Prøver justitsministeren at løbe fra sit ansvar?

FE

Rigsadvokaten indstiller, at der rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen for overtrædelse af straffelovens § 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

Men af Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

Det ville derfor have været mere redeligt, hvis Justitsministeren havde invitere Folketingets partier for at rådføre sig med dem, om der skal rejses tiltale og i givet fald om processen for Folketingets stillingtagen til eventuel ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet.

https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/rigsadvokaten-indstiller-tiltalerejsning-i-sagen-mod-claus-hjort-frederiksen/

Det ender med ”flertalsafgørelser”!

Charles Michel1

Argumentet om, at Danmark i virkeligheden vinder indflydelse og retten til at sige nej, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, står svagt efter tilkendegivelserne på Europadagen den 9. maj 2022 og slutrapporten fra ”Konferencen om Europas Fremtid”.

Talskvinde for EU-Kommissionen Dana Spinant har på forespørgsel af Politiken præciseret hvad det var EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen faktisk sagde: ”Kommissionsformanden sagde klart, at hun mener, at Europa skal spille en større rolle på forsvarsområdet og andre områder oven på de seneste to års oplevelser. Kommissionsformanden har aldrig talt om at ændre systemet for, hvordan man træffer beslutninger på forsvarsområdet”.

Der er næppe diskussion om, at en formel ændring af forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger fra enstemmighed til flertalsbeslutninger vil kræve en traktatændring.

Spørgsmålet er, om ”en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” nødvendigvis kræver en traktatændring?

Spørgsmålet er relevant, fordi den gældende EU-traktat ikke har været til hinder for, at der allerede mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat, at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Når sandheden skal frem!

Uffe Ellemann og Kjeld Hillingsø
Uffe Ellemann og Kjeld Hillingsø 

Kjeld Hillingsø, generalløjtnant og tidligere chef for NATO-styrkerne i Østersøregionen, og Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister, hævder den 12. maj 2022 i Berlingske Tidende, at Danmark har sat sig selv udenfor – ikke kun det nordiske forsvarssamarbejde, men også fra den del af samarbejdet, der foregår i resten af Europa.

Selvom skribenternes høje alder påkalder sig respekt, er det jo langtfra givet at deres påstande er rigtige. Tværtimod er deres skriverier i Berlingske Tidende fyldt med misinformation. Det er således langt fra rigtigt, at Danmark står alene – vi har FN og vi har Nato!

I Nato-regi deltager vi i EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Vi deltager også aktivt i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika. Det nordiske forsvarssamarbejde vil få øget betydning, når Sverige og Finland tilslutter sig Nato.

Ikke mindst deltager vi i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island.

Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Vores ressourcer og militære kapabiliteter kan kun bruges ét sted, og hvorfor skulle vi dog sætte disse værdifulde samarbejder over styr for at kaste os ind i en diffus EU-overbygning på forsvarsområdet, hvor vi ikke kender formålet og hvilke spilleregler, der kommer til at gælde?

Hillingsø og Ellemann-Jensen gentager påstanden om at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet har svigtet på Balkan.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark var i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

Nikolai, Prins til Danmark, greve af Monpezat

210px-Prince_Aage_of_Denmark

Hans Højhed Prins Nikolai (Nikolai William Alexander Frederik, prins til Danmark, greve af Monpezat – født 28. august 1999) er ældste søn af Prins Joachim og Grevinde Alexandra. Han er nr. 7 i arvefølgen til den danske trone og nr. 326 i arvefølgen til den britiske trone.

Som femårig begyndte prinsen i børnehaveklassen på Krebs’ Skole i København og han blev færdig med 9. klasse i juni 2014.

Fra skoleåret 2014/15 gik prinsen i 10. klasse på Herlufsholm Kostskole, hvorfra han den 26. juni 2018 blev student.

I maj 2022 kom det frem, at prins Nikolai under sin skoletid på Herlufsholm fik en advarsel for ikke at overholde skolens alkoholregler.

I februar 2018 tog prinsen hul på en karriere som fotomodel. Prinsens første engagement som model var da han gik catwalk under modeugen i London for mærket Burberry.

Prinsen blev i 2018 optaget på Hærens Sergentskole i Varde, hvor han ville tage en to-årig uddannelse som reserveofficer.

I oktober 2018 valgte han dog at forlade uddannelsen efter to måneder og ville koncentrere sig om sit modelarbejde frem til, at han i 2019 begyndte at studere Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.

Prins Nikolais lillebror, Prins Felix, stoppedei 2021 på løjtnant uddannelsen under Hærens Officersskole i Slagelse, og fulgte dermed Prins Nikolai, der efter blot to måneder droppede ud af sin uddannelse i forsvaret.

Deres far, Prins Joachim, var som oberst af reserven i Hæren særlig sagkyndig i Forsvaret med henblik på at styrke anvendelsen af frivillige i Hjemmeværnet og personel af reserven, da han – nu pludselig med rang af brigadegeneral – pr. 1. september 2020 – under komfortable økonomiske vilkår – blev sendt til Paris som forsvarsattache. Stillingen besættes for 3 år med mulighed for forlængelse.

Prins Joachim har valgt at bruge stillingen i Paris til at promovere den danske forsvarsindustri og ophævelse af det danske forsvarsforbehold i EU.

Kongefamiliens medlemmer var tidligere gjort af en ganske anderledes støbning. Prins Aage (født Prins til Danmark 10. juni 1887 i København, død 29. februar 1940 i Taza, Marokko) var søn af Prins Valdemar og barnebarn af kong Christian 9., var officer og gjorde karriere i den franske Fremmedlegion.

Aage opnåede i de 17 år, han var i Fremmedlegionen, rang af oberstløjtnant, og han blev dekoreret med Æreslegionen.

Betaler Putin for 5. kolonnevirksomhed i danske aviser?

Medløbere og modløbere

Ruslands invasion i Ukraine har demonstreret, at Nato er medlemslandene eneste troværdige sikkerhedsgarant. Derfor ville Ukraine gerne have været medlem af Nato, og derfor overvejer Finland og Sverige nu et medlemskab af forsvarsalliancen.

Mens alt således taler for, at vi støtter helt og fuldt op om Nato – og lever op til vores forpligtelser, ikke om 10 år, men så hurtigt som muligt! – vælger lobbyister som Amalie Lyhne og Peter Goll i henholdsvis Berlingske Tidende og Jyllands-Posten at skabe tvivl om USA og Natos evne og vilje til at garantere vores sikkerhed i en krisesituation.

Det hævdes, at USA har reduceret sit europæiske engagement og skiftet fokus til Asien. Desuden spekuleres der i, hvad der eventuelt vil ske i de kommende år? Vil Donald Trump (eller en der er værre!)  genvinde præsidentposten i USA? Under alle omstændigheder hævder Lyhne og Goll  – med henvisning til en underlødig forskertype som Christine Nissen fra DIIS – at Europa ikke længere kan regne med USA og Nato. Det er for usikkert.

At Sverige og Finland og mange andre lande har en anden opfattelse af USA og Nato nævnes ikke. USA og Nato-landenes store indsats og stærke samarbejde med de europæiske lande om sanktioner mod Rusland og med militær og økonomisk bistand til Ukraine modbeviser også Golls og Lyhnes udokumenterede påstande.

Vi kender Peter Goll som betalt lakaj for Falck og som leverandør af uhæderlig og svinsk kommunikation i sagen om udbuddet af ambulancekørsel i Region Syd til hollandske Bios. Hvem der fjernstyrer Amalie Lyhne vides ikke, men hendes optræden i Berlingske Tidende har længe undret.

Ingen af dem oplyser, hvem der har betalt avisindlæggene, men hvem i Beijing og Moskva har i disse tider interesse i et svækket Nato?

Om økonomisk ansvarlighed

P Schlüter

Det er foreslået, at 290.000 pensionister skal have et engangsbeløb på 5.000 kroner som en ekstraordinær ældrecheck lige før sommerferien. Også førtidspensionisterne skal have en skattefri check.

Derudover vil man hæve kørselsfradraget for borgere, der kører eller rejser langt på arbejde.

I alt bliver der formentlig tale om en samlet regning på omkring tre milliarder kroner.

Regeringen var oprindeligt indstillet på at finansiere udgiften ved at lade staten køre med et større underskud – på samme måde som da man tilbage i marts lavede en aftale om at bruge flere penge til forsvaret.

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har lyttet til Vismændenes advarsler om uansvarlig økonomisk politik og forladt forhandlingerne.

Nu forlyder det, at regeringen i stedet vil finansiere hjælpepakkerne ved at skære i grønne offentlige investeringer, men det falder heller ikke i god jord hos Folketingets partier.

Egentlig er det mærkeligt, at Rasmus Jarlov fra de konservative er så nøjeregnende med finansieringen af en ny ældrecheck m.v.

Danmark er nettobidragyder til EU med et årligt bidrag på omkring 25 mia. kr. hvoraf kun en brøkdel kommer tilbage i form af landbrugsstøtte m.v.

De konservative har accepteret, at de aftalte forhøjelser af forsvarsbudgettet, finansieres med offentlige budgetunderskud. Det var ikke sket i Schlüters tid!

De konservative har også – uden at så meget som blinke – accepteret at Danmarks bidrag til EU stiger med flere milliarder kroner, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet og placerer os i ”hjertet af EU”.

Et foreløbigt Nej til mere EU!

Napoleon1

Ændringer i EU-traktaten kræver, at alle 27 EU-lande er enige. Det vil aldrig ske – især ikke fordi en ny traktat i flere lande vil kræve folkeafstemning.

Nu er katten ude af sækken – krigen i Ukraine er blot endnu et bevis på, at der er behov hurtigere beslutninger i EU. Ungarn stritter imod EU-sanktioner, der berører Ungarns store afhængighed af energi fra Rusland. Denne blokering kan undgås, hvis beslutninger i Ministerrådet om aktioner af en kreds af villige lande kan træffes med kvalificeret flertal.

Argumentet om, at Danmark i virkeligheden vinder indflydelse og retten til at sige nej, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, står svagt efter tilkendegivelserne på Europadagen den 9. maj 2022 og slutrapporten fra ”Konferencen om Europas Fremtid”.

Hvis det ender med, at forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger træffes ved flertalsbeslutninger, så vil der kunne træffes beslutninger hen over hovedet på Danmark.

Spørgsmålet er, om det nødvendigvis kræver en traktatændring?

Den gældende EU-traktat har ikke været til hinder for, at der allerede blandt deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige” uden at det kræver en traktatændring.

Der kan meget vel være sager, hvor det også vil være i dansk interesse at gå over til flertalsafgørelser. På lige netop forsvarsområdet har regeringen og JA-partierne imidlertid garanteret en ny folkeafstemning, hvis der indføres flertalsafgørelser, der kræver traktatændring.

Det betyder alt sammen, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, vil vi blive involveret i en allerede igangværende glidende proces, der uden at kræve traktatændringer og folkeafstemninger vil komme som en tyv om natten og hvor Danmarks deltagelse løbende kan godkendes af et simpelt flertal i Folketinget.

Regeringens løfte om, at hvis EU’s militære samarbejde ændres så markant efter en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, at det vil kræve en traktatændring, så vil danskerne få en ny folkeafstemning, er derfor meningsløst og uden reelt indhold.

Det mest rationelle er derfor at vente med eventuelt at ophæve forsvarsforbeholdet til vi har et klarere indtryk af spillereglerne for deltagelse i EU’s militære samarbejde.

Regeringen og JA-partierne burde derfor overveje at aflyse den berammede folkeafstemning den 1. juni 2022. Hvis afstemningen opretholdes, er den klare anbefaling til danskerne, at de stemmer NEJ!

Socialdemokratiske græsrødder vil ikke ophæve forsvarsforbeholdet

Socialdemokratiets lokalafdeling i Vesthimmerland nægter at føre kampagne for at stemme ”ja” til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Lokalformand og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune, Anders Kjær Kristensen (S), er ifølge dagspressen umiddelbart modstander af at afskaffe forsvarsforbeholdet. “Min umiddelbare holdning er ”nej”, men nu vil jeg først se alle kampagner, argumentationer og debatter, for der kan jo godt komme gode argumenter frem, som jeg ikke lige har øje for nu. Men jeg synes jo, det er Nato, der skal stå for militæret og ikke EU,” siger Anders Kjær Kristensen.

Det er forståeligt, at en socialdemokratiets lokalafdeling har svært ved at følge med. Det er ikke længe siden, at det af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fremgik, at:

”Vi vil fortsat træde til med bidrag til internationale operationer gennem NATO, FN eller landekoalitioner, når vores tryghed er på spil. Vi vil styrke vores tætte forsvarssamarbejde med USA – både i Danmark og i vores nærområde. Og udbygge det styrkede dansk-franske sikkerhedspolitiske samarbejde. Danmark står sammen bl.a. med Frankrig i Hormuz og i Sahel om at skabe sikkerhed og stabilitet. Endelig skal vi videreudvikle det nordiske og baltiske forsvarssamarbejde og samarbejdet med andre ligesindede, herunder ikke mindst Tyskland. Og Storbritannien er fortsat en af Danmarks tætteste forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejdspartnere. Vi skal sikre et fortsat stærkt udenrigs- og sikkerhedspolitisk partnerskab mellem Storbritannien og EU efter Brexit”.

Nato har i en menneskealder været krumtappen i Danmarks sikkerhed, og er under Mette Frederiksen blevet det i næsten endnu højere grad.

Forleden erklærede statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at Danmark nu forhandler med USA om en forsvarsaftale, der kan betyde udstationering af amerikanske soldater på dansk jord, og det er ikke længe siden, at Mette Frederiksen nægtede at røre ved forsvarsforbeholdet:

Det er heller ikke længe siden at Trine Bramsen blankt nægtede at sætte forsvarsforbeholdet til afstemning:

Jeppe Kofod forsikrede i DR’s Deadline den 6. februar 2022 , at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner:

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

FN i København ramt af svindel

FN-byen

UNOPS (FN’s Kontor for Projektledelse), der fokuserer på implementering, tilvejebringer infrastruktur, indkøb og projektledelse, finansiel administration og HR-relaterede aktiviteter for andre F-organisationer og andre partnere, der simpelthen hyrer UNOPS til at hjælpe med at f.eks. bygge skoler, anlægge veje og levere medicinsk udstyr.

Organisationen er selvfinansierende gennem en afgift/overhead på de enkelte projekter og blev etableret i 1973 som en afdeling i UNDP, men blev en selvstændig organisation i 1995.

UNOPS har en samlet årlig omsætning på omkring 2 milliarder US$ (ca. 12.5 milliarder danske kroner).

FN-byen i København

UNOPS har, som den eneste FN-organisation, sit globale hovedkvarter i København. Her arbejder cirka 400 medarbejdere med at overse og guide indkøb, projektledelse, infrastruktur, finansiel administration og HR-relaterede aktiviteter. UNOPS har ca. 4000 ansatte i omkring 80 lande.

Udover samarbejdet med UNOPS omkring hovedkvarteret i FN-byen i København, har Danmark i øjeblikket et partnerskab med UNOPS om vand i Indien. Danmark bidrager med 31,3 mio. kr. i 2022 til at understøtte Indien strategisk og teknisk i implementeringen af landets flagskibsprogram “Jal Jeevan Mission”, som skal sikre rørført drikkevand i tilstrækkelige mængder og kvalitet til alle Indiens 190 millioner husstande i landområderne inden 2024.

Grete Faremo

UNOPS har siden 2014 været ledet af den tidligere justits-, forsvars- og udviklingsminister fra Norge, Grete Faremo.

Søndag den 8. maj 2022 var det slut.

I en kortfattet meddelelse fra FN’s Generalsekretær blev det oplyst, at Faremo trådte tilbage:

” The Secretary-General has accepted the resignation of Grete Faremo, the Executive Director of the United Nations Office for Project Services (UNOPS).

Ms. Faremo’s resignation is effective Sunday, 8 May.” 

Det oplystes samtidig, at

“Mr. Jens Wandel of Denmark is being appointed as the Acting Executive Director, effective 9 May, while the Secretary-General launches a recruitment process, in consultation with the UNOPS Executive Board, to find a successor to Ms. Faremo.  Mr. Wandel was most recently Special Adviser to the Secretary-General on Reforms. He will be granted all the necessary support to ensure a smooth transition.”

New York Times har afdækket svindelaffære

Den norske avis VG oplyser, at Grete Faremo fratræder som direktør for FN’s Kontor for Projektledelse (UNOPS) efter afsløring af en svindelaffære i New York Times, rapporterede VG søndag eftermiddag.

Sagen skulle angiveligt dreje sig om at Faremo har været ansvarlig for tvivlsomme økonomiske dispositioner, hvorunder organisationen er i fare for at miste 25 millioner dollars.

Faremo har tidligere haft flere ministerposter i forskellige Arbejderparti-ledede regeringer i Norge i løbet af de sidste 30 år. Sidste gang fra 2011 til 2013 som justitsminister.

Som direktør for UNOPS ønskede Grete Faremo at organisationen skulle indtage en mere aktiv rolle, blandt andet skulle en gennem årene akkumuleret betydelig formue aktiveres.

Ifølge New York Times var det i forvaltningen af disse penge, at det gik galt.

UNOPS og Faremo var i forbindelse med det såkaldte ”Sustainable Infrastructure Investments and Innovation Initiative (S3i)” være på udkig efter egnede investeringsprojekter vedrørende tilvejebringelse af boliger til verdens fattige. I den anledning kom de i kontakt med den britiske forretningsmand David Kendrick, som var leveringsdygtig i projekter. UNOPS garanterede også for et lån på 3 millioner dollars til NGO’en ”We Are the Oceans”, der blev ledet af Kendricks datter, den 23-årige Daisy Kendrick.

I 2018 meddeler UNOPS, at de har ydet de første lån. De følgende år udlånes omtrent 60 millioner dollars til investeringer i vindkraft i Mexico, til virksomheder knyttet til fornybar energi, og til husbyggeri i Ghana, India, Kenya og Pakistan.

Ifølge New York Times viser dokumenter, at alle involverede selskaber har forbindelse til David Kendrick. Han ejer således 2 af selskaberne gennem en selskabskonstruktion på Gibraltar.

Revisorerne i UNOPS advarer mod at låne så mange penge ud til én og samme løsning, og senere forsøger de faktisk at få nogle af lånene betalt tilbage. Det skete dog ikke, men der blev heller ikke bygget nogen huse overhovedet!

Kendrick-selskaber skal ifølge New York Times have erkendt at lån fra UNOPS er gået til at afdrage på andre lån, men Kendrick og datteren skulle fortsat tro på projekterne. De undskylder sig med coronapandemien og forsinkelser i de lande, hvor investeringerne skulle foretages.

Grete Faremo har ikke selv kommenteret beskyldningerne, men blot meddelt, at hun allerede meddelte FN’s Generalsekretær at hun stoppede.

Hvorfor har vi ikke offentlighed i forvaltningen?

Marienborg I høst L.A. Ring

Siden Folketingets Retsudvalg den 26. januar 2022 afholdt en høring om offentlighedsloven fra 2013, har vi ikke hørt meget fra regeringen og de såkaldte ”gamle partier” om at lade offentligheden få indsigt i den offentlige forvaltning og i hvordan de politiske beslutninger træffes.

Senest er det kommet frem, at Regeringen vil afskære offentligheden fra indsigt i undersøgelse om mordbranden på Scandinavian Star.

Begrundelsen er tilsyneladende, at offentlighed kan skade undersøgelsen af den over 30-årige gamle sag. Ellers henvises der rask væk til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser. Uanset begrundelse, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning.

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed. Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne til den stigende ulyst til åbenhed fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning. Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Regeringsgrundlaget

I regeringsgrundlaget for V, K og LA blev det mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti faktisk aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Paragraf 24

Ifølge den gældende paragraf 24 kan alle dokumenter undtages fra aktindsigt, hvis de udveksles mellem myndigheder på et tidspunkt, ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”. I praksis har det med ombudsmandens ord medført, at der er sket ”væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt” ikke mindst for medierne.

Med andre ord vil alle vigtige oplysninger om beslutningsprocessen i dokumenter, selv hvis de ikke indgår i en forelæggelse for f.eks. regeringens Koordinations- eller Økonomiudvalg eller et møde mellem ministre, kunne overstreges og undtages fra aktindsigt.

Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens eftermæle blev sværtet af Tamilsagen, men hans kloge ord om behovet for offentlighed burde stadig være retningsgivende for Folketingets holdning til hvilke muligheder borger og pressen har for at følge med i og dermed føre kontrol med, at Folketing og offentlighed får retvisende oplysninger og sikkerhed for at alt går rigtigt til i ministeriernes udførelse af deres opgaver.