
Tirsdag den 21. april 2026 var Donald Trumps kandidat til posten som chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Kevin Warsh, indkaldt til høring i Senatets bankudvalg.
Den 56-årige Kevin Warsh er finansmand og tidligere medlem af styrelsesrådet for Federal Reserve – udpeget af George W. Bush. I januar 2026 blev han nomineret af præsident Donald Trump som kommende formand for Federal Reserve, hvor han i givet fald vil afløse Jerome Powell, hvis beskikkelsesperiode udløber den 15. maj 2026.
Under høringen i Senatet erklærede Kevin Warsh, at han ikke vil være Trumps hånddukke (”sock puppet”) som Fed-formand.
Kevin Warsh fortalte tirsdag lovgiverne, at han ville være “en uafhængig aktør”, hvis han blev bekræftet som formand for Federal Reserve, og han afviste, at han ville rette sig efter præsident Donald Trump i forbindelse med rentebeslutninger.
Warsh sagde også, at Trump aldrig havde betinget sin nominering af et løfte om at sænke renterne. “Præsidenten bad mig aldrig om at forpligte mig til nogen bestemt rentebeslutning, punktum,” sagde han.
Under høringen var der interesse for hvilke finansielle aktiver den meget velhavende Walshm rådede over.
Tidskriftet Politico har vurderet hans samlede beholdninger til et sted mellem 130 millioner og 210 millioner dollars og inkluderede positioner i private investeringsfonde, ejerandele i teknologivirksomheder som SpaceX og Polymarket.
Selvom Warsh har forpligtet sig til at afvikle næsten hele sin portefølje, før han tiltræder som centralbankchef, nægtede han at nævne individuelle beholdninger og henviste til tidligere fortrolighedsforpligtelser som grund til at tilbageholde disse oplysninger.
Blandt spørgsmålene var, om Warsh havde investeret penge i virksomheder tilknyttet Trumps kreds eller hans familiemedlemmer, eller i finansielle strukturer knyttet til Jeffrey Epstein. Warsh svarede ikke direkte, men understregede, at “Det er afgørende, at den næste formand ikke har økonomiske konflikter — ingen!”
På spørgsmål om hvor mange gange om året Feds politiske organ skulle mødes, sagde han at fire møder ville være for få, samtidig med at han afviste at støtte den nuværende praksis med at afholde otte.
Høringen fandt sted på et tidspunkt, hvor North Carolinas Thom Tillis, en republikaner hvis stemme er afgørende i udvalget, trods sin erklærede personlige støtte til Warsh, har gjort det klart, at han ville nægte at godkende nomineringen, medmindre den strafferetlige efterforskning af Jerome Powell blev indstillet.