Hvorfor lytter Søren Pape Poulsen til den radikale sirenesang?

Sofie Carsten N

Den konservative partiformand Søren Pape Poulsen og de radikales leder Sofie Carsten Nielsen træder frem med et fælles reformforslag, der skal sikre et øget arbejdsudbud til landets virksomheder.

Søren Pape og Sofie Carsten Nielsen går sammen på tværs af midten: Stiller økonomiske hastekrav til Mette Frederiksen om akut handling for at sikre virksomhederne arbejdskraft. De Radikale og De Konservative mener, at topskattegrænsen skal hæves, skatten skal lettes i bunden, og der skal flere udlændinge til Danmark for at arbejde.

Der er ikke tale om at Søren Pape har fået akut solstik. Når han nu træder ud af skabet med Sofie Carsten Nielsen i hånden, er det efter modne overvejelser, der har stået på siden forsommeren.

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 ville de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke var klar, var Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

De konservatives Søren Pape Poulsen jublede ligefrem i Berlingske Tidende, og kaldte meldingen ”voldsomt interessant” og ”meget vigtig” og erklærede sig enig i langt de fleste af de konkrete forslag.

”Det med rentefradraget bliver vi nok ikke enige om. Men alt det andet, hun siger, er noget, vi også har foreslået. Jeg tolker det her som et signal om, at De Radikale har besluttet, at de røde partier ikke skal have lov til at diktere den økonomiske politik, og det er et meget afgørende skridt for Danmark,« sagde han og fortsatte:

”Vi har en regering, der bare har brugt og brugt og brugt af pengene, og som ikke tager nogen skridt eller initiativer i retning af at øge beskæftigelsen. Derfor er det utroligt positivt, at De Radikale nu melder sig så markant ind på den her bane.”

Sofie Carsten Nielsen gentog sin sirenesang på Folkemødet på Bornholm, og i Berlingske Tidende fremturede den konservative-radikale forbrødring. I et fælles debatindlæg den 18. juni 2021 harcelerede den radikale Rasmus Helveg Petersen og den konservative Mona Juul over, at regeringen med udpegningen af et fuglebeskyttelsesområde i Smålandsfarvandet bremser den grønne omstilling.

Søren Pape Poulsen har tidligere ladet forstå, at han ikke umiddelbart er parat til at forny det håndtryk hans forgænger i sin tid gav Margrethe Vestager. Og det er sikkert klogt, når man betænker, at Lars Barfoeds forhastede alliance med de radikale kostede ham formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

Det Radikale Venstres dubiøse motiver

De radikale har tidligere formået at yde indflydelse på regeringer ledet af Socialdemokratiet. Sammen med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti dannede Poul Nyrup Rasmussen således den 25. januar 1993 regering.

Den utålelige Mogens Lykketoft var finansminister i regeringen, og selv i dag tager han gerne ansvaret for den positive økonomiske udvikling i 90’erne.

Problemet med Mogens Lykketoft er, at trods et ego på størrelse med hans idol – Walter Ulbricht, tidligere formand for Statsrådet i DDR – har han altid været – en løjtnant. Hans kortvarige formandstid i Socialdemokratiet demonstrerede hans fatale mangler som ansvarshavende.

Hovedparten af æren for at det under Nyrup gik, som det gjorde, bør derfor rettelig tillægges den radikale økonomiminister, Marianne Jelved.

Regeringen lagde ud med en såkaldt ”kickstart” af økonomien, hvor man øgede efterspørgslen ved at ”fremrykke” offentlige investeringer, og gav folk flere penge mellem hænderne ved ”skatteomlægninger” og lempeligere lånevilkår for realkredit m.v.

At den ekspansive finanspolitik blev midlertidig og rent faktisk aftrappedes i takt med at konjunkturerne blev bedre, er i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste. Hun gav Mogens Lykketoft det rygstød, han ikke selv havde, når han skulle afvise Nyrups og venstrefløjens idelige krav om øgede offentlige udgifter. Det var i den periode, at billedet af Jelved ”med håndtasken” fæstnede sig.

Det var også Marianne Jelveds fortjeneste, at den aktive arbejdsmarkedspolitik blev indrettet med sigte på at øge arbejdsudbuddet. Der blev godt nok investeret massivt i orlovsordninger, opkvalificering og efteruddannelse, men samtidig blev der strammet op på rådighedsreglerne, og dagpengeperioden blev nedsat. Arbejdsløshedstallene faldt, men det langsigtede mål var at reducere den strukturelle ledighed, så flere reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det var også Marianne Jelved, der i 1998, da økonomien igen var ved at løbe løbsk, insisterede på en Pinsepakke, der skulle sætte ind overfor de stigende boligpriser, og udarbejdelsen af en langsigtet plan, der definerede det begrænsede økonomiske råderum frem mod 2005. En plan der siden blev forlænget til 2010 og på en måde var en forløber for den senere budgetlov.

Det var således i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste, at Anders Fogh Rasmussen i 2001 ikke skulle overtage et af socialdemokraternes sædvanlige fallitboer, men en veldrevet butik, hvor gælden var reduceret, arbejdsløsheden af håndterlig størrelse, en fornuftig betalingsbalance og overskud på statens finanser.

Det var en fornøjelse at se Marianne Jelved afspejlet i Margrethe Vestagers samarbejde i perioden 2011-15 med Bjarne Corydon om en ansvarlig økonomisk politik og deres succes med at begrænse Thorning-regeringens iboende trang til vidtløftigheder i omgangen med skatteborgernes penge.

Men tiderne har ændret sig

Sofie Carsten Nielsen når hverken Marianne Jelved eller Margrethe Vestager til den plisserede nederdel, og de tider, hvor Socialdemokratiet lyttede til de radikale, er definitivt forbi. Det er den egentlige årsag til at partiet nu vender sig mod Det Konservative Folkeparti.

Det er dog helt uforståeligt og nærmest pinligt, at Søren Pape Poulsen lytter til hendes skingre fanfare på vegne af en lille klam skare af folk, der anser sig selv for mere vidende end andre.

Da Sofie Linde genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, en af de første, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør med seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Bedrevidende radikale

Trods partiets egne udfordringer har det Radikale Venstre altid været bedrevidende og parate til at dømme andre som politiske ukorrekte. I EU-politikken bebrejdes andre partier jævnligt for at fokusere for meget ved EU-samarbejdets svagheder som f.eks. velfærdsturisme, udlændinges studier i Danmark med SU-støtte og problemer med østeuropæiske tyvebander. Uenigheden i EU om udenrigs- og forsvarspolitik og den pinagtige handlingslammelse vedrørende migranter og den manglende sikring af de ydre grænser, bør ifølge de radikale helst ikke problematiseres.

Hvorfor kan man ikke stole på de Radikale?

I 1980’erne vidste vi dog, hvor vi havde Det Radikale Venstre – sammen med de andre klakører til Sovjetunionens fjernstyring af Vestens såkaldte fredsbevægelser!

Det Radikale Venstre, der allerede i 1949 havde stemt mod Danmarks deltagelse i NATO, havde et betydeligt medansvar for den såkaldte ”fodnotepolitik” fra 1982-88. Det Radikale Venstre gik ikke op i anstændighed og politisk korrekthed, da partiet sikrede det parlamentariske flertal til alle fodnote-dagsordnerne op gennem 80’erne. I hele perioden plejede Det Radikale Venstre samtidig utilbørligt tætte forbindelser med det Stasi-styrede Bondeparti i Østtyskland.

Nu er RV tilhænger af det indre marked – tidligere var de imod

Partiets uforbeholdne EU-støtte og tilslutning til klimapolitik og et fælles indre grønt energimarked er bemærkelsesværdig, når man erindrer partiets tidligere skepsis over for tankegangen bag selve det indre marked.

I 1986 kæmpede netop De Radikale mod den grundlæggende traktat bag Det Indre Marked, og i de samme år underløb de sammen med de andre illoyale elementer på Venstrefløjen konsekvent den udenrigs-, sikkerheds- og europapolitik, som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at føre.

Det Konservative Folkepartis modpol

Realiteten er, at det multikulturelle, regnbuefarvede Radikale Venstre er en modpol til fundamentale dele af konservativ politik og meget af det, som partierne i blå blok står for. Det gælder i udpræget grad værdipolitik, udlændingepolitik, forsvarspolitik, klima og miljøpolitik og EU, men også på lange stræk den økonomiske politik, hvor de radikale stadig støtter husmænd og mindre næringsdrivende og stadig ikke kan frigøre sig fra grundlæggende mistillid til store virksomheder, herunder ikke mindst multinationale selskaber.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s