dk/energi/qa.aspx?id=14930&ref=newsletter&refid=18772&SNSubscribed=true&utm_source=Nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=energi

Danske virksomheders investeringslyst i Danmark er desværre begrænset.  Nettoinvesteringerne er omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Forbrugerne holder i disse år mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og penge i banken. Det tegner et billede af en varig stigning i den private opsparingskvote og en langvarig ændring af danskernes forbrugsmønstre.

Når forbruget i Danmark ikke stiger, er en del af forklaringen, at danskerne i stigende udstrækning handler i udenlandske e-butikker. , Statistik fra Betalingsrådet under Nationalbanken viser, at danskerne lægger en stadig større del af forbruget i udlandet. Opgørelser over værdien af betalinger med betalingskort viser, at 9 pct. af betalingerne i 2010 gik til udlandet, herunder til udenlandske netbutikker. I 1. halvår af 2015 var betalingerne til udlandet steget til omkring 12 pct. af alle betalinger.

I 2015 vil danskerne lægge forbrug for omkring 55 mia. kr. i udlandet – herunder i netbutikker. Det er en stigning på knap 10 pct. i forhold til sidste år. Det er indlysende, at hvis de udenlandske netbutikkers konkurrencedygtighed havde været mindre ville BNP og beskæftigelsen i Danmark have været højere.

Nationalbanken og andre økonomiske prognosemagere venter en stigning i privatforbruget i de kommende år. Det kan meget vil ske, men hvis forbruget i stadig større grad lægges i udlandet, vil forbrugsstigningen aldrig få den forventede positive effekt på den økonomiske vækst i Danmark.

Videreførelsen af det såkaldte håndværkerfradrag vil i længden næppe rykke nævneværdigt ved det private forbrug i Danmark. Internethandel kan effektivt omgå alle karteller og prisaftaler, og derfor er der ingen vej udenom – regeringen må snarest tage fat på den upopulære opgave det vil være effektivt at øge konkurrencen i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri.

Hele artiklen “Danske virksomheder investerer for lidt i produktion, vækst og beskæftigelse i Danmark” kan ses på https://www.denfri.dk/2015/10/danske-virksomheder-investerer-for-lidt-i-produktion-vaekst-og-beskaeftigelse-i-danmark/

Den onde regerings besparelser på energi-, klima- og miljøområdet

Regeringen fremlagde tirsdag den 29. september forslaget til finanslov for 2016. Forventninger til et stramt udspil blev til fulde opfyldt. Finansloven opererer med udgifter på omkring 695 mia. kr. og indtægter på knap 628 mia. kr. og dermed et budgetunderskud, der ligger tæt på de tilladte – 3 pct. af BNP. De samlede offentlige udgifter i 2016 vil være på omkring 1.150 mia. kr. og heraf vil det offentlige forbrug udgøre knap halvdelen. I forhold til 2015 indeholder finanslovsforslaget en beskeden stigning i det offentlige forbrug på 0,3 pct. svarende til under 2 mia. kr., men mere end den 0-vækst, der var Venstres mantra under valgkampen – og væsentligt mindre end Socialdemokraternes løfter om stigninger på 0,9 pct.

Budgetlov og EU-krav

Der kan være gode grunde til, at Finansloven for 2016 skal være stram. I EU har vi faktisk tilsluttet os regler, der til en vis grad harmoniserer landenes finanspolitikker. Vi har forpligtet os til at begrænse budgetunderskuddene til 3 pct. af BNP. Vi har også forpligtet til at undlade at finansiere aktiviteterne ved uhæmmet gældsætning. Den offentlige gæld skal holdes under 60 pct. af BNP. Endelig har vi vedtaget en budgetlov, der forhindrer at vi har et underskud på mere end 0,5 pct. af BNP på den såkaldte strukturelle saldo.

Stramt finanslovsforslag

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes kritiseret den danske regerings politik. Det Konservative Folkeparti er (uden at det vides hvorfor) også kritisk og tidligere minister og EU-kommissær, formand for den radikale grønne tænketank CONCITO, Connie Hedegaard, har i Altinget den 22. oktober 2015 betegnet regeringens beskedne forslag til besparelser på finansloven for 2016 som ”en gigantisk rundbarbering af det, der skal fremtidssikre den grønne omstilling og væksten i Danmark”.

Samlede offentlige udgifter på 1150 mia. kr.

Venstrefløjens reaktion kommer ikke uventet, men når det betænkes, at der er udsigt til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. er det helt utroligt, at en tidligere minister og EU-kommissær vil sættes i bås med venstrefløjens og den private sektors uansvarlige hylekor.

Besparelserne

Ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år, men jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet, som ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer – ENERGIÅRET 2015, , siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Ja, det er også rigtigt, at der foreslås mindre besparelser på: • Varmepumper – demonstrationsprojekt (26,7 mio. kr.) • Rejsehold til varmepumper (4 mio. kr. i 2016) • Administration til rejsehold (0,8 mio. kr.) • Bevilling til elbusser (4,8 mio. kr.) • Rådgivning vedr. energibesparelser (5 mio. kr.) • Kampagne om omstilling af energisystemet (4 mio. kr.) • Pulje til energiteknologier (5,6 mio. kr.) • Puljer til geotermi (65 mio. kr. frem til 2020)

Besparelser på det “grønne område”

For at komplettere billedet har regeringen også foreslået besparelser på det såkaldte ”grønne område” på i alt ca. 200 mio. kr.: • Den Grønne Omstillingsfond (39 mio. kr.) • Grønt Iværksætterhus (3 mio. kr.) • Økologiske Iværksættere (5 mio. kr.) • Klimapulje (89 mio. kr.) • Fremme af nye energiteknologier (6 mio. kr.) • Omdisponering af midler under Naturplan Danmark (30 mio. kr.) • Nedskalering af øvrige grønne indsatser: Grønne Ildsjæle, Pilotprojekter om grøn omstilling, Grønne partnerskaber, Formidlingsaktiviteter og undersøgelser (33 mio. kr.)

Besparelserne i forhold til borgernes årlige betaling af over 40 mia. kr. i energi- og PSO-afgifter

I vurderingen af disse besparelser, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1.september, har oplyst, at Danmark bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren om årligt. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året.

Sagkundskabens opfattelse

Hvis vi ikke alene skal forlade os på ordførernes ”mavefornemmelser” – hvad er så sagkundskabens opfattelse? De Økonomiske Råd forholdt sig i Vismandsrapporten Økonomi og Miljø i 2014 til dansk klima- og energipolitik. Vismændene tilkendegav i klare vendinger, at dansk enegang ikke anbefales. Hvis man alligevel af politiske grunde måtte ønske mere ambitiøse målsætninger, burde den særlige danske indsatser fokusere på den ikke-kvoteomfattede del af økonomien.

Den danske enegang er altså uden effekt!

Årsagen er, at en væsentlig del af den danske indsats for at anvende mere Vedvarende Energi, VE, i stedet for fossile brændsler som kul og naturgas finder sted inden for el- og fjernvarmeproduktionen, som er omfattet af EU’s kvotesystem. Den stigende anvendelse af VE reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter. Disse kvoter kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af VE i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan.

Igen:Dansk enegang uden effekt

Selvom støtten udgør over 7 mia. kr. om året finansieret over PSO-afgiften, er indsatsen altså virkningsløs i forhold til den globale klimaudfordring.

Hvorfor skal vi partout forfølge særlige danske målsætninger? Er EU-målsætningerne ikke gode nok?

På mødet i Det Europæiske Råd 23. – 24. oktober 2014 fastlagde stats- og regeringscheferne følgende klima- og energimål for EU for 2030:

• EU skal i 2030 have reduceret CO2-udledningen med 40 procent i forhold til udslipniveauet i 1990. Målet fordeles på nationalt niveau.
• Mindst 27 procent af EU’s energiforbrug skal komme fra vedvarende kilder. Målet er bindende og på EU-niveau.
• EU skal være mindst 27 procent mere energieffektiv. Målet er på EU-niveau og kun vejledende.
• 15 procent af et lands energiforsyning skal kunne eksporteres eller importeres. Dette mål er vejledende.

Vurdering af målsætningerne

Igen – mavefornemmelser er godt – men hvad mener sagkundskaben? De miljøøkonomiske vismænd har også forholdt sig til EU’s klima- og energimål. Det vurderes som positivt, at EU har fokus på og sætter mål for drivhusgasreduktionen i 2030, og ikke på delmål som VE-andelen. Det vurderes derfor som hensigtsmæssigt, at der ikke er landefordelte VE-mål. Det er positivt, at landene har mulighed for at foretage reduktionen så omkostningseffektivt som muligt.

COP 21

Connie Hedegaard og de andre kritikere henviser til USA og andre lande, der hæver klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de af Finansministeriet foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.

Anatolien, Illiaden, Odysseen og Æneiden

Et kort besøg i Istanbul, Tyrkiet (i øvrigt samtidig med Angela Merkel) fremkalder mindelser om de fantastiske begivenheder, der ifølge Herodot m.fl. skulle have udspillet sig i og omkring Troja og senere udødeliggjort af Homer og endnu senere af Vergil.

Troja

Byen Troja (også kaldet Ilion) lå i Anatolien i det nuværende Tyrkiet tæt ved Dardanellerstrædet, det smalle stræde mellem Europa og Asien i det nordvestlige Tyrkiet. Det 61 km lange stræde forbinder det Ægæiske Hav med Marmarahavet og er således en del af forbindelsen mellem Sortehavet og Middelhavet. I 1870erne udgravede den tyske arkæolog Heinrich Schliemann området. Senere udgravninger afslørede flere byer bygget i række. En af de tidligere byer (Troja VII) bliver ofte udlagt som Homers Troja. Selvom det er omdiskuteret, er området blevet identificeret som byen Wilusa, kendt fra hittitiske tekster; Ilion menes at være den græske udgave af det navn.

Illiaden og den trojanske krig

Det antikke Grækenlands historikere placerede den trojanske krig forskelligt i det 12., 13., eller 14. århundrede f.Kr., men normalt antages det, at Illiaden foregår omkring år 1200 f. Kr., cirka 200 år før den blev skrevet. I Illiaden beskriver Homer krigen mellem grækerne og Troja med kong Priamos og hans to sønner prins Paris og prins Hektor på den trojanske side. Det er Paris, der nedkalder en frygtelig krig over Troja, da han bortfører den skønne Helene fra Menelaous, konge af Sparta, til Troja. Den forsmåede ægtemand sværger hævn og medbringer foruden krigsskibe og en frygtindgydende hær sin bror Agamemnon, Odysseus og superhelten Achilleus, hvis evner på slagmarken kan vende krigen. I Iliaden slog achaierne (grækerne) lejr ved floden Scamander (sandsynligvis nutidens Karamenderes). Byen Troja lå på en bakke på den anden side af Scamandersletten, hvor kampene i den trojanske krig fandt sted.

Hektors død

I den trojanske lejr forskanser kong Priamos sig med Paris, Helene og sin ældste søn Hektor, kronprins af Troja. Hektor var en formidabel kriger og dræbte under kampene mange grækere, heriblandt Achilleus’ bedste ven, Patroklos. Han bliver af denne grund udæsket til at duellere med Achilleus, der dræber ham og ovenikøbet skænder hans lig.

Æneiden og Aneas flugt fra Troja

Med på den græske side er også Odysseus, der finder på knebet med den trojanske hest. Vergil beskriver i Æneidens 2. sang hvordan Laokoon – en trojansk Apollon- og Poseidonpræst – der efter at grækerne tilsyneladende havde opgivet deres belejring af Troja, advarede mod at føre den træhest, som grækerne havde efterladt, ind i byen. Laokoons ofte citerede vers 49 i Æneidens 2. sang lyder: “timeo Danaos et dona ferentes” (Jeg frygter grækerne, også når de kommer med gaver).

Den Trojanske hest

Stemningen blandt trojanerne var delt, og Laokoon blev ved lodtrækning valgt til ved et offer til Poseidon at spørge om gudernes vilje. Midt under ofringen kom to slanger op af havet og kvalte Laokoon og hans to sønner på alteret. Dette varsel fik trojanerne til at træffe den skæbnesvangre beslutning at trække hesten ind bag de tykke bymure. Først da det er for sent, finder de ud af, at den er fyldt med soldater. Troja falder. Men Achilleus når ikke at nyde sejren: Paris hævner sin bror ved at ramme krigeren med en dødelig pil i hælen.

Roms grundlæggelse

I Æneiden får Æneas, der er søn af Anchises og selveste Afrodite/Venus, inden Trojas fald af den faldne Hektors spøgelse besked på at forlade Troja. Efter Hektors advarsel forlader Æneas sammen med sin far og lille søn Troja. Efter en længere rejse og herunder korte besøg i Kartago, hos Sibyllen og i Underverdenen kommer han til Latium (Italien) og de syv høje, hvor han efter at have besejret Turnus gifter sig med kong Latinus’ datter, Lavinia, og grundlægger Rom. Ifølge traditionen nedstammer både Romulus og Julius Cæsar fra Æneas.

On behalf of the EU German Chancellor Angela Merkel has offered Turkey financial aid and faster progress on negotiations to join the European Union in return for stemming the flow of migrants to Europe.

Har Tyrkiet nøglen til det europæiske flygtningeproblem?

Trods alle forsikringer om humanitære forpligtelser og modstand mod pigtråd og lukkede grænser er Angela Merkel og Francois Hollande tydeligvis rystede over den flodbølge af syriske flygtninge, der vælter ind i EU. Også mere rystede end de foregiver udad til. Det er ikke mange år siden, at Tyskland og Frankrig på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om optagelse i EU, faktisk havde en gavnlig indflydelse på den interne demokratiseringsproces, i realiteten opgav Tyrkiet.

Pludselig er vi igen blevet gode venner med et stadig mere islamiseret Tyrkiet med en stadig mere enerådende præsident Recep Tayyip Erdoğan, der næsten ikke kan vente på en forfatningsændring, der vil udstyre Tyrkiets præsident med Putin-agtige beføjelser.

Francois Hollande er uden betydning, men efter Angela Merkels hurtige weekendbesøg hos Erdogan i Istanbul, skal EU nu støtte Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. Euro, opgive kravet om visum til tyrkiske rejsende og genoptage forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU. Der er samtidig ingen garantier for at Tyrkiet fremover vil fokusere på ISIS og situationen i Syrien og Irak frem for bestræbelserne på at eliminere den hjemlige kurdiske opposition. Mange har vanskeligt ved at forstå fornuften i at omfavne Tyrkiet netop nu – 2 uger inden et måske afgørende parlamentsvalg?

Merkels kattepine

Indrømmelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt hvor der i stigende grad stilles spørgsmål til Tysklands muligheder for reelt at håndtere de mere end 10.000 flygtninge, der ankommer hver eneste dag. I Tyskland og andre lande vokser kravet om, at landenes humanitære indsats skal foregå i flygtningenes nærområder. Merkel har derfor behov for at overbevise om, at Tyrkiet, Libanon og Jordan er ”sikre” asyllande, der faktisk kan – og vil – klare den akkumulering af flygtninge, der vil blive tale om, hvis krigshandlingerne ikke finder en snarlig afslutning.

Tyrkiets forhold til Syrien

Siden begyndelsen af krigen i Syrien i 2011 har den tyrkiske ledelse haft det standpunkt, at den syriske præsident Bashar al-Assad bør gå af. Tyrkiet har samtidig tilladt, at ikke-syriske jihadister og ISIS-krigere stort set frit og uhindret har kunnet rejse gennem Tyrkiet og i et vist omfang benyttet Tyrkiet som base for R&R og lægebehandling, men har ellers været påfaldende passiv. Tyrkiet har dog ikke kunnet undgå at blive en mere aktiv del af krigen. Dels på grund af den massive flygtningestrøm på mere end to millioner. Dels på grund af Tyrkiets bekymringer for de kurdiske landvindinger i det nordlige Syrien og frygten for oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat. De seneste tre måneder har Tyrkiet bombet kurdiske PKK stillinger i Tyrkiet og det nordlige Irak. PKK har samtidig rettet en bølge af angreb mod det tyrkiske militær og politi.

Merkels besøg i Istanbul

Ud over de håndgribelige gaver, Merkel den 18. oktober medbragte til Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul, kan besøget også opfattes som en håndsrækning til Erdoğan, der håber på at hans Justice and Development Party (AKP) vil generobre det absolutte flertal ved parlamentsvalget den 1. november 2015. Med et absolut flertal, kan Erdoğan afholde en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. De tyrkiske vælgere beviste på den anden side ved valget i juni deres robusthed og opinionsundersøgelser tyder ikke på, at Erdoğan ved novembervalget kan påregne et jordskred til fordel for AKP.

Har EU reelle hensigter?

Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland.

Tillægsgevinst?

Der kan være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet.

Er EU-projektet truet?

Til forsvar for Angela Merkel kan også anføres det ansvar, hun føler for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet de andre problemer EU har: Grækenland, Euro-krisen, Ruslands intervention i Ukraine og truslen om britisk udtræden af EU. Hvis flygtningeinvasionen ikke stoppes ville EU-modstanden vokse og samtidig ville der også komme en voksende belastning af de offentlige budgetter. Hvis Merkel ikke hurtigt får repareret den afstand, som flygtningesituationen har fremkaldt i forhold til de østeuropæiske lande, kunne EU’s tysk-definerede sanktionspolitik i over for Rusland også komme i fare.

Omstillingsparathed i centraladministrationen.

Regeringens beslutning om at udflytte 3.900 statslige arbejdspladser fra København stiller store krav til embedsmændenes omstillingsparathed. I NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet skal omkring 390 – cirka halvdelen – af medarbejderne i København flyttes til Augustenborg Slot på Als.

Krisehjælp

Ifølge direktør Jette Petersen, som bliver i København men må finde sig i lejlighedsvis at besøge Als, havde man ved annonceringen af udflytningen sørget for krisepsykologer, hvis nogen skulle have behov for hjælp, og styrelsens egne arbejdsmiljøkonsulenter og psykologer var også til stede. Der foreligger ikke oplysninger om hvor mange medarbejdere, der rent faktisk havde brug for ilt, konsulenthjælp og psykologbistand. Det ville dog være naivt at tro, at forandring ikke altid har været et grundvilkår i den danske centraladministration.

Landbrugsministeriet

Når vi nu er begyndt i NaturErhvervstyrelsen, kan Landbrugsministeriets brogede historie passende illustrere min pointe: Frem til oprettelsen af Landbrugsministeriet den 22. maj 1896 lå både landbrugets og fiskeriets anliggender trygt og godt i Indenrigsministeriet. Med Landbrugsministeriets etablering blev begge erhvervs interesser varetaget hér, med undtagelse af en kort pause i perioden 1929-35, hvor Landbrugsministeriets Fiskeridirektorat var overflyttet til et nyt ministerium for søfart og fiskeri. I 1935 blev Fiskeridirektoratet igen henlagt under Landbrugsministeriet, der fik navnet Ministeriet for Landbrug og Fiskeri og her lå varetagelsen af fiskeriets interesser indtil den 13. november 1947, hvor Fiskeriministeriet blev oprettet som selvstændigt ministerium. Landbrugsministeriet var i disse år præget af ro og ordentlighed. De ministerielle embedsmænd følte sig nok noget hævet over ministeriets klienter, og man ansatte ikke hvem som helst. Da en ung håbefuld landbrugskandidat søgte en sekretærstilling i ministeriet, blev han afvist. Med anmodning om en nærmere begrundelse med oplysning om, at cand.agro faktisk var anerkendt som en akademisk uddannelse – ovenikøbet inden for ministeriets jordbrugsmæssige virkefelt – fik han det svar, at man jo ej heller i Justitsministeriet ansatte tugthuskandidater! Landbrugskandidaten måtte herefter læse et par år mere og først med en pæn, men ikke prangende eksamen som cand.polit kunne han endelig ansættes i ministeriet. De to ministerier fungerede uafhængigt af hinanden og i relativ ro i næsten 50 år indtil et sand reorganiseringsraseri greb Landbrugsministeriet i begyndelsen af 90’erne. Raseriet havde muligvis sammenhæng med at ministeriet havde fået en ny energisk departementschef, der ikke vidst noget som helst om landbrug, men med en baggrund som finmekaniker og ansættelse i Administrationsdepartementet havde interesse i administrative reorganiseringer. Til en start blev en lang række forsknings- og forsøgsstationer nedlagt, sammenlagt og flyttet rundt. Af de helt store reorganiseringer kan nævnes at Statens Husdyrbrugsforsøg blev sammenlagt i Foulum med Statens Planteavlsforsøg under navnet Danmarks JordbrugsForskning.

Landbrugs- og Fiskeriministeriet

Senere – den 27. september 1994 – blev Landbrugs- og Fiskeriministerierne lagt sammen til Landbrugs- og Fiskeriministeriet med yderligere utallige om-rokeringer til følge. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Fødevareministeriet) blev oprettet den 30. december 1996. I den forbindelse blev Levnedsmiddelstyrelsen, der indtil da lå under Sundhedsministeriet, lagt sammen med Veterinærdirektoratet under det nye Fødevareministerium, og ændrede navn til Veterinær- og Fødevaredirektoratet – Fødevarestyrelsen fra 2004.

NaturErhvervstyrelsen

NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet har en tilsvarende tumultarisk historie. FødevareErhverv blev skabt ved sammenlægningen af Strukturdirektoratet og det dysfunktionelle EU-Direktoratet i 2000. Strukturdirektoratet boede i Toldbodgade i København med en lille filial i Tønder i Sønderjylland. Filialen i Tønder blev ikke berørt, men personalet i Toldbodgade måtte flytte til Nyropsgade. NaturErhvervstyrelsen blev etableret 1. oktober 2011 ved sammenlægning af FødevareErhverv, Fiskeridirektoratet og dele af Plantedirektoratet. Styrelsen har siden 2011 haft til huse i Nyropsgade i det centrale København og med en lille filial i Tønder i Sønderjylland. Fiskeridirektoratets medarbejdere måtte flytte fra hovedkontoret på Langelinie Allé i København, mens Plantedirektoratets medarbejdere måtte flytte fra grønne omgivelser i Lyngby nord for København.390 af de ansatte i NaturErhvervstyrelsen skal inden for de næste to år flytte arbejdsplads til Sønderjylland. 370 af de ansatte skal flytte til Augustenborg, mens 20 skal flyttes til styrelsens Tønder-filial.

Fra psykopatklubben

De 370, der skal flytte til Augustenborg, skal have til huse i et tidligere psykiatrisk hospital, som først skal bygges om, før man kan huse det nye driftscenter, der skal varetage opgaver med support, tilskud og kontrol. Derfor er forventningen også, at flytningen bliver realiseret i løbet af 2017. Hvis der måtte være medarbejdere i NaturErhvervstyrelsen, der i øjeblikket er frustrerede over fremtidsudsigterne, kan man trøste sig med at tidligere ansatte i ministerområdet også har været udsat for forandringer. For de særligt berørte, kan man anbefale læsning af departementschef Erik Ib Schmidts erindringer: ”Fra psykopatklubben”. Det kan være en trøst at konstatere, at også i ”de gode gamle dage” var der undertiden meget besynderlige forhold i den danske centraladministration.

Den urimelige kommunale udligning I disse dage lægger mange kommuner sidste hånd på budgettet for det kommende år. Budgetaftalerne stiller store krav til kommunalpolitikernes forligsevner, og heldigvis er der i mange kommuner tale om brede aftaler om forhold, der ikke kun berører kommunens egne borgere. Også i Gentofte er borgmester Hans Toft og et stort flertal i kommunalbestyrelsen nået til enighed om kommunens budget for det kommende år. Selvom det igen er lykkedes at holde indkomst- og ejendomsskatterne i ro, giver det for skatteborgerne skår i glæden, at Gentoftes borgere igen i 2016 skal understøtte kommuner, hvor borgerne som følge af et lavere pris- og omkostningsniveau ofte har et betydeligt højere rådighedsbeløb. Udligningen koster kommuner dyrt Det kan ikke være meningen, at fattige Gentofte-borgere på den måde tvinges til at støtte rige borgere i andre kommuner. Gentofte Kommunes samlede nettoudgifter til udligning er 1.619 mio. kr. i 2016. Reelt er kommunens bruttoudgift til udligning til andre kommuner på ca. 2,5 mia. kr., hvis der medregnes, at Gentofte Kommune mister et betydeligt bloktilskud som følge af udligningen. Mange borge har samtidig svært ved at forstå, at en bureaukratisk statslig beskæftigelsesreform, der sænker refusioner for forsørgelsesydelser, betød, at udligningen i 2016 blev yderligere strammet med forhøjelse af grænsen for overudligning fra 92 til 93 pct., hvilket indebærer, at det højere udligningsniveau har gennemslag for bl.a. Gentofte. De samlede konsekvenser af refusions- og udligningsreformen er indregnet i Gentofte Kommunes budget for 2016 med et samlet tab på 10 mio. kr. Formålet med den mellemkommunale udligningsordning er angiveligt at Christiansborg vil sikre, at uanset kommunernes egne ønsker skal kommuner med forskellige underliggende vilkår, have mulighed for at tilbyde omtrent samme serviceniveau uden for store forskelle i skatteprocenter. Udligningen virker ikke Selvom flere justeringer af det kommunale udligningssystem de senere år har trukket i retning af at omprioritere midler fra større bykommuner til yderkommuner og landdistriktskommuner, er der intet der tyder på at det mellemkommunale udligningssystem har nogen varig effekt på de økonomiske forskelle, der kan konstateres mellem forskellige kommuner. De økonomiske vismænd, der i foråret 2015 nøje vurderede forskellige muligheder for at fremme den økonomiske udvikling og beskæftigelsen i yderområder, fandt da heller ikke anledning til at anbefale kommunale udligning som et brugbart instrument. Det kommunale selvstyre undermineres I sidste ende må det være op til det kommunale selvstyres politiske prioritering, hvilket serviceniveau, der skal tilbydes i den enkelte kommune. Der bør være plads til, at nogle kommuner ønsker et relativt lavt beskatningsniveau og et tilhørende lavt offentligt serviceniveau, mens der i andre kommuner vil være ønsker om det modsatte. Det nuværende udligningssystem, betyder, at der fra Christiansborg gennemtvinges en urimelig omfordeling af skatteborgernes midler, der ikke kun berøver kommunerne incitamenter til at fremme den lokale indkomstskabelse, men også mindsker behovet for lokale politiske prioriteringer vedrørende skat og service.