Kampe vest for Tripoli: Libyens største operationelle olieraffinaderi lukker ned

Ifølge Libya Herald er der tilbagevendende kampe i den politisk splittede by Zawiya med deltagelse af militser, stammer, bander og hvad har du. Allerede i december og september 2025 havde kampene i byen midlertidigt gjort kystvejen til Tripoli ufremkommelig og bragt raffinaderiet – Azzawia Oil Refining Company (ARC) – til stilstand.

Efter kampe fredag i Zawiya, hvor granater ramte fabriksområdet i Zawiya, blev havnen og Libyens største operationelle olieraffinaderi lukket ned for at beskytte medarbejdere, faciliteter og miljøet.

Vigtig facilitet for Libyens olieforsyning

Nyhedsbureauet Reuters citerede to ingeniører fra raffinaderiet. Ifølge rapporten blev der iværksat nødforanstaltninger efter at kampene nær fabrikken eskalerede. Raffinaderiet ligger cirka 40 kilometer vest for hovedstaden Tripoli og har en kapacitet på 120.000 tønder om dagen. Den er forbundet med Sharara-oliefeltet, som producerer omkring 300.000 tønder om dagen.

Ifølge Reuters oplyste det statslige olieselskab The Libyan National Oil Corporation (LNOC), at flere granater havde ramt forskellige dele af anlægget. Større skader er endnu ikke blevet opdaget. Kampene havde også spredt sig til boligområder omkring raffinaderiet.

Zawiya har i årevis været præget af militsvold

Ifølge Reuters var det ikke ganske klart, hvem der var involveret i kampene, og hvad der udløste dem. Libyens nyere historie e imidlertid ikke ubekendt med voldelige konflikter.

Tragedien i Libyen

Libyen er med sine 1,8 millioner km² Afrikas fjerdestørste land målt i areal, og det 16. største i verden. Befolkningen blev i 2024 opgjort til knap 7,4 millioner.

Libyen før 2011

Libya før 2011 var præget af styret under Muammar Gaddafi, som tog magten ved et militærkup i 1969 og regerede landet i over 40 år.

Gaddafi afskaffede monarkiet og oprettede en stat baseret på hans egen ideologi, beskrevet i hans “Grønne Bog”. Der var ingen frie valg eller egentlige politiske partier.

Libyen havde store olieindtægter og var et af Afrikas rigeste lande målt pr. indbygger. Staten brugte mange penge på gratis uddannelse, sundhed og subsidier.

Høj levestandard sammenlignet med regionen: Mange libyere havde adgang til bolig, elektricitet og gratis offentlige ydelser, men økonomien var stærkt afhængig af olie.

Kritik af regeringen kunne føre til fængsel eller værre. Medier og opposition var stærkt kontrollerede.

Stamme- og regionsforskelle: Selvom staten forsøgte at skabe national enhed, spillede stammer og regionale grupper stadig en stor rolle i samfundet.

Libyen blev beskyldt for støtte til terrorisme, især efter Lockerbie bombing. Det førte til sanktioner fra FN og vestlige lande i 1990’erne.

Forbedrede relationer i 2000’erne: Gaddafi begyndte senere at samarbejde mere med Vesten, opgav programmer for masseødelæggelsesvåben og fik delvist ophævet de internationale sanktioner.

Oprøret i 2011

Oprøret i Libyen i 2011 kom som en del af det bredere ”Arabiske Forår”. Oprørene i Tunesien (december 2010 – Ben Ali væltet) og Egypten (januar–februar 2011 – Mubarak væltet) viste, at diktatorer kunne styrtes.

Det gav libyske aktivister mod til at gå på gaden da menneskerettighedsadvokaten Fathi Terbil den 15. februar 2011 blev arresteret i Benghazi. Han havde repræsenteret ofrene for en tidligere massakre i Abu Salim-fængslet (1996), hvor over 1.000 fanger blev dræbt.

Hans arrestation udløste protester i Benghazi, Libyens næststørste by. Demonstrationerne spredte sig hurtigt, især i den østlige del af landet, hvor utilfredsheden med Libyens leder, Oberst Muammar Gaddafi, var stærkest.

Gaddafi reagerede med brutal magtanvendelse og indsatte skarpskytter, sikkerhedsstyrker og senere militær mod demonstranterne.

Den hårde vold fik protesterne til at udvikle sig til et egentligt væbnet oprør og regulær borgerkrig, da flere militære enheder i øst brød med regimet og sluttede sig til oprørerne.

Det var imidlertid et spørgsmål om tid før Gadaffis veludstyrede hær og moderne luftvåben ville have nedkæmpet oprøret.

FN-resolution

Den 17. marts 2011 stod Gaddafi parat til at indtage oprørsbyen Benghazi, men samme dag vedtog FN’s Sikkerhedsråd at oprette en flyveforbudszone over Libyen, ”for at beskytte civilbefolkningen”.

“Leading from behind”

I USA var der begrænset politisk og folkelig opbakning til at involvere sig i endnu en amerikansk krig i Mellemøsten/Nordafrika med risiko for at gentage fejltagelserne fra Irak og Afghanistan.

Obama-administrationen formulerede derfor en ny doktrin: USA skulle ikke altid stå i spidsen for internationale operationer, men i stedet støtte allierede, når disse havde størst interesse i en konflikt.

Libyen blev set som en konflikt, hvor europæiske lande (især Frankrig, Storbritannien og Italien) havde stærkere interesser og dermed burde tage lederskab.

Selvom USA i de første dage af operationen (Operation Odyssey Dawn) stod for massive missilangreb (Tomahawk-krydsermissiler) for at slå Gaddafis luftforsvar og kommando-strukturer ud, og USA leverede overvågning, efterretninger, lufttankning og elektronisk krigsførelse, ønskede USA at dele byrden med NATO-lande og få regional opbakning fra arabiske partnere, så indsatsen ikke blev opfattet som endnu en vestlig invasion.

Obama-administrationen talte konsekvent om at undgå “boots on the ground” og understregede, at der ikke ville blive tale om en amerikansk besættelse af Libyen.

Efter de første dages amerikansk lederskab blev ansvaret overdraget til NATO den 31. marts 2011 under Operation Unified Protector.

Danmarks rolle

Allerede natten mellem 18. og 19. marts 2011 vedtog et enigt Folketing, at Danmark skulle indgå i en international koalition og forhindre Gaddafi-styret i at begå overgreb på civile.

Seks F-16 kampfly og 120 piloter, teknikere, missionsplanlæggere, efterretningspersonel, administration, ledelse og støttepersonel blev sendt afsted. Da de vendte hjem igen 2. november, havde de udført 600 missioner og nedkastet 923 bomber.

De europæiske og arabiske partnere

Koalitionen bestod af 10 lande i den første fase, heriblandt:

• Storbritannien og Frankrig: meget aktive militært, især i luftangreb. Frankrig var det første land, der gennemførte angreb på Gaddafis styrker.
• Italien: stillede sine baser til rådighed for operationerne og deltog med fly. Italienske fly spillede en vigtig rolle, fordi Italien geografisk lå tæt på.
• Canada, Danmark, Norge, Belgien, Spanien: leverede kampfly og deltog i luftangreb. Fra baser på Sicilien fløj Danmark og Norge en stor andel af missionerne i forhold til deres størrelse.
• Qatar og De Forenede Arabiske Emirater: stillede fly til rådighed, hvilket gav koalitionen en vigtig arabisk legitimitet.

Udfaldet af oprøret mod Gaddafi

Den NATO-ledede koalition af lande, der intervenerede til fordel for oprørerne og gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, betød, at oprørerne efterhånden fik overtaget.

Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte midt mellem Tripoli og Benghazi, den 20. oktober 2011.

Efter Gaddafi

NATO-landene trak sig tilbage igen, og Libyen har siden været hærget af borgerkrig.

Den første borgerkrig endte i 2011-2012, hvor en grundlovsforsamling overtog magten og formulerede en ny grundlov.

Men hurtigt brød uenigheder og kampe ud mellem en lang række forskellige militser og grupperinger baseret på stamme-, regionalt, politisk og religiøst tilhørsforhold. Borgerkrigen har siden været afløst af korte våbenhviler og politiske aftaler, der dog hurtigt er blevet brudt.

Siden 2015 har Libyen imidlertid formelt set haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord eller GNU, Government of National Unity) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 oprindeligt blev ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, og fra 5. februar 2021 af premierminister Abdul Hamid Dbeibah, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land. LNA støtter parallelregeringen i den østlige del af Libyen (Cyrenaika), Regeringen for National Stabilitet (Government of National Stability, GNS), der siden 2021 været ledet af Osama Hamada, støttet af Libyan National Army.

Intet i Libyen er entydigt. Tripoli er hjemsted for den internationalt anerkendte regering under premierminister Abdul Hamid Dbeibah, hvis indflydelse afhænger af militser. I øst støtter Khalifa Haftar den rivaliserende magtstruktur med de tropper, han leder.

Tyrkiet har militært støttet den officielle regering i Tripoli, mens Khalifa Haftar og parallelregeringen i det østlige Libyen ifølge flere FN-undersøgelser har modtaget støtte fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten og Rusland.

Konfliktlinjen løber ikke kun mellem Vest og Øst – mellem Tripoli og Benghazi. I en vestlige del af Libyen, i kystbyen Zawiya kæmper sikkerhedsstyrker og væbnede grupper om distrikter, smuglerruter og olieindustrifaciliteter.