Anklager om plagiering i den tyske valgkamp

Annalena Baerbock

Den 26. september går tyskerne til valg. Analyseinstituttet Forsa undersøgte i slutningen af juni hvordan opbakningen til partierne tegner sig 3 måneder inden valget.

  • Det kristendemokratiske CDU/CSU: 29 pct.
  • Det socialdemokratiske SPD: 15 pct.
  • Miljøpartiet De Grønne: 21 pct.
  • Det liberale FDP: 13 pct.
  • Venstrepartiet Die Linke: 6 pct.
  • Det højrenationale Alternativ for Tyskland: 9 pct.
  • Øvrige: 7 pct.

Det kristendemokratiske CDU har siden 1949 haft kanslerposten i 52 ud af 72 år, og partiets mest succesfulde kanslere gennem tiden er gået til valg på at bevare status quo. Tyskerne foretrækker det kendte og sikre, mens udsigten til forandringer er skræmmende. Netop det træk kan blive udslagsgivende, når tyskerne den 26. september går til forbundsdagsvalg.

Hvem skal være kansler efter Angela Merkel?

Ved valget sættes der punktum for 16 år under den kristendemokratiske, CDU-forbundskansler Angela Merkel, og hvad skal der så ske?

Valget har indtil for nylig været set som et kapløb mellem centrum-højre-partiet CDU/CSU og miljøpartiet De Grønne (Die Grüne).

Klima og miljø i valgkampen

Det er til De Grønnes gunst, at klima og miljø hidtil har været de vigtigste valgtemaer. Alle partier har ”grønne temaer” på valgprogrammet. CDU kombinerer disse med en klassisk industripolitik og mindre regulering fra statens side. De Grønne kombinerer disse med socialpolitik. Det samme gør socialdemokraterne og Venstrepartiet.

De Grønnes 40-årige formand, Annalena Baerbock, er udpeget til partiets første kanslerkandidat.

Hovedmodstanderen i kampen om kanslerposten er CDU-lederen og ministerpræsident i Nordrhein-Westdalen, Armin Laschet, der er CDU/CSU-koalitionens spidskandidat efter at Bayerns ministerpræsident, Markus Söder fra CSU trak sit kanslerkandidatur.

Det er historisk, at De Grønne for første gang i partiets historie har udnævnt en kanslerkandidat, men det er ligeledes en sensation, at kanslerkandidaten er den 40-årige formand Annalena Baerbock og ikke hendes mere erfarne kollega og medformand, Robert Habeck.

Annalena Baerbock kanslerkandidat

Coronakrisen har vist, at det tyske samfund har fortjent en bedre regering, betonede Annalena Baerbock i sin tale efter kåringen: ”Hver dag, over hele landet, stiller lærere og plejere, forskere og landmænd, frivillige sig til rådighed for dette samfund og vokser med opgaven.”

”Nu er det på tide, at det politiske liv også vokser med opgaven,” sagde Baerbock med henvisning til det tyske vaccine- og testkaos, som har skadet Merkels koalitionsregering med CDU/CSU og SPD.

Annalena Baerbock repræsenterer angiveligt en ny og pragmatisk generation hos De Grønne – et parti, som ved grundlæggelsen for omkring 40 år siden var omtrent lige så foragtet blandt de øvrige partier, som det højrenationale Alternativ for Tyskland, AfD, er det i dag.

De Grønne i meningsmålingerne

Det tyske miljøparti De Grønne, der ved valget i 2017 opnåede 8,9 pct. af stemmerne, ligger nu ifølge de seneste målinger som landets næstmest populære parti – med 21 pct. efter CDU/CSU, der i står til 29 pct.

Opbakningen til Socialdemokratiet (SPD), der i øjeblikket indgår i Merkels store regeringskoalition med finansminister Olaf Scholz som kanslerkandidat, ligger på 15 pct.

De Grønne var engang et kaotisk sammenrend af miljø- og fredsaktivister i islandske sweatre, men er i dag Tysklands største politiske succes. Miljø -og klimaspørgsmål er blevet mainstream-politik, og det er i høj grad De Grønnes fortjeneste.

Baerbock udsat for kritik

Baerbocks største problem er, at hun i mere end én forstand er grøn.

Hun har aldrig haft regeringsansvar, heller ikke på delstatsniveau. En svaghed, hun selv har foregrebet: ”Ja, jeg har aldrig været kansler, og jeg har heller aldrig været minister,” sagde hun, men betonede, at politik lever af forandringer.

”Jeg stiller op for fornyelse, andre står for status quo,” sagde hun med en bredside til Merkels CDU, som ifølge kritikere har været fodslæbende i klimakampen, inkompetente i coronapolitikken og forsømt at digitalisere Tyskland.

Den proeuropæiske Annalena Baerbock tilhører partiets moderate realo-fløj, men hun har med sin forsonlige stil formået at bygge bro til den mere radikale fundi-fløj.

”Hendes idé om ”humanitet og orden” betyder: evakuering af elendige flygtningelejre ved Ægæerhavet og konsekvent udvisning af kriminelle asylansøgere fra Tyskland. Eller sagt på en anden måde: Hun forsøger at være fornuftig uden at forråde det humanitære”, som det er sagt om hende.

Alsidig baggrund

Annalena Baerbocks vej til tysk toppolitik lyder som noget fra en billedbog: Hun voksede op på en gård nær vesttyske Hannover, havde Greenpeace-plakater på værelset, deltog med sine forældre i demonstrationer mod atomkraft og Natos dobbeltbeslutning.

Annalena Baerbock har også tidligere dyrket trampolin-idræt på topniveau – 3 bronzemedaljer er det blevet til ved de tyske mesterskaber. Hun måtte opgive sporten pga. skader.

Hun havde på et tidspunkt aspirationer om en karriere i journalistik, men hun var tabt til politik efter en praktikantperiode hos et medlem af Europa-Parlamentet fra De Grønne.

Hun studerede statskundskab ved universitetet i Hamborg fra 2000 til 2004, og opnåede en Master i Public International Law fra London School of Economics i 2005. Fra 2009 til 2013 arbejdede hun på en doktorgrad i International Law ved Freie Universität i Berlin, som hun dog ikke fik afsluttet.

I 2005 blev hun medlem af De Grønne, gjorde hurtigt politisk karriere, kom i Forbundsdagen i 2013, blev partiformand i 2018. Tyske medier beskriver hende som ambitiøs, velbevandret i udenrigspolitik og grundigt forberedt.

Som gift og protestant bosat i Potsdam uden for Berlin med sine to døtre og sin mand har hun prioriteret og italesat de problemer, som coronakrisen skaber for børnefamilier – et område, som kristendemokraterne traditionelt har domineret.

Kritik fra politiske modstandere

På det seneste har Annalena Baerbock imidlertid måttet notere sig ganske kraftig kritik. Hun skulle således ikke være ganske oprigtig i sit CV, og der har også været tale om manglende deklarering af visse indkomster.

Annalena Baerbock lancerede i midten af juni i Berlin sin bog ”Nu. Hvordan vi fornyer vores land” (Jetz. Wie wir unser Land erneuern) under stor medieopmærksomhed.

Kanslerkandidaten ville angiveligt med bogen vise, ”hvad der personligt driver hende som politiker, hvordan hun vil regere, og hvordan vi sammen evner fornyelsen”.

Anklager om plagiering

Siden er det blevet afsløret, at hun tilsyneladende har plagieret adskillige passager i bogen på 240 sider.

En østrigsk medieforsker, Stefan Weber, har på sin blog den 28. juni 2021 – https://plagiatsgutachten.com/blog/plagiatsvorwurf-gegenueber-annalena-baerbocks-buch-jetzt-wie-wir-unser-land-erneuern/ – hævdet at han har dokumentation for, at der er kopieret fra andres bøger og skrifter.

Avisen Bild har beredvilligt kolporteret anklagerne om at hele afsnit er afskrifter uden kildeangivelse, og sagen er grebet med kyshånd af De Grønnes modstandere.

Annalena Baerbock og De Grønne har afvist beskyldningerne og anklager Weber for hetz. Der er sågar blevet talt om nazi-lignende metoder.

Ikke desto mindre påvirker det meningsmålingerne, og De Grønne nærmer sig SPD, der senest har opnået tilslutning fra 15 pct.

Andre tilfælde af plagiering

Afskrift og snyd er ikke usædvanligt i Tyskland, navnlig blandt politikere, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget. De sidste 20 år er en snes politikere og andre profiler blevet afsløret som kopister.

En forsvarsminister, en undervisningsminister og senest en familieminister har måttet træde tilbage. Den nuværende EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen, var også i farezonen.

Ursula von der Leyen

Den nuværende formand for EU-Kommissionen og tidligere tysk forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder. Ursula von der Leyen blev imidlertid frikendt i marts 2016.

Forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg

I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager.

Uddannelsesminister Annette Schavan

I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans ph.d.-afhandling. 

Familieminister Franziska Giffey

Familieminister (Bundesministerin für Familie, Senioren, Frauen und Jugend) Franziska Giffey fra SPD, var i årevis udsat for beskyldninger om plagiering i hendes ph.d.-afhandling om europæisk politik. Angiveligt skulle der på 49 af afhandlingens 265 sider uden kildeangivelse være citater og afskrifter fra andre værker. I maj 2021 måtte hun træde tilbage som minister pga. sagen og i juni 2021 blev hun af Freie Universität i Berlin frataget sin doktorgrad.

Arbejdsminister Christine Aschbacjer (Østrig)

Østrigs arbejdsminister, Christine Aschbacher, er trådt tilbage efter beskyldninger om plagiering. Aschbacher skulle angiveligt have kopieret mindst en femtedel af sin doktorafhandling uden at angive kilder. Hun skulle ligeledes have skrevet en stor del af hendes diplomafhandling, “Drafting a Leadership Style for Innovative Companies”, fra andre forfattere og herunder have kopieret en artikel fra det engelsksprogede magasin, Forbes.

Nye globale regler for selskabsskat

OECD 60

I regi af den økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, blev der torsdag den 1. juli 2021 mellem 130 lande indgået en banebrydende teknisk aftale om at øge selskabsskatteprovenuet med  henblik på finansiering af den økonomiske genopretning efter coronavirussen.

Gennembruddet i de langvarige forhandlinger i OECD om globale skatteforhold kom i stand efter at Biden-administrationen gjorde sig til talsmand for højere selskabsskatter.

Den amerikanske finansminister Janet Yellen, har betegnet landenes konkurrence om selskabsskatten som et globalt ”race to the bottom”, der har berøvet en række lande muligheden for et tiltrængt skatteprovenu – ikke mindst hvis skadevirkningerne af pandemien skal modvirkes.

Canada betegner aftalen som “a tremendous achievement”, Argentina kalder det “a historic moment” og USA mener at aftalen sender et klart signal om “ at the race to the bottom is one step closer to coming to an end”.

Svært at opnå fælles fodslag i EU

I EU har Kommissionen længe været fortaler for en skattereform og betegner aftalen et nødvendigt skridt “towards fairer taxation”.

Paris, Berlin, Madrid, Rom og andre EU-lande deltog torsdag aften i den kollektive fejring af aftalen.

Den danske regering har ikke deltaget i jubelen. Danmark har principielt støttet en international aftale på skatteområdet, men resultatet vil næppe give Danmark nettoindtægter – snarere tværtimod.

Mens alle de store lande i G7 og i G20 valgte at underskrive aftalen, har 9 lande valgt at stå uden for. Det er Kenya, Nigeria, Peru, Sri Lanka, Barbados, Saint Vincent og Grenadinerne samt de 3 EU-lande Irland, Ungarn og Estland.

Ungarn, Estland og Irland

Aftaleteksten er baseret på OECD-oplæggets 2 søjler med sigte på et fair internationalt skattesystem med forudsigelighed og sikkerhed. Den ene søjle er baseret på en delvis omrokering af beskatningsretten således at beskatning af overskud ikke alene er baseret på selskabets geografiske hjemsted. Efter en særlig formel, skal lande have mulighed for at få del i det overskud, som multinationale selskaber skaber på det enkelte marked. Det anslås, at mere end 100 mia. dollars på den måde vil blive omfordelt mellem landene.

Den anden søjle drejer sig om at etablere en global nedre grænse for selskabsskatten på 15 pct.  uanset hvor selskabets hjemsted er placeret. OECD har anslået, at der herved kan generes et ekstra skatteprovenu på 150 mia. dollars hvert år.

Ungarn, Estland og Irland har begrundet deres modstand på mod OECD-aftalen som den ser ud nu med at den favoriserer de store land. Landene ser deres attraktive selskabsskat som et væsentligt instrument I konkurrencen med større og stærkere økonomier.

Hvis et multinational selskab beslutter at etablere et datterselskab i f.eks. Ungarn for at drage fordel af den lave selskabsskat på 9 pct. giver aftaleteksten mulighed for at koncernens hjemland mulighed for at beskatte op til 6 pct. af overskuddet med henblik på at nå op til minimumskravet på 15 pct.

Estland, der har en selskabsskat på mellem 14 og 20 pct., men kun for udbetalt udbytte i form af dividende m.v., finder det helt urimeligt, at ifølge OECD-aftalen kan et selskabs hjemland pålægge et selskab en ekstraskat på forskellen – dvs. hvis Estland har pålagt et datterselskab mindre end 15 pct. i selskabsskat af fortjenesten i Estland.

Estland mener også, at der bør være en minimumsgrænse for det skattepligtige selskabs omsætning.

Beslutningen i Budapest, Tallinn og Dublin om at stå uden for aftalen skaber en vanskelig situation for EU-Kommissionen på mødet i G20 i næste uge i Venedig, hvor landenes finansministre og centralbankchefer mødes for officielt at fremme den aftalte OECD-tekst.

Så længe Estland, Ungarn og Irland blokerer for den nye globale selskabsskat, afskæres EU-Kommissionen fra at fremstå som fuldstændig ligestillet med deres store partnere i USA, UK og Canada.

EU-traktaten fastslår, at skatteforhold er medlemslandenes kompetence og hvis EU skal indgå i ændringer af internationale skatteaftaler, kræver det enstemmighed.

I øjeblikket er situationen den, at i Irland og Ungarn kan selskaber slippe med henholdsvis 12,5 pct. og 9 pct. i selskabsskat, mens selskaber med hovedkvarter i Belgien, Frankrig, Portugal og Tyskland skal betale mindst 29 pct. i selskabsskat.

EU-Kommissionen har meddelt, at uenigheden vil blive drøftet med de 3 lande med henblik på at nå til en fælles holdning i god tid inden OECD-taksten skal formaliseres til oktober.

Nye regler fra 2023

Det er meningen at de nye regler skal træde i kraft fra 2023 og kun gælde multinationale koncerner med en samlet omsætning på over 20 mia. dollars.

Det menes, at der samtidig mellem USA og Frankrig og andre lande er en forståelse om, at planlagt beskatning af selskaber som Netflix, Facebook o.a.  skrinlægges.

Burde vi alle fejre Kinas kommunistiske parti og dets resultater?

Xi Jinping

100-års jubilæet for stiftelsen af Det kinesiske kommunistparti, CCP, markeres i Kina i denne uge og kulminerer torsdag den 1. juli 2021 med ceremonier på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Partiet blev stiftet ved et møde i Shanghai på adressen Xingye Lu 76. Huset står der endnu, og er i dag et museum for Partiets historie.

Den 23. juli 1921 afholdt CCP sin første kongres. Det skete på adressen 106 Rue Wantz i Shanghais franske kvarter. I kongressen deltog i alt 13 kinesiske delegerede – herunder en ung Mao Zedong, der repræsenterede omkring 50 partimedlemmer i alt.

Ud over de 13 kinesiske delegerede deltog en russer og en hollænder. Begge sendt til Kina for Komintern, det internationale netværk af kommunistiske partier etableret et par år forinden i Moskva for at lede og koordinere kommunistiske bevægelser i andre lande.

CCP med 92 mio. medlemmer kontrollerer 1,4 mia. mennesker i Kina

Det kinesiske kommunistparti tæller i dag 92 millioner medlemmer og sidder tungt på magten i verdens folkerigeste land med 1,4 mia. indbyggere og andenstørste økonomi. Kina er samtidig verdens 4. største land målt efter areal med 9.598.093 km² (inkl. Hongkong og Macao) og mindre end Rusland, Canada og USA (9.629.091 km²).

Kina er en totalitær et-parti stat, men samtidig indgår der faktisk officielt også 8 mindre partier sammen med CCP i en United Front, der styres og kontrolleres af CCP.

Ikke alle kan blive medlem af CCP. Vejen til partimedlemskab tager år og kvalitetssikringen af partiets medlemsskare betyder, at færre bliver givet fuldt partimedlemskab. Omkring en ud af tyve ansøgere bliver optaget. Seneste opgørelse fra 2019 viste, at det lykkedes for 1,3 millioner det år. Deres vej op igennem partipyramidens hierarkiske lag er lang – pladserne i de ledende organer i Beijing er forbeholdt nogle få hundrede særligt udvalgte.

At andre partier end CCP er tilladt, betyder dog ikke, at der i Kina er demokrati. Politiske aktiviteter er kun tilladt, hvis de er i overensstemmelse med kommunistpartiets interesser – parti og stat kan simpelthen ikke adskilles i Kina.

Xi Jinping er både partisekretær og præsident for Folkerepublikken. Hver provins har både en guvernør og en partisekretær, hver landsby en landsbyleder og en partiboss. Og hele vejen ned igennem systemet har partiet førsterang. Det gælder også i statsejede selskaber, uddannelsesinstitutioner, medier og andre offentlige myndigheder. Folkets Befrielseshær hører under partiet og ikke staten – også her er Xi Jinping øverstbefalende.

I praksis er kommunistpartiet involveret i alt. Ved lokalvalg i de laveste lag i samfundet, i en landsby, et kollektivt landbrug osv., vælges lederen ved en demokratisk afstemning, men det er i realiteten kun medlemmer af CCP, som har stemmeret.

Tilsvarende er det så, led efter led opad. De valgte fra landsbyer og distrikter stemmer for ledelsen af byen eller amtet, og derefter provinsen osv. Og til sidst er det så Partiets politbureau, som vælger medlemmerne af Det Stående Udvalg, som så vælger Partiets ledelse. Ledelsen består i dag af 7 personer, alle mænd, og de har selv valgt Partisekretæren, nu Xi Jinping, som så også er Kinas præsident.

Formanden for det hele

Xi Jinping er i besiddelse af de tre vigtigste titler i Kinas politiske system. Han er på en og samme tid generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti, præsident for Folkerepublikken Kina og formand for Den Centrale Militærkommission. Intet står over kommunistpartiet i Kina og titlen som generalsekretær er den mest magtfulde. Derudover har Xi sat sig selv i spidsen for en række af de magtfulde komiteer, der i regi af partiet sætter politiske målsætninger inden for alt fra nationale sikkerhedsspørgsmål til økonomiske reformer.

”Den kinesiske Drøm” – verdensherredømme!

100-årsjubilæets hovedbegivenhed er en tale af præsident Xi Jinping, som siden sin indsættelse i 2013 konstant har strammet kommunistpartiets kontrol med landets 1,4 milliard indbyggere.

Xi Jinping fremlagde på partikongressen i 2017 partiets plan for den fremtidige udvikling af Kina. Planen, der har overskriften ”Den kinesiske Drøm”, er i realiteten kommunistpartiets strategi for intet mindre end et kinesisk verdensherredømme. Planen havde to vigtige måldatoer. Nemlig partiets jubilæum i 2021 og i 2049, hundrede års jubilæet for Folkerepublikken Kina.

På kortere sigt fremgår det af ”Made in China 2025”-strategien, at det erklærede mål er, at Kina allerede om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier. Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

”Belt and Road Initiative”

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har CCP igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om, at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og mere afhængige af Kina end i dag.

Silkevejen splitter EU

I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.

Det var i virkeligheden først da Italien, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt, at nogle i Europa vågnede op.

Italiens tilslutning blev i Beijing fremhævet som en mulighed for at føre silkevejsplanerne helt ind ”i hjertet” af Europa, men både i Washington og Bruxelles gav det anledning til uro.

USA mere end antydede over for den italienske regering, at Rom underløb sine allierede ved at gøre sig til en del af Silkevejen, som ifølge amerikanerne både har som mål at styrke Kinas politiske, økonomiske og militære indflydelse.

I Bruxelles var man bekymrede for, at det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.

Voksende EU-frustration

EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Men det er især en kritik, der bliver båret frem af de EU-lande, der ikke er med i silkevejsprojektet. Man hører ikke den samme kritik fra de lande, der er sprunget om bord på det kinesiske projekt.

Udviklingen i Kina

Indtil for nylig var Kina handikappet af, at det kun var de øst- og sydkinesiske byer, som nød godt af velstanden og fordelene ved globaliseringen. Mens der i Shanghai og andre østkystbyer er skabt millionærer og endog milliardærer, var det centrale og vestlige Kina var meget tilbagestående og uden vækst.

Den situation er nu vendt.

Central- og Vestkina oplever nu, at urbaniseringen og massive investeringer i infrastruktur, herunder i forbindelse med det ambitiøse ”Belt and Road Initiative”, sætter gang i den økonomiske vækst.

”Belt and Road Initiative” betyder, at de fleste kinesiske investeringer i motorveje, jernbaner og skibsruter går vest ud af Kina mod Europa, Afrika m.v. Det er meget hurtigere at eksportere og importere med landeveje og jernbaner fra Centralkina end fra Østkysten med skib til Europa, Centralasien, Mellemøsten og Afrika.

Den store vækst, som mærkes i hele landet, har allerede løftet millioner ud af fattigdom, og den kinesiske befolkning forekommer i det store hele godt tilfredse med kommunistpartiets ledelse af landet.

Kinas politiske indflydelse

Kinas rundhåndede investeringer i fattige asiatiske lande – og i hele Afrika – med anlæg af jernbaner, havne, lufthavne, og med stærkt øget samhandel, hvor Kina importerer i store mængder, meget fra kinesiske virksomheder i Afrika og andre steder har styrket Kina i forhold til andre magter, herunder USA.

Det er Partiets strategi, som sikrer, at Kina kan få hvad som helst igennem i internationale organisationer som fx FN. Tilsvarende kan en resolution eller beslutning rettet mod Kina ikke stemmes igennem, selv om Kina kun har én stemme. De mange lande, som er afhængige af Kina – herunder som nævnt en række europæiske lande – skal nok vide, hvordan Kina ønsker, at de skal stemme.

Danmarks tætte forhold til Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Danmark indgik i 2008 et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) med Kina. Det udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet. Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina her

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle oprindeligt have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men er blevet forsinket.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Xi Jinping på Den Himmelske Freds Plads

I sin tale på Tiananmen Square – Den Himmelske Freds Plads – i Beijing, hvor 70.000 var samlet til en nøje koreograferet ceremoni, sagde præsident Xi Jinping, at Kina aldrig ville acceptere udefra kommende “skinhellige belæringer”, og at Kina aldrig igen ville finde sig i at blive ”mobbet, undertrykt eller underkuet”. Enhver, der forsøger “vil blive mødt af stålvæg smedet af 1,4 milliarder mennesker”.

Xi erklærede også, at CCP havde nået målsætningen om at opbygge et “moderately prosperous society in all respects”, og han erklærede, at absolut fattigdom var udryddet i Kina.

Uden kommunistpartiet ville der ikke have været et nyt Kina, og “The Chinese people are not only good at destroying an old world, but also good at building a new world. Only socialism can save China, and only socialism with Chinese characteristics can develop China.”

Under ceremonien på Tiananmen Square blev 56 kanoner – der repræsenterede de 56 forskellige etniske grupper i Kina – affyret 100 gange.

Dansken er rig – men sårbar!

Nationalbanken

Danmarks Nationalbank har den 30. juni 2021 offentliggjort en statistik, der viser, at danskernes finansielle nettoformue er størst i EU.

Danske husholdningers finansielle nettoformue var 6.453 mia. kr. ved udgangen af 2020. Den finansielle nettoformue er forskellen på husholdningernes finansielle aktiver (f.eks. pension og indlån) og passiver (gæld).

Den finansielle nettoformue er faktisk på 1,3 mio. kr. pr. dansker.

I EU placerer det aktuelt gennemsnitsdanskerens finansielle nettoformue på en førsteplads, efterfulgt af Holland, Sverige, Luxembourg og Belgien. EU-gennemsnittet er ca. 450 tusinde kr.

Nationalbanken påpeger samtidig, at danskernes gæld er stor i en international sammenhæng. Det burde give anledning til bekymring i Nationalbanken, men banken er beroliget af, at omkring 86 pct. af danskernes gæld er bank- og realkreditgæld med pant i fast ejendom. Dermed modsvares danskernes gæld i høj grad af værdien af boligformuen, som ikke indgår i den finansielle formue.

De beroligende tilkendegivelser passer slet ikke med den bekymring over gældsætning og boligbobler, som Nationalbanken i andre sammenhænge giver udtryk for.

Realiteten er, at mange danskere er i en utrolig sårbar position. Problemet er at nettoformuen på 1,3 mio. kr. kun eksisterer på papiret. Den del af formuen, der udgøres af pensioner og fast ejendom er ikke likvid, og samtidig har de fleste husholdninger verdensrekord i bruttogæld – typisk 3 gange den årlige disponible indkomst!

Det betyder, at mange danskere selv med en på papiret betydelig nettoformue i en situation, hvor boligmarkedet er vendt og renten stigende, kun har begrænsede muligheder for at mobilisere den nødvendige likviditet til at imødegå en trangssituation som følge af sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse m.v.  

Den amerikanske detailkæde Walmart vil sælge Novo Nordisk insulin under eget mærke

Walmart

Tirsdag den 29. juni 2021 oplyste Walmart, at kædens NOVO-producerede insulin, der vil blive markedsført under navnet Relion Novolog, vil være mellem 58 og 75 pct. billigere end andre insulinprodukter for patienter uden sygeforsikring.

Walmart har i forvejen en aftale med Novo Nordisk om at sælge Novo-produceret human insulin. Det vurderes at mere end 3 mio. af Walmarts kunder lider af diabetes.

Diabetes i USA

Diabetes er en af de hurtigst voksende sygdomme i USA og samtidig er insulinpriserne steget i de seneste år, hvilket gør det uoverkommeligt for nogle amerikanere med diabetes. Den kraftige stigning i insulinpriserne er blevet kritiseret af patienter og lovgivere. Nogle diabetespatienter siger, at de høje priser har tvunget dem til at rationere stoffet eller træffe risikable beslutninger.

‎Mere end 34 millioner mennesker i USA – eller næsten 11 pct. af befolkningen – har diabetes, og omkring 1,5 millioner amerikanere diagnosticeres hvert år, ifølge American Diabetes Association. Andelen af amerikanske diabetikere, der er kunder i Walmart, estimeres til 14 pct.

Kun tre virksomheder – Eli Lilly, Novo Nordisk og Sanofi – kontrollerer 99 pct. af markedet, og der er i øjeblikket ingen generiske versioner af lægemidlet på markedet.

Dyrt at være diabetiker i USA

Walmarts Relion Novolog insulin kommer til at koste 58 – 75 pct. mindre end andre insulinprodukter på markedet.

American Diabetes Association’s (ADA) hilste i anledning af meddelelsen fra Walmart “alle tiltag til fordel for diabetikere” velkommen.

”Diabetes medfører store udgifter til medicin – omkring $ 9.601 årligt pr. person,” sagde ADA’s administrerende direktør, Tracey Brown, til CBS News.

Non-profitorganisationen, JDRF International, hvis formål er at støtte medicinsk forskning i bedre behandlingsmetoder og helbredelse af diabetes, udtalte i anledning af meddelelsen fra Walmart, at der skal gøres mere for at sikre, at alle med diabetes har adgang til overkommeligt insulin: “De stigende insulinomkostninger er et grundlæggende problem for dem, der lever med diabetes, og JDRF bifalder denne nye indsats. Ingen skal dø, fordi de ikke har råd til deres insulin”.

Når evnerne ikke står mål med ambitionerne i udviklingspolitikken

SDG

Danmarks nye udviklingspolitiske strategi ”FÆLLES OM VERDEN” blev offentliggjort torsdag den 24. juni 2021. Det drejer sig om hvordan vi anvender de 21 milliarder af skatteborgernes penge, vi årligt bruger på udviklingsbistand. Regeringen har på forhånd sikret sig solid politisk opbakning til strategien, som hele otte politiske partier står bag.

Udviklingspolitiske eksperter og repræsentanter for civilsamfund og bistandsorganisationer har gennemgående taget godt imod strategien, men der rejses berettiget tvivl om Udenrigsministeriets kapacitet til at realisere de gode hensigter.

Kan Udenrigsministeriet løfte opgaven?

Udenrigsministeriet er næppe i besiddelse af den faglige kapacitet, som kræves for at gennemføre den brede og ambitiøse strategi. Den kritik, der løbende rejses af dansk udviklingssamarbejde for manglende faglighed og for få resultater, hænger også sammen med udenrigsministeriets bemanding. Udenrigsministeriet har mere end 2000 medarbejdere, men klager jævnligt over ressourcemangel. Det er evident, at mange af akademikerne blandt Udenrigsministeriets skarer af ”blåfrakker og laksko” mangler basal fornemmelse for de fattige jordbrugeres vilkår i Malawi. Det forhold bidrager til at forklare, at en stigende andel af bistandsmidlerne sendes igennem multilaterale kanaler, mens den bilaterale bistand er reduceret.

Spørgsmålet er hvorfor man ikke har taget konsekvensen af, at en lille udenrigstjeneste ikke kan være alle vegne? Hvorfor trækker man ikke mere på de internationale samarbejdspartnere?

Hvorfor ikke arbejde gennem EU?

I bistandspolitikken burde man i langt højere grad udnytte EU-samarbejdet.

Det hedder ganske vist i strategien, at ”EU anvendes som en platform for at fremme danske udviklingspolitiske og humanitære mærkesager og værdier, og at Udenrigsministeriet arbejder for, at EU-samarbejdet på udviklingsområdet skal være en integreret del af det danske udviklingssamarbejde”.

Men hvorfor går Danmark ikke all in?

EU’s kapaciteter

EU’s omfattende tilstedeværelse i udviklingslandene, den finansielle tyngde, samspillet med handels- og udenrigspolitikken betyder, at EU er verdens største udviklingspolitiske aktør og verdens største bistandsdonor til udviklingssamarbejde og humanitære indsatser.

Med Lissabon-traktaten blev EU’s internationale kapacitet styrket gennem oprettelsen af stillingen som høj repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik (udenrigsrepræsentanten) og af den Fælles Udenrigstjeneste (FUTen).

Til dagligt varetages EU’s udviklings- og humanitære arbejde af Kommissionens generaldirektorat for humanitær bistand, DG ECHO og generaldirektoratet for internationalt samarbejde og udvikling, DG DEVCO, samt af den Fælles Udenrigstjeneste.

EU’s udenrigspolitiske værktøjskasse spænder over udvikling, humanitær bistand, krisestyring, diplomati og handel, og giver en unik mulighed for at bidrage til bekæmpelsen af den globale fattigdom, sikre en stabil og bæredygtig udvikling og yde bistand, hjælp og beskyttelse til befolkninger i tredjelande og opfyldelsen af de humanitære behov, der opstår i forskellige situationer.

Kræver større dansk engagement i Bruxelles

Danmark burde fokusere de sparsomme ressourcer på gennem et aktivt dansk engagement i Bruxelles, danske missioner og ambassader at sikre, at EU lever op til de ambitiøse mål for udviklingssamarbejdet på klima- og miljøområdet og aktivt fremmer fælles humanitære og udviklingspolitiske prioriteter.

Danmark betyder intet alene, men det burde tydeligt fremgå af en dansk udviklingspolitisk strategi, at vi helhjertet arbejder for, at EU sætter sin tyngde ind i forhold til fattigdom, ulighed, demokrati og rettigheder, klima, fordrivelse, migration, vækst og beskæftigelse.

Johnson & Johnson, Hillbilly heroin og opioid-krisen i USA

Johnson & Johnson

COVID-19 vaccinen fra Johnson & Johnson er i Danmark taget ud af det generelle vaccinationsprogram. Det sker på baggrund af indberetninger af flere alvorlige tilfælde med blodpropper, fald i antal blodplader og blødning.

Vaccinen fra Johnson & Johnson er godkendt i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), men da vaccinen kan være årsag til sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper, blødning og et lavt antal blodplader (VITT), har Sundhedsstyrelsen besluttet at fortsætte det generelle vaccinationsprogram uden at bruge vaccinen fra Johnson & Johnson.

Sundhedsstyrelsen har truffet beslutningen om at fortsætte vaccination uden brug af vaccinen fra Johnson & Johnson på baggrund af internationale data og udmeldinger. Derudover har en gruppe af danske eksperter bidraget til vurderingen. 

Virksomheden Johnson & Johnson

Johnson & Johnson, der er moderselskab til Janssen Pharmaceutical Companies og 250 andre datterselskaber, har produktion i over 60 lande og sælger produkter i mere end 175 lande. I 2020 havde selskabet en global omsætning på over 82 milliarder dollars.

Johnson & Johnson er ikke uvant med at kæmpe med bølger af dårlig omtale. Domstolsafgørelser har tvunget selskabet til at betale millioner i erstatninger i sager hvor firmaets produkter som talkum og hofteimplantater skadelige.

Senest er Johnson & Johnsons corona-vaccine kommet i søgelyset.

Den såkaldte ”One-shot vaccine” blev oprindeligt set som et vigtigt redskab til bekæmpelse af Covid-19, men problemer har betydet, at virksomhedens produkt kun tegner sig for omkring 12 millioner af de mere end 320 millioner doser, der hidtil er uddelt i USA.

Allerede i april stoppede de amerikanske føderale sundhedsmyndigheder brug af ​​Johnson & Johnson-vaccinen midlertidigt, efter tilfælde af bivirkninger i form af en sjælden blodproppeforstyrrelse. I juni resulterede en fabrikationsfejl på et produktionsanlæg i Baltimore, at regeringen beordrede 60 millioner potentielt forurenede vaccinedoser kasseret.

Værst har dog været Johnson & Johnsons involvering i den såkaldte opioid-epidemi, der i de sidste 20 år har været skyld i mere end 800.000 amerikaneres død.

Opioidindustrien står over for over 3.000 retssager over hele USA, som er anlagt mod alle dele af opioid -forsyningskæden, fra medicinalvirksomheder, der fremstillede pillerne, til distributører, der leverede dem, til apotekskæder, der producerede recepter på samlebånd.‎

‎Sagsanlæggene drejer sig typisk om, at virksomheder som Janssen Pharmaceutical Companies i jagten på profit vildledte offentligheden ved trods bedre vidende at benægte, at stofferne var stærkt vanedannende, og aggressivt markedsførte dem som harmløse smertestillende piller og ignorerede åbenlyse advarsler om udbredt misbrug.‎

Retssager

Johnson & Johnson led et nederlag i en opioidretssag i 2019, da en dommer i Oklahoma beordrede den til at betale staten 465 millioner dollars for sin rolle i den opioidafhængighed, der truede befolkningens sundhed.

‎Johnson & Johnson har i slutningen juni 2021 indgået et forlig (Johnson & Johnson settled an opioids lawsuit for $230 million in New York), der indebærer at selskabet skal betale staten New York mere end 230 millioner dollars i erstatninger. Forliget sikrer også, at virksomheden permanent vil holde sig ude af opioidbranchen i USA.

Frem til 2016 leverede Johnson & Johnson 60 procent af de ingredienser, der bruges til at fremstiller opioider. Ingredienserne blev afsat til andre virksomheder, der brugte dem til at fremstille stoffer som Oxycodone, der indgår i ”populære” markedsprodukter som OxyContin. Johnson & Johnsons ingrediensvirksomhed var baseret på kontrakter med valmueavlere i Tasmanien.

Johnson & Johnson påpeger, at de selv kun markedsførte deres egne opioidprodukter som Duragesic og Nucynta i begrænset omfang, og produkterne udgjorde – ifølge Johnson & Johnson – under 1 pct. af opioid-recepterne i USA. Produktionen af Duragesic og Nucynta blev dog først indstillet i USA i 2020.

I forbindelse med forliget har Johnson & Johnson ifølge NYT udsendt en erklæring, der understregede at forliget ikke var en erkendelse af ansvar eller skyld, og at “selskabets handlinger i forbindelse med markedsføring og salg receptpligtig smertestillende medicin i enhver henseende var adækvat og ansvarlig”.‎

‎Forliget kom få dage før begyndelsen af en retssag i New York, hvor selskabet ville have været blandt de tiltalte.

Nærmere om opioid-krisen i USA

“Hillbilly Elegy”, der kan ses på Netflix, er beretningen om forfatteren – J. D. Vance – og hans opvækst i den sydlige del af Ohio, og den hvide middelklasse der kom i vanskeligheder da stålindustrien kollapsede og området blev en del af ”rustbæltet”. Det er også historien om stofmisbrug og den opioid-krise, der har martret USA og herunder ikke mindst fattige områder i Appalacherne.

Forbruget af smertestillende medicin giver anledning til bekymring i Danmark – men i USA har pillemisbrug skabt en regulær krise med mere end 800.000 dødsfald over de sidste 20 år.

Opioid-krise i USA

Det er især lægemidlet OxyContin, der er i fokus. OxyContin er siden 1995 blevet ordineret i store mængder til smertelindring – et stof, der i princippet kan beskrives som heroin i tabletform, men som markedsføres som en harmløs og effektiv behandling af smerte og ømhed.

Stærke smertestillende midler bliver normalt brugt til kortere behandlinger af akut smerte, eller i livets slutfase, for eksempel til kræftpatienter. Men efter en intensiv lobbykampagne rettet mod læger lykkedes det Purdue Pharma i 2000’erne at gøre det acceptabelt at bruge OxyContin til også mildere ømhed og langtidsbehandlinger af smerte samt til patienter diagnosticeret med ”ondt i livet”.

I dag dør mere end 50.000 mennesker af opioidoverdoser hvert år og allerede i 2015 døde flere mennesker i USA af overdoser end af skydevåben, hvor opioider dominerede som dødsårsag – dødstallet har været stigende. Som det eneste vestlige land har USA oplevet et fald i den gennemsnitlige levealder over de seneste tre år – et fald der forbindes direkte med opioid-epidemien.

National nødsituation

Opioidepidemien i USA betragtes som en national nødsituation, som kræver omfattende handling.

Men i USA går historien tilbage til 1990’erne og handler om aggressiv markedsføring, om myndighedernes svigt, om grådige læger og om små samfund over hele USA, som bukkede under for fristelsen.

Medicinalvirksomhed Purdue Pharma havde i 1995 udviklet OxyContin – en smertestillende pille baseret på Oxycodon.

Purdue markedsførte OxyContin som det bedste middel mod smerte på markedet. Markedsføringen inkluderede blandt andet en salgsvideo, som ikke var godkendt af sundhedsmyndighederne, der blev sendt til mere end 15.000 læger.

Allerede i 2002 blev Purdue Pharma idømt en bøde på 635 millioner dollars for at undlade at oplyse om farerne ved længerevarende forbrug af OxyContin.

Bøden afholdt dog ikke Purdue Pharma fra at fortsætte den meget aggressive markedsføring af præparatet. Virksomheden arrangerede konferencer om smertelindring og sendte en sværm af sælgere ud i landet. Særligt udvalgte læger blev betalt store summer for at tale risikoen for afhængighed ned.

FDA tillader OxyContin som receptpligtig smertestillende medicin

Purdue lykkedes med at overbevise den amerikanske lægemiddelstyrelse – The United States Food and Drug Administration, FDA – om, at pillerne skulle kunne udskrives som almindelig receptpligtig smertestillende medicin.

Tidligere havde den slags præparater alene været ordineret som smertelindring til kræftsyge, som ikke havde langt igen.

Amerikanske læger begyndte herefter at udskrive recepter på store mængder af OxyContin.

Rygproblemer? OxyContin kan give dig livet tilbage!

Sådan blev OxyContin tidligere markedsført. Det samme med smerter efter en mindre operation eller en hvilken som helst anden dårligdom, som krævede smertelindring.

Nogle læger så ligefrem en god forretning og udskrev nærmest på samlebånd recepter på OxyContin til almindelige borgere, der kom ind fra gaden og erklærede sig ramt af for eksempel rygsmerter.

OxyContin var en milliardforretning. Ikke alene for medicinalvirksomheden Purdue, men også for læger, apoteker og mellemmænd, der handlede i OxyContin på gadeplan. Et sort marked blomstrede op. OxyContin var blevet allemandseje.

Hillbilly heroin

Især i mindre byer i fattigere dele af USA som i det østlige Kentucky og i West Virginia tog epidemien fat. En hurtig lindring fra hverdagens skavanker. Fabriksarbejdere og minearbejdere tog rutinemæssigt OxyContin for at komme igennem arbejdsdagene. Pillerne fik hurtigt kælenavnet ”Hillbilly heroin”.

Først mange år senere blev advarslerne hørt, og medicinen reguleret. Da var det allerede for sent. Den stærkeste og mest vanedannende medicin, der nogensinde er blevet udskrevet som almindelig smertestillende medicin, havde fået tag i amerikanerne.

Situationen i dag

I dag, 20 år senere, indtager USA 80 procent af verdens receptpligtige smertestillende medicin. Til trods for, at landet blot udgør fem procent af verdens befolkning.

Og for mange har afhængigheden af Oxydon-baserede smertestillere ført til langt værre narkotikamisbrug. Når læger lukkede i for recepterne eller jagten på et større sus blev for fristende, var skridtet til stærkere opioider som heroin eller fentanyl ikke langt.

Purdue Pharma dømmes til at betale erstatning

Purdue Pharma, der først lancerede OxyContin i 1995, er udlagt som den store skurk i den amerikanske opioid-krise. Det er den almindelige opfattelse, at det er mærkevaren, der skaber efterspørgslen, som så efterfølgende imødekommes af generiske kopiprodukter.

Purdue Pharma har nu i en historisk retssag erklæret sig skyldig i tre sigtelser vedrørende virksomhedens rolle i den amerikanske opioidkrise, der har kostet mere end 800.000 amerikanere livet.

Retssagen var anlagt af den amerikanske Drug Enforcement Administrations, DEA, der bl.a. har ansvaret for at håndhæve kontrollen med narkotika og droger omfattet af The Controlled Substances Act.

Purdue Pharma har blandt andet erkendt, at virksomheden har præmieret læger for at udskrive recepter på opioider, herunder OxyContin.

Med det indgåede forlig har Purdue Pharma accepteret at betale over otte mia. dollars, rundt regnet 50 mia. kr., i bøder og erstatninger til efterladte.

Purdue Pharma bliver statsejet virksomhed

I afgørelsen ligger, at Purdue Pharma skal betale 3,5 mia. dollars i bøder og desuden allokere to mia. dollars af fremtidige indtægter til at betale af på bøder. Derudover kommer 2,8 mia. dollar til at betale erstatninger til efterladte.

Purdue Pharma har ikke 8,3 mia. dollar, så en del af aftalen betyder, at firmaet lukker ned som privat virksomhed og overgår med alle patenter, lokaler og produktionsapparater til at blive ejet af den amerikanske stat.

Alle fremtidige indtægter fra virksomheden vil blive brugt til at betale af på erstatningen, og pengene skal benyttes til blandt andet behandlingsinitiativer og programmer for folk, som er blevet afhængige af opioider.

Den nye virksomhed vil fortsætte med at producere OxyContin, ligesom den vil producere lægemidler til behandling af opioidoverdosis. Planen er, at virksomhedens lægemidler til behandling af opioidoverdosis skal sælges til en stærkt reduceret pris til de lokalsamfund, som er særligt hårdt ramt af opioidkrisen.

Bøde til Sackler-familien

I et særskilt søgsmål blev der også indgået en aftale om at Sackler-familien, som tidligere ejede Purdue Pharma, skal betale en bøde på 225 mio. dollars.

Kritikere har påpeget, at Sackler-familien er sluppet alt for billigt fra at være årsag til en national krise. Ifølge rets dokumenterne har familien hevet 10 mia. dollars ud af Purdue Pharma i perioden fra 2008 til 2017, hvori opioidkrisen galoperede afsted. Så er en bøde på 225 mio. ikke så meget i sammenligning.

Purdue Pharma ikke ene-ansvarlig for opioid-krisen

Tal fra The Federal Drug Enforcement Administration, DEA, viser at amerikanske apoteker I perioden 2006 til 2012 langede 76 milliarder oxycodone og hydrocodone piller over disken – hvoraf langt hovedparten var generiske produkter.

Det skal således erindres, at Purdue Pharma har hævdet, at de kun producerede en lille del – omkring 3 pct. af opioiderne mellem 2006 og 2012.

Over 90 pct. af pillerne var billigere generiske produkter, herunder versioner af OxyContin, blev solgt af   SpecGX, Par Pharmaceutical, TEVA og Activis Pharma.

Disse virksomheder hævder til gengæld, at de ikke aktivt markedsførte produkterne, men blot efterkom efterspørgslen fra lægernes recepter, og at de ikke producerede større mængder end DEA tillod.

Distributionsselskaberne melder også hus forbi. Virksomhederne McKesson Corp., Walgreens (den næststørste apotekskæde i USA), Cardinal Health og AmerisourceBergen står for en væsentlig del af distributionen, men de hævder, at de ikke prøvede at øge salget.

Walmart sagsøges

Det amerikanske justitsministerium har netop sagsøgt Walmart, der driver mere end 5.000 apoteker i sine butikker rundt om i landet.

Påstanden er, at den største detailhandelskæde i USA – i strid med reglerne – kritikløst har udleveret receptpligtig medicin gennem sine apoteker og dermed har bidraget til nationens opioid-krise.

I det civile søgsmål, hævder den føderale regering, at Walmart pressede sine apotekere til hurtigt at ekspedere opioid-recepter og nægtede dem muligheden for at afvise ugyldige recepter. Som et resultat hævdes det i klagen, at disse apotekere honorerede tusinder af recepter, der stammede fra anløbne lægers veritable “pillefabrikker” – recepter for bestemte lægemiddelkombinationer, der indikerer misbrug, og recepter, som andre Walmart-apoteker havde afvist som ugyldige. Det betød, at når en Walmart-apoteker erklærede en recept ugyldig, kunne kunden simpelthen bare gå til en anden Walmart-apoteker med recepten og få udleveret medicin.

Regeringen anklager også Walmart for ikke at opdage og indrapportere mistænkelige recepter til DEA, som loven kræver. Det hævdes, at Walmart udmærket var klar over, at dets distributionscentre brugte et utilstrækkeligt system til at opdage og rapportere mistænkelige recepter. Derfor rapporterede Walmart stort set aldrig om mistænkelige recepter.

Det bør nævnes, at Walmart hævder, at dårlige læger har skylden, og at det er at rette bager for smed at bebrejde Walmarts apotekere for ikke at kontrollere de læger, som Drug Enforcement Administration, DEA, godkender til at ordinere receptpligtig medicin.

I oktober 2020 forsøgte Walmart at komme justitsministeriet i forkøbet ved selv at rejse en sag mod statsadvokat William Barr og Drug Enforcement Administration, DEA. Walmart hævdede, at justitsministeriets egen undersøgelse allerede i 2016 havde identificeret hundreder af læger, der skrev problematiske recepter. Næsten 70 pct. af disse læger var i dag stadig godkendte af DEA.

Hvad med Sackler-familien?

Den stenrige Sackler-familie, der frem til 2018 kontrollerede medicinalvirksomheden Purdue Pharma, er foreløbig sluppet med en bøde på 225 mio. dollars, men står overfor et hav af private søgsmål.

Sackler, der i mange år var blandt de rigeste familier i USA, har tidligere finansieret en omfattende velgørenhed og doneret store summer til kunst.

Louvre i Paris har således nydt godt af familiens donationer til museets afdeling med orientalske antikviteter.

Efter Sackler og Purdue Pharmas rolle i den amerikanske opioid-krise er kommet frem, har Louvre fjernet de skilte med Sackler-navnet, der ellers prydede museet.

Andre institutioner, der har nydt godt af Sacklers godgørenhed, er blevet hængt ud af aktivister anført af kunstneren Nan Goldin. New Yorks Metropolitan Museum of Art og Tate Galleries i London har tilkendegivet, at de ikke længere vil modtage donationer fra Sackler.

Det socialdemokratiske kvindesyn

ib_knudsen

Da Ib Knudsen, partiforeningsformand for Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune, i slutningen af januar 2021 blev spurgt af Fyens Stiftstidende, om hvorfor det er så svært at få unge kvinder til at stille op til kommunalvalg, sagde han:

“Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel.”

Og da han så bliver spurgt om hvorfor der er brug for flere kvinder, svarer han:

“Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt”.

Ib Knudsen sagde ikke noget om, at kvinderne også var vigtige ved selskabelige partisammenkomster, og slet ikke noget der kom i nærheden af Trumps ”Grab them by the pussy”, men helvede brød alligevel løs. Det endte med, at kritikken fra blandt andet partifællerne i kommunen og på Fyn fik Ib Knudsen til at trække sig som partiforeningsformand.

“Det er med en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, at jeg har valgt at trække mig som formand for Socialdemokratiet i Kerteminde kommune, men som omstændighederne er lige nu, er det den eneste mulighed, så der kan blive arbejdsro i partiforeningen.

Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg kom med en så negativ udtalelse i avisen, mandag den 25. januar 2021, og tager det fulde ansvar”, skrev Ib Knudsen i en pressemeddelelse.

Krænkelsessager vælter ud af Socialdemokratiets skabe – minister involveret

Knudsens afgang kunne dog ikke lukke debatten om de særlige socialdemokratiske omgangsformer. Søndag den 6. juni 2021 fortalte syv kvinder i Berlingske Tidende, at de havde været udsat for grænseoverskridende adfærd fra en mand ansat i Socialdemokratiet.

Mads Havskov Hansen, der har haft en fremtrædende position i DSU, har angiveligt i en årrække krænket unge kvinder. En af kvinderne kunne således berette, at hun for år tilbage – mens hun som ganske ung var medlem af DSU, Socialdemokratiets ungdomsorganisation – af Mads Havskov Hansen følte sig presset til tavshed efter et fuldbyrdet samleje, som hun ikke havde haft lyst til.

Pernille Rosenkrantz-Theil involveret

I forbindelse med den sag orienterede Mads Havskov Hansen statsminister Mette Frederiksens nære veninde, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det har Pernille Rosenkrantz-Theil selv bekræftet overfor Ekstra Bladet.

Faderen til kvinden havde truet med at fortælle andre om sagen. Mads Havskov Hansen bad derfor Pernille Rosenkrantz-Theil orientere ham, hvis faderen henvendte sig.

Rosenkrantz-Theil skriver blandt andet i en sms til Ekstra Bladet:

– Samtalen omhandlede alene en konkret episode med en far, der var vred på den pågældende medarbejder over, at han havde været sammen med hans datter, og som muligvis ville henvende sig til mig.

– Jeg var ikke bekendt med, at datteren også selv skulle være vred over noget. Og således afventede jeg, om der enten ville komme en politianmeldelse eller anden udvikling i sagen. Det gjorde der ikke.

– Og jeg gik således ud fra, at der var tale om en forælder, der havde skarpe holdninger til sin datters gøren og laden.

Det er næppe troværdigt, når Rosenkrantz-Theil hævder hun ikke orienterede partiets formand eller partisekretær, da hun ikke mente, at der var noget, som Socialdemokratiet som arbejdsgiver skulle forholde sig til. Henvendelsen fra Mads Havskov Hansen har som minimum fået Rosenkrantz-Theil til at forhøre sig i partisekretariatet, om der var en sag på Mads Havskov Hansen.

Socialdemokratiet passiv

Socialdemokratiets ledelse har angiveligt været passiv, men Havskov Hansen stoppede for nogle måneder siden i Socialdemokratiet på Christiansborg. Han blev dog hurtigt ansat som presse- og kommunikationschef i kapitalfondenes lobbyorganisation, Aktive Ejere, hvor Henrik Sass Larsen er direktør.

Socialdemokratiet i København

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Udover Mads Havskov Hansen og Flemming Pless, finder vi blandt de mere prominente tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, udenrigsminister Jeppe Kofod og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen. Hvis vi går længere tilbage, blev både partiformand Svend Auken og chefen for partiets økonomisk-politiske afdeling på Christiansborg, Jakob Buksti, anklaget for upassende omgang med partiansatte, elever og praktikanter.

Danmarks Radio

Carsten Hansens sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

Jeppe Kofod

På tilsvarende måde var sexsagen ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.

Mads Halskov Hansens utilbørlige opførsel kunne angiveligt foregå i årevis uden at Socialdemokratiets ledelse fandt anledning til at skride ind. DSU har imidlertid siden relegeret Mads Halskov Hansen.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder lav profil i sager om sex-krænkelser og stædigt holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

Middelfart-selskab med rekordoverskud på én milliard kroner

Dan Bunkering + døtre

Det Middelfart-baserede Selfinvest, der rummer den globale USTC-koncern, har netop leveret et rekordregnskab for 2019/20 med et resultat før skat, der runder én milliard kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Koncernen, som ud over Bunker Holding også tæller logistikfirmaet SDK Freja, oplyser, at de er ”A PRIVATELY OWNED GROUP WITH STRONG FAMILYVALUES”.

Bag USTC, United Shipping & Trading Company, der blandt andet tæller oliehandelsvirksomheden, Bunker Holding – moderselskab til det kontroversielle Dan-Bunkering, står en far og hans to døtre: Torben Østergaard-Nielsen, Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Nielsen

Berlingske Tidende beretter servilt, at USTC er Torben Østergaard-Nielsens livsværk, men selskabet er på vej gennem et generationsskifte, og de to døtre fik sidste år overdraget hovedparten af aktierne. Berlingske Tidende finder dog ikke anledning til at nævne, at selskabet er tiltalt for i strid med internationale sanktioner at have tjent penge på at sælge jetbrændstof til det borgerkrigshærgede Syrien.

Der ventes at falde dom i sagen i slutningen af december 2021.

Tiltalen mod Dan-Bunkering for at overtræde EU-embargo mod Syrien

Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet, SØIK, er kendt for en helt utrolig sendrægtighed.

Den 11. november 2020 kan Ritzau oplyse, at SØIK nu langt om længe har taget sig sammen til at rejse tiltale mod den fynske virksomhed, Dan-Bunkering, for i perioden 2015 -2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til Syrien via russiske virksomheder i strid med EU’s sanktioner mod det borgerkrigshærgede land.

På det tidspunkt var der indført EU-sanktioner mod Syrien med et “forbud mod salg, levering, overførsel eller eksport af jetbrændstof og brændstofadditiver til personer, enheder eller organer i Syrien eller til anvendelse i Syrien”.

Sigtelse i januar 2020

Tilbage i januar 2020 blev der af SØIK efter et uskønt efterforskningsforløb rejst sigtelse mod Dan-Bunkering, ejeren – holdingselskabet Bunker Holding, og en direktør. At der nu er rejst tiltale betyder, at anklagemyndigheden har vurderet, at den sag, politiet har arbejdet på, kan bære at der rejses tiltale ved retten.

Det var DR, der kunne informere offentligheden om de påståede overtrædelser af de internationale sanktioner mod Syrien. Det skete i 2019 på baggrund af blandt andet amerikanske rets dokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Ifølge disse oplysninger havde Dan-Bunkering været involveret i leverancer af jetbrændstof til Syrien, som er fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe. Kunden, der betalte Dan-Bunkering for overførslerne, har ifølge Ruslands udenrigsministerium stået for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Danske Banks rolle

Dan-Bunkerings bank, Danske Bank, blev sidste år af amerikanske myndigheder orienteret om Dan-Bunkerings mulige brud på EU’s jetbrændstofforbud i forbindelse med transaktioner for samlet over 420 millioner kroner fra to russiske selskaber, der er involveret i sagen.

Danske Bank burde nok selv have opdaget, at noget var galt, men efter de amerikanske myndigheders involvering havde banken intet andet valg end at underrette de danske myndigheder om den gode kundes mistænkelige transaktioner.

Politiets sendrægtighed

Politiet var dog usædvanligt træge til at reagere. Det ser faktisk ud til, at Fyns Politi på et tidspunkt havde henlagt sagen, og først da skandalen via Danmarks Radio når offentligheden, reagerer Justitsministeriet og Bagmandspolitiet.

Ifølge tiltalen har Dan-Bunkering 33 gange solgt jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter brændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU’s sanktioner.

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien.

Alvorlig sag

I alt skal selskabet have leveret 172.000 ton jetbrændstof til en samlet værdi af 647 millioner kroner til det borgerkrigshærgede land. Dan Bunkerings fortjeneste foreligger ikke oplyst.

Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet betegner selv sagen som meget alvorlig, at en stor dansk virksomhed som Dan-Bunkering overtræder EU-sanktioner, der er indført mod et andet land på baggrund af en meget kritisk og alvorlig situation. I betragtning af sagens alvor kan det undre at såvel Danske Bank som danske myndigheder har haft så god tid til at forholde sig til lovovertrædelser, der ligger flere år tilbage. Risikoen for at de tiltalte undgår domfældelse som følge af forældelsesfrister er desværre overhængende.

Sagsgangen

Foruden Dan-Bunkering er holdingselskabet Bunker Holding og direktør Keld R. Demant tiltalt. Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf til direktøren.

Retssagen starter 26. oktober ved Retten i Odense, hvor der er afsat 18 dage frem til 14. december.

Dan-Bunkerings ejerforhold

Bunker Holding, der ejer virksomheden Dan-Bunkering, omsatte i 2019 for omkring 70 milliarder kroner og er blandt Danmarks ti største virksomheder målt på omsætning.

Bunker Holding er den største virksomhed i USTC Group, der ejes af Selfinvest Aps, der ejes af selskabets stifter Torben Østergaard-Nielsen og hans 2 døtre.

USTC Group beskæftiger sig med bunkervirksomhed, tankskibsfart, transport, risikohåndtering og IT. Koncernen har over 2.500 ansatte og kontorer i 33 lande.

Fra koncernens hovedkvarter i Middelfart på Fyn jonglerer stifteren, den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen med olie og skibe – og en mindre it-virksomhed.

Torben Østergaard-Nielsen bryder sig ikke om at skille sig ud fra mængden, men faktum er, at manden fra Middelfart er alt andet end ordinær. Torben Østergaard-Nielsen – eller Tøn, som de fleste kalder ham – har bygget sit eget virksomhedsimperium, og han er blandt Danmarks rigeste, men han må altså nu lide den tort, at hans virksomhed er tiltalt for kriminelle forhold.

Værdigrundlaget smuldrer og tilliden til EU er dalende

Grønland EU fiskeri

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen var torsdag den 17. juni 2021 på et kort besøg i København. Den konkrete anledning var EU-Kommissionens godkendelse af det danske genopretningsprogram, der finansieres fra EU’s genopretningsfond – Recovery and Resilience Facility (RRF). RRF er hjørnestenen i EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU – for genopbygningen af EU efter COVID-19 pandemien, og der er afsat omkring 750 milliarder € til planerne.

Danmark har fået tilsagn om tilskud fra RRF på 11,6 mia. kr. svarende til 1,6 €. Planen omfatter: COVID-19 myndighedsindsatser på sundhedsområdet, Grøn omstilling af landbrug og miljø, Energieffektiviseringer, grøn opvarmning, CCS mv., Grøn skattereform, Grøn omstilling af vejtransport, Digitalisering og Grøn forskning og udvikling.

Faldende tillid til EU

Den konkrete anledning til Von der Leyens rundrejse var EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU, men EU-Kommissionens besøg i Danmark kom også på et tidspunkt, hvor opbakningen til EU-projektet har nået et nyt lavpunkt.

Ét er at det praktiske samarbejde knirker, men sagen er, at vi langt fra er enige i Europa om selve værdigrundlaget for EU-samarbejdet. Hvordan skal vi skal forstå medmenneskelig respekt og menneskerettigheder? Hvad er betydningen af retsstatsprincipper? Hvad er EU’s globale rolle?

Offentlighedens tillid til EU-institutionerne er samtidig i frit fald på grund af deres håndtering af covid-19-pandemien og vaccineindkøb og den famlende udrulning af vaccineprogrammer.

‎Den skeptiske effekt er stærkest i Tyskland. Her har skuffelsen over EU nu spredt sig fra landdistrikterne til Berlin og andre urbane centre.

‎Det europæiske projekt er imidlertid endnu ikke dødsdømt. Mange EU-borgere mener øjensynligt, at der stadig er behov for samarbejde mellem landene – ikke mindst fordi der er behov for at styrke EU som global aktør.‎

Rapport: CRISIS OF CONFIDENCE: HOW EUROPEANS SEE THEIR PLACE IN THE WORLD

Det fremgår af en nylig offentliggjort rapport fra The European Council on Foreign Relations (ECFR), at EU’s træge reaktion på sundhedskrisen og den famlende udrulning af vaccinationsprogrammer har belastet tilliden til unionen.

Flertal i Frankrig (62 pct.), Italien (57 pct.), Tyskland (55 pct.), Spanien (52 pct.) og Østrig (51 pct.) beskriver EU-projektet som havareret (”broken”).

Adspurgt om EU er velfungerende eller “broken” var der i lande som Danmark og Portugal en lille stigning i andelen, der mente at EU -systemet ikke var velfungerende, men ”broken”.

UK har taget konsekvensen

Den 23. juni 2021 kunne briterne fejre 5-årsdagen for beslutningen om at forlade EU-samarbejdet. Storbritannien slap, trods indenrigspolitisk kaos, ud af EU i live og eksisterer fortsat i bedste velgående.

Det samme kan ikke siges om EU.

I sidste uge vedtog EU’s udenrigsministre en kritisk erklæring mod den nye ungarske lov, der af kritikere hævdes at ville lægge yderligere begrænsninger på homoseksuelles rettigheder i Ungarn. Loven er formuleret så bredt, at modstanderne frygter, at den risikerer at få vidtrækkende konsekvenser. Mange skolers nuværende seksualundervisning vil blive gjort strafbar, og der skal sættes aldersgrænse eller advarsler på både bøger og film, som har homoseksuelle karakterer. Nogle frygter ligefrem, at loven vil gøre det ulovligt at vise regnbueflaget i det offentlige rum.

Det bemærkelsesværdige er at kun 14 lande støttede teksten. Kun tre østeuropæiske lande, de baltiske lande, støttede teksten. Dermed demonstrerede sagen den værdikamp, som for øjeblikket foregår i Europa og endog truede EM i fodbold, fordi UEFA ikke ville tillade regnbueillumination af et fodboldstadion i München.

Ungarns nationalpopulistiske leder, Viktor Orbán, begrunder loven som et forsvar for traditionelle familieværdier mod en liberal og venstreradikal woke-ideologi om flydende kønsidentiteter.

Ungarn

Det bør ikke komme bag på nogen, at Ungarn forfølger sine nationale interesser. Ungarn har altid gået sine egne veje. Det førte til, at sovjetiske tropper i 1956 gik ind i Ungarn og knuste et oprør mod ensretningen, på samme måde som Foråret i Prag i 1968 blev bremset med indsættelsen af en Moskva-venlig tjekkoslovakisk regering og partiledelse.

I 1956 reagerede vi med Ungarnshjælp i fjernsynet og med modtagelse af ungarske flygtninge i Danmark. Det skal heller ikke glemmes, at da Ungarn i 1989 åbnede grænserne og tyskere fra DDR strømmede ind i Vesttyskland faldt først Berlin-muren og snart efter Sovjetunionen.

Ungarn og Polen

Viktor Orbán og det ungarske regeringsparti Fidesz har sammen med Polens nationalkonservative regering under ledelse af partiet, Lov og Retfærdighed, længe udfordret de retsstatslige principper, som andre EU-lande insisterer på EU-medlemskabet forpligter til.

Ungarn og Polen har også udfordrer samarbejdet i EU ved at stikke en kæp i hjulpet på den fælles udenrigspolitik i forhold til Kina og Hongkong og i forhold til striden mellem Grækenland, Cypern og Tyrkiet i Middelhavet.

Det bør ikke glemmes, at Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet – de såkaldte Vicegrad-lande – har nogle fælles oplevelser med forsøg på – mod nationale interesser – at ensrette medlemmerne af Warszawapagten. Det er derfor ikke at forvente, at landene bare retter ind efter Frans Timmermans eller andre som er overbevist om, at de sidder inde med den evige sandhed.

Brexit og konsekvenserne for Danmark

Brexit har for første gang demonstreret hvad det vil sige at være inde – eller ude – af fællesskabet. Det har været diffust om det overhovedet var muligt at forlade samarbejdet.

For Danmark har Brexit haft store politiske konsekvenser.

Storbritannien stod som EU-medlem uden for dele af EU-samarbejdet, blandt andet euroen. Som forbeholdsland delte Danmark synspunkter med briterne, og Danmark har været tvunget til at træde mere i karakter, når vigtige emner – som det fælles budget – har været på dagsordenen.

Det er ikke gratis at træde frem som del af en sparebande sammen med Holland, Østrig og Sverige. I modsætning til Holland, der 100 pct. bakker op om EU, har Danmark en lang række forbehold, og nu kan vi ikke mere ligge i ly af UK. Vi er nødt til selv at tage de her konflikter og debatter i alle EU-institutioner, hvor vi hidtil har kunnet holde lav profil.