Tamilsagen og notat af 2. december 1987
I Tamilsagen blev ansøgninger om familiesammenføring fra tamilske flygtninge efter en fredsaftale i det borgerkrigshærgede Sri Lanka sat i bero fra september 1987 til januar 1989.
Af Rigsrettens dom af 22. juni 1995 i Rigsretssagen mod fhv. Justitsminister Erik Ninn-Hansen fremgår, at Justitsministeriet ved skrivelse af 3. december 1987 til Folketingets Retsudvalg sendte et notat af 2. december 1987 om internationale forpligtelser og anbefalinger om familiesammenføring og et notat af samme dato om modeller for begrænsning af familiesammenføring.
Af sidstnævnte notat af 2. december 1987 fremgik som en af flere modeller, at det kunne overvejes at foretage en nøjere ressourcestyring i Direktoratet for Udlændinge, således at der faktisk behandledes et bestemt antal sager om familiesammenføring af flygtninge om året. En sådan styring ville ifølge notatet kunne virke som en faktisk kvote for, hvor mange tilladelser der blev givet om året, og ville kunne gennemføres administrativt ved, at direktoratet alene behandlede et bestemt antal sager om året.
Notatet nævner, at efter udlændingelovens § 9 er der tale om et retskrav på opholdstilladelse, men alligevel siges det i notatet, at det kunne overvejes at foretage en nøjere ressourcestyring i Direktoratet for Udlændinge, således at der behandles et bestemt antal familiesammenføringssager om året. Dette, siger man i notatet, vil medføre modtagelse under ordnede forhold, idet man hermed sikrer et stabilt antal indrejsende.
Det har aldrig været påstået, at Justitsministeriet udarbejdede notatet efter pres fra justitsminister Erik Ninn-Hansen, og det kan derfor ikke udelukkes, at Ninn-Hansen i forbindelse med rådgivningen fra Justitsministeriets ledelse faktisk var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne lave en kvoteordning, der ville føre til den de facto begrænsning af familiesammenføringerne, som allerede blev praktiseret i Direktoratet for Udlændinge.
Notat af 2. december 1987 juridisk uholdbart
I Justitsministeriet og i Udlændingedirektoratet var man måske på embedsmandsniveau allerede på tidspunktet for oversendelsen til Folketinget klar over, at notatet af 2. december 1987 var juridisk uholdbart. I hvert fald var man senere udmærket klar over at juraen ikke holdt. Den skitserede kvotering af tilladelser til familiesammenføring ville klart være i strid med udlændingelovens § 9.
Alligevel blev familiesammenføringssagerne i Udlændingedirektoratet nedprioriteret. Hverken Justitsministeriet eller direktoratet for Udlændinge henviste efterfølgende hverken overfor Folketingets Retsudvalg eller overfor Folketingets Ombudsmand til notatet af 2. december 1987 i de begrundelser, der blev givet for sagsbehandlingen. Der blev stedse henvist til ressourcehensyn.
Lovlig nedprioritering?
Ombudsmanden underkendte ikke, at en prioritering principielt vil kunne foretages, men han underkendte berettigelsen af den konkrete prioritering, som Direktoratet og Justitsministeriet foranstaltede – ganske særligt under hensyn til dens tidsmæssige udstrækning og det forhold, at mange sager i realiteten var færdigbehandlede og blot afventede afsendelse.
Dommen
Rigsrettens dom af 22. juni 1995 i Rigsretssagen mod fhv. Justitsminister Erik Ninn-Hansen fremgår, at Ninn-Hansen efter iværksættelsen af nedprioriteringen nok blev advaret af sine embedsmænd om, at administrationen ville medføre alvorlig kritik, men at embedsmændene i deres advarsler ikke betegnede administrationen som “ulovlig” eller “retsstridig”.
Alligevel fastholdt Ninn-Hansen beslutningen om nedprioritering, og Rigsretten udtaler, at Justitsministeren fra juni 1988 må ”have været ganske klar over, at berostillelsen savnede sagligt grundlag, og at den manglende færdiggørelse af sagerne alene skyldtes hans beslutning herom”.
Instrukskommissionen og notat af 2. februar 2016
I Instrukskommissionen har Udlændinge- og Integrationsministeriets notat af 2. februar 2016 om adskillelse af asylpar, som Inger Støjberg godkendte den 9. februar 2016, fået en særlig betydning.
Det er det notat, som til de flestes overraskelse dukkede op i Instrukskommissionen, og som Inger Støjberg i væsentlig omfang bygger sin forklaring omkring.
Notatet indeholdt en indstilling fra embedsværket om, at der skulle gøres undtagelser til hovedreglen om at adskille asylpar på forskellige asylcentre, hvis den ene part var under 18 år. Og med sin godkendelse af denne indstilling havde hun godkendt en lovlig ordning med mulighed for undtagelser, lyder Inger Støjbergs argumentation.
Af Instrukskommissionens beretning (side 825) fremgår det, at kommissionen har lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med rådgivningen fra departementet var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser, der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende for ordningen.
Efter udarbejdelsen og godkendelsen af notatet opstod tvivl om notatets juridiske holdbarhed. Blandt andet lagde notatet tilsyneladende op til en ordning, der var for stram, sådan at for få par kunne få lov at blive sammen. Og det lagde op til, at de par, hvor der skulle gøres undtagelser til reglen om adskillelse, kunne indkvarteres på samme asylcenter, men på hver sit værelse.
Denne mulighed er senere underkendt af Justitsministeriet, fordi også adskillelse på forskellige værelser på samme center kunne udgøre et ulovligt indgreb i parrenes konventionssikrede ret til et familieliv.
Fik embedsmændene kolde fødder?
Det var daværende kontorchef i Udlændinge- og integrationsministeriet Jesper Gori, der var ansvarlig for den juridiske del af notatet, som han den 5. februar 2016 godkendte i ministeriets elektroniske sagsbehandlingssystem, F2. Samme dag godkendte Jesper Goris foresatte – ministeriets øverste juridisk ansvarlige, afdelingschef Lykke Sørensen, notatet. Herefter gik sagen gik videre til departementschefens godkendelse for til sidst at ende hos ministeren, der godkendte notatet den 9. februar 2016. Det skete klokken 13.44 via hendes ministersekretær.
Det er påfaldende, at Folketingets Ombudsmand, der i foråret 2016 var gået ind i sagerne om familiesammenføringer og i den forbindelse udbad sig dokumenter og forklaringer om ministeriets retlige overvejelser, ikke blev orienteret om notatet.
Meget tyder på, at Jesper Gori og Lykke Sørensen hurtigt fik juridisk kolde fødder i forhold til det af dem godkendte notat. En udlevering til Ombudsmanden kunne have afdækket kritisable juridiske svagheder, og derfor kunne Jesper Gori og Lykke Sørensen have en interesse i at begrave deres eget notat, som ministeren i tillid til ministeriets juridiske vurdering havde godkendt. I hvert fald blev der ikke fra hverken Jesper Goris eller Lykke Sørensens side gjort forsøg på at forelægge et revideret notat for departementschef og minister.
Februar – april 2016
Udlændingestyrelsen traf fra den 10. februar til april 2016 beslutning om adskilt indkvartering for langt de fleste af de 28 par, der på det tidspunkt var indkvarteret som asylansøgere, og hvor den ene part var mindreårig.
Spørgsmålet er, om det på noget tidspunkt – og i givet fald hvornår – kunne have været klart og indlysende for Inger Støjberg, at den i notatet af 2. februar 2016 beskrevne adskillelse af asylpar var ulovlig og alene skete som følge af hendes beslutning?
Efter Ombudsmandens intervention genoptog Udlændingestyrelsen i april 2016 behandlingen af samtlige konkrete sager om adskillelse efter den 10. februar 2016 med henblik på at foretage fyldestgørende partshøring.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 