Fredag den 8. januar 2016 blev etableringen af Danish Agribusiness Fund præsenteret ved et pressemøde i København. Fonden er resultatet af en aftale mellem pensionskasser og staten om fødevareinvesteringer i udviklingslande, der skal fremme den danske landbrugs- og fødevaresektor. Danish Agribusiness Fund skal således bidrage til at øge produktionen af fødevarer i udviklingslande og fremme salget af dansk teknologi og know-how inden for landbrugs- og fødevaresektoren. Danish Agribusiness Fund etableres i et samarbejde mellem Danida, statens investeringsfond for udviklingslande (IFU) og pensionskasserne PKA og PensionDanmark. Staten bidrager med 89 millioner fra bistandsrammen, mens IFU skyder 212 millioner kr. i fonden.Pensionskasserne PKA og PernsionDanmark skyder hver 200 millioner kr. i fonden.

Fonden ventes at rejse yderligere kapital på 100 mio. kr. i en second closing.

Fonden forventes at medvirke til investeringer for omkring seks milliarder kr. i landbrugs- og fødevareprojekter i udviklingslande i Asien, Afrika, Latinamerika og dele af Europa.

Partnerskaber

Fonden kan opfattes som et nyt innovativt partnerskab, der vil sikre en mere effektiv anvendelse af danske virksomheders kompetencer i Danmarks udviklingssamarbejde og dermed tilføre udviklingspolitikken et nyt instrument. Udenrigsminister Kristian Jensen har ved mange lejligheder understreget hensynene til vækst og beskæftigelse i det udenrigs- og udviklingspolitikken. Det må da også hilses velkommen, hvis dansk udenrigspolitik, udviklingspolitik og udenrigstjenesten fremover kan levere væsentlige bidrag til vækst og beskæftigelse i både Danmark og i udviklingslandene. Den stærke understregning af de danske interesser er på ingen måde i konflikt med udviklingslandenes egne interesser. Der er ubetinget behov for gennem innovative strategiske partnerskaber at skabe sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitik, og der er behov for, at udviklingslandene ligeværdigt integreres i bl.a. den globale fødevareproduktion. Målet for de investeringer, der skal finansieres af Danish Agribusiness Fund, bør derfor understøtte udviklingen af bæredygtige og effektive produktionsmetoder, infrastruktur og forsyningssikkerhed i udviklingslandene. Det siger sig selv, at hvis fonden skal virke efter hensigten, skal investeringerne skrues sammen på en måde, der på én og samme tid giver danske virksomheder incitamenter til vækst og indtjening og samtidig bidrager til værdiskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene.

Retningslinjer for investeringerne

Hvis vi skal sikre en mere varig og effektiv anvendelse af danske virksomheders kompetencer i Danmarks udviklingssamarbejde, er det vigtigt, at hensynene til virksomhedernes kommercielle interesser og de finansielle investorers interesse i afkast ikke tilgodeses på bekostning af projekternes sociale, miljømæssige og økonomiske bæredygtighed. Danish Agribusiness Fund bør selvklart leve op til almindeligt vedtagne CSR-regler (Corporate Social Responsibility) og ubetinget og eksplicit respektere de internationalt aftalte retningslinjer for beskyttelse af basale rettigheder. I den oprindelige koncept-note var der henvisninger til Verdensbanken og IFC, men fonden bør også være opmærksomme på de retningslinjer, der er enighed om i ”Right to Food”-sammenhæng. Disse rettigheder er nærmere operationaliseret i ”Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security” fra 2004, og i “Voluntary Guidelines on the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests in the Context of National Food Security – VGGT” fra 2012. Når multinationale firmaer som PepsiCo og Coca-Cola Company afstår fra land-grabbing og overholder disse retningslinjer, bør officielle danske investeringsprogrammer også kunne gøre det.

Midt i bekymringerne over situationen i Mellemøsten, flygtningepres og terrortrusler er der for lidt fokus på Danmarks økonomiske problemer.

Kendsgerningen er desværre, at mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter. De seneste fire år har Danmark haft en historisk lav økonomisk vækst på 0,5 pct. om året – i alt to pct. på fire år. Men da befolkningen i samme periode et vokset med to pct., har økonomien for den gennemsnitlige dansker været fuldstændig fastfrosset.

Ser vi på landene omkring os, og de lande vi ynder at sammenligne os med, så har de fået deres BNP tilbage på sporet og over niveauet fra før finanskrisen. Danmarks BNP pr. indbygger ligger stadig under niveauet før krisen i 2008-9. Hvis vi igen ser på den gennemsnitlige dansker, er hun i dag fattigere end hun var før krisen!

Fremadrettet er økonomien heldigvis ikke gået helt i stå. Nationalbanken skønner faktisk en bekeden vækst på omkring 2 pct. i 2015, 2016 og 2017. Hvad er det så, der ligger bag den beherskede vækst? Det er ifølge Nationalbanken 3 forhold:

• olieprisens fortsatte fald, • den lavere rente og • svækkelsen af den effektive kronekurs.

De tre forhold yder hvert deres lille bidrag til at sætte ekstra skub i økonomien. Både den relativt billige olie og den lave rente øger de disponible indkomster – og dermed husholdningernes mulighed for at forbruge. Og en lavere effektiv kronekurs forbedrer den danske konkurrenceevne.

Arbejdsudbuddet

På den positive side, er ledigheden faldet. I oktober 2015 var der ifølge Danmarks Statistik 120.400 bruttoledige, svarende til en ledighedsprocent på 4,5 pct. Desværre er det begrænsede opsving geografisk ujævnt, og kun i Københavnsområdet er beskæftigelsen i dag på et højere niveau, end før krisen ramte Danmark.

Samtidig har der været en kraftig stigning i antallet af borgere, der er helt afhængige af indkomst fra det offentlige. I øjeblikket har 3.029.994 borgere deres indkomst fra det offentlige. Det svarer til at 70 pct. af den samlede danske befolkning over 18 år på ca. 4.300.000.

Det samlede tal på 3.029.994 fremkommer som summen af 816.000 personer på overførselsindkomst, 327.000, der er på SU, 1.059.000 folkepensionister og 827.994 personer ansat i det offentlige.

Den lave arbejdsløshed og det begrænsede arbejdsudbud er samtidig en kilde til alvorlig bekymring. Danmarks Nationalbank og De Økonomiske Vismænd vurderer, at med en ledighedsprocent på 4,5 pct. er vi meget tæt på ledighedens strukturelle niveau. Det vil sige, at vi meget snart især i hovedstadsregionen vil stå over for flaskehalsproblemer og decideret mangel på arbejdskraft.

Der syntes at være bred politisk enighed om, at den væsentligste del af et øget arbejdsudbud skal komme fra de mange offentligt forsørgere, der i dag står uden for arbejdsstyrken.

De alternative muligheder for at øge udbuddet er begrænsede: Udbuddet kan også øges, såfremt flere vælger at blive lidt længere på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension, men ellers vil vi være henvist til at få dækket landets behov for arbejdskraft udefra.

Regeringens udfordring

Venstre-regeringen står derfor over for en kolossal udfordring. Hvad skal der til for at ”vende kajakken”, genskabe borgernes og virksomhedernes tillid til fremtiden og dermed øge efterspørgsel, investeringslyst, beskæftigelse og arbejdsudbud?

Skatte- og afgiftstrykket

På det overordnede plan er det afgørende indsatsområde den offentlige sektor. Udgifterne på 1.100 milliarder kr. beslaglægger hvert år 56 pct. af det samlede BNP. Sektoren finansieres gennem et uhyrligt og kvælende skatte- og afgiftstryk på husholdninger og virksomheder samt ved gældsstiftelse, hvor regningen efterlades til vores efterkommere. Dansk vækst og dermed det private erhvervs eksistensgrundlag er historisk presset af en dyr og samtidig pinligt ineffektiv offentlig sektor. Dagligt bliver vi konfronteret med oprørende eksempler på frås med offentlige midler, og håbløs inkompetence i SKAT og andre offentlige myndigheder.

Det er ikke kun personskatterne, der er problemet. Energiafgifter på over 50 mia. kr. blokerer for vækst og beskæftigelse. Erhvervsorganisationer og fagbevægelsen raser med rette over, at PSO- og energiafgifter afskærer virksomhederne for at udnytte de lavere energipriser og over belastningen af konkurrenceevnen. Den aktivistiske energi- og klimapolitik, som det grønne alternativ ihærdigt har prøvet at gennemtvinge, fører til forringet konkurrenceevne, lavere vækst og højere el- og varmepriser. Ydermere finansieres en voksende andel af de grønne aktiviteter af PSO-afgiften uden om Finansloven. Det bemærkes, at her taler vi ikke om pebernødder. I den seneste fremskrivning forventes PSO-regningen frem til 2020 at blive på mindst 60 mia. kr.

Skatte- og afgiftstrykket i kombination andre høje omkostninger og en generel mangel på konkurrence betyder at danskerne må leve med et prisniveau der ligger 39 pct. over EU-gennemsnittet.

Reduktion af de offentlige udgifter

Der er altså ingen vej udenom – de offentlige udgifter skal reduceres og skatte- og afgiftstrykket lempes. 0-vækst er ikke nok – der skal før eller siden gennemføres ganske drastiske reduktioner og omprioriteringer. Selvom det er selvindlysende og erkendt i vide kredse, bliver regeringens spage initiativer til at begrænse de offentlige udgifter mødt med kritik fra stort set alle sider. Når regeringen sparer på udenrigsministeriets rammer og på udviklingsbistanden karakteriseres det straks som uansvarligt – ikke kun af de sædvanlige kredse i det såkaldte ”bistandsmiljø”, men også fra erhvervsvirksomheder og påstået borgerlige partier. Når de voldsomme ambitioner – og omkostninger – på energi- og klimaområdet modereres, bliver det straks mødt af et ramaskrig fra klimaaktivister, men så sandelig også fra tunge erhvervsvirksomheder. Det mest bizarre er, at påståede borgerlige partier ligeledes advarer mod besparelser på den offentlige sektor!

Hvis ikke danske erhvervsvirksomheder og organisationerne helhjertet, entydigt og stærkt indgår i debatten med klare krav til politikerne om at skabe bedre vækstbetingelser på det private marked, har fortalerne for en voksende offentlig sektor for let spil.

Diskussionen om topskatten

Ifølge tænketanken CEPOS betaler næsten en halv million danskere topskat, og masser af mennesker i almindelige job kommer over topskattegrænsen på 467.300 kr. Hvor rimeligt er det, at over 5.200 sygeplejersker og 5.000 skolelærere rammes af topskatten og betaler en marginalskat på godt 56 pct. til staten. Det samme gælder 2.700 lastbilchauffører, 1.685 pædagoger og 220 skraldemænd. Topskatten på 15 pct. af indkomst over 467.300 kr. betales af godt 500.000 skatteydere, dvs. 10 pct. af alle skatteydere. Statens provenu fra topskatten anslås til 15,5 mia. kr. i 2015.

Hvem er overhovedet tilhænger af topskat?

Diskussioner om topskatten er oftest mellem tilhængerne af skattesystemets rolle som omfordelingsmekanisme – og tilhængerne af et skattesystem, som lægger afgørende vægt på udformningen af et effektivt system for opkrævning af de midler, der er nødvendige til samfundets drift. Opfattelsen er her, at ”misundelsesskatter” og unødigt forvridende skatteformer så vidt muligt bør undgås. Tilhængerne af skattesystemets fordelingspolitiske rolle findes især på den politiske venstrefløj. Ofte er tilhængerne også enig i dogmet om, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”. Der mindes om, at borgerne hvert år på den ene eller anden måde skal betale næsten 1.100 mia. kr. for at dække de monstrøse offentlige udgifter. Danmark har dermed sikret sig en kedelig verdensrekord i skattetryk! I forvejen skal danskerne finde sig i verdens højeste energi- og varmepriser og et generelt prisniveau, der ligger 39 pct. højere end EU-gennemsnittet.

Modstanderne af topskatten henviser i den offentlige diskussion ofte til at skatten hæmmer mulighederne for igen at få gang i vækst og beskæftigelse. Det anføres ofte, at det er nødvendigt at øge ”arbejdsudbuddet”. Hensynet til arbejdsudbuddet indgår både i diskussionerne om kontanthjælp, integrationsydelse og dagpengesystemet, men også om det danske skattesystem.

Erhvervsorganisationer, fagøkonomer og en række borgerlige partier syntes at være enige om, at ikke mindst den såkaldte ”topskat” hæmmer udbuddet af relevant og kvalificeret arbejdskraft. Når skatteskruen og marginalskatten øges formindskes incitamentet til at arbejde.

Effekten på udbuddet af arbejdskraft kan illustreres ved følgende eksempel: Et konkret tilbud om et nyt job med mere ansvar, en bedre pensionsordning, en del mere i løn, men også udsigten til en del mere arbejde, mindre fritid og mange flere rejsedage, blev afslået. Til trods for, at stillingen indebar et stort avancement, blev tilbuddet afslået, fordi topskatten ville æde store dele af den økonomiske kompensation for det ekstra ansvar, de flere arbejdstimer og de mange rejsedage.

Folketinget har lavet undtagelser for udlændinge

Selvom Socialdemokratiet stadig klynger sig til omfordelingspolitikken og fnysende afviser lempelser i topskatten, har dobbeltmoralen gode kår. Et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet har for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. En række nøglestillinger i erhvervslivet kan som følge af skatteforholdene ikke besættes med kvalificerede personer. Folketinget har indset, at med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det vil samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og i stedet besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge. Ordningens betydning for forskningen er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 70.600 kr. + bidrag til ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på knap 32 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet. Søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, kan ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Baggrunden er, at allerede i 1980erne stod rederierne, over for valget om enten at udflage eller finde andre veje til at bevare konkurrenceevnen. Selv Socialdemokratiet kunne dengang indse, at det danske system ikke passede i en globaliseret verden, og resultatet blev det internationale skibsregister, som tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte. Alligevel må vi i dag konstatere, at danske skibe i høj grad er bemandet med udenlandsk arbejdskraft. Det lykkedes dog at beholde rederierne i Danmark. I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 er mobile borerigge blevet omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Der var oprindelig pres for at også vindmølleskibe og andre offshore-skibe skulle omfattes, men udgangen blev altså alene mobile borerigge. Konsekvensen vil være, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning. Fremover vil borerigge i stedet for udflagning til Singapore fortsat kunne operere under dansk flag og dermed fastholdes en række ledelses- og planlægningsarbejdspladser i Danmark. Ligesom i handelsflåden er der til gengæld ingen garanti for at bemandingen fremover vil ske med fortrinsvis dansk arbejdskraft.

Behov for beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande

Topchefen for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, siger til Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”. Kan Venstre-regeringen levere en mindre marginalskat? Regeringen har meddelt, at Folketingets partier i foråret 2016 vil blive indbudt til skatteforhandlinger. Skattelettelser står ikke øverst på Dansk Folkepartis ønskeliste. Som bekendt har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fuldstændig afvist lempelser i topskatten, men er måske mindre afvisende over for en vis forhøjelse af indtægtsgrænsen.

Liberal Alliance

Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti lagde pres på Venstre, da regeringen blev dannet, og det endte med, at det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, at ”regeringen (har) en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde også vellønnede medarbejdere”. Liberal Alliance har nærmest gjort støtten til regeringens fortsættelse betinget af, at topskatten bliver sat ned med 5 procentpoint ved forårets skatteforhandlinger. Selvom partiet har ry for at gø mere end det bider, bør regeringen tage sig i agt i denne sag.

Det Konservative Folkeparti

Ledelsen i Det Konservative Folkeparti syntes p.t. at foretrække at snakke om flygtninge, vandløb og klimamålsætninger. Partiets principielle holdning som fastlagt af partiets Landsråd er dog helt klart en fuldstændig afskaffelse af topskatten.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti tillægger øjensynlig ikke skatten den store betydning. Foreløbig betvivler partiet, at der er økonomisk råderum til skattelettelser og i givet fald bør lettelser ydes i form af lettelser i bunden og ikke på topskatten. Dansk Folkeparti har imidlertid mange gange demonstreret forbavsende fleksibilitet såfremt, partiet får indrømmelser på andre områder – f.eks. i form af en stram grænsekontrol.

Behov for borgerligt sammenhold

I den standende diskussion, hvor der langt ind i regeringen og blandt dens borgerlige støttepartier er stor uenighed om betydningen af skat, kan der være grund til at minde om fortiden. I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det Poul Schlüter og Firkløverregeringen at skabe det borgerlige sammenhold, der var forudsætningen for at dansk økonomi kunne bringes væk fra kanten af afgrunden og ud af moradset. Hvis det ikke lykkes at skabe et tilsvarende sammenhold på skatteområdet mellem Folketingets blå partier, ser det ikke godt ud. Konsekvenserne kender vi desværre allerede: De danske skatteborgere vil fortsat skulle lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst vil forblive i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen. Regeringen er en mindretalsregering, og undertiden må der slås af på den ideale fordring for at nå en politisk aftale. Spørgsmålet er, om hvilke konsekvenser det vil få, hvis Venstre ikke kan levere på løftet om at sænke skatten på den sidst tjente krone? Folketingsvalg igen i 2016?

Fødevare- og landbrugssektoren er af afgørende betydning for Danmarks eksportindtjening. I 2014 blev der eksporteret for 148 mia. kr. Det svarer til omkring en fjerdedel af Danmarks vareeksport. Med turbulente internationale markeder er der samtidig behov for at bevare fokus på eksportindsatsen, og herunder at styrke arbejdet med at åbne adgang til nye markeder. Her er Danmarks høje niveau for fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd vigtige konkurrenceparametre for danske fødevarevirksomheder. Fødevaresektoren er med 140.000 ansatte også af stor betydning for beskæftigelsen – ikke mindst i dele af landet, hvor udbuddet af arbejdspladser er begrænset.

Aftale

Venstre-regeringen, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har lige før jul indgået en aftale om en omfattende fødevare- og landbrugspakke. Partierne er med aftalen enige om at gennemføre en række konkrete initiativer, herunder et paradigmeskifte for miljøreguleringen af landbruget, for at gøre fødevare- og landbrugserhvervet bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, samt medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark – i bæredygtigt samspil med natur og miljø. Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken bidrager samlet set med godt 1 mia. kr. i strukturelt BNP og et løft i miljøtilstanden i 2021. Hele aftalen kan læses her. Med fødevare- og landbrugspakken sikres væsentlige strukturelle forbedringer for landbruget. Det medvirker til at skabe bedre mulighed for, at landbruget kan arbejde sig ud af krisen og dermed danne grundlag for en sund og mere bæredygtig finansieringssituation. Dette vil også give et forbedret grundlag for, at erhvervet kan foretage de nødvendige investeringer i vedligehold og udvikling af produktionsapparatet. Nødvendigt at sikre fiskeri, landbrugs- og fødevareerhvervene bedre rammer Venstre-regeringen markerede fra begyndelsen, at den ville sikre en fornuftig balance mellem på den ene side miljø- og naturhensyn og på den anden side landbrugets og fødevareklyngens – herunder fiskeriets – udviklingsmuligheder. Derfor blev opgaverne samlet i et Miljø- og Fødevareministerium med den erfarne Eva Kjer Hansen i spidsen. Kritik af den tidligere regerings landbrugspolitik Det var ifølge landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer og fiskeriets organisationer på høje tid, at der blev gjort noget. Den tidligere regerings landbrugspolitik var i realiteten ikke-eksisterende. Skiftende fødevareministre levede ikke op til deres egentlige opgave: at skabe gode rammer for et udviklings- og vækstorienteret fødevareerhverv, forvalte naturressourcer ansvarligt og højne fødevaresikkerhed, forbrugernes valgmuligheder og sunde kostvaner. I fødevareerhvervene havde der været voksende utilfredshed med, at socialdemokraterne Mette Gjerskov og Dan Jørgensen ikke passede deres arbejde, men var mere optaget af alle mulige andre gøremål. Eksemplerne er mange: Gjerskov var alene optaget af økologi og hundelovgivning, og Dan Jørgensen definerede sig selv som madminister og modstander af dyresex. Dan Jørgensen manifesterede sin fynske madinteresse med etableringen af en ”Måltidstænketank”, og han belærte danskerne om, at vi burde spise ”sammen”, ”sundt” og på en måde, der ”redder” verden. Dan Jørgensen tog også initiativ til med et betydeligt forbrug af offentlige midler at kåre danskernes ”nationalret”. Jørgensen markerede sig desuden med en ny handlingsplan for lyst- og fritidsfiskeri og et forbud mod brug levende agnfisk. Samtidig har vi kunnet ærgre os over, at Dan Jørgensen i sin ministertid var helt uinteresseret i fødevareerhvervenes muligheder for at bidrage til vækst, eksportindtjening og beskæftigelse i det danske samfund. Vi blev tvunget til at følge selfies af en fødevareminister, der var mere optaget af spisevaner og nationalretter, mens folk led af fødevarebårne sygdomme. Vækstpakke ikke implementeret Mens Dan Jørgensen var fraværende udviste Vækst- og erhvervsminister Henrik Sass Larsen faktisk større interesse for fødevareerhvervenes udviklingsmuligheder. Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgik den 2. april 2014 en aftale om en vækstplan for fødevarer. Aftalen omfattede en række konkrete initiativer for at sikre en bæredygtig udvikling i det danske råvaregrundlag samt styrke landbrugets og fødevaresektorens konkurrenceevne. Desværre blev aftalen aldrig implementeret. Kontrollen med levnedsmidler Der bør også mindes om, at problemet med husdyr MRSA voksede sig stort i Dan Jørgensens ministertid. Smittespredningen fra dyr til mennesker blev et meget alvorligt problem, og omfanget af MRSA i husdyrbesætninger er voksende, og multiresistente bakterier er en stor udfordring for sundhedsvæsenet. På fødevareområdet er fødevaresikkerheden samtidig truet af campolybacter, listeria og salmonella. Dan Jørgensen burde fra dag 1 have koncentreret sig om at få levnedsmiddelkontrollen og Fødevarestyrelsen til at fungere. Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen må i flere år have haft viden om, at der overhovedet ikke er sammenhæng mellem levnedsmiddelkontrollens faktiske intensitet og det reelle behov. Nedlæggelsen af Fødevareministeriet som selvstændigt ministerium er en logisk konsekvens af den politisk negligering af landbrugs- og fiskeripolitikken. Venstre og borgerlige partiers politiske aftale Allerede den 25. november 2014 blev det i 16 punkter konkretiseret, hvad Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti efter regeringsskiftet ville gøre for at forbedre erhvervenes rammevilkår og styrke konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. Den nye aftale, som også støttes af Liberal Alliance, omfatter 30 konkrete initiativer, der vil skabe jobs i egne af Danmark, der virkelig trænger og bidrage til at bevare slagterijobs i Danmark. Aftalen omfatter initiativer på følgende områder: · Bæredygtigt grundlag · Øget råvaregrundlag · Styrket konkurrenceevne · Udvikling af fremtidens fødevareproduktion · Fremsynet eksportindsats Aftaleparterne regner med, at aftalen vil skabe ro om de langsigtede rammevilkår for landbruget. Samtidig sikres det, at miljøindsatsen løftes i de områder, hvor der er behov for det. Det er værd at bemærke, at aftaleparterne er enige om, at den fremadrettede regulering på det kontroversielle kvælstofområde er forligsområde, hvor ændringer forudsætter enighed mellem partierne. Udgifterne til Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken vil i de næste 5 år løbe op i knap 2 mia. kr., der finansieres inden for den afsatte finanslovsreserve til fødevare- og landbrugsinitiativer på i alt 300 mio. kr. i 2016-2019, omprioriteringer inden for landdistriktsprogrammet 2017-2020 og finanslovsreserven til kvælstofindsatser. Det globale perspektiv På trods af de aktuelle udfordringer tegner der sig også nye muligheder for det danske landbrugs- og fødevareerhverv. Det gælder bl.a. potentialerne for såvel væksten i erhvervet som for miljøet ved en ny, faglig og mere målrettet miljøregulering i Danmark. Der er således mulighed for øget afsætning på det hastigt voksende globale marked for fødevarer og fødevareteknologi. En udvikling der i høj grad er drevet af økonomisk vækst og en stadigt større verdensbefolkning. Særligt da en stadigt voksende global middelklasse forventes at udgøre 5 mia. mennesker allerede i 2030 mod ca. 2 mia. i dag. Det betyder, at den globale fødevareefterspørgsel forventes at vokse betydeligt. Samtidig er verdens natur og miljø under pres. Stigende befolkningstal skaber øget efterspørgsel efter fødevarer, rent drikkevand og andre vigtige ressourcer, som udgør grundlaget for vækst og velfærd. Klimaforandringer nødvendiggør også ændringer i den måde, der produceres og forbruges på både i Danmark og globalt. Paradigmeskift for miljøregulering Gennem mere end 25 år er danske landmænd blevet mødt af de samme miljøkrav, uanset om deres marker grænser op til en sårbar fjord med risiko for iltsvind eller langt fra nærmeste sårbare kystvandområde. Fremtidens miljøregulering skal være målrettet, den skal være baseret på en vurdering af det lokale behov for indsats og herunder adskilles reguleringen af staldanlæg og markareal. På den måde sikres det, at indsatsen gøres dér, hvor der er brug for den. Burde fødevareproduktionen være økologisk? I Danmark udgør den økologiske omsætning i dag knap 8 pct. af det samlede fødevaresalg. Siden 2007 er værdien af den samlede økologiske fødevareeksport også steget, men udgør trods alt stadig en meget lille andel af den samlede fødevareseksport. Landbrugsaftalen sigter på, at økologiens styrkepositioner skal videreudvikles, og den markedsdrevne udvikling af økologi i Danmark skal understøttes. I den internationale debat om hvordan en voksende verdensbefolkning skal ernæres på en bæredygtig måde, spiller landbrug især i udviklingslandene, hvor befolkningsvæksten er størst, en stor rolle. Behovet og mulighederne for forbedringer i landbrugsproduktionen er bestemt til stede, og ingen betvivler at agro-økologiske dyrkningsmetoder kan reducere behovet for kemiske input. Men samtidig er det en realitet, at ingen ansvarlige fødevare- og u-landsorganisationer inden- og uden for FN-systemet – FAO, IFAD, WFP, CropDiversity – eller græsrodsorganisationer som Oxfam eller økologernes egen organisation, IFOAM – ingen peger på, at omlægning til økologisk landbrug er løsningen på fremtidens miljø- og fødevareproblemer.

I nyhedsmagasinet Ræson, der udkom den 10. december 2015, er der et interview med den tidligere socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon. Overskriften er ”Du er ikke fri, når du ikke kan forsørge dig selv”. I interviewet mindes Corydon om sine udtalelser om, at ”det er afgjort forkert at betragte Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti”, og “han troede på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Borgerlige vælgere bør vide at påskønne, at som finansminister, stod Bjarne Corydon med sikker hånd for den ”nødvendige” økonomiske politik i over 4 år. Nu kan selv meget borgerlige godt indrømme, at dansk økonomi havde set meget værre ud uden ham.

Vi kommer til at savne Corydon…

Desværre har vi efter valget ikke set meget til Bjarne Corydon. Vi må nok se frem til en glædesløs periode, hvor det igen vil være Henrik Sass Larsen, Nick Hækkerup og Morten Bødskov, der vil stå for den såkaldte ansvarlige oppositions indspark i debatten. Enhedslisten vil som hidtil repræsentere den totale uansvarlighed. Om Alternativet vil være i stand til regelmæssigt at levere skæve og undertiden underholdende indslag i den politiske debat, har vi endnu til gode at se.

Corydon næstformand i Folketingsgruppen, men…

Der er en række forhold, der indikerer, at med et Socialdemokrati i opposition vil Bjarne Corydon igen rykke ned blandt de mange anonyme partifunktionærer, hvor han kom fra. Hans store beundrer, Helle Thorning Schmidt, er ikke længere partiformand, og Mette Frederiksen har en ubrydelig alliance med Sass Larsen.

Men Corydon har også syndet i forhold til traditionelle værdier på venstrefløjen; Ud over den nævnte karakteristik af Socialdemokratiet og hans åbenlyse tilslutning til konkurrencestaten, var det Corydon, der slet ikke lykkedes med trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen. Det var ham, der med SMS-beskeder utidigt blandede sig i faglige konflikter, og i foråret 2012 forhandlede en blå skattereform hjem med Venstre og Konservative i stedet for med Rød blok. Det var ham, der groft svigtede tilsynspligten med Martin Lidegaards solcelleadministration og rejste tvivl om fornuften i den såkaldte grønne omstilling. Og det var Corydon, der lagde sig ud med baglandet i sagen om sociale klausuler. Det var også ham der bevirkede at regeringen uklogt modstod kritikken af offentlighedsloven, ligesom han spillede en central rolle i forsøget på at stække Rigsrevisionens undersøgelser af solcelleskandalen. Det var ham, der stod bag nedsættelse af selskabsskatten – til baglandets ærgrelse perfekt timet og sammenfaldende med et udspil til nedskæringer i kontanthjælpen. Det var ham, der solgte dele af DONG til Goldmann Sachs, og tilmed havde den frækhed at bede Danske Bank om med en såkaldt fairness opinion at blåstemple hele transaktionen. I den efterfølgende håndtering af Folketinget og offentligheden demonstrerede han en monumental mangel på politisk fornemmelse. Det var også ham, der var en bemærkelsesværdig tonedøv dirigent i konflikten med folkeskolelærerne, og det var frem for alt ham, der har haft ansvaret for massefyringer og for en helt unødig brutal personalepolitik over for de ansatte i den offentlige sektor. Corydon var påfaldende lavmælt i den for regeringen opslidende debat om dagpengesystemet, og han har ansvaret for flere blå finanslovsaftaler på tidspunkter, hvor SF og Enhedslisten villigt bød sig til.

Væsentlige spørgsmål i Ræson

Alt i alt godt gået, men Corydon vil videre. I Ræson rejser han en række væsentlige spørgsmål: Kan halvdelen af alle pengene gå igennem de offentlige kasser? Har vi råd til sygehuse, folkeskoler og ældrepleje, der er gratis? Kan vi organisere det på en måde, der gør, at ungerne lærer det, de skal, i skolen, sådan at de kan få et job i fremtiden?

Meget tyder på, at svarene på hans spørgsmål er nej, men de endelige svar får vi først senere. Umiddelbart kan vi konstatere, at vi på skatteområdet igen har tiltrukket os international opmærksomhed.

Skatteskruen strammes

Skatterne i G20-landene steg i 2014. Det viser netop offentliggjorte data fra industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD. I publikationen Revenue Statistics 2015 kan man læse, at det gennemsnitlige skattetryk i OECD-landene i 2014 voksede til 34,4 pct. af BNP. Dermed fortsatte den stigende tendens, der har gjort sig gældende siden 2009, hvor det gennemsnitlige skattetryk var på 32,7 pct. af BNP.

Skattetrykket på 34,4 pct. er det højeste siden OECD begyndte at opgøre skattebyrden i 1965. Den største stigning fra 2013 til 2014 var ikke overraskende i Danmark med 3,3 pct. og Island med 2,8 pct. Danmark har med 51 pct. af BNP det suverænt højeste skattetryk blandt alle OECD-landene.

Børsnotering af Dong har været på tegnebrættet i mere end 10 år. I 2007 var det tæt på, men først kom et folketingsvalg i vejen, og året efter blev børsnoteringen aflyst på grund af finanskrisen, der smadrede alle forhåbninger om et fornuftigt salg på børsen. I 2013 bekræftede forligspartierne igen hinanden i ambitionen om en børsnotering, da adm. direktør Henrik Poulsen fik opbakning til sin plan for omfattende besparelser, frasalg og endeligt den kapitalindsprøjtning, der bragte Goldman Sachs ind i billedet.

I aftalen med Goldman Sachs fra februar 2014 blev det aftalt, at arbejde for en børsnotering inden udgangen af 2017. Beslutningen om at børsnotere Dong inden for de næste 18 måneder blev truffet af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti står uden for aftalen.

Hvis børsnoteringen ikke gennemføres, kan aktionærerne sælge deres aktier til staten. 40 procent skal sælges til markedsværdi, mens 60 procent kort fortalt kan sælges for anskaffelseskursen forrentet med 2,25 procent per år. Med andre ord: Hvis politikerne fortryder beslutningen om, at Dong skal på børsen, risikerer staten at skulle købe aktierne tilbage med renter.

Projekt iPod

I øjeblikket arbejder en kreds bestående af Goldman Sachs, ATP, Finansministeriet og Dong på det strategiske arbejde med børsnoteringen af Dong. Projektet har i følge dagbladet Børsen fået kaldenavnet Projekt iPod. Sammen med Morgan Stanley, J.P. Morgan, UBS, og CITI skal Danske Bank og Nordea være med til at stå for børsnoteringen af Dong Energy. Den danske stat – dvs. Finansministeriet – har hyret investeringsbanken Rotschild som særlig rådgiver.

I forbindelse med den politiske aftale om børsnoteringen af Dong er det aftalt, at selskabet skal gøres ”klar” og tilpasse de forskellige forretningsområder til de nye markedsvilkår. Forud for børsnoteringen vil Dong derfor sælge sine rørledninger i Nordsøen, lige som selskabet ønsker at skille sig af med sit gasdistributionsnet, der omfatter omkring 125.000 kunder i det sydlige Jylland og i Vestsjælland.

Energinet.dk, der ejes af skatteborgerne, forpligtes til at aftage ledningerne – også selvom gasdistributionsnettet med naturgassens udfasning vil være stort set værdiløst allerede i 2035.

Uanset om kunderne i gasdistributionen bliver hos Dong, eller om de skal rykke med over til Energinet.dk, så udløser beslutningen om at lade statens systemoperatør Energinet.dk overtage en del af Dongs kommercielle forretning et alvorligt dilemma. Politisk er det besluttet, at staten skal bevare kontrol over den strategisk vigtigt gasdistribution og over rørledningerne i Nordsøen. Det er imidlertid skatteborgerne, der i forvejen over deres energiregning har finansieret det distributionsnet, som skatteborgerne som ejer af Energinet.dk, tvinges til at købe.

Hvem varetager skatteborgernes interesser?

Energinet.dk har ifølge seneste regnskab likvide beholdninger på 155 mio. kroner og en rentebærende gæld på små 22 mia. kroner. Med andre ord skal Energinet.dk gældsætte sig yderligere for at overtage Dongs rørledninger, gasnetværk, Nybro Gasbehandlingsanlæg og hvad Dong ellers ønsker at skille sig af med. Selskabets udgifter, herunder til renter og afdrag, overvæltes naturligvis på ledningstarifferne, som skatteborgerne skal betale.

Ud over frasalget af rørledninger i Nordsøen og gasdistributionsnettet spekuleres der også i muligheden for, at Dong skiller sig af med Nordsøaktiviteterne, dvs. med olie- og gasdivisionen, der de senere år har været præget af tabsgivende kontrakter på grund af faldende olie- og gaspriser. Der vil næppe være mange liebhavere i det marked, og hvis det ender hos Mærsk Olie og Gas A/S, skal Dong Energy nok ikke regne med at få mange penge i kassen!

Dagbladet Børsen kan via en aktindsigt konstatere, at Dong også vil frasælge Fredericia Olieterminal. Terminalen er netop blevet udvidet for et milliardbeløb, men modtager endnu ingen olie. Terminalen er tænkt til at kunne modtage olie fra Hejrefeltet, som endnu ikke er i drift.

Skatteborgerne betaler

Der foreligger intet om, at skatteborgerne slipper billigt med at overtage gasdistribution, rørledninger, gasbehandlingsanlæg, olieterminaler m.v. Danske skatteborgere er ej heller forvænte med at slippe billigt fra regningen for den energipolitik, der har været ført i Danmark siden oprettelsen af Energiministeriet i 1979. Det er heller ikke første gang, at danske skatteborgere får lov til at betale 2 gange for energiinvesteringer.

Energinet.dk overtog 1. maj 2007 Dongs gaslager i Ll. Torup. Prisen dengang var 2,4 milliarder kroner.

Den 20. oktober 2014 købte Energinet.dk DONG Energys underjordiske gaslager i Stenlille på Sjælland for en pris på 2,25 milliarder kroner.

Danske naturgaskunder har allerede én gang finansieret Dongs investeringer i gaslagrene, men får altså lov til at betale igen. Samlet set kan lagrene i Ll. Torup og Stenlille opbevare cirka 30 procent af det samlede danske gasforbrug, svarende til det årlige forbrug af naturgas for cirka 500.000 hustande. Omkostningerne ved at opretholde lagrenes vigtige bufferfunktion, som tidligere blev betragtet som et strategisk aktiv for Dong Energy, skubbes nu inden børsintroduktionen over på danske skatteborgere.

Købet af lagrene blev udadtil begrundet med, at gas er en afgørende del af den danske energisektor, og gaslageret understøtter forsyningssikkerheden.

Det bemærkelsesværdige er, at købet også blev begrundet med at også på den lange bane er gaslageret en vigtig del af fremtidens energisystem. Energinet.dk skal både sikre forsyningssikkerheden og bidrage til en effektiv grøn omstilling, derfor er lageret i Stenlille vigtigt for Energinet.dk, hed det i oktober 2014.

Hvordan passer det lige sammen med det faste fortsæt om at udfase naturgassen til individuel varme i 2035 og et helt fossilfrit Danmark i 2050?

Naturgassen udfases i 2035

Siden 2003 er gasforbruget i Danmark faldet med 29 procent, og det er en tendens, der accelereres yderligere af målsætningen om, at naturgas til individuel varme skal udfases i 2035. Selv om danskernes forbrug af naturgas har været faldende de senere år, så er gas stadig en hjørnesten i dansk energiforsyning. Frem mod 2050, hvor det er målet, at Danmark skal være fossilfri og kun bruge vedvarende energikilder, kan naturgas dels erstatte kul og olie – begge brændsler udleder mere CO2 end naturgas – dels sikre stabil energi og dermed strøm og varme til de timer, dage og uger, hvor f.eks. vindmøllerne står stille.

Skatteborgerne betaler – igen!

Børsnoteringen af Dong begrundes med, at det vil gøre det lettere at skaffe penge til nye investeringer i eksempelvis havvindmøller og fastholde det danske energiselskabs stærke position på det internationale marked, mener finansministeren. “Dong Energy er et af Danmarks største selskaber, og et selskab med fuld fart på, til glæde for vækst og jobskabelse inden for blandt andet grøn energi. Med en børsnotering kan vi give Dong Energy de bedste betingelser for at folde sit fulde potentiale ud,” udtaler Claus Hjort Frederiksen i en meddelelse.

Desværre ser det ud til igen at ske på skatteborgernes regning!

Den internationale handel i G20-landene fortsatte med at falde i 3. kvartal af 2015. Industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, har netop offentliggjort G20 International Merchandise Trade Statistics, hvor man kan læse, at eksporten fra og importen til EU faldt for femte kvartal i træk, målt i dollars og korrigeret for sæsonmæssige udsving.

Tyskland oplevede ganske vist den første vækst i såvel import som eksport siden 2. kvartal 2015, hvorimod eksporten fra Storbritannien dykkede 5,0 pct. efter at være steget ganske stærkt i de foregående kvartaler. OECD-tallene, der dækker omkring 85 pct. af verdensøkonomien, bekræfter, at den samlede verdenshandel målt på mængde fortsat er i svag vækst, men at vækstraten er langt lavere end før Finanskrisen fra slutningen af 2007.

Danskerne bliver fattigere

Mens sammenlignelige lande trods alt oplever en vis økonomisk vækst og velstandsstigning er danskerne siden krisen blevet fattigere. Velstandsudviklingen i dansk økonomi kan udtrykkes ved den disponible bruttonationalindkomst (BNI). Denne indeholder også indtægter og udgifter ift. udlandet. Den disponible BNI kom allerede i andet kvartal 2014 over niveauet før krisen. Dette skyldes, at dansk økonomi har modtaget flere indtægter fra udlandet (netto) og har haft en højere prisudvikling for eksporten end for importen. Velstanden pr. indbygger har dog ikke udviklet sig lige så positivt. Befolkningen i Danmark har været stigende og den disponible BNI pr. indbygger er derfor faldet. Danmarks Statistik har opgjort, at den disponible indkomst i tredje kvartal 2015 ligger 1,8 pct. under niveauet før krisen i fjerde kvartal 2007.

Den Europæiske Centralbank

Bekræftelsen torsdag af, at eksporten fra og importen til EU var faldet for femte kvartal i træk, førte staks til en reaktion fra Den Europæiske Centralbank, ECB. På et pressemøde torsdag eftermiddag sagde ECB-præsident Mario Draghi, at centralbanken er klar til at forlænge sit storstilede opkøbsprogram af statsobligationer (”bazookaen”) marts 2017 og længere om nødvendigt. Før var planen, at det skulle slutte i september 2016.

Økonomien i stampe

Mario Draghi prøvede at opmuntre markedet, og påstod at ECB ser lidt lysere på økonomien i eurozonen. For 2015 venter ECB en BNP-vækst på 1,5 pct. mod tidligere 1,4 pct. Prognosen for 2016 holdes uændret, mens væksten i BNP ventes at blive 1,9 pct. i 2017 mod tidligere 1,8 pct. For inflationen ser det værre ud. Priserne vil stige med 0,1 pct. i år og 1,0 pct. i 2016. Det er lavere end hidtil antaget. For 2017 sænker ECB sin forventning til inflationen fra 1,7 pct. til 1,6 pct. Formålet med den ekspansive pengepolitik er at få mere fart i eurozonens økonomi. Samtidig vil ECB presse euroen ned i værdi over for bl.a. den amerikanske dollar og dermed gøre det lettere for europæiske virksomheder at eksportere deres varer.

Mandag den 30. november 2015 mødes 190 lande i Paris. 150 lande er repræsenteret af stats- og regeringschefer ved det 21. årlige møde blandt parterne – Conference Of the Parties (COP) – i FN’s Klimakonvention fra 1992 (United Nations Framework Convention on Climate Change – UNFCCC). Det er samtidig det 11. møde blandt de lande, der underskrev Kyoto Protokollen i 1997.

Legally binding and universal agreement on climate

Målet med konferencen har været, at alle verdens lande skulle blive enige om ikke kun en aftale, men en “legally binding and universal agreement on climate”, der begrænser udledningen af CO2 i atmosfæren og sikrer, at de globale temperaturstigninger kan holdes under 2 grader. Forud for COP21 har klimaforhandlerne da også holdt et utal af møder og afbrændt uanede mængder af flybenzin. Ved konferencens begyndelse ligger der da også på bordet et udkast til en global klimaaftale. Problemet er, at udkastet er monstrøst – 55 sider med over 1.000 kantede parenteser om tekst, der ikke på forhånd er enighed om.

Ambitionen er så, at i tiden frem til den 11. december, hvor konferencen slutter, skal 190 lande enes om at parenteserne hæves og sidetallet barberes kraftigt ned. Dokumentet skal gøres så appetitligt, at alle kan underskive en juridisk bindende aftale, der sikrer at CO2-udledningerne begrænses så meget, at de globale temperaturstigninger kan holdes under 2 grader.

Det tør jeg godt garantere ikke vil ske!

Problemerne med en juridisk bindende aftale

EU har sammen med en række udviklingslande insisteret på en juridisk bindende aftale. Fordelene ved en juridisk bindende aftale er bl.a. at det ville indebære etablering af en international kontrolenhed til at overvåge og monitorere, hvorvidt den enkelte nations mål bliver overholdt.

USA’s udenrigsminister, John Kerry, har allerede gjort det klart, at USA hverken kan eller vil indgå en bindende aftale. Det skyldes, at amerikanerne skal ratificere en international juridisk bindende aftale i Kongressen, hvor det klimaskeptiske republikanske parti har flertal i begge kamre. Men USA tager også hensyn til holdningen i Kina og Indien, som USA har arbejdet tæt med op til COP 21. Både Kina og Indien har brug for mere tid før de forpligtes til at reducere CO2-udledningerne. Kina har meddelt, at først fra 2030 vil de være parate til reduktioner. Det må antages, at en række andre lande ligeledes vil blokere for en juridisk bindende aftale.

Hvem skal betale klimaregningen på 100 mia. dollar?

Finansiering og opdelingen mellem i- og ulande vil vanskeliggøre forhandlingerne. Industrilandene forpligtede sig allerede ved COP15 i København til at støtte ulandenes omstilling til vedvarende energi – den såkaldte klimafinansiering – med 100 mia. dollars om året fra 2020. Problemet er, at selvom der er gået seks år, er det endnu ikke besluttet, præcis hvor pengene skal komme fra. En anden udfordring ligger i definitionen af, hvilke lande der er rige og fattige. Udgangspunktet for en række lande har ændret sig, siden opdelingen blev vedtaget i 1990’erne. Det gælder for eksempel økonomisk velstillede eller hastigt voksende udviklingslande som Singapore, Sydkorea eller Kina. De nuværende industrilande vil kæmpe for, at disse nationer skal tage del i ansvaret for at finansiere omstillingen til grøn energi, mens de rige udviklingslande vil holde fast i deres status som ulande for at undgå økonomisk ansvar.

Andre blokeringer

De målsætninger de enkelte lande har anmeldt forud for COP21 vil næppe være tilstrækkeligt til at sikre at temperaturstigningen holder sig under 2 grader i 2050. En række lande insisterer derfor på, at målsætningerne skal kunne hæves yderligere frem mod 2050. Lavtliggende lande og østater er ikke tilfreds med målsætningen på 2 grader, der ikke vil forhindre massive oversvømmelser m.v. Disse lande presser på for at skærpe målsætningen til en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader inden 2050. Endelig er der en række lande, som Venezuela, Bolivia, Saudi Arabien m.fl. som prøver at smide grus i maskineriet og blokere for en aftale.

I mellemtiden går verden videre

For nogle måneder siden troede klima-optimisterne, at Paris-topmødet ville blive det store gennembrud. Men det ligger nu klart, at der ikke bliver tale om en global juridisk bindende aftale. Der tales om ”juridiske” tekster, der ikke vil sikre den nødvendige begrænsning af CO2-udledningen til atmosfæren. Hvis hver enkelt nation selv skal redegøre for sin interne udvikling, kan det være svært at sikre, at landene overholder deres egne mål. En juridisk bindende aftale ville sikre, at der skulle etableres en international kontrolenhed til at overvåge og monitorere, hvorvidt den enkelte nations mål bliver overholdt.

I mellemtiden kører kulkraftværkerne fortsat på spidsbelastning i f.eks. Kina, men også i lang række andre lande, for at imødekomme et stadig stigende energibehov. Eksempelvis udgør kul i Danmark 49 pct. af brændslet ved kraft- varmeproduktionen. I UK udgør kul 28 pct. af brændslet i elproduktionen. Et ton kul koster godt 43 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på godt 2 cent per kWh. Sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier. Det er derfor svært at bebrejde Kina og andre lande, som prøver at arbejde sig ud af fattigdommen, at de stadig satser på kulkraftværker.

Malta, Angela Merkel, Erdoğan og PutinDenmark joined the Schengen Agreement to form an area, where border checks on borders between member states were abolished, and instead checks are restricted to the external Schengen borders. Countries with external borders are obliged to enforce border control regulations. Countries may reinstate internal border controls for a maximum of two months for “public policy or national security” reasons. The Dublin regulation determines the EU member state responsible to examine an asylum application. When no family reasons or humanitarian grounds are present, the first member state that an asylum seeker entered – and in which they submitted their fingerprints – is responsible. If the asylum seeker then moves to another member state, they can be returned to the member state they first entered. These rules are placing a lot of responsibility for asylum seekers on member states on the EU’s external borders (like Italy, Greece and Hungary), instead of devising a burden-sharing system among EU states. The most effective solutions to deal with migrants should be inserted at EU level. Denmark cannot alone put an end to the war in Syria, ensure sufficient help to so called adjacent areas or ensure the external borders of Europe. These measures will take time, and in the meantime, the Danish Government has taken a number of initiatives in order to immediately put an halt to the influx of migrants to Denmark.

Danmark og de fleste andre EU-lande er enige om, at de mest effektive løsninger for at håndtere tilstrømningen af migranter til Europa fortsat skal findes på EU- og internationalt plan. Danmark kan ikke alene stoppe krigen i Syrien, sikre tilstrækkelig hjælp i nærområderne eller sikre Europas ydre grænser. Desværre tager det tid, og derfor har den danske regering ikke kunnet vente, men har taget en række initiativer til umiddelbare stramninger af flygtninge- og udlændingelovgivningen.

Men hvad er det for EU- og internationale tiltag, vi venter på?

EU’s håndtering af flygtningekrisen

EUs stats- og regeringsledere har netop været samlet på Malta til endnu et ekstraordinært topmøde for at håndtere krisen med den store tilstrømning til Europa. Efter seks måneder og lige så mange topmøder forsøger EU stadig at finde en fælles løsning på EU’s største udfordring i nyere tid. Sverige genindfører grænsekontrol, Slovenien bygger pigtrådshegn ligesom Ungarn, og nye asylstramninger er undervejs i Tyskland og Danmark. Problemet er, at grænsekontroller og hegn ved de indre grænser mellem Schengen-landene måske kan løse nogle akutte udfordringer, men at disse ”løsninger” blot skubber problemerne videre til nabolandene.

Trods åbenlyse vanskeligheder, tegner der sig alligevel konturerne af en EU-politik med 4 elementer: 1. De enkelte modtagelande skal have opbygget kapacitet til at kunne håndtere migranterne i det pågældende modtageland, herunder etablering af såkaldte ”transitzoner” – læs flygtningelejre – tæt på grænsen, hvor undersøgelsen af om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse og eventuelt asyl. De enkelte modtagelande skal have ret og kapacitet til at sende migranter tilbage. 2. Flygtninge, der opnår flygtningestatus og midlertidig eller permanent opholdstilladelse, skal fordeles mellem alle EU-landene. 3. Kontrollen med EU’s ydre grænse skal styrkes. Asylbehandlingen skal fortrinsvis gennemføres i transitzoner nær de ydre grænser. 4. Situationen nødvendiggør forhandlinger og aftaler med transitlandene – først og fremmest Tyrkiet, Libanon og Jordan. Problemet med migranter fra Afrika nødvendiggør aftaler med medlemmer af Den Afrikanske Union.

Mellem EU-landene er der endnu ikke enighed om, at mere permanent løsninger også indebærer et opgør med FN’s flygtningekonvention, som den bliver fortolket i dag.

Der vil være store økonomiske og politiske omkostninger og en gennemførelse af planen vil kræve en EU-ledelse, der stålsat kan true, lokke, bestikke og lirke en løsning igennem. Men tiden er knap – løsningerne på de mange udestående spørgsmål, skal foreligge inden det næste Topmøde om et par uger.

EU-ledelsen

Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009, og EU blev udstyret med en EU-præsident og en EU-Udenrigsminister (Unionens Høje Repræsentant for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik). I godt et år har posterne været besat med henholdsvis den tidligere polske statsminister Donald Tusk som EU-præsident og den tidligere italienske udenrigsminister Federica Mogherini som EU-udenrigsminister. Efter sigende arbejder både Tusk og Mogherini energisk, men alligevel er det den tyske kansler Angela Merkel, der frem for alle andre i alle væsentlige forhold tegner EU. Frankrigs François Hollande fremstår mere og mere patetisk, og enhver tanke om Frankrig som den ledende kraft i EU er for længst opgivet. Angela Merkel orker ikke engang længere at foregive, at alt hvad hun gør er efter nøje aftale, ja ligefrem på forslag fra Berlin-Paris aksens Hollande. David Cameron er trods et triumferende genvalg optaget af bare at holde Storbritannien inden for EU. Matteo Renzi i Italien og Alexis Tsipras i Grækenland har ligesom nok at gøre med landenes egne udfordringer. Resten kender vi ikke – Merkel stjæler hele billedet!

Den tilsyneladende tilforladelige Mutti, Angela Merkel, syntes at vokse hele tiden. Det var i realiteten hende, der holdt sammen på euroen under finanskrisen. Det var ikke eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem eller EU’s økonomikommissær, Pierre Moscovici, men Angela Merkel, der overtrumfede modstanden fra hendes egen finansminister Wolfgang Schäuble, og banede vejen for aftalen om Grækenland i august. Inden da, var det hende og ikke Federica Mogherini, der tog til Minsk og lavede en aftale med Putin om Ukraine, og det var hende, der skabte europæisk enighed om at indføre sanktioner mod Rusland. Det siges da også, at ifølge Vladimir Putin er Angela Merkel den eneste europæiske leder med nosser! Det er også Merkel, der under migrantkrisen har fået kritik af, at hun dristigt og næsten alene forsvarede hvad hun opfattede som europæiske værdier og bød flygtninge fra Syrien velkommen i Tyskland. Kritikere hævder, at Merkel har et medansvar for flygtningekrisen. Hendes imødekommenhed over for asylansøgere, har skabt et udbredt indtryk af, at EU stod med åbne arme – ikke kun for migranter fra Syrien og Mellemøsten, men også fra Afrika og Asien. Dermed skulle Angela Merkel have forårsaget en tsunami, der vil martre Europa i lang tid, og som kan medføre hendes eget politiske fald. Flygtningekrisen har betydet en udfordring for Angela Merkel, ingen tvivl om det. Men samtidig kan nærtstående berette, at under krisen har Merkel – den lutheranske præstedatter – angiveligt følt et kraftigt politisk og moralsk kald. Angela Merkels mange supportere påpeger, at det ikke var hende, der var årsag til flygtningestrømmen. Migranterne ville være kommet alligevel. Det hun gjorde, hedder det, var at afværge en humanitær katastrofe. Hegn ville ikke have holdt strømmen tilbage. Det er trods alt heller ikke Angela Merkel, der er årsag til de krigshandlinger, der i Syrien, Irak og andre steder driver familier fra hus og hjem. Der er heller ikke Merkel, der fastlægger politikken i de lande flygtningene passerer, før de kommer til Tyskland.

Hvad havde i øvrigt været alternativet, spørger de?

Skulle vi have negligeret flygtningekonventioner, international og europæisk ret og passivt set på, at flygtninge druknede eller omkom gurglende i deres eget blod i struber sønderrevet af grænsehegnenes pigtråd? Udviklingen i flygtningestrømmene har dog fået Merkel til at genoverveje situationen. I år ventes mindst 800.000 flygtninge til Tyskland, og flygtninge fra Syrien har som hovedregel hidtil fået flygtningestatus. Alene i august måned fik 38.650 syriske statsborgere flygtningestatus. EU-kommissionen har offentliggjort sin økonomiske efterårsprognose 2015. Her forudser man, at der ved udgangen af 2017 vil være kommet yderligere tre millioner flygtninge og migranter til EU-landene. Men tilstrømningen vil i realiteten blive langt større. For det første kan det meget vel være, at tallet tre millioner vil vise sig for lavt sat. I den seneste tid er forudsigelserne konstant blevet revideret opad. For det andet har man ikke regnet de familiesammenføringer med, som flygtningene i anden omgang vil få. Gør man det, når tallet snarere op omkring 10 millioner mennesker. Det er da også indiskutabelt, at hendes afvisning af at angive en øvre grænse for antallet af flygtninge har forårsaget stigende bestyrtelse i Tyskland og kritik i udlandet. Tyske Länder og kommuner protesterer, der er uro i regeringen, og visse østeuropæiske lande beskylder hende for “moralsk imperialisme”. Fredag den 6. november blev det i Berlin oplyst, at den tyske koalitionsregering nu har besluttet at skærpe kursen. Fremover vil syriske flygtninge ikke det første år få asyl eller have ret til familiesammenføring. Flygtningene vil modtage en såkaldt subsidiær beskyttelse med begrænset opholdstilladelse uden ret til familiesammenføring. Dagen efter blev oplysningerne dementeret, og afslørede dermed, at der internt i den tyske regering er betydelig uenighed. Kanslerkontoret var ikke orienteret, men CDU-indenrigsminister Thomas de Maiziére støttes øjensynlig af den stærke finansminister Wolfgang Schäuble og af CSU i Bayern. Angela Merkel må dog også tage hensyn til den stadig ”flygtningevenlige” regeringspartner, SPD.

Hvorfor Merkel er betydningsfuld

Merkels styrke afspejler til dels betydningen af Tyskland som EU’s suverænt største økonomi, EU’s største eksportør og med sunde offentlige finanser og historisk lav ledighed. Merkel er også den længst siddende regeringschef i EU -10 år! Det er egentlig mærkeligt, at Angela Merkel er nået så langt. Hendes tilbageholdende fremtræden – har vi f.eks. nogensinde set hende tage selfies med Obama til en begravelse? – kan bedrage, men objektivt set er hun langt fra perfekt. Hun er f.eks. ikke nogen stor taler og hun synes heller ikke at have udviklet grandiose politiske visioner for Tyskland eller EU. Til gengæld kan hun om nødvendigt falde i med sine omgivelser og føre venstreorienteret politik når det kræves, og samtidig – hvis situationen tilsiger det – stille og roligt, men skånselsløst eliminere potentielle rivaler. Hendes naturlige tålmodighed og gode nerver betyder, at hun kan vente på at træffe de store beslutninger til der er kommet nye brikker på bordet, der gør det muligt at lukke spillet. Som et gammelt kinesisk ordsprog siger: hun kan vente indtil hendes døde fjender driver ned af floden med opspilet bug! Det kan ikke udelukkes, at denne ”tålmodighed” under både eurokrisen – og nu flygtningekrisen – har bidraget til at forværre kriserne.

Merkel er ikke færdig

Det vil dog være forkert at antage, at Angela Merkel står over for detronisering. Hun er stadig den unestridte leder af den Kristelige Demokratiske Union (CDU). En nylig meningsmåling viste, at 82 pct. af CDU-medlemmerne godkender hendes lederskab, og 81 pct. vil have hende til at stille op til en fjerde periode som kansler ved valget i 2017.

EUs ydre grænse

Beskyttelsen af den ydre grænse overstiger langt kapaciteten i EU’s grænseagentur, Frontex. Medlemslandene er tilbageholdende, agenturet har langt fra fået det antal grænsevagter, man har bedt om. Tyrkiet Selv med et mere effektivt grænseagentur kræver det samarbejde med transitlandene, hvis migrantstrømmene skal begrænses. En aftale med præsident Recep Tayyip Erdoğan og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP, om Tyrkiets rolle som EU’s dørstopper vil kræve, at EU betaler og giver politiske indrømmelser, herunder vender det blinde øje til forfølgelsen af kurdere og den udhuling af menneskerettigheder, der syntes at foregå i Tyrkiet. EU-Kommissionen har den 10. november offentliggjort den årlige rapport om, hvordan Tyrkiets optagelsesproces til EU skrider frem. Her bliver der fundet alvorlige problemer med blandt andet det tyrkiske retssystem. Rapporten har været udsat for ikke at kollidere med det tyrkiske parlamentsvalg den 1. november.

Helt uventet gennemførte Angela Merkel et hurtigt besøg hos Erdoğan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015.

Under besøget forhandlede hun en aftale med Tyrkiet om en handlingsplan for EU-Tyrkiet (”EU-Turkey Actionplan”). Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge skal støttes med mere end 3 mia. euro om året, kravet om visum til tyrkiske rejsende skal opgives og forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU skal snarest genoptages. Vi kan ligefrem forvente at Recep Tayyip Erdoğan inviteres til Topmøderne i Unionen. Topmødet på Malta har øjensynlig sat fart i samarbejdet med Tyrkiet. EU-Kommissionen afholdt inden Malta-mødet, søndag den 25. oktober 2015, et mini-topmøde, ”Meeting on the Western Balkans Migration Route”. På mødet blev der opnået enighed om en 17-punkts plan, herunder at finalisere og implementere den ”EU-Turkey Action Plan”, som Angela Merkel havde aftalt med Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul. På Malta havde EU-kommissionen derfor forhåndstilslutning til Merkels forhandlingsresultat, og herunder forslaget om at pumpe over 3 milliarder euro i Tyrkiet. Langt de fleste penge skal komme fra medlemslandene. Tyrkerne får stillet visumfrihed og forhandlinger om optagelse i EU i udsigt. Som modydelse skal tyrkerne bremse flygtningestrømmen. En aftale forudsætter at EU finder pengene – omkring 3 mia. euro. Topmødet på Malta nåede ikke frem til en løsning, men en løsning på finansieringsproblemerne skal findes inden næste topmøde om et par uger, der skal konfirmere aftalen med Tyrkiet m.v. Der kan også være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet.

Holder aftalen – skal Tyrkiet være medlem af EU?

Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg i Istanbul havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for, at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland. Merkels problem er selvfølgelig, at i EU er ikke kun Grækenland og Cypern afvisende over for indrømmelser til Tyrkiet. En række andre lande er heller ikke begejstrede ved, at Merkel har stillet et EU-medlemskab i udsigt – selvom det tydeligvis ikke er her og nu.

Afrika

Europa har på det seneste mistet noget af interessen for Afrika, efter at flygtningestrømmen har flyttet sig. Før gik den fra Afrikas nordkyst over Middelhavet til Italien. Nu kommer langt hovedparten fra Tyrkiet og ind i Grækenland – og så er Afrika pludselig mindre vigtig. Til Topmødet på Malta Har været under forberedelse længe, og derfor var der inviteret en lang række afrikanske lande. EU har stillet en støttefond til Afrika i udsigt, hvis landene selv kan skabe jobs og bekæmpe illegal migration, og dermed bremse migrantstrømmen til EU. Fonden vil kræve mindst 3,5 mia. euro. EU-Kommissionen har fundet ca. halvdelen, men det lykkedes ikke på Malta at aftale medlemslandenes bidrag. Det spørgsmål udestår også til næste Topmøde om et par uger.

Hvad er alternativet til EU-planen?

EU-samarbejdet er udfordret af en voksende flygtninge- og migrantkrise, en krise i Eurozonen, Ruslands annektering af Krim, borgerkrige i både Syrien og Libyen, truslen fra terrorisme og en økonomisk krise, der stadig kan mærkes. Samtidig er forholdet mellem Tyskland og en række østeuropæiske lande belastet på et tidspunkt, hvor det er afgørende at holde sammen om sanktionerne mod Rusland. Grækenlands krise er ikke overstået og situationen kan også give EU-modstanderne argumenter i den kommende folkeafstemning i Storbritannien. Tidligere forekom en stadig tættere integration at være en ubønhørligt fremadskridende proces. Nu er spørgsmålet, hvordan man undgår, at EU bogstaveligt talt går op i limningen? Der har formentlig aldrig været mere brug for samarbejde på tværs af de europæiske lande, fordi der åbenlyst er tale om problemer, som ingen medlemslande kan løse alene. De skriger på et europæisk samarbejde, og samtidig stiger befolkningens skepsis over for EU. Det er i virkeligheden et paradoks.

Er EU-projektet truet?

Måske er Angela Merkel fremsynet på hele EU’s vegne? I hvert fald fremhæves det ofte, at Angela Merkel føler et betydeligt ansvar for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet EU’s problemer.

Food, maritime services, pharmaceuticals, tourism and energy account for a significant part of Danish exports and employs more than 300,000 people. The five sectors have joined forces to find solutions to Denmark’s growth challenge and presented their ideas at a conference in the Danish Parliament at Christiansborg Castle on November 9, 2015.

Danmark burde fortsat være et af verdens rigeste lande, men det er vi ikke – Danmark er siden finanskrisen raslet ned ad ranglisten. Måske har vi været for længe om at rydde op efter krisen, eller måske er vi bare faldet i søvn? Der gives flere forklaringer, og Steen Bocian, Cheføkonom i Danske Bank, Torsten Sløk, Deutsche Bank og Anders Krab-Johansen fra dagbladet Børsen kan alle levere kvalificerede bidrag. En helt ny alliance bestående af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Rederiforening, LIF, HORESTA og Dansk Energi er sammen besluttet på at forfølge målet om at få Danmark tilbage i toppen.

”Fem Styrker for Danmark”

Organisationerne præsenterede mandag den 9. november 2015 på en konference på Christiansborg de fem styrkepositioner: fødevarer, søfart, medicin, turisme og energi under overskriften ”Fem Styrker for Danmark”. De fem organisationer havde samme dag et fælles indlæg i dagbladet Børsen, hvor der argumenteres for en erhvervspolitik på to ben: Erhvervslivets generelle rammevilkår skal forbedres, og samtidig bør der sektor for sektor fjernes specifikke blokeringer for erhvervenes vækst.

Principper

På Christiansborg-konferencen redegjorde de 5 organisationerne nærmere for de tre principper, som efter deres mening bør angive retningen for at styrke dansk erhvervsliv: 1) Tænk innovativt: En ambitiøs forsknings- og udredningsindsats og uddannelser, som matcher morgendagens arbejdsmarked, skal gå hånd i hånd med nytænkning fra myndighederne. De kommende vækstplaner er her et instrument. 2) Tænk globalt: Rammevilkårene skal løbende holdes op mod de vigtigste konkurrenters, så særregler, overimplementering af EU-regler eller skæve skattevilkår ikke hindrer ny vækst. Samtidig er en aktiv indsats for øget frihandel afgørende. 3) Tænk tiltrækning: Det skal være nemt at investere og etablere sig i Danmark. Vi er en lille, åben økonomi, der hænger sammen med udlandet. Vi skal løbende fjerne hindringerne, så vi kan byde nye investeringer velkommen.

Udenrigsminister Kristian Jensen

Udenrigsminister Kristian Jensen repræsenterede regeringen på konferencen. Det var en skuffelse – det var simpelthen ikke meget konferencedeltagerne hørte om regeringens planer på erhvervsområdet. Til gengæld fremhævede Jensen fra Herning med den sædvanlige utydelige stemmeføring sin egen og Udenrigsministeriets umådelige betydning for dansk erhvervsliv. Udenrigsministeriet er nu pludselig blevet et vækstministerium, som har taget sig på at fremme dansk eksport, tiltrække udenlandske direkte investeringer til Danmark og rekruttere den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra udlandet. Man måtte forstå, at dansk erhvervsliv ikke har meget forstand på eksport – der er for få virksomheder, der eksporterer, og dem der gør det, eksporterer til de forkerte markeder. Som Kristian Jensen faktisk sagde: ”Der fejles på alle parametre”!

Udenrigsministeriet vil redde eksporten

Disse mangler vil Udenrigsministeriet under Kristians ledelse nu afhjælpe med en sværm af fremstød i stil med de netop gennemførte i Sydafrika og Indonesien. Kongefamilien er sikkert taknemmelig for, at familien skånes ved den næste store salgsrejse til Iran i januar 2016, hvor Kristian af Danmark egenhændigt vil lede afsætningen af danske produkter. Hvornår og hvorfor vi pludselig er blevet gode venner med det præstestyre i Teheran, som Venstre tidligere har kritiseret, fremgik ikke. Vi blev på konferencen endvidere informeret om, at Udenrigsministeriet – i første omgang fokuseret på fødevaresektoren – ville holde de enkelte virksomheder i et fast greb og – som Kristian truende sagde – ”ikke slippe dem før, der var eksportordrer i hus”!

Minister betyder tjener

Kristian Jensen er ikke enestående. Alle ministre, der har fået ansvaret for Danmarks Eksportråd er gået fra snøvsen. Udenrigsministeriet har muligvis lagt residenser til smagfulde receptioner og forretningsfrokoster, men ministeriet har aldrig eksporteret noget som helst. Selv om der er fortilfælde, er det helt uforståeligt, at en liberal minister med jysk jordforbindelse som Kristian Jensen nu fører sig frem med præfabrikeret selvros fra Asiatisk Plads. Lidt mere ydmyghed over for opgaven ville være ønskeligt – Kristian Jensen og hans Venstre-kolleger bør aldrig glemme, at ”minister” betyder ”tjener”. Ministerierne er til for at tjene borgere og virksomheder – ikke omvendt.

Alternativet til hektisk rejseaktivitet

I stedet for hektisk rejseaktivitet bør regeringen koncentrere sig om at forbedre de generelle rammevilkår for danske virksomheder – og det uanset om de eksporterer eller ej. Dernæst bør de enkelte ministre nøje lytte til virksomhedernes specifikke behov inden for de respektive ressortområder. Kristian Jensen kunne passende starte med at læse oplægget fra ”Fem Styrker for Danmark”. Herefter burde han måske koncentrere sig om at genoprette det gode forhold til Indien, afslutte TTIP-aftalen med USA og i øvrigt komme i gang med at ophæve generende visumkrav og andre forhindringer.

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes i truende vendinger kritiseret den danske regerings politik.

Forventet reaktion fra den yderste venstrefløj

Reaktionen fra Enhedslisten og ligesindede kommer ikke uventet, når det betænkes, at venstrefløjen aldrig har kæret sig om niveauet for hverken udgifter eller skatter i Danmark. For alle os andre er udsigten til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. imidlertid stærkt bekymrende, og hvis der ikke gøres noget, vil det offentlige lægge beslag på en stadig større del af samfundskagen. Man skulle ellers tro, at verdens højeste skatte- og afgiftstryk var nok?

Hedegaard er igen hysterisk

At formanden for den radikale miljø-tænketak, CONCITO, Connie Hedegaard, deltager i venstrefløjens kritik er simpelthen hysteri. Hvis hun har agiteret på tilsvarende måde i Bruxelles er det forståeligt, at hun ikke i højere grad kunne præge EU-Kommissionens position. Vi må til enhver tid kunne forlange proportionalitet, og ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år. Og hvad så? Jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP)!

Er EUDP-programmet virkelig så afgørende for Grundfos?

Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Hvordan beskedne besparelser på et statsligt program kan være et ræs mod bunden, og hvad vi ellers hører, er helt ude af proportion. Hvis et marginalt større eller mindre EUDP-program er afgørende for den danske clean-tech sektor er vi alligevel i store vanskeligheder.

Over 40 mia. kr. i energi- og PSO-afgifter

I vurderingen af de i virkeligheden meget beskedne besparelser på det svulmende statsbudget, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. – og betalingerne er stigende! Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1. september, har oplyst, at Danmark hvert år bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året.

Klimakonference i Paris

Connie Hedegaard og andre kritikere henviser til USA og andre lande, der påstås at hæve klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.