Er klimakampen forgæves?

IPPC rapport

Storbritaniens premierinister Theresa May annoncerede den 12. juni 2019, at UK’s nettoudledning af drivhusgasser i 2050 ville være 0. Målsætningen blev efterfølgende lovfæstet ved en ændring af den britiske Climate Change Act fra 2008. Den oprindelige målsætning var reduktion af udledningen af drivhusgasser med 80 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990.

Beslutningen var baseret på indstillingen fra regeringens klimaudvalg – Committee on Climate Change (CCC), der i en rapport fra maj 2019 forsikrede, at målsætningen om 0-udledning i 2050 var “necessary, feasible and cost-effective”.

Storbritannien

Siden 2010 har UK faktisk reduceret de nationale udledninger af drivhusgasser med 28 pct. – langt mere end noget andet G20-land. Opgørelsen er mindre prangende, hvis ”non-territorial” udledninger – dvs. fra flytrafik, shipping og import – medregnes. Det er imidlertid et faktum, at UK er nået langt med at udfase kulfyrede kraftværker og foretage massive investeringer i vedvarende energi.

Regeringens klimaudvalg – Climate Change Committee (CCC) – har erkendt at der vil være omkostninger forbundet med at nå udledningsmålet på 0: 50 milliarder pund om året fra 2030 til 2050 (1 pund = 8,73 danske kroner).

Der er således udsigt til at Boris Johnson kan fremstå som “grøn” forud og under det kommende klimatopmøde – COP26 – i Glasgow i november 2021.

Danmark

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov med juridisk bindende klimamål. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark – i lighed med den britiske målsætning – opnår at være et klimaneutralt samfund (0-udledning) senest i 2050. I modsætning til Storbritannien har den danske regering ikke ulejliget sig med at præsentere den samlede klimaregning for skatteborgerne.

Spørgsmålet er, om de ambitiøse klimaindsatser vil gøre en forskel?

FN’s Klimapanel (IPCC) offentliggjorde den 9. august 2021 deres sjette hovedrapport, IPCC Sixth Assessment Report, som fortæller, hvordan vores klima allerede har forandret sig, og tegner et billede af vores fremtid på kloden.

IPCC blev oprettet for at give beslutningstagere regelmæssige videnskabelige vurderinger af klimaforandringer, dens implikationer og potentielle fremtidige risici. Som en del af denne indsats gennemgår IPCC-panelets eksperter de videnskabelige arbejder omkring klimaspørgsmål, vurderer forskellige scenarier og fremlægger på den baggrund de prognoser for fremtidige temperaturer, havniveauer m.v., de kan blive enige om.

Paris-aftalens mål

I den seneste rapport advarer panelet, der består af 234 klimaforskere, om, at uanset klimaaktivisternes gode intentioner, er verden allerede låst fast i vejrrelaterede katastrofer, højere vandstande og mere sure oceaner, og andre væsentlige ændringer i planetens forhold. Alt sammen tilstande som menneskeheden har bidraget til med udledning af drivhusgasser i atmosfæren siden 1850’erne.

Efterhånden er der bred konsensus om, at global opvarmning er et reelt og menneskeskabt problem, vi skal gøre noget ved. Der er derfor ingen fornuftige mennesker, der protesterer, når klimapanelet fastslår, at drivhusgasser fra menneskelige aktiviteter er årsagen til omkring 1.1 grad af den temperaturstigning, der har fundet sted siden 1850-1900 (”the likely range of total human-caused global surface temperature increase from 1850–1900 to 2010–2019 is 0.8°C to 1.3°C, with a best estimate of 1.07°C”).

IPPC har tidligere anbefalet, at hvis temperaturstigningen skulle begrænses blev vi nødt til snarest at nærme os nulpunktet for netto-udledningen af drivhusgasser.

I dag ser det værre ud

I ingen af de fem scenarier, som de 234 klimaforskere har fremlagt, er det muligt at holde temperaturstigningen på under 1,5 grader Celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen, der var det ideale klimamål i Paris-aftalen fra 2015.

I det laveste scenarie, der forudsætter, at det i 2050 lykkes at nedbringe den globale netto-udledning af drivhusgasser til 0, vurderes det med 90 pct. sandsynlighed, at temperaturen i 2081-2100 alligevel vil stige med 1 – 1.8 grad.

I et scenarie, hvor det forudsættes, at målsætningen om 0-emissioner først nås i anden halvdel af århundredet, vil temperaturen i 2081-2100 være steget med 1.3 – 2.4 grader.

I et scenarie, hvor klimapanelet forudsætter, at der ikke iværksættes yderligere klimatiltag overhovedet, ventes temperaturen at stige med 2.8 – 4.6 grader i 2081-2100.

Klimapanelet har vurderet endnu et scenarie, hvor temperaturen ventes at stige med 3.3 – 5.7 grader ved slutningen af århundredet.

Vandsstandsstigninger

Atmosfæren og havene kan kun absorbere en given mængde varme, før klimaændringerne kommer helt ud af kontrol. En række klimaforskere mener, at dette “point of no return” vil blive passeret, hvis den globale gennemsnitstemperatur stiger med mere end 2 grader Celcius.

Det klimapanelet konkluderer er, at temperaturstigningen allerede i løbet af det næste årti vil overskride 1,5 grader, og ydermere: Hvis der ikke snarest iværksættes “rapid and large-scale reductions in greenhouse gas emissions”, kan menneskeheden godt opgive nogensinde at begrænse temperaturstigningen til 1,5 eller 2 grader.

COP26 – i Glasgow i november 2021

Spørgsmålet er, om der er udsigt til at landene allerede i november 2021 i Glasgow kan blive enige om drakoniske reduktioner i udledningen af drivhusgasser?

Mens IPCC advarer om at måske allerede er for sent at begrænse klodens opvarmning, har kun lidt over halvdelen af verdens lande sendt en styrket klimaplan til FN inden fristens udløb.

“Ved fristens udløb fredag d. 30. juli har sekretariatet modtaget nye eller opdaterede klimaplaner fra 110 lande. Men det er stadig langt fra tilfredsstillende, da kun lidt over halvdelen (58 procent) har overholdt fristen. Ambitionsniveauet i de nationale klimaplaner må også øges,” siger Patricia Espinosa, generaldirektør for FN’s klimasekretariat. 

”Code red”

FN’s generalsekretær, António Guterres, kaldte rapportens resultater en alvorlig advarsel til menneskeheden og sagde, at vi skylder “hele den menneskelige familie” at hurtigt at reducere emissionerne af drivhusgasser for at undgå katastrofe.

Stigende vandstand i København

Villy Søvndal huskes endnu for at han i 2009 i forbindelse med COP15 på et møde arrangeret af Global Greens – på sit bedste skoleengelsk fik sagt:”The ice is melting at the poles”.

Villy havde faktisk ret – isen smelter, og verdenshavene stiger. Men klimaet er også ved at forandre sig på mange andre afgørende måder på grund af de øgede mængder af drivhusgasser i atmosfæren og de deraf følgende temperaturstigninger.

Hvad angår vandstandsstigninger vurderer IPCC, at på globalt plan er havniveauet i gennemsnit i perioden 1901 til 2018 steget med 0,15 til 0,25 meter. Panelet vurderer, at menneskelige aktiviteter i hvert fald siden 1971 har været den væsentligste drivkraft (”human influence was very likely the main driver of these increases since at least 1971”).

NASA

NASA har udviklet et værktøj – The NASA Sea Level Projection Tool – der med vandstandsdata fra Klimapanelet (IPCC 6th Assessment Report) gør det muligt at visualisere konsekvenserne overalt i verden.

I det scenarie, hvor IPPC forudsætter, at nettoudledningen af drivhusgasser fuldstændig stopper i 2050 og temperaturstigningen begrænses til 1 – 1.8 grader, vil vandstanden i København ved århundredets slutning om knap 80 år i gennemsnit være steget med 0.39 meter. I IPPC’s worst case-scenarie vil middelvandstanden i København stige med 0.81 meter.

Forsømmer vi tilpasningen?

Tilbage til spørgsmålet, om det nytter. Mange lande, der virkelig betyder noget i klimasammenhænge, er fodslæbende, og det, den enkelte borger kan gøre, har næppe den store effekt. Det vil dog ikke afholde mange fra at stemme på grønne partier, at tage cyklen på arbejde, begrænse flyvning og tage toget, blive veganer eller i hvert fald skære ned på kødforbruget, sortere affaldet og genbruge, sætte solceller på taget og købe aktier i ”grønne” virksomheder.

For de fleste vil en fuldstændig kompromisløs kamp mod klimaændringer kun give mening, hvis der udsigt til at vinde kampen. Når IPPC faktisk siger, at vi allerede har tabt kampen, og det nu alene gælder om at begrænse de helt katastrofale temperaturstigninger, bør vi måske fokusere på andre ting. Vi bør måske opprioritere forberedelserne til det der kommer – forberede os på skovbrande, oversvømmelser og store mængder af klimaflygtninge.

Noa

I Hebræerbrevet i Det Nye Testamente, kapitel 11, vers 7:

“I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro”.

Sisyfosarbejde i Roskilde

Charlotte Konow

I midten af august tiltræder Charlotte Konow som ny pressechef på Roskilde Universitet. Det oplyser hun selv på Linkedin.

“Jeg skal stå i spidsen for et skarpt presseteam og være med til at få Roskilde Universitets forskning ud over rampen, så den kan blive brugt i praksis,” skriver hun i opslaget.

Det påkalder sig respekt, at Konow dermed har påtaget sig et Sisyfosarbejde – en håbløs opgave (efter den græske sagnkonge Sisyfos, der som straf for gudsbespottelse til evig tid måtte rulle en klippeblok op ad et bjerg, hvorfra den uophørligt trillede ned).

Konows udfordringer

Roskilde Universitet, RUC, er det eneste universitet i Danmark, som har svært ved at tiltrække nye studerende. Særligt elever med høje karakterer fravælger RUC.

RUC oplyser selv, ”at de er sat i verden for at udfordre de akademiske traditioner og eksperimentere med nye måder at skabe og tilegne sig viden på. På RUC dyrker vi den projekt- og problemorienterede tilgang til videns udvikling, fordi man opnår de mest relevante resultater ved at løse virkelige problemer i fællesskab med andre. Vi dyrker tværfagligheden, fordi ingen væsentlige problemer kan løses ud fra ét fagligt synspunkt. Og vi dyrker åbenheden, fordi vi tror på, at inddragelse og videndeling er en forudsætning for den frie tanke, demokrati, tolerance og vækst.”

Det er helt forståeligt, at RUC’s ”udfordringer og eksperimenter” fravælges – og hvilke velkvalificerede studerende ønsker i øvrigt at frekventere et decideret taber-universitet?

RUC er bundskraber i internationale sammenligninger

THE (Times Higher Education) har siden 2004 til benefice for studenter, universitetsfolk, regeringer og virksomheder offentliggjort data om forskellige universiteters performance.

Ifølge World University Rankings 2021 er University of Oxford verdens bedste universitet. Cambridge ligger på 6.pladsen, men ellers er det USA, der dominerer listen over verdens bedste universitet med 8 blandt verdens 10 bedste universiteter, og med i alt 172 institutioner repræsenteret sammenlignet med Japans 110 og UK’s 100.

Danmark er ydmygt placeret: Københavns Universitet er rangeret som nr. 84, Aarhus Universitet som nr. 106 og DTU som nr. 187. CBS og Aalborg er placeret i intervallet 201-250, Syddansk Universitet lidt dårligere i intervallet 251-300, mens Roskilde Universitet rangeres helt i bunden i intervallet 601-800 blandt verdens 1.258 universiteter.

Bundplaceringen kan måske bidrage til at forklare RUC-rektors årelange kamp mod en usund ”præstationskultur”?

For mange sortner det for øjnene og tordner for ørerne, når vi udsættes for, at DR’s Deadline og andre medier, i tide og utide trækker på ”kapaciteter” fra RUC, som Birgitte Poulsen, Mads Kæmsgaard Eberholst og Christian Groes – uden at forglemme de bortforklaringer Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet, præsterer i forgæves forsøg på at overbevise offentligheden om institutionens fortræffeligheder.

”Klamphuggeri”

RUC kom igen-igen i offentlighedens kritiske søgelys, da udlændinge- og integrationsministeriet fjernede et omdiskuteret, statsfinansieret studie fra ministeriets hjemmeside. Der var tale om rapporten ”Magt og (m)ulighed”, udarbejdet af to forskere fra Roskilde Universitet, og bestilt og betalt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Rapporten blev karakteriseret som ”klamphuggeri”, ”pseudovidenskab”, ”absurd” og ”pinlig”.

Når udgifterne dækkes af skatteborgerne

Vi får nok aldrig opklaret hvordan RUC ville klare sig, hvis institutionen skulle leve af rekvireret forskning og de studerende (eller deres forældre) selv skulle betale for undervisningen. Min antagelse er, at forretningsmodellen lynhurtigt ville lide skibbrud og RUC gå fallit.

Selvom de velvillige danske skatteborgere holder institutionen flydende, er situationen alligevel alvorlig for de sagesløse studerende på RUC, der efterfølgende skal konkurrere med kandidater fra andre universiteter om de attraktive poster.

Det er sandelig en stor opgave, Charlotte Konow har påtaget sig. Vi vil interesseret følge hendes markedsføring af et underlødigt produkt.

Legat til udskældt islam-forsker

Jakob Skovgaard-Petersen

Folketinget har i slutningen af maj vedtaget en erklæring om overdreven aktivisme i forskningen. Under debatten, som Henrik Dahl fra Liberal Alliance var forslagsstiller til, langede han især ud efter mellemøstforsker Jakob Skovgaard-Petersen og sagde, at hans forskning ikke er til at stole på. Dahl kaldte Skovgaard-Petersen for ”notorisk enøjet” og rubricerede hans forskning som aktivistisk, uanvendelig og ikke til at stole på. Han fik desuden med et citat fra en hollandsk forsker antydet, at Jakob Skovgaard-Petersen –som regelmæssigt skriver blandt andet anmeldelser i Information – har sovet i 50 år.

Jakob Skovgaard-Petersen, der siden 2008 har været medlem af bestyrelsen for JP/Politikens Hus, er professor i islam og den arabiske verden på Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet. Han forsker i præmoderne og moderne islam, muslimske lærde og intellektuelle, religion og politik i den arabiske verden, muslimske sekter, islamisk lov og islam i arabiske medier.

Jakob Skovgaard-Petersen var 2005 – 2008 direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo.

Berlingske Tidende kan den 11. august 2021 oplyse, at Jakob Skovgaard-Petersen er tildelt ”Legatet af 30. juli 1953”. Legatet blev oprettet i anledning af højesteretssagfører C.L. Davids 75-års fødselsdag, og der er tale om et hæderslegat, som ikke kan søges.

Jakob Skovgaard-Petersen, der er professor i moderne islam på Københavns Universitet, har skrevet en række monografier, artikler og indlæg om islam og den islamiske verden senest ”Muslimernes Muhammad – og alle andres” fra 2020.

Indtryk fra Tokyo

Tom Daley

I dækningen af olympiaden i Tokyo har medierne haft opmærksomhed på andet end de sportslige præstationer.

Der har været ganske meget om mænd, der græder, og utallige gange har vi på TV set Danmarks bedste badmintonspiller, Viktor Axelsen, med tårerne strømmende efter hans overbevisende indsats i finalen mod kinesiske Chen Long og dermed en fortjent guldmedalje.

Der har også været fokus på rimeligheden af transkønnedes deltagelse. New Zealands transkønnede vægtløfter, Laurel Hubbard, blev udsat for voldsom kritik, der utvivlsomt har bidraget til Hubbards beslutning om at indstille karrieren.

Vi har snakket om rimeligheden af kravet til kvindelige beachvolley-spillere om at spille i diminutive bikiniunderdele frem for mere tækkelige shorts. De tyske kvindelige gymnasters bidrog til af-seksualisering, da de insisterede på at gennemføre deres øvelser i tætsiddende heldragter.

Især har der dog været opmærksomhed omkring den britiske udspringer, Tom Daley, der ikke kun er homoseksuel, men også afslørede, at han havde lært at strikke.

Tom Daley, der har været en af Team GB’s superstjerner med en guld- og en bronzemedalje, vakte opmærksomhed, da han sad på tilskuerrækkerne og strikkede.

Tolerancen er imidlertid ikke lige stor alle vegne. Ifølge Yahoo har The Times beskrevet hvordan transkønnede og andre medlemmer af LGBT-samfundet er blevet omtalt som “snavs”, “perverterede” og “psykopater” på russisk stats-tv.

På kanalen Rossiya 1 blev der angiveligt vist optagelser af Daley og hans mand, Lance, efter Daleys guldmedalje i konkurrencen, hvor Rusland vandt bronze. Den russiske udspringer blev karakteriseret som en “normal fyr”, men Daley blev karakteriseret som “en britisk homoseksuel”.

Programværten skulle have nævnt, at “i Storbritannien har de selvfølgelig deres egne værdier”, hvortil en paneldeltager i studiet kaldte LBGT-atleter for “en vederstyggelighed”.

Når lobbyvirksomhed resulterer i planøkonomisk mareridt

synergi-logo-green

Ole P. Kristensen har mandag den 2. august 2021 en særdeles læseværdig kommentar til EU-Kommissionens ”Fit for 55”-pakke, der blev præsenteret den 14. juli 2021.

Den del af pakken, der drejer sig om et udvidet og effektiviseret kvotesystem på EU-niveau, anerkendes som vejen frem (når vi nu ikke kan få en ensartet beskatning af klimagasser, som Ole P. Kristensen i lighed med de fleste fagøkonomer klart foretrækker).

”Fit for 55” indeholder også en række planøkonomiske tiltag med særskilte mål for reduktion i enkeltsektorer. Som et blandt mange eksempler nævner Ole P. Kristensen det detaljerede reduktionsmål for nye biler som helt ulogisk i forhold til et kvotesystem, som netop skal sikre, at reduktionerne sker, hvor det er billigst. I et kvotesystem skal man alene fokusere på den samlede reduktion og overlade det til markedet, virksomhederne og forbrugerne at finde ud af, hvor og hvordan det skal ske.

Det planøkonomiske supplement til kvotesystemet vil ikke bare forringe omkostningseffektiviteten, det vil også åbne en ladeport for lobbyvirksomhed, hvor alle mulige særinteresser vil presse på for at tilgodese netop dem. Det vil ske i klimaets navn, men vil reelt have mere snævre formål, som i praksis vil fordyre og svække klimapolitikken.

I en dansk sammenhæng kan man nævne de detaljere mål vedrørende energieffektivisering. Energy Efficiency Directive vil fastsætte bindende årlige mål for reduction af energiforbruget, og f.eks. vil ”The public sector will be required to renovate 3% of its buildings each year to drive the renovation wave, create jobs and bring down energy use and costs to the taxpayer”.

En sådan målsætning er fuldstændig arbitrær og grebet ud af luften. Det bør imidlertid betænkes, at der fra dansk side er presset på for netop at få skærpede EU-krav til energieffektiviseringer.

Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux, der er blandt de virksomheder i Danmark, der hvert år udleder enorme mængder CO2, stiftede i 2018 lobbyorganisationen ”SYNERGI”.

Med det tidligere konservative EU-parlamentsmedlem Bendt Bendtsen som formand og officiel og betalt lobbyist, argumenterer Synergi for, at energieffektivisering effektivt kan bidrage til at nå vores klimamål.

Det glade budskab er, at de påståede fordele ved investering i isolering, nye vinduer, termostater og pumper nærmest betaler sig selv.

Det mærkelige er, at det åbenbart er lykkedes – enten at overbevise eller tvinge – de kølige hjerner i EU-Kommissionen til at se Rockwool-batts som løsningen på klimaudfordringen.

Behovet for samarbejde mellem forsvarsindustriens private organisationer

Krudt og kugler

Hovedparten af den danske forsvarsindustri er organiseret i Dansk Industris afdeling for forsvar og sikkerhed. Afdelingen omfatter 90 danske virksomheder, der blandt andet producerer komponenter og teknologier til våbensystemer, der kan bruges i konflikter og krig, og som ultimative kan koste menneskeliv.

Den årlige omsætning er på cirka fire milliarder, hvoraf eksporten til udlandet fylder cirka 80 procent.

Afdelingen ledes af branchedirektør Joachim Finkielman, der blev ansat i Dansk Industri, fordi industrien ønsker en tættere relation til det politiske niveau. Der er et ønske om, at forsvarsindustrien i langt højere grad end tidligere skal være en naturlig sparringspartner for beslutningstagerne, når der skal udvikles nye idéer og muligheder i ministeriet og styrelser.

Forsvarsministeren, socialdemokraten Trine Bramsen, har meddelt, at hun vil fremlægge en ny forsvarsindustriel strategi lige efter sommerferien. Ministeren har i den anledning haft en lang række møder med virksomheder og interessenter inden for forsvarsindustrien, herunder med Dansk Industri.

Det er derfor påfaldende, at Berlingske Tidende den 6. august 2021 kan bringe en kronik af Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, der er lykkedes med at få forsvarsordførerne for Venstre, Radikale og Konservative til at medunderskrive.

I kronikken tales varmt om behovet for offentlig-privat samarbejde og behovet for bedre rammevilkår for forsvarserhvervet. Det er sikkert rigtigt, men det må undre mange, at erhvervsorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv ikke kan finde sammen i en angiveligt vigtig sag, men i stedet forfølger deres respektive organisationsinteresser.

Politikerstress og politiske beslutninger

Sofie Carsten N

En række politikere, embedsmænd og journalister på Christiansborg har den seneste tid berettet om et stressende arbejdsmiljø, der ikke alene har medført sygemeldinger blandt de folkevalgte, men som også påvirker kvaliteten af de politiske beslutninger.

Mona Juul, der har været administrerende direktør og i modsætning til mange andre folketingsmedlemmer har kendskab til arbejdsforholdene på arbejdsmarkedet, har sagt, at ”Det meget negative er, at vi træffer beslutninger på for løst et grundlag”.

Høringer hastes igennem, og loven skal behandles, uden vi kan nå at læse høringer: ”Det dur heller ikke, at forhandlinger er så lukkede eller koncentrerede, at man ikke kan nå at tjekke op på det udleverede materiale. Ministeren har jo en hær af rådgivere – det har jeg ikke. Hvis jeg skal komme med kvalificeret indspil og indgå gode aftaler, skal jeg have tid og mulighed for at vende det med relevante stakeholders.”

Bertel Haarder, der har været medlem af Folketinget siden 1975, mener omvendt ikke, at der er noget særligt ved de påståede krisetilstande i dansk folkestyre. Han anbefaler at man læser forfatteren Henrik Pontoppidans ”De dødes rige” om demokratiet efter systemskiftet i 1901.

Problemet er ifølge Haarder hverken politikernes stress, Folketingets arbejdsform eller tonen i de sociale medier. Problemet er snarere – dengang som nu – stemmefiskeri og manglende lyst til at tale det imod samt åndløshed og mangel på format og livsklogskab. Stemmefiskeriet gør ubodelig skade, hvad enten det gælder lokkende velfærdsløfter på den ene fløj med Enhedslisten som rekordholder i uansvarlighed – eller skatteløfter til de velbjærgede på den anden, for eksempel på boligområdet.

Lønforhøjelse til i forvejen vellønnede medlemmer af Folketinget

Uanset om nogle vil mene, at Bertel Haarder er uden føling med nutiden, er medlemmer af Folketinget næppe dem i samfundet, der først og fremmest fortjener skatteborgernes medynk.

For en almindelig lønmodtager kan Folketingets sommerferie umiddelbart lyde lang. Normalt går Folketinget på sommerferie efter Grundlovsdag 5. juni og samles først igen den første tirsdag i oktober klokken 12.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de 179 medlemmer af Folketinget kan holde fire måneders ferie. I gamle dage skulle medlemmets almindelige arbejde og andre ting passes. F.eks. skulle landmændene klare høsten, før man igen kunne møde op på Christiansborg.

I dag er det reelt kun en lille del af Folketingsmedlemmernes politiske virke, som finder sted i Folketingssalen. Der går også tid med møder rundt i landet og udlandsrejser m.v.

Den, der lever skjult, lever godt

Alligevel er der ganske mange af de 179 medlemmer af Folketinget, der hylder princippet om at den, der lever skjult, lever godt. I hvert fald er der mange af medlemmerne, der med halve ordførerskaber og en summarisk arbejdsindsats klarer sig igennem, og selv efter flere års medlemskab af Folketinget er helt ukendte udenfor valgkredsen, indtil vi hører om dem i forbindelse med en overraskende sygemelding.

Af den aktuelle debat om arbejdsvilkår er det også fremgået at mange medlemmer af Folketinget bruger tid på pressen og ikke mindst på de sociale medier – aktiviteter, der også af mange opfattes som belastende og stressende. Det naturlige spørgsmål er da også – hvorfor gør de det?

Er aflønningen tilstrækkelig?

I debatten om de nedslidende arbejdsvilkår er det gået nærmest upåagtet hen, at Folketingsmedlemmerne den 1. april fik en lønforhøjelse på cirka 13.000 kroner om året for et menigt folketingsmedlem.

Vi hører ofte om folketingsmedlemmernes sygeorlov, så bedre aflønning er måske fuldt berettiget?

Orlovsordning

I modsætning til almindelige lønmodtagere og dagpengemodtagere skal folketingsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere på intet tidspunkt fremvise så meget som skyggen af en lægeerklæring, hvis de er på længerevarende sygeorlov.

Dermed kan politikere være langtidssygemeldte med fuldt vederlag uden at skulle bevæge sig ned på jobcenteret.

Debatten om politikernes sygemeldinger er blusset op som følge af en række spektakulære sager. Det er almindelig kendt, at Ida Auken har være sygemeldt i længere tid som følge af den stressede tilværelse som medlem af Radikale Venstre. Andre sager viser, at blandt nogle politikere er narko-kørsel, sex-skandaler, mandatsvig og bedrag også anerkendte sygdomme.

Jakob Engel-Schmidt

Lars Løkke Rasmussens nye sekretariatschef, Jakob Engel-Schmidt, var som medlem af Folketinget fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.

Morten Østergaard

De radikales tidligere leder, Morten Østergaard, tog fra efteråret 2020 orlov fra Folketinget. En orlov som han selv valgte på grund af hans seksuelle krænkelser af kvindelige politiske partifæller gennem flere år. Morten Østergaard meddelte, at han ikke genopstiller til det næste folketingsvalg, men fortsatte desuagtet med at holde orlov fra Folketinget på fuld løn. Orloven blev først indstillet, da Morten Østergaard for nylig fik et nyt job.

Ninna Hedeager Olsen

Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten var sygemeldt i 4 måneder, fordi der efter en fest i hendes seng befandt sig 3 kvinder og 1 mand, hvor der var begået et påstået seksuelt overgreb mod borgmesterens lesbiske veninde. Den påståede misdæder er siden blevet pure frifundet ved Landsretten.

Rune Lund

Læge Marianne Mørk Mathiesen, medlem af regionsrådet Syddanmark for Liberal Alliance, har gjort opmærksom på, at Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten, tidligere har været sygemeldt i tre måneder på grund af en sprunget akillessene. Han kunne ikke varetage sit kontorjob i Folketinget, men kunne godt i sygefraværsperioden rejse til Odense og deltage i en debat.

Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt (DF) var sygemeldt i syv måneder, da han blev anklaget for bedrag med EU-penge.

Kurt Jakobsen

Medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Jakobsen fra Venstre lod sig sygemelde på ubestemt tid, da han blev dømt for mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads, Naturstyrelsen Vadehavet. Alternativt ville han blive ekskluderet af Venstre.

Jeppe Kofod

Den nuværende udenrigsminister, socialdemokraten Jeppe Kofod sygemeldte sig, da han år tilbage blev eksponeret i pressen på grund af en seksuel eskapade med en 15-årig.

Vederlagskommissionen dokumenterede, at danske politikere er ganske vellønnede

Da Vederlagskommissionen i 2016 fremlagde sin rapport, fremgik det, at et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i april 2015 svarede til 1.010.000 kr. om året.

For alle 179 folketingsmedlemmer svarede det allerede dengang til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i april 2015 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Hvorfor må Energinet ikke gøre som Velux?

Mogens Lykketoft

Rockwool, Velux, Aalborg Portland og andre virksomheder, der er stærkt belastende for miljø og klima, køber klimakompensation og markedsfører sig skamløst som grønne og bæredygtige.

Velux f.eks. samarbejder med WWF (World Wide Fund for nature) og gennem investeringer i skovbevaringsprojekter i fjerne verdensdele fra 2020 til 2041 vil Velux opfange ækvivalenten til VELUX Gruppens samlede organisatoriske CO2-fodaftryk i virksomhedens 100 års levetid.

Mogens Lykketoft kan ikke forstå hvorfor den virksomhed, han er bestyrelsesformand for, Energinet, ikke kan få lov til at opkøbe arealer (i Polen?), der kan udlægges som vild natur, i stedet for at miljømyndighederne i Danmark stiller miljømæssige krav til Energinets anlægsarbejder.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/mogens-lykketoft-klimaindsatsen-bremses-og-goeres-kostbar-af

Kæmpe infrastruktursatsning i USA

US Infrastruktur

I det amerikanske Senat nåede man søndag til enighed om at fremme et lovforslag om en infrastrukturplan på i alt 1 trillion dollars – 1000 milliarder dollars!

Det tværpolitiske kompromis er meget mindre end det oprindelige forslag om 3 trillioner, men er stadig den største investering i amerikanske veje, vandveje og elselskaber m.v. i mere end 25 år.‎

Efter forslaget vil veje og broer med 110 milliarder dollars få den største økonomiske infusion.

Det er de amerikanske byområder, hvor de fleste amerikanske bor, der især tilgodeses med infrastrukturplanen. Bykerner og deres omkringliggende forstæder står til at drage fordel af vejforbedringer og investeringer i reduktion af CO2-emissioner med hårdt tiltrængte investeringer i offentlig transport og forbedringer af offentlige forsyningsvirksomheder.‎

Chr. Augustinus Fabrikker og OW Bunker

Claus gregersen1

I anledning af Claus Gregersens forestående fødselsdag, kan der være anledning til at minde om en af nyere tids største danske erhvervsskandaler: Sagen om OW Bunker.

Hvordan kunne et selskab blive børsintroduceret i slutningen af marts 2014, til en markedsværdi på 6,4 mia. kr., for så at gå konkurs omkring syv måneder senere?

Den fyrede formand for Vækstfonden er direktør i Chr. Augustinus Fabrikker

Vækstfonden, der blev grundlagt i 1992 af den danske regering, er en selvstændig offentlig virksomhed, der ejes af den danske stat og finansierer innovation og vækst i danske virksomheder.

Vækstfonden yder lån og garantier samt egenkapital til virksomheder i en bred vifte af brancher, herunder virksomheder fra Grønland og Færøerne. Venture investeringer fokuserer primært på teknologidrevne sektorer som biotech, medtech, edtech, it og robotteknologi. Investeringer gennem små og mellemstore fonde dækker et bredere udvalg af brancher.

I 2018 blev Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S, men tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, af daværende erhvervsminister Brian Mikkelsens udnævnt som formand i Vækstfonden.

Claus Gregersens centrale rolle i skandalen omkring OW Bunkers bidrog til den udbredte tvivl om den tidligere erhvervsministers dømmekraft og har for Vækstfonden været særdeles problematisk.

OW Bunker og Vækstfonden

OW Bunker blev købt af kapitalfonden Altor i 2007 og efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.

OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et regnskabsresultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den tilsyneladende store og stigende indtjening, der fremgik af regnskaberne. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.

OW Bunker har siden konkursen trukket en hale af dramatiske afsløringer om enorme gældsbjerge og hemmelig oliespekulation efter sig.

Foreløbig er den tidligere direktør for Dynamic Oil Trading, Lars Møller, i byretten idømt halvandet års fængsel.

Men straffesagen mod Lars Møller er formentlig kun begyndelsen til et langvarigt retsopgør efter en af danmarkshistoriens største børsskandaler. Der kan således imødeses en lang række erstatningssager anlagt af inden- og udenlandske investorer mod selskabets ledelse, bestyrelse, kapitalfonden Altor, revisorer og de rådgivende banker, Carnegie Investment Bank og Morgan Stanley.

Disse sager vil formentlig først blive fuldt afdækket senere, men allerede nu har skandalen omkring OW Bunkers betydet, at placeringen af den tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, som formand i Vækstfonden, har været særdeles problematisk.

Det er sandsynliggjort, at Carnegies danske direktør, Claus Gregersen, kendte alt til konkursramte OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet. Det var Carnegie, hvor Claus Gregersen var adm. direktør, som (sammen med Morgan Stanley) rådgav OW Bunker og tilrettelagde hele børsnoteringen, der heller ikke omtalte kapitalfonden Altors frugtesløse forsøg på at sælge OW Bunkers.

Kun 7 måneder efter børsintroduktionen i 2014 gik OW Bunker A/S konkurs.

Sagsanlæg

En stor gruppe danske, institutionelle investorer med ATP i spidsen har rejst erstatningskrav mod emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie, som gruppen mener har medvirket til at vildlede investorer. Samtidig har det belgiske advokathus Deminor på vegne af op til 30 internationale investorer stævnet emissionsbankerne bag OW Bunkers børsnotering for mere end 530 mio. kr.

Claus Gregersen fyret som formand

I begyndelsen af juli 2020 blev det meddelt, at erhvervsminister Simon Kollerup havde erstattet Claus Gregersen med Tue Mantoni som bestyrelsesformand for Vækstfonden.

Berlingske Tidende

Berlingske Tidende, hvis erhvervsredaktion med usvigelig sikkerhed vælger anløbne figurer som leverandører af erhvervsklummer, har den 21. december 2020 haft så travlt med at få Claus Gregersens overraskende synspunkter på ”samfundssind” ud til læserne, at de har stavet hans efternavn forkert. I øvrigt ganske typisk for den mangel på omhu, der præger avisens servicering af abonnenterne.

Claus Gregersen

Direktør i Carnegie Investmentbank fra 2010 til 2017 og dermed centralt placeret under børsintroduktionen af OW Bunker i 2014 er uddannet på CBS (HD 1986) og har suppleret med kursus i Leadership fra Harvard Business School i 2013.

Carnegies Investment Bank var i Claus Gregersens direktørtid særdeles aktiv på både børsnoteringsområdet, gældsudstedelser og med salg af virksomheder. Som rådgivende bank – sammen med Morgan Stanley – var Carnegie Investment Bank og Claus Gregersen formentlig fuldt ud bekendt med OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet.

Claus Gregersen er i dag adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker, formand for Skandinavisk Holding, næstformand i Jeudan A/S, medlem af bestyrelsen i Gyldendal A/S m.v.

Gregersen fylder 60 år den 6. august 2021 og vil formentlig blive behørigt fejret i de finansielle medier og i de dele af samfundslivet, hvor Chr. Augustinus Fabrikker har interesser:

Chr. Augustinus Fabrikkers ejerskaber

Abacus Medicine A/S, Blazar Capital ApS, Fritz Hansen A/S, Gabriel Holding A/S, GUBI A/S, Gyldendal A/S, Jeudan A/S, Kristeligt Dagblad A/S, Kurhotel Skodsborg A/S, Lunar A/S, MT Højgaard Holding A/S, Nissens A/S, NNIT A/S, Podimo, Royal Unibrew A/S, Rungsted Sundpark A/S, Scandinavian Tobacco Group A/S, Skodsborg Sundpark A/S, Tivoli A/S, Veo Technologies ApS.