Er de blinde og døve i Udenrigs- og Forsvarsministerierne?

Kun de, der ikke forstår de dybere sammenhænge, undrer sig over regeringens håndtering af krisen i Afghanistan. Kritik af Udenrigs- eller Forsvarsministeriets krisehåndtering er nærmest upassende, men der er rigelig anledning til undren.

Til trods for at Forsvarets Efterretningstjeneste allerede sidste år advarede om et muligt kollaps i Afghanistan, at specialoperationskommandoen længe har rykket for en evakueringsplan, og at chefen for de danske styrker i Afghanistan næsten to måneder før den danske evakuering kom i gang skrev en ugerapport, der burde have fået alle røde lamper til at blinke, valgte regeringen ikke at lytte.

Mens Taleban indtog Afghanistans hovedstad, Kabul, og sendte Danmark ud i en kaotisk og uplanlagt evakuering, holdt forsvarschef Flemming Lentfer ifølge Olfi.dk en privat fest på Flyvestation Karup. Samtidig festede statsministeren og forsvarsministeren på Fyn.

Den utrolige historie slutter ikke her. Søndag den 15. august 2021 flygtede danske diplomater over hals og hoved fra Kabul med ambassadør Nathalia Feinberg i spidsen – og lod danske statsborgere i stikken. I løbet af nogle få dage opdagede Udenrigsministeriet det uhensigtsmæssige i ikke at have en ambassadør i Kabul, hvorefter hun selvfølgelig vendte tilbage. I mellemtiden havde Udenrigsministeriet været nødsaget til at sende diplomater fra København til Kabul lufthavn for at hjælpe til med evakueringen.

Af Forslag til finanslov for 2022 fremgår at Udenrigsministeriets opgave er at føre regeringens udenrigs- og udviklingspolitik ud i livet. Det indebærer, bl.a. at:

– Udenrigsministeriet hjælper danskere, der er havnet i vanskelige situationer i udlandet og opdaterer løbende rejsevejledninger for udlandsrejse.

Spørgsmålet er om vi får value for money for de 2.386,8 mia. kroner, regeringen lægger op til vi tildeler udenrigstjenesten i 2022?

Hvad angår Forsvarsministeriet er det også en bedrøvelig affære.

Forud for 1658 forsøgte Danmark at give den som nordeuropæisk stormagt. Resultatet blev, at vi mistede Skåne, Halland og Blekinge. Op til 1814 var vi i en alliancepartner med Napoleon mod stærke Storbritannien. Vi tabte Norge.

I årene forud for 1864 agerede vi, som om vi kunne vinde en krig mod Preussen. I den følgende neutralitetsperiode blev nationalformuen bortødet i et totalt værdiløst forsvar af København.

Efter den forsmædelige besættelsesperiode kulminerede forsvarsviljen med beslutningen om deltagelse i NATO i 1949, men da Berlin-muren faldt, stod forsvaret reelt uden nogen eksistensberettigelse længere, og noget drastisk måtte ske for specielt at redde hæren fra nedskæringer.

Det afgørende øjeblik kom med Golfkrisen i sommeren 1990, hvor Danmark sendte korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf efter Iraks besættelse af Kuwait.

I 1990’erne fulgte beslutninger om deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer i Eks-jugoslavien. Hærens Operative Kommando (HOK) var allerede i efteråret 1991 i dybeste hemmelighed begyndte at forberede en indsats af danske FN-styrker i det borgerkrigshærgede Jugoslavien.

Siden fulgte engagementerne i Afghanistan og Iraq samt i 2011 i Libyen, hvor Danmark aktivt bidrog med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber. Indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Regeringen vil nu igen udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Derfor vil regeringen styrke Danmarks bidrag til stabilisering af området, men spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.