Sankt Patricks dag, den irske nationaldag den 17. marts, falder i år på fredag. Dagen er en helligdag i Irland, hvor mange butikker, banker osv. er lukket. Sankt Patrick er Irlands skytshelgen, og han regnes for at have indført kristendommen i landet så tidligt som i det 5. århundrede.

De mange irske udvandrere betyder, at St. Patrick’s Day fejres intenst i USA.

Under den traditionelle St. Patrick ceremoni i Det Hvide Hus vil præsidenten, der også har irske aner, modtage den traditionelle Shamrock Bowl, en skål med tre-bladet Hvid-Kløver (shamrocks), et billede på den hellige tre-enighed, og samtidig Irlands national-symbol.

Det er uklart, om den ligeledes traditionsrige frokost i Kongressen på Capitol Hill gennemføres.

St. Patrick-frokosten har været en fast tradition siden den navnkundige formand for Repræsentanternes Hus, demokraten Thomas Phillip “Tip” O’Neill Jr., i 1983 inviterede præsident Ronald Reagan til Capitol Hill i anledning af St. Patrick.

Markeringen af St. Patrick’s Day

I Irland, USA og i mange andre lande vil der på fredag blive afholdt fester og parader m.v. med irske temaer. Mange vil bringe sig i den rette stemning ved at iføre sig grønt tøj, grønne hatte, drikke irsk whiskey og (masser af) grønt øl og indtage alskens grønfarvede snacks og madvarer.

Irske pubber giver den gas, og overalt vil man i Irland og i irske miljøer over hele verden kunne se det irske grønne, orange og hvide flag, kløversymboler, slanger (som St. Patrick fordrev fra den grønne ø) og harper.

Leprechauns

Desuden vil man på St. Patricks Day kunne støde på gryder af ”guld” og mærkelige grønklædte alfeagtige gnomer – Leprechauns.

En leprechaun er et irsk fabelvæsen, der især i USA forbindes med St. Patrick’s Day og irsk kultur. De små grønne, skæggede mænd med de store grønne hatte spiller nogenlunde samme rolle som vores (drille)nisser, der er kendt for at have et ubehageligt temperament. De er de mest sparsommelige eventyrevæsner (bortset fra drager), og de vogter nidkært de store gryder af guld, ethvert barn ved findes for enden af alle regnbuer.

København

I København markeres St. Patricks Dag fredag, den 17. marts 2023 fra kl. 18.00 på Cafe Globen ApS, Turesensgade 2B, DK-1368 København K. Der er også andre værtshuse og pubber, hvor man kan lufte sin grønne hat, skjorte, sokker, eller grøntfarvede hår og hvor der også er adgang til Guinness.

Statsminister Mette Frederiksen befinder sig i øjeblikket på et statsbesøg i Egypten. Her mødes hun bl.a. med Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi for at diskutere den stigende migration fra Afrika til Europa og den grønne omstilling.

Man kan med rette spørge, hvorfor Danmark skal aflægge officielt besøge et land med et autoritært styre, som desuden har varme forbindelser til Putins Rusland?

Det Arabiske Initiativ

Siden 2003 har Danmark styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden. Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Initiativet kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over partnerskabsprogrammet, DAPP, støtter Danmark en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien.

Imens i Egypten

I Egypten er der jævnligt uroligheder. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der har været demonstrationer i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Undertiden høres krav om, at præsident Abdel Fattah al-Sisi skal træde tilbage. Det er der uimidlertid ingen udsigt til.

Den egyptiske revolutionshistorie

Den ægyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at ​​den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker kom Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Mursi-regeringen stødte imidlertid på hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdul Fattah El-Sisi.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdul Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Det Muslimske Broderskab kan som nævnt ikke stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

COP27

I november 2022 var Egypten i Sharm el-Sheikh vært for COP27. Det lykkedes ikke at opnå enighed om afgørende indsatser for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Der blev dog aftalt at etablere endnu en fond, der skal finansiere de fattigste landes muligheder for at modvirke negative konsekvenser af klimaændringer.

‎Olie- og gassektoren er en af de mest vitale industrier i Egypten, og der er konstateret betydelige olie- og gasressourcer i undergrunden.

På nuværende tidspunkt er der mere end 60 internationale virksomheder, der har olie- og gasoperationer 183 steder i Middelhavet, Nildeltaet, i ørkenområder både vest og øst for Nilen på Sinai-halvøen og i Øvre Egypten.‎

Ifølge den egyptiske minister for olie og mineralressourcer, Tarek El Molla, er der i de seneste år investeret mere end 1,16 trillioner egyptiske pund i olie- gassektoren, og sektoren er helt afgørende for landets handelsbalance og økonomi i det hele taget.

Det er derfor ikke overraskende, at bestræbelserne på hurtig udfasning af olie- og gas ikke nød fremme under det Egyptiske formandskab af COP27.

Danmarks holdning?

Det er velkendt i Danmark hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi sidder sikkert i sadlen i Egypten. Efter statskuppet i 2013 blev han valgt ved et demokratisk valg i 2014 og genvalgt i 2018.

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er omkring 250 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier.

Visionen

DIPD har følgende vision: At fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af partnerskaber med politiske partier, flerpartiplatforme og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Kritik

Enhedslisten stemte som det eneste parti i Folketinget imod. ”Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens daværende udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for  parti-støtten. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande. 

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Venstres liberale tilgang

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institut for Parties and Democracy) blev oprettet i 2010. Partiet etablerede Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre, der har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten.

Fra Finansloven til partierne

Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD) modtager den årlige støtte på 30 millioner kroner over Finansloven (§ 06.32.08.70 – Demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse). Pengene fordeles blandt de politiske partier.

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkeparti har gennem DIPD været aktiv i Bhutan og Tanzania. De konservative forsøg på at bidrage til demokratiudviklingen i Bhutan har dog – trods talrige besøg af partiets tidligere formand og hans familie – opgives.

For tiden bruger Det Konservative Folkeparti årlig omkring 1,3 millioner kroner i Tanzania på et partnerskab med oppositionspartiet CHADEMA (Chama Cha Demokrasia Na Maendeleo), og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. den tidligere partiformands kone, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Partnerskabet sigter på at fremme kvinder og unges aktive deltagelse i politik. Det Konservative Folkeparti angiver selv, at ”drivkraften i arbejdet er vores tro på demokrati, og på at det ikke er et ægte flerpartidemokrati, hvis der ikke er nogen realistisk mulighed for, at den politiske magt skifter hænder”.

Afrikansk Folkemøde

Bevillingen til DIPD giver partiet mulighed for at sende konservative tillidsfolk i en jævn strøm til Østafrika. Senest har partiets næstformand, Henrik Sølje Weiglin og bestyrelsesmedlem i DIPD, Rolf Aagaard-Svendsen deltaget i et ugelangt ”Folkemøde” (The People Dialogue Festival) i Nairobi i Kenya.

Danmark har i over 60 år gennem DANIDA haft et udviklingssamarbejde med Tanzania, og Danmark var indtil for nylig blandt de 4-6 største bilaterale udviklingspartnere i Tanzania med bistand på omkring 100 millioner kroner om året.

Mens Det Konservative Folkeparti kører på med bevillinger til Tanzania, har regeringen besluttet at lukke den danske ambassade i Dar es Salaam i 2024.

Silicon Valley Bank i Californien imploderer på en enkelt dag, efter at stigende renter fik den til at sælge en obligationsportefølje med et stort tab.

Situationen er et eksempel på, hvordan eksponeringer i et lav-rente miljø, kan give bagslag når renten stiger og de finansielle forhold strammes.

Fredag kunne de finansielle markeder chokeret se hvordan det amerikanske banktilsyn lukkede Silicon Valley Bank, SVB, med aktiver på 212 milliarder dollars og dermed markerede det største bankkrak siden 2008.

For bankens aktionærer er pengene formentlig tabt, men også indskyderne vil lide tab. Bemærkelsesværdigt er 93 procent af bankens 161 milliarder dollars i indskud ikke forsikret af Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC), som kun dækker konti op til 250.000 dollars.

Bankens kollaps var et biprodukt af den amerikanske centralbanks stramning af pengepolitikken for at bekæmpe inflationen. Federal Reserves renteforhøjelser – og der kommer flere! – betød, at kursen på sikre statsobligationer faldt og renteafkastet steg til over 5 pct.

SVB tilbød en rente på 1,6 pct. på indskud og tech-virksomheder og andre kunder begyndte at hæve deres penge. SVB havde brug for likviditet, og var derfor nødsaget til at realisere en del af obligationsbeholdningen med tab. Da det samtidig rygtedes at banken søgte nye kapitalindskud, skabte det frygt blandt indskyderne, og i et veritabelt stormløb trak de deres indskud ud af banken. Med udsigt til et dramatisk kursfald på bankens aktier blev handelen med SVB-aktier fredag morgen suspenderet, og banktilsynet lukkede efterfølgende banken.

Den kaotiske episode viste, at Feds aggressive renteforhøjelsesregime efter 15 års overstimulering af økonomien med næsten nul renter kunne vende op og ned på institutioner, der engang blev anset for at være relativt stabile. Det ser ud til, at enhver rentefølsomhed er ved at blive blotlagt.

Der er allerede set to eksempler på resultatet af det højere renteniveau.

Det første er sammenbruddet af kryptovaluta-markedet. Siden Fed begyndte at hæve renten i marts 2021, er bitcoin – tidligere anerkendt som en effektiv inflationssikring – faldet mere end 65%. Dette prispres bidrog til, at FTX-børsen kollapsede, og kryptobanken Silvergate måtte gå i likvidation. Der har også været tocifrede kursfald på højvækst-teknologiaktier.

Tilbage i 2020 og 2021 var der intens interesse for tech-startups, værdiansættelserne var skyhøje, aktiekurserne steg fra dag til dag, og tech-sektoren svømmede i investeringskapital samtidig med, at regeringen stimulerede den amerikanske økonomi.

I USA stilles der allerede spørgsmål om wokeness – der fylder meget i Californien – spillede en for stor rolle i SVB’s investeringsstrategi og dermed for krakket af SVB?

Begrebet “woke” har udviklet sig over tid, men udtrykket henviser generelt til det at være bevidst om og aktivt kæmpe mod social uretfærdighed, især i forhold til spørgsmål om race, køn og seksuel orientering, og for politisk korrekte miljømæssige, sociale og samfundsmæssige normer – såkaldte ESG-normer.

Oprindeligt blev udtrykket “woke” brugt i afroamerrikansk slang om det at være bevidst om systemisk racisme og racistisk begrundet forskelsbehandling.

Imidlertid har woke siden fået en bredere betydning, og beskriver i dag enkeltpersoner eller organisationer, der gennem individuelle handlinger og samfundsengagement demonstrerer progressivitet og samfundsansvar i forhold til især klima, miljø, kvinder, minoriteter og LGBTQ-samfundet.

I dette miljø trivedes Silicon Valley Bank, som var blevet den woke in-bank for nystartede virksomheder. Bankens indskud blev mere end tredoblet fra 62 milliarder dollars ved udgangen af 2019 til 189 milliarder dollars ved udgangen af 2021.

Blandt amerikanske lovgivere, der måske nu stilles over for krav om bankredninger, stilles der spørgsmål til, om woke hensyn til ESG-målsætninger vejer tungere end økonomisk ansvarlighed i SVB’s og andre pengeinstitutters dispositioner?

Selv en ultra-woke bank som SVB kunne ikke omsætte alle indskud til bæredygtige udlån, og SVB placerede likviditeten i amerikanske statsobligationer og realkreditobligationer. Problemet er, at fra den 16. marts 2022, hvor Fed indledte sin første renteforhøjelse, er renten steget fra 0,25% til 4,50% i dag – og kurserne på SVB’s beholdninger af obligationer er faldet tilsvarende.

Et nedadgående pres på værdiansættelser i tech-sektoren og et marked, der udelukkede nye børsemissioner, førte til faldende indlån i banken. Samtidig konverteredes mange indlån i SVB til placeringer i obligationer.

For at skaffe likviditet måtte SVB sælge obligationer for 21 mia. dollar med et tab på 1,8 mia. dollar. Situationen førte til stormløbet og bankens lukning fredag den 11. marts 2023.

Er der risiko for at andre pengeinstitutter vil blive udsat for det samme?

SVB var eksponeret overfor en gruppe af high-tech start up- og mere etablerede techvirksomheder, der udgjorde en meget stor del af kundekredsen. Andre bankers eksponeringer overfor store grupper af landmænd, eller hvis pengeinstituttets udlån især er i private boiliger og forretningsejendomme, kan det være i risikozonen.

F.eks. indebærer eksponering overfor ejendomsmarkede en særlig risiko. Låntagerne er ikke kun påvirket af de generelle konjunkturer og beskæftigelsesmulighederne, men låntagere med variabelt forrentede lån oplever løbende rentestigninger, men også låntagere med fastforrentede lån er udsatte. Den løbende refinansiering af fastforrentede lån skal fremover ske til et væsentligt højere renteniveau end tidligere.

Den finansielle sektor som helhed er i dag bedre polstrede som følge af strammere regler end forud for den sidste store finanskrise. Samtidig er det formentlig ganske få banker, der har en så koncentreret eksponering mod risikable opstartsvirksomheder som SVB.

Men alle banker gør klogt i at være meget opmærksomme på de risici, der er forbundet med højere renter og dens indvirkning på deres indlånsniveauer, fastforrentede beholdninger og indtjening. Der er allerede begyndt at vise sig tegn på, at pengeinstitutter, der er særligt afhængige af indlån, snart kan blive sat under pres. Udstrømningen af indskud er steget i de seneste måneder, da kunderne vælger højere forrentede statsobligationer eller andre placeringer med større afkast end på traditionelle bankindskud. Det kan føre til konkurrence mellem bankerne om højere indlånsrenter. En konkurrence, som de mindre velpolstrede pengeinstitutter måske ikke har råd til.

Under alle omstændigheder er SVB ikke den eneste bank, der sidder på et muligt enormt tab på deres obligationsportefølje, hvis de tvinges til at realisere før udløb.

Belgien, Danmark, Finland, Tyskland, Grækenland, Italien og Holland har alle haft restriktioner på eksport af våben til de krigsførende magter i Yemen, herunder ikke mindst den Saudi Arabisk-ledede koalition bestående af Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten, Kuwait, Jordan, Senegal og Sudan, der siden 2015 har interveneret militært i Yemen til fordel for den yemenitiske regering. Qatar deltog indtil 2017 og Marokko indtil 2019.

Samtidig har Frankrig, UK og Spanien m.fl. i betydeligt omfang eksporteret våben – inklusive træning og løbende vedligeholdelse af våbensystemerne – til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Trods det belgiske eksportforbud har det vist sig, at belgiske pansrede køretøjer sælges til Saudi Arabien og bruges i Yemen. Disse våben fremstilles af det belgiske firma FN Herstal – Fabrique Nationale – der ejes af den Valloniske lokalregering. Det er ligeledes kommet frem, at bomber, der fremstilles af RWM Italia Munitions S.r.l., der er det italienske datterselskab af det tyske Rheinmetall Group, ligeledes er solgt til koalitionen.

I Danmark kom det i maj 2020 frem, at den danske våbenproducent Terma har bidraget med udstyr til UAE’s – De Forenede Emiraters krigsførelse i Yemen.

TV2 har sammen med medierne DanWatch, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR- Nordic Reports undersøgt, hvor udstyr produceret af Terma bliver brugt.

Medierne oplyser, at Terma har solgt udstyr og vedligehold til kampflyene, Archangel, som under konflikten i Yemen er blevet brugt til bombninger i Yemen af De Forenede Arabiske Emirater.

Archangel-kampflyene kan ifølge TV2 bære tre ton bomber og er udstyret med Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment).

Terma har desuden fra 2011 til 2016 udstyret seks af De Forenede Emiraters flådefartøjer med Termas Scanter 2001 navigationsradarer samt bidraget med uddannelse i vedligeholdelse af systemerne.

Det er ikke oplyst, om Terma har leveret udstyr til andre deltagere i krigen i Yemen. Imidlertid fandt myndighederne ikke grundlag for at rejse tiltale mod den erhvervsdrivende fond, Thomas B. Thriges Fond, der ejer Thrige Holding A/S, der igen ejer Terma, der blev stiftet i 1949.

Omgåelse af embargoen

Med indgåelse af en samarbejdsaftale – en såkaldt “teaming agreement” – mellem europæiske våbenproducenter og amerikanske firmaer som t.eks. Raytheon har det i et vist omfang været muligt for USA at sælge europæiske våben på det internationale marked, som om der var tale om amerikanske våben og efter amerikanske regler.

Embargoen ophæves i Danmark

I oktober 2022 godkendte den tyske regering eksport af våbensystemer og militært udstyr til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Godkendelsen havde angiveligt sammenhæng med, at der samtidig blev indgået en energiaftale med de to Golflande midt i den energikrise, krigen i Ukraine havde afstedkommet i Tyskland.

I begyndelsen af marts 2023 meddelte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at begrænsningerne på dansk forsvarsindustris muligheder for at eksportere våben til Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og andre lande var ophævet.

Udenrigsministeren har påpeget, at den danske linje bør ligge samme sted som de øvrige EU-landes. Det vil samtidig gøre det muligt for den danske forsvarsindustri at være en del af internationale udviklingsprojekter.

Den danske forsvarsindustri

Den danske forsvarsindustri er voksende, og Ruslands krig mod Ukraine har givet betydet, at offentlighedens syn på våbenproduktion har ændret sig i positiv retning.

Blandt de største danske virksomheder er Terma i Lystrup ved Århus med en milliardstor omsætning.

Terma sælger udstyr herunder Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment) – til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder Termas Scanter 2001 skibsradar, skibsradarer, og til rumfartsindustrien.

Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1500 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på omkring 2 milliarder kroner.

Terma har leveret dele til kampflyet F-16 og leverer også dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

Terma er langt fra den eneste virksomhed, der i Danmark producerer våben. Terma er – sammen med andre våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel -særdeles aktive med at søge politisk indflydelse for at sikre deres kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser. Terma har således flere pensionerede ambassadører og højtstående officerer på lønningslisten.

Andre våbenproducenter er medlem af erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Udover de helt store virksomheder er der danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag har datterselskaber i Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Rumænien, Sverige, UAE, UK, og USA, beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden.

I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor den fynske maskinfabrik Multicut leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics A/S leverer kabler og styrebokse.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes interesser i udvikling af forsvarsteknologi, ligesom en række konsulent- og advokatfirmaer har interesser i dansk forsvarsindustri.

Elias Westergaard, teamleder og klimarådgiver i Det Konservative Folkepartis sekretariat – faktisk har han formelt titel af Teamleder og chefkonsulent i Politik, Presse og Kampagne.

Han har siden 2016 arbejdet for Det Konservative Folkeparti – først som studentermedhjælper og siden 2020 som ansat rådgiver, og siden august 2022 i den nuværende centrale og betroede placering. Selvom han blot er 31 år, har partiet betroet ham at være gennemgående faglig rådgiver i samtlige klimaforhandlinger på Christiansborg.

Han har en kandidat fra Københavns Universitet i Økonomi.

Indstilling og udvælgelse

Elias Westergaard er indstillet Berlingskes Talent 100-liste af erhvervs- og klimaordfører Mona Juul, generalsekretær Søren Vandsø og afdelingschef Simon Merrild Lyngsø, der begrunder indstillingen således:

”Elias har været med til at flytte os fra at være et parti, der præsenterede visioner til at præsentere oppositionens mest gennemarbejdede finanslovsforslag, hvor effekten på de to centrale nøgletal, BNP-vækst og arbejdsudbud, fremgik”.

Bag udvælgelsen til årets Talent 100-liste står en række redaktører, kommentatorer og journalister fra Berlingske Tidende:

Mette Østergaard, chefredaktør.

Nathalie Ostrynski, kulturredaktør.

Thomas Bernt Henriksen, erhvervsredaktør.

Simon Bendtsen, nyhedschef på Business.

Mette Dalgaard, virksomhedsredaktør.

Vibeke Svansø, klimajournalist.

Sara Sjølin, finansjournalist og vært på ”Millionærkubben”.

Fiasko ved Folketingsvalget

Inden Folketingsvalget den 1. november 2022, hvor partiet mistede to mandater, havde de konservative i længere tid forberedt sig på en situation efter folketingsvalget, hvor de ville få langt flere folketingsmedlemmer – og dermed også flere penge til ansatte.

Men partiet kollapsede som bekendt i meningsmålingerne i ugerne op til valget. Umiddelbart efter valget fyrede man Strategichefen Jesper Beinov, der ellers var tiltænkt en central rolle.

Beinov er næppe helt uden skyld i, at K førte en katastrofal valgkamp, men hovedansvaret for strategien må ligge andre steder, da han først tiltrådte få dage inden valgudskrivelsen.

Partiet og i særdeleshed formanden Søren Pape Poulsen har efter valget fået kritik fra flere sider for håndteringen af valgkampen.

Blandt andet har Connie Hedegaard, forhenværende EU-kommissær og tidligere miljøminister for Det Konservative Folkeparti, svært ved “at forestille sig en mere tonedøv timing” end at gå i valgkamp med forslaget om at droppe topskatten, mens mange danskere kæmper med konsekvenserne af stigende energipriser og inflation.

Partiets tidligere formand Per Stig Møller har offentligt ønsket en “grundig evaluering” af Papes formandskab. Og Mogens Lønborg (K), tidligere borgmester i København, har sagt direkte, at partiets formand bør skiftes ud: ”Når man på rekordtid har mistet to tredjedele af vælgergrundlaget gennem en katastrofal valgkamp med stribevis af fejl, må man selvfølgelig også vurdere, om vi har den rigtige formand”, har han udtalt til Berlingske Tidende.

Partiet må efter afklapsningen ved Folketingsvalget skalere ned, fordi De konservative taget forskud på glæderne og ansat flere medarbejdere i forventning om, at partiet ville gå frem.

Årets talent eller exit?

Elias Westergaard bliver næppe af Berlingske kåret som årets talent, men spørgsmålet er om han kan blive som central rådgiver hos de konservative – eller om han ryger ud af klappen sammen med Søren Pape Poulsen og Søren Vandsø?

Den amerikanske centralbankchef (Federal Reserve Chair) Jerome H. Powell deltog tirsdag den 7. marts 2023 i en høring om “The Semiannual Monetary Policy Report to the Congress” i Senatets udvalg for “Banking, Housing, and Urban Affairs”. 

Centralbanken – Federal Reserve – bliver sandsynligvis nødt til at hæve renten mere end forventet som reaktion på de seneste inflations- og beskæftigelsestal. Hvis det samlede billede tilsiger det, kan det blive nødvendigt at hæve renten med mere end 0,25 pct. point for at holde inflationen i ave, sagde Fed-formand Jerome Powell tirsdag til den amerikanske kongres. 

Bemærkningerne var Powells første udmelding efter den uventede stigning i inflationen i januar og den samtidige usædvanlige stigning i beskæftigelsen. 

Inflationen i USA toppede med en årlig stigning på 9,1 pct. i juni. I januar var forbrugerprisindekset nede på 6,4 pct.  i januar. Det særskilte prisindeks for privatforbrug, som den amerikanske centralbank bruger som mål for kerneinflationen, toppede med 7 pct. i juni og var faldet til 5,4 pct. i januar 2023. Stadig meget langt fra the Feds mål på omkring 2 pct. 

Den amerikanske centralbank holder sit næste pengepolitiske møde i Federal Open Market Committee, FOMC, den 21.-22. marts 2023, og allerede nu er forventningen, at den pengepolitiske rente vil live forhøjet fra 4,75 pct. med 0,5 pct. til 5,25 pct. 

På det amerikanske aktiemarked faldt kurserne efter Powells udmeldinger. 

Jerome Powells forberedte indlæg kan læses her: 

https://www.federalreserve.gov/newsevents/testimony/powell20230307a.htm

Ansættelsen af FEMINA-redaktør, Isabella Hindkjær, som redaktionschef for Danmarks Radios P3 har givet anledning til debat. Isabella Hindkjær er kendt som en meget aktivistisk-feministisk og woke debattør, men debatten blussede op, da det blev almindeligt kendt, at Hindkjær i Clement Kjærsgaards radioprogram Akkurat, havde givet udtryk for, at medier ikke kunne kalde sig objektive formidlere af sandheden ved først at spørge den ene kilde og så den anden: ”Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden.” Og da værten Clement Kjærsgaard spurgte, om dette også gjaldt en skatteyderfinansieret institution som DR, var Hindkjær meget klar i mælet: ”Ja, det mener jeg”.

Woke-bevægelsen

Når det problematiseres, at Isabella Hindkjær er woke, hænger det sammen med at “woke” er identitetspolitikkens nye yndlingsord. Det har omtrent samme betydning som det tidligere udbredte udtryk “politisk korrekt”. Woke-bevægelsen er optaget af, at det ikke er acceptabelt at bedømme mennesker på deres udseende, nationalitet, hudfarve eller etnicitet, alder, køn, seksuelle orientering m.v. Bevægelsen opfattes også som repræsentant for “Cancel Culture”- og Regnbuebevægelsen (LGBTQIA+, der omfatter lesbiske, bøsser, bisksuelle, transkønnede, Queers, interseksuelle, a-sekssuelle m.v.).

Bevægelsen identificeres med organisationen Normstormerne, som underviser børn og unge i København og Aarhus i normkritik. 

Organisationens virke har givet anledning til heftig mediedækning, og givet anledning til spørgsmål, om det er folkeskolens opgave at lære eleverne at forholde sig kritisk til køn og normer? 

Isabella Hindkjær har i Femina skrevet:

”Mine børn skal ikke indoktrineres af mænd, der er bange for fremtiden. Det har vi prøvet igennem adskillige århundreder i det strukturelle shitshow, vi kender som patriarkatet, og det har efterladt min og kommende generation med et massivt oprydningsarbejde. Det er det, folk som Normstormerne er i gang med nu.”

I en debat med Berlingske Tidendes chefredaktør, Tom Jensen, gjorde Isabella Hindkjær sig til indædt forsvarer for det, hun kalder ”normkritisk undervisning”: ”Heldigvis oplever jeg, at yngre generationer betragter det som det mest naturlige i verden, at normkritik og ligestilling ikke er en kvinde- eller minoritets-sag, men en alle-sag”.

USA

Mens woke-bevægelsen i Danmark kører for fulde gardiner, er den voksende modstand intet at regne mod reaktionerne i USA. Floridas guvernør, Ron DeSantis, kører en politisk kampagne (for præsidentposten?) direkte mod woke-bevægelsen.

Den identitetspolitiske og woke dagsorden

På universiteterne, i kulturlivet og i de etablerede medier har de antiliberale, identitetspolitiske og woke dagsordener fuldstændig taget kontrollen. Kampen drejer sig om at få anerkendt klimapolitik, separatisme, nationalisme, kvinders ligestilling og minoriteters rettigheder.

Kampen kæmpes med slagord som ”Black Lives Matter” og ”MeToo”. Alle autoriteter udfordres, og hvis noget ikke føles ”rigtigt”, skal alle have ret til at sige fra. Almindelige forvaltningsregler og offentlighedslove m.v. er ikke nok. Overalt skal der etableres whistleblower-ordninger, der beskytter aktivister, der får hidtil skjulte forhold frem i lyset.

Anvendelsen af særlige, tabubelagte ord kan være nok til at diskvalificere stemmer i den offentlige debat. I andre tilfælde kan alene det forkerte køn eller den forkerte hudfarve føre til boykot. For identitetsaktivister vejer hensynet til gruppeidentiteter – som sorthed, danskhed, muslimskhed eller transkønnethed – altid tungere end individuelle rettigheder som f.eks. ytringsfrihed.

I dag har identitetspolitikkens ivrigste forkæmpere travlt med at opstille høflighedsregler og regulere grænserne for den offentlige samtale. Når grænseoverskridende udsagn bliver både personlige og politiske krænkelser, bliver mundkurv, boykot eller udskamning til politiske våben.

Nye begreber har fået afgørende betydning:

Kulturel appropriation: Må hvide popmusikere style deres hår med dreadlocks? Må en hvid mad anmelde en bog af en mexicaner eller af en kvindelig afroamerikaner? Må kantinen på et universitet servere vietnamesiske sandwiches tilberedt af ikke-vietnamesere? Må en dansk studerende gå med sombrero til en rusfest?

Nej, nej, nej, det må man ikke, mener de mest kompromisløse og forhærdede identitetspolitiske woke aktivister. For det er nemlig såkaldt kulturel appropriation. Når medlemmer af majoritetssamfundet tilegner sig kulturelle udtryk, kan det ifølge andre opleves krænkende og stødende. Dermed abonnerer de mest radikale identitetspolitikere på et særdeles ekskluderende og særdeles statisk kulturbegreb, der opdeler folk i fastlåste etniske og kulturelle kategorier. Hvad enten der er tale om nationalistiske krav om, at ”Danmark for Danskerne” eller påstanden om, at hvide ikke må bære dreadlocks, bygger modstanden mod kulturel appropriation på en modvilje mod at se kultur, som noget der tilhører alle og enhver på tværs af etniske, religiøse og nationale grænser.

Intersektionalitet: Identitet er ikke overraskende identitetspolitikkens altafgørende målestok. Men forskellige identiteter har forskellige oplevelser. Derfor mener de såkaldt ”intersektionelle feminister”, at en sort kvinde er udsat for en stærkere grad af undertrykkelse end en sort mand, der igen er udsat for en stærkere grad af undertrykkelse end en hvid kvinde, der i højere grad lider under patriarkalske strukturer end den hvide mand. Den intersektionelle feminisme står fast på at analysere magtforhold og offerstatus ud fra et kompliceret sæt af spilleregler, der kan minde om en slags roadmap for undertrykte. I sidste ende står den heteroseksuelle hvide mand øverst i hierarkiet. Selv om han er en heroinafhængig invalidepensionist med et amputeret ben, kan han næppe opnå samme offerstatus som en lesbisk kvinde af anden etnisk oprindelse end dansk. På grund af kolonitiden. Hvis du påstår det modsatte, er det fordi du er privilegieblind.

Privilegieblindhed: Synes du, at det er noget pjat, når universitetsstuderende kræver færre værker skrevet af døde, hvide mænd på pensum? Tænker du, at forfattere og tænkeres hudfarve er mindre relevant end logisk sammenhæng og rationalitet? Så er det sandsynligvis, fordi du slet ikke er klar over de medfødte privilegier, der i adskillige århundreder, hvis ikke årtusinder, historisk set har placeret den hvide mand i samfundets øverste lag. Du har ingen forståelse eller mulighed for at sætte dig ind i minoriteters erfaringer.

Derfor opfordrer identitetspolitiske aktivister ofte folk, som de er uenige med, til at tjekke deres privilegier, der angiveligt følger med både køn og hudfarve. Du er nemlig privilegieblind. På begge øjne. 

Tykfobi: Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. Det er der lige nu en debat om i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, der blandt andre blev stiftet af standupkomikeren Sofie Hagen, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

CIS-kønnethed: I en tid, hvor friheden til at definere sin egen kønsidentitet og seksuelle orientering er større end på noget andet tidspunkt i historien, er antallet af seksuelle minoriteter og kønsidentiteter efterhånden mangfoldige. Det gælder også begrebet ”CIS-kønnet”, der dækker over kønsidentiteten hos mennesker, der identificerer sig med deres biologiske køn. (Cis – fra latin ”på denne side af” i modsætning til trans: ”på den anden side af”).

Så hvis du er en mand, der er født med en penis og føler dig som sådan, er du med andre ord CIS-kønnet. Hvis du er født med kvindelige kønsorganer og føler dig som en mand, er du til gengæld transkønnet. Og hvis du er CIS-kønnet, er der ifølge intersektionelle feminister endog særdeles stor risiko for, at du er med til at udbrede toksisk maskulinitet.

Toksisk maskulinitet: Når den cis-kønnede mand sjældent er synderlig populær i identitetspolitiske kredse, skyldes det ikke mindst, at han bliver betragtet som både offer for og hovedleverandør af såkaldt »toksisk maskulinitet«. Uanset om mænd ved det eller ej, bærer de nemlig på bedagede forestillinger om, hvad det vil sige at være en rigtig en af slagsen, mener tilhængere af begrebet toksisk maskulinitet. Forestillingen om rigtige mænd er med til at fastlåse samfundets kønsroller med negative konsekvenser for både mænd og kvinder såvel som ikkebinære, det vil sige personer, der hverken identificerer sig som kvinder eller mænd. Som paraplybegreb er »toksisk maskulinitet« et fremragende begreb, der kan anvendes til at give en ideologisk kant til et i bund og grund æstetisk ubehag ved andre mennesker.

Begrænsninger på ytringsfriheden?

De identitetspolitiske woke hardlinerbevægelser arbejder målbevidst på at indskrænke fri tale og demokrati på vores universiteter, i medier og i det offentlige rum. Fra et oprindeligt fokus på sorte, kvinder og homoseksuelle skylder vi nu hensyn til en myriade af minoritetsgrupper af etnisk, kønslig og anden art, som hver især kræver anerkendelse for sin egenart og status som offer for idelige krænkelser.

Københavns Universitet, institut for Kunst- og Kulturvidenskab, kan udsende en mail, hvor instituttets undervisere blandt andet får besked på, at de bør undgå at sige ”han” eller ”hun” til deres studerende.

”Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge,” skriver institutlederen og studielektoren dertil i mailen.

Instruksen skyldes angiveligt, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer, ”hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”.

Identitetspolitikken, kravet om politisk korrekthed og hele den woke krænkelseskultur er en form for fascisme. Historie, lærdom og sprog forsøges saneret i en bestræbelse på at skjule virkeligheder, man ikke bryder sig om, eller som individer finder degraderende. Sproget må ikke røbe en virkelighed, der er ubekvem i forhold til, hvordan en gnidningsfri verden skal se ud.

Det er bestemt ikke woke, men spørgsmålet er, om det overhovedet er legitimt at kritisere identitetspolitikken og antyde, at vi alle er ofre – og almindelige menneskers ytringsfrihed er alvorligt truet?

Uanset, om ”fjenden” i dag typisk udstilles som gamle reaktionære, uvaskede, racistiske, sexistiske, homofobiske, ufølsomme, halvfulde, klamme og onkelagtige hvide mænd, skal vi ikke tage fejl: Vi kan alle blive udsat for udskamning, hvis vi begår fejl i kønsdebatten, udtrykker beundring for Columbus eller kommer til at udtrykke sympati med John Waynes cinematiske opgør med Amerikas oprindelige beboere.

Hvordan kunne det ske?

Hvis man ikke forstår, hvordan woke-bevægelsen, kampagnen for FN’s Verdensmål og ESG-kravene, pludselig har fået uomgængelig status, bør man kigge på væksten i antallet af universitetsansatte, på væksten i antallet af offentligt ansatte bureaukrater, på mængden af konsulenter og på HR-afdelingernes vokseværk og magt i alle private som offentlige virksomheder.

Når forlagskonsulenter optaget af Cancel Culture-bevægelsen renser ud i angiveligt stødende sprogbrug i litterære klassikere som Ian Flemings bøger om James Bond og Roald Dahls ”Charlie og Chokoladefabrikken”, sker det først og fremmest for at skabe arbejde og indtjening til et professionelt korps af vogtere af den gode smag, af det politisk korrekte og af kontrollanter, der sikrer at alt er ”woke”.

De har alle især deres egne interesser for øje, men vi bliver alle berørt.

Woke-bevægelsen drives af snæversynede prokurister og mellemledere, af HR-afdelinger, af konsulenter, af ulidelige selvhjælpsforfattere som Morten Albæk, og af alle ”korrekte” medier.

De fleste aktive i woke-bevægelsen er marinerede i akademiske teorier som postmodernisme, postkolonialisme og intersektionalitet uden selv rigtig at have gennemtænkt eller forstået de akademiske teorier. Derimod arbejder de på at udbrede arbejdsformer og uddannelser, som giver dem selv indflydelse, penge og status.

Antallet af ansatte i administration og ledelse på de danske universiteter er steget eksplosivt, og mens der i 1966 var ca. 270.000 ansatte i den offentlige sektor i Danmark, er antallet af offentligt ansatte nu vokset til omkring 870.000.

Der kan bestemt sættes spørgsmål ved årsagssammenhængen, men stigningen i den offentlige beskæftigelse skyldes især en stigning i antallet af administrative ansatte. Antallet af sygeplejersker og sosu’er er som bekendt ikke eksploderet.

Siden 2016 er beskæftigelsen i den offentlige administration vokset fra omkring 75.000 fuldtidsansatte til omkring 93.000 fuldtidsansatte i 2022. Fra 3. kvartal 2017 og frem til 1. kvartal 2022 er antallet af årsværk i centraladministrationen øget med 11.300. Hovedparten af væksten har fundet sted i styrelserne, men også i departementerne har personaletallet været voksende.

Alle disse administratorer har brug for noget at administrere, og de har brug for ideer og principper, de kan administrere efter. Det, der i øjeblikket er kendt som “woke”, passede godt  til bureaukratiets behov for en ramme for alle reguleringerne.

Woke-bevægelsen dominerer ikke kun skoler, universiteter og det offentlige. I EU er mere end 50.000 virksomheder stillet over for krav om at afrapportere, hvilke negative og positive effekter deres aktiviteter har på samfundet, klimaet og miljøet – de såkaldte ESG-krav. Reglerne, der gradvist vil blive indført fra 2024 og frem til 2028, vil indebære voldsomme administrative byrder – også for underleverandører.

Hvordan kommer vi ud af det?

Hvis vi skal af med woke-bevægelsens svøbe er Løsningen ikke at bekæmpe engagement i spørgsmål som køn, etnicitet og ligehandling, og enkeltindivider som Isabella Hindkjær. Det vigtigste er at holde øjnene rettet mod bureaukratiet. Løsningen er at stoppe med at overadministrere organisationer, offentlige myndigheder, arbejdslivet og i virkeligheden – verden. Det er nødvendigt resolut at tage afsked med alle HR-tyrannerne. Tag ansvar og boykot det næste møde, den næste interne uddannelse, det næste lyserøde certifikat for ekspertise inden for bæredygtighed og den næste daglange hotelkonference om ligestillingens betydning for Verdensmålene.

Danmarks Radio er ikke bannerfører for woke-bevægelsen

DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, siger i anledning af debatten om Isabella Hindkjær, at DR ikke har bestemte politiske eller værdimæssige intentioner, den påstand er frit forankret i den blå luft. P3 skal, som det øvrige DR, levere ordentlig og faglig kompetent journalistik og leve op til den samme alsidighed på tværs af platforme og kanaler i morgen, som P3 skulle i går. Det sker på P3 med tydeligt blik for målgruppen, og det sker på de unges præmisser, ellers gider de ganske enkelt ikke deltage.

Henrik Bo Nielsen understreger også, at valget af den nye P3-chef er sket på baggrund af hendes kompetencer, erfaringer og leverede resultater.

I den italienske by Travignano Romano ved Lago di Bracciano i Lazio nord for Rom har en tidligere iværksætter, den 53-årige Gisella Cardia, fundet ny beskæftigelse. I hendes hus har hun en lille Madonna-statuette, og i de sidste 5 år har madonna angiveligt (ifølge Gisella) på den tredje dag i hver måned grædt blod.

Den italienske avis, La Repubblica, kan rapportere at fænomenet har resulteret i en voksende valfart af katolikker til byen.

Bracciano-søen

Tilstrømningen betyder, at Gisela Cardia, der selv hævder at hun er i direkte kontakt med Jomfru Maria, adresserer de mange valfartende ved en større kopi af Madonna-figuren, hun har ladet opstille på et plateau med udsigt over Bracciano-søen. Her videregiver hun sine iagttagelser om de blodige tårer og de ord, som Jomfru Maria har dikteret til hende.

”Jeg har opgivet min karriere som iværksætter. Nu arbejder jeg for himlen”, siger Gisela Cardia.

Nogle af de lokale beboere er imidlertid mindre begejstyrede: ”Trafikken er blevet uudholdelig, og de betalende turister søger væk herfra”.

Det oplyses nu, at biskoppen i Civita Castellana vil nedsætte en kommission til en “foreløbig undersøgelse” af de påståede åbenbaringer af Vor Frue i Trevignano Romano.

Tom Cruise

Sidst Lago di Bracciano var i verdenspressens fokus var da Tom Cruise i 2006 blev gift med Katie Holmes. Det spektakulære bryllup blev afholdt på Castello Odescalchi di Bracciano med udsigt over søen. Det noteres, at ægteskabet ikke holdt – Cruise og Holmes blev skilt i 2012.

Dagbladet Information kunne den 8. juni 2022 meddele, at Rockwool og en række andre store danske virksomheder i interesseorganisationen Synergi offentliggør en rapport med konkrete forslag til, hvordan Danmark over de kommende år kan nedbringe forbruget af energi og dermed udledningerne af CO₂.

Ifølge Rockwool og konsorter burde mål for energieffektivitet være det, der i klima- og energipolitikken blev prioriteret højest, og Danmark bør ikke afvente resultatet af igangværende direktivforhandlinger i EU.

Rockwool har nu fået overbevist Dansk Industri om at deltage i presset for at få vedtaget lovgivning, der kan gavne Rockwool og de andre medlemmer i Synergi-foreningen.

Anders Stouge, direktør i DI Byggeri, ivrer i et debatindlæg på Altinget mandag den 6. marts 2023 for at Danmark ikke skal afvente det kommende nye bygningsdirektiv og direktivet om energieffektivitet. DI er imidlertid af den mening, at vi ikke har tid til at vente længere med at få vedtaget nye og skærpede krav til isolering og andre såkaldte energieffektiviseringstiltag som f.eks. termostater og effektive cirkulationspumper.

Vi har ikke tid til at vente, hedder det. Det vil tværtimod være rettidig omhu at få processen i gang nu og Rockwool og de øvrige i branchen mener allerede, at de kender hovedingredienserne, og at det kun er ”mængden af salt og peber, der kan ændre sig”. Selvom de endelige direktiver trækker i en mere uambitiøs vej, skal vi ikke i Danmark skrue ned for kravene.

Mens Dansk Industri normalt advarer mod, at vi i Danmark overimplementerer EU-krav, har piben nu fået en anden lyd. Rockwool og de andre magtfulde medlemmer af Synergi har tydeligvis lagt pres på DI for at vi skal gå enegang på energieffektiviseringsområdet.

Mens Rockwool kæmper for at udvide markedspotentialet for deres produkter i EU, er selskabet under pres for deres fortsatte tilstedeværelse i Rusland.

Næstformanden for Rockwool Fondens bestyrelse, Lykke Friis, trak sig allerede sidste år fra Rockwool Fonden. Årsagen var Rockwool International A/S’ fortsatte virksomhedsdrift i Rusland, og ”det er ikke foreneligt med mit daglige virke”.

Danske pensionsselskaber med store aktieposter i Rockwool, reagerer nu på afsløringen af, at Rockwool har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter i perioden fra 2015 til 2020 er havnet i diverse militære projekter under det russiske forsvarsministerium.

Flere af pensionsselskaberne kræver nu, at Rockwool skal forklare deres ageren på det russiske marked.  Helst så selskaberne, at Rockwool trak sig ud af Rusland.

Erhvervsstyrelsen er samtidig i færd med at undersøge Rockwool og andre virksomheders ageren i forhold til gældende EU-sanktioner mod Rusland.

Pensionsselskaber stiller som en klar betingelse for deres investeringer, at selskaberne overholder gældende EU-sanktioner.