Danmarks Statistik har den 31. august 2021 oplyst, at den sæsonkorrigerede ledighed nu er på 108.600.

Trods ledigheden har mange virksomheder svært ved at finde medarbejdere, når der er ledige job. I år angiver 37 pct. af Dansk Industris medlemsvirksomheder, som havde søgt nye medarbejdere, at de har opgivet at besætte en ledig stilling grundet mangel på kvalificerede ansøgere.

Ifølge Dansk Industri er er den umiddelbare konsekvens, at én ud af ti virksomheder mister ordrer. På lidt længere sigt er det bekymringen, at flaskehalse og arbejdskraftmangel kan give anledning til stigende lønninger, omkostninger og inflation.

Marginaliserede grupper

Det bekymrende er ikke, at der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Problemet er den store gruppe af arbejdstagere, der tilsyneladende er så marginaliserede, at de har svært ved at blive absorberet på arbejdsmarkedet på normale vilkår.

Arbejdsmarkedet i USA

I USA følges opgørelser over ledighed og jobskabelse ligeledes med stor opmærksomhed. Fredag den 3. september blev det såkaldte ”kongetal” offentliggjort.

Rapporten viste, at der i august blev skabt 235.000 job i USA. Det var mindre end jobskabelsen på 925.000 i juli og mindre end analytikerne havde forventet, men alligevel er der allerede mangel på arbejdskraft i USA i visse områder.

Jobrapporten viste da også, at lønvæksten var relativ høj, og det kan holde liv i inflationsfrygten. I august steg timelønnen med 0,6 procent i forhold til måneden før. Det betyder, at lønnen nu er steget 4,3 procent på blot et år.

For at hjælpe den amerikanske økonomi gennem coronakrisen, køber Federal Reserve i øjeblikket obligationer for 120 milliarder dollar om måneden, men stigende inflation og et økonomisk comeback har pustet til spekulationen om, at en opstramning er på vej.

Finansmarkederne vurderer umiddelbart, at Federal Reserve vil vente yderligere et par måneder før neddrosling af dens obligationsopkøb annonceres. Derfor var reaktionen på fredagens jobtal da også en fortsat kursstigning på Wall Street.

Nobelpristager Joseph Stiglitz

Ikke alle er tilfreds med at det formentlig vil trække ud med at stramme op på pengepolitikken. Den amerikanske nobelprismodtager Joseph Stiglitz har udtalt, at de nuværende høje og stigende kurser på det amerikanske aktiemarkedet ikke er bæredygtige.‎

Stiglitz deler heller ikke bekymringen for konsekvenserne af at arbejdsudbuddet ikke kan følge med efterspørgslen. ‎Et stramt arbejdsmarked tvinger arbejdsgiverne til at inddrage marginaliserede grupper i arbejdsstyrken, siger økonomen.‎ I det hele taget ville et strammere arbejdsmarked og en pengepolitik, der kan bidrage til et mere normalt renteniveau, være gavnlig for USA, sagde Stiglitz til TV-stationen CNBC’s‎‎ “Squawk Box Europa” torsdag den 2. september 2021.

‎”USA har kun formået at inddrage marginaliserede grupper i arbejdsstyrken og reducere uligheden, når vi har haft et meget stramt arbejdsmarked”, sagde Stiglitz.

‎Grunden til at han glæder sig over det igangværende opsving og stigende beskæftigelse er, at det vil flytte økonomien “ud af denne verden af nul-renter.”‎

‎”Nul-renter fordrejer risikovillighed. Det skaber bobler, og det ville faktisk være godt med et strammere arbejdsmarked og en genoprettelse af renten til mere normale niveauer”‎.

Bolden ligger hos den amerikanske centralbank

Joseph Stiglitz giver dermed en blandet støtte til den linje den amerikanske centralbankchef følger under Jerome Powell. På den ene side er han enig i, at situationen på det amerikanske arbejdsmarked ikke er bekymrende. På den anden side er Stiglitz bekymret for de negative konsekvenser af centralbankens ekspansive pengepolitik og det meget lave renteniveau.

Det forlyder, at de politiske forhandlinger om en klimaaftale for landbruget er i den afgørende fase. Forhandlingerne er vanskelige og de mulige virkemidler er juridisk, teknisk og administrativt vanskelige. Regeringens klimamål for landbruget betyder, at der skal reduceres i CO2-udledningen med 40 til 60 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990 svarende til reduktioner på 7,3 millioner ton CO2.

Regeringen tilbyder at finansiere klimaplanen med 22,6 milliarder kroner, hvor hovedparten finansieres ved at omlægge landbrugets EU-støtte, så flere penge går til grønne tiltag.

Hvis det overhovedet er muligt at nå til politisk enighed om en aftale, er det et åbent spørgsmål, om Fødevareministeriet overhovedet vil være i stand til at implementere en så kompliceret aftale.

Kritik af den nuværende administration

Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, oplyser at der nu skal ske markante ændringer i den kritiserede Landbrugsstyrelse under fødevareministeriet. Selvom Rasmus Prehn, der har læst samfundsfag og sociologi ved Aalborg Universitet, netop er udstyret med en ny taleskriver, står han overfor en meget stor opgave.

Landbrugsstyrelsens hidtidige direktør, Jette Petersen, er trådt tilbage, og styrelsen fik tidligere i maj hård kritik af Statsrevisorerne for dårlig kontrol med EU-støtte.

Ny direktør for Landbrugsstyrelsen

Det er netop oplyst, at Lars Gregersen tiltræder som ny direktør i Landbrugsstyrelsen den 1. oktober 2021. Lars Gregersen kommer fra en stilling som økonomidirektør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, hvor han har haft SF’s sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, som chef.

Det er muligt at erfaringerne fra det særlige miljø på Københavns Rådhus kan komme Gregersen til gavn i Fødevareministeriet. En række dispositioner i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har betydet, at på Københavns Rådhus har SF nu nået muren i forhold til de andre partier. Lysten til at hjælpe partiet er helt væk. Selv Enhedslisten og Alternativet har vendt SF ryggen.

Kritik af forvaltningen af landbrugsstøtte

Statsrevisorerne afgav den 12. maj 2021 Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere. Miljø- og Fødevareministeriet – nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – blev kritiseret for ikke at have sikret en korrekt forvaltning af tilskud til landbrugere.

Konsekvensen er, at der er risiko for uregelmæssigheder, omgåelser og efterfølgende underkendelser fra EuropaKommissionen og dermed tilbagebetaling af EU-støtte.

Efter mink-skandalen, der foreløbig har kostet Fødevareminister Mogens Jensen posten, blev det daværende Miljø- og Fødevareministerium splittet ad, og den ansvarlige departementschef, Henrik Studsgaard, blev fritaget for ansvar for landbrugssagerne.

Esben Lunde Larsen

Esben Lunde Larsen var miljø -og fødevareminister fra 2016-2018 for Venstre. I dag er han fellow ved World Resources Institute i Washington.

Landbrugsstøtte på 7 mia. kroner

Det kan således blive vanskeligt at placere et politisk ansvar for de kritiserede forhold, men det er Landbrugsstyrelsen under ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, der har det administrative ansvar for administrationen af de omkring syv milliarder kroner, der årligt uddeles i EU-tilskud til landbruget. Styrelsen hidtidige direktør, Jette Petersen, har derfor stået i første række, da ansvaret skulle placeres.

Ministeriet/Landbrugsstyrelsen har ifølge Statsrevisorerne ikke “sikret en tilstrækkelig kontrol” med modtagernes ejerforhold og har ikke “i tilstrækkeligt omfang” sikret sig, at “væsentlige krav” er overholdt. Den utilstrækkelige kontrol med landbrugstilskud kan betyde tilbagebetaling af EU-midler.

Det er specielt Landbrugsstyrelsens mangel på kontrol med, om landbrugere har lavet en kunstig opsplitning af deres bedrift for at omgå et loft over støtte, der får kritik.

Landbrugsstyrelsen

Indtil Fødevarestyrelsen kom i fokus under minksagen og i forbindelse med den fortsatte skandale om ned- og opgravning af de 15 millioner aflivede mink, havde Landbrugsstyrelsen længe ligget på en suveræn førsteplads over de mest kritiserede og udskældte statslige styrelse.

Landbrugsstyrelsens medarbejdere er gennemgående velmenende og med et positivt syn på dansk landbrug. Desværre står evnerne langt fra mål med de gode intentioner. Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også – som den aktuelle revisionsberetning viser – kostbar for danske skatteborgere.

Med Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere er det langt fra første gang at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er ude med riven efter den udskældte styrelse under Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

Landbrugsstyrelsen hed tidligere NaturErhvervsstyrelsen, men skiftede navn efter skandalen om kvotekongerne og overflytningen af fiskeriområdet til Udenrigsministeriet. Fiskeri er nu tilbageført til ministeriet, men forvaltningen sker i en selvstændig Fiskeristyrelse.

Kritik fra alle sider

Rigsrevisionen og statsrevisorerne har tidligere kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Det Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriets departement, der som kompetent myndighed har ansvaret for at føre tilsyn med og overvåge det danske såkaldte betalingsorgan for landbrugsfondene – Landbrugsstyrelsen – og rapportere herom til EuropaKommissionen.

Rigsrevisionen og statsrevisorerne mener tydeligvis, at departementet langt fra til alle tider har levet op det ansvar.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten forsinkes.

Landbrug & Fødevarers kritik af Landbrugsstyrelsens sendrægtighed med etablering af vådområder

AgriWatch kunne den 11. august 2020 berette, at daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var grumme træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der betød, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i støtte til etablering af vådområder, var udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skrev Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holdt sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige miljøtiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skrev Merrild.

Landbrugsavisen kan den 5. september 2021 berette, at landmænd stadig er afskrækket af bøvl med minivådområder. Seks ud af 10 færdiggjorte minivådområder fra 2018 venter stadig på penge fra Landbrugsstyrelsen, ligesom 21 ud 32 fra 2019 også gør det.

Hos styrelsen erkender man, at det har taget langt tid med udbetalingerne, men det drejer sig om, at der er tale om komplekse anlæg. Landbrugsstyrelsen er samtidig rystende nervøse for, at hele tilskuddet fra EU kan bortfalde, hvis der er fejl, der har betydning for kvælstofeffekten. I givet fald skal den danske stat betale pengene tilbage til Bruxelles.

Bæredygtigt Landbrug

Styrelsens kontrolindsats giver også anledning til kritik. Den tidligere formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har således kritiserer de kontrollanter, som opfører sig ”utilstedeligt, rethaverisk og aggressivt” overfor foreningens medlemmer.

Landbrugsavisen kunne igen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Tilbagebetaling af EU-støtte

Som påpeget af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kan Landbrugsstyrelsens dispositioner blive kostbare for Danmark.

Det er Avisen Danmark, der via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg har afdækket hvordan der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Landbrugsstyrelsen har i strid med EU’s regler i perioden 2015-2019 udbetalt 287 mio. kr. for meget til visse danske landmænd, mens andre har fået udbetalt 286 mio. kr. for lidt.

EU skal have sine penge tilbage, og det skal de landmænd, som har fået for lidt, også. Man kan ikke afkræve af de landmænd, som har fået for meget, at de skal betale det overskydende tilbage. Det vurderer Kammeradvokaten. Pengene må derfor hentes i statskassen. Tilsvarende kan man ikke pålægge EU at betale de landmænd, som har fået for lidt. Det får skatteyderne også lov til.

Styrelsens beklagelser

”Det har jeg det virkelig skidt med. Det er en klokkeklar fejl. Vi er virkelig kede af det, og vi beklager rigtig meget”, nåede Landbrugsstyrelsens tidligere direktør, Jette Petersen, at udtale til Avisen Danmark inden hun fik sparket.

Den danske stat har også tidligere været tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Det må antages, at når Jette Petersen nu er blevet ofret, skyldes det, at passivitet fra Landbrugsminister Rasmus Prehns side, kunne have betydet, at han ligesom Mogens Jensen og 15 millioner mink, ville blive slagtet.

Andre problemer

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed.

Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et decideret latterligt jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed.

Udflytning

Ligesom mange landbrugsejendomme under Landboreformerne fra 1700 til 1850 måtte flytte fra landsbyerne og ud på de nye marker, måtte Landbrugsstyrelsen også leve med følgevirkningerne af den store udflytning af statslige arbejdspladser i 2016.

Landbrugsstyrelsen flyttede 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var økonomiforvaltningen og støttekontrollen svag, ligesom styrelsen døjede med kroniske it-problemer og lange sagsbehandlingstider. Tumulten omkring udflytningen har tydeligvis ikke gjort problemerne mindre.

Qatar er i fokus. Både i anledning af alliancen med Taliban i Afghanistan og værtskabet for VM i fodbold i 2022.

DBU og Fifa

Det Internationale Fodboldforbund, Fifa (Fédération Internationale de Football Association), skal lægge fornyet pres på magthaverne i Qatar forud for næste års VM-slutrunde, så arbejdstagerrettighederne i landet kan blive forbedret. Det mener Dansk Boldspil-Union (DBU) og de øvrige nordiske fodboldforbund. De har derfor formuleret et nyt fælles brev til Fifa med det budskab.

Det sker på baggrund af en rapport fra Amnesty International, der i slutningen af august satte fokus på Qatars manglende evne til at undersøge, behandle og forebygge dødsfald blandt migrantarbejdere i landet. I rapporten fremgik det blandt andet, at over 15.000 migrantarbejdere er døde i Qatar i perioden 2010-2019. Tallet omfatter migrantarbejdere i alle arbejdsfunktioner – også dem der ikke har relation til VM-byggerier og infrastrukturelle projekter i forbindelse med fodboldslutrunden.

DBU vil fortsat presse på for, at der hele tiden sker forbedringer i Qatar. DBU slår dog samtidig igen fast, at et dansk VM-boykot aldrig kan komme på tale

DBU og andre europæiske fodboldforbund har tidligere rejst kritik og sendt breve til Fifa med spørgsmål og krav til ændringer for migrantarbejdernes forhold i Qatar.

Fifa blev stiftet i 1904 og hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweiz. Den nuværende præsident hedder Gianni Infantino. I Danmark er Dansk Boldspil-Union medlem af Fifa

Lionel Messi

Lionel Messi er netop skiftet fra Barcelona FC til Paris Saint-Germain Football Club i Paris. Klubbens hjemmebane er Parc des Princes med plads til 48.712 tilskuere. PSG spiller til dagligt i den bedste franske række, Ligue 1. Klubben, der er en af de mest vindende klubber i fransk fodbold, er ejet af ørkenstaten Qatar.

Messi er dermed indrulleret i den propagandaindsats Qatar har iværksat forud for fodbold-VM i 2022, hvor blandt andet menneskerettigheds-situationen i Qatar er i fokus. Imageindsatsen – den såkaldte ”sportswashing” – betegner den praksis hvor en person, en gruppe, et selskab eller en nationalstat bruger sport for at forbedre sit omdømme ved at være vært for en sportsbegivenhed, køb eller sponsorering af sportshold eller ved deltagelse i selve sporten.

Beslutningen om VM

Allerede den 2. december i 2010 traf Fifa beslutning om, at den 22. udgave af VM i fodbold i 2022 skulle afvikles i Qatar. De øvrige kandidater var Japan, Australien, USA og Sydkorea.

Beslutningen har givet anledning til mistanke og undersøgelser om urent trav og korruption. Da fransk politi på et tidspunkt indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar, og fransk politi viste interesse for et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor Michel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder Qatars kronprins og siden 2013 emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Emiratet

Den 3. september 1971 opnåede Qatar selvstændighed. Landet havde hidtil været et britisk protektorat. Qatar med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha er verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

I december 2010 blev Fifa’s beslutning om VM 2022 i Qatar offentliggjort, og Platini modtog i februar 2011 en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA. Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget i 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab og Taliban i Afghanistan blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om rimeligheden af dansk deltagelse i Qatar skal der stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden Danmark var bedste ven med Qatar.

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel, har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Den tanke melder sig, om Total S.A. og Al-Shaheen allerede var på bordet på mødet i 2010 om Fodbold-VM 2022 i Elysée Palæet?

Qatar-koncessionen var dengang Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Historien om Grønbechs Hotel i Allinge – eller når kunderne endelig gennemskuer, at Altingets forretningsmodel er baseret på annoncer og billigt/gratis stof, der – bortset fra Erik Holsteins analyser – efter en nødtørftig journalistisk bearbejdning og en tilsyneladende seriøs præsentation ligesom Grønbechs tarvelige svinekoteletter videresælges til uforskammet høje priser.

I Ugens Rapport fik man i det mindste hvad man betalte for – i Altinget spises man af med afklædt journalistik.

Den konservative partiformand Søren Pape Poulsen og de radikales leder Sofie Carsten Nielsen træder frem med et fælles reformforslag, der skal sikre et øget arbejdsudbud til landets virksomheder.

Søren Pape og Sofie Carsten Nielsen går sammen på tværs af midten: Stiller økonomiske hastekrav til Mette Frederiksen om akut handling for at sikre virksomhederne arbejdskraft. De Radikale og De Konservative mener, at topskattegrænsen skal hæves, skatten skal lettes i bunden, og der skal flere udlændinge til Danmark for at arbejde.

Der er ikke tale om at Søren Pape har fået akut solstik. Når han nu træder ud af skabet med Sofie Carsten Nielsen i hånden, er det efter modne overvejelser, der har stået på siden forsommeren.

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 ville de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke var klar, var Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

De konservatives Søren Pape Poulsen jublede ligefrem i Berlingske Tidende, og kaldte meldingen ”voldsomt interessant” og ”meget vigtig” og erklærede sig enig i langt de fleste af de konkrete forslag.

”Det med rentefradraget bliver vi nok ikke enige om. Men alt det andet, hun siger, er noget, vi også har foreslået. Jeg tolker det her som et signal om, at De Radikale har besluttet, at de røde partier ikke skal have lov til at diktere den økonomiske politik, og det er et meget afgørende skridt for Danmark,« sagde han og fortsatte:

”Vi har en regering, der bare har brugt og brugt og brugt af pengene, og som ikke tager nogen skridt eller initiativer i retning af at øge beskæftigelsen. Derfor er det utroligt positivt, at De Radikale nu melder sig så markant ind på den her bane.”

Sofie Carsten Nielsen gentog sin sirenesang på Folkemødet på Bornholm, og i Berlingske Tidende fremturede den konservative-radikale forbrødring. I et fælles debatindlæg den 18. juni 2021 harcelerede den radikale Rasmus Helveg Petersen og den konservative Mona Juul over, at regeringen med udpegningen af et fuglebeskyttelsesområde i Smålandsfarvandet bremser den grønne omstilling.

Søren Pape Poulsen har tidligere ladet forstå, at han ikke umiddelbart er parat til at forny det håndtryk hans forgænger i sin tid gav Margrethe Vestager. Og det er sikkert klogt, når man betænker, at Lars Barfoeds forhastede alliance med de radikale kostede ham formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

Det Radikale Venstres dubiøse motiver

De radikale har tidligere formået at yde indflydelse på regeringer ledet af Socialdemokratiet. Sammen med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti dannede Poul Nyrup Rasmussen således den 25. januar 1993 regering.

Den utålelige Mogens Lykketoft var finansminister i regeringen, og selv i dag tager han gerne ansvaret for den positive økonomiske udvikling i 90’erne.

Problemet med Mogens Lykketoft er, at trods et ego på størrelse med hans idol – Walter Ulbricht, tidligere formand for Statsrådet i DDR – har han altid været – en løjtnant. Hans kortvarige formandstid i Socialdemokratiet demonstrerede hans fatale mangler som ansvarshavende.

Hovedparten af æren for at det under Nyrup gik, som det gjorde, bør derfor rettelig tillægges den radikale økonomiminister, Marianne Jelved.

Regeringen lagde ud med en såkaldt ”kickstart” af økonomien, hvor man øgede efterspørgslen ved at ”fremrykke” offentlige investeringer, og gav folk flere penge mellem hænderne ved ”skatteomlægninger” og lempeligere lånevilkår for realkredit m.v.

At den ekspansive finanspolitik blev midlertidig og rent faktisk aftrappedes i takt med at konjunkturerne blev bedre, er i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste. Hun gav Mogens Lykketoft det rygstød, han ikke selv havde, når han skulle afvise Nyrups og venstrefløjens idelige krav om øgede offentlige udgifter. Det var i den periode, at billedet af Jelved ”med håndtasken” fæstnede sig.

Det var også Marianne Jelveds fortjeneste, at den aktive arbejdsmarkedspolitik blev indrettet med sigte på at øge arbejdsudbuddet. Der blev godt nok investeret massivt i orlovsordninger, opkvalificering og efteruddannelse, men samtidig blev der strammet op på rådighedsreglerne, og dagpengeperioden blev nedsat. Arbejdsløshedstallene faldt, men det langsigtede mål var at reducere den strukturelle ledighed, så flere reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det var også Marianne Jelved, der i 1998, da økonomien igen var ved at løbe løbsk, insisterede på en Pinsepakke, der skulle sætte ind overfor de stigende boligpriser, og udarbejdelsen af en langsigtet plan, der definerede det begrænsede økonomiske råderum frem mod 2005. En plan der siden blev forlænget til 2010 og på en måde var en forløber for den senere budgetlov.

Det var således i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste, at Anders Fogh Rasmussen i 2001 ikke skulle overtage et af socialdemokraternes sædvanlige fallitboer, men en veldrevet butik, hvor gælden var reduceret, arbejdsløsheden af håndterlig størrelse, en fornuftig betalingsbalance og overskud på statens finanser.

Det var en fornøjelse at se Marianne Jelved afspejlet i Margrethe Vestagers samarbejde i perioden 2011-15 med Bjarne Corydon om en ansvarlig økonomisk politik og deres succes med at begrænse Thorning-regeringens iboende trang til vidtløftigheder i omgangen med skatteborgernes penge.

Men tiderne har ændret sig

Sofie Carsten Nielsen når hverken Marianne Jelved eller Margrethe Vestager til den plisserede nederdel, og de tider, hvor Socialdemokratiet lyttede til de radikale, er definitivt forbi. Det er den egentlige årsag til at partiet nu vender sig mod Det Konservative Folkeparti.

Det er dog helt uforståeligt og nærmest pinligt, at Søren Pape Poulsen lytter til hendes skingre fanfare på vegne af en lille klam skare af folk, der anser sig selv for mere vidende end andre.

Da Sofie Linde genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, en af de første, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør med seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Bedrevidende radikale

Trods partiets egne udfordringer har det Radikale Venstre altid været bedrevidende og parate til at dømme andre som politiske ukorrekte. I EU-politikken bebrejdes andre partier jævnligt for at fokusere for meget ved EU-samarbejdets svagheder som f.eks. velfærdsturisme, udlændinges studier i Danmark med SU-støtte og problemer med østeuropæiske tyvebander. Uenigheden i EU om udenrigs- og forsvarspolitik og den pinagtige handlingslammelse vedrørende migranter og den manglende sikring af de ydre grænser, bør ifølge de radikale helst ikke problematiseres.

Hvorfor kan man ikke stole på de Radikale?

I 1980’erne vidste vi dog, hvor vi havde Det Radikale Venstre – sammen med de andre klakører til Sovjetunionens fjernstyring af Vestens såkaldte fredsbevægelser!

Det Radikale Venstre, der allerede i 1949 havde stemt mod Danmarks deltagelse i NATO, havde et betydeligt medansvar for den såkaldte ”fodnotepolitik” fra 1982-88. Det Radikale Venstre gik ikke op i anstændighed og politisk korrekthed, da partiet sikrede det parlamentariske flertal til alle fodnote-dagsordnerne op gennem 80’erne. I hele perioden plejede Det Radikale Venstre samtidig utilbørligt tætte forbindelser med det Stasi-styrede Bondeparti i Østtyskland.

Nu er RV tilhænger af det indre marked – tidligere var de imod

Partiets uforbeholdne EU-støtte og tilslutning til klimapolitik og et fælles indre grønt energimarked er bemærkelsesværdig, når man erindrer partiets tidligere skepsis over for tankegangen bag selve det indre marked.

I 1986 kæmpede netop De Radikale mod den grundlæggende traktat bag Det Indre Marked, og i de samme år underløb de sammen med de andre illoyale elementer på Venstrefløjen konsekvent den udenrigs-, sikkerheds- og europapolitik, som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at føre.

Det Konservative Folkepartis modpol

Realiteten er, at det multikulturelle, regnbuefarvede Radikale Venstre er en modpol til fundamentale dele af konservativ politik og meget af det, som partierne i blå blok står for. Det gælder i udpræget grad værdipolitik, udlændingepolitik, forsvarspolitik, klima og miljøpolitik og EU, men også på lange stræk den økonomiske politik, hvor de radikale stadig støtter husmænd og mindre næringsdrivende og stadig ikke kan frigøre sig fra grundlæggende mistillid til store virksomheder, herunder ikke mindst multinationale selskaber.

Kun de, der ikke forstår de dybere sammenhænge, undrer sig over regeringens håndtering af krisen i Afghanistan. Kritik af Udenrigs- eller Forsvarsministeriets krisehåndtering er nærmest upassende, men der er rigelig anledning til undren.

Til trods for at Forsvarets Efterretningstjeneste allerede sidste år advarede om et muligt kollaps i Afghanistan, at specialoperationskommandoen længe har rykket for en evakueringsplan, og at chefen for de danske styrker i Afghanistan næsten to måneder før den danske evakuering kom i gang skrev en ugerapport, der burde have fået alle røde lamper til at blinke, valgte regeringen ikke at lytte.

Mens Taleban indtog Afghanistans hovedstad, Kabul, og sendte Danmark ud i en kaotisk og uplanlagt evakuering, holdt forsvarschef Flemming Lentfer ifølge Olfi.dk en privat fest på Flyvestation Karup. Samtidig festede statsministeren og forsvarsministeren på Fyn.

Den utrolige historie slutter ikke her. Søndag den 15. august 2021 flygtede danske diplomater over hals og hoved fra Kabul med ambassadør Nathalia Feinberg i spidsen – og lod danske statsborgere i stikken. I løbet af nogle få dage opdagede Udenrigsministeriet det uhensigtsmæssige i ikke at have en ambassadør i Kabul, hvorefter hun selvfølgelig vendte tilbage. I mellemtiden havde Udenrigsministeriet været nødsaget til at sende diplomater fra København til Kabul lufthavn for at hjælpe til med evakueringen.

Af Forslag til finanslov for 2022 fremgår at Udenrigsministeriets opgave er at føre regeringens udenrigs- og udviklingspolitik ud i livet. Det indebærer, bl.a. at:

– Udenrigsministeriet hjælper danskere, der er havnet i vanskelige situationer i udlandet og opdaterer løbende rejsevejledninger for udlandsrejse.

Spørgsmålet er om vi får value for money for de 2.386,8 mia. kroner, regeringen lægger op til vi tildeler udenrigstjenesten i 2022?

Hvad angår Forsvarsministeriet er det også en bedrøvelig affære.

Forud for 1658 forsøgte Danmark at give den som nordeuropæisk stormagt. Resultatet blev, at vi mistede Skåne, Halland og Blekinge. Op til 1814 var vi i en alliancepartner med Napoleon mod stærke Storbritannien. Vi tabte Norge.

I årene forud for 1864 agerede vi, som om vi kunne vinde en krig mod Preussen. I den følgende neutralitetsperiode blev nationalformuen bortødet i et totalt værdiløst forsvar af København.

Efter den forsmædelige besættelsesperiode kulminerede forsvarsviljen med beslutningen om deltagelse i NATO i 1949, men da Berlin-muren faldt, stod forsvaret reelt uden nogen eksistensberettigelse længere, og noget drastisk måtte ske for specielt at redde hæren fra nedskæringer.

Det afgørende øjeblik kom med Golfkrisen i sommeren 1990, hvor Danmark sendte korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf efter Iraks besættelse af Kuwait.

I 1990’erne fulgte beslutninger om deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer i Eks-jugoslavien. Hærens Operative Kommando (HOK) var allerede i efteråret 1991 i dybeste hemmelighed begyndte at forberede en indsats af danske FN-styrker i det borgerkrigshærgede Jugoslavien.

Siden fulgte engagementerne i Afghanistan og Iraq samt i 2011 i Libyen, hvor Danmark aktivt bidrog med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber. Indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Regeringen vil nu igen udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Derfor vil regeringen styrke Danmarks bidrag til stabilisering af området, men spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Kun de, der ikke forstår de dybere sammenhænge, undrer sig over regeringens håndtering af krisen i Afghanistan. Kritik af Udenrigs- eller Forsvarsministeriets krisehåndtering er nærmest upassende.

Mens Taleban indtog Afghanistans hovedstad, Kabul, og sendte Danmark ud i en kaotisk og uplanlagt evakuering, holdt forsvarschef Flemming Lentfer ifølge Olfi.dk en privat fest på Flyvestation Karup. Samtidig festede statsministeren og forsvarsministeren på Fyn.

Den utrolige historie slutter ikke her. Søndag den 15. august 2021 flygtede danske diplomater over hals og hoved fra Kabul med ambassadør Nathalia Feinberg i spidsen – og lod danske statsborgere i stikken. I løbet af nogle få dage opdagede Udenrigsministeriet det uhensigtsmæssige i ikke at have en ambassadør i Kabul, hvorefter hun selvfølgelig vendte tilbage. I mellemtiden havde Udenrigsministeriet været nødsaget til at sende diplomater fra København til Kabul lufthavn for at hjælpe til med evakueringen.

Af Forslag til finanslov for 2022 fremgår at Udenrigsministeriets opgave er at føre regeringens udenrigs- og udviklingspolitik ud i livet. Det indebærer, bl.a. at:

– Udenrigsministeriet hjælper danskere, der er havnet i vanskelige situationer i udlandet og opdaterer løbende rejsevejledninger for udlandsrejse.

Spørgsmålet er om vi får value for money for de 2.386,8 mia. kroner, regeringen lægger op til vi tildeler udenrigstjenesten i 2022?

Den utrolige historie om hvordan danske diplomater med ambassadør Nathalia Feinberg i spidsen søndag den 15. august 2021 flygtede fra Kabul – og lod danske statsborgere i stikken – bringer mindelser om begivenhederne i Kuwait under den 1. Golfkrig.

Golfkrigen startede, da Iraks diktator, Saddam Hussein, den 2. august 1990 sendte sit militær ind i det olierige Kuwait.

Den danske ambassadør i Kuwait – Birger Dan Nielsen – havde været ansat i Udenrigsministeriet siden 1967, og ikke mindst hans arbejde med energispørgsmål var baggrunden for, at han i 1988 blev sendt til Kuwait som ambassadør. Ambassaden i Kuwait City var lille med lokalansatte og 3 udsendte: ambassadøren, attaché Mogens Pedersen og en kvindelig kontormedarbejder.

Den 2. august 1990, hvor Irak invaderede Kuwait, ferierede ambassadør Dan Nielsen i Ægypten. Han afbrød skyndsomt ferien og rejste hjem til København. Udenrigsministeriet beordrede ham imidlertid til med det samme at indtage sin post i Kuwait. Via Riyadh i Saudi Arabien lykkedes det ham i bil at komme tilbage til Kuwait City.

Optakten til Golfkrigen

Besættelsen af Kuwait blev fordømt af FN, og USA og en række europæiske og arabiske lande samlede en koalition til beskyttelse af Saudi-Arabien og befrielse af Kuwait, hvis den irakiske besættelse fortsatte.

En FN-resolution gav Irak et ultimatum om at forlade Kuwait inden den 17. januar 1991, men Saddam Hussein fastholdt besættelsen, og erklærede at Kuwait slet ikke eksisterede mere, men nu var den 19. provins i Irak.

Saddam Hussein krævede de udenlandske ambassader og repræsentationer i Kuwait City lukket eller trukket til Iraks hovedstad, Bagdad.

Blandt koalitionslandene var der enighed om ikke at efterkomme det irakiske krav, trods det pres der blev lagt fra irakisk side, herunder at ambassaderne var omringet af irakisk militær, hyppige afbrydelser af strøm- og vandforsyning m.v. En rømning ville kunne opfattes som en de facto anerkendelse af Saddam Husseins påstande.

Danskerne evakueres

I slutningen af august 1990 blev danskere i Kuwait under ledsagelse af attaché Mogens Pedersen transporteret til Bagdad, hvor de sammen med andre vestlige landes statsborgere blev holdt som gidsler. Pårørende til ambassadefolk – Mogens Pedersens kone og Dan Nielsens kone – fik lov til at forlade Kuwait og rejse til Danmark.

Gidslerne blev i løbet af efteråret 1990 forhandlet fri. Ét dansk gidsel, attaché Mogens Pedersen, blev nægtet udrejse.

Birger Dan Nielsen alene tilbage i Kuwait City

På ambassaden i Kuwait var ambassadør Birger Dan Nielsen alene tilbage.

De tilbageværende danskere i Kuwait City kan berette om hvordan ambassadøren rystede på hånden og om hans idelige bekymringer og beklagelser over forholdene. Udenrigsministeriet i København måtte ligeledes lægge øre til Dan Nielsens nervøsitet og hans daglige tryglen om at få lov til at rejse hjem.

Dan Nielsen henviste til at Finland havde rømmet deres ambassade og var rejst hjem i lighed med visse asiatiske og arabiske ambassader. Alle andre i koalitionen holdt imidlertid stand.

Fredag den 7. september 1990 er Dan Nielsen i total opløsning og Udenrigsministeriet imødekommer hans anmodning om at forlade ambassaden. Han får imidlertid ikke lov til som ønsket at rejse hjem til Danmark, men beordres til Bagdad for at støtte de danske gidsler.

I Bagdad

Ambassadør Birger Dan Nielsen ankommer herefter til Bagdad den 9. september 1990, hvor han indlogerer sig hos ambassadøren, og ikke plejer meget samkvem med de omkring 90 gidseltagne danskere.

Attaché Mogens Pedersen var ligeledes blevet tilbudt at flytte ind hos en ambassadekollega i Bagdad, men foretrak at blive sammen med en del af danskerne, der var indlogeret på et tarveligt hotel.

Begivenhederne er nøje beskrevet i bogen ”Det Sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen”, og under overskriften ”Kritik af diplomat” skriver Jarl Cordua i Berlingske Tidendes anmeldelse de 19. oktober 2020: ”Det er også i den forbindelse, man fornemmer en vis diskret kritik af især en central diplomat, der åbenbart har det med at mase sig foran i køen for at blive hjemsendt foran andre civile danskere og på anden vis undervejs i fortællingen udviser manglende fornemmelse for kollektivets behov fremfor hans egne”.

Golfkrigen

Den 17. januar 1991 havde USA m.fl. samlet flere end 737.000 soldater fra 30 lande og 2.430 fly i Saudi-Arabien og andre arabiske stater ved Den Persiske Golf. Danmark bidrog med korvetten ’Olfert Fischer’.

Da Saddam Hussein fastholdt besættelsen, indledte den amerikanske koalition krigen mod Irak.

Krigen var slut 27. januar – Kuwait var befriet. De amerikanske styrker rykkede ikke op i Irak, hvor revolutionsgarden gennemførte en massakre på et mindretal i Sydirak.

Tiden, der fulgte

Birger Dan Nielsen blev efterfølgende udnævnt til ambassadør i Litauen og sluttede sin karriere som ambassadør i Bern, hvorfra han under ikke nærmere fremlagte omstændigheder blev afskediget fra udenrigstjenesten i 2005.

https://www.bt.dk/nyheder/diplomater-flygtede-fra-kabul-danske-statsborgere-ladt-i-stikken

Qatar er i fokus. Lionel Messi er netop skiftet fra Barcelona FC til Paris Saint-Germain Football Club i Paris. Klubbens hjemmebane er Parc des Princes med plads til 48.712 tilskuere. PSG spiller til dagligt i den bedste franske række, Ligue 1. Klubben, der er en af de mest vindende klubber i fransk fodbold, er ejet af ørkenstaten Qatar.

Messi er dermed indrulleret i den propagandaindsats Qatar har iværksat forud for fodbold-VM i 2022, hvor blandt andet menneskerettigheds-situationen i Qatar er i fokus. DBU og andre europæiske fodboldforbund har rejst kritik og sendt breve til fodboldforbundenes verdensorganisation, FIFA (Fédération Internationale de Football Association) med spørgsmål og krav til ændringer for migrantarbejdernes forhold i Qatar. FIFA blev stiftet i 1904 og hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweiz. Den nuværende præsident hedder Gianni Infantino. I Danmark er Dansk Boldspil-Union medlem af FIFA.

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om rimeligheden af dansk deltagelse i Qatar skal der stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden Danmark var bedste ven med Qatar.

Allerede den 2. december i 2010 traf FIFA beslutning om, at den 22. udgave af VM i fodbold i 2022 skulle afvikles i Qatar. De øvrige kandidater var Japan, Australien, USA og Sydkorea.

Beslutningen har givet anledning til mistanker og undersøgelser om urent trav og korruption. Da fransk politi på et tidspunkt indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar, og fransk politi viste interesse for et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor MIchel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder Qatars kronprins og siden 2013 emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Qatar med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

I december 2010 blev FIFA’s beslutning om VM 2022 i Qatar offentliggjort, og Platini modtog i februar 2011 en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA. Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget i 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel, har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Den tanke melder sig, om Total S.A. og Al-Shaheen allerede var på bordet på mødet i 2010 om Fodbold-VM 2022 i Elysée Palæet?

Qatar-koncessionen var dengang Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Storbritaniens premierinister Theresa May annoncerede den 12. juni 2019, at UK’s nettoudledning af drivhusgasser i 2050 ville være 0. Målsætningen blev efterfølgende lovfæstet ved en ændring af den britiske Climate Change Act fra 2008. Den oprindelige målsætning var reduktion af udledningen af drivhusgasser med 80 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 1990.

Beslutningen var baseret på indstillingen fra regeringens klimaudvalg – Committee on Climate Change (CCC), der i en rapport fra maj 2019 forsikrede, at målsætningen om 0-udledning i 2050 var “necessary, feasible and cost-effective”.

Storbritannien

Siden 2010 har UK faktisk reduceret de nationale udledninger af drivhusgasser med 28 pct. – langt mere end noget andet G20-land. Opgørelsen er mindre prangende, hvis ”non-territorial” udledninger – dvs. fra flytrafik, shipping og import – medregnes. Det er imidlertid et faktum, at UK er nået langt med at udfase kulfyrede kraftværker og foretage massive investeringer i vedvarende energi.

Regeringens klimaudvalg – Climate Change Committee (CCC) – har erkendt at der vil være omkostninger forbundet med at nå udledningsmålet på 0: 50 milliarder pund om året fra 2030 til 2050 (1 pund = 8,73 danske kroner).

Der er således udsigt til at Boris Johnson kan fremstå som “grøn” forud og under det kommende klimatopmøde – COP26 – i Glasgow i november 2021.

Danmark

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov med juridisk bindende klimamål. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark – i lighed med den britiske målsætning – opnår at være et klimaneutralt samfund (0-udledning) senest i 2050. I modsætning til Storbritannien har den danske regering ikke ulejliget sig med at præsentere den samlede klimaregning for skatteborgerne.

Spørgsmålet er, om de ambitiøse klimaindsatser vil gøre en forskel?

FN’s Klimapanel (IPCC) offentliggjorde den 9. august 2021 deres sjette hovedrapport, IPCC Sixth Assessment Report, som fortæller, hvordan vores klima allerede har forandret sig, og tegner et billede af vores fremtid på kloden.

IPCC blev oprettet for at give beslutningstagere regelmæssige videnskabelige vurderinger af klimaforandringer, dens implikationer og potentielle fremtidige risici. Som en del af denne indsats gennemgår IPCC-panelets eksperter de videnskabelige arbejder omkring klimaspørgsmål, vurderer forskellige scenarier og fremlægger på den baggrund de prognoser for fremtidige temperaturer, havniveauer m.v., de kan blive enige om.

Paris-aftalens mål

I den seneste rapport advarer panelet, der består af 234 klimaforskere, om, at uanset klimaaktivisternes gode intentioner, er verden allerede låst fast i vejrrelaterede katastrofer, højere vandstande og mere sure oceaner, og andre væsentlige ændringer i planetens forhold. Alt sammen tilstande som menneskeheden har bidraget til med udledning af drivhusgasser i atmosfæren siden 1850’erne.

Efterhånden er der bred konsensus om, at global opvarmning er et reelt og menneskeskabt problem, vi skal gøre noget ved. Der er derfor ingen fornuftige mennesker, der protesterer, når klimapanelet fastslår, at drivhusgasser fra menneskelige aktiviteter er årsagen til omkring 1.1 grad af den temperaturstigning, der har fundet sted siden 1850-1900 (”the likely range of total human-caused global surface temperature increase from 1850–1900 to 2010–2019 is 0.8°C to 1.3°C, with a best estimate of 1.07°C”).

IPPC har tidligere anbefalet, at hvis temperaturstigningen skulle begrænses blev vi nødt til snarest at nærme os nulpunktet for netto-udledningen af drivhusgasser.

I dag ser det værre ud

I ingen af de fem scenarier, som de 234 klimaforskere har fremlagt, er det muligt at holde temperaturstigningen på under 1,5 grader Celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen, der var det ideale klimamål i Paris-aftalen fra 2015.

I det laveste scenarie, der forudsætter, at det i 2050 lykkes at nedbringe den globale netto-udledning af drivhusgasser til 0, vurderes det med 90 pct. sandsynlighed, at temperaturen i 2081-2100 alligevel vil stige med 1 – 1.8 grad.

I et scenarie, hvor det forudsættes, at målsætningen om 0-emissioner først nås i anden halvdel af århundredet, vil temperaturen i 2081-2100 være steget med 1.3 – 2.4 grader.

I et scenarie, hvor klimapanelet forudsætter, at der ikke iværksættes yderligere klimatiltag overhovedet, ventes temperaturen at stige med 2.8 – 4.6 grader i 2081-2100.

Klimapanelet har vurderet endnu et scenarie, hvor temperaturen ventes at stige med 3.3 – 5.7 grader ved slutningen af århundredet.

Vandsstandsstigninger

Atmosfæren og havene kan kun absorbere en given mængde varme, før klimaændringerne kommer helt ud af kontrol. En række klimaforskere mener, at dette “point of no return” vil blive passeret, hvis den globale gennemsnitstemperatur stiger med mere end 2 grader Celcius.

Det klimapanelet konkluderer er, at temperaturstigningen allerede i løbet af det næste årti vil overskride 1,5 grader, og ydermere: Hvis der ikke snarest iværksættes “rapid and large-scale reductions in greenhouse gas emissions”, kan menneskeheden godt opgive nogensinde at begrænse temperaturstigningen til 1,5 eller 2 grader.

COP26 – i Glasgow i november 2021

Spørgsmålet er, om der er udsigt til at landene allerede i november 2021 i Glasgow kan blive enige om drakoniske reduktioner i udledningen af drivhusgasser?

Mens IPCC advarer om at måske allerede er for sent at begrænse klodens opvarmning, har kun lidt over halvdelen af verdens lande sendt en styrket klimaplan til FN inden fristens udløb.

“Ved fristens udløb fredag d. 30. juli har sekretariatet modtaget nye eller opdaterede klimaplaner fra 110 lande. Men det er stadig langt fra tilfredsstillende, da kun lidt over halvdelen (58 procent) har overholdt fristen. Ambitionsniveauet i de nationale klimaplaner må også øges,” siger Patricia Espinosa, generaldirektør for FN’s klimasekretariat. 

”Code red”

FN’s generalsekretær, António Guterres, kaldte rapportens resultater en alvorlig advarsel til menneskeheden og sagde, at vi skylder “hele den menneskelige familie” at hurtigt at reducere emissionerne af drivhusgasser for at undgå katastrofe.

Stigende vandstand i København

Villy Søvndal huskes endnu for at han i 2009 i forbindelse med COP15 på et møde arrangeret af Global Greens – på sit bedste skoleengelsk fik sagt:”The ice is melting at the poles”.

Villy havde faktisk ret – isen smelter, og verdenshavene stiger. Men klimaet er også ved at forandre sig på mange andre afgørende måder på grund af de øgede mængder af drivhusgasser i atmosfæren og de deraf følgende temperaturstigninger.

Hvad angår vandstandsstigninger vurderer IPCC, at på globalt plan er havniveauet i gennemsnit i perioden 1901 til 2018 steget med 0,15 til 0,25 meter. Panelet vurderer, at menneskelige aktiviteter i hvert fald siden 1971 har været den væsentligste drivkraft (”human influence was very likely the main driver of these increases since at least 1971”).

NASA

NASA har udviklet et værktøj – The NASA Sea Level Projection Tool – der med vandstandsdata fra Klimapanelet (IPCC 6th Assessment Report) gør det muligt at visualisere konsekvenserne overalt i verden.

I det scenarie, hvor IPPC forudsætter, at nettoudledningen af drivhusgasser fuldstændig stopper i 2050 og temperaturstigningen begrænses til 1 – 1.8 grader, vil vandstanden i København ved århundredets slutning om knap 80 år i gennemsnit være steget med 0.39 meter. I IPPC’s worst case-scenarie vil middelvandstanden i København stige med 0.81 meter.

Forsømmer vi tilpasningen?

Tilbage til spørgsmålet, om det nytter. Mange lande, der virkelig betyder noget i klimasammenhænge, er fodslæbende, og det, den enkelte borger kan gøre, har næppe den store effekt. Det vil dog ikke afholde mange fra at stemme på grønne partier, at tage cyklen på arbejde, begrænse flyvning og tage toget, blive veganer eller i hvert fald skære ned på kødforbruget, sortere affaldet og genbruge, sætte solceller på taget og købe aktier i ”grønne” virksomheder.

For de fleste vil en fuldstændig kompromisløs kamp mod klimaændringer kun give mening, hvis der udsigt til at vinde kampen. Når IPPC faktisk siger, at vi allerede har tabt kampen, og det nu alene gælder om at begrænse de helt katastrofale temperaturstigninger, bør vi måske fokusere på andre ting. Vi bør måske opprioritere forberedelserne til det der kommer – forberede os på skovbrande, oversvømmelser og store mængder af klimaflygtninge.

Noa

I Hebræerbrevet i Det Nye Testamente, kapitel 11, vers 7:

“I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro”.